Vellykket urpremiere på Jøden

Som tillyst på Munch-selskapets nettsider, ble det 9. september satt opp et tablå fra Munchs Jøden i forbindelse med UiOs markering av 1814-grunnlovens paragraf 2. Munch-selskapet hadde møtt mannsterke opp for å få med seg denne begivenheten, som må være stykkets urpremiere, i alle fall for et offentlig publikum.

 

Fremføringen var annonsert som et tablå, men selskapets oppmøtte ble gledelig overrasket da det viste seg at regissør Rita Abrahamsen (Trøndelag teater) hadde valgt å gjengi hele stykkets handling fremfor utdrag av én eller flere scener. Takket være kombinasjonen av opplesing og skuespill, klarte publikum å henge med gjennom stykkets nokså intrikate handling. Publikums bifall torde også tyde på at Munchs språk og humor ble formidlet på en overbevisende måte. Mye av dette skyldtes Rita Abrahamsens instruksjon, og ikke minst Øystein Røger (Nationaltheatret) og Olve Løseths (Trøndelag teater) skuespill. På elegant vis agerte Røger både Helene, Lensmanden og Abraham Moses, mens Løseth på henholdsvis bergensk og fintrøndersk klarte å fange inn både den slu Reinold og den fanatiske Kruse. Stykkets høydepunkt, Kruses tale til Moses i scene 8 var klokelig nok gjengitt i sin helhet, og oppsetningen lyktes således med å få frem Munchs hovedbudskap i Jøden.

 

For en som har lest Munch-selskapets utgave av Jøden flere ganger og har moret seg over stykkets satire, var det gledelig å se hvor godt Munchs tekst fungerte i en form som nødvendigvis må ligge nærmere opp mot forfatterens intensjoner med stykket enn det den rene lesning gjør. Instruktøren og skuespillerne hadde virkelig klart å få liv i dialogen, og oppførelsen viste at stykket har kvaliteter som ikke umiddelbart kommer til syne gjennom lesning. Derfor bør ikke dette bli siste gang Jøden settes opp – i neste omgang kunne man kanskje håpe på en oppsetning av hele stykket?  

 

Andreas Snildal

Et nordisk Digterhjem anmeldt i Aftenposten

[Aftenposten aften 17.12.1954]

Et nordisk dikterhjem

Brev og erindringer som belyser Munch og hans samtid, Bjørnson, Welhaven, Camilla Collett og andre

For Aftenposten av redaktør Audun Hierman

Vår tid har helst hatt skuldertrekk til overs for den gamle nasjonalskald Andreas Munch. Skulle man finne sammenligning med noe som var sentimentalt og banalt i tidens diktning, var det gjerne å minne om Andreas Munchs navn. Selv dette at han ble gift med en adelig dansk dame (adoptivdatter til en greve) ble fremholdt – uforståelig nok – som et slags minus ved mannen.

Montro hvor mange av hans kritikere idag har lest noe av ham eller har kjenskap til ham, bortsett fra hva litteraturhistorien forteller om ham, at han var nasjonalromantiker og var så uheldig å få sitt dikteriske livsvirke nettopp i den tid realismen, «virkelighetsdiktningen», hadde sitt gjennombrudd med Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen. Som om ikke også nasjonalromantikken har hatt sin vesentlige betydning i norsk kulturvokster.

Men han som skrev «Yderst mod Norden lyser en ø», «Hvor i Verden jeg gaar», «Dagen er kommen og Solen oprunden», «Det aandet en tindrende Sommerdag» [sic] m. fl. og som hadde hatt sin uomtvistelige betydning for norsk folkesinn, han ble puffet til side med en overlegen grimase. Han tilhørte den tids- og kulturepoke som er blitt minst forstått og mest misforstått i moderne norsk kulturliv.

I disse dager er det (på Fischers forlag, København) udkommet et vakkert og verdifullt verk, ikke minst verdifullt ved det innblikk det gir i en svunnen og lite påaktet kulturepoke i vårt eget land og ved det streif det kaster over forhold og personligheter her hjemme på berget. Det staselige, nydelig utstyrte verk bærer tittelen «Et Digterhjem» med undertittelen «Andreas og Amalia Munch 1862–1884, Breve og Erindringer». Det vil sikkert tjene til å skape forståelse av og muligens et noe endret syn på dikteren Andreas Munch og hans samtid.

Professor Francis Bull har ledsaget boken med et sympatisk forord hvor han bl. a. sier: «Andreas Munch hadde som dikter den uheldige skjebne å være omgitt av litt eldre og litt yngre storheter – Wergeland og Welhaven, Ibsen og Bjørnson, som skygget for ham. Men ingen som har sans for poesi kan miskjenne den ekte egentone i Munchs fineste lyrikk».

Francis Bull peker på, hva Andreas Munch har betydd for det yngre slektledd av norske diktere. Hans påvirkning er ikke til å bortforklare. Ibsens «På Akershus» og «Fru Inger til Østråt» og Bjørnsons «Mellom Slagene» og «Maria Stuart i Skottland» er blitt til under inspirasjon av Andreas Munch. Det er forresten betegnende at Bjørnson skaffet Munch plass ved siden av seg i teatret ved premieren på «Mellom Slagene» og aldri la skjul på sin aktelse for ham. Munch har likeledes virket inspirerende på kunstnere som Gerhard Munthe og Edvard Grieg, sier professor Bull.

For de fleste er Andreas Munch idag helst kjent som mannen som i sin tid skrev noe som heter «Sorg og Trøst». Enkelte har kanhende også greie på at det i sin tid ifølge litteraturhistorien var en formelig «Sorg og Trøst-periode», men det var visst nærmest noe latterlig sentimentalt noe. De færreste aner at den senere periode i Munchs liv var den mest fruktbare i hele hans forfatterskap. Fra den tid skriver flere av hans mer verdifulle ting seg, således dramaene «Hertug Skule» og «Lord William Russell». Det siste fikk grevinne Danner hindret opførelsen av i Danmark, da hun (med urette) mente at Munch hadde brukt henne som modell i skuespillet, noe som voldte forfatteren megen ergrelse – hvilket er forståelig da det er hans beste dramatiske arbeide.

Foran i sin bibel har Andreas Munch skrevet: «Aar 1865 den 10de Oktober viedes jeg i Borbjerg Kirke i Jylland av Hr. Pastor Møller til min anden Hustru Anna Maria Amalia, adopteret datter af Lehnsgreve Raben til Aalholm. Brykkupet stod paa Rydhauge Herregaard. Dagen efter Bryllupet rejste vi begge til Italien, hvorfra vi i Juni 1866 kom tilbage til Norge, hvor jeg indførte min nye Hustru i mit beskjedne Hus i Homansby ved Christiania. Juni samme Aar blev jeg udnævnt til extraordinær Professor». (Munch var den første som fikk dikterlønn her hjemme.)

I det lykkelige og harmoniske ekteskap med Amalia Raben kom det tre barn. Det yngste var datteren Anna Elisabeth født 18de juni 1876.

Det er hun som nu efter flere års omhyggelig arbeide har utgitt den smukke bok om sin far og mor og den overmåte interessante samling brev hvor en vesentlig del av samtidens betydeligste personligheter både i Norge og Danmark er representert.

Munch og hustru bodde først en del år i Christiania, men flyttet så til Danmark, hvor han døde noen år efter. Han klager selv over at han i Norge ikke ble regnet som fullgod nordmann, fordi han flyttet til sin hustrus land, og i Danmark ble han ansett som fullblods nordmann, hvorfor han rent nasjonalt kom til å sitte mellom to stoler!

