Munchs telemarksreise 1845, del 1/9

[Den Constitutionelle No. 243/1845]

Indgang til Fjeldstuen [Tykt i Digte, gamle og nye (1848)].

Har du ei følt, naar Sommernætter dale
Med stille Klarhed over Fjord og Kyst,
En hjemlig Stemme i dit Indre tale
Om Fjeldets Eensomhed og Fjeldets Lyst?
Har du, mit Norges Barn, ei tit fornummet
Den underlige Higen i dit Bryst,
Som dvæler, naar hver anden er forstummet,
Som drager dig til Fossens vilde Dyst?

Det er vor Stammemoders fjerne Kald
Som gjennem Bykulturens seige Skal
Vil finde Vei til vore Hjerterødder,
Det er en Barndomsluft fra Fjeldets Hal
Som Vinger har for vore træge Fødder –
Det er er Suk, halv Tungsind og halv Fryd,
Der bæres til os fra de store Skove –
Det er Naturens egne, stille Lyd
Som binder Bjergets Søn til Bjergets Love.

Alt mangengang, naar jeg paa Danmarks Sletter,
Ved Tydsklands Floder søgte fremmed Fred,
Det lød til mig fra Gaustas vrede Jetter:
Vor er du dog, her findes ei dit Sted!
Og hvor jeg gik, for mine bedste Minder,
Naar under Viinløv jeg i Syden sad –
Steg manende og vinkende en Rad
Af Fædrelandets hvide Kjæmpetinder.

Omsider kan jeg ikke trodse meer.
Tilfjelds, tilfjelds jeg maa i denne Sommer,
Og til en Gjengjæld, at saa seent jeg kommer
At ikke først af Alt mit Hjem jeg seer –
Jeg bringer med mit Dyreste i Livet
Jeg lægger tillidsfuld hvad mig blev givet
Af Kjærlighed og Tro til Fjeldets Barm,
Jeg knæler med min Elskte Arm i Arm
Ved Foden af det skinnende Altar
Hvor Norges Aand har sit Orakelsvar.

Thi ene der, i Dalens grønne Kammer
Og høit paa brune Fjeldmark groer den Urt
Som eier Lægekraft for al vor Jammer,
Som er det eneste vi har af Purt
Og Ægte i den Stads, hvormed vi brammer.
Deroppe Sjælen, gysende af Haab
Maa dukke i det iisblaa Fjeldvands Daab,
Kun for igjen des klarere at stige
Og skue sikkert over Fædres Rige.

Paa en klar, solvarm Morgen, saa sjælden i denne regnfulde Sommer, forlod vi Kongsberg for over Bolkesjøe at tiltræde vor Fjeldreise. Det var Søndag, og Kongsberg følgelig endnu stillere end sædvanligt. Julisolen laae blank og brændende over de øde Gader, over de sorte, fordetmeste kun halvt indredede Bjælkehuse. Kun enkelte pyntede Kirkegjængerinder bevægede sig langsomt opad de tunge Gader til Kirken, hvorfra just Klokkerne kaldte til Høimesse. Vi begik vist ingen Helligbrøde ved at kjøre Kirkens aabnede Dør forbi, og ved at lade vor Kjærres Skranglen og Skrigen forsyrre den almindelige Sabbatsfred, thi vi begyndte jo idag vor Valfart til en Tempeldom, høiere, dristigere hvælvet og mere andagtsvækkende end Kongsbergs berømte Rococo-Gudshuus, hvormeget end dette brammer af rig Forgyldning og vredne Forziringer.

Vor Vei førte os nu først langs den brede, rivende Laugen Elv, den samme der et Stykke længer nede ved en liden afledet Draabe af sine mægtige Fossefald hjelper Menneskerne at smelte, mynte og præge det dyrebare Sølv. Allerede slog os imøde den qvægende Luftning fra Granskov og rindende Vande, og fordrev vor Mathed efter den trykkende Solhede inde i Byen. Naaletræerne traadte tættere og tættere, og nærmere og nærmere til Veien; paa den ene Side blinkede Elven igjennem dem, og over deres Toppe hævede sig Aaser bag Aaser, indtil Dalen lukkedes. Endnu rullede dog vort beskjedne Kjøretøi let henover den temmelig brede og jevne Vei, endnu kunde det mærkes at denne var ofte befaret og førte hen til godt beboede Steder, da pludselig Skydsgutten standsede vor Fart med det Udraab: «Her skal vi ind», og pegede med det samme paa en smal Bygdevei, der tilvenstre tog af ind i det Tykke af Skoven. Jeg vendte Hestens Hoved i denne Retning, og snart befandt vi os paa den egentlige Bolkesjøvei, der følger Jondalselvens Krumninger saalangt det vil gaae. Det var endnu saavidt at Kjærrehjulenes Bredde fik Plads paa denne trange, stenede, ofte af Præcipier begrændsede Vei eller rettere Sti. Da Skydsgutten hørte vore Tvivl om det gik an at kjøre her, loe han og sagde: «Aa, endnu er Veien da god nok, men naar vi komme forbi Moe, saa bliver den slemmere». Og det fik vi da ogsaa at sande.

