Nikolaj Bøghs nekrolog

Dem sjette juli 1884, kort tid etter Andreas Munchs død, utgav det københavnske ukebladet Illustreret Tidende et  nummer som i det vesentlige ble viet den avdøde dikteren. Sammen med Magdalene Thoresens minnedikt, trykte bladet en lang nekrolog av dikteren Nikolaj Bøgh.

Paa den Dag, da Andreas Munch fyldte halvfjerdsindstyve Aar, havde han og hans Hustru samlet en stor dansk og norsk Vennekreds ved deres Bord. Ploug bragte Digteren Selskabets Hyldest og udtalte da, at Munch repræsenterede den Del af Norge, der vender mod Danmark. Tager man, uden at se Forfatternavnet efter, en af Munchs Bøger i Haanden, vil man vanskeligt falde paa, at man ikke har en dansk Skribent for sig. De mægtige Fjælde med de stride Elve afspeile sig ikke i hans Digtning; men Norge har ogsaa de brede Dalstrøg med grønne og bløde Farver, med et vist idyllisk Præg over sig; det er som Minder om Slægtskabsforholdet til Danmark, og det er denne Natur, som Munch aabenbarer i sine poetiske Frembringelser. Det var derfor, at han blev saa skattet blandt de Danske og følte sig saa dragen til Østersøens Øer med Bøgeskovene, Kornmarkerne og de grønne Enge. Vel var han Norge en trofast Søn og hævdede det ved alle Leiligheder. Men hans anden Hustru var dansk og han opslog sin anden Bolig midt iblandt os. Han havde mange Venner her, men tidt fløj dog hans Længsel mod Norge. Efter et Besøg i sit Fædreland sang han om alt det dyrebare deroppe, som igjen havde faaet Oldingens Bryst til at slaa. Og han fortsetter:

Men alene jeg gik, mine Kjære var ej

ved min Side paa velkendte Gang –

og jeg længedes bort over Bølgernes Vej

did, de vente paa Bøgenes Vang.

Thi en Mand har sit Hjem, hvor den Elskede bor,

hvor hans Barn smiler til ham i Tro;

uden dem er ham tom selve Fædrenes Jord,

kun hos dem kan han hvile i Ro.

Der er ikke mange, som med mere Sandhed end Munch have virket for et enigt Norden. Han har sunget det ind, hvor han kunde, og derfor maatte Danmark blive ham saa hjemligt.

Vel mit Hjemlands Fjælde ej jeg skuer,

hører ikke Fossens Tordenbrus –

Under disse Skovens Tempelbuer

gaar dog Nordens Aand med hjemlig Sus.

Saaledes synger han hernede, og i Kraft af denne Følelse regnede han ikke Danmark for et fremmed Land. Nu hviler han i Norges Jord, som han selv har forlangt det:

I det Land, hvor min Fader til Jorden er stedt,

vil engang de mig lægge til Ro.

Enhver der kom i personlig Berøring med Munch, maatte dog mærke hans norske Afstamning. Gemyttet strømmede En ikke strax i Møde i hans Væsen, han var snarere kold, afvisende og fornem; hvad man almindelig kalder høflig, det var han slet ikke. Mange mente, at han var arrogant, de Fleste, at han ikke havde megen selskabelig Form. Det var umuligt ved en flygtig Omgang at faae et korrekt Indtryk af ham. Han hørte til dem, som man lidt efter lidt faaer kjærere og kjærere, og som man saa til sidst holder inderlig af, fordi man har erfaret, at her banker et Hjærte med ægte Lødighed. Jeg vil først fremhæve hans ubetingede Sandhedskjærlighed, ja, jeg har i saa Henseende kun kjendt Faa, jeg vilde sætte ved Siden af ham. Han gik aldrig udenom en Sag, han tingede ikke, man vidste strax, hvor man havde ham. Og hans Mod til frit og sikkert at sige sin Mening, selv om den var stik modsat deres, han stod overfor, var stort. Han tav ikke, naar han var uenig med Nogen, og der var i den Maade, hvorpaa hans Protest fremkom, et overlegent Vidnesbyrd om hans Had til Alt, som ikke var af Aand, eller som var af en daarlig Aand. Der blev engang sagt til mig om en Person: «Hun er saa sand, at hun f. Ex. slet ikke kan konversere». Det kunde næsten siges om Munch. Hans Samtale havde Intet af Selskabstonen over sig, og hvor der taltes uden Indhold, vendte han snart Ryggen til. Der var heller ikke hos ham Konversationens Lethed til at bruge Tungen smidig, han talte stammende, pointeret, og offentlig havde han kun ringe Evne til at føre Ordet; Selskabstalernes smidige Komplimenter vilde i hans Mund have taget sig ud, som om han vilde gjøre Nar.

Man mærkede hurtig, at man i ham havde en usædvanlig ædel Personlighed for sig. Det var ikke for Intet, at hans Fader, kort før han i Døden tabte Bevidstheden, havde rakt ham sin Haand med de svagt udstønnede Ord: «Andreas, Du har aldrig gjort mig Noget imod». Renheden talte ud af hans Øje, og den strømmer gjennem hans Digtning. Derfor harmedes han ogsaa, naar han i Literaturen traf det besmittende. Det er ved hans Død blevet sagt, at han var i Opposition til den nyere Retning i Kunsten. Jeg troer ikke, det er ganske sandt. Jeg har hørt ham udtale sig varmt om Digterværker, der vare hans egne meget modsatte. Hvad der derimod ganske vist bragte ham i Harnisk, var Forfatternes naturalistiske Uskjønheder og navnlig alt umoralsk, allermest Alt, der krænkede Religionen, eller – for at sige det udtømmende – Kristendommen. Baade paa Faderens og Moderens Side stammede han fra Præsteslægt, og han var en oprigtig troende Kristen, men talte ikke ofte om sligt.

Der udkom ikke Meget i Bogverdenen, som Munch ikke gjorde sig bekjendt med. Han var en ualmindelig flittig Læser og havde Øjne allesteds henne; der var i ham en aandelig Interesse og Modtagelighed, som maatte forbavse, naar man iagttog den i dens Enkelheder. Han vidste god Besked om Alting og havde sin selvstændige Mening. I det daglige Liv kunde det ofte se ud, som om han – der ganske vidst var meget distrait – lod Alt gaa sin Gang omkring sig, uden at ænse noget af det Hele, hans Blik kunde se saa langt frem, langt ud over Stuens Grænser, men naar det kom til Stykket, havde han ikke fulgt saa daarlig med endda.

