Håkonshallen

Andreas Munch hadde en forkjærlighet for «riddertiden», som gav ham stoff til flere skuespill og noveller. De fysiske levningene av denne perioden interesserte ham også dypt, som minner fra Norges glansdager, eller som romantiske ruiner. Særlig synes han å ha interessert seg for Håkonshallen i Bergen, som frem til 1873 var i bruk som kornmagasin for garnisonen på Bergenhus. Det var i sin tid J. C. Dahl som hadde identifisert magsinbygningen som Håkon den gamles hall, og sammen med Lyder Sagen hadde han så tidlig som i 1841 gjort forsøk på å få hallen restaurert. Ti år senere, da Munch skrev den følgende teksten, var ennå intet skjedd. Restaureringen av Håkonshallen ble Fortidsminneforeningens første hovedoppgave, og først i 1895 var arbeidene endelig avsluttet.

Munch tar også for seg Håkonshallen i festspillet Kongehallen i Bergen, som ble oppført på Christiania teater i 1860, «i Anledning af Deres Majestæter Kong Carls og Dronning Louises Kroning, og ved Høisammes Nærværelse». I stykket møter vi tre unge sangere i Bergen, som drømmer seg tilbake til middelalderen. For deres øyne gjenoppstår så Håkons hoff i den gamle Kongehallen. «Ja, den kan nok rødme, den gmle Hal», utbryter Thormod, «af Blussel over sig selv i sin fornedrede Tilstand, af Uvillie mod Bergens By og Norges Folk, der har kunnet lade denne ærværdige Levning fra vort Fædrelands mægtigste Dage saaledes forfalde, forhutles, ja indrette til et Kornloft, hvor nu kun fugtigt Mørke og uhyggeligt Kryb herske der, hvor fordum Nordens mest glimrende Kongehof færdedes i tusind Kjerters Gands!» 

Kongehallen i Bergen 

A. Munch

[Idun. Et Blad for Literatur og Kunst. No. 7/1851]

Jeg var ifjor Sommer første Gang i Bergen. Behørig forberedt ved en stille, aandsopvækkende Fart gjennem det vidunderlige Hardanger, kom jeg til den ældgamle Konge- og Handelsstad. Jeg siger forberedt, thi ved at færdes paa disse blanke Fjorde, disse Norges Høisale med de himmelnære Fjeldvægge, de brusende Fosse, det grønnende og blomstrende Frugtbaand under de hvidskinnende Snebræer, var mit Sind først bleven mægtigt betaget og vakt af dets dunkle Dvale, og dernæst uafviseligt henvendt mod Oldtiden, mod den længstforsvundne Periode af vort Fædrelands Statsliv og Folkeliv, da dette dog engang i Sandhed, Storhed og Daadkraft svarede til de mægtige, storartede Naturscener, der nu, selv lig en eventyrlig Sagaverden, oplode sig for mit forbausee Blik. Til at vedligeholde og forøge denne ved de blotte Naturomgivelser fremkaldte Oldtidsstemning bidrog saa tillige de hele, levende Levninger af Oldfædrenes Sprog og Leveskik, jeg endnu forefandt hos den Menneskeslægt, som nu beboer de lave, græstækkede Stuer mellem Frugthaverne paa Fjordranden, under de vældige Fjeldhøider. Hvad Under da, at jeg, alt som jeg nærmede mig min Reises Maal, Bergen, blev bragt til Forventning om der at skulle finde de bedste Oldtidslevninger tilbage, i hin saa forunderligt afsondrede Stad, der havde været Kæmpelegemenets Hjerte og Oldtidslivets fuldeste Blomst. Ja, jeg tilstaaer det, jeg kom endog saavidt, at jeg næsten ikke formaaede at tænke mig Bergen som en moderne Virksomhedsby, men mere som den gamle Kongestad, der bag sine eensomme Fjelde maatte være heel opbevaret som et levende Minde om fordums Dages Glands og Storhed.

