Digitaliserte leilighetstrykk

Andreas Munch var ikke bare sin periodes fremste lyriker, han var også den som i størst grad ble benyttet til å kaste glans over forskjellige offentlige og private begivenheter. Munch var den første norske kunstner som fikk en offentlig diktergasje, og som sådan var han en slags poeta laureatus, ikke bare for Universitetet, men også for staten. Han skrev dikt til de store begivenhetene både innenfor akademia og kongehuset, i tillegg til familiebegivenheter, bryllup og begravelser i sin egen omgangskrets. 

En betydelig del av Munchs dikteriske produksjon så først lyset i form av leilighetstrykk, gjerne bare ett falset ark, trykt i et begrenset opplag for deltagerne ved en eller annen begivenhet. Slike små trykksakene eksisterer ofte bare i få eksemplarer, og i den grad de er bevart, prioriteres de sjelden ved katalogisering og digitalisering av de store bibliotekene. Andreas Munchs-selskapet har derfor begynt å digitalisere Munchs lelighetstrykk, så langt det lar seg gjøre. Det er lenket direkte til digitalisatene fra selskapets bibliografi over Munchs leilighetstrykk.

Mirakelårets poet

I nyeste utgave av det lokalhistoriske årsskriftet Rundt Sandebukta har Andreas Munch-selskapets medlem Tor Ivar Hansen levert en lesverdig artikkel om Johan Storm Munch.

Oehlenschlägers Ephemerer

Det kongelige Biblioteks eksemplar av Andreas Munchs debut Ephemerer (1836) er blitt digitalisert, og kaster nytt lys over forholdet mellom Munch og den danske romantiske dikteren Adam Oehlenschläger. Forholdet dem imellom er behandlet i forordet til Andreas Munch-selskapets bok Til min Fader (2014), samt i et innlegg her på bloggen. Munchs far var en omgangsvenn av Oehlenschläger under studietiden, og Munch traff selv den danske dikteren under hans besøk i Norge i 1833. Hans diktcyklus Norgesreisen (1834) inneholder endog diktet «Den unge Digter», om møtet med Andreas Munch i Christiania.

Det kongelige Biblioteks Ephemerer er innbundet i et fiolett kartonnasjebind, trykt på velin-aktig papir, med tittelblad i variant 2 (skjønt med 6-tallet i trykkeåret over, snarere enn under linjen), og med litografiet «Den første Sorg» bundet som frontispiece, istedetfor ved diktet det tilhører. På første friblad har Munch skrevet følgende versifiserte dedikasjon:

Til Hr. Prof. Oehlenschlæger,

med sønlig Ærbødighed

fra

Forfatteren.

En Mester smiler naar den unge Drømmer,

Den gamle Drøm om Harpen om igjen –

En Genius er som en ærlig Ven:

Hans Tale læger om den end fordømmer.

I katalogen over Oehlenschlägers etterlatte boksamling, Bibliotheca oehlenschlägeriana (1850), finner vi en liten avdeling – tilsammen bare bare seks bind – med nyere norsk lyrikk. Ved siden av Welhavens Digte (1839, nr. 817) og Halvhundrede Digte (1848, nr. 818), som ble utgitt i København, finner vi Wergeland representert ved Spaniolen (1840, nr. 819) og den posthume utgaven av udvalgte lyriske Digte (1846, nr. 820). Andreas Munch er likeledes representert ved to verker, Ephemerer (nr. 815, feilkatalogisert som Ephemeres) og Digte, gamle og nye (1848, nr. 816). Vi må tro at også sistnevnte har vært et dedikasjonseksemplar. Det er i alle fall fremhevet som «nit[idissimus]», hvilket kunne tyde på at det var tale om et gavebind.     

Nye Udgravninger i Rom

[av A. Munch, i Norden. Et Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]

Den rige Historiens og Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger, hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage, ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge, sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre Historien groe.

Det er dog naturligviis Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange, overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio) befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner, men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund, hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske, især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde

trækkes hen med den sædvanlige romerske Langsomhed, derfor sørgede han ved som sine Arbeidere fortrinsviis at anvende de flinke og vevre franske Soldater, der ligge i Garnison i Rom. Inden kort Tid var Arbeidet saa langt Fremskredet, at man kunde bestemme Grundplanen for en Deel af den keiserlige Vaaning og frigjøre de uhyre Substructioner, som begrændse Palatinerbjerget ud mod Capitolinum og Velabrum. Med sædvanlig fransk Libralitet ere Haverne nu gjorte tilgjængelige for Publicum, vel ikke aldeles offentligt, hvilket ikke vel kunde gaae an saalænge Arbeiderne staae paa og mange værdifulde Brudstykker af Marmorsager og Statuer deri ligge omspredte, men dog saaledes, at enhver anstændig Romer eller Fremmed kan uden Godtgjørelse hos den franske Commandant lade sig hente Indtrædelseskort, hvilke hvert gjælde for 5 Personer. Den alminelige Besøgelsestid er hver Torsdag, og seer man da gjerne hele Rækker af Vogne holde udenfor Havernes Indgangsport, der vender ud mod Forum romanum, og hele Skarer af Besøgende (rigtignok mest Fremmede, thi Romerne selv umage sig yderst sjeldent med at besee deres egen Byes Mærkværdigheder) bevæge sig uafbrudt op og ned af den store Trappe, der fra Porthvælvingen fører op til den første Terrasse. Alt foregaar i den største Orden og Ro, høflige Vagter af de franske rødbuxede Soldater ere opstillede rundt om i Terrainet, og Tavler med Indskrifter betegnet Navnet paa de udgravede Rum, og den Bestemmelse, de oprindeligt have havt. Disse Indskrifter ere almindeligviis Citater af gamle latinske Forfattere, hvis forskjellige Udsagn om Palatiums Topografi med stor Lærdom og Nøiagtighed heri ere samlede og anvendte.

Vi ville slutte os til et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv, gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.

Paa den øverste af disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede, noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk, dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser. Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia, som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud, efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal, hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring, ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke. Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino (ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal, som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes «Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum. De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.

Fra Peristylen træder man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis, som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor, Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske Soldater. Sic transit gloria mundi.

I Flugt med disse keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure, hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord, hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco, og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver, en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.

Stigende ned af denne Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino, som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder, Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig, hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem. Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus, som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads. Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! – Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave – pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved. Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker. Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge, at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.