Saa man denne anselige Mand med det store interessante Hoved dækket at det lange, hvide Haar, gaae med langsomme Skridt og tilsynelatende aandsfraværende igjennem vore Gader, hvor han var kjendt af saa Mange, fik man Indtrykket af, at der havde brudt sig Meget i dette Hoved, og at han havde lidt en Del. Han fortæller, at han i sin Barndom næst efter sin Fader og Moder holdt mest af en Bondekone, Mari Revaa, der paa eengang var saa mild og saa stærk. Dise to Egenskaber prægede ham selv i Sorgen og havde vel begge deres Grundvoold i hans Religiøsitet. Vi vide Alle, at han i sin Ungdom mistede sin Hustru og to Sønner, og at han hans Lidelser fik Udslag i Digtsamlingen «Sorg og Trøst». Der gik mange Aar, og det var, som han intetsteds ret fandt Hjem, han var meget paa Rejser, indtil endelig hans Hjerte atter bandt sig til en ædel Kvinde, der i Sandhed blev ham en jævnbyrdig og trofast Hustru; hun fødte ham en Søn, der døde, og to Døtre, der nu staa faderløse. Han havde den sjældne Lykke, at hans Hustru, foruden at hun i de mindste Enkeltheder viste sin Kjærlighed til ham i Gjerning, ogsaa delte hans æsthetiske Livsopfattelse, fyldte hans Hus med Toner og ofte traadte forstandig raadgivende til ved Udarbeidelsen af hans Digterværker. I deres skjønne Hjem, hvor Kunsten pryder Væggene, samlede de en stor og interessant Kreds af mange af de Bedste i vort Samfund, og mange vare desuden de, som i det skjulte nøde godt af de to Ægtefællers Hjærtelag. Om Sommeren tog de Ophold paa den Villa i italiensk Stil, de havde ladet bygge i Nysted med Udsigt over Østersøen, nær Aalholms Skove, hvor Fru Munchs Barndom og Ungdom var runden. Munch har ogsaa i sit Fædreland været forbunden i nært Venskab med de fleste af sin Samtids Største. Han var højt agtet af dem alle, de havde fuld Tillid til ham, og En af den nye Tids Banebrydere, Bjørnstjerne Bjørnson, siger om ham, at han er elskelig. Det var nærmest ved sin Betydning som Digter, han var kommen i alle disse Forbindelser, der bragte saa megen Udvikling med sig. Og her bliver det igjen særlig den Welhavenske Kreds, han stod nær.

Munchs digteriske Evner giver ham Plads blandt Lyrikerne eller paa Lyrikens Overgang til det Episke, altsaa i Romancen («Kongedatterens Brudefærd»). Den Følelse, der i det store vender sig mod Fædrelandet og Folket, i det mindre mod Familielivet, karakteriserer ham især. Sans for Naturen og Kjærlighed til Gud gjennemtrænger ham. Det Komiske, Satiren, det Humoristiske – alt Sligt er ham Fremmed; selv i hans Arbejder for Skuepladsen spores det ikke. Hans Grundstemning er vemodig, der kan være Farve og Glands i hans Ord, men det gaaer med dem som med «Kejserkronen»s Blade: der sidder en Taare bag hvert af dem.

Ved Festen, da han blev 70 Aar, svarede han paa den Hyldest, der bragtes ham, og sagde her Ord, der karakteriserer ham som Digter, og som jeg tillader mig at aftrykke. De lyde saaledes:

Hvad jeg end har drømt og digtet,

Et dog har jeg aldrig svigtet:

Synet paa det evigt Sande,

Troens Grund i Livets Vande,

Kjærlighedens, Aandens Mangt,

som er os fra Himlen bragt.

Derfor kan jeg nu, hvor smaat

end det Spor er, jeg har traadt

gjennem Livets Vej, dog dvæle

roligt ved mit Eftermæle;

thi min Sang har ei forført

Nogen, som den ret har hørt.

At Munch i sine sidste Leveaar blev noget tilsidesat for Tidens Fordringer til Digtningen, gjorde ham ondt og momentvis bitter. Som han siger i «Salomon de Caus»:

- - - - - - - - - - - - - - - - - den er ei Mand,

som ikke føler selv sit Værd og fordrer

sin Løn, naar han har noget godt at byde.

En lidt affejende Omtale af ham som «gamle Munch» berørte ham ilde, men det svandt snart, og det hørte til hans smukke Egenskaber, at han aldrig bar Had, men ved given Lejlighed gjærne rakte en Modstander Haanden og glemte, hvad Vedkommende kunde have forvoldt ham.

I det hele og store vare Munchs ældre Dage meget lykkelige. Derfor vilde han nødig dø, ikke fordi han frygtede det, men fordi hans Døtre voxede op og han gjærne vilde leve Livet om med dem og ved sin ædle Hustrus Side. Sidste Vinter følte han sig træt paa Legem, og Foraaret bragte ham virkelig Sygdom, hvoraf han vel kom sig, men uden at kunne vinde Kræfter. Det blev ham ikke muligt at rejse til sin sædvanlige Sommerbolig, og Udsigten til en Rejse syd paa, som var bestemt, svandt mere og mere. For tre Uger siden taalte han at kjøre til et foreløbigt Ophold paa en Villa i Vedbæk. Her sov han stille hen Fredagen d. 26de Juni Kl. 3 1/2 Eftermiddag, med fuld Bevidsthed, indtil Dødskampen indtraf, og omgiven af sin Hustru, sine Børn og alle dem i hans Hus, der holdt saa inderlig af ham.

Hvad Munch engang sang om Kong Karl, kan med liden Forandring synges igjen om ham selv:

Og nu ved Nordens Port, ved det stolte Øresund,

sin elskelige Sjæl han udaanded –

det er, som han i Døden har viet den Grund,

der nærmer sig til Trekløverbladet.

Nicolaj Bøgh.

Francis Bull om Anna E. Munch

I sin erindringsbok Minner om mennesker fra 1962 forteller Francis Bull litt om Andreas Munchs datter Anna E. Munch, og tilblivelsen av boken Et nordisk Digterhjem (1954). 

Blant mine kjenninger i Danmark var også malerinnen Anna E. Munch, som døde i 1960. Hun stod meg aldri personlig nær, men fra de gangene jeg har møtt henne gjenner jeg minnet om et fint tenkende menneske, som alle dager bevarte en rørende kjærlighet til Norge, sin fars og sin slekts hjemland. 

Hun var datter av dikteren Andreas Munch, i hans annet ekteskap, med en dansk dame, Amalie Raben. Jeg gikk opp til frøken Munch i København for å se de portretter hun eide av sin far, og jeg ble helt rørt over å komme inn i et interiør som var i den grad preget av 1860–70-årenes ånd og smak. Hun hadde flere ypperlige nilder av Andreas Munch, fra forskjellige tider i hans liv, og man kunne gjennom disse portrettene tydelig fornemme den gjenopplivelse som hans annet ekteskap hadde gitt ham. Han hadde i 1850-årene, etter sin første kones og sin lille sønns død, ofte vært melankolsk stemt; men han fikk som en ny vår, da han ble gift med Amalie Raben, som må ha vært et varmt og klokt menneske. Man ser hennes myndige, storladne ansikt i profil på det kjente maleri av S. Segelcke fra Café de la Régence i Paris, omkring århundreskiftet, hvor de nordiske kunstnere er samlet, bl.a. Jonas Lie og fru Thomasine, Karl Larsen, Herman Bang, Edvard Grieg og frue, Frits Thaulow, Olga Fåhræus, Willumsen og Kinck. Fru Munch sitter for bordenden, i samtale med Jonas Lie.

Frøken Munch var en dygtig malerinne og et meget søtt menneske. I sitt testamente skjenket hun flere av sine eiendeler til norske museer, blant annet et henrivende lille interiør-maleri, som Edvard Munch, – hvis far var fetter av Andreas Munch – i 17–18-årsalderen hadde malt i hjemmet til et par gamle frøkener Munch. Det er et fortrinlig vidnesbyrd om Edvard Munchs tidlig utviklede koloristiske sans, og det er gledelig at det nå er kommet tilbake til Norge og skal henge i Munch-museet.