Gjennom brevene fra tidens kjente menn og kvinner får man et slående inntrykk av hvordan København var dengang, i 60–70-årene, fremdeles var nordmennenes åndelige hovedstad. Det var ingenlunde noen tilfeldighet at våre diktere måtte til Danmark for å få utgitt sine bøker og for å bli kjent og anerkjent. Både sproglig og rent kulturelt stod de to folk hverandre fremdeles meget nær, og ingensteds fant norske kunstnere og forfattere en slik forståelse som i Danmark,

Den stillferdige og fredsele Andreas Munch opplevde adskillig stormvær for sitt danske ekteskaps skyld. Grev Raben nektet blankt å godta den norske dikter som svigersønn. Den stridbare, sære greve satte hardt mot hardt. Men datteren viste seg å ha en minst likså sterk karakter. Hun var en kunnskapsrik, klok dame av liberal innstilling, kort sagt et strålende menneske med omfattende både kulturelle og sosiale interesser, og hun satte sim vilje igjennom. Men først på sitt dødsleie gikk greven med på å se datteren igjen.

Andreas Munch og Amalia Rabens ekteskap ble overmåte lykkelig, og boken når et høydepunkt, hvor den beretter om disse to harmoniske menneskers samliv.

Det var egentlig under krigsbegivenhetene i 1864 at Munch og Amalia Raben fant hverandre. Munch var en overbevist skandinavist og gikk helhjertet inn for Danmarks sak. Amalia Raben viet seg under krigen til pleien av de syke og sårede. Hun var dypt religiøs og utøvet noe av en Florence Nightingale-virksomhet i mindre format. Aalholm slott ble gjort om til hospital, og her kunne det til tider ligge halvannet hundrede sårede og syke som hun tok seg av. Med sin praktiske sans og sitt vame hjertelag øvde hun stor innflytelse og hjalp så langt kreftene rakk. Korrespondansen mellom henne og Andreas Munch fra denne tid byt på ting av stor interesse. Hun forteller om den dumpe fortvilelse som grep om seg, da meddelelsen kom om rømningen av Dannevirke. Rent militær-taktisk var det sikkert det riktigste, men det hadde en deperimerende moralsk virkning på soldatene.

Man minnes uvilkårlig råskapen og brutaliteten fra siste verdenskrig når man leser i et brev fra Amalia Raben til Munch den 13. juli 1864 følgende: «Mange gribende Scener har Natten frembudt. Hvad siger De f. ex. til de Hundreder af Ungarer som mellem Frederits og Vejle maatte grave deres egen store Grav ved Fakler, medens man ladede Geværerne og sleb Bajonetterne hvormed de skulde dræbes, fordi de ikke vilde kjæmpe imod det lille frie danske Folk».

Da Munchs bosatte seg i Homansbyen i Christiania ble deres hjem, takket være ikke minst fru Munch, et populært samlingssted for tidens kjente kvinner og menn. Her møttes alt som hadde noe å bety i det lille bysamfunn, Bjørnson, Magdalene Thoresen, Camilla Collett, professor M. J. Monrad, Edvard Grieg, Halfdan Kjerulf, Anton Martin Schweigaard og mange andre. Ja, så fordomsfrie var Munch, at selv det «lite salongfähige fenomen Vinje», for å sitere FrancisBull, ble invitert, – og det til tross for at Munch var en avgjort motstander av Vinjes målstrev som av landsmålsbevegelsen i det hele tatt. Men han hadde et romslig sinn og et usvikelig hjertelag. Unge talenter søkte stadig til ham for råd og dåd, og han hjalp uten tanke på seg selv – også økonomisk. Bjørnstjerne Bjørnson fremhever i et brev til fru Munch denne side ved Munchs karakter.

Da familien flyttet til Danmark, hvor Munchs skuespill nøt en ganske annen popularitet enn i Norge og gjorde lykke ved teatrene, flyttet den likevel ikke fra sine norske venner. Også hjemmet i Danmark ble et kulturelt samlingssted hvor tidens betydeligste personligheter fra samtlige av de nordiske land møttes og gikk ut og inn. Det var noen eiendommelige mennesker, denne tids kulturpersonligheter. De tenkte ikke så meget på seg selv, er det sagt om dem, de gikk opp i ideen, i sin brennende nidkjærhet for de åndelige verdier, de følte seg som stridsenn i forreste rekke, de var kort sagt kulturtilbedere. Dette preget dem også i deres tankegang, deres opptreden og i deres høye idealer. Senere tider har mest festet seg ved det svulstige og den sommetider ulidelige patos, men det var ikke talemåter, ikke affektasjon hos dem. Det var selve deres ærlige livsinnstilling.

Bjørnstjerne Bjørnson var en av dem som ikke la skjul på at han følte seg i takknemmelighetsgjeld til Andreas Munch. Det fremgår mer enn tydelig av flere av hans brev, som somme tider ånder av en nesten sønnlig ærbødighet. Jeg hitsetter et av disse brev, datert Aulestad januar 1879:

Kjære Senior!

Deres frodige Ungdomsdigt, som laa hos den eviggrønne Jule-gran, var en kjær Hilsen fra Dem. De var den første af de ældre, som mødte mig med Tro. De døbte mig i «rinsk vin» i Hotel Phønix i København efter har glemt, hvad vi skylder Dem, at have hørt «Mellom Slagene». Og siden har jeg havt Dem kær og har aldrig været af dem, der at der fra Dem klinger Toner i vore, – dybe, vemodige evighedslængsler førende Bud fra en Tid, hvori De var den eneste Varme, den eneste ideale ved siden af Welhaven, en Tid saa tør, saa kold, at de Naturer, der bar Haab og sang i Hjemmene, maatte være stærke. Jeg ved hvad jeg skylder Dem fra da. Jeg hilser Deres Frue fra Karoline og mig. Tak!

Deres hengivne, ærbødige

Bjørnstjerne Bjørnson.

Ved Munchs død sender Bjørnson hans enke et gripende brev, hvorav slutningslinjene hitsettes:

Kjære Fru Munch, jeg kan kun sige Dem nogle faa og faatydige Ord, men De kjender mig nok til at vide, at hvordan jeg saa kan være paa Overfladen, saa er jeg trofast i Dybet af min Sjæl imod dem, jeg holder af, og jeg holdt af Munch, af det Bedste hos ham, i Kraft af det Bedste hos mig selv. Han var en ædel Mand.

Bare 3 dager efter får fru Munch et nyt brev fra Bjørnson, hvor det bl. a. heter:

Deres Liv ved hans Side har været saa smukt. For mig er det et Symbol at han og Stang gik bort sammen, og vor nie statsskik indviedes netop som han somnede-. Gid vi saa helt maa gribe vort, som han holdt sit. Det vil ikke vanskeligt for Dem at lære eders Barn den ny Tid, de ny Opgaver, mens De lærer at ære denne fars minde. Hvis han ikke havde fyldt sin tids-gærning, havde vi ikke faat vor.

Mellom Welhaven og Munch rådde det et mindre vennskapelig forhold, skjønt Munch strevde ærlig for at avbøte den annens arroganse. De var begge medlemmer av styret i Kunstforeningen i Christiania og røk her så uklar at Munch trådte ut av styret. Munch så med et helt annet frisinn på den tids «moderne» kunst enn Welhaven, noe som forøvrig er bekreftet ved Aug. Cappelens brev. Welhaven ville være den dominerende og tålte ikke opposisjon mot sitt syn. Munchs noble karakter kommer forøvrig tydeligere enn noensinne til syne gjennom det brev hans sendte Welhaven efterat han hadde trukket seg tilbake fra Kunstforeningens styre.

De mest friske og uvørne brev i samlingen skriver seg forøvrig fra Magdalena Thoresen. Det var en dame med futt. Hun sparer ikke sin omgang. Jonas Lie gir hun ikke en døyt for som dikter. Ja, hun er endog temmelig grov mot ham og sier at ingen er så flinkt til å reprodusere andre – «tilgiv, Fader Jonas!!»

Også om Kielland. Ja, selv om Camilla Collett har hun vittige bemerkninger.

Hun legger heller ikke fingrene imellom når det gjelder Bjørnson. Men hun kan ikke la være å beundre ham, selv om hun ikke kan fordra ham.