Nogle Partier af en Thelemarksreise, 1845

Andreas Munch giftet seg i 1844 med Charlotte Juel, på samme tid som Asbjørnsen og Moes folkeeventyr først ble utgitt og vekket interessen for norsk natur og folkeliv. Bryllupsreisen følgende sommer ble en strabasiøs ekspedisjon til Telemark og Gausta. Munchs gikk fra Kongsberg til Bolkesjø, og med båt over Tinnsjøen til Håkanes og oppover Vestfjorddalen, forbi Miland og Ingolfsland opp til Rjukan og videre til Gausta, som de besteg, før de la veien ned over Tuddal og hjem. Disse områdene var allerede på denne tiden i ferd med å etableres som turistmål. Adolph Tidemand hadde året i forveien besøkt Telemark, og bragte med seg tilbake skisser og tegninger fra samme steder som Munchs siden besøkte. Likesom denne reisen ble avgjørende for Tidemands karriere som folkelivsskildrer, er det inntrykkene fra Telemarksreisen som dannet grunnlaget for Munchs nasjonalromantiske diktning, og gav stoff til flere av hans beste dikt, som «Ved en Fjeldreise» og «Paa Tindsøen», samlet i Digte,gamle og nye (1848). Inntrykk fra reisen har også nedfelt seg i romanen Den Eensomme (1846), som Andreas Munch-selskapet utgav medkommentarer i 2013. I Munchs reisebesrivelse gjenkjenner man i detalj en rekke steder som senere ble skrevet inn i denne romanen. Munchs reisebeskrivelse, «Nogle Partier af en Thelemarksreise», ble utgitt anonymt i ni deler i avisen Den Constitutionelle, som han selv redigerte, og det er disse lite tilgjengelige tekstene Andreas Munch-selskapet nå har samlet under etiketten «Telemarksreisen».

Munchs telemarksreise 1845, del 1/9

[Den Constitutionelle No. 243/1845]

Indgang til Fjeldstuen [Tykt i Digte, gamle og nye (1848)].

Har du ei følt, naar Sommernætter dale
Med stille Klarhed over Fjord og Kyst,
En hjemlig Stemme i dit Indre tale
Om Fjeldets Eensomhed og Fjeldets Lyst?
Har du, mit Norges Barn, ei tit fornummet
Den underlige Higen i dit Bryst,
Som dvæler, naar hver anden er forstummet,
Som drager dig til Fossens vilde Dyst?

Det er vor Stammemoders fjerne Kald
Som gjennem Bykulturens seige Skal
Vil finde Vei til vore Hjerterødder,
Det er en Barndomsluft fra Fjeldets Hal
Som Vinger har for vore træge Fødder –
Det er er Suk, halv Tungsind og halv Fryd,
Der bæres til os fra de store Skove –
Det er Naturens egne, stille Lyd
Som binder Bjergets Søn til Bjergets Love.

Alt mangengang, naar jeg paa Danmarks Sletter,
Ved Tydsklands Floder søgte fremmed Fred,
Det lød til mig fra Gaustas vrede Jetter:
Vor er du dog, her findes ei dit Sted!
Og hvor jeg gik, for mine bedste Minder,
Naar under Viinløv jeg i Syden sad –
Steg manende og vinkende en Rad
Af Fædrelandets hvide Kjæmpetinder.

Omsider kan jeg ikke trodse meer.
Tilfjelds, tilfjelds jeg maa i denne Sommer,
Og til en Gjengjæld, at saa seent jeg kommer
At ikke først af Alt mit Hjem jeg seer –
Jeg bringer med mit Dyreste i Livet
Jeg lægger tillidsfuld hvad mig blev givet
Af Kjærlighed og Tro til Fjeldets Barm,
Jeg knæler med min Elskte Arm i Arm
Ved Foden af det skinnende Altar
Hvor Norges Aand har sit Orakelsvar.

Thi ene der, i Dalens grønne Kammer
Og høit paa brune Fjeldmark groer den Urt
Som eier Lægekraft for al vor Jammer,
Som er det eneste vi har af Purt
Og Ægte i den Stads, hvormed vi brammer.
Deroppe Sjælen, gysende af Haab
Maa dukke i det iisblaa Fjeldvands Daab,
Kun for igjen des klarere at stige
Og skue sikkert over Fædres Rige.

Paa en klar, solvarm Morgen, saa sjælden i denne regnfulde Sommer, forlod vi Kongsberg for over Bolkesjøe at tiltræde vor Fjeldreise. Det var Søndag, og Kongsberg følgelig endnu stillere end sædvanligt. Julisolen laae blank og brændende over de øde Gader, over de sorte, fordetmeste kun halvt indredede Bjælkehuse. Kun enkelte pyntede Kirkegjængerinder bevægede sig langsomt opad de tunge Gader til Kirken, hvorfra just Klokkerne kaldte til Høimesse. Vi begik vist ingen Helligbrøde ved at kjøre Kirkens aabnede Dør forbi, og ved at lade vor Kjærres Skranglen og Skrigen forsyrre den almindelige Sabbatsfred, thi vi begyndte jo idag vor Valfart til en Tempeldom, høiere, dristigere hvælvet og mere andagtsvækkende end Kongsbergs berømte Rococo-Gudshuus, hvormeget end dette brammer af rig Forgyldning og vredne Forziringer.

Vor Vei førte os nu først langs den brede, rivende Laugen Elv, den samme der et Stykke længer nede ved en liden afledet Draabe af sine mægtige Fossefald hjelper Menneskerne at smelte, mynte og præge det dyrebare Sølv. Allerede slog os imøde den qvægende Luftning fra Granskov og rindende Vande, og fordrev vor Mathed efter den trykkende Solhede inde i Byen. Naaletræerne traadte tættere og tættere, og nærmere og nærmere til Veien; paa den ene Side blinkede Elven igjennem dem, og over deres Toppe hævede sig Aaser bag Aaser, indtil Dalen lukkedes. Endnu rullede dog vort beskjedne Kjøretøi let henover den temmelig brede og jevne Vei, endnu kunde det mærkes at denne var ofte befaret og førte hen til godt beboede Steder, da pludselig Skydsgutten standsede vor Fart med det Udraab: «Her skal vi ind», og pegede med det samme paa en smal Bygdevei, der tilvenstre tog af ind i det Tykke af Skoven. Jeg vendte Hestens Hoved i denne Retning, og snart befandt vi os paa den egentlige Bolkesjøvei, der følger Jondalselvens Krumninger saalangt det vil gaae. Det var endnu saavidt at Kjærrehjulenes Bredde fik Plads paa denne trange, stenede, ofte af Præcipier begrændsede Vei eller rettere Sti. Da Skydsgutten hørte vore Tvivl om det gik an at kjøre her, loe han og sagde: «Aa, endnu er Veien da god nok, men naar vi komme forbi Moe, saa bliver den slemmere». Og det fik vi da ogsaa at sande.

Imidlertid havde denne langsomme og forsigtige Kjørsel ud og ind om Granestammer, over Trærødder og Steenheller, ved Afgrunde og i Dybet brusende Bække, for os noget særdeles Friskt og Tiltrækkende, som vi i dette Øieblik idetmindste ikke vilde have byttet for den bedste Chausee. Vi mærkede at vi allerede vare i Forgaarden til den høie Fjeldborg, skjøndt vi endnu ikke kunde see dens Tinder. Paa begge Sider bleve Bjergvæggerne høiere og steilere, Dalen blev trangere, Bækkene stridere, Løv, Græs og Mos grønnere og saftigere, Luften renere. Vi følte os ligesom komne nærmere til Naturens Hjerte, til Skovernes inderste Hemmelighed; Granerne og Birkene lukkede sig ofte over vore Hoveder og slog os med deres lange Vifter i Ansigtet; Solstraalerne gav underlige Reflexer i de grønne Dybder; en ligesom aandende Stilhed var udbredt overalt, kun afbrudt af store for os fremmede Insecters Surren, Vandenes Rislen og de sælsomme, ubestemmelige Toner, som ofte høres fra tætte Skoves skjulte Afkroge. Undertiden klarnedes Skoven pludseligt og gav Plads for en lille grøn Slette med en Ager og en Hytte, og hvorover Veien kun var kjendelig ved et Par Hjulspor i det friske Græs. Her gled Elven blank og stille som en Aa, medens Ore- og Birkekrat hang udover dens Bredder og dyppede sine fine Blade i dens speilklare Vand; men snart steg Veien atter op i Skoven og over Fjeldskrænterne, og derfra saae vi dybt nede den samme Elv nu fossende at styrte sig mellem skarpe Klippeblokke.