I denne Illusion blev jeg end mere bestyrket ved ikke at see et Spor af tiltagende Cultur eller forøget Færdsel, hvormeget jeg end nærmede mig Byen, Fjeldeensomheden gik lige ind paa den. Og da jeg nu endelig fra Høiderne ved Houkeland med Eet fik et Nedblik over Bergensdalen, Fjorden og den om Vaagen tæt sammentrængte anseelige Stad med dens mange Spiir og Taarne, dens Masteskov i Havnen, dens mægtige Kastel, Alt glimrende i Julisolens Middagsglands – da blev jeg i Sandhed dybt grebet og overrasket ved dette prægtige Skue, min Forventning syntes til det Sidste at ville gaae i Opfyldelse, denne Stad saae endnu herfra værdig nok ud til at have været Olaf Kyrres, Sverres, Haakon den Gamles Yndlingssæde. Ved Indkjørselen i Byen gik Naturligviis denne Illusion tabt, jeg kom fra Fortiden til Nutiden, fra det poetiske Fjernbillede til den prosaiske Virkelighed; Kongestaden forsvandt og Kjøbmandsbyen stod igjen alene. Men selv denne havde dog i al sin Travlhed og Hverdagslighed noget saa Fremmedartet og Eiendommeligt, bar et saa bestemt afsluttet Præg, et saa fast, nedarvet Ansigt, at dens Liv og Væsen vistnok til en anden Tid høilig vilde have interesseret mig, der kom fra Østlandets charakterløse Byer. Nu derimod var mit Sind bortvendt fra Dagslivets travle Færden og søgte hen mod Historiens Fred, mod Erindringens talende Eensomhed. Den Bolig, hvori jeg i Bergen var taget ind, skulde efter Navnet og Stedet netop have kunnet byde mig Saadant: den var nemlig paa Klosteret, som den Høide kaldes, hvorpaa det berømte Munkeliv Kloster fordum har staaet. Af Klosterets Herligheder er dog nu intet Andet tilbage, end hvad den evige Natur selv byder, hvad man ikke har kunnet faae bort, nemlig den herlige Udsigt fra denne Høide over Byen og dens Omegn – ellers ikke en Levning af Klosterets engang saa prægtige Bygninger, ikke Steen paa Steen af dets vældige Mure og Taarne, ikke mindste Spor af dets stille Korsgange, dets høithvælvede Capeller – kun moderne, hvidmalede Træhuse, deriblandt Byens første Hôtel, hvor der altsaa var Trafik nok. Her fandt jeg saaledes ikke hvad jeg stundede efter, men fra den anden Side af Vaagen, ved enden af den lange, hvide Pakhuusrække paa Tydskebryggen vinkede mig først Mariakirkens tvende Søstertaarne, saa Walkendorfs mægtige, nu til sin oprindelige Ædelhed restaurerede Taarn og endelig længst ude mod Vaagmundingen en colossal massiv Steenbygning, der, skjønt vanziret med et fælt Trætag og ellers forhutlet paa alle mulige Maader, dog endnu i sine grandiose Omrids og ved sine Antydninger til spidsbuede Vinduer røbede historisk Charakter. Det var den nuværende Magasinbygning, det var Haakon den Gamles Kongehal!

Jeg hastede da over til disse Mindesmærker, i Samling og Storhed vel de anseeligste, Norges Land eier efter Throndhjems Domkirke. Hvorledes jeg paa Mariakirkens skyggefulde Gravlund, under den skjønne Kirkes ærværdige Taarne og Portaler fandt helt det vemodigt-rolige Fortidsindtryk, min Sjæl lægtedes efter, kan jeg ikke nu dvæle ved; ellers kom jeg aldrig til den egentlige Gjenstand for disse Linier. Jeg maa til Kongsgaarden. Eller til Fæstningen, som den nu hedder. Her støde vi da først paa det saakaldte Walkendorfs Taarn eller rettere Kastel, som det nu ret er en Glæde at betragte, efterat det ved Militaircommandoens Omsorg er bleven befriet fra den vanzirende Træhætte, det ogsaa før havde paa, saaledes at Platformens Krenelering og lille Vagttaarn atter er kommet til Syne, medens de skjønne, buede Veegsteensvinduer og andre ornamenter ere blevne rensede for Overkalkning og ellers restaurerede. Det Indre, der benyttes til Arsenal, er vel endnu forbygget med Trælofter mellem Hvælvingerne, men derved er vel Intet at gjøre og heller ikke stort tabt, man maa være glad ved at denne skjønne Bygning nu dog saa fuldstændigt er gjengivet sin udvortes Anseelse.

