I
Nasjonalbibliotekes håndskriftsamling finnes et maskinskrevet
dokument på 14 sider med tittelen «Amalia Munch, skildret av hendes
Datter, Anna E. Munch» (MS fol 1662). Dokumentet, som Andreas Munchs
datter har skrevet om sin mor og sitt barndomshjem har åpenbart
ligget til grunn for deler av fremstillingen i hennes bok Et
nordisk Digterhjem. Andreas og Amalia Munch 1862-1884. Breve og
Erindringer (København 1954).
Store deler av fremstillingen – og især de som tar for seg tiden
før foreldrene giftet seg og tiden etter farens død – er
imidlertid utelatt fra boken, og er ikke tidligere offentliggjort. I
det følgende utdraget er de avsnittene som gjenfinnes i Et
Digterhjem utelatt, samtidig som
det er lagt inn referanser til boken der den har utdypende
opplysninger.
Jeg synes
at mine Ord er saa fattige og utilstrækkelige naar jeg vil forme det
Billede af min Moder, som jeg ser for mit indre Øje. Hun var en
sterk Sjæl, en frisk Aand, der optog det der var af Værdi for hende
og delte det med andre. Hendes Hjærte var rummeligt og ejede
Følelser og Forstaaelse baade for Gamle og Unge. Selv paa hendes
ældre Dage fulgte hendes Aand saa levende med i de Unges Verden, at
de elskede Samværet med hende. Hendes Liv
havde været vanskeligt. Moderen, datter af Forpagter Lund, var gift
Nordberg, men mistede tidligt sin Mand. Der var flere smaa Børn og
da Kaarene ikke var lette, kom min Moder Amalia Nordberg i Huset hos
sin Tante Grevinde Anna Raben gift med Grev Christian Raben, der
boede paa Aalholm, det gamle Slot ved Østersøen. Min Moder var
dengang 8 Aar. Hun blev senere adopteret. Tanten blev ikke gammel.
Skjønt hun var svag, var hun meget virksom og fuld af Omsorg for
sine Undergivne.
Greven led
til tider af Tungsind og var meget paa Rejser i Udlandet eller
jagtede Bjørne i Norge. I den lille By Nysted ved Aalholm fik min
Moder den første Undervisning sammen med andre Smaapiger hos en
gammel Frøken. Som halvvoksen blev hun indlagt paa ortopædisk
Institut for at faa rettet en Rygsvaghed. Der fik hun alsidig
Undervisning, og blev forberedt til Konfirmation af Emil Boesen,
senere Stiftsprovst i Aarhus, Søren Kirkegaards Ven. Boesen fik stor
Betydning for hendes aandelige Liv. Han og hans norskfødte Hustru,
født Holtermann (adopteret Schultz), var til deres Død hendes
trofaste Venner; et Venskab som deres Søn Birkedommer Niels Schultz
Boesen tog i Arv og overførte ogsaa til mig. Caroline Hanck (Datter
af den norske Adjunkt Hanck i Odense) var hendes livlige Lærerinde.
Hun blev mange Aar efter, ensom og døv, optaget i mine Foreldres
Hjem, hvor hun blev i 21 Aar.
Min Moders
trofaste Veninde i over 50 Aar, den svenske Forfatterinde Johanne v. Hofsten var ogsaa Patient paa Instituttet. Hun kom paa længere Besøg
paa Aalholm og andre Steder hvor min Moder i Aarenes Løb kom til at
boe. Hun har givet mig min Moders Breve til hende gjennem den lange
Aarrække, og derved har jeg faaet et Inblik i min Moders Liv fra de
unge Dage.