Det gik nu bestandig opad, Klev efter Klev; Veien forsvandt mere og mere, saa vi maatte stige af og søge vor Fremkomst tilfods, angrende at have ladet os forlede til at tage Kjøreredskab paa en decideret Ridevei. Eftersom vi kom i Høiden blev Skoven tyndere og mindre, Omgivelserne mere eensformige og tørre. Store løse Stene laae spredte udover Heien blandt Blaabærlyng og Kratskov, enkelte mørke Fjeldkjern stirrede os imøde og vi maatte ofte passere lange brune, uveisomme Myrstrækninger, saa den halvtredie Miils Vei til Bolkesjøe under vore Fødder syntes at udstrække sig til dobbelt saa langt. Endelig, ud paa Eftermiddagen, vandt vi Høiden af den sidste Aas. Det Skuespil, som herfra udfoldede sig, for vore higende Blikke, vil Den aldrig kunne glemme, som engang har nydt det; os beredte det et af hine herlige Momenter, da Aandsbevidsthed og Livskraft ligesom gjør et føleligt Fremryk. Da vi havde tilbagelagt den sidste Bakke, og skredet noget frem paa Plateauet af Aasen, forhindrede vel endnu Træer og Huulveie det frie Nedsyn til den modsatte Side, men høit i det Fjerne skimtede vi alt nogle lysblaae Striber, for faste, for bestemt afgrændsede til at være Skyer, og dog ogsaa for lette, for klare, for himmelnære, saa forekom det os, til at være Fjelde. Med bankende Hjerter ilede vi fremad, nu bøiede vi om den sidste Skrænt – og der laae den pludselig for os, i fuld Solbelysing, den svimlende, prægtige Indgang til Fjeldstuen, den hele Horizont en Halvkreds af Thelemarkens høieste Fjelde. Lige under os, i Forgrunden, dybt, dybt nede, Bolkesjøes adspredte, bizare Huse paa den grønne skraaende Vold, omkrandset af en dobbelt Rad af blinkende Vande og Indsøer. Uden om disse igjen en bag hinanden opadstigende Række af terrasseformede Aasser og Fjeldstrækninger, alle med deres særegne Skatteringer, fra Purpurviolet til Mørkeblaat og derfra igjen til det klareste Azur. Og endelig i det fjerneste Fjerne, ligesom svævende oven over Alt, de hvidblaae Toppe af Liefjeld, Mælefjeld, det sneestribede, skarpt kantede Gousta, Blefjeld, og hvad de hedde alle, disse himmelstormende Jetter. En klar guldfarvet Aftenhimmel laae udspændt over dette mageløse Panorama.

Vi stode længe tause, hensjunkne i Betragtning: paa eengang opløftede og overvældede, følte vi ligesom maatte vi tage Vinger og flyve henover det bølgende Hav af Bjerge, der blaanede foran os, og dog vare vi os til samme Tid bevidste, at noget uendelig Haardt og Strengt her var traadt os imøde, der opfordrede til den høieste Anspændelse af Kræfter. Endelig steeg vi stille ned ad den grønne Bjergskraaning, over blomstrende Marker og Agre til Bolkesjø Gaard, hvis Beboere vi traf siddende i deres Søndagsstads paa Trappen til det særtbyggede og udskaarne Stabur, som saa ofte er seet i Afbildninger. Vi bleve modtagne med naiv Hjertelighed, som vare vi længe ventede Gjæster, og Konen i Huset, en smuk gammel Bondehustru, credentsede os med naturlig Værdighed en Sølvkande fuld af skummende Øl, og bød os Velkommen til Thelemarken.

Munchs telemarksreise 1845, del 2/9

[Den Constitutionelle No. 257/1845]

Tindsøen.

Fra Bakkerne ved Gaarden Nisi, hvorhen et noget besværligt men animerende Morgenridt gjennem Skovtragterne fra Bolkesjø, tildeels ad Gjenveie, havde ført os, saae vi førstegang et blaanende Glimt af hiin underfulde Søe, der har været Gjenstand for saa mange Reisendes Beundring og Rædsel. Vi standsede et Øieblik ved Gaardens gamle, med kunstrig Udskjæring zirede Huse, der laae fredeligt og eensomt paa en lille Høislette mellem bratte, skovbegroede Aaser, hvilke i Baggrunden styrtede sig dybt og steilt ned, forat omslutte et Fragment af Tindsøen. Her paa Nisi traf os førstegang det Phænomen, som sidenefter saa ofte forfulgte os gjennem Thelemarkens Dale, nemlig Husenes totale Forladthed af Beboere og Levnetsmidler. Udmattet og trængende til al Styrkelse efter halve Dagsreiser i den brændende Sol, gjennem vilde Skovstrækninger eller over miilelange Vande, kommer man endelig til den Gruppe smaa, steengraae Bjælkehuse, hvor menneskelige Aasyn skal være at see, Hvile og Vederqvægelse at erholde – og man finder Gaarden øde, Dørene lukte, intet levende Væsen at see, ingen Lyd at høre, Gravstilhed overalt, som havde den sorte Død nylig gaaet gjennem Dalen. Men Livet er kun af Nødvendighed og Lyst steget op af den trange, af Julisolen gjennemglødede Revne i Fjeldmassen, som man kalder Dal, op paa de vide, uendelige Fjeldmarker, hvor Sommerluften er let og kjølig, Græsgangene rige og kraftige, og kun endnu de hvide, evige Sneetoppe rage høiere op mod Himlen end Menneskenes Hoveder. Heroppe, til Sæters, maa man paa denne Tid af Sommeren søge Fjeldbonden i hans Hjem, her boer han med Sønner og Døttre, med Heste og Qvæg, her flyder hans Gjæstfrihed over med Melk og Fløde, medens nede i Bygden hans Gaard staaer forladt, og den Reisende der knapt finder et Par gamle Føderaadsfolk eller Inderster, som Intet have at byde ham uden fjorgammel, grønsuur Kjældermelk, Fladbrød, maaskee Smør, og om Lykken er særdeles god, lidt træhaardt Spegekjød. Saaedes vare Gaarden Nisis Beboere ogsaa dragne tilfjelds, og dog maatte vi der endelig have fat paa en Mand som skulde sætte os over til Tindoset, hvor Baadskydsen tilsiges.