At denne svære Donjon med de dobbelte Mure med Løngange mellem har udgjort en Deel af den gamle Kongsgaard er altfor iøinefaldende til at man ikke med Prof. Dahl skulde antage det, uanseet at det bærer Navn og Mærke efter Erik Rosenkrantz, af hvem det efter Abs. Pedersens Sigende skal ved skotske Bygmestere og Steenhuggere være opført mellem 1560–68; Nicolaysen i hans fortjenstfulde «Bidrag til Bergens ældre Topographie» (Langes Tidsskrift, 2den Aar.) holder sig rigtignok udelukkende til den sidste Autoritet, men kunne ikke begge Meninger sandsynligst forenes derhen, at Erik Rosenkrantz har istandsat og prydet den af ham forefundne Oldtidslevning? Thi den hele Bygnings massive Struktur synes dog aabenbart at tilhøre en ældre Tid, ligesom ogsaa de rundbuede Vinduer, med dere Zirater, ikke svare til det Epitaphium i Renaissancestiil, hvormed Facaden aabenbart senere er prydet.

Dog, det var ikke min Hensigt her at komme ind paa antikvariske Undersøgelser – lad os glæde os ved Taarnet, som det nu staaer, og idetmindste tilstaae, at det nu ser værdigt nok ud til i sin Tid at have bevogtet vore gamle, indfødte Kongers bolig. Saalangt var jeg altsaa kommet paa min Fortidsvandring, hidtil hilset af statelige og vel vedligeholdte Mindesmærker; nu skulde de nedslaaende Indtryk begynde. Midt imellem Castellet og den store Steenhal, eller om man heller vil bruge Fornedrelsens Udtryk, mellem Walkendorfs Taarn og Magasinbygningen, ligger den Deel af den gamle Kongsgaard, som nu er indrettet til Commandantbolig. Kun de favnetykke Graasteensmure røbe Oldtidsmaterialet; ellers er Alt noksaa peent indrettet og indpiint til et slet og ret moderne 2 Etages Huus, saa at alle Tidsmærker og al Charakteer paa det Ønskeligste ere forsvundne. Denne Deel af Kongsgaarden maa man saaledes opgive – den kan ikke restaureres, den maatte bygges om paany. Men dette er jo ikke tænkeligt, saaledes som slige Anliggender her staae; den afgiver en meget bekvem Bolig for Commandanten paa Bergenhuus foruden de fornødne Contorlocaler, og hvad behøver man saa mere?

Jeg skyndte mig derfor over Borggaarden forat komme til den førnævnte store, ældgamle Steenbygning, der ligger yderst mod Communen, og som med liden Opoffrelse kunde blive Bergens Solthed, men nu er dens Vanære. Det er nemlig denne Bygning, om hvilken det ved historisk-topographiske Undersøgelser (See Nicolaysens ovenciterede «Bidrag») tilfulde er beviist, at den er den samme Steenhal, som Hakon Hakonssøn lod opbygge mellem 1247 og 1261, og i hvilkeen han sidstsnævnte Aar holdt sin Søn Junker Magnus’s Bryllup med stor Pragt og Herlighed. Længere hen i Tiden benyttedes den til Samlingssted for Marias Gilde (hvoraf dens Navns «Marias Gildeskaale») og for Bergens Lagthing, i hvilken Egenskab den i Diplomer nævnes «Bredestuen». I Norges senere Forsmædelsesperiode, da saagodtsom alle Minder og Selvstændighedsmærker bleve dels nedbrudte og jevnede med Jorden af de danske Kirkebrydere; dels forglemte og forsømte af selve Landets Borgere, var Kongehallen saa heldig at komme under den sidste Rubrik – den blev ikke nedrevet – den var dog dertil ogsaa altfor fjeldfast bygget – den blev kun forglemt og forhutlet. Mag. Edvardsen, der beskrev Bergen i 1690, har dog endnu været vidende om Bygningens ædle Oprindelse, han siger nemlig om Slottet: «Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Hakon Hakonssøn». Men han blev nok alene med den Kundskab, lige indtil vore Dage. Han fortæller ellers videre, at Bygningen paa hans Tid almindeligt kaldtes Kirken, fordi man af de spidsbuede Vinduer antog at Salen havde været indrettet til saadant hellig Brug, og denne naive Tro har ogsaa Holberg efterskrevet. «Nu bruges den», vedbliver Edvardssen, «vel repareret (!) ovenpaa til et Magasin». Altsaa var Kongehallen allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede indviet til den værdige Bestemmelse, som den endnu den Dag i Dag indehaver, nemlig at være Kornloft for Fæstningens Garnison, som Dandsesal for Rotter og Mus.