De mest interessante brev er nok likevel Camilla Colletts (de blir med rette fremhevet i Francis Bulls forord). Brevene ikke bare belyser fru Collett selv som menneske, men er også av litteraturhistorisk verd. Hennes eiendommelige, sterkt personlige kondolansebrev til Amalia Munch etter mannens død, er et dokument man ikke glemmer. Hun kommer bl. a. – og enkelte vil sikkert synes noe kynisk – inn på Munchs første ekteskap. Gjennom «Sorg og Trøst» hadde verden fått inntrykk av et idealekteskap. Camilla Collett havder en helt annen oppfatning:

Den romantiske Glorie hvormed M. har om givet hendes Minde, skyldtes – jeg er saa dristig at tro det – mere en digterisk Illusion, hans egen Evne og Trang til at elske. Min Broder Henrik havde det paa samme Vis – end den beundredes egne Fuldkommenheder ... At denne digteriske Illusion her maatte til for at fylde, at den har overlevet Tiden, ja modtaget en Forklarelse netop gjennem denne, – det hører nu engang Sagen til. Med det hjælper ikke. Den sande Lykke har De skjænket ham.

Den 8. mars 1885, året efter Munchs død, finner vi et nytt åpenhjertig brev fra fru Collett. Hun forteller her at hun går inn for at det skal reises Andreas Munch et verdig æresminne (gravmæle). «Det er det min kjære Nations Sag at sørge for» (Munch var blitt begravet på Vår Frelsers gravlund mellom nasjonens store). Hun kan forsøvrig heller ikke ved denne anledning unnlate å komme inn på sin bitterhet mot Welhaven: «Og saa heder det, at Welhaven sa staar først for Tur, og dog synes mig, at Retfærdigheden kræver at disse mindst fik deres Minde reist paa en Tid. Munchs ulige rigere og mere alsidige Production kunde vel opveie nogle Aars Forspring».

Hun kommer så inn på kvinnesaken og skriver: «For mig bunder den egentlige Grund til al den usalige Splid i vor Nation i Misforholdet mellem Mand og Kvinde. Mandsherredømmet har faaet Overvægte, det kvindelige Element – Mildhedens, Forsonlighedens – Christendommens om De vil, mangler aldeles i vort Samfundsliv. Ingen har repræsentert dette manglende Element stærkere end Andreas Munch».

Det kunne være mangt og meget av interesse å nevne fra denne fine og vakre bok. Andreas Munchs smpatiske og høyt begavede datter, den i Danmark ansette malerinne Anna E. Munch, har i sit 79. år reist sine foreldre og deres samtid et kulturminne av betydning. Ikke minst for norske lesere vil «Et nordisk Digterhjem» være en rik opplevelse.

Den gamle nasjonalskald og hans samtid var kommet oss på så avstand. Han tilhørte nasjonalromantikkens så misforståtte tid, han var skandinavist, han var bare dikter og befattet seg ikke med politikk og deltok lite i dagens aktuelle debatt. Han var liksom ikke norsk nok – han som i et av sine seneste dikt skrev:

Ikke glemmer jeg derfor mit Norge

Ikke dets Fjælde, dets brusende Elv.

Barndom og Ungdom derfor mig borge

Glemte jeg Norge, jeg glemte mig selv –

Bør vi glemme ham?

Audun Hierman     

Pigen ved Søen anmeldt i Illustreret Tidende

[Illustreret Tidende 17. oktober 1871] 

«Pigen ved Søen». Romantisk Digt i sex Sange af Walter Scott. Oversat af A. Munch.

I sine «Reiseminder» – en Bog, vi ved denne Leilighed særlig skulle minde Læserne om at fornye Bekjendtskabet med – har Munch, under Hovedafsnittet «Udflugt til Skotland og de skotske Søer», givet en længere Skizze: Abbotsford og Melrose. Han fører os der til Walter Scotts navnkundige Herresæde ved Tweedflodens Bredder og opruller et Billede af den store Digters Liv og Personlighed, saa varmt og friskt, at vi maae rives med i den Beundring og Kjærlighed, hvormed han omfatter Alt, hvad der angaaer den skildrede Gjenstand. Denne varme, inderlige Begeistring for Walter Scott er det, som har bevæget Munch til at gjengive os i nordiske Toner

- - «Digtet om Loch-Katrines Mø

Og om det vide Liv paa Fjeld og Sø»,

det berømte Digt om «The Lady of the Lake»; thi kun den, der ret elsker Walter Scott, vil være istand til at overvinde de Vanskeligheder, som ere forbundne med Overførelsen af denne Digtning, saa eiendommelig skotsk i Form og Indhold, og saa udpræget i Sprog og Tankegang, at skal den gjengives med Troskab, maa Bearbeideren være i Besiddelse af en Hengivelse og Taalmodighed, som i vore Dage mildest talt hører til Sjældenhederne. Men dette er endnu ikke nok; thi den, der vil udføre dette Værk paa en Gjenstanden værdig Maade, maa være i Besiddelse af den fornødne Aandens Takt og Modenhed; han maa selv være Digter for at møde med den rette Forstaaelse. Munch er gaaet til dette Arbeide netop med det rette Sind; han har ikke gjort sig det let ved at støbe det om i nye Former, i et Versemaal, som Originaldigteren ikke har og aldrig vilde have brugt, han har fulgt ham trofast, ja saa mærkværdig trofast, at man kan lægge Originalen ved Siden og saa at sige følge den Linie for Linie, uden at man dog nogensinde føler, at dette har kostet Tvang og Tryk. Tvertimod er der en Ukonstlethed og naturlig Friskhed, selv i de vanskeligste Steder; hvor let og ligefrem falder f. Ex. ikke Følgende:

«Paske Fod gjennem Dalen,

Vise Raad i vor Kummer,

Røde Haand over Valen –

Nu du hviler i Slummer!

Ak, som Duggen paa Fjeldet

Og som Flodskummets Kredse

Og som Bobler paa Vældet

Du er borte for stedse!» –

hvor kjækt og kraftigt er ikke Baadsangen givet:

«Hil, hil vor Høvding, som seirrig fremtræder!» osv.

 Til yderligere Forstaaelse af Digtet har Munch i Bogens Slutning føiet en Række oplysende Anmærkninger til hver Sang; de ville give Læseren ypperlig Veiledning, hvor en saadan gjøres fornøden paa Grund af vedkommende Steds exclusivt locale Charakteer. Vi tvivle ikke om, at denne Efterdigtning vil blive modtagen, om mulig, med endnu større Anerkjendelse, end den, der blev Oversætteren tildel for hans udmærkede Gjengivelse af Tennysons «Enoch Arden»; men her har da rigtignok ogsaa Opgaven været langt sværere.

Paul Botten Hansen om Munch

Andreas Munch.

[Paul Botten Hansen i Illustreret Nyhedsblad, bd. IV, nr. 2. 13. januar 1855.]

Paul Botten Hansen

Ligesom Ingemann blandt de nulevende danske Digtere, er den, hvis Arbeider have den største Afsætning og Udbredelse, saaledes A. Munch blandt de norske. Begge Digtere indtage altsaa en lige Høidestand i Publikums Yndest, og forsaavidt ligger allerede deri et, skjønt tilfældigt Sammenligningspunkt. Hertil kan føies et andet, der paa en Maade forklarer hiin lige Høidestand, nemlig Overeensstemmelsen i deres Digtertalents Omfang, Anvendbarhed og Anvendelse, i deres Digtnings hele Characteer, ja selv i deres Livsbetragtning. Begges egentlige Rige er Lyriken, og hvad der i almindelig Forstand ligger inden dens Grændser raade de over – kun ikke Humoret, der er deres Talents naturlige Begrændselse. Da de saaledes i Egenskab af Lyrikere raade over hvad der, som Jean Paul sige, udgjør Blodsystemet i enhver sand Digtning, nemlig Følelsen, er det let at indsee, at de inden alle Digtarter kunne frembringe belivede Produktioner, om end ikke disse blive det Slags Minervafigurer, der med Et springe fuldendte frem af den Skabendes Hjerne. Begge disse Digtere have ogsaa godt indseet denne deres lyriske Begavelses Magt over Poesiens forskjellige Enemærker, og have derfor betraadt disse, – man kan lægge til – med et Held, der endmere viser hvor stor deres Begavelse maa være inden deres egentlige Rige, siden hiin Følelsens Tryllestav forstaar at udøve en bærende, belivende Virkning selv paa Produktioner, der ikke ere dens hele Trylleri undergivne. De have begge ikke alene leveret episke Digtninger, der have vundet de Læsendes fulde Beundring, men ogsaa dramatiske Arbeider, der, prægede med Følelsens Adel, ere gangne over Scenen med Bifald.