Efter langvarig Kalden og Søgen omkring i de mange Smaastuer, hvormed Gaarden efter Sædvane var bestrøet, trak vi endelig en gammel Invalid frem af et Skuur, hvor han laae paa nogle tørrede Blade og sov i Formiddagsheden. Kalden lod ikke til synderlig at lide denne uventede Forstyrrelse; som mange af hans Landsfolk foretrak han endnu Magelighed for Fortjeneste. Skuttende sig og smaasnakkende med sig selv humpede han dog efter os, som vi rede nedad den endnu temmelig lange og besværlige Vei til Søbredden. Her laae den da for os, denne af skyhøie Fjelde indelukte, lunefulde Vandstrimmel, nu blank og stille og spillende i Solskinnet, som et slebet Staalspeil, for maaskee i næste Øieblik rygende at skumme op ved en pludselig Kastevind fra de dybe Kløfter. Endnu saae vi kun den nederste og mindst charakteristiske Deel deraf, men allerede dette Basin var trangt og dybt nok til at give os en stor Forventing om hvad der skulde aabenbare sig indenfor de i Baggrunden fremspringende Fjeldcoulisser.

Medens den gamle Færgemand med en uimodstaaelig Langsomhed og Omstændighed syslede med at faae sin Æggeskal af en Pram flot, havde vore Skytsbønder fra Bolkesjøe befriet deres smaae Heste fra Bidsel og Sadeltøi, og slap nu disse vilde stridslystne Hingster, som vi den hele Vei havde havt megen Møie med at holde i behørig Afstand fra hinanden, pludselig løs. Med en frygtelig Hvinen og Vrinsken, der gjenlød i Fjeldene rundt om, styrtede nu de rasende Dyr sig over hinanden, bedes, sloges og stod opreist paa Bagbenene, medens Skydsgutterne, et Par unge raske Karle i thelemarksk Nationaldragt, kastede sig derimellem, hujede og skreg, og syntes at finde en stolt Glæde i dette vilde Skuespil, der fuldkommen svarede til Omgivelserne.

Endelig var vor seendrægtige Gamle færdig med sine Tilberedelser til Overfarten, vi steeg vaersomt i hans skrøbelige Farkost, der vippede ved den mindste Bevægelse og gjennem hvis raadne Sammenføininger Vandet piblede ind. Skjøndt Strømmen her gaaer temmelig strid, hvor Tindsøen har sit Afløb i Elven, kom vi dog med denne ynkelige Befordring godt og vel over til den anden Side, hvor Skydsskafferkonen paa Tindoset strax tog os under sin Beskyttelse, og sendte Iilbud ud for at oprive Roerskarle, idet hun dog tillige gav os den trøstelige Underretning, at det kunde vel hende man ingen fandt, «for de Fleste var nu paa Stølen». Imidlertid var der intet andet for end at vente med Taalmodigheden; vi satte os da paa Bakken udenfor Hytten (hvis Indre ikke saa meget indbydende ud), tog frem vor Niste og holdt vort tørre Middagsmaaltid, omringet af Tindosets hjemmeværende Beboere, mest Børn og gamle Qvinder, der fulgte enhver af vore Bevægelser med Øinene, og overvældede os med de sædvanlige naive Inqvisitioner om hvem vi vare, hvorfra vi kom, hvad vi vilde her, o. s. v.

En ældgammel Hex, der kom rokkende ud af Stuen ved sin Stav, rystede endnu meer paa Hovedet end hun ellers gjorde, og fortrak sin tandløse Mund til at medynksomt Smiil, da hun hørte at vi meest vare komne herop for at see Gausta og Rjukanfossen. «Her havde hun nu siddet paa Tindoset i mangfoldige Aar, og seet mange Reisende fra alle Verdens Kanter drage opad til Fossen, men aldrig kunde hun endda blive klog paa dem, at de kom saa langveisfra og gav saa mange Penge ud for at see Noget der var saa stygt». Vor Befrielsestime slog snarere end vi havde ventet; paa en Plads i Nærheden havde Budet heldigviis truffet Karlfolk hjemme, og vi fik i en Hast to flinke Roerskarle. Et Leie af frsikt Løv blev redt i Bagstavnen af en ny, god Pram, vi leirede os beqvemt deri, og snart gik det opad den blanke Fjord for raske Tag af de korte plumpe Aarer.

Middagssolen stod brændende over vore Hoveder, dens mægtige Straaler syntes at maatte have Kraft til at gjennemtrænge det sorte Vandspeil hvorover vi hengled, og oplyse de underliggende Dybder. Men Tindsøens Vande ere dertil for bundløse, deres Hemmeligheder for vel bevarede. Ikke en Haandbred under Vandskorpen kan man see, selv tæt under Land, kun det sorte Dyb stirrer op med sine uudgrundelige Øine. Ingen Vandplante vugger sine grønne Blade paa Tindsøens Bølger. Intet Siv hvisker paa dens Bredder, kun de strenge, alvorlige Fjeldvægge stige næsten lodrette op paa begge Sider af Vandfladen, indtil to tusinde Fods Høide, undertiden i Revner og Ridser bevoxede med Løvskov og Furutræer, men som oftest ganske bare og kund afbrudte ved gigantiske Urer og Nedstyrtninger. Deraf kommer det, at Tindsøen selv i det blankeste Veir, som nu, gjør et sært, mørkt og beklemmende Indtryk; hvordan maa den da ikke være at skue, naar Fjeldvinden rasende gjennemfarer dens fire Mile lange Spalt, og oppidsker dens korte Bølger til rygende Skum, eller naar Høsttaagen lægger sig graa og klam over den, og de lange Skygger aldrig vige?

Alt som vi foer frem, og Næs efter Næs tilbagelagdes, og Fjeldene, især paa den venstre Side, stege høiere og rædsommere i Veiret, og Fosser viste sig langt oppe paa de glatte Bjergvægge som lydløse hvide Strimer, og den venstre uhyre Klippebreds lange, mørke Skygger faldt bredere og bredere tvert over Søen, saa vi tilsidst, tidlig paa den varmeste og klareste Solskinseftermiddag, roede under dem som i den kjøligste Aftenskumring, – da følte vi os mere og mere betagne af underlige Følelser, og det forekom os, som om hvert af de eensformige Aareslag bragte os, halvt modstridende halvt længtende, nærmere ind under Fjeldaandens inderste Hvelvinger.

Munchs telemarksreise 1845, del 3/9

[Den Constitutionelle No. 265/1845]

Tindsøen.