Efter et
Par Aars Ophold paa Institutet vendte min Moder tilbage til Aalholm,
hvor Tanten efter flere Aars Svaghed døde 1851. Som 19aarig stod den
unge Pige da som den, der maatte overtage de Forpligtelser, der
paahviler Hustruen paa et stort Gods. At hun gik ind til dette
Arbeide med den største Alvor og de bedste Forsætter ser man af
følgende i et Brev til Veninden, skrevet kort før Tantens Død:
«Det er skrækkeligt at vide at hun skal gaa bort, thi der er kun
faa, der vil blive saadan begrædt og savnet; hun var saa meget for
sin hele Virkekreds. Hun faar det jo godt, og det er egoistisk af mig
at ønske hendes Liv forlænget, og jeg troer heller ikke, jeg vilde
have saa stærkt at kæmpe med, hvis kun jeg skulle føle Savnet, men
alle de Mennesker hun har forsørget og hjulpet med Raad og Daad, de
faar jeg nu som hendes Datter de samme Pligter imod, men Du ved min
Ven ligesaa megen Villie jeg har til at glæde og hjælpe dem,
ligesaalidt Evne har jeg, da jeg aldeles ikke er praktisk, thi det er
just det der er vigtigt, naar man skal tage sig af et Gods og
Bøndernes Interesser, og min kjære Onkel forstaar sig heller ikke
paa det og rejser formodentlig længe bort fra alt og lader mig
skalte og valte i Stedet. Men jeg vil bede Gud give mig Kraft, med en
oprigtig Villie kan man jo saa for en Del tilegne sig, hvad man
savner». Efter Tantens Død skriver hun: «Daglig kommer Bønderne
til mig og græde og beklage sig, og jeg kan aldrig kun nogenlunde
erstatte hende, ti hun hjalp ikke alene med Gave, men med Raad».
 |
| Grev Raben |
Greven
blev med Aarene mere og mere Tungsindig, saa min Moder blev tilligt
prøvet i Taalmodighed. Hun var den eneste der kunde berolige ham og
kunde ofte med sit musikalske Spil dulme hans oprørte Sind. I lange
Perioder var han paa Rejser, og hun var da alene paa Aalholm med en
Selskabsdame og til Tider en Veninde der kom paa Besøg; af og til
var min Moder i København. I Koleraaaret 53 boede hun en Tid hos
den gamle Læge Konferensraad Ole Bang, hvis Datter Olivia var hendes
Veninde. Moder tog da Undervisning i Musik hos Ree og Henrik Rung og
læste ogsaa Sprog, som faldt hende meget let, hvad der paa hendes
rejser kom hende til Gode. Jeg har tidt undret mig over, at hun trods
de vanskelige Forhold, hvorunder hun levede, har haft Energi og Kraft
til at tilegne sig Kundskaber, følge med i Literaturen og det
aandelige Liv, hun kunde komme i Forbindelse med. Opholdet paa
ortopædisk Institut var vel nok, selv om den Tids Metode med at
ligge paa Strækkeseng i aarevis var haard, en Lykke for hende. Var
hun ikke kommen i Forbindelse med aandeligt betydelige Mennesker,
vilde det sikkert have være vanskeligt for hendes livlige og
kundskabstørstende Aand at faa Næring.
Grev Raben
følte sig efter sin Kones Død mere og mere utilfreds paa Aalholm og
kjøbte da et Gods i Jylland, Rydhave, mellem Skive og Holsterbro. I
56 flyttede de til dette endnu mere afsides Sted i en barsk Egn. Hun
fortæller i et Brev til Frøken v H[ofsten], hvorledes hendes Dag er
fuldt optaget og inddelt. Hun deltog i Gaardens Styrelse, da Greven
ofte var fraværende, hun læste med nogle Smaapiger, dyrkede sin
Musik, læste ogsaa selv meget og vedligeholdt en omfattende
Korrespondance. Hendes Breve, der var skrevet paa et udmærket Sprog,
var af stor Værdi for hendes Venner.
I 52-53
havde min Moder i Følge med sin Fader og en Selskabsdame været i
Tyskland, Frankrig, Italien. Hun var kun 20 Aar, men hendes
Optegnelser og Breve vidner om hendes livlige Opfattelse af Naturen
og Kunsten. Hun omtaler Besøg hos den norske Maler J C Dahl i
Dresden af hvem hendes Fader kjøbte et stort Billede fra Vestre
Slidre i Valdres, som nu er i mit Eie. Nogle Aar efter rejste hun til
Norge med Frøken Sophie Hansen, som havde været forlovet med
Christian Winther. Et Foraar
var hun paa badekur i Borbonne les Bains, hvor hun vandt sig mange
Venner, spillede og sang danske Sange for franske og særlig knyttede
sig til den reformerte Præst og hans Familie som hun vedligeholdt
Forbindelse med hele sit Liv.