Forfølger man Characteeren i begges Digtninger, vil man finde en analog blid, sværmerisk, oprindelig noget sentimental Tonart, der især maa tiltale det ungdommelige Gemyt. Jævnsides hermed gaar en ubestikkelig Kydskhed i Tanker og en varm Religiøsitet i Følelser. Derfor ere begge det barnlige Gemyts, Damernes Digtere; de ere Anelsens og Haabets Sangere, og den Sjæl, der endnu ikke er bleven forkjølet av Livsskuffelsernes Trækvind, lytter til deres Sang med den inderligste Fryd, fordi dens egen Grundakkord anslaaes derved. De oplukke en ideal, en romantisk Verden. Man anstrænger sine ungdommelige Evner for at naae den, og udrustet med vældig Phantasi er man ogsaa saa heldig at naae den. Man fastholder Illusionen med sin hele Styrke; men snart kjøle Livets kolde Vinde det varme Bryst, Ironiens skjærende Latter høres fra de stærke Sjæle, der holde sig oppe trods Haabets brustne Svømmeblærer; der lyde Klagesuk fra de Feige, der ikke have Greb paa at samle Vraget af sin første lykkelige Existents for deraf at bygge en anden. Under disse omgivende Billeder lader man i et ubevogtet Øieblik Illusionen falde. Og istedet for en Kandidat til den ideale Verden, behersket af Ens Hjertes udkaarne Prinds eller Prindsesse, gjenfinder man i sig selv en forulykket Elsker, en donquixotisk Ridder, en dumhedsstemplet Verdensreformator o. s. v. Grundig ulykkelig opgiver man denne fagre Verden, dette Ungdomsdrømmeriets Paradiis, og bliver grundig ironisk, grundig forstandig, grundig praktisk. Og nu haaner man baade denne Verden og Digteren, der var Cicerone til denne lettabelige Herlighed? vil man maaskee spørge. O nei! saa haard er man da ikke. Har Du hørt Nogen at haane den, der førte ham did, hvor han fattede sin første Kjærlighed? Den, som først lærte ham at elske? Brænder man afdøde Kjæres Portræter, for at udslette de sidste smertesmanende Spor af det Oplevede. Nei, det menneskelige Sind kan ikke antage nogen fragmentarisk Afslutning; det kan ikke afkaste Erindringens Bro bag sig. Denne bevarer det, for i høitidelige Stunde at snige sig tilbage til de ungdommelige Drømmeriers rigtstrømmende Kilde og her forynge og vederkvæge sig til en fortsat trættende Vandring. Og man elsker dobbelt Digteren, hvis Sang bringer denne Mindets rige Skat i Erindring og giver Mod og Dygtighed til at stjæle sig hen til den. Og selv naar Digteren under dette Livs Piinagtighed har maattet opgive sin drømte Verden, og hans Toner ere blevne Savnets og Smertens, selv endda elsker man ham, ikke blot paa Grund af denne gjenstridige Tilnærmelse, som Fællesskab i Skjæbne medfører, men fordi Savnet og Smerten hos ham antager Skjønhedens Form, Beherskethedens Characteer. Og hvo, der ikke som Digteren kan udsynge dette Savn, denne Sorg, fra det Hjerte, hvorved de ere nærede, han vil ialfald fatte den Omhu, den Dulgthed, hvormed disse Følelser bør næres, det Sindsforædlende, der ligger i denne Næren, det Ydmygende i at lade barnelatterblandet Graad lyde ud i en Verden, «hvor Enhver har Nok med sig Selv», og hvor derfor Resignation er en Statspligt.

Den lyriske Digter giver disse smertelige Følelser en almeengyldig Form, hvori de tør existere uden for det Hjerte, hvor de høre hjemme, og hvori de virke opløftende og opvækkende for det indre Menneske. Han har derfor ved Udtalelsen af disse Følelser et stort Kald, en stor Betydning; Storheden ligger ikke i Omfang, men i Dybde, i Inderlighed. Den miskjendes derfor ofte, endog af Digterne selv, der paavirkede af de ydre Livsforholde sætte den i det yderlig Store. I Kunst som i Literatur ombyttes det aandelige Øiemaal for det legemlige: saaledes bliver en ægyptisk Obelisk overordentlig større, end en græsk Marmostatue, et Simonsensk Idstedslag et kjæmpemæssigt Kunstværk ligeover for et Tidemandsk Genrebillede og Klopstocks Messias et halvandettusinde Gange større Udødelighedsværk end Goethes «Mignon». Denne Hildethed i Alenmaal gjør ofte, at Lyrikere vilde bortbytte et lyriskt Digt, der i uberegnelige Tider vil kunne holde sig levende og friskt i Folkets Erindring, for et «Befriet Israel» eller en «Jonathan» der i et Bibliothek «kan staae paa egne Been» og vække Rumfyldningens Opmærksomhed. Derfor seer man saa ofte sande Digtere at skride ud over sit Ingeniums Enemærker for der at frembringe mere iøinefallende, mere stortladende Værker. De medbringe sine forrige Haandterings anbefalende Borgerbrev, og Publikum beundrer i de nye Værker den gamle anerkjendte Mesters Haand, som man tror virksom, skjønt usynlig, og gjør Sit for at krone Misviisningen. Men dette Publikum dør, det tager sine Fordomme, sit Skrig, selv sin Dumhed med sig i Graven, og de, der byggede herpaa, staae overladte til sig selv, til hvad der i deres Virken bærer en indre Spire, der blandt kommende Slægter atter og atter kan udfolde sig i vaarlig Friskhed, uafhængig af tillavet Lys og Skygge. Da indsees der, at det ikke er det Storlemmede, det Korpulente, men det Friske, det Sundtproportionerede, der har Dødstrodselsesevnen i sig. Da bliver der Mening i, hvad Vilmar siger om Schiller, at han ikke i sine høittonende Tragedier, men i nogle Smaadigte vil leve udødelig, saalænge der existerer tydskt Sprog.

