Viser innlegg med etiketten Frankrike. Vis alle innlegg
Viser innlegg med etiketten Frankrike. Vis alle innlegg

Reisebrev fra Paris i 1838 II

Julifesten i Paris

[Den Constitutionelle No. 228/1838]

Julirevolutionens ottende Aarsfest er feiret. Jeg vil forsøge paa at beskrive Dem hvad jeg har seet af denne Høitidelighed. Jeg veed meget godt, at Intet er kjedeligere end lange Festbeskrivelser, men jeg kan ikke spare Dem derfor. Det er umuligt at overvære Julidagene i Paris uden at give en Beretning derom til Hjemmet. Bered Dem altsaa paa det Værste.

Denne Fest var iaar en særdeles Nødvendighed for Pariserne; man talte kun om den, man beregnede Dagene til dens Komme. Ikke fordi man følte Trang til at opfriske Erindringen om de tre glorieuse Dage, eller til at celebrere Folkets Seier, langt fra! Det er nu allerede gamle Sager; en stærk Opposition har dannet sig mod Juliregjeringen, som selv ikke giver andet Tegn til at huske sin Oprindelse end netop disse tre Dage hvert Aar. Men Paris maatte have en Fest fremfor Alting, en Fest for ikke at falde aldeles i Lethargie. Sommeren havde jo være saa utilladelig trist. Ikke en Emeute, ikke et Attentat, alle Theatrene halvt i Dvale, de bedste Kunstnere fraværende, kun Regn, uophørligt Regn. Medens Naboerne i London bleve overmættede af Kroninger og Revuer, kunde den arme Pariserborger fra Rue St. Denis ikke med sin Familie gjøre en liden Udflugt til St. Germain, St. Cloud eller Belleville uden at blive overfaldet af Skylregn, og faae sin Kones Søndagsstads fordærvet. Og i Byen selv kunde man jo ikke udholde at være: den var kun til for de Fremmede. Rigtignok levede man en Stund af Talleyrands Død, men selv Glæden ved hans Begravelse blev forspildt af Regnen.* Siden kom [François-Armand-Rupert] Laitys Proces; men den bekymrede Ingen sig om. Jodins Henrettelse gik uheldigvis tabt for de Fleste. Tilsidst fik man Vaudevilletheatrets Brand;** det var dog Noget. I flere Dage var hele Paris ved Brandstedet forat betragte de sorte Bjælker og halvforbrændte Coulisser. Endelig blev man ogsaa kjed heraf, og Tomheden blev saameget større, da man nu først savnede Arnals Mesterspil. Saaledes var man da ganske reduceret til de nære Festdage, og nogle beleiligt opfundne Fængslinger af Folk, som tillavede Kartædsker, gjorde Forventningen endnu større. Endelig blev det Morgen den 27de.

Jeg stod forventningsfuld og betragtede med høitidelige Følelser den lille Plet af Himlen som kan kan skjelne fra det trange og høie Gaardsrum i min Hotel. Efter lange Undersøgelser blev jeg endelig enig med mig selv i fra det halvt synlige Segment af Himlen at slutte til klart Veir, og jeg saae allerede i Tanken den hele lysende Himmelhvælving at spænde sig som et trefarvet Telt over Frihedsfestens Theater. Længere ud paa Formiddagen gik jeg ud for at være Vidne til Folkets Jubel og Festens Begyndelse. Jeg blev meget forundret over at finde Alt i Rue Vivienne – jeg kan ikke sige stille, thi Stilhed er et ufatteligt Begreb for Paris; – men Alt som før og aldeles hverdagsligt. Netop den samme Trængsel paa Fortougene, netop det samme Antal Vogne i Midten af Gaden, hverken mere eller mindre. Alle Boutikker aabne, de søvnige Boddrænge og Contoirdamer paa deres Pladse. Ingen Jublen undtagen Udraabernes hæse og monotine Skrig. Ingen Enthousiasme paa Folkemassens Ansigter, kun den almindelige Travlhed og Jagen efter Gevindst. Blot nogle faa Nysgjerrige og Fremmede stod ligesom jeg paa alle Gadehjørner og saae efter Festem, som Ingen kunde opdage. Nogle Sppor fandt man dog endelig. Ved Louvre, paa de Faldnes Grave, i Tuileriehaven, paa Pont de la Concorde var et opreist nogle mystiske Stilladser som udentvivl skulde blive til noget engang i Tiden, og dog var man jo nu midt i Julidagene. Langt ude i Champs elysées hørte man en forvirret Mumlen af Gjøglere, som der opslog deres Boder. Henimod Aften gik endelig Udraabere omkring og solgte Programmer til Festen. Jeg kjøbte en af disse smaae Blade, og erfarede deraf, at den egentlige Qvintessenz af Festen først skulde gives til Priis Søndag den 29de. Man kunde derfor rolig gaae hjem uden Frygt for at tabe noget af Herligheden denne Aften.

Løverdagen den 28de skulde efter Programmet være helliget til Sørgehøitideligheder i Kirkerne over de Faldne ved Revolutionen. Som en Følge heraf gik jeg Kl. 10 om Formiddagen hen i Kirken St. Roch for at bivaane denne, som jeg troede, rørende Act. Et sort Drapperi var hængt over Pillerne ved Indgangen til Kirken. De høie Hvælvinger i det Indre var kun sparsomt opfyldte af Folk i Blouser og usle Klæder. Næsten ingen af de høiere Classer var her tilstede, og det uagtet St. Roch er den meest fashionable Kirke i hele Paris. Det legitimistiske skinhellige Cleresie stod i lange Sørgetalorer og med jammerfulde Ansigter foran Høialteret. Til begge Sider ved Alteret og nedad Choret bar Nationalgardister opstillede i tætte Geleder. Det var et underligt Skuespil at see dem udføre deres Exercitie, med «Geværet paa Skulderen, ved Foden» &c., midt under Præsternes Ceremonier. En complet Janitscharmusik med Trommer og Bjælder accompagnerede Sørgemessen. Da Præsten opløftede Hostien gik en Torden af Basuner og Trommer gjennem Hvælvingerne, og de Andægtige sank paa Knæ. Det Hele varede kun en halv Time. Medens jeg stod og betragtede disse Optøier i Kirken, foregik Emeuten ved Louvre, det eneste Mærkværdige ved hele Festen, og som jeg var uheldig nok til at forsømme. – Hele den øvrige Dag skede Intet, som kunde erindre om Festen, naar jeg undtager Kanonsalverne fra Invalidernes Hotel, Tilberedelserne til Fyrværkerie paa Pont de la Concorde og Markedet i Champs elyssées. Pariserne gik og betragtede dette som et andet Skuespil, uden at give noget Tegn til Erindring om Dagens Betydning.