Mine
Forældre traf hinanden første Gang i Norge hos Fru Marie Moe paa
Grotten (Wergelandsvejen). Senere, Sommeren 62 mødtes de tilfældigt
i London paa den store Udstilling.
[Her
følger en fremstilling av foreledrenes forhold til hverandre og grev
Raben frem til bryllupet i 1865, samt om deres tid i Homansbyen og
besøk på Velo, som i det vesentlige følger samme mønster som Et
nordisk Digterhjem, s. 15ff, 33, 42.]
Mange
Aar efter min Faders Død, hvor hun selv var tilaars var hun glad med
de Unge og fuld af Ideer til at gøre det smukt og godt, hun fulgte
livligt med Tiden, og havde megen Sans for Humor. Hun var en udmærket
Værtinde med aandelige Interesser og Sans for Kunst, Musik og
Literatur. Sammen med min Fader gjorde hun Hjemmet i
Kronprindsessegade til Samlingssted for mange af den Tids betydelige
Mænd og Kvinder [se Et nordisk
Digterhjem,
s. 54]. Min Fader var ogsaa af Naturen
i høj Grad Gæstfri og samtalede gerne om aandelige Emner. Til
Vennerne hørte af Forfattere bl. a. H C Andersen, Ingemann, Carl Ploug, Kr F Molbech, H F Ewald, Carl Andersen [1828-83], Magdalene Thoresen,
Camilla Collett, endvidere Professor J L Ussing, og Kunstnere
Jerichau og Frue, Thorald Læssøe, Lorenz Følichs, Saabyes, Leis Skjelderup, Komponisterne Gade, Hartmann, Grieg, Lange Müllers og
flere. En trofast
Veninde var Fru Elise Brodtkorb f. Maschmann [1831-1914], som vi ofte har besøgt
paa det smukke Kiørbo ved Sandviken.
Magdalene
Thoresen hørte til sin Død til min Moders kæreste Venner, og
mangfoldige ere de kærlige Breve jeg har liggende fra hendes Haand.
Fru Collett var jo en anden mere kølig og fornem Natur, men naar hun
følte sig ensom, vidste hun, at hun altid var velkommen i vort Hjem
og ringede ofte paa langt ud paa Aftenen og kunde sidde i Timesvis i
livlig Samtale og Diskussion om Tidens Spørgsmaal [se Et
nordisk Digterhjem, s. 63]. Den gamle
norske Billedhugger Glosimodt, som i Marmor har hugget Bissens Buste af min Fader, tog mine Forældre sig meget af. Han var oprindeligt
en Bondegut fra Telemarken og skar meget smukt i Træ. Professor Caspari var en god Ven af mine Forældre og besøgte os altid, naar
han var paa Gjennemrejse. Jeg ser Professor Monrad til min store
Forbauselse sidde paa Villa Marina i Dagligstuen med sin store
bredskyggede Hat paa. Der var en stor Spejlglasrude uden Sprosser,
saa han troede, der var aabent ud til Haven. Den Slags gør jo
Indtryk paa Børn.
Mine
Forældre indbød ofte Medlemmer af min Faders Familie paa længere
Besøg. I 78 var min Fader i Norge for at se til sin gamle Moder, der
var meget alderdomssvækket. Hun var ikke klar, men da han sagde, at
han var hendes Søn Andreas, dæmrede det for hende og hun sagde: «Du
maa skrive et Digt om mig, naar jeg er død» [Se Et
nordisk Digterhjem, s. 58, der diktet han skrev er gjengitt]. Hun boede i
«Sæterhytten» i Pilestrædet 61 med sine to ugifte Døtre, som
begge blev boende i Huset til deres Død.
[Her
følger et avsnitt om de sjeldne ganger Andreas og Amalia Munch var
fra hverandre, som i det vesentlige er identisk med teksten i Et
nordisk Digterhjem, s. 51 og 54.]