Frøken Anna Munch fikk som gammel i stand en sympatisk og nydelig bok, «Et nordisk Digterhjem», med en fylde av brev til hennes foreldre fra norske og danske kunstnere, og det er betegnende for frøken Munch at hun solgte et par kostbare smykker for å få råd til å ledsage boken med førsteklasses reproduksjoner av bilder fra fru Munchs stambok, hvor både Eilif Peterssen og en rekke andre norske kunstnere hadde gitt sine bidrag. Det er et rørende og interessant verk, og til det merkeligste av innholdet hører et brev fra Camilla Collett til fru Amalie Munch, da Andreas Munch var død. Der står det: «Tillad mig her at tale rent ud. Hans lille Gut vilde vist beredet ham større Sorger havde han levet, da han efter alles Sigende, der havde seet ham nærmere, ikke var ret normal, og skal vi tale om Ch. M. (dvs. Charlotte Munch, Andreas Munchs første hustru), var hun en af dem, der slet ikke taaler at blive gamle. Den romantiske Glorie, hvormed Munch har omgivet hendes Minde, skyldtes mere en digterisk Illusion ... end den beundredes egne Fuldkommenheder ... den rette sande Lykke har De skjænket ham.»Da jeg leste dette, syntes jeg det var temmelig sterkt å skrive slik i et kondolansebrev. Men Camilla Collett hadde rett i å mene at bedre trøsteord kunne fru Amalie Munch ikke få: Hun hadde levet under et slags samvittighetstrykk, fordi hun ikke hadde skjenket sin mann en sønn, men bare døtre, og fordi hun ikke var så yndefull og deilig som hans første kone. Camilla Collett hjalp henne over disse kvalene, og det brevet som kunne se taktløst ut, var altså i virkeligheten psykologisk riktig tenkt, – det viser fru Munchs takkebrev ganske tydelig.

Da frøken Munch utga denne minneboken til sine foreldres ære, spurte hun om jeg ville skrive et forord, og dette sa jeg ja til, – jeg har siden angret at jeg ikke gjorde det litt mer fyldig. Hun takket, og spurte hvor meget hun måtte få lov til å betale. «Ingenting,» svarte jeg. «Det lille forordet skrev jeg med glede, og vil ikke ha penger for det. Hvis De endelig vil gi meg noe, kan De la meg få et ekstra eksemplar av boken, som jeg gjerne vil forære min slektsinteresserte bror, Theodor.» Det fikk jeg, men dessuten sendte hun meg en tegning hun hadde laget i prestegården oppe på Maihaugen, av skrivebordsplassen til sin tippoldefar, Vågå-presten Johan Storm. Den tegningen er jeg meget glad i, både som et minne om frøken Munch og en prøve på hennes kunst, og ut fra slektstilknytning, idet Vågå-presten var besvogret med min tippoldefar.

Th. Caspari om madame Juul

I sine ungdomserindringer Fra mine unge Aar (2. oppl. 1929,  s. 29ff) forteller Theodor Caspari om sin barndom i Homansbyen og om nærmeste nabo, madame Juul, Andreas Munchs svigermor. 

Til mine tidligste erindringer hører den vakre vaardag i 1860, da min fars villa, Josefinesgate 17, fik sin indvielse. Da gaarden var den første i hele Josefinegate, kan denne dag paa sæt og vis ogsaa indregistreres som aapningsdagen for selve Josefinegaten. ... Det varte ikke længe – jeg tror bare nogen maaneder eller saa – før Josefinegaten fik sin anden villa, like tilvenstre for min fars, enkefru Grethe Juuls lille gaard. Denne enkefru Juul, eller «madame Juul», som hun dengang kaldtes, hadde været gift med en velstaaende Kristiania-kjøbmand, og hadde i dette egteskap et eneste barn, datteren Charlotte, gift med digteren professor Andreas Munch. Fru Munch, som døde i en ung alder, har faat et overmaade vakkert minde i Munchs bekjendte digtsamling: «Sorg og Trøst».

Gamle madame Juul, i hvis hus jeg vanket hele min barndom og ungdom, var i mange maater en merkelig dame. I en række av aar blind, men levende interessert for teater, litteratur og kunst, og dertil vel bevandret i Kristiania-societetens selskapsliv i 1830 og 40 aarene. En række af datidens fremstaaende mænd, blandt dem Henrik Wergeland, hadde gaat ut og ind i hendes gjestfrie hus, og jeg beklager bare at jeg var for ung til at fæste mig større ved de mange fortællinger hun hadde om dem alle. Saa meget ivrigere studerte jeg det romanbibliotek, væsentlig oversatte franske og engelske romaner, hun havde i sit bokskap. For at faa adgang til bibliotekets skatter maatte jeg dog regelmæssig læse en præken for den gamle, men da hun som tiest faldt i søvn under læsningen, laa romanen altid opslaat ved siden af postillen. Selv i hendes senere aar vanket ikke faa av tidens kjendte personligheter i hendes leilighet i Toldbodgaten, saaledes professor Ludvig L. Daae.[*]

Da nemlig Andreas Munch, som imidlertid havde indgaat et nyt egteskap med en dansk dame Amalie Raben, solgte det hus i Homansbyen, svigermoren hadde foræret ham, og bosatte sig i Danmark, flyttet den gamle dame ned i byen igjen. Og saa reiste sig da udover i 60-aarene hus ved hus bortefter Josefinegaten, Oscarsgate og Gustavsgate. 

[* I sine erindringer og opptegnelser, utgitt 2003, s. 196, gjenforteller Daae en historie om Welhaven som han har hørt fra Grethe Juul.]

Fetteren Peter Tronhus

I sine ungdomserindringer Fra mine unge Aar (2. oppl. 1929,  s. 221ff) forteller Theodor Caspari en historie om Andreas Munch og den kjente fjellføreren Peter Tronhus fra Vågå. 

Peter Tronhus er født i Vaagaa i 1816 og døde i Randsverk i 1900. Faren, som eide den nuværende skysskifte Sørum, i Vaagaa, var beslegtet med digteren Edvard Storm, historikeren P. A. Munch og Digteren Andreas Munch. Det kan heller ikke negtes, at der var en viss poesi over hans lange, kantede skikkelse og hele høitidelige fremtræden. Skjønt han var discipel av Jo Gjende, slegtet han aldeles ikke paa den filosofisk anlagte eremit, snarere paa den letlivede, eventyrlystne sagnfigur Peer Gynt. ... Af Peter Tronhus's mange fornøielige «passager» skal jeg bare nævne en, den om hans samtræf med fætteren Andreas Munch. Dette møte mellem de to saa uendelig forskjellige personligheter maa nemlig ha været uhyre fornøielig. Andreas Munch var engang paa besøk i Vaagaa og hadde moro av at ta sin nærslegtning i øiesyn. Jo, der sat de da overfor hverandre, den elegiske og faamælte norsk-danske digter og vildstyringen Peter, Peer Gynts nærslegtning langt mere end Andreas Munchs. Vildrenen contra tamrenen. Der kom ikke et ord ut av nogen av dem. Minut efter minut sat de der og glante paa hverandre, like tause og høitidelige.

«E likte inkje den fætteren min, e, Caspari», sa Peter, og aldrig har jeg hørt ham saa dyp og immari sint i maalet, som naar han kom ind paa dette møte. «Inkje bød'n me en dram engang, berre sat og niglana paa me.»

Et og Andet fra min Tid

I sine erindringer med tittelen Et og Andet fra Min Tid (1938, s. 40-43), forteller Katinka Kraft, f. Mørch, om Munchs hjem i Homansbyen og hans første hustrus død.

I Confirmationstiden og senere kom jeg engang om Ugen til Charlotte Juul, senere gift med Digteren Andreas Munch. I Førstningen kom jeg der for at lære Italiensk og senere for at lære et og andet, der kunde være mig nyttigt. Dette var meget interessante Timer, og denne min kjære Veninde skylder jeg, at der blev lagt mangen Interesse ind i mit Liv, som jeg uden hende aldrig hade havt Anledning til at tilegne mig. Fru Munch døde ung, og paa det dybeste greben af dette Tab skrev hendes Mand «Sorg og Trøst». Formodentlig hans beste Arbeide. Charlotte var Datter af Papirhandler Juul i Xania. Moderen var noget original, mod mig var hun god, og jeg erindrer hende altid med Taknemlighed.