Dog, det er paa Tide, at jeg ender disse Bemærkninger, ved hvis Almindelighed og Fjerntliggenhed i nærværende Tilfælde jeg maaskee allerede er bleven Læseren trættende, og at jeg, siden nu engang Sammenligningen af vor Digter med hiin danske er indledet, fortsætter denne Sammenligning med et Par endnu manglende Træk. Religiøsiteten er i begge Digteres Arbeider lige oprigtig; den udfolder sig fra Digterens Sjæl og er saaledes ikke af det Slags Pennereligiøsitet, hvormed Forfattere nutildags udstyre sine Aandsværker som Sikkerhedsindretninger mod Kritikens Banbuller, og som et Lokkemiddel for det store verdslige, endog det gudsforladte Publikum, der ved denne Kjøben og Tagen i Forsvar af selv de sletteste religiøitetsmærkede Sager paa en Maade besørger en Kanoniseren af sig selv. Vedbliver man Sammenligningen, vil man hos begge finde den samme sværmeriske Længsel efter Syden i Forening med den inderligste Kjærlighed til Hjemmet og Hjemve under hiins Tilfredsstillelse. Selv i begges Forhold til det læsende Publikum og til Kritiken vil man finde en betydelig Lighed. Ingen af dem har Kritiken synderlig at takke for sin Berømmelse, og kun i eet norskt Blad, «Krydseren», har A. Munch i den senere Tid havt en stadig og varm Lovtaler. Begge ere blevne Herskere i Digtningens Verden, nærmest paa samme Maade som Napoleon i Statsstyrelsens, nemlig ved Masserenes Eenstemmighed. Vilde Kritiken forsøge et Anathema, da lader det sig lettelig forudsee, at det vilde blive lige saa afmægtigt, som Victor Hugo's fra Jersey. Derfor har den været klog nok til at tie, og for Munchs Vedkommende har den kun gjort et enkelt Forsøg (nemlig angaaende Salomon de Caus i Morgenbladet f. A.), der har gaaet i modsat Retning af de blot læsende Meningsbestemmere. Den skrivende Kritik maa man i dette Tilfælde ligesaalidt bebreide Mangel paa redelig Villie til at anerkjende disse Digteres Værd, som Mangel paa Mod til at sige sin Mening, forudsat at denne ikke skulde falde sammen med den almindelige. Kritiken er Anatomiker, Theoretiker; hvor Forstanden er det Overveiende, er den stærk; i Følelsens Rige begynder dens Svaghed. Med Hensyn til Ingemann og Munch har den været saa billig at indsee dette og opgive Meningsdannelsens Ret. Nedskriveren heraf har selv ved Udkomsten af «Sorg og Trøst» været i et saadant Tilfælde. Jeg indsaa min og andre smerteubevandrede Menneskers Udygtighed til efter Fortjeneste at vurdere en Bog som denne, der var en uforbeholden Udfoldning af et dybt Smertes- og Følelsesliv, og jeg tillod mig ikke at have nogen Mening. En Mand, der aabenbar var ligesaa føleudygtig som jeg, havde dog den Mening, at der skulde ydes Bogen Ros, uagtet han ikke af Hjertet kunde gjøre det, og saaledes lod han i Christiania-Posten hiin medynksfulde og for Digteren saarende Pligtmæssighedskritik vandre ud i Læseverdenen.

Selv med Hensyn til Gangen i begge de sammenlignede Digteres Virken og i deres Overgangsstadier vil man finde en mærkelig Overeensstemmelse. Begges første Digterperiode er lyrisk-romantisk og «characteriserer sig fornemmelig ved Følelsens Overvægt og Phantasiens Hang til at anskueliggjøre det indre Liv, uden stort Hensyn til det ydre og ved en inderlig Tilsluttelse til Ideelivet selv gjennem Romantikens Mystik». Derpaa følger en anden Periode «med en kraftigere og friskere Livsfarve og mere bestemt objektiv Retning, hvori der findes den samme romantisk-christelige Grundtone, skjønt forskjellig modificeret ved de forskjellige Livsalderes Udvikling og Modenhed». Naar man hos Munch med Undtagelse af den christelig-religiøse Retning savner noget ganske Tilsvarende til Ingemanns tredie Digterperiode, med dens national-historiske Retning, da kommer dette ikke af Munchs Mangel paa Anlæg til at forfølge denne Retning, hvilket han allerede i «Nord og Syd» har godtgjort, men vel mere fordi han, som toogtyve Aar yngre, endnu ikke har naaet saa langt. Medens Ingemanns Digtervirksomhed kan ansees som afsluttet, er Munchs i fuld Fremadskriden, og derfor vilde det være en historisk Foregribelse allerede nu at søge at bestemme hans virkelige Digterrang i vor Literatur. Dette har da heller ikke været Meningen med de foregaaende Linier og vil endnu mindre blive det med de efterfølgende, hvilke skulle indskrænke sig til biographiske og bibliographiske Antegnelser paa almindelig Kompilatorviis.

Andreas Munch er født i Christiania den 19de Okt. 1811. Faderen var den som Digter bekjendte og som Bisop over Christiansands Stift i 1832 afdøde Johan Storm Munch, en Broder af Stiftsprovst Edvard Munch, Historikerens Fader. Moderen er Petronelle, f. Hofgaard. Efterat have gaaet paa Christiansands lærde Skole, dimitteredes A. Munch i 1830 herfra til Universitetet, tog næste Aar Andenexamen og begyndte at studere Lovkyndighed. Dette Studium kunde imidlertid lidet stemme med hans Aandsretning, og derfor drev han det heller aldrig til nogen Embedsexamen. Omsider blev han Kopist i Finantsdepartementet, og opgav ganske hiint Studium.

Munch beherskedes af hiin for sande Digtertalenter eiendommelige Trang til at digte, hvilken havde ytret sig meget tidlig, idet han allerede under sin Skolegang skrev Vers, og den er ogsaa let at spore i hans hele følgende Digterliv. De første Frugter af hans Muse vare en liden Digtsamling, der under Titelen «Ephemerer» udkom paa Joh. Dahls Forlag i 1836; og trods sine Mærker paa Umodenhed bleve disse blide sværmeriske og melancholske Ungdomsdigte modtagne med Velvillie og Bifald. Derpaa fulgte næste Aar et længere lyrisk-episkt Digt, «Sangerinden», og et treakters Drama, «Kong Sverres Ungdom», der var skrevet til Aabningen af det nye Theaters Forestillinger, men ved Opførelsen gjorde ringe Lykke. Nu udgav han intet særskilt Arbeide før i 1840, da der fulgte en liden tiltalende dramatisk Digtning med Titelen «Donna Clara, en Natscene», (der af H. Thaulow oversattes paa Tydsk.) Men imidlertid havde han (siden 1836) i Dagbladet «Den Constitutionelle» leveret mange Digte og Feuilletonsartikler; og under 11te September 1841 indtraadte han ogsaa i Redaktionen af dette Blad, sammen med Carl Motzfeldt, og besørgede den siden, som Bladets Eier, alene, men maatte udtræde af Departementet. – At en saadan Skribentvirksomhed var Munchs egentlige Kald aldeles imod og at han kun ved Omstændighedernes Magt bragtes til at indlade sig paa den, har han selv indrømmet, paa samme Tid som han har erkjendt, at hans Udvikling derved fremmedes, forsaavidt han nødtes «ind i Tilstande, der gav ham et friere Blik paa Livet, end de blot lyriske Drømmerier til da havde kunnet bringe».