Imidlertid havde denne langsomme og forsigtige Kjørsel ud og ind om Granestammer, over Trærødder og Steenheller, ved Afgrunde og i Dybet brusende Bække, for os noget særdeles Friskt og Tiltrækkende, som vi i dette Øieblik idetmindste ikke vilde have byttet for den bedste Chausee. Vi mærkede at vi allerede vare i Forgaarden til den høie Fjeldborg, skjøndt vi endnu ikke kunde see dens Tinder. Paa begge Sider bleve Bjergvæggerne høiere og steilere, Dalen blev trangere, Bækkene stridere, Løv, Græs og Mos grønnere og saftigere, Luften renere. Vi følte os ligesom komne nærmere til Naturens Hjerte, til Skovernes inderste Hemmelighed; Granerne og Birkene lukkede sig ofte over vore Hoveder og slog os med deres lange Vifter i Ansigtet; Solstraalerne gav underlige Reflexer i de grønne Dybder; en ligesom aandende Stilhed var udbredt overalt, kun afbrudt af store for os fremmede Insecters Surren, Vandenes Rislen og de sælsomme, ubestemmelige Toner, som ofte høres fra tætte Skoves skjulte Afkroge. Undertiden klarnedes Skoven pludseligt og gav Plads for en lille grøn Slette med en Ager og en Hytte, og hvorover Veien kun var kjendelig ved et Par Hjulspor i det friske Græs. Her gled Elven blank og stille som en Aa, medens Ore- og Birkekrat hang udover dens Bredder og dyppede sine fine Blade i dens speilklare Vand; men snart steg Veien atter op i Skoven og over Fjeldskrænterne, og derfra saae vi dybt nede den samme Elv nu fossende at styrte sig mellem skarpe Klippeblokke.

Det gik nu bestandig opad, Klev efter Klev; Veien forsvandt mere og mere, saa vi maatte stige af og søge vor Fremkomst tilfods, angrende at have ladet os forlede til at tage Kjøreredskab paa en decideret Ridevei. Eftersom vi kom i Høiden blev Skoven tyndere og mindre, Omgivelserne mere eensformige og tørre. Store løse Stene laae spredte udover Heien blandt Blaabærlyng og Kratskov, enkelte mørke Fjeldkjern stirrede os imøde og vi maatte ofte passere lange brune, uveisomme Myrstrækninger, saa den halvtredie Miils Vei til Bolkesjøe under vore Fødder syntes at udstrække sig til dobbelt saa langt. Endelig, ud paa Eftermiddagen, vandt vi Høiden af den sidste Aas. Det Skuespil, som herfra udfoldede sig, for vore higende Blikke, vil Den aldrig kunne glemme, som engang har nydt det; os beredte det et af hine herlige Momenter, da Aandsbevidsthed og Livskraft ligesom gjør et føleligt Fremryk. Da vi havde tilbagelagt den sidste Bakke, og skredet noget frem paa Plateauet af Aasen, forhindrede vel endnu Træer og Huulveie det frie Nedsyn til den modsatte Side, men høit i det Fjerne skimtede vi alt nogle lysblaae Striber, for faste, for bestemt afgrændsede til at være Skyer, og dog ogsaa for lette, for klare, for himmelnære, saa forekom det os, til at være Fjelde. Med bankende Hjerter ilede vi fremad, nu bøiede vi om den sidste Skrænt – og der laae den pludselig for os, i fuld Solbelysing, den svimlende, prægtige Indgang til Fjeldstuen, den hele Horizont en Halvkreds af Thelemarkens høieste Fjelde. Lige under os, i Forgrunden, dybt, dybt nede, Bolkesjøes adspredte, bizare Huse paa den grønne skraaende Vold, omkrandset af en dobbelt Rad af blinkende Vande og Indsøer. Uden om disse igjen en bag hinanden opadstigende Række af terrasseformede Aasser og Fjeldstrækninger, alle med deres særegne Skatteringer, fra Purpurviolet til Mørkeblaat og derfra igjen til det klareste Azur. Og endelig i det fjerneste Fjerne, ligesom svævende oven over Alt, de hvidblaae Toppe af Liefjeld, Mælefjeld, det sneestribede, skarpt kantede Gousta, Blefjeld, og hvad de hedde alle, disse himmelstormende Jetter. En klar guldfarvet Aftenhimmel laae udspændt over dette mageløse Panorama.

Vi stode længe tause, hensjunkne i Betragtning: paa eengang opløftede og overvældede, følte vi ligesom maatte vi tage Vinger og flyve henover det bølgende Hav af Bjerge, der blaanede foran os, og dog vare vi os til samme Tid bevidste, at noget uendelig Haardt og Strengt her var traadt os imøde, der opfordrede til den høieste Anspændelse af Kræfter. Endelig steeg vi stille ned ad den grønne Bjergskraaning, over blomstrende Marker og Agre til Bolkesjø Gaard, hvis Beboere vi traf siddende i deres Søndagsstads paa Trappen til det særtbyggede og udskaarne Stabur, som saa ofte er seet i Afbildninger. Vi bleve modtagne med naiv Hjertelighed, som vare vi længe ventede Gjæster, og Konen i Huset, en smuk gammel Bondehustru, credentsede os med naturlig Værdighed en Sølvkande fuld af skummende Øl, og bød os Velkommen til Thelemarken.