Advocat Dunker har nedskrevet medfølgende Tale, for at holdes ved Fru Munchs Grav:

Ved Charlotte Munchs Grav.

Efterat Religionen har udtalt sin Trøst, sit Haab, maa det ogsaa være Venskabet tilladt at bringe den kjære Afdøde sit sidste Farvel.*) 
Fra det dunkle Sygeleie have Vennerne været fjernede.
Da vi sidste Gang saae hende for ikke længe siden, straalede hun af Sundhed og Lykke. 
Ved hendes Kiste ere Vennerne samlede, først ved Graven møde vi atter vor Veninde.
Var der i vor Kreds Nogen, hvem Livet med dets milde, qvægende Varme havde trykket kjærligere til sit Bryst end hende?
Var der i vor Kreds Nogen, for hvem Livet var saa frit for Smerte, saa rigt paa Lykke, paa skjønne Minder, paa straalende Haab?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange af os leve, skjønt Hjertet er brudt, skjønt Livets Haab er slukt?
Hvorfor maatte da hun døe, medens saa mange leve, som med Glæde vilde have givet hende deres Liv, og anseet Døden for en dobbelt Lykke, naar den havde kunnet give hende tilbage til Livet?
Aldrig har nogen Qvinde levet et ædlere, et skjønnere, et rigere Liv, end det, som Himlen i sin Naade havde forundt hende.
Hun var en Digters Hustru, hans Elskede, hans Musa.
En Digter, der for at naae Poesiens forjettede Land kun manglede Modet og den Tillid til egne Kræfter, som kun Lykken kunde give ham, gav hun det manglende Mod, den manglende Tillid, ved at skjænke ham den Lykkens Fylde, som gjengjeldt Kjærlighed er for et fromt, poetisk Sind.
Hun, der lige til Døden lukkede hendes Øine, havde et Barns Sind, et Barns hele eenfoldige Uskyld, hun lærte Manden, Digteren ved sin barnlige Fromhed, hvad de Kloges Forstand ikke kan finde.
Hendes Kjærlighed var det, som lærte ham at forstaae Livets, Naturens, den hele Skabnings rige, harmoniske Skjønhed, og gav ham de fulde Toner for dens Udtryk.
Og da hun havde uddaandet sin hele Sjæls rige Fylde i hans Hjerte, da hans Aand ved hendes Kjærlighed og dens Velsignelse havde udviklet og modnet alle de slumrende Kræfter,
da var hendes Mission tilende, da var hendes Gjerning fuldbragt, da bøiede hun sit Hoved og døde.
Hvilken Qvindes Liv har været rigere, hvilken Qvindes Død skjønnere?
Med alt, hvad Livet eier af ædelt og skjønt, og med al dets Lykke, havde hun været benaadet, – ingen af dets Sorger havde berørt hende.
Maae vi da ikke troe, at Livet havde udtømt al sin Rigdom for hende, og at Døden derfor tillodes at kalde hende, fordi Sorgen og Smerten efter Mennneskelivets evige Love ikke længer kunde holdes borte fra hendes Vei?
Derfor du ædle Qvinde, prise vi Dig lykkelig i Livet, lykkelig i Døden.
Fred være med Dit Støv! Velsignet være Dit Minde!

B[ernhard]. Dunker.

Hos Madame Juul og Munchs kom meget en af Xania beste Skuespillere Balling. Jeg vil anføre som en Mærkelighed, hvor høit Xania Theater stod paa denne Tid, at Balling gjennemlæste hele Schillers Nederlandenes Frihedskamp, da han skulde spille en af Rollerne i et Stykke fra den Tid.

I Munchs Hus har jeg været sammen med Schweigaard og Frue født Homann, Advocat Homann, Professor Munch, Historikeren, hans Hustru født Linaae, Pianistinde. Hun blev efter Mandens Død sindssyg. De havde 4 smukke Døtre. Desforuden Munch Ræder, senere Consul paa Malta, Egypten og Hamburg og mange flere Steder.

*) Disse Ord vare nedskrevne i den Hensigt at fremsiges ved Graven, men da dette faldt Forf. umuligt, blev de paa denne Maade Vennerne tilstillede.

Anna E. Munch om moren

I Nasjonalbibliotekes håndskriftsamling finnes et maskinskrevet dokument på 14 sider med tittelen «Amalia Munch, skildret av hendes Datter, Anna E. Munch» (MS fol 1662). Dokumentet, som Andreas Munchs datter har skrevet om sin mor og sitt barndomshjem har åpenbart ligget til grunn for deler av fremstillingen i hennes bok Et nordisk Digterhjem. Andreas og Amalia Munch 1862-1884. Breve og Erindringer (København 1954). Store deler av fremstillingen – og især de som tar for seg tiden før foreldrene giftet seg og tiden etter farens død – er imidlertid utelatt fra boken, og er ikke tidligere offentliggjort. I det følgende utdraget er de avsnittene som gjenfinnes i Et Digterhjem utelatt, samtidig som det er lagt inn referanser til boken der den har utdypende opplysninger.

Jeg synes at mine Ord er saa fattige og utilstrækkelige naar jeg vil forme det Billede af min Moder, som jeg ser for mit indre Øje. Hun var en sterk Sjæl, en frisk Aand, der optog det der var af Værdi for hende og delte det med andre. Hendes Hjærte var rummeligt og ejede Følelser og Forstaaelse baade for Gamle og Unge. Selv paa hendes ældre Dage fulgte hendes Aand saa levende med i de Unges Verden, at de elskede Samværet med hende. Hendes Liv havde været vanskeligt. Moderen, datter af Forpagter Lund, var gift Nordberg, men mistede tidligt sin Mand. Der var flere smaa Børn og da Kaarene ikke var lette, kom min Moder Amalia Nordberg i Huset hos sin Tante Grevinde Anna Raben gift med Grev Christian Raben, der boede paa Aalholm, det gamle Slot ved Østersøen. Min Moder var dengang 8 Aar. Hun blev senere adopteret. Tanten blev ikke gammel. Skjønt hun var svag, var hun meget virksom og fuld af Omsorg for sine Undergivne.

Greven led til tider af Tungsind og var meget paa Rejser i Udlandet eller jagtede Bjørne i Norge. I den lille By Nysted ved Aalholm fik min Moder den første Undervisning sammen med andre Smaapiger hos en gammel Frøken. Som halvvoksen blev hun indlagt paa ortopædisk Institut for at faa rettet en Rygsvaghed. Der fik hun alsidig Undervisning, og blev forberedt til Konfirmation af Emil Boesen, senere Stiftsprovst i Aarhus, Søren Kirkegaards Ven. Boesen fik stor Betydning for hendes aandelige Liv. Han og hans norskfødte Hustru, født Holtermann (adopteret Schultz), var til deres Død hendes trofaste Venner; et Venskab som deres Søn Birkedommer Niels Schultz Boesen tog i Arv og overførte ogsaa til mig. Caroline Hanck (Datter af den norske Adjunkt Hanck i Odense) var hendes livlige Lærerinde. Hun blev mange Aar efter, ensom og døv, optaget i mine Foreldres Hjem, hvor hun blev i 21 Aar.

Min Moders trofaste Veninde i over 50 Aar, den svenske Forfatterinde Johanne v. Hofsten var ogsaa Patient paa Instituttet. Hun kom paa længere Besøg paa Aalholm og andre Steder hvor min Moder i Aarenes Løb kom til at boe. Hun har givet mig min Moders Breve til hende gjennem den lange Aarrække, og derved har jeg faaet et Inblik i min Moders Liv fra de unge Dage.