Jeg besaae først den underste Deel af Bygningen. Her findes mægtige Hvælvinger afdelte i flere større og mindre Rum, i Sandhed en vældig Substruction for den ovenpaa hvilende Kongehal.

Et af disse hvælvede Rum, der ogsaa i Fortiden maa have været benyttet til kirkeligt Brug (formodentlig som Huuscapel), da man der har fundet Levninger af Alter og Vievandskar, er nylig gjengivet til Gudstjeneste, idet man der har indrettet en Slags Kirke for Slaverne paa Bergenhuus Fæstning. Vinduesaabningerne i denne underste Deel af Bygningen have været rundbuede og i skjønne Forhold; de ere nu næsten alle tilmurede eller forvanskede, dog i skarpe Omrids vedligeholdte paa den indre Side. Ingen Communication gaaer nu idetmindste fra disse Hvælvinger op til den store Hal; for at komme didop, maatte vi ud igjen til et usselt, rødmalet Træskuur, som er klinet op til Bygningens Endevæg mod Kommandantboligen. Her aabnedes en fæl Dør, og ad Noget, der saa ud som Substratet til en Steentrappe men nu hverken havde ordentlige Trin eller Afsatser, kravlede vi i det Indre af Skuret op til det skjønne runde Portal i byzantinsk Stil, gjennem hvis ædle Bue man før traadte ind i Kongehallen, nu kryber ind i Kornmagasinet. Dette med Udhugninger i Veegsteen rigt forzirede Portal er naturligviis nu overtrukket med et tykt Lag Kalk, men man kan dog skjelne Contourene derimellem. Her har Hovedindgangen til Hallen været; om den har staaet i Forbindelse med de øvrige Kongsgaardsbygninger, eller man er kommen dertil ad en Fritrappe, kan ikke nu saa let afgjøres. Da jeg gjennem en Laage i denne Port var kommen indenfor Helligdommen, slog en fugtig, skimlet Luft mig imøde, og jeg maatt famle mig frem i Halvmørke mellem de mange Kornbinger og Brædevægge, og opad Hønsetrapperne til de forskjellige Trælofter, hvormed Hallen nu er belemret. Først da jeg var blevet noget vant til Tusmørket derinde, og jeg havde krøbet tilstrækkelig ommkring i de forskjellige Afdelinger i Magasinet, blev det mig nogenlunde muligt at fatte Rummets mægtige Storhed, thi ingensteds kan man nu komme til et samlet Overblik deraf. Efter Prof. Dahls Slutning maatte Hallen rigelig kunne rumme 12 à 1500 Mennesker, og dette er vistnok endnu forlidet antaget. Kong Hakons Festhal vilde endnu, naar den blev renset, være den største Sal i hele Landet.

Jeg maatte vel betages af Smerte og Harme ved at see denne ædle Hal, ædel ved sine Forhold, sin Storhed og sine Minder, saaledes opfyldt med Træforbygning, som en Grube, saaledes bedækket med Smuds, Spindelvæv, Skimmel; men denne Smerte, denne Indignation steg om mulig endnu høiere, efterat jeg havde nøiere bemærket den barbariske Maade, hvorpaa de syv herlige spidsbuede Vinduer, der stod i Række langs Væggen ud mod Havnen, nu ere behandlede. Deres slanke Søiler og rige Rosetter ere dels tilmurede, dels overhuggede for at danne de smaae firkantede Luger, hvorigjennem det sparsomme Lys nu indlades. Buen i det midterste Vindue er aldeles slaaet ud, og derover er anbragt en uformelig Aabning med kran for at heise Kornet ind i Magasinet. Det er næsten ikke fatteligt, hvorledes saadant kan være skeet, man synes, at selv den raaeste Arbeider maatte have ømmet sig ved at forstyrre disse skjønne Former, disse fine Steenslyngninger. Men det er dog skeet, og man maa endog være glad ved at de ikke ere aldeles nedrevne, tilintetgjorte, som saamange andre Middelalderens Pragtbygninger, ganske i Nærheden her.