De «Omstændighedernes Magt», hvoraf Munch beherskedes, vare de samme, som pleie at være Talentets almindelige Huuskors, og som fremtræde i Skikkelse af dagligt Udkomme, og undergrave dets indre Liv. Talenterne i Digtning og Kunst ere ikke «praktiske» og kunne derfor heller ikke fryde sig ved den «praktiske Virksomheds» Forrettigheder, et sorgfrit Udkomme. Opnaaes dette, saa man uforstyrret kan leve for sin Kunst, er det mest ved særegne Tilfælder. Ved en lykkelig Skjæbne. Det hører til Undtagelserne. Imidlertid var Munch saa lykkelig omsider at kunne opofre sig ganske for sin kjæreste Syssel, for Digtekunsten. Da han i 1844 var bleven gift med Charlotte A. Juul, en Datter af en formuende Kjøbmand, behøvede han ikke at øde sine Evner til Journalistikkens sporløse Virksomhed. Efterat han i 1846 havde udgivet «den Eensomme»», en Sjælehistorie, drog han nogen Tid efter med sin unge Kone udenlands, besøgte Italien, og vendte derpaa tilbage for som Digter at udfolde en ny og rig Virksomhed. Denne begyndte med de i 1848 udkomne «Digte, gamle og nye», der indeholdt ikke faa Stykker fra den sidste Tid foruden tidligere bekjendte Digte fra Tidsrummet efter 1837. Samlingen udkom i den mest bevægede Tid af hiint Revolutionsaar, og derfor var det vel, at den ikke vakte nogen stor Opmærksomhed. Den erholdt imidlertid i Langes Tidsskrift en gunstig Bedømmelse ved nu afdøde Prof. P. J. Collett. Da det kan være interessant at gjenkaldde i Erindringen en saa smagfuld og skjønsom Kritikers Dom om Munchs Digtning paa et tidligere, skjønt allerede udviklet Stadium, ville vi hidsætte det mest Betegnende af hiin Kritik. Efterat have bemærket, at man i Samlingen har Anledning til at see Digterens Udvikling gjennem et heelt Decennium, siger han: «Og det er en glædelig Iagttagelse, at denne Udvikling bestaar i noget mere end i en større Færdighed i den Kunst at skrive Vers. Disse Digte staae kjendelige over Mængden af de i «Ephemererne» indeholdte; ja de, der ere forfattede i Decenniets sidste Halvdeel, staae endog i det Hele over dem, der have deres Oprindelse fra dets første Halvdeel. Stoffet er sikrere opfattet, Stemningen dybere greben og Tanken stærkere fastholdt: Dilletantismens Periode er forlængst tilbagelagt, og en modnere Betragtning træder Læseren imøde». Dernæst vedbliver han, utvivlsomt for at imødegaae den af H. J. Thue fremsatte Formening om Munchs Efterligning af fremmede Digtere: «Det har oftere, om just ikke altid paa Prent, været ytret at Munchs Originalitet er underordnet, og at fremmede Toner undertiden klinge gjennem hans Strenge. Efter min Formening er denne Bemærkning ganske uretfærdig. Det er kun de epochegjørende Aander, der formaae at gjengive sine egne Stemninger gjennem en Opfatning af Phænomenerne, der skjønt individuel, dog griber Alle ved Dybde og Skjønhed. Skulde man sætte sine Fordringer til Originaliteten saa høit, vilde den store Skare af Digtere reduceres til Efterlignere. Men til Lykke for Digterne ere de Synsvinkler, hvorunder et Phænomen kan betragtes, uendelig mange, og Phænomenet selv er ikke det samme i de vexlende Tider. Ogsaa den fortjener at kaldes original, som, hvorvel han bevæger sig i en Sphære af Ideer og Synsmaader, der ligge os nærmere, dog gjennemkrydser det poetiske Stof i sine egne Linier, og opfatter Udenverdenen umiddelbart og oprindeligt nok, til at kunne gjengive Billederne uden at fortabe sig i Erindringen om andre Digteres Syner. Men det vilde være en Urimelighed at frakjende Munch en saadan selvstændig Opfatning. En ham eiendommelig Aand mangler ikke i noget af hans Digte, navnligen ikke i dem, hvori han skildrer Stemninger, det være nu i det sjælelige Liv eller i Naturen; og dette er ingen ringe Ros for en Forfatter, der er saa maneerfri som Munch. Der ligger tvertimod efter min Formening en større Magt i hans Eiendommelighed, end man ved første Øiekast vil tro; jo længer man stirrer ind i hans poetiske Slot, jo tydeligere opdager man Trækkene i hans Musas Ansigt.

«Munch forstaar især at gribe de poetiske Stemninger i den Kreds af Forholde, som ligge det menneskelige Hjerte nærmest, og at give dem Mæle i et Sprog, som drager sig smukt og farverigt over Tanken, og som runder den, hvor den mangler noget i Fylde. Uden den sikre Reflexion, der betegner Welhaven, veed han dog ofte paa en naturlig Maade at afvinde Stoffet en skjøn, moralsk Betragtning, og at drage Symbolet ud af Tilsyneladelsen. En vis primitiv Friskhed, der f. Ex. i Christian Winthers Digte er saa tiltrækkende, savner man vistnok; men Læseren stødes dog aldrig ved noget Mat eller Trivielt; hvortil kommer, at han undertiden erstatter Mangelen paa Humor ved en original, bitteralvorlig, for ei at sige grætten Fortrydelse over Begivenhederne, der er af meget Effekt». Dernæst bemærker han, «at det er de egentlige Stemningsdigte, hvori Munchs Aand renest aabenbarer sig», og at Samlingens bedste Digte høre hid og udmærke sig ved en Inderlighed i Følelsen og Reenhed i Opfatningen, der virker mildt paa Læserens Gemyt.

Digtsamlingen efterfulgtes næste Aar af et endnu omfangsrigere og ikke mindre mærkeligt Arbeide, nemlig «Billeder fra Nord og Syd», otte Skizzer, hvortil Stoffet hvad de fire første angaar er hentet fra vort Fædrelands Natur og Historie, til de øvrige fra Syden. Thue erklærede (i Langes Tidsskrift) disse Skizzer, dengang de udkom, for det Modneste, der var flydt fra Munchs Pen. «Der er, sagde han videre, en Sandhed i Opfattelsen, en Elegants og afrundet Skjønhed i Fremstillingen, der gjør Læsningen af dem yderst tiltrækkende». Imidlertid klagede han over Forfatterens gamle «Hang til rhetorisk Deklamation», og hans «svævende Vidtløftighed og udglattede Zirlighed i Stilen, hvorved Tankens Kjærne let blev borte under et Lag af Blomster». Forresten erklærede han Stilen, ved dens Korrekthed og Smagfuldhed, for et Mønster paa norsk Prosa, en Dom, som sikkerlig Mængden af Læsere vil tiltræde. Blandt de øvrige Bemærkninger, som Thue gjør over Bogen, mærke vi os den, at der i Munchs «nordiske Skizzer ikke er nogen ret nordisk Tone», Stoffet er vel nordisk, «men ikke Opfatningen og Sproget». Det nordiske Element er, siger han, i det hele Stedmoderlig behandlet. Han har aabenbar ikke kunnet faae Fodfæste, ikke kunnet finde sig ganske tilrette i dette Element. Han elsker sit Fædreland, dets Natur og dets Historie, og han mener det alvorligt, naar han slaar paa de nordiske Strenge. Men disse ville ikke under hans Hænder give den rette Klang. Hans Naturel og Retningen af hans poetiske Udvikling har draget ham nærmere til «Sydens lette Alfedands i muntert Chor», end til Nordens strænge Alvor og dybe, men for kunstnerisk Fremstilling lidet skikkede Væsen». Hvor grundede disse Bemærkninger for endeel end ere med Hensyn til Digterens tidligere Arbeider, ville de dog ikke træffe flere af hans senere Produktioner, hvori Sproget har antaget en anden Klang og Styrke. Da de omtalte «Billeder» ogsaa fra Indholdets Side ere underholdende, trænge de frem selv til denne store Kreds af Morskabslæsere, der sluger Alt, kun ikke Digterværker, og for hvem altsaa de virkelige Digtere i Regelen forblive ubekjendte.

Kun i et Aar lod Munch vente paa sig, inden han udgav et nyt Digterværk. Det var «Nye Digte» (1850), hvis Kjærne er en episk-lyrisk Digtning, i en sammenhængende Romancecyklus, hvortil Stoffet er hentet fra Haakon Haakonsøns Saga. Denne Digtning, der fører Titelen «Kongedatterens Brudefærd» [sic], forbausede næsten ved en hos Munch tidligere ubekjendt Friskhed og Fyldighed i Sproget og bidrog saare meget til at fremme Digterens Anseelse i Læseverdenen.

Men just som han saaledes med Alvor og Lyst og uhindret af ydre Forholde fulgte sit Digterkald, blev han rammet af et smerteligt Tab, der skulde blive af stor Indflydelse paa hans følgende Digtervirksomhed. I 1850 berøvedes han nemlig ved Døden sin elskede Hustrue, og Sorgen herover fremkaldte en mærkelig Cyklus lyriske Digte, der under Titelen «Sorg og Trøst» udkom i Slutningen af 1852 og nu har oplevet sit tredie Oplag. Allerede i denne Udbredelse ligger et Beviis for den Yndest, disse Digte have fundet, selv om man ikke ogsaa ellers vidste, at de fandt flere og varmere Beundrere, end nogen af Digterens tidligere Produktioner.

Imidlertid havde han, samme Aar som han rammedes af hiint Tab, erholdt den ved Mart. Nissens pludselige Død ledigblevne Amanuensispost ved Universitetsbibliotheket. Denne Post modtog han vel snarere for derved at finde den Adspredelse og Modvægt mod grublende Sorger, der ligger i afmaalet og eensformigt Arbeide, end fordi den særdeles stemmede overens med hans Lyst og egentlige Kald.