Af denne sælsomme, ligesom til overnaturlige Magter hendragende Stemning, der ved en enkelt Fart over Tindsøen betager selv det vantro Verdensmenneske, kan man let slutte sig til at slige Stemninger hos de Søen omboende, naive Bjergfolk maa tage Legemer og Skikkelser, og optræde som Noget uden for Indbildningskraften bestaaende. Thi disse vilde Egnes Beboere ere ikke som de fleste af Landets Bønder stumpsindede og uimodtagelige for den dem omgivende Naturs Indvirkninger; de ere tvertimod ofte af et dybt Gemyt og hengivne til egne Grublerier, i hvilke de storartede og mørke Omgivelser ikke undlade at præge sig. Tænker man sig nu disse Naturens Børn paa deres eensomme Fjeldvand, i en taaget Morgen, da Omridsene af de uhyre Fjeldkyster ligesom bevæge sig og flyde over i hinanden, og tunge, hvid-graae Skygevanter hænge ned over de bratte Klippesider og rulle sig op og ned – eller i en af disse rasende Kastevinde, da alle Dybets hylende Røster synes opladte, og de til Skumstøv knuste Bølger hvirvle om Baaden og kaste den tilbage fra de ugjæstmilde Bredder, hvor knapt en Fodbred Landingsly er at finde – eller paa en stille, sommerklar Aften som denne, naar Lys og Skygge forunderligt vexle paa den roligt hvilende Søe, og Fjeldtoppene tegne sig fast og bestemt mod den mørkeblaae Himmel, og den drømmende Stilhed mere betegnes end afbrydes ved en fjern Raslen i Steenurene eller ved en fra de høie Sætermarker sagte henbaaret Luurtone – da føle vi med dem at den ubevidste Naturpoesie i deres Bryst maa vækkes og træde frem i levende om end vilde og barokke Former.

Derfor er hele denne Trakt af steile Fjelde og bratdyb Søe levendegjort i Folkemunde med en Hærskare af Trolde, Jetter, Huldre, Mirakelmænd og de Sagn der knytte sig til alle disse forskjellige Udprægninger af Fjeldnaturens inderste Væsen. Vi træffe her knapt et Næs af en nogenlunde eiendommelig Afstyrtning, uden at det har sin Historie, knapt en Revne i Fjeldvæggen uden den er Mærke efter en eller anden Kjæmpedyst. Ligger en stor Klippeblok løs ovenpaa en anden i Vandkanten, da kan man være vis paa at et Trold har kylet den efter en opad Fjorden med Klang og Spil dragende Brudefærd; styrter en Ur med chaotisk Forstyrrelse ned ad Fjeldsiden, saa er det Troldene, der har spændt den efter St. Olaf da han roede over Tindsøe; raser Høststormen gjennem Kløfterne, da er det Aasgaardsreien, Nordens vilde Jagt, der under Sværdeklirren og Pidsksmeld, med Haanlatter og Klageraab farer hen over Skuepladsen for Oldtids Idrætter. Der hvor hiin skarpt skaarne Rende i Fjeldet gaaer i tusinde Fods Høide ned til Vandskorpen, er engang en Jette glede ud da han vilde skræve fra Fjeldtind til Fjeldtind, tversover Tindsøen. Denne glatte Fjeldvæg, der begrændses i Portform af fra Revnerne smukt nedhængende Birkekrat, aabner sig stundom i en stille Sommernat og Huldren sidder da derinde under Hvælvingen og kjæmmer sit Haar og lokker de Forbifarende med sin vemodige Sang; lade de sig overvælde af hendes bedaarende Kalden, og stige over hendes Dørtærskel, da lukker Fjeldet sig pludseligt, og de ere for bestandig borttagne fra Menneskenes Blikke. Tindsøens sorte Dyb kan ikke udloddes, der findes intet Toug saa langt at det kunde række til, og den som vilde prøve derpaa bliver selv trukket tilbunds.

Midt under Fortællingen om disse Sagn og Mærker, og underligt betagne af deres Samstemmen med Omgivelserne, førtes vi imidlertid længere og længere opad Søen. Vore Baadsfolk, en ung Gut og en middelaldrende Mand, vare begge fulde af disse Historier, dog viste sig i deres Fortellemaade en mærkelig Forskjel. Gutten, et smukt ungt Menneske med blonde Haar og klare Øine, kun noget for spedlemmet for en Thelebonde, talte af sit inderste Hjerte; den fasteste Overbeviisning om Virkeligheden af hvad han frembragte laae præget i hans aabne Træk, og han saae ud til hvert Øieblik at kunne vente at Fjeldvæggen, under hvilken vi roede, skulde lukke sig op og den skjønne Huldre tage ham ind i sin Favn. Manden, derimod, en sortsmudsket Karl med aabent men listigt Physiognomie, talte allerede mere fra Reflexionens Standpunct, gav sine Sagn tilbedste i en overlegen raillerende Tone, og saae med et medynksomt Smiil hen paa sin uunge Hjemfødning af en Roerskammerat, der aldrig havde været udenfor Bygden, medens han selv pralede af sit Ophold i Drammen og Christiania, hvor han havde lært at foragte sin Fødebygds Overtro, uden dog at have fundet noget at sætte istedet. Man seer altsaa at den elskværdige Halvcultur ogsaa gjør Fremskridt ved Tindsøen, og snart maaskee vil den poetiske Opfatning af Naturphænomenerne ogsaa her vige Plads for en flad-populær Oplysning.

Men hvormeget end denne Blanding af en Drammenser og en Tindøl havde løsnet sig fra sine Bygdefolks Overtro, saavidt var han dog ikke kommet paa Emancipationens Vei, at han tillige skulde have aflagt sin Part af deres naive Nysgjerrighed. Thi han kappedes ærligt med sin yngre Kammerat i at udspørge os om vore Livsomstændigheder. Og disse Folk gjemme troligt paa hvad de paa saadan Maade faae ind, enten det nu er Sandt eller Falskt; de vide at fortælle vidt og bredt om alleslags Reisende, der i Mands Minde har befaret deres Dale. Deriblandt kan man da faae høre om de forunderligste Dignitærer; saaledes fortalte vor bykloge Baadkarl med megen Selvtilfredshed, at han forgangen Aar havde være med at roe «Kongen af Irland» opad Fjorden. – Efterat have passeret den saakaldte Præsteur, hvor efter Sagnet en Præst skal have siddet børfast i 3 Døgn, og som endnu undertiden tjener som Tilflugtssted for de af Kastevinden overfaldne Reisende (blandt Andre skal den forrige Biskop i Christiansand, Sigvardt, med sin Familie have maattet søge Ly her) kom vi endelig til Haakenæs, hvor den Arm af Søen, der kaldes Vestfjord, og som fører ind til Vestfjorddalen, bøier af. Her ligger paa Næset under de himmelhøie Fjelde en liden Gaard, som er Skydsskaffersted, og hvor vi maatte ind forat bestille Heste til Fjeldreisen næste Dag, da det eneste Tilsigelsessted oppe i Vestfjorddalen, paa Ingolfsland, hvor man forhen beqvemmest kunde faae Heste til Bestigelsen af Gausta eller til Rjukan, nu nylig formodentlig af sær Omsorg for de mange Reisendes Tarv, er blevet ophævet.