Efter et Par Aars Ophold paa Institutet vendte min Moder tilbage til Aalholm, hvor Tanten efter flere Aars Svaghed døde 1851. Som 19aarig stod den unge Pige da som den, der maatte overtage de Forpligtelser, der paahviler Hustruen paa et stort Gods. At hun gik ind til dette Arbeide med den største Alvor og de bedste Forsætter ser man af følgende i et Brev til Veninden, skrevet kort før Tantens Død: «Det er skrækkeligt at vide at hun skal gaa bort, thi der er kun faa, der vil blive saadan begrædt og savnet; hun var saa meget for sin hele Virkekreds. Hun faar det jo godt, og det er egoistisk af mig at ønske hendes Liv forlænget, og jeg troer heller ikke, jeg vilde have saa stærkt at kæmpe med, hvis kun jeg skulle føle Savnet, men alle de Mennesker hun har forsørget og hjulpet med Raad og Daad, de faar jeg nu som hendes Datter de samme Pligter imod, men Du ved min Ven ligesaa megen Villie jeg har til at glæde og hjælpe dem, ligesaalidt Evne har jeg, da jeg aldeles ikke er praktisk, thi det er just det der er vigtigt, naar man skal tage sig af et Gods og Bøndernes Interesser, og min kjære Onkel forstaar sig heller ikke paa det og rejser formodentlig længe bort fra alt og lader mig skalte og valte i Stedet. Men jeg vil bede Gud give mig Kraft, med en oprigtig Villie kan man jo saa for en Del tilegne sig, hvad man savner». Efter Tantens Død skriver hun: «Daglig kommer Bønderne til mig og græde og beklage sig, og jeg kan aldrig kun nogenlunde erstatte hende, ti hun hjalp ikke alene med Gave, men med Raad».

Grev Raben

Greven blev med Aarene mere og mere Tungsindig, saa min Moder blev tilligt prøvet i Taalmodighed. Hun var den eneste der kunde berolige ham og kunde ofte med sit musikalske Spil dulme hans oprørte Sind. I lange Perioder var han paa Rejser, og hun var da alene paa Aalholm med en Selskabsdame og til Tider en Veninde der kom paa Besøg; af og til var min Moder i København. I Koleraaaret 53 boede hun en Tid hos den gamle Læge Konferensraad Ole Bang, hvis Datter Olivia var hendes Veninde. Moder tog da Undervisning i Musik hos Ree og Henrik Rung og læste ogsaa Sprog, som faldt hende meget let, hvad der paa hendes rejser kom hende til Gode. Jeg har tidt undret mig over, at hun trods de vanskelige Forhold, hvorunder hun levede, har haft Energi og Kraft til at tilegne sig Kundskaber, følge med i Literaturen og det aandelige Liv, hun kunde komme i Forbindelse med. Opholdet paa ortopædisk Institut var vel nok, selv om den Tids Metode med at ligge paa Strækkeseng i aarevis var haard, en Lykke for hende. Var hun ikke kommen i Forbindelse med aandeligt betydelige Mennesker, vilde det sikkert have være vanskeligt for hendes livlige og kundskabstørstende Aand at faa Næring.

Grev Raben følte sig efter sin Kones Død mere og mere utilfreds paa Aalholm og kjøbte da et Gods i Jylland, Rydhave, mellem Skive og Holsterbro. I 56 flyttede de til dette endnu mere afsides Sted i en barsk Egn. Hun fortæller i et Brev til Frøken v H[ofsten], hvorledes hendes Dag er fuldt optaget og inddelt. Hun deltog i Gaardens Styrelse, da Greven ofte var fraværende, hun læste med nogle Smaapiger, dyrkede sin Musik, læste ogsaa selv meget og vedligeholdt en omfattende Korrespondance. Hendes Breve, der var skrevet paa et udmærket Sprog, var af stor Værdi for hendes Venner.

I 52-53 havde min Moder i Følge med sin Fader og en Selskabsdame været i Tyskland, Frankrig, Italien. Hun var kun 20 Aar, men hendes Optegnelser og Breve vidner om hendes livlige Opfattelse af Naturen og Kunsten. Hun omtaler Besøg hos den norske Maler J C Dahl i Dresden af hvem hendes Fader kjøbte et stort Billede fra Vestre Slidre i Valdres, som nu er i mit Eie. Nogle Aar efter rejste hun til Norge med Frøken Sophie Hansen, som havde været forlovet med Christian Winther. Et Foraar var hun paa badekur i Borbonne les Bains, hvor hun vandt sig mange Venner, spillede og sang danske Sange for franske og særlig knyttede sig til den reformerte Præst og hans Familie som hun vedligeholdt Forbindelse med hele sit Liv.

Mine Forældre traf hinanden første Gang i Norge hos Fru Marie Moe paa Grotten (Wergelandsvejen). Senere, Sommeren 62 mødtes de tilfældigt i London paa den store Udstilling.

[Her følger en fremstilling av foreledrenes forhold til hverandre og grev Raben frem til bryllupet i 1865, samt om deres tid i Homansbyen og besøk på Velo, som i det vesentlige følger samme mønster som Et nordisk Digterhjem, s. 15ff, 33, 42.]

Mange Aar efter min Faders Død, hvor hun selv var tilaars var hun glad med de Unge og fuld af Ideer til at gøre det smukt og godt, hun fulgte livligt med Tiden, og havde megen Sans for Humor. Hun var en udmærket Værtinde med aandelige Interesser og Sans for Kunst, Musik og Literatur. Sammen med min Fader gjorde hun Hjemmet i Kronprindsessegade til Samlingssted for mange af den Tids betydelige Mænd og Kvinder [se Et nordisk Digterhjem, s. 54]. Min Fader var ogsaa af Naturen i høj Grad Gæstfri og samtalede gerne om aandelige Emner. Til Vennerne hørte af Forfattere bl. a. H C Andersen, Ingemann, Carl Ploug, Kr F Molbech, H F Ewald, Carl Andersen [1828-83], Magdalene Thoresen, Camilla Collett, endvidere Professor J L Ussing, og Kunstnere Jerichau og Frue, Thorald Læssøe, Lorenz Følichs, Saabyes, Leis Skjelderup, Komponisterne Gade, Hartmann, Grieg, Lange Müllers og flere. En trofast Veninde var Fru Elise Brodtkorb f. Maschmann [1831-1914], som vi ofte har besøgt paa det smukke Kiørbo ved Sandviken.

Magdalene Thoresen hørte til sin Død til min Moders kæreste Venner, og mangfoldige ere de kærlige Breve jeg har liggende fra hendes Haand. Fru Collett var jo en anden mere kølig og fornem Natur, men naar hun følte sig ensom, vidste hun, at hun altid var velkommen i vort Hjem og ringede ofte paa langt ud paa Aftenen og kunde sidde i Timesvis i livlig Samtale og Diskussion om Tidens Spørgsmaal [se Et nordisk Digterhjem, s. 63]. Den gamle norske Billedhugger Glosimodt, som i Marmor har hugget Bissens Buste af min Fader, tog mine Forældre sig meget af. Han var oprindeligt en Bondegut fra Telemarken og skar meget smukt i Træ. Professor Caspari var en god Ven af mine Forældre og besøgte os altid, naar han var paa Gjennemrejse. Jeg ser Professor Monrad til min store Forbauselse sidde paa Villa Marina i Dagligstuen med sin store bredskyggede Hat paa. Der var en stor Spejlglasrude uden Sprosser, saa han troede, der var aabent ud til Haven. Den Slags gør jo Indtryk paa Børn.