Paa min
toaarige Fødselsdag 18de Juni 1878 indviedes Villa Marina i den
lille By Nysted paa Lolland. Munch var lykkelig over det ny Hjem ved
Østersøen nær ved hans Hustrus Barndomshjem, det gamle Aalholm
Slot med den smukke Park, der gik i et med Skoven og hvorhen
Aftenturen regelmæssigt førte.
[Her
følger en beskrivelse av Munchs' sommerhus Villa Marina på Lolland,
som i det vesentlige finnes i Et nordisk Digterhjem, s. 66ff.]
Den
sidste Sommer min Fader levede, havde vi lejet en Villa i Vedbæk, da
han var for svag til at rejse til Lolland. Han døde den 27de Juli
1884; jeg husker hans milde Ansigt paa Puden, som jeg gav et
Farvelkys uden dog at at forstaa, at det var Døden. Naar jeg skal
genkalde mig ham i Erindringen, før han blev syg, ser jeg ham gaa op
og ned ad Gulvet med det hvide Hoved noget foroverbøjet [se Et
nordisk Digterhjem, s. 64f]. Eller jeg
kommer ind i hans Studereværelse, hvor han sidder og læser ved sin
Kaffekop. Han ser op fra Bogen, da han hører de smaa Skridt og tager
en Obelisk af Blik frem, en Attrap, hvor der altid var
Chocoladekager. En Sommernat blev hans Kiste kjørt gjennem Dyrehaven
til Dampskibet der skulde føre ham op til Norge. Pastor Christen
Møller, senere Biskop i Aalborg, mine Foreldres gode Ven, fulgte med
Vognen paa den natlige Færd. Min Fader blev begravet paa Vor Frelsers Gravlund i Christiania. Min Moder skriver til Veninden om
sit Savn af ham, «der i saa mange Aar har løftet mig paa sine
Vinger op mod Aandens Højder. Hver Dag bragte han ny Tanker, ny
Spørgsmaal paa Bane, fortalte, hvad han havde læst, hvad han hade
oplevet» [se Et nordisk Digterhjem,
s. 65].
Min Moder
blev boende i Lejligheden i Kronprindsessegade. Men i 86 tog hun den
Beslutning at opgive den og tilbringe et Par Vintre i Ro paa Villa
Marina. Alle de Krav, som stilledes til hende, naar hun boede i Byen,
oversteg hendes Kræfter. Men hun saa hen til senere at vende tilbage
til København, hvilket ogsaa skete. I den lille By Nysted var der jo
ikke megen Anledning til aandelig Berigelse, men hun var «saa
lykkelig ved sine Børns Selskab» som hun skriver «og ved den rige
Skat af Minder, der ligger drømmende i min Sjæl», at hun ikke
finder Tiden lang, den kan daarligt slaa til. Hendes Broder
Prokurator [Haagen Gregers Christian] Nordberg [1826-97] og hans Familie var nærmeste Naboer. Hver 14de
Dag havde vi aabent Hus, hvor der blev læst højt. Min Moder
vedligeholdt ogsaa sin store Correspondance med Venner nær og fjern.
Hun var ogsaa en stor Blomsterelsker og havde en glimrende Hukommelse
for Blomsternavne og Arter. Særlig Roserne tog hun sig af, gik med
en Kurv paa Armen og bredskygget Hat bunden under Hagen,
Randershandsker paa og pillede de visne Roser bort og plukkede friske
ind til Stuen. Jeg holdt meget af at være med paa disse Rosenture. I
Aspargestiden var jeg stolt over at finde de hvide Hoveder, der
pippede op, som min Moder saa forsigtigt skrabede jorden fra, før
hun skar dem af med den lange Aspargeskniv.
Efter de
to Aar paa Lolland foretog vi gerne hvert Aar Rejser syd paa eller
nord paa. Fra Efteraaret 92 til Foraaret 94 opholdt vi os i Italien
og Frankrig, hvor jeg gik paa Malerskole i Paris. Min Moders livlige
Aand og store Tilpasningsevne gjorde, at vi følte det som et Hjem
paa ethvert Hotelværelse «blot hun havde hængt sin Hat fra sig»,
som min Søster engang bemærkede. Min Søster havde ogsaa den Evne
ved smaa Midler at gjøre et kedeligt Hotelværelse hyggeligt, og hun
var vor praktiske og dygtige Rejsefører. Hun havde arvet sin Moders
Sprogtalent og var utrættelig i sin Omsorg for os. Vinteren 93
tilbragte vi Italien Julen i Rom [sic], hvor min Moder virkede som
det samlende Midtpunkt for Skandinaverne, der med stor Enighed
udnævnte hende til Foreningens [ie. Skandinavisk Forening i Roma] «Mamma».