Tænker man sig nu denne Hal som den har været, alt Træskramleriet væk, det store, hele Bygningens Længde og Vidde optagende Rum, ryddeligt og frit; de syv høie, spidsbuede Vinduer indladende ligesaamange Strømme af farvet Lys og kastende sine frie Skyggetegninger henad Flisegulvet; de raae Steenvægge til en vis Høide behængt med kostbare, virkede Tapeter; det Hele bedækket med et luftigt rigt udskaaret Spærreloft, fra hvis Tverbjelker Faner og Trophæer vaie ned; – tænker man sig nu dette skjønne, festlige Rum opfyldt med Hakon Hakonssøns pragtfulde Hof, statelige Riddersmænd og skjønne Kvinder i dens Tids rige Dragter, gjenlydende af Sporeklirren, af Silkeraslen og af høvisk og skjemtefuld Tale; tænker man sig den gamle gjæve Konge, der bragte Norges Ry til de fjerneste Lande, beherskende Alt dette fra sit Høisæde i Baggrunden af Salen – da faaer man et Billede, der kan bringe Ens Hjerte til at svulme af Stolthed og Glæde, men som ogsaa kan fylde det med Ydmygelsens Bitterhed, naar man vender sig og seer hen til hvorledes den samme Hal nu er beskaffen.

Det er sandt, Hakon den Gamles Tider kunne vi ikke kalde tilbage, men vi kunne ære deres Minde som vort Fædrelands høieste Anseelsesperiode, vi kunne og burde med Kjærlighed vogte og bevare ethvert Monument fra denne stolte Tid, som en Skjæbne, der har været gunstigere end vor egen Forsømmelighed og Selvforglemmelse fortjente, endnu har ladet os beholde. Det kunde være nok med at vore Fædre med Rolighed have seet paa hvorledes, ganske i Nærheden af denne Kong Hakons Steenhal, den prægtige Apostelkirke, som hørte til Kongsgaarden, og som Hakon havde udsmykket, blev nedrevet og dens hugne Stene ført til Sleesvig for deraf at opbygge Gottorps Slot; hvorledes disse samme Fædre med samme Rolighed saae paa at Eske Bilde, Kirkebryderen, jevnede den lille Christkirke med Jorden, ikke langt derfra; ja at han endog lod nedrive den store, ærværdige Christkirke yderst paa Communen, et Tempel, der kappedes med Throndhjems Domkirke i Skjønhed og Pragt, hvor Hakon Hakonssønss høitidelige Kroning ved Cardinalen Wilhelm var foregaet og hvor Kongerne Harald Gille, Sigurd Haraldssøn, Magnus Erlingssøn, Sverre, Hakon Sverresøn, Hakon Hakonssøn m. Fl. laae begravne. Det kunde være nok med at disse hellige Bygninger med Kongernes Been nu ere henveirede, saa deres Spor ikke findes, man kunde paa dette Sted være met af Ødelæggelser og alvorligt bevæges til at redde og rense hvad der endnu staaer tilbage.

Og at dette med faae Opoffrelser kan skee er allerede erfaret med Rosenkrantztaarnet, og Prof. Dahl har jo alt forlængesiden, den Første, paaviist, hvor let dette ogsaa vilde kunne skee med Kongehallen. Det Hele bestaar mest i at tage bort. Noget mere blev der vel at sætte til ved Kongehallen, da ogsaa det Indre her maatte renses og restaureres, og et nyt Tag paalægges – Men Alt kunde dog bringes istand for nogle faae Tusinde Daler. Man skulde troe, at det rige Bergens Borgere med Glæde vilde samle sammen det Lidet, der skulde til for et saa localt-patriotisk Øimed, hvorved tillige deres Bye fik et Festivitetslocale, som et hidtil savner, og hvilket Festivitetslocale! – man skulde troe at Bergens Indvaanere, naar de først vare blevne gjort opmærksomme derpaa, ikke en Dag længere vilde kunde taale at see paa deres mishandlede Kongehal med dens blinde Øine, at de vilde skynde sig med at aabne dem igjen for Lys og Skjønhed , og rydde Hallen for Utøi – men dette maa nok ikke være saa let endda at faa bragt istand og skillinget sammen, kan man see, siden det nu er over et Decennium siden saa ivrige og formaaende Mænd som Prof. Dahl og Lyder Sagen bragte Tingen paa Bane, ja endog gav Tegninger og udstedte Subscriptionslister – og endnu staaer Hallen der i dens gamle Fornedrelse.

Nuvel, ville ikke Bergenserne selv antage sig dette ærefulde og nyttige Værk, kunne de taale, at en slig Forsmædelse overgaaer deres Bye, at lade et saadant Gjenoprettelsens Værk falde, saa maa Staten ikke taale det: Staten, Norges Rige, Hakons Rige har nu gjenvundet sin Selvstændighed, men ikke sin Glands, lad det tage i Agt hvad det endnu har tilbage fra sin Glandstid, og opretholde det!