Mine Forældre indbød ofte Medlemmer af min Faders Familie paa længere Besøg. I 78 var min Fader i Norge for at se til sin gamle Moder, der var meget alderdomssvækket. Hun var ikke klar, men da han sagde, at han var hendes Søn Andreas, dæmrede det for hende og hun sagde: «Du maa skrive et Digt om mig, naar jeg er død» [Se Et nordisk Digterhjem, s. 58, der diktet han skrev er gjengitt]. Hun boede i «Sæterhytten» i Pilestrædet 61 med sine to ugifte Døtre, som begge blev boende i Huset til deres Død.

[Her følger et avsnitt om de sjeldne ganger Andreas og Amalia Munch var fra hverandre, som i det vesentlige er identisk med teksten i Et nordisk Digterhjem, s. 51 og 54.]

Paa min toaarige Fødselsdag 18de Juni 1878 indviedes Villa Marina i den lille By Nysted paa Lolland. Munch var lykkelig over det ny Hjem ved Østersøen nær ved hans Hustrus Barndomshjem, det gamle Aalholm Slot med den smukke Park, der gik i et med Skoven og hvorhen Aftenturen regelmæssigt førte.

[Her følger en beskrivelse av Munchs' sommerhus Villa Marina på Lolland, som i det vesentlige finnes i Et nordisk Digterhjem, s. 66ff.]

Den sidste Sommer min Fader levede, havde vi lejet en Villa i Vedbæk, da han var for svag til at rejse til Lolland. Han døde den 27de Juli 1884; jeg husker hans milde Ansigt paa Puden, som jeg gav et Farvelkys uden dog at at forstaa, at det var Døden. Naar jeg skal genkalde mig ham i Erindringen, før han blev syg, ser jeg ham gaa op og ned ad Gulvet med det hvide Hoved noget foroverbøjet [se Et nordisk Digterhjem, s. 64f]. Eller jeg kommer ind i hans Studereværelse, hvor han sidder og læser ved sin Kaffekop. Han ser op fra Bogen, da han hører de smaa Skridt og tager en Obelisk af Blik frem, en Attrap, hvor der altid var Chocoladekager. En Sommernat blev hans Kiste kjørt gjennem Dyrehaven til Dampskibet der skulde føre ham op til Norge. Pastor Christen Møller, senere Biskop i Aalborg, mine Foreldres gode Ven, fulgte med Vognen paa den natlige Færd. Min Fader blev begravet paa Vor Frelsers Gravlund i Christiania. Min Moder skriver til Veninden om sit Savn af ham, «der i saa mange Aar har løftet mig paa sine Vinger op mod Aandens Højder. Hver Dag bragte han ny Tanker, ny Spørgsmaal paa Bane, fortalte, hvad han havde læst, hvad han hade oplevet» [se Et nordisk Digterhjem, s. 65].

Min Moder blev boende i Lejligheden i Kronprindsessegade. Men i 86 tog hun den Beslutning at opgive den og tilbringe et Par Vintre i Ro paa Villa Marina. Alle de Krav, som stilledes til hende, naar hun boede i Byen, oversteg hendes Kræfter. Men hun saa hen til senere at vende tilbage til København, hvilket ogsaa skete. I den lille By Nysted var der jo ikke megen Anledning til aandelig Berigelse, men hun var «saa lykkelig ved sine Børns Selskab» som hun skriver «og ved den rige Skat af Minder, der ligger drømmende i min Sjæl», at hun ikke finder Tiden lang, den kan daarligt slaa til. Hendes Broder Prokurator [Haagen Gregers Christian] Nordberg [1826-97] og hans Familie var nærmeste Naboer. Hver 14de Dag havde vi aabent Hus, hvor der blev læst højt. Min Moder vedligeholdt ogsaa sin store Correspondance med Venner nær og fjern. Hun var ogsaa en stor Blomsterelsker og havde en glimrende Hukommelse for Blomsternavne og Arter. Særlig Roserne tog hun sig af, gik med en Kurv paa Armen og bredskygget Hat bunden under Hagen, Randershandsker paa og pillede de visne Roser bort og plukkede friske ind til Stuen. Jeg holdt meget af at være med paa disse Rosenture. I Aspargestiden var jeg stolt over at finde de hvide Hoveder, der pippede op, som min Moder saa forsigtigt skrabede jorden fra, før hun skar dem af med den lange Aspargeskniv.

Efter de to Aar paa Lolland foretog vi gerne hvert Aar Rejser syd paa eller nord paa. Fra Efteraaret 92 til Foraaret 94 opholdt vi os i Italien og Frankrig, hvor jeg gik paa Malerskole i Paris. Min Moders livlige Aand og store Tilpasningsevne gjorde, at vi følte det som et Hjem paa ethvert Hotelværelse «blot hun havde hængt sin Hat fra sig», som min Søster engang bemærkede. Min Søster havde ogsaa den Evne ved smaa Midler at gjøre et kedeligt Hotelværelse hyggeligt, og hun var vor praktiske og dygtige Rejsefører. Hun havde arvet sin Moders Sprogtalent og var utrættelig i sin Omsorg for os. Vinteren 93 tilbragte vi Italien Julen i Rom [sic], hvor min Moder virkede som det samlende Midtpunkt for Skandinaverne, der med stor Enighed udnævnte hende til Foreningens [ie. Skandinavisk Forening i Roma] «Mamma». Det var ogsaa hende der med sin Livlighed og sit Hjertelag satte Fart i Juleforberedelserne. Den næste Vinter i Paris havde Moder lejet en møbleret Lejlighed, hvor vi selv førte Hus med Hjelp af vor trofaste norske Pige Dorthea, der var hos os i 30 Aar. Der samledes ofte Skandinaver om Aftenen og hyggede sig ved det hjemlige Præg min Moder altid forstod at give, selv om Omgivelserne var fremmede. Blandt de norske, der den Vinter var i Paris kan nævnes Jonas Lie, hvis Sølvbryllup blev fejret med en Festmiddag, hvor blandt andre Herman Bang og Maleren Willumsen var til Stede. Jeg husker, at Fru Tomasine [Lie] havde højrød Silkekjole paa, og at Tjeneren, idet han bød hende et Fad med Fasan, sat op med Hale og Vinger, sagde: «pour la marieè». Han troede at hun var Brud. Et minde af Samværet med Jonas Lie har jeg i det Digt han skrev i min Moders Album «mens Vaarsolen flommer med Guld om Land».

S. Segelcke: Nordiske kunstnere på Cafe de la Regénce i Paris. I midten Amalia Munch.

Af andre norske Kunstnere var der Fritz Taulow og Halfdan Strøm. Paa denne Rejse skrev min Moder en Række livfulde Cirkulærbreve, som gik rundt til Slægt og Venner. Hun siger et Sted: «For mig bliver dog det rigeste og interessanteste Udbytte af Rejsen de Mennesker jeg lære at kende og holde af». De aandelige Rørelser, hun mødte paa sin Vej, interesserede hende levende. I Sydfrankrig opholdt vi os hos protestantiske Venner i den Egn hvor Huguenotterne med saa stor Udholdenhed kæmpede for deres Overbevisning. I Firenze og Torre Pellice i Piemont lærte vi Valdenserne og deres vanskelige Forhold at kende. Hendes stærke Vilje herskede over hendes svage Legeme, saa hun ikke skyede trættende Rejser, barsk Klima, naar det kunde tjene til Gavn for hendes Børns Udvikling og Studier. Villa Marina blev lejet ud for at vi kunde faa ny Indtryk paa Rejser. To Somre tilbragte vi i Bretagne, og de sidste Aar før hendes Død boede vi ved Vesterhavet i en Bondegaard, hvor hun som altid med sin menneskelige Fortaaelse vandt sig Venner blandt Befolkningen. Om Vinteren havde vi atter fast Bolig i København. Der samlede hun til det sidste nye og gamle Venner om sig og levede et rigt aandeligt Liv. Et av de sidste Beviser paa hendes kærlige Sindelag var, at hun kort før sin sidste Sygdom tog min Veninde Forfatterinden Sophie Breum hjem til os, for at hun, der ikke havde sit Hjem i København, men boede hos Fremmede, kunde blive plejet under en Sygdom. Siden den Tid har vi fulgtes ad i Livet.