Det var ogsaa hende der med sin Livlighed og sit Hjertelag satte Fart
i Juleforberedelserne. Den næste Vinter i Paris havde Moder lejet en
møbleret Lejlighed, hvor vi selv førte Hus med Hjelp af vor
trofaste norske Pige Dorthea, der var hos os i 30 Aar. Der samledes
ofte Skandinaver om Aftenen og hyggede sig ved det hjemlige Præg min
Moder altid forstod at give, selv om Omgivelserne var fremmede.
Blandt de norske, der den Vinter var i Paris kan nævnes Jonas Lie,
hvis Sølvbryllup blev fejret med en Festmiddag, hvor blandt andre
Herman Bang og Maleren Willumsen var til Stede. Jeg husker, at Fru Tomasine [Lie] havde højrød Silkekjole paa, og at Tjeneren, idet
han bød hende et Fad med Fasan, sat op med Hale og Vinger, sagde:
«pour la marieè». Han troede at hun var Brud. Et minde
af Samværet med Jonas Lie har jeg i det Digt han skrev i min Moders
Album «mens Vaarsolen flommer med Guld om Land».
 |
| S. Segelcke: Nordiske kunstnere på Cafe de la Regénce i Paris. I midten Amalia Munch. |
Af andre
norske Kunstnere var der Fritz Taulow og Halfdan Strøm. Paa denne
Rejse skrev min Moder en Række livfulde Cirkulærbreve, som gik
rundt til Slægt og Venner. Hun siger et Sted: «For mig bliver dog
det rigeste og interessanteste Udbytte af Rejsen de Mennesker jeg
lære at kende og holde af». De aandelige Rørelser, hun mødte paa
sin Vej, interesserede hende levende. I Sydfrankrig opholdt vi os
hos protestantiske Venner i den Egn hvor Huguenotterne med saa stor
Udholdenhed kæmpede for deres Overbevisning. I Firenze og Torre
Pellice i Piemont lærte vi Valdenserne og deres vanskelige Forhold
at kende. Hendes stærke Vilje herskede over hendes svage Legeme, saa
hun ikke skyede trættende Rejser, barsk Klima, naar det kunde tjene
til Gavn for hendes Børns Udvikling og Studier. Villa
Marina blev lejet ud for at vi kunde faa ny Indtryk paa Rejser. To
Somre tilbragte vi i Bretagne, og de sidste Aar før hendes Død
boede vi ved Vesterhavet i en Bondegaard, hvor hun som altid med sin
menneskelige Fortaaelse vandt sig Venner blandt Befolkningen. Om
Vinteren havde vi atter fast Bolig i København. Der samlede hun til
det sidste nye og gamle Venner om sig og levede et rigt aandeligt
Liv. Et av de sidste Beviser paa hendes kærlige Sindelag var, at hun
kort før sin sidste Sygdom tog min Veninde Forfatterinden Sophie Breum hjem til os, for at hun, der ikke havde sit Hjem i København,
men boede hos Fremmede, kunde blive plejet under en Sygdom. Siden den
Tid har vi fulgtes ad i Livet.
Paa nogen
Træthed nær følte min Moder sig ikke syg. Efter kun faa Dages
Sygeleje sov hun ind den 24de Februar 1905. Hendes sidste Ord var:
«Jeg ser et lyst Ansigt og Stjerner, der funkler».
Det kongelige Biblioteks Ephemerer er
innbundet i et fiolett kartonnasjebind, trykt på velin-aktig papir,
med tittelblad i variant 2 (skjønt med 6-tallet i trykkeåret over, snarere enn under linjen), og med litografiet «Den første Sorg»
bundet som frontispiece, istedetfor ved diktet det tilhører. På
første friblad har Munch skrevet følgende versifiserte dedikasjon:
.JPG)