Ialfald – kan ikke Hallen nu restaureres, lad den idetmindste ryddeliggjøres. Bedre en Ruin, aaben for Himlens Veir og Vinde end en saadan Forbygning og Forhutling, hvori den nu staaer nedkuet.

Digitaliserte leilighetstrykk

Andreas Munch var ikke bare sin periodes fremste lyriker, han var også den som i størst grad ble benyttet til å kaste glans over forskjellige offentlige og private begivenheter. Munch var den første norske kunstner som fikk en offentlig diktergasje, og som sådan var han en slags poeta laureatus, ikke bare for Universitetet, men også for staten. Han skrev dikt til de store begivenhetene både innenfor akademia og kongehuset, i tillegg til familiebegivenheter, bryllup og begravelser i sin egen omgangskrets. 

En betydelig del av Munchs dikteriske produksjon så først lyset i form av leilighetstrykk, gjerne bare ett falset ark, trykt i et begrenset opplag for deltagerne ved en eller annen begivenhet. Slike små trykksakene eksisterer ofte bare i få eksemplarer, og i den grad de er bevart, prioriteres de sjelden ved katalogisering og digitalisering av de store bibliotekene. Andreas Munchs-selskapet har derfor begynt å digitalisere Munchs lelighetstrykk, så langt det lar seg gjøre. Det er lenket direkte til digitalisatene fra selskapets bibliografi over Munchs leilighetstrykk.

Nye Udgravninger i Rom

[av A. Munch, i Norden. Et Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]

Den rige Historiens og Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger, hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage, ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge, sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre Historien groe.

Det er dog naturligviis Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange, overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio) befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner, men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund, hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske, især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde

trækkes hen med den sædvanlige romerske Langsomhed, derfor sørgede han ved som sine Arbeidere fortrinsviis at anvende de flinke og vevre franske Soldater, der ligge i Garnison i Rom. Inden kort Tid var Arbeidet saa langt Fremskredet, at man kunde bestemme Grundplanen for en Deel af den keiserlige Vaaning og frigjøre de uhyre Substructioner, som begrændse Palatinerbjerget ud mod Capitolinum og Velabrum. Med sædvanlig fransk Libralitet ere Haverne nu gjorte tilgjængelige for Publicum, vel ikke aldeles offentligt, hvilket ikke vel kunde gaae an saalænge Arbeiderne staae paa og mange værdifulde Brudstykker af Marmorsager og Statuer deri ligge omspredte, men dog saaledes, at enhver anstændig Romer eller Fremmed kan uden Godtgjørelse hos den franske Commandant lade sig hente Indtrædelseskort, hvilke hvert gjælde for 5 Personer. Den alminelige Besøgelsestid er hver Torsdag, og seer man da gjerne hele Rækker af Vogne holde udenfor Havernes Indgangsport, der vender ud mod Forum romanum, og hele Skarer af Besøgende (rigtignok mest Fremmede, thi Romerne selv umage sig yderst sjeldent med at besee deres egen Byes Mærkværdigheder) bevæge sig uafbrudt op og ned af den store Trappe, der fra Porthvælvingen fører op til den første Terrasse. Alt foregaar i den største Orden og Ro, høflige Vagter af de franske rødbuxede Soldater ere opstillede rundt om i Terrainet, og Tavler med Indskrifter betegnet Navnet paa de udgravede Rum, og den Bestemmelse, de oprindeligt have havt. Disse Indskrifter ere almindeligviis Citater af gamle latinske Forfattere, hvis forskjellige Udsagn om Palatiums Topografi med stor Lærdom og Nøiagtighed heri ere samlede og anvendte.

Vi ville slutte os til et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv, gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.

Paa den øverste af disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede, noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk, dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser. Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia, som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud, efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal, hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring, ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke. Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino (ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal, som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes «Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum. De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.

Fra Peristylen træder man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis, som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor, Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske Soldater. Sic transit gloria mundi.

I Flugt med disse keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure, hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord, hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco, og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver, en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.

Stigende ned af denne Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino, som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder, Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig, hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem. Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus, som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads. Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! – Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave – pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved. Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker. Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge, at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.

Godt nytt år!