Søndag den 29de som da til Slutning med alle sine Løfter; man skal see hvormange af dem der bleve holdte. Veiret var ganske taaleligt, men blæsende, og Himlen overtrukken: Men man opgav ikke Haabet. Kl. 1 strømmede hele Paris sammen til Seinebassinet mellem Pont royal og Pont de la Concorde, hvor en Regata og Lege paa Vandet skulde foregaae. Decorationen paa den sidstnævnte Bro vinkede i Baggrunden og talte om Aftenens Glæder; den forestillede ikke mindre end hele Bjerget Vesuv og Staden Pompeii. En Luftballon fyldtes lidt efter lidt paa den venstre Seinebred. Nu begynte Vandkunsterne. En Mængde hvidklædte Søefolk, om jeg maa kalde dem saa paa en Flod, steg ud paa smaae eleganter Baade, decorerede med brogede Flag og Vimpler. Man roede omkap, man holdt et Slags Tournering og stødte hinanden ud i Vandet, man svømmede, man skreg, man loe. To Baade med Orchestre foer op og ned Basinet og Skud lød fra alle Kanter. Den uhyre Menneskemasse paa Broerne og omkring Qvaien stod ganske rolig paa hinandens Skuldre. Og betragtede denne noget eensformige Leeg i flere Timer. Endelig var denne Act forbi, og Hr. [Jean] Margat steg just op i sin Ballon, da et Uvair pludseligt brød løs. En Skylregn strømmede ned og fordærvede Ildhjulene, et Vindstod kastede Pompeii ned i Vandet. Folkemassen splittedes ad til alle Sider. Damerne, i deres hvide og lette Festlæder foer omkring med fortvivlede Gebærder. Man søgte forgjæves efter en Paraplui, et Skuur, en Arcade. Alle frelste sig saa godt de kunde, thi Intet overgaaer Parisernes Skræk for en Regndraabe, noget de dog burde være vant til, da sjelden en Dag gaaer hen uden en eller to Regnbyger.

De Haardnakkede, hvoribland jeg, forsamlede sig atter Kl. 7 i Tuileriernes Have, hvor en Concert skulde opføres. Regnen havde aftaget noget, men vedblev dog endnu. Hele Haven saae ud som en vandrende Parapluimasse. Et chinesiskt Tempel med couleurte Lamper var opreist ligefor Pavillon d'Horologe, og et stort Orchester regalerede derfra Publikum med Stykker af de nyeste Operaer. Kl. 8 kom Kongen, Dronningen og den kongelige Familie ud paa Balconen og hilste paa Folket, men en Dødsstilhed modtog dem, endogsaa nogle Piber lod sig høre. Kongen og Dronningen satte sig midt ude i Regnen med blottede Hoveder, men Intet hjalp. Rundt om mig hørte jeg Skjældsord og Spottegloser mod dem. Imidlertid klarnede det op, og en deilig frisk Aftenluft strøg gjennem Haven. Pyramider af Ild tændte sig lidt efter lidt langs de høie mørke Alleer, og derimellem blinkede og pladskede Springvandene. Da Kongen havde trukket sig tilbage, forlangte man Marseillaisen, og applauderede den. Dette var det eneste Udbrud af Folkeaanden som jeg hørte under den hele Fest. Med det gode Veir kom ogsaa den flygtede Mængde tilbage, og den hele Menneskestrøm væltede sig nu ud paa Terassene og paa Qvaien for at nyde Fyrværkeriet, som allerede en gloende Ballon havde forkyndt. Vel var den bedste Deel tabt, og Pompeii som skulde gaaet under ved Ild, var gaaet under ved Vand, men Vesuv var dog frelst og det gjorde nu ogsaa sit Udbrud paa den eclatanteste Maade. Det var virkelig et magisk Syn da tusinde af Raketter i rød Ild foer op af Krateret under Kanontorden, og oplyste sælsomt den umaadelige Menneskemasse, Haverne, Paladserne, Seinen med sine Broer og mørke Huse. Da Vesuv havde udspildt sin Rolle fulgte jeg med Toget til Place de la Concorde, som ogsaa var oplyst ved Lamper, og hvorfra man havde et Ildperspectiv gjennem Champs elyssées lige til Arc de Triomphe. Fra Høiden af denne sidste blev der ogsaa afbrændt et Fyrværkeri. Men det egentlige Liv, den meeste eventyrlige Vrimmel bevægede sig i det Indre af Champs elysées. Gjøglere, Marionetter, Alt om hinanden. Paa den store Plads i Midten var opreist to Theatre, hvorpaa man gratis gav Forestillinger af Beleiringen af Constantine. Utallige Telte vare ligesaamange Dandsesale. Lange Rækker af Markedsboder frembød deres Skatte, lovpriste i frygtelige Toner af utrættelige Skrigere. Midt imellem alle disse Herligheder bevægede sig Paris's Folkemængde, udspyet uden Ende af dette nye Babel. Her kunde man først faae en Idee om en stor Stads Befolkning. Det var ikke paa eet Sted, paa een Plads at man traf dette Menneskehav; hvor man gik, hvor man saae hen, den samme ustandselige, brogede Sværm. Men desværre, alle disse Hoveder og Hjerter erindrede knapt hvorfor de forsamlede sig denne Dag, og en Bajas's Kunster var dem mere vigtige end Tanken paa den Verdensbegivenhed de feirede, og som de Fleste af dem selv havde været Øienvidner til.

A. Munch


Noter

Munch behandler julifestdagene svært overfladisk i sin reisedagbok (Nasjonalbiblioteket MS fol. 1560). Her heter det bare «28 og 29 Juli. Festdage. Skrevet derom».

* Munch beskriver Talleyrands begravelse i reisedagboken: «Uheldigvis fik vi ikke vide før bagefter at Liget om Morgenen var udstilt paa Parade for Publicum. – Bisættelsen skede i Kirken Assumption, Rue St. Honoré. Der var naturligvis ikke at tænke paa at komme ind i Kirken, men vi saae dog Toget temmelig godt fra Gaden af. En uendelig Mængde Mennesker var forsamlet, under Latter, Støi og Spectakel. Liigtoget gik for sig uden Klokker pele mele. Kisten førtes paa en sølvbeslaaet Liigvogn med 8 Heste. – Blandt Følget var mange mærkværdige Mænd, som [Jean-de-Dieu] Soult, [Adolphe] Thiers, etc. – men vi manglede en Cicerone forat udpege de rette. Kirkens Portal var behængt med sorte Draperier, herpaa Fyrstens Vaabenskjolde. Et af disse vendte sig om bevæget af Vinden – dette gav Anledning til uendelig Morskab og Latter hos den forsamlede Mængde».

** Munch nevner brannen i reisedagboken: «Vaudeville Theaterets Brand. Vidste ikke deraf før en Dag efter, skjøndt jeg kun boer nogle Gader derfra. De rygende Ruiner. Træsnit af Branden».



Reisebrev fra Paris i 1838 I

Concerter i Paris

[Den Constitutionelle No. 308/1838]

Der gives neppe nogen anden Stad i Verden, der tilbyder saamange Ressourcer for Aftenen, som Paris. Den Fremmede kommer dertil; den uhyre Vrimmel truer med at overvælde ham, blandt disse Myriader smiler ham intet bekjendt Ansigt imøde, han kan ikke flygte ind i Familielivets Asyler og varme sig ved den hjemlige Kamin. Naar han er træt af den hele Dag at løbe omkring paa Jagt efter Mærkværdigheder, længes han efter at hvile sin overmættede Sjæl i en selskabelig Aftens hyggelige Roe. Nu vel; hundrede klart oplyste Sale staar ham aabne, en mild Musik kalder ham derind, og glade, pyntede Mennesker omgive ham der. Gjennem Kunstens, gjennem Musikens Medium nærmer han sig lidt efter lidt denne fremmede Pariserverden; thi det er her, paa de offentlige Steder, han skal søge den, ikke i Husenes Indre. Dette offentlige Folkeliv, denne evige og uhindrede Brydning af Masserne, disse geniale Træk i det store Folkelegems Ansigt er noget virkeligt Nyt for den stille Nordoe. Familielivet er det samme overalt. Man kan ogsaa hjemme høre et Barn skrige, en Moder skjænde og en Thecirkel sladdre. Jeg taler naturligvis ikke her om de Riges og Fornemmes elegante Soireer, en Verden, hvortil kun faa Fremmede kunne skaffe sig Adgang.