De gode Folk paa Haakenæs vilde gjerne havt os til at overnatte der, men Sommeraftenen var endnu blank og klar, og vi stundede op til Miland, for endnu at see Gausta i Aftenbelysningen. Vi satte os altsaa igjen i Baaden, og roede sagte ind ad Vestfjorden, der forekom os endnu trangere og hemmelighedsfuldere end Hovedfjorden, men dog tillige grønnere og blidere. Fjeldsiderne vare her til en vis Høide bevoxede med rig Løvskov, og langt nede ved Vandspeilet strakte sig en smal, grøn, dyrket Stribe, hist og her besat med bitte smaa menneskelige Boliger, der toge sig ud som Muldvarpeskud under Fjeldcolosserne. I en af disses Kløfter saae vi den mægtige Hougfos at styrte sig blinkende og hvidskummende, i en eneste fri Bue ud fra Klippevæggen, men saa høit oppe, at ikke en Lyd af dens Tordnen naaede til vort Øre. Dagen var herinde næsten gaaet under; kun de høieste Kanter af Fjeldene glimrede endnu i Solens Straaler. Men nede over den blanke Fjordarm og de mørknende Lier laae udbredt et blaaligt, taageagtigt, ligesom af sig selv lysende Skjær, hvorigjennem Gjenstandene bragtes nærmere til Øiet, og dog gaves mildere og blødere Former, end dem Virkeligheden i det strenge Sollys vilde have frembudt. Længe gjækkede os saaledes Aftstanden fra Fjordenden, hvor det lille hvide Ørenæs Capel vinker fra sin grønne Vang.

Endelig landede vi her, hvor den vilde Maanelv har sit Udløb mellem mange smaae kratbevoxede Øer. Baadsfolkene tog vort Tøi paa Nakken og vi begav os med dem paa Vandring til det en Fjerdingvei op i Dalen liggende Miland, hvor vort Natteqvarteer skulde være, at sige om vi vare saa heldige at træffe Folkene hjemme. Den første Strækning af Veien frembød intet Nyt. Dalen fortsattes i samme Retning som Fjorden, med de samme evige Fjeldvægge; den brusende Elv midt i den grønne Dalbund, kom kun her istedetfor Vandspeilet. Veien, en ordentlig Kjørevei, slyngede sig langs Elven, beskygget af skjønne Hængebirker og yppig Vegetation. Nu gjorde Elven en Krumning, og en Bro førte derover. Min Ledagerinde [Charlotte Munch] var ilet nogle Skridt iforveien og befandt sig midt paa Broen før jeg endnu havde betraadt den. Da standsede hun pludseligt, og udraabte med en Tone, der lød ligesom uvilkaarlig udpresset fra det inderste Bryst, af Overraskelse, Beundring, ja Skræk – «Gausta»!

Munchs telemarksreise 1845, del 4/9

[Den Constitutionelle No. 278/1845]

Vestfjorddalen.

Det var i Sandhed en til Marv og Been gaaende Fornemmelse, hvoraf vi begge betoges, da det mægtige Gausta, denne Konge over alle Thelemarkens Fjeldjætter, pludselig laae for os i Baggrunden af Dalen, synlig fra Isse til Fodsaale, og glødende i Aftensolens magiske Belysning. Siden vi fra Boklkesjøe skimtede dets yderste hvide Spidser, fjernt bag alle andre Bjerge, havde vi tabt Gausta af Sigte, nedstegne som vi vare i den Labyrinth af Klippespalter, Søer og Dale, som danne de krummede Gange til Naturtemplets Allerhelligste. Under Mellemtidens vexlende Indtryk, havde vi dog ingensinde glemt den fjerne, hvidskinnende Dobbeltspidse, som vinkede os imøde ved vor første Indtræden i Thelemarken. Skjøndt vi ikke længer saae dens klare Stjerne over Granskovens grønne Toppe eller over de sorte, ludende Klippevægge, ved hvis Fod vi arbeidede os frem, saa følte vi dog at den var der bag, og at vi med hvert Skridt, med hvert Aareslag nærmede os dens Sted. Vi troede at have bemærket, hvorledes lidt efter lidt alle Omgivelser formede sig høiere og steilere, og mere og mere antog en betydningsfuld Mine, som vilde de sige: Vi lukke for Bjergenes Hersker. Men hvor forberedte vi endog troede os paa at see og fatte den ventende Majestæt, saa dog, da den sidste Klippevæg med Eet veeg tilside, og al Herligheden aaabnede sig derbag som ved et Changement i en Theaterdecoration, maatte vi vel lade os overvælde af denne pludselige Aabenbarelse af et Skuespil, der hører til det mest Storartede og Ophøiede, som et menneskeligt Øie kan nogensinde bydes at hvile paa.

Vi havde ofte seet Afbildninger af Gausta, taget fra forskjellige Synspuncter, og deriblandt maaskee netop fra dette Sted, hvor vi nu befandt os; vi havde efter disse dannet os et, som vi troede, nogenlunde tilstrækkeligt Begreb om dette ualmindelige Fjelds Aspect, – men hvorlangt stod dog dette saaledes construerede Billede tilbage for Virkelighedens rystende Fremtræden! Ikke at jo Ligheden ikke var der; Tegningens Linier gjenfandt vi lettelig, og Landskabets Contourer vare de samme, men hvilken Dødeligs Pensel skulde kunne formaae at gjengive denne en colossal Naturs umiddelbare Virkning, denne rolige Høihed hvormed hiin uhyre Fjeldmagt fra sit sextusind Fod høie Stade skuer ned paa Betragteren. Her kan Kunsten ikke erstatte Naturen; her kan intet Medium, af Menneskeaand opfundet og af Menneskehaand udført, bringe Gjenstanden formildet og formindsket, og dog sand, for den Fraværendes Øie. Streng og klar som Sandheden og Lyset, vil en saadan Urgestalt selv kun kaste sit Billede ind i den bævende Menneskesjæl, for at det der evigt kan bevares.

Gausta har det Egne ved sig, fremfor mange andre af Norges Sneefjelde, at det fra Dalbunden af kan sees i sin hele, uafbrudte Høide, medens de fleste andre af dets Jævnlige og endog Overmænd enten kun rage med Sneetoppen over andre, til Dalen stødende Fjelde, eller ogsaa slet ikke kan sees fra denne, som Hurungerne eensomme hæve sine skrækkeligt sønderrevne Nuter langt inde paa de øde Høisletter, til hvilke man altsaa maa stige op forat faae dem i Sigte. Fra Broen hvor vi nu stod, og hvor Synet af Gausta først var brudt ind over os, havde vi derimod for Øie den frugtbare, smale Dal med dens friske, grønne Enge, bølgende Agre og herlige Løvtræer hvis hengende Krandse hviskede i Aftenvinden. Dalens Sidevægge bestode af to overordentlig høie og bratte, for en Deel skovklædte Aaser eller rettere Fjeldafstyrtninger, der strakte sig parallel over for hinanden, faste og jevne, uden fremspringende Partier eller dybe Kløfter. Næsten i en ret Vinkel med disse Sidevægge, og udfyldende hele densynlige Deel af Dalens Baggrund, hævede sig brede og mægtige Gaustas Knæer, indtil noget over Høiden af de tilstødene Fjeldkanter. Der dannede Fjeldmassen en Afsats, og ovenpaa denne uhyre Terrasse steg igjen den afstumpede Gaustas Kegle mod Sky, i Form af en umaadelig, Tagrog og med de hvidt glindsende Sneestrimer nedad de graae Sider.