Andreas Munch-selskapet ønsker sine medlemmer et godt nytt år med følgende strofer fra Munchs tidligere upubliserte dikt Ved Nytaar 1884, et av de siste han skrev. Manuskriptet ligger blant Munchs etterlatte papirer i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling i Oslo.

Ved Nytaar 1884

Som den første Dæmring sagte stiger

Over Fjeldets sølverhvide Top

Nytaarsmorgen over Verdens Riger

Med sin svage Lysning render op.

Endnu ligge Land og Byer dunkle,

Morgendrømme dække alle Hjem

Mens fra sjunkne Aar end Stjerner funkle

Paa den blege Morgenhimmel frem.

Disse tusind klare Øine blinke

Stille til os fra en svunden Tid

Vemodsfuldt de os tilbagevinke

Mod mangt Haab, hvortil vi satte Lid.

Meer og meer de blegne dog og svinde

For den Fremtid, som nu hæver sig.

Snart de ere kun et halvglemt Minde

I den ny, den hede Dagens Krig.

«Skrift og umskrift i landsmaalet»

Såvidt vites er bare ett dikt av Andreas Munch noensinne blitt oversatt til nynorsk: diktet «Island», eller «Yderst mod Norden lyser en Ø», fra diktsamlingen Digte, gamle og nye (1848). Oversettelsen skyldes malerinnen Aasta Hansteen, som i 1862 anonymt utgav en en liten bok med tittelen Skrift og umskrift i landsmaalet. «At en embetsmannsdatter fra Christiania skulle stå frem som en av Norges første brukere av landsmål var kanskje enda mer uvanlig enn det å bli profesjonell maler», skriver Lill-Ann Jensen i Norsk biografisk leksikon. «Allerede i ungdomstiden hadde Ivar Aasens arbeid gjort sterkt inntrykk på henne, og et opphold i Telemark 1852 gav dypere innsikt i en ekte, nasjonal kultur, ikke minst språklig. For Aasta Hansteen var landsmålet en form for opprør. Ikke bare var det en kamp for politisk og nasjonal frigjøring, men også en kamp mot den ensidige bykulturen, 'hvor sjølgod Spidsborgerlighet havde tiltaget sig Eneret til Jordbunden'».

Island (A. Munch)

Lyser ei øy der yttast mot nord,
alt genom toka og kave, 
der, kring ein bergeld som aldri kann døy,
drustlege minne mun' vaka - 
derifraa segni ser vidt yver sjo,
som ein maase.

Foro til færaste øyi fyrst
fræge fedrene vaare.
Heiman dei toko med høgsetet, trygt,
tenkte at betre det setja. 
Njota og heidra sitt norrøna maal
nog dei vilde.

medan den minkande magt i nord
mun verda vesol og øydest,
livssaad verd agtat paa Island, og gøymt;
aatte dei framsynet lange.
Sameiga stor hava lydarne der,
som ikk' øydest.

Frendarne vaare maa framade lag
fylgja i øylandet deira;
enn kann daa øying til Noreg ibland
ynske og kvede væl senda.
Læte or viddi, dei laata som lur
lydt or skogen.

Andreas Munch-selskapet ønsker sine medlemmer en god jul!

Blant Andreas Munchs etterlatte papirer i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling (MS fol. 1873:4) finnes følgende udaterte og tidligere upubliserte julesang. Med dette ønsker Andreas Munch-selskapet sine medlmmer en god jul og et godt nytt år.

Jule-Sang

Juleklang,

Barnesang
Stemme godt tilsammen,
Kalde fra den Ældres Bryst
Gjennem Smerte, gjennem Lyst
Hjertets fulde Amen.

Tiden gaaer,

Bølger slaaer
Over Haab og Minder
Juleaftens Barnefryd
Har en egen, stille Lyd
Som Alt overvinder.

Om endog
Verden klog
Spotte vil den Glæde,
Aldrig dog den svinder hen,
Kommer stedse ny igjen
For hvert Aar at frede.

Vantro's Magt,
Had, Foragt
Kan den ei fordrive.
Thi det Barn, i Krybben lagt,
Med sin klare Englevagt
Altid er i Live.

Evighed
Er dets Sted
Som og Jordens Hytte.
Derfor kan de glade smaa
Aldrig nok af Julen faae,
Til dens Klang vi lytte.

Store maa
Blive smaa,
Har han sagt, den Høie.
Ingen er saa høit opsat
At han ei for Julenat

Kan sig Barnlig bøie.

A. Munch