Blandt Paris's offentlige Forlystelsessteder hævde naturligvis Theatrene den første Rang. Fra dem gaaer man ud, til dem kommer man altid tilbage; men i korte Mellemrum vide dog mange Nydelser at dukke op paa dette Modens Hav, og fængsle Opmærksomheden for en Stund. Og i denne Sommer var Raden kommen til Concerterne.

Det er ogsaa unægteligt at de varme, tunge Sommeraftener inbyde til slige luftige Rum, hvor Springvandet pladske, Blomster dufte og skjønne Harmonier forfriske Luften med deres usynlige Vinger. Her er det ingen Anstrængelse ved Nydelsen; man kan frit vugge sig i dette dolce farniente, som den lune Sommer giver Hang til. Tre af Musik-Conservatoriets dueligste Medlemmer indsaae dette; de traadte ud af Operaens langsomme, men sikkre Vei, og brød sig selv en Sidebane, idet de vidste i rette Tid at gribe sit Lod i Modens Lykkehjul. Saaledes opstod de tre Etablissementer, som for Tiden gjøre Furore i Paris, og som udentvivl vil bestaae længe nok til at sikre deres Entrepreneurer en glimrende Formue.

Det ældste af disse er Concerts St. Honoré,* som har sit Navn af Gaden, hvori Localet er beliggende. I en stor, forholdsvis simpelt decoreret, med Springvande afkjølet Sal, dirigerer Hr. Valentino her et Orchester af 80 Musici. Et talrigt men udvalgt Publikum af Musikelskere og Kjendere forsamles her hver Aften for at glædes ved den meest correcte og grandiose Udførelse af Beethovens og Mozarts lærde Symphonier. Thi Hr. Valentino har havt Dristighed nok til sætte sig i Opposition mod Døgnsmagens Qvadrille og Galoppade-Musik, ved at lade de gamle Mesteres dybe Toner gjennembæve Nutidens larmende og lette Dandsemelodier, og saaledes bevirke en Reaction. Og, hvad enten det nu er Nyhedens Pirren, eller denne lærde Musiks virkelige Værd, der gjør det – Hr. Valentino har næsten [...]eret i sin Plan. Det bliver nu Mode at være begeistret for Beethoven; den meest flygtige Pariserdandy kan sidde hele Timer som aldeles tabt i slige Symphonier, for til Slutning at kunne give sit Bifald tilkjende med denne sagte og betænksomme Applaus, som røber en Kjender og som her just er paa sit rette Sted.

Dette kan nu være godt nok. Men jeg er formeget Lægmad i Musiken til rigtigt at kunne appreciere det, og maa ærligt tilstaae, at jeg ved at gaae fra Valentinos Concerter til Musards,** havde samme Følelser som naar man kommer fra en mørk gothisk Kirke ud i den frie grøbbe Natur, hvor Solen skinner og Fugle synge.

Denne Musard, Entrepreneuren for Concerterne af samme Navn, er en forunderlig Mand. Midaldrende, med et æddikesuurt, forstenet Ansigt, tilsynelatende ligegyldig for Alt, veed han dog at lempe sig efter enhver af Parisernes Griller, at bemægtige sig Alt hvad Paris frembringer af Mode og Luxus, og saaledes ved at smigre for Publikum, uformærkt beherske det med den lille Stok hvormed an slaaer Takt i sit Orchester. I Rue Neuve-Vivienne kan man hver Aften bemærke en Trængsel af Vogne og Fodgjængere udenfor det smukke Portal, som fører ind til Concerts Musard. Adgangsprisen er meget billig (1 Franc), men dette forhindrer ikke den elegante Verden fra at mødes der. Naar man træder ind ad den, med rige og tunge Forhæng bedækkede Indgangsdør, blendes man næsten af det Lys og den Pragt, som hersker i dette feeagtige Rum. Dette er et af de Steder, hvor man føleligst kan mærke, man er i Paris, Centralpunktet for Europas Luxus og Forfinelse. Den uhyre Sal er efter den nu herskende Mode decoreret a la Renaissance. Stærke, brogede Freskomalerier bedække Loftet og den øverste Deel af Væggene. Nedentil ere disse beklædte med hele runde Porte af Speilglas, omtrent som i det berømte Galerie des Glaces i Versailles. Rige, mørkerøde Draperier beskygge disse Kjæmpespeile. I Midten hæver sig en Estrade for det 90 Mand stærke Orchester. Alt dette er overgydt med den Ødselhed af Klarhed og Glands, som alene Gaslyset kan frembringe. Men nu kommer endnu det Bedste. Gjennem en prægtig Colonnade seer man ud til en aaben, luftig Have, med Aleer af blomstrende Orangetræer og Laurbærroser. Den mørkeblaa lette Aftenhimmel hvælver sig her med sine kjølige Dufte over den brogede Vrimmel, medens uhyre Bronzekandelabrer sælsomt belyse de dunkle Orangetræer. I Baggrunden er en Terrasse, hvor fire Springvand glimre og risle i Blomsterkurve. Mellem hver af disse snoer sig en Slange af Bronze, som langs hele Terrassen udspyer en Rad af Gasflammer. Muren ved Enden af Haven er atter beklædt med Speile, og i disse gjentager sig den hele underfulde Scene i det Uendelige. Det prægtigste Kaffehuus i Paris tilbyder ved Siden af alle Slags Forfriskninger. Det er udsmykket i halv gothisk Stiil, og en Række af Glasmalerier udbreder et sært Farveskjær ober Marmorbordene og de moderne Gjæster.

Saaledes er det Locale, hvor Hr. Musard giver sine Concerter. Og man maae tilstaae, at Musikpræstationerne svare dertil. Her maa man vel ikke vente sig en streng Gjennemførelse af visse Systemer, eller Anlæg paa at forbedre Tilhørernes Smag, men et gjøglende, tordnende, klagende, leende Potpourri i Toner af hele Paris's Liv. Hr. Musard forstaaer til Fuldkommenhed den Kunst at overføre Dagens Begivenheder og Tendentser i sine Qvadriller og Galoppader. Man kommer i hans Concerter forat lade sig overstrømme af det samme brusende Hav, hvori man daglig færdes, kun nu med blødere, varmere, mere lutrede Bølger. Sine Halvfemsindstyve forskjellige Organer veed han at faae til at samstemme, og hver efter sin Art udtale hans Idee. Et Instrument manger her: den menneskelige Stemme. Men dette Savn bliver afhjulpet paa en original Maade. Alle de Arier, hvormed den berømte Tenor Duprez henrykker Publikum i den store Opera, blive her gjentagne Trille for Trille paa «Cornet de piston» af Hr. Forestier. Disse Toner svæve gjennem Salen, klokkerene og besjælede som den levende Sang, men uden Ord, og med et mystisk Udtryk, som om man kunde tænke sig en Stum synge. Det er nu blevet Mode i Paris at efterligne Middelalderen i Meubler, i Klæder, i Huse. Dette greb Musard, og man fik strax i hans Concerter et Nummer, kaldet «Erindringer fra Middelalderen». Man hørte Tourneringens vilde og ridderlige Larm, Troubadourernes Elskovssange og den hemmelige Rets Piinsler, Klokkerne kaldte til Vesper, og inde i Kirkens dunkle Gange lød Præsternes Messe over de Andægtige. – Dronningen af Englands Kroningstid celebrerede Musard med en Qvadrille, som han kaldte Victoria. Motivet til den var taget af «God save the King», men de yndigste og lettese Dandsemelodier boltrede sig paa denne stolte Sangs Grundlag.