Paa nogen Træthed nær følte min Moder sig ikke syg. Efter kun faa Dages Sygeleje sov hun ind den 24de Februar 1905. Hendes sidste Ord var: «Jeg ser et lyst Ansigt og Stjerner, der funkler».

Hulda Garborgs Munchbind

I Hulda Garborgs erindringer heter det at den gjenstand hun husket best fra sin barndom, og den eneste bok hun bragte med seg da hun som ung flyttet fra Hamar til Christiania, var «eit tungt band av Andreas Munch, som m. a. inneholdt dei tvo teaterstykki «Donna Clara» og «Lord William Russel». I denne boki tok eg tidleg til å lesa, og av «Donna Clara» lærde eg lange stykke utaboks. Eg trur det berre var tvo bøker eg hadde lese fyre den, «Jesikas første bøn», som eg nok fekk av ei misjonsvenleg dame, og so Hanna Winsnes «Aftnerne på Egelund».

Men Munchs drjuge band var einaste boki eg hadde med frå Hamar. Og i Christiania fekk ho ein underleg lagnad. Ho vart bytt i ein gitar hjå den fyrste antikvitetshandlaren eg veit um i Oslo, den trauste gudbrandsdølen og vinstremannen Johannes Kvam i Osterhaugsgata. Han hadde mangt rart, men var sers glad i allslag musikinstrument.

Det var åre etter konfirmasjonen, då eg var so sterkt religiøst teki, at eg måtte skaffe meg ein gitar, so eg kunde lære meg å spela til alle dei gudelege songane, fyrst og fremst Sankey og Moody's kjenslerike Jesus-songar.[*] Det vart eit år eller tvo i lukkeleg songrus, som stundom bar inn i reine ørskesæla.

Med diverre vart gitaren nokre år etter seld for ein billet til kunstnarkarnevale i «Semiramispaladset». Då hadde eg gjennomlivt ei jordisk og mindre lukkeleg kjærleikssoge, hadde vorte målman og dyrka Thorvald Lammers og folkevisone hans».

Dette bindet spiller også en rolle i Hulda Garborgs roman Fru Evas Dagbog (1905):

«Et omreisende Skuespillerselskab havde engang i min Barmdom gjæstet vor By og straks gjort mig scenegal. De Spilte «Reisen til Kina» og «Den svage Side», og aldrig glemmer jeg, hvor himmelsk deiligt det var. Der spiltes paa en fæl Sal i Byens ældste Gade, i en skjæv, mørk Trægaard; men fra den Dag tilbad jeg Huset, og det blev den stadige Skueplads for mine drømte Eventyr og Oplevelser. Jeg gjennemsøgte senere de faa Bøger, som stod igjen efter Far; og der fandt jeg et Bind af Andreas Munch med de to Stykker «Donna Clara» og «Lord William Russell». Da fik jeg det i lange Tider saa travlt, at jeg egentlig slet ikke havde Tid til at gaa paa Skolen. Jeg samled en «Trup» af mine Klassekamerater, og vi spilte og prøved paa Lofter og i Vedskur og overalt, hvor vi kunde være uforstyrret. Selv i Frikvartererne paa Skolen holdt vi Prøver».

[* Forøvrig oversatte Munchs bror Johan Storm Munch en populær bok om Moody og Sankey og deres Virksomhed i Skotland, Irland og England (Kristiania 1876).]

Lars Dilling om Munch

[Morgenbladet nr. 187B, 9.7.1884]

Fra Andreas Munchs Hjem

Af L. Dilling

Kronprindsessegade 28

Professor Munchs Familie kom ikke isommer til at reise til Lolland, hvor den yndige «Villa Marina», omkrandset af grønt, speiler sine hvide Mure i Søen. Reisen var for lang og besærlig for den gamle, syge Mand. De tog istedet til Vedbæk, et lidet Badested ved Kysten et Par Mil fra Kjøbenhavn, og her lukkede den hæderskronede gamle Digter sine Øine.

Den smukke Leilighed i Kronprindsessegade med Udsigt over Kongens Have staar foreløbig forladt. En bleg, alvorlig Skikkelse i et dunkelt Klædebon steg nys opad den elegante Trappegang med Bronsebusterne og Grupper af Bladplanter. Den kridtede Vinduerne over med sin knoklede Haand, hængte Krepflor over Krystallkronerne og satte et sort Segl for Døren. Jeg passerede netop forbi igaar, og mange Minder trængte ind paa mig om mange smukke Timer, som jeg har tilbragt i dette Digterhjem.

Første Gang, jeg kom i disse Saloner, hvor Kunst, Komfort og Eleganse har rakt hinanden Haanden for at danne et hyggeligt Hjem, var Selskabet forunderlig broget. Mellem kjoleklædte Herrer og Damer i «store» Selskabstoiletter vandrede en høj, blond Kongedatter i sin gammelnordiske Dragt, to sortøjede Neapolitanerinder med brogede Tørklæder og Perlebaand om Halsen stod og passiarede med en skikkelig dansk Kriminalretsassessor og et Par Holbergske Damer med Fiskebensskjørter og pudrede Parykker gik gemytlig Arm i Arm med en storslagen italiensk Matrone, medens en Husarløjtnant stod og gjorde ivrig Kur til en nydelig liden Bondepige fra Sjælland. Der var nemlig Generalprøve paa en Del Tableau'er: Munchs «Kongedatterens Brudefart», Fru Jerichaus «Osteriscene», Chr. Winthers «Erik og Ellen», og en Scene af «Barselstuen», som skulde gives i et veldædigt Øiemed. Maleren, Professor Lorentz Frølich, skulde stille dem, og Fru Munch gik omking og slæbte Scenerekvisiter og Reflektionslamper, slukkede Lysene i Kronene for at skaffe den rette Belysning og sørgede samtidig for, at Tjenerne bød Theen om til alle, og havde et venligt Smil og et Par velige Ord til enhver.

Faust med dedikasjon "Til Hr L. Dilling venligst A. Munch".

Professor Munch var en lykkelig Mand. Han havde faaet en smuk Digtergave, et yndigt Hjem og en elskværdig Hustru, netop saadan som en Digterhustru skal være. Fin, dannet og begavet med den rene, ægte Kvindelighed svævede hun som en venlig Fe omkring i Salonerne. Man saa hende ikke altid, men man følte, hun var tilstede, og man følte, man befandt sig i et sandt Digterhjem. Her i Kjøbenhavn, hvor ikke som f. Ex. i Paris, de bedre stillede Nordmænd har Anledning til engang imellem at mødes hos de forenede Rigers Minister, sætter man dobbelt Pris paa et Hus, hvor man stadig træffer det gode norske Selskab, og jeg har endnu aldrig været hos Munchs uden at træffe Landsmænd. Ogsaa de trængende norske hernede har Professoren og Fruen altid vist Velvilje og Imødekommenhed. Saavel ved offentlige som private Indsamlinger til nødlidende Landsmænd har de altid givet rigeligt og villigt, ikke med et overlegent Skuldertræk, men som Folk, der er glade ved at kunne give. Da jeg en Formiddag sad alene oppe hos ham paa hans Studerværelse, og vi kom til at tale om alt det Vrøvl, der havde været hjemme i Storthinget i Anledning af hans Digtergage, ytrede han sig omtrent saaledes: «Jeg kan Gudskelov godt undvære de Penge, men jeg betragter dem ikke som nogen Understøttelse, men som en Hæderbevisning fra mit Land, og jeg kan forsikre Dem, at jeg bruger ikke et Øre af Pengene selv. De gaar til at understøtte trængende baade hjemme og her». Ved samme Leilighed forærede han mig sit sidste Arbeide, en udmærket smuk og smagfuld Oversættelse af Lenaus «Faust».[*]