Himlen var aldeles klar; ikke en Taageplet om den høie Tinding, der ellers som oftest pleier at indhylle sig i et Skyslør; den brændte endnu saa klart i den nedgaaende Sols røde Straaler, at vi troede at kunne skjelne de enkelte Gjenstande heroppe, ja endog paa den høieste Spids den lille Varde, som Bjergets Bestigere der have opreist. Men Afstanden gjækkede os her som sædvanligt i disse Fjeldegne; vi vilde neppe troe vore Ledsagere naar de forsikrede os, at en heel Dag, anvendt med den yderste Anstrængelse af Kræfter fra Kl. 5 om Morgenen til seent paa Aftenen, neppe slog til for fra Dalen at naae Toppen af Gausta, og tilbage igjen. Siden fik vi rigtignok Anedning til at sande dette Udsagn. –

Medens saaledes Gaustas øverste Deel straalede i det klare Lys, flød dybtblaae Skygger tættere og tættere nedad de lavere Afstyrtninger og samlede sig sorte ved Dalens Bund. Som et fabelagtigt Kjæmpeslot, en værdig Bolig for Nordens Aand, laae den vældige Masse foran os i Aftenskumringen med en saadan Charakteer af urokkelig Bredde og Fasthed, at man syntes en heel Verden skulde kunne hvile derpaa.

Det tiltagende Mørke og de kolde Nattegufser fra Fjeldene erindrede os endelig om, at det var paa høi Tid at løsrive sig fra denne næsten tilbedende Betragtning, og søge længer frem i Dalen til vort Natteqvarteer, til Miland. Vi gav os atter paa Veien, vandrende i dyb Stilhed under de høie Birketræer, over hvis tætte Grene af og til den endnu lysende Bjergkuppel skimtede frem. Vi havde endnu et godt Stykke til Miland, den inderste Gaard i denne Bøining af Dalen, og det var meget uvist om vi der traf Folk hjemme til at modtage os; flere lukkede og øde Huse, som vi kom forbi, syntes ikke at give noget godt Forvarsel i saa Henseende. Men i værste Fald, hvad var det saa mere? Vi havde Kapper og Tæpper med, et aabent Skuur fandt vi vel altid, Natten var ikke lang, og Solopgangen over Gausta nær! Imidlertid skulde vort gode Mod ikke dennegang sættes paa Prøve. Thi da vi endelig kom frem til de smaae, lave Huse paa Garden Miland, glimtede et Ildskin fra det lille Blyvindue paa Stuebygningen, og længere henne ved Staburet hørte vi Lyden af Øxehug. En gammel, endnu stærk, men noget kroget Mand stod der i Skjorteærmerne, med sin røde Kalot paa Hovedet, og kløvede Ved. Det var Gaardens Eier, Torger Miland, Broder til Gullik paa Bolkesjøe. Venlig og hjertelig modtog han vor Begjæring om Nattely, og beklagede blot, at han ikke kunde byde os det bedre. «For nu vare kun de Gamle hjemme, alle Børnene og Folkene paa Sæteren, og Konen i Huset syg, saa ingen Ting var som det skulde».

Med meget Ivrighed og Snaksomhed paatog gamle Torger sig nu alene at gjøre Husets Honneurs, fik os ind i sin temmelig reenlige men qvalme Stue, gjorde mere Ild op paa Arnstedet, og lod os tage Plads foran det lange Bord i beqvemme, smukt udskaarne Kubbestole, medens han, ved sin endnu usynlige Kones Hjælp, skaffede tilveie hvad Huset kune formaae, og det var da Fladbrød, Smør, Ost og Kaffe, som dog først skulde brændes, hvilket Arbeide Torger i egen Person paatog sig. Det Første vi gjorde var imidlertid at lukke Vinduet op, forat lade noget frisk Fuft strømme ind. Udenfor var Mørket nu blevet tættere, enkelte Stjerner glimtede allerede paa den dybe Himmel, men over Gaustas Top, som laae lige for det aabne Vindue, svævede endnu en svag og bleg Levning af Aftenrøden. Vendte vi Blikket fra dette grandiose Fjernsyn udenfor til Bondestuens trange Interieur, da havde vi en forunderlig Contrast. Det snævre, lave Rum var halvt optaget af fasttømrede Senge, samt andet løst Huusgeraad; rundt om de sorttilrøgede Vægge stode Rækker af blanke Tin- og Kobberkar, der glimtede i det flagrende Lys fra Arnestedet, hvorover den gamle Mand sad bøiet, rørende i sin Kaffegryde.  

Munchs telemarksreise 1845, del 5/9

[Den Constitutionelle No. 285/1845]

Vestfjorddalen.

Vi havde paa Haakenæs tilsagt to Heste at møde paa Miland næste Dags Morgen Kl. 6. Tidligt vare vi derfor paafærde denne Morgen, og stege ned fra «Buret», hvor vi, trætte af den lange Dagsreise, havde tilbragt Natten i god Søvn midt i den beklumrende Omgivelse af Milandsfolkenes bedste Rigdom paa brogede Tæppener og baldyrede Klæder, der hang i tykke Rader under Loftet og langs Væggene, og trods den stramme Duft af barsk Spegeskinke, gammel Ost og anden Stabursmad, der steg op til os gjennem Gulvets fingerbrede Sprækker fra det nedenunder værende Forraadsrum. Da vi kom ned paa Tunet slog den friske Morgenluft os oplivende imøde, med al den elastiske, næsten skarpe Reenhed, som her strømmer ned fra Fjeldenes Spidser, førend Solen har faaet Tid til at opgløde Dalsiderne. Klar og blank stod Gaustakammen atter i den skyfri Himmel, og lovede os en af hine varme Solskinsdage, som vor gode Genius i denne regnfulde Sommer netop lod falde paa vor Reisetid. Endnu var Alt stille i det fredaandende Morgenlandskab, de mangfoldige smaae Huse paa Gaarden Miland, med deres udskaarne Dørpiller og mosdækkede Tage laae lukkede og stumme under Hængebirkene paa den grønne Vold mellem Elv og Fjeld; det høie bløde Græs var glindsende vaadt af Natteduggen og gjengav Formen af vore Fodspor idet vi skred henover det. Sagte og ligesom frygtsomt lød Fuglenes Qvidder og blandede sig med Elvens fjerne Brusen og Morgenvindens Raslen i de vaiende Birkekroner.

Forgjæves ventede vi nu paa, at til alle disse Morgentegn skulde forene sig Lyden af vore Hestes Vrinsken, dette animerede Forbud paa de interessante Besværligheder ved en Dagsreise mellem Fjeldene. Dette Slags skingrende Trompetkald til Dagens Strid, hvilket ellers aldrig pleier at mangle her i Thelemarken naar flere Heste komme sammen, udeblev dennegang ganske; ingensteds kunde vi heller opdage noget Levende at røre sig, hverken Heste eller Folk, og dog var det allerede over den til Opbrud bestemte Time. Vi tog os imidlertid denne Forsinkelse temmelig let, thi der havde vi jo omkring os det herligste Alpelandskab, som vor Sjæl kunde forlange, nu i den strenge Morgenbelysning af en ganske anden Virkning end da vi sidst saae det overgydt med Solnedgangens tunge og glødende Farver. Medens vi saaledes rolige havde taget Plads paa Trappen udenfor Staburet, og der sadde hensjunkne i Betragtning, følte jeg pludselig en haard Haand paa min Skulder; jeg vendte mig om og saae vor gamle Vert, Torger Miland, der lydløst havde listet sig bag paa os og nu stod der med et polidsk-godmodigt Smiil i sit forvittrede spidse Ansigt. Efterat de her brugelige Morgenhilsener vare vexlede mellem os, toug Gamlen atter en Stund og vedblev at betragte os med en særdeles betydningsfuld Mine. Jeg afbrød ham ikke med Spørgsmaal, thi jeg kjendte allerede nok til disse Bjergfolk for at vide, at man maa lade dem uforstyrret Tid til at komme frem med hvad der ligger dem paa Hjertet, og at det kun forhaler Sagen at ville fremskynde dens Resultat ved directe Udspørgen, skjønt de selv ere meget stærke i alle Slags Inqvisitioner.