Jeg erindrer at jeg tilbragte min sidste Aften i Paris hos Musard.*** Det var en deilig, mild Augustaften, med denne poetiske Klarhed, som den tidlige Høst alene eier. Aldrig havde Orangeblomsterne duftet sydligere, aldrig de gratieuse elegantklædte Pariserinder svævet mig lettere forbi. Jeg var veemodig stemt, næsten som jeg skulde forlade et Hjem. Og disse vare jo ogsaa de sidste Timer af de mærkværdigste Dage i mit Liv. Jeg satte mig alene i en Krog paa Terrassen, og saae igjennem det i Gaslyset blinkende Springvand, som gjennem et Slør af Diamanter, paa den nedenfor bølgende Mængde. Jeg tog i mit stille Sind Afsked med dem Alle. Pludselig ophørte den livlige Talen og Mumlen i Forsamlingen, Hr. Musard steg fort og alvorlig op paa sin Throne, og gav Signalet til et Nummer: «Echo paa Jagten». Medens det egentlige Orchester med raske og stærke Jægermarscher førte os gjennem den grønne Skov, svarede et fjernt Chor af Valdhorn fra et skjult Galerie som Echo. Disse vilde, eensomme Toner fra den dybe Skovnatur gjorde et underlig Indtryk da de forvildede sig did i den elegante Parisersalon. Men mig forekom det at hviske om Afskedens Savn og Længselen efter Hjemmet. Ovenpaa dette Stykke skulde man have en larmende Qvadrille; men jeg vilde medtage denne milde Stemning, og medens Alle endnu aandeløse lyttede efetr Echoets sidste Hendøen, forlod jeg Salen og Concerts Musard for stedse.

Ved den tredie af disse Indretninger gaaer det endnu «tiefer ind Lens». Concerterne i den tyrkiske Have paa Boulevard du Temple nærme sig næsten til Folkeforlystelser.**** Orchestret, der anføres af Hr. Jullien, en ganske ung Mand, befinder sig i en orientalsk Kiosk i Midten av Haven. Der bruges alle Midler for at skaffe Musiken Indgang hos Publikum. Skud, Trommer, Torden og Lynild, Illuminationer accompagnere de strygende Fanfarer. Det Hele er ellers arrangeret med megen Kunst og gjør den tilsigtede Virkning. Tilhørerne sidde deels paa et Amphitheater i Baggrunden af Haven, deels rundt omkring ved Borde i smaa Løvhytter, hvor der beværtes med Iis og Punsch. Da Haven kun er adskilt fra den offentlige Gade ved en ganske lav Muur, har hele Boulevardens Pøbel Concerten gratis. Man finder ogsaa gratis paa den bestemte Tid om Aftenen det hele Rum foran Jardin Turc propfuldt af disse pjaltede Gjæster, som staae ganske rolige og høre paa Musiken, medens det Huus, hvorfra [Giuseppe Marco] Fieschis Maskine gjorde sin Explosion, alvorligt seer paa dem fra den anden Side af Gaden.

Saaledes ere Valentinos og Julliens Concerter de to Yderpunkter, medens det store Publikum følger Regjeringens Exempel, og holder sig til juste milieu.

A. M.


Noter

Av Munchs reisedagbøker (Nasjonalbiblioteket MS fol. 1560 D1) fremgår det at han var en hyppig gjest ved Paris' konserter. Av reisedagboken fra bryllupsreisen i 1846 (ibid. D2), får vi dessuten vite at han vendte tilbake til Concerts Musard.

* Munch besøkte ifølge reisedagboken Concerts St. Honoré første gang i slutten av juni. Etablissementet, påpeker han, «kommer ikke op mod Musards».

** Ifølge reisedagboken besøkte Munch Concerts Musard første gang 19.6: «Concert Musard. Et prægtigt Locale, hvor Gaslyset ret udvikler sin feeagtige Klarhed. Et Orchester af 80 Musikantere».

*** Reisedagboken inneholder denne dagen (19.8) følgende: «Concert Musard. Proppfuldt. Violinspilleren Remy. Mesterligt. Et Jagtstykke.»

**** Reisedagboken (22.5) fremstiller Jardin Turc slik: «Skjøndt temmeligt kjøligt, var denne Have dog overordentlig deilig om Aftenen, oplyst ved Gas. De ranke lysegrønne Træer saa fremmedagtige, tropiske ud i den nye Belysning. Bosquetter med Næsler rundtom. I Midten en tyrkisk Pavillon [...] besat med et godt Orchester. Blomster og Vandspring omgive dem».

Avignon

[Den norske Rigstidende nr. 75 (1849)]

Da Rygtet for et Par Maaneder siden gik, at den fra Rom flygtede Pave vilde søge Frankriges Gjæstevenskab, syntes dette Mange urimeligt. Man kunde vanskeligt gaae ind paa den Forestilling at den catholske Kirkes Overhoved just skulde vælge sig et Tilflugtssted i det revolutionaire, som atheistisk udskregne Frankrige, medens saamange rettroende og utvivlsomt hengivne af de sydlige Stater, som Neapel, Spanien, etc., stode ham aabne i hans Landflygtighed. Nu er det vel saa at Begivenhederne hidtil ikke have stadfæstet hiint Rygte; Paven sidder endnu i Italien, paa Grændsen af Kirkestaten, ventende paa at de utaknemmelige Romere skulle gaae i sig selv og kalde ham tilbage, men istedetfor dette har de jo erklæret hans verdslige Rige for en Republik og lagt Beslag paa hans Kirkegodser, og hvad man end taler om en bevæbnet Intervention er det vel ikke saa lige til at antage at Fredens Fyrste skulde ved fremmede Bajonetter ville bane sig Vei til sin Hovedstad. Saa der endnu er Mulighed, ja Sandsynlighed for at Paven alligevel tilsidst vil drives til at søge sig et Tilflugtssted udenfor Italien, hvor Insurrectionen og Anarchiet daglig griber om sig, og da Spørgsmaalet angaaende Frankrige som Frihavn for den pavelige Magt atter vende tilbage. Man vil da maaskee blive mere fortrolig med denne ved første Øiekast saa skrigende Sammenstilling, naar man betænker at den catholske Religion i Frankrige, trods al Republikanisme og Socialisme, i den seneste Tid har viist sig mærkværdig mægtig og voxende, og naar man erindrrer at Pavedømmets Henvenden til Frankrige har en historisk Grund, at det ikke vil være den første Gang det der finder et Asyl udenfor sit egentlige Sæde, at der i Frankrige gives en Stad som i over et halvt Aarhundrede har havt Pavehoffet indenfor sine Mure og endnu bærer tydelige Spor af denne Udmærkelse – nemlig Avignon. 