I den sidste Tid, hvori Digteren selv siger, at den lyriske Kilde, for ham ikke flyder saa let og umiddelbart, som i yngre og varmere Dage, har han slaaet ind paa et nyt Felt, den christelige Tragedie. Saaledes betegner han selv en ifjor udkommen stor dramatisk Digtning, «Salomon de Caus», hvilken ved sine mange lyriske Skjønheder og ved en dyb religiøs Characteer tiltalte det læsende Publikum, og ogsaa, skjønt mere paa Grund af disse Fortrin, end ved dramatisk Kompositionsstyrke og Afrundethed, gjorde megen Lykke paa Theatret, hvor den ifjor Høst opførtes trende Gange. Denne Digtning blev, ligesom i sin Tid «Sorg og Trøst», rosende anmeldt i det danske Blad «Fædrelandet», hvilket vel har havt til Følge, at Munch ogsaa er bleven bekjendt i Danmark, hvor tidligere ingen anden norsk Digter end Welhaven har havt noget Publikum.

Hvad man senest har modtaget fra Munchs Haand, er den i dette Blad nylig omtalte Samling af ældre og nyere «Digte og Fortællinger». Deri finder man Digterens tidligere end 1848 særskilt udgivne Arbeider, med Undtagelse af «Sangerinden». (Det er efter det lithographerede Portræt, der pryder denne Samling, at vi give hosstaaende Træsnit.)

Ved at tage for sig denne Samling ved siden af Munchs seneste Digtninger kan man ket forfølge hans stadige Fremadskriden i Sprogets og Formens Behandling, eller hvad Mange ville kalde hans Digterudvikling. Dette Slags Udvikling i egentlig Forstand har man imidlertid vanskeligere ved at fastholde, da Munch som Digter ikke har bevæget sig inden en oprindelig begrændset Kreds, men har betegnet sin Virksomhed ved Overgange eller Efterhaands-Erobringer af nyt Terrain.

Til de opregnede Arbeider kunde føies mange Bidrag i Blade og Nytaarsbøger; men dette er her overflødigt, da allerede det Anførte viser, at Munch med Omhu og Flid har anvendt sit i Sandhed ubestridelige Digtertalent.

Udvalgte Digte anmeldt i Illustreret Tidende

[Illustreret Tidende bd. 14 (1873), nr. 452]

Udvalgte Digte af A. Munch. I denne smukt udstyrede Bog har Digteren givet os et skjønsomt Udvalg af sine lyriske og lyrisk-episke Digte, ordnede efter Tidsfølgen fra 1834 til Nutiden i sex Afsnit, saa at vi derigjennem sættes i Stand til at følge hans Udvikling i denne Retning for et Tidsrum af fyrretyve Aar. Munch har som bekjendt præsteret fortrinlige digteriske Arbeider i flere andre Retninger, men Lyriken er dog til Syvende og sidste den Digtart, hvori hans Musa føler sig hjemligst, og netop iblandt hans mindre Digte findes de Frembringelser, der ville bære hans Navn længst gjennem Tiden; thi han er ifølge hele sit indre Anlæg en varm, følelsesfuld, drømmende Natur, og har han end tilvisse med al sin Hu været fuldt inde i Tidens Rørelser, saa har dette dog nærmest fundet sit Udtryk igjennem hans Digtning, i stemningsfulde Tidsdigte, blandt hvilke Læseren exempelviis henvises til det deilige Mindedigt «Leopold Lovenskjold», har han viist os sit Haab og sine Længsler ligeoverfor de skiftende Tiders mere eller mindre bevægede Forhold.

Det er høist interessant i denne Bog at see, hvorledes Digteren bestandig er gaaet frem i Tankens Klarhed og Magten over Formen. Allerede i det andet Afsnit finde vi et saa helstøbt lille Mesterværk som Naturdigtet «Et Fjeldvand», der betegner et mærkeligt Udviklingstrin efter hans første noget famlende Forsøg i Digtsamlingen «Ephemerer», der tiltrods for «Mit Fødeland», «Vandlillien» og et Par andre smukke Digte dog mest hentede sin Betydning fra de Løfter, den gav for Fremtiden. Disse bleve paa den glædeligste Maade fyldestgjorte allerede i hans nærmest paafølgende Digtsamling. Af denne indeholder nærværende Bog en Mængde, som altid vile hævde en høi Rang indenfor Nordens Lyrik; foruden «Et Fjeldvand» kan saaledes som sande Perler fremhæves «Island», «Paa Tindsøen», «Snefald», Sonnetkrandsen «Italia», «Blomster og Ruiner» o. fl. Høidepunktet i Munchs lyriske Digtning maa man maaskee dog søge i de to følgende Bøger: «Nye Digte» og den berømte Samling «Sorg og Trøst», af hvilke her findes et ypperligt mindre Udvalg, som vi ville bede Læseren om at gjøre et samlet Bekjendtskab med. Men selv fra en Periode, der ligger os langt nærmere i Tiden end de nævnte Samlinger, vil man kunne hente Vidnesbyrd om, at Digterens Hjerte endnu slaaer varmt og ungt ligesom i tidligere Dage; hvilken Friskhed og Klang er der ikke for Exempel i det lille formskjønne Digt «Musik i Hjemmet», i «Sommerbilleder fra Hadeland», «Sonnetter fra Rom»? – Det er vel umiskjendeligt, at der ofte over Munchs Digtning hviler et vist Vemodets Skjer; men ligesom denne Stemning dog kun saare sjelden, naar man vil være retfærdig, kan siges at henfalde til en bleg Sygelighed, saaledes skal det ogsaa indrømmes, at netop denne vemodige Tone mangen Gang klinger sært sympathivækkende, og at der paa den anden Side ofte er lagt en ham aldeles eiendommelig farverig og fantasifuld Glands over det enkelte Digt; hvor han giver sig Naturen i Vold, der smykker den sig for ham i sin bedste Klædning, og han fortsaaer den og kan fortolke dens inderste Hjertensmening. Ingen Nordbo, der en stille Sommernat har dvælet imellem de øde Fjelde

«Paa et af disse dybe, stille Vande,

Der ligge, som et Øie blankt af Graad»

vil undgaae at gribes af den forunderlige troe Forstaaelse, der toner fra hver Strofe i Digtet «Et Fjeldvand»; enhver Nordbo vil drages hen af Synes af det hjemglidende Brudefølge, medens

«Der aander en tindrende Sommerluft

Varmt over Hardangerfjords Vande»,

og paa den anden Side – hvilken Glæde over Syden, hvilken varm og livsfrisk Opfattelse af dens fra Norden saa forskjellige Natur lægger sig ikke for Dagen i de mange italienske Digte, for Exempel i «Et siciliansk Aftenlandskab», i «La Flora» og mange andre!

Den bedste Forstaaelse af Munchs Digtning har han imidlertid selv givet i det saare skjønne Digt, der slutter denne Bog, og som han kalder «Efterklang», hvor Hængebirkens Alf besvarer hans Spørgsmaal, hvorfor Birken vil saa gjerne voxe mellem de sorte Graner – med

«Fordi saa gjerne jeg med Ynde vilde

Vort haarde Fjeld blidt klæde og formilde».

Da udbryder Digteren selv:

«Alt længe fulgte jeg din stille Lære

Og derfor i din Skygge nu jeg troer

At og min Sang har lydt til Norges Ære,

Om end den ei med Stormens Brus henfoer.

Bort Land er stort nok til at kunne taale

Den milde Birk imellem Granens Naale».

Bogen er udkommen paa Forlagsbureauets Forlag.