Naar man sad saaledes paa Tomandshaand, var han meget meddelsom og talte ogsaa en Del om Fortiden. Ved de større Selskaber var han mere stille, og saa ofte træt ud. I den senere Tid var ha temmelig nervøs og pirrelig, især naar Samtalen kom hen paa vore forvilklede norske Forhold. Familien Munch har stadig ført et meget gjæstfrit og selskabeligt Hus hernede i Kjøbenhavn, og deres Middage var noget af det behageligste, man kunde tænke sig. Saavel Selskabet som Retterne og Vinene var udsøgte, og Professorinden havde med sin sædvanlige Takt altid sørget for, at Folk, der sympathiserede og havde fælles Interesser, blev Bordkamerater. Ved saadanne Lejligheder traf man der flere bekjendte danske Personligheder, saasom Digterne, Professorerne Molbech og Ewald, Musikerne, Prof. Gade og Hartmann med flere. I den sidste Tid var der hver anden Mandag musikalske Soiréer, hvor blandt andre Professorinden selv optraadte som en udmærket Pianistinde.

En af de sidste, jeg kan godt sige den sidste, større Fest der i Huset, var en dramatisk Aftenunderholdning. Den store rummelige Spisestue var dekoreret med Planter og Blomster og omdannet til et Theater med Scene i den ene Ende. Der var et talrigt Publikum af indbudte. Ved Siden af mig havde jeg Forfatterinden Camilla Collett, miskjendt, træt og nervøs,[**] og lige bagved sad Magdalene Thoresen med et endnu smukt Ansigt og klare, livlige Øine, begejstret og munter, snakkende med ægte bergensisk Dialekt. Først fremsagde Professorinden staaende foran blandt Publikum en stemningsfuld Prolog, og derpaa gik Tæppet op for et lidet toakts Stykke, som Professor Munch hade skrevet efter et fransk Sujet. Scenen var udstyret med en minutiøs Nøiagtighed, havde en tarvelig fransk Præstebolig i første Akt og i anden en Parisersangerindes Budoir, koket og elegant udstyret med lyseblaa Møbler, Piano, Palmegrupper og Stafelier med Orientalske Draperier. Stykket blev udmærket spillet af Dilettanter. En af Rollerne udførtes af Chr. Winthers første forlovede, en smuk, hvidhaaret gammel Dame. Efter Forestillingen serveredes Souperen, og Gjæsterne skildtes først ved Midnat. 

Siden har jeg kun været der et Par Gange paa Visit. Professoren befandt sig mindre vel, den ældste Datter [Helga, f. 1868] gik til Konfirmation, og Familien levede stille. Saa var jeg nylig deroppe for at gratulere i Anledning af Datterens Konfirmation. Tjeneren sagde, at Professoren var meget svag, men ønskede dog at tale med mig et Øieblik. Jeg vilde gaa ind i Aerbejdsværelset. Nei, denne Vej gjennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Der var noget, som slog mig, strax jeg kom ind. Jeg syntes, at Værelset havde faaet et andet Udseende, og dog var alt uforandret med Undtagelse af, at den tunge røde Silkeportière ind til Salen var trukket for. Gjennem en liden Aabning saa man et Hjørne af Flygelet derinde, paa Hvilket Frøkenen havde udstillet sine Konfirmationspræsenter. Det var de samme Møbler, de samme Malerier og de samme Nipssager, og dog var det ikke den samme Stue. Salonen var bleven til et Sygeværelse.

I en stor Lænestol opstøttet med Puder sad Andreas Munch. Maaske fandt jeg alting saa forandret derinde, fordi han var bleven saa forandret. Det smukke, geniale Hoved hvilede mat tilbage paa Puderne, Kinderne var indfaldne, og om Munden havde han faaet dette underlige Træk, som vi Mennesker næsten altid faar, naar vi staar i Begreb med at tilspidse vore Læber for at give Søvnens blege Broder det sidste Godnatkys. Professorinden sad ved hans Side og badede nu og da hans Pande med Eau de Cologne. Hendes smukke mørke Øjne straalede venligt som sædvanlig, men med en vemodig Glands. Deres mindste Datter [Anna, f. 1876], en liden Pige paa 5-6 Aar, legede stille med sin Dukke henne i Hjørnet. Naar man saa denne fireoghalvfjerdsindstyveaarige Olding ved Siden av dette Barn, vilde man snarere tage ham for hendes Bedstefader. Professorinden maatte støtte hans Arm, da han rakte mig sin skjælvnde Haand. Men om han end var legemlig svag, var hans Aand frisk som før. Vi talte om forskjellige Ting, og han ytrede et Par Gange, at hans vistnok ikke havde saa længe tilbage. Baade hans Hustu og jeg fremkom naturligvis med de sædvanlige Indvendinger, at han jo nu var i Bedring, og naar han nu blot kom ud i Luften – etc., men da jeg jeg tog Afskjed, havde jeg en Fornemmelse af, at jeg aldrig mere vilde faa ham at se, og det blev ogsaa Tilfældet. Nogle Dage efter tog han til Vedbæk, og der hviler han nu, til han skal gjøre den sidste Rejse.

Naar jeg i disse fordringsfrie Linjer har fremhentet nogle Erindringer fra Professor Munchs Hjem, saa er det, fordi det jo var den Baggrund, paa hvilken hans Digterskikkelse fremtraadte, og fordi det helt igjennem bar Præget af den fine Smag og Skjønhedssans, der ogsaa udmærkede hans Digte.

Man har bebreidet ham, at han var for romantisk, for sentimental, og at han ikke fulgte med sin Tid; men man kan ikke forlange, at et Par gamle, stive konservative Ben skal deltage i det nuværende revolutionære Stormløb.

Naar Reaktionens Tid kommer, og den maa komme, naar Realismen forpustet stanser, fordi den har løbet saa langt, at dem ikke kan gaa videre, naar det blaserede Publikum er blevet mæt af at se Poesiens skjønne Muse slæbes omkring i Gadesnavset og dykkes i Rendestenene og atter faar Lyst til at betragte hende badet i det rene Kildevæld under Træernes grønne Kroner, da vil man maaske paany med Fornøielse læse nogle af Andreas Munchs Digte, der for Øieblikket har den store Feil, at de er for poetiske for vor prosaiske Tid. 


[* Nettopp dette eksemplaret av Faust, med dedikasjon fra Munch til Dilling, er avbildet over, og befinner seg i et av selskapets medlemmers private samling.]

[** Det er formodentlig dette Collett sikter til i Aftenposten 21.11.1886, der hun skriver: «Jeg var engang i en Soiré hos A. Munch i deres smukke, elegante Bolig i Kjøbenhavn. Udsøgt Selskab, Vert og Vertindes Elskværdighed, alt forenede sig til at give Aftenen et mere end sedvanligt Præg. Jeg følte mig meget oplivet. Dagen efter gav en af vore hjemlige Psykologer, som ogsaa havde været der, en Skildring af Festen i et bekjendt Kjøbenhavnerblad. ‹Ogsaa Forfatterinden Fru C. var der med sit sedvanlige triste, misfornøiede Ansigt›».]