Paa den venstre Rhonebred, netop i det Strøg hvor den sydlige Vegetation begynder at blive fremherskende, hvor Oliventræets blege Grønne allerede bemærkes og enkelte Cypresser alt hæve deres mørke Pyramider op over de almindeligere Træer, hvor Vaucluses Sletter strække sig langt hen med deres Morbærplantager, ligger Avignon endnu i sit hele men tomme Middelalders-Harnisk, som et vel conserveret Mindesmærke om et længst forsvundet Storhedsliv, i sit Udvortes endnu vist ikke meget forandret siden den sidste Dag i April 1367, Avignons sidste Herlighedsdag, den Dag paa hvilken Pave Urban den Femte i Spidsen for sine Cardinaler og sit Hof forlod Staden for endelig at begive sig tilbage til Rom, efterat han og fem af hans Forgjængere tilsammen havde tilbragt næsten 70 Udlændighedsaar her i Provence. Nærmer man sig Avignon ovenfra, ført ned ad Rhonens stride Vande, da har man ved første Øiekast et Billede af Magt og Fortidsstorhed, der i sin forunderlige Heelhed ganske vilde sætte os tilbage til hiin Tids Livsfylde, hvis ikke dog et Stilhedens og Forgangenhedens Præg umiskjendeligt var lagt over de vel bevarede Muurverker og enkelte Forstyrrelsens Kjendemærker hist og her viste sig. Lidt ovenfor Byen seer man saaledes et skjønt Fragment af en gammel Bro at gaae midt ud i den rivende Flod, der standse pludseligt, og med sine halv afbrudte, med Løvverk rigt behængte Piller og Buer danne en ægte malerisk Ruin. Men nedenfor denne, langs den hvide Strandbred seer man Avignons mægtige, crenelerede Ringmure at strække sig, faste og glatte som vare de fuldendte igaar. Og bag denne Række skarpe Takker hæve sig Spirene og Gavlene inde i Byen og over dem alle Paveslottets veldige Masser med sine svære fiirkantede Taarne, der i denne Frastand tage sig ganske hele og beboelige ud, saa man undrer sig over at ikke det store pavelige Banner med Nøglerne og Tiaraen vaier fra dets Tinde.

Træde vi nu gjennem en af Ringmurens spidsbuede Porte, høre vore Fjed gjenlyde under den mørke Hvælving og see Faldgitteret over vore Hoveder, da vente vi os naturligt modtaget af pavelige Hellebarderer i deres middelalderske Dragter, og finde os næsten skuffede ved at see moderne franske Soldater staae paa Vagt ved de romantiske Mure og ganske almindelige Toldofficianter komme os imøde under de ærværdige Hvælvinger. Indenfor disse Ringmure hviler dog Byen stille og taus, som nedtrykt under sine Erindringers Vægt; ved at gjennemvandre disse trange, øde Gader med de eensformige, smudsig hvide Huse og de mange Kirker, har man en ubedragelig Følelse af at her er Dagslivets Blomst for længe siden visnet og Kræfterne efter een stor Anstrængelse nedsunken i Udmattelsestilstand. Den ganske egne Aspect af Forsømmelse og Stagnation, forbunden med et Slags poetisk Hengivelse, som et langvarigt Klærkevælde kan paatrykke et Samfund, og som findes eller fandtes mere eller mindre i alle Byer i Kirkestaten (hvoraf Avignon som bekjendt lige indtil de senere Tider har udgjort en Deel), synes endnu den Dag i Dag at kunne bemærkes her, skjøndt saamange Revolutioner siden ere gaaede henover Ruinerne af det geistlige Herredømme. Men dette havde fæstet for gamle og for dybe Rødder, til at de strax skulde kunne oprives selv af de vildeste Storme; Avignon havde sin egen fuldstændige Historie, forskjellig fra det øvrige Frankriges, og derfor kunde heller ikke den Samlivets Aand og Form, som paa denne gamle Historiegrund var bygget, strax udvaskes ved noksaameget udgydt Aristrocrat- og Præsteblod, eller uden videre fornyes og renses ved Encyclopædisternes Fornuftsgrunde – saa ubetvingelig en Magt har det fra Arildstid Bestaaende overfor Øieblikkets uklare Nyhedssyge; det kan vel for kort Tid overdøves og tilsyneladende henveires af nye Ideers og endmere Begivenheders Strøm, men naar denne snart er afløbet, kommer den gamle Grund tilsyne igjen, og gjør sine rettigheder gjældende. Man har saaledes kunnet uddrive Munkeordenerne af Avignon, men man har ikke formaaet til Gjengjæld at bringe noget synderligt nyt Liv derind igjen; Klosterluft og Klosterstilhed hersker der endnu. Det samme Phænomen vil i langt mærkeligere Grad gjentage sig i Rom selv, om end den nye Tingenes Orden eller rettere Uorden formaaer at holde sig der nogen Tid endnu: man kan dekretere Republik og dekretere Kirkevæsenet afskaffet og tage Kirkegodset til Indtægt, men man kan ikke bortdekretere mange Aarhundreders Historie, ikke med et Pennestrøg bortviske Folkets Characteer, Legems- og Aandstilstand, kort det hele Liv, som just har dannet sig ved og gjennem denne Historiens Conservatisme. 

Vi skynde os nu gjennem de stille Gader, hvor ikke Meget formaaer at fængsle Blikket, op mod den Høide hvorpaa Paveslottet throner. Denne uhyre Bygning, eller bedre denne Sammensætning af mangfoldige Bygninger, Taarne og Mure, tildeels af forskjelligartet Architectur, hvoraf dog den italiensk-gothiske er den fremherskende, tilbydeer vel ingensteds noget heelt Overblik, men undlader dog ikke, hvorfra man saa seer den, at gjøre et mægtigt og dybt Indtryk paa den Besøgende, der strax føler at han her har et Universalherredømmes Monument for sig, og ikke blot en gammel Borg i en Provindsstad. Her er han paavirket af en blandet Masse, hvis Mening han ikke let kan fatte og samle, men som han dog føler har et fælles Foreningspunct, hvori dens sande Betydning og Storhed ligger. Er det en Fæstning eller et Fængsel, et Kloster eller et Palads, en Kirke eller en verdslig Bolig? Intet af alt dette alene, men Noget af alt dette samlet, et tro Symbol paa den Magts blandede Natur, som i disse Stene har afsat sit Minde. Bygget i Exilet af en Kirkefyrste, der saagodtsom var Frankriges Fange, fik det derfra sin fængselagtige, sombre Characteer; i en usikker, voldsmægtig Tid maatte det være Fæstning; som en Ypperstepræsts Residents maatte det have et geistligt Præg; som Samlingsstedet for hiin Tids fineste og galanteste Hof, for Kunsters og Videnskabers Luxus maatte det kunne byde saadanne Gjæster et Keiserpaladses Glands; det føiede sig efter alle disse Fordringer og lod sig enda til Slutning sætte et hemmelighedsfuldt Stempel paa af de politiske Machinationer og Intriger som Avignonerhoffet drev med saadan Iver, endog med Inqvisitionens Hjælp.

Denne frygtelige Gjæst havde sin Bolig i de nedre Hvælvinger af et stort Donjon hvor dens skumle Retssale, Fængsler og Marterkamre endnu vises. I et andet massivt Hjørnetaarn, hvis Indre og nu er aldeles ødelagt, var det at den stormodige og ulykkelige (men ikke sidste) romerske Folketribun Cola di Rienzi, Petrarcas Ven, i elleve Aar sad fangen. I et tredie Taarn, Tour de la Glaciere, har man et senere, men mere rædselsfuld Minde; det var ikke Middelalderen alene der havde Krav paa Gyseligheder her, den nyere, den oplyste Tid vilde ogsaa i denne Henseende forbeholde sig sin Ret og sin Deel. Tour de la Glaciere ender sig i et uudforsket Dyb eller Brønd, hvorfra giftigkolde Dunster opstige; gjennem et Hul paa Muren kan man see et Stykke ned i dette Svælg og bemærke hvorledes de indre Vægge ere besatte med et Slags hvidligt Skimmel, hvorpaa store grønlige og brunrøde Pletter hist og her opdages. Disse Pletter er ikke andet end det sidste Spor af de Dynger blodige Liig, som efter Revolutionsmassakrerne i 1793 her nedkastedes!