Om Eftersommer i Illustreret Tidende

[Illustreret Tidende nr. 430, 22.12.1867]

– «Eftersommer». Ny Digtsamling af A. Munch. Kbhvn. 1867. Denne nydeligt udstyrede Digtsamling er utvivlsomt noget af det Bedste, som den literaire Høst har bragt os, hvad man da allerede kunde være belavet paa, naar Talen er om en lyrisk Digtsamling, som bærer Andreas Munchs Navn. Den indeholder en Mængde saare stemningsfulde Sange, hvad enten Digteren har villet give sit Hjerte Luft, hvor det bævede af Sorgen og Deeltagelsen – jvfr. f. Ex. Digtene «Ved Vilhelm Andreas Wexels' Grav», «Til J. S. Welhaven» og flere – eller det svulmende af Haab og Glæde over Livets gode Gaver – see Bogens anden Halvdeel, betitlet «Nyt Liv», deriblandt Digtene «Musik i Hjemmet», «Stjernehimlen», de italienske Sonetter og meget andet skjønt. Ja vi kunde længe blive ved med at opregne smukke Digte, der i fuldt Maal, ved deres Friskhed og Ynde, kunne stilles ved Siden af Forfatterens Frembringelser fra hans yngre Dage – og forsaavidt passer ikke endnu paa ham Bogens Titel – men vi skulde overlade Læseren selv den Fornøielse at plukke de skjønne Blomster; han vil ikke fortryde at have besøgt en Have, hvori Sommersolen endnu falder saa rigt paa de grønne Kviste. (Forlagsbureauets Forlag.)

Om diktsamlingen Eftersommer

 [Morgenbladet nr. 351, 20.12.1867]

«Eftersommer» af A. Munch.

Naar man er kjed og led af Skraal og Hvin

Og Galmands Snak af Peder Gynt, «det Svin»,

Og ham, paa hvem Opmærksomheden vækker

Trompeterskrald af Clemens Bjørnetrækker –

Da er det godt at kunne Selskab bytte,

Til skjønne Toner, rene Tanker lytte.

Lad Drankere og Aber gjøre Væsen

Af Finkel Jochum, lad dem rynke Næsen

Af Drikken, som de finde svag og fin.

For os er den en liflig, ægte Vin,

Som kvæger Sjælen og kan Smerten dulme,

Kan hæve Sindet, lade Hjertet svulme.

I «Sorg og Trøst» sødt dufted Sangens Blommer;

De blomstre lige smukt i «Eftersommer».

Digte og Fortællinger

[Illustreret Nyhedsblad nr. 51, 23.12.1854]

Paa Tønsbergs Forlag er udkommet Digte og Fortællinger, ældre og nyere, af A. Munch, 20 1/4 Ark i 8vo. Priis 1 Spd. I denne smukt udstyrede Bog har Forfatteren samlet Arbeider lige fra sin første Digtertid indtil nu. Samlingen omfatter saaledes et Tidsrum af 20 Aar; den indeholder alle hans særskilt trykte Arbeider, der ere udkomne tidligere end «Billeder fra Nord og Syd» og «Digte, gamle og nye», med undtagelse af «Sangerinden» og Dramaet «Kong Sverres Ungdom». Bogen er inddelt i tvende store Afsnit, af hvilke det ene fører Overskriften «Ungdomsdigte», det andet «Efteraarsdigte», hvilken sidste Benævnelse Digteren har givet det fordi «Digtene skrive sig fra den Livs- og Sindsalder, hvori den egentlige lyriske Kilde for ham ikke flyder saa let og umiddelbart, som i yngre og varmere Dage.» Ungdomsdigtene ere fordetmeste et nyt Optryk af den i 1836 udkomne, forlængst udsolgte Samling «Ephemerer»; dog ere de længste Stykker udeladte. Derpaa følger fem større Digtninger, nemlig «Donna Clara» (hvis tragiske Slutning Digteren har forandret, saaledes at Fernando frelses), «Borgruinen, et Reiseeventyr», «Den Eensomme, en Sjælehistorie» og «To Billeder fra Italien» (hvilke slutte sig til Skildringerne fra hiint Skjønhedens Land i Forfatterens «Nord og Syd») og «En Nytaars-Legende». Det sidste Afsnit samler nogle Bidrag af det Lyrisk-Episke, som Digteren i den sidste Tid «leilighedsviis har skrevet». Heriblandt optage de vakre Digte til Lithographierne af Tidemands «norske Bondeliv» første og største Plads. Samlingen ender med «Hellig Olafs Seier», et hidtil utrykt episk Digt i sex Sange, hvori Digteren tilslutning opfordrer til at gjenopreise Throndhjems Domkirke, som et værdigt Minde for Norges Skydshelgen. Munch har forudskikket Bogen nogle Forord, der indeholde en Redegjørelse for hans Digterudvikling eller det Slags Bidrag til en – om jeg saa maa sige – aandelig Autobiographi, som desværre ere saa sjeldne i vor Tid, da Fortaler ansees for lige saa overflødige, som de for nogle Menneskealdre siden ansaaes for uomgjængelig nødvendige. Forlæggeren har prydet Bogen med et af K. Bergslien tegnet og hos Bærentzen smukt udført Portræt af Forfatteren.

Salomon de Caus i Danmark

[Illustreret Nyhedsblad nr. 4, 25.1.1857]

Ligesom A. Munchs Salomon de Caus hos os i sin Tid fremkaldte en heel Deel Skriverier for og imod den, saaledes har den nu ogsaa ved sin Opførelse i Danmark [*] sat Pennene i Bevægelse. Fædrelandet, Dagbladet, Flyveposten og den berlingske Tidende gave strax efter Opførelsen alle mere eller mindre gunstige Bedømmelser af Stykket; men saa hengik nogle Dage, hvorpaa fulgte en mere detailleret Kritik. Fædrelandet for 27de Decbr. underkastede Stykket en kritisk Drøftelse paa fem-sex Spalter, hvori Forfatteren frakjendes Skjønsomhed til at benytte det valgte Stof som sig hør og bør, medens Characteertegningen fremstilles som forfeilet og Behandlingen saa lidet poetisk, at Prosaen havde været mere end nok til at rumme dens Poesi. Derpaa fulgte i «Dagbladet» for 12te Jan. en Undersøgelse om Stykkets Idee, som da angives, at være «i høieste Grad inhuman», paa samme Tid som Forf. beskyldes for Intolerance. «Arbeidet, som det foreligger, er, hedder det, naar det rigtig eftersees, hverken mere eller mindre end Intolerancens Apotheose, dets Konsekventser Kjætterbaal og Inkvisition». Med Hensyn til Benævnelsen «en christelig Tragedie» tror Kritikeren at kunne vise, at det baade er en forfeilet Stræben, at gjøre et Sujet som Salomon de Caus til Gjenstand for en christelig Tragedie og «at Begrebet christelig af Hr. Munch er taget i en snæver, borneert, odiøs Betydning.» - Ja, Kritikeren bliver ikke staaende ved hine Beskyldninger alene: han ender med at beskylde Munch for Jesuitisme og Pantheisme, hvortil han S. 192 tror at finde Hjemmelstedet. De mange, som hos os have følt sig tiltalte ved de munch'ske Digtningers Blidhed, Fromhed og Religiøsitet, maa blive som himmelfaldne ved en slig Dom. Under alle disse Anfægtelser maa Forf. trøste sig med, at hans Stykke gjentagende Gange er bleven opført paa Kjøbenhavns Scene med Bifald fra Publikums Side, og at han vel ogsaa vil erholde et ikke saa ringe Honorar. Flyveposten vredes over, at man vil betale Honorar for et norskt Stykkes Benyttelse paa den danske Scene, medens den norske Scene tager de danske Stykker uden Videre. Bladet burde dog vide, at Christiania Theater for længe siden er begyndt med den Skik, idet Hostrup har faaet Honorar for sine sidste her opførte Stykker. - Dagbladet, der redigeres med en vis Ungdommelighed, og som har for Vane at gjøre Norge til et Kuriositeternes Land, giver ellers i sin første Anmeldelse en Oplysning, som det var at ønske Bladet kunde anføre Hjemmel for. Det siger, at man i Norge har udtalt Heltens Navn som de Kovs eller endnu norskere «Køvs». Hvor findes denne «Norskhed»? Spørge vi.

[* Stykket ble oppført 12 ganger ved Det kongelige Theater vinteren 1856/57.]