Endelig behagede det Torger at aabne sine Præliminærer. «I tænke vel at komme op til Fossen idag» sagde han langsomt, og med en Betoning som vilde han nødig give Slip paa hver Stavelse. Paa vort Svar, at saa virkelig var vor Agt, og at vi blot ventede paa de bestilte Heste forat komme afsted, fulgte atter en Pause, som tilsidst blev afbrudt ved en Gamles Beklagelser over at han endelig skulde op til Sæteren idag med sin Hest, forat bringe Proviant til Folkene deroppe, og der fandtes ingen anden Hest hjemme paa langt Hold. Det var nu let at mærke hvor ha vilde hen. Vore bestilte Heste vare ikke at regne paa; Skydskafferen fra Haakenæs havde været paa Miland før Dagningen og berettet for Torger, at han den hele Aften og Nat havde løbet om i Bygd og Fjelde, uden at kunde opdrive en eneste Hest, end sige to, alle vare de til Sæters ved Høeaannen. Der sadde vi altsaa overladte til Torgers Barmhjærtighed, thi om vi endogsaa vilde tænke paa at gaae de halvtredie Miil op til Fossen i den brændende Solhede, som det tegnede til at blive, maatte vi alligevel have en Hest for at bringe Tøiet, dette Blylod paa den Fjeldreisendes Fod, længere op i Dalen, da vi ikke havde i Sinde at drage samme Vei tilbage, men at sætte over Gaustaknæerne til Tudal. Det var imidlertid kun Opoffrelsens Storhed den Gamle vilde vi skulde erkjene; og da vi engang, rigtignok efter mange Overtalelser og megen Frem- og Tilbagesnakken havde faaet hans Løfte om at skydse os op til Rjukan, saalangt den farbare Vei gik, viste han sig baade villig og billig, og lovede endog hos en Naboe at skaffe os laant en Kjærre, den han beskrev som et Underværk af Beqvemmelighed. –

Medens Manden var fraværende paa denne Expedition, (der efter Opholdet at dømme lod til at være meget vanskelig, skjøndt Naboen Gaard kun laae faae Skridt borte) gjorde vi Bekjendtskab med hans Kone, der nu kom tilsyne i Skikkelse af en høi, bleg, mager Qvinde, med Hovedet indhyllet i en Uendelighed af Klæder, og klagende over alle Slags Værk. Idet hun gjæstfrit satte for os hvad hendes Madhed formaaede at præstere til Frokost, opvartede hun os tillige med hele sin Levnets- og Sygdomshistorie, samt med alle hendes Døttres og Sønners ditto. Vi fik saaledes vide at hun var en «Garsjente» d. v. s. havde bragt sin Mand Gaarden i Medgift, hvoraf hun ikke var lidet stolt. Langt om længe kom Torger tilbage med Kjærren, der virkelig befandtes i bedre Tilstand end man kunde vente af Kjøretøi i Vestfjorddalen. Efter endnu adskillige Omstændeligheder med Hesten og dens Greier kom vi da endelig til Sæde i denne prægtige Stolkjærre, og drog afsted, fulgt af Torger i hans bedste Søndagsantræk, medens hans Kone saalænge vi kunde skjelne, blev staaende i den raae, men kjækt tilhugne og udskaarne Porticus foran hendes Huus, holdende Haanden over Øienene for Solen, og seende efter os.

Under alle disse Forhindringer var imidlertid Formiddagen rykket temmelig langt frem, Solen stod allerede høit paa Himlen og sendte sine varmeste Straaler ned i denne trange Fjeldkløft af en Dal, som vi i dens hele Længde havde at gjennemdrage forat naae op til Naturvidundret ved dens Ende, til Rjukanfossen. Endnu var det et godt Stykke dyrket Land paa begge Sider af den rivende Elv, men jo længer man kommer op, desto smallere blive disse lysgrønne Striber; desto sjeldnere blive de menneskelige Boliger der finde Plads paa dem, indtil endelig ogsaa den sidste Græsbred forsvinder, og Maanelvens grønhvide Skumbølger styrte rasende afsted i et Leie af sorte, lodrette Klippevægge, i hvis Revner ingen menneskelig Fod kan finde Fæste. Saalangt det vil gaae følger en temmelig god Kjørevei Elvens Krumninger. Den bragte os først lige for Bredden af Gausta, som den sees fra Miland. Men snart bøier Dalen om til høire, og man har nu Gausta paa Siden, hvorved dens Hoved næsten forsvinder for Øiet bag Knæernes umiddelbare Nærhed. Først høiere oppe i Dalen hæver Kammen sig atter over de underliggende Masser, men da, seet fra Enden, i Form af en ganske tilspidset Kegle.

Ved Dale Kirke, der ligger ret venligt i en lille Løvskov, paa et af Elven omfyldt Næs, gjorde vi Holdt, fort paa den nærliggende Dale Gaard at betinge os Natteqvarteer ved vor Tilbagekomst fra Rjukan, da der er det beqvemmeste Udgangspunct for Bestigelsen af Fjeldet. Nu blev Veien alt mere eensom og bar, og Sidefjeldene traadte nærmere til hinanden. Det forekom os som om vi nærmede os Indgangn til en uhyre Stoll, og som maatte snart Fjeldhvælvingen lukke sig over vore Hoveder, den skummende Strøm udfylde Alt og rive os med sig. Men det skulde ikke vare længe før vi fik en anden Maalestok ar bedømme Dalens Tranghed med, og hvorefter disse Strøg vilde synes os aabne og velsignede af Sol og Grønt. Paa disse Høider kom vi til Ingolfsland, hvor den bekjendte, af Steffens romantiserede Eistein Hansen boer. Den gamle Kjæmpe gik netop ude paa sin Eng og slog Hø. Da han saae os komme satte han Leen fra sig, tilraabte os en kraftig Hilsen og den Formaning, at vi ikke maatte drage Ingolfsland forbi uden at træde ind i hans Stue og smage en Drik Øl. Vi fulgte gjerne hans Opfordring, og ikke mindre gjerne vor gamle Skydsbode, der strax gav sig i livlig Samtale med Eitein, og afhandlede med denne erfarne Mand hvorledes der kunde skaffes os Heste over Fjeldet næste Dag.