– Forøvrigt er i Paveslottets vidtløftige Indre, med dets Labyrinth af Gaarde, Taarne, Corridorer, Haller og Celler Intet at see uden nogle Mure og et Forstyrrelsens Billede, mere frembragt af Menneskenes raa Voldsomhed end ved Tidens langsomt opløsende Magt. Og de Partier af Slottet, som endnu ere nogenledes vedligeholdte, og hvor man derfor kunde vente at finde noget Spor efter de oprindelige Beboere og deres Pragtliv, ere nu Sove-, Vaske- og Spisesale for Soldater. Man kan da nok vide at alle Kunstlevninger der ere forsvundne og hvad der ikke kunde bortføres er nedbrudt, overkalket eller gjort ukjendeligt ved Lampeos og groteske Kultegninger af de nuværende Beboeres egen Phantasi. Ja selv den uforgjængelige Architectur er indklædt og maskeret hvor man ikke kunde forstyrre den: Pavernes skjønne Capel, hvor et eneste colossalt Pillerknippe i Midten bærer de letspredte Hvælvinger, der vare forsynede med herlige Loftmalerier af Giottos Skole, er nu langs midten afdeelt med et Bræddegulv og derved forvandlet til to store Verksteder for Soldaterne, som her nu sye Sko og Uniformer, hvor Christi Statholder fordum i egen Person celebrerede Messen. I det øverste af disse Rum skimtes dog endnu nogle utydelige Levninger af Giottos Himmelglorie oppe fra Hvælvingen, gjennem Tobaksdamp og Smuds, men dette er ogsaa det eneste, so Paveslottets Indre opviser af gammel Herlighed. Den Række glimrende Sale, udsmykkede med høi Kunst, hvori Datidens fineste og luxuriøseste Hof bevægede sig med sine Statsmænd, sine Lærde, sine Krigere og sine skjønne Damer, hvor Petrarcaoplæste sine Sonetter og deres evige Gjenstand, Madonna Laura selv lod sig see, forat modtage almindelig Hyldest – disse Sale, hvor Verdens største Interesser fordum afhandledes, ere nu en Række af Caserner! Men det er jo i sin Orden, Militairherredømmet er det sidste af alle, og det er jo i vor Tid atter kommet til stor Anseelse. 

Nogle trin ovenfor det egentlige Paveslot ligger den gamle Kirke Notre dame des Doms, som dermed er forbundet, men er ældre end dette. Man paastaaer endog at den skal være bygget af Carl den Store, men med liden Grund; vist er det dog, at dens byzantinske Stiil tyder paa høi Alder. Desværre er baade det Ydre og det Indre beklageligt forhutlet i Paryktiden. Nogle af dens Capeller er i den nyeste Tid opfriskede med hellige Malerier af den moderne franske Maler Deveria – men det er ogsaa moderne Helgener med brillant Colorit og thatralske Positioner, men ingen Andagtens Naivitet. Her findes ogsaa en moderne Statue af den hellige Jomfru, af Pradier, med et skjønt og reent Udtryk, men ogsaa her savnes de Gamles rørende Inderlighed og umiddelbare Opfatning. I denne gamle Kirke seer man altsaa ikke meget Gammelt – men i en Sidehal træffer man til Gjengjæld det eneste Gravmæle fra Pavetiden, som Avigning eier, nemlig et colossalt men siint udført gothisk Marmormonument over Pave Johan den Toogtyvende, han der regjerede længst i Exilet, byggede Paveslottet og nu er den eneste af sine Medbrødre paa Avignons Pavethrone, der endnu hviler her deel udstrakt og rolig under sine gothiske Spidsbuer. Han er dog lykkelig, som eier en respecteret Grav i et Land hvor saamange Kongers, Fyrsters og Prælaters Gravmæler ere blevne ødelagte og deres Indhold strøet for alle Vinde! Og dog var han ikke værdigere til at skaanes end disse. Historien beskriver ham som en lumsk, vaklende, troløs og pengegjerrig Herre, der holdt Kirkens Præbender ubesatte for at trække Revenuer deraf, og døde saagodtsom forkjættret. Men Avignon var saagodtsom hans Verk og derfor har Historiens Retfærdighed bevaret ham i dets Midte.

A. M.

Munch på besøk hos Victor Hugo

Et Besøg hos Victor Hugo *).

[Den norske Rigstidende nr. 9 (1848). Også trykt i La revue scandinave. 2. année. Paris 1911, s. 65-69.]

Victor Hugo hører ikke længer til de største Modecelebriteter i Paris; han lever stille og indetogent, skriver ikke meget, idetmindste ikke for Dagspressen, forsyner ikke længer den hungrige Legio af Theatre med sine kraftige Stykker, blander sig fast slet ikke i Dagspolitiken, taler kun lidet i Pariskammeret og da kun naar en Sag er paa Bane, der nærmere berører literære, kunstneriske eller almeenmenneskelige Interesser, som f. Ex. da han sidstegang holdt det veltalende Foredrag for Jerome Napoleons, Keiserens sidste gjenlevende Broders Tilbagekaldelse til Frankrige. Men skjønt han saaledes for Øieblikket befinder sig i en Slags honorabel Retraite, er han dog derfor ikke glemt eller mindre anseet, hans Navn har endnu en god Klang og en vægtig Betydning, man erindrer endnu meget godt at han var Anføreren for den unge Phalanx, der hævede Romantikens Banner, og bragte ny Livskraft og frisk Skovluft ind i den galliske Classicitets overkunstlede Salonrum. Vel maa man tilstaae at den Skole han stiftede ikke har holdt hvad den lovede, og ved sine Extravagancer allerede har foranlediget en Reaction; vel kan man ikke negte at Victor Hugo selv ofte i sin poetiske Virken har overskredet det Skjønnes Grændser og forvildet sig i æsthetiske Paradoxer; men man erkjender dog med alt det, at han har gjort Epoche i den franske Literaturhistorie, at hvad han har udrettet er anseeligt nok, om man saa end kun maaler det efter de personlige Mærker: at han nemlig ene og alene ved sin literaire Virken, og trods al den Oposition, han havde at gjennemgaae, er bleven Pair af Frankrige og Medlem af det samme franske Academie, der som Classicitetens bestaltede Vogter med saamegen Rædsel og Indignation havde protesteret mod hans første Optræden. Kommer nu hertil den uvilkaarlige Magt som det ægte Geni endog under sine Vildfarelser udøver, og den aristokratiske Høihed, hvormed Victor Hugo har holdt sig udenfor den nu herskende Speculations-Literatur, saa kan man forklare sig hvorledes det ustadige Pariserpublicum dog altid har kunnet bevare Interesse og en Slags Veneration for ham. Det var ogsaa især den sidstnævnte Omstændighed, Victor Hugos notable Foragt for Markskrigerliteraturens utaalelige Bredhed, der under mit sidste Ophold i Paris igjenvakte mine Sympathier for ham; det gjorde mig godt at vide, at der i denne almindelige literære Fordærvelse, som Eugen Sues og Alexander Dumas's Romanfeuilletoner har afstedkommet, og hvorfor selv Aander som George Sand ikke har kunnet holde sig fri, dog gaves en literær Personlighed af første Rang, der ikke lod sig smitte deraf, og det netop den samme hvem jeg betragtede som Frankriges eneste rigtige Poet, ialfald den Eneste der forstaaer at slaae det i al si Glathed saa gjenstridige og umusikalske franske Sprog i Rythmens fulde Toner. Derfor vilde jeg ikke forlade Paris uden ogsaa med legemlige Øine at have overbeviist mig om Tilværelsen af denne velgjørende Undtagelse fra de literære Forholdes almindelige Deprevation, der indvirkede saa uhyggeligt selv paa mig, den Fremmede. Kort Tid før min Afreise meldte jeg mig derfor hos Victor Hugo, og blev anmodet om at indfinde mig hos ham en Søndag Aften Kl. 8.
 
Victor Hugos Bolig er beliggende paa et for hans poetiske og i Fortidens Eensomhed helst dvælende Natur meget passende Sted, der i Paris ikke kunde være valgt bedre. Det er paa Place royale [Place des Vosges], denne mørke, forladte, alvorligt pragtfulde Plads, den eneste i Paris, der ogsaa i det Ydre har bevaret en historisk Characteer, medens de øvrige, skjønt hver Sten paa dem maatte kunne fortælle store eller blodige Erindringer, fast alle have undergaaet Modernitetens Nivelleren og have optaget Dagslivet i sig. Place royale derimod, beliggende ikke langt fra Bastillepladsen, mellem Rue St. Antoine og det stille, for det meste kun af Rentiers og underordnede Embedsmænd beboede Marais, har ganske vedligeholdt det Udseende den fik ved dens Anlæg i Henrik den Fjerdes sidste Regjeringsaar. Høie, massive Huse, hinanden aldeles lignende, omgive den i en regelmæssig Fiirkant, byggende af røde teeglstene, hvorved de contrastere meget mod den graagule Kalkstensmasse, hvoraf ellers Paris bestaaer, og med høie, spidse skiferdækte Tage. I deres nederste Etage gaae aabne, lave Arkader rundt om Pladsen, hvis indre Fiirkant er omgivet af et Jerngitter. Herindenfor ere nogle grønne Anlæg, nogle eensomme Træer og et Par sparsomme Fontainer; i Centrum staaer en plump Rytterstatue i hvidt Marmor af den tungsindige Kong Ludvig den Trettende, hvis hele triste Alvorlighed synes endnu at raade over disse Omgivelser, skjønt den Afglands af galant Ridderliv, som i hans Tid gjorde denne Plads til Modeqvarteret i Paris, forlængst er veget derfra og har givet Rum for Ødhed og Erindring – Det var en kold, men klar og maanelys Søndagsaften da jeg fra Paris's larmende Nutidsqvarterer om Palais royal ved en hurtig Cabriolet pludselig hensattes paa denne gamle Plads, hvor en forsvunden Tids Luft slog mig imøde. Alting var her øde og forladt, men eget, skjønt og høitideligt stemmende; de dunkle Huse med deres høje, taarnagtige Tage besatte med mangfoldige Spidser og Udvæxter, tegnede sig med skarpe Contourer i den blaalige Maanebelysning, de lange Vinduesrækker blinkede i de zirtrende Straaler, brede Skygger faldt fra Pillarerne i Buegangene hen over Steengulvet. Ikke et Menneske saaes paa den hele Plads, ikke en Lyd hørtes uden Vandets eensformige Pladsken i Fontænerne og nogle rustne Jernfløies hæse Knirken paa Tagene. Kunde dette være Paris? befandt jeg mig virkelig her midt i den menneskemyldrende Verdensstad, og ikke heller i en af Fontainebleaus eensomme Slotsgaarde? Thi Liigheden dermed var paafaldende, det var den samme Architectur, denne samme forladte Stilhed. 

I en besynderlig Stemning steeg jeg opad de brede Trapper i Huset No. 5, hvor Victor Hugo boer. Det forekom mig som maatte jeg deroppe blive modtaget, ikke af en moderne Forfatter i hans Salon, men af de høie, alvorlige, fløielsklædte Gestalter, der med langt kruset Haar, tilspidset Skjæg, et melankolskt Træk om den fine Mund, og den kniplingsbeskyggede Haand lænet paa Sværdfæstet, i Ludvig den Trettendes Tid skred gjennem disse Gemakker. Det Forværelse, hvor jeg først indvistes, tilintetgjorde ikke ved nogen moderne Aspect denne romantiske Stemning. Et brunt Egetræs Paneelværk med kunstige Udskjæringer bedækkede Væggene, og deri vare hist og her indfattede Broncemedallions med Basreliefs fra den franske Middelalder; i de dybe Vindusnicher stode Gibsafstøbninger af Sculpturværker fra Renaissancetiden; en mat fra Loftet nedhængende Lampe oplyste sparsomt det underligt kantede Værelse. Her maatte jeg vente en Stund; endelig aabnedes de tunge Fløidøre i Baggrunden, en stærk Lysning kom mig imøde og paa Tærskelen viste sig – ikke en Cinq Mars eller de Thous slanke, tankeblege Skikkelse, men en moderne klædt, trivelig Mand af Middelhøide, med et rødt, fyldigt, smilende Ansigt og glatte Manerer; det var Victor Hugo. Ved dette Syn tabte jeg med Eet alle min Illusioner, jeg befandt mig atter i Hverdagslivets Niveau, og fulgte rolig den venlige Vært ind i hans klart oplyste Familiesalon, hvor de tilstedeværende Beboeres moderne Udseende atter for en Deel ophævede det middelalderske, borgagtige Indtryk, hvorpaa det her ogsaa ved Værelsets Udsmykning tydeligt var anlagt. Mørke vævede Tapeter og tunge Forhæng hang ned fra Vægge og Vinduer; enkelte store Malerier, Jagt- og Stillebensstykker i svære Rammer, vare uregelmæssigt anbragte; høiryggede, knirkende Stole, antike Skabe og Meubler af udskaaret Ibenholt eller Egetræ, med alleslags Curiositeter paa, manglede ikke. I et Hjørne af Stuen var den yngre Deel af Familien, nogle unge Damer og Herrer, grupperede om et Bord, sysselsatte med at spille Domino; ved et andet Bord, der var bedækket med Journaler og Bøger, sad en gammel Mand, med friserede hvide Haar, af et diplomatisk Udseende, ivrigt beskjæftiget som det lod med at studere Dagens Anliggender. Endelig foran den uhyre Marmorkamin, hvori et vældigt Baal af store Kubber frammede, havde Husets Herre nu stillet sig hen i en napoleonsk Stilling, med Hænderne paa Ryggen. Medens nu Samtalen lidt efter lidt kom i Gang, og naturligviis først dreiede sig om det skjønne nordlige Land, hvorfra den Besøgende var kommen for at bringe den europaberømte Digter sin Hyldest, havde jeg Anldning til nøiere at studere hans Træk, for om muligt deri atter at gjenfinde det skjønne, fine, aandfulde Billed, som hans Portrætter før havde givet mig af ham, men som det første Syn ad vivum saa aldeles havde nedbrudt. Det lykkedes mig ogsaa virkeligt af dette fede, røde Ansigt at udbringe Elementerne til hint fordums Billed. Endnu var den høie, usædvanligt hvælvede Pande der, som saa ofte har givet Gavarni og Dantan Stof til Charger; til den fine, bøiede Næse kunde man endnu opdage Contouren, skjønt den var bleven saa bred og udfyldt; de skjønne dybe Øine udsendte endnu Glimt af fordums Magt, skjønt de nu næsten vare bedækkede af tykke Øienlaag; om Munden saaes undertiden endnu et fint og bevæget Træk, skjønt dens almindelige Udtryk var Slaphed og Livslede. Ensemblet af hans Physiognomi gav mig et Indtryk af en Sjælstilstand, der var nedstemt fra sin forrige Høide, af en mægtig Individualitet, der ved Skuffelser, Vildfarelser og usande Aandsforhold var bragt til at søge sin Havn i materiel Nydelse og Ro, og i en udvortes sikkret og hædret Stilling. 

«De er altsaa fra Norge», gjentog han distrait, efter at vi allerede længe havde talt om dette mit nordiske Fædreneland. «I Norge» – et Smiil som af en blid Erindring gled herved over hans Træk – «i Norge har jeg engang sat Scenen for et af mine Ungdomsarbeider. Har de læst Han d'Islande? Det var en lykkelig Tid da jeg skrev den, en Tid fuld af Kamp og Savn, men ogsaa af Haab og Ungdomsmod». – Jeg udtrykte naturligviis min Beundring for den mægtige Phantasi og vilde Kraft der aabenbarede sig i Han d'Islande, men tillod mig ved Siden heraf at bemærke, at Romanen ikke røbede synderligt Kjendskab til det Lands Forhold, Sæder og Skikke, hvor dens Handling var sat. «Jeg veed det, jeg veed det vel», svarede han smilende. «Dengang var det mig kun om at gjøre at finde for mine Skabninger en Skueplads, der var vild, ubekjendt og romantisk nok, og hvor Phantasien kunde have frit Spillerum. Skulde jeg nu skrive en Roman, der foregik i Deres Fædreland, vilde den vel blive mere tro, men ogsaa mere kjedelig». – Imidlertid lod det just ikke til, af hans øvrige Yttringer at dømme, at hans Kundskab til vore nordiske Lande var steget betydeligt siden hiin Tid. Hans Begreber om vore politiske, sociale og literære Forhold vare meget confuse, og han blandede norske, svenske og danske Sager meget ugeneert om hinanden. Selv vort Lands simpleste Topographi var ham ikke klar; han troede saaledes at der kun gaves to Stæder i Norge, Christiania og Trondhjem, Alt det Øvrige var ham ubekjendt Fjeld og Ødemark. Af literære Notabiliteter kjendte han kun af Navn først og fremst Frederikke Bremer, dernæst Tegnér, Oehlenschläger, Andersen, og tvivlsomt, Heiberg. Hvo af disse der hørte til den danske eller svenske Literatur var han ikke ganske paa det Rene med; en særskilt norsk lod det ikke til at han nogensinde havde hørte tale om. Den eneste Personlighed hos os han ret levende syntes at interessere sig for og kjende rigtigt til var vor Konge, fra hvem han fortalte at have modtaget et egenhændigt Brev, efter Regjeringstiltrædelsen. «Kong Oscar», sagde han, «er en af de mest dannede, oplyste og tidsmæssige Monarcher i Europa; han er et ideal af en constitutionel Konge; det Land er lykkeligt der regjeres af en saadan Menneskeven». Heri gav jeg ham naturligviis af Hjertet Ret, søgte dernæst saagodt jeg kunde, i al Korthed at give ham en rigtigere Idee om vore Forholde her hjemme, og endte med at spørge om vi ikke nu, da Communicationsmidlerne vare blevne saa lette, kunde gjøre os Haab om en Sommer at see ham i Norge, blandt grandiøse Naturscener, jeg ikke tvivlede paa at hans mægtige Aand vil føle sig beslægtet med. «Det kunde nok være gavnligt at forfriske sig i Deres kraftige Bjergluft efter Corruptionen her», svarede han. «Men» – lagde han til med et lite Skuldertræk – «man bliver gammel og doven». – Ifølge hans Spørgsmaal om hvorledes jeg fandt Theatrene i Paris, yttrede jeg blandt Andet min Beklagelse over at det endnu ikke var lykkets mig at faae see et eneste af hans Dramer opført, uagtet jeg nu havde været flere Maaneder i Paris. Forsilde mærkede jeg at jeg herved var kommet til at slaae paa en øm Streng. Han hævede sit Hoved med saaret Stolthed, forlod sin rolige Stilling ved Kaminen, gik hurtigt op og ned i Værelset, og lod falde afbrudte Sætninger, som «Mine Stykker – det er ikke deres Tid nu – man har jo Dramafabriker nok, der kan hjælpe sig uden en saa kostbar Ingredients som Poesien – desuden vil De have Tragedier, saa gaae hen og see Ponsard, denne classiske Skoledræng, hele Paris er jo fuld af Larm over hans Agnes de Meranie – jeg skriver knapt for Scenen meer». – han fattede sig dog snart igjen, indtog atter sin forrige Post og begyndte med rolig Ironie at velte sig over de nuværende literære og dramatiske Misforholde i Paris. Uheldigvis blev dette for mig interessante Foredrag snart afbrudt ved Madame Hugos Indtræden. Denne nu noget corpulente Dame, med tydelige Levninger af stor fordums Skjønhed, havde et ærgerligt Udseende. Om Historien med Madame Biard endnu spøger mellem Ægtefolkene skal jeg lade være usagt, men urimeligt er det da ikke. Fruen lod sig synke ned i en Lænestol ved Ilden, og omgaves snart af en Kreds unge og ældre Herrer, der lidt efter lidt indfandt sig. Samtalen blev nu almindelig, men for mig ikke synderlig interessant, da den meest dreiede sig om fælles Bekjendtskaber, Dagsbegivenheder etc., hvortil jeg ikke stod i nogen Rapport. Saasnart det var muligt, anbefalede jeg mig derfor; Victor Hugo rakte mig hjertelig sin Haand til Afsked, og betydede mig idet han fulgte mig ud i Forværelset, at hans Salon saaledes stod aaben hver Søndag Aften, og at det vilde være ham kjært, at see mig oftere deri. Jeg kunde til Svar beklage, at min alt bestemte Afreise desværre vilde forhindre mig fra at benytte mig af dette gode Tilbud, at jeg sandsynligviis ikke saa ham mere i Paris, men at jeg endnu ikke vilde opgive Haabet om engang at see ham i Norge. Han rystede smilende paa Hovedet, og med de Ord: «Hils Deres Bjerge og Deres Hjems simple Tilstande; hvad mig angaaer, jeg maa holde mig her i de falskes Hvirvel» – faldt Døren til efter ham og jeg saa ham ikke mere. Med beklemt Sind ilede jeg ned ad Trappene, og aandede først atter selv da jeg befandt mig paa den øde, maanebelyste Plads, der nu dog for mig havde tabt al sin Romantik, siden jeg vidste hvilken moderne, glimrende Utilfredshed der boede bag dens mørke Mure. 

A. Munch

*) Jeg finder mig foranlediget til herved eengang for alle at erklære, at jeg ikke er Forfatter til andre Stykker i dette Blad, end de der ere mærkede med mit Navn. A. Munch.