[av A. Munch, i Norden. Et
Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]
Den rige Historiens og
Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de
sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit
uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi
uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger,
hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i
Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu
hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her
undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første
christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det
Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under
og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse
synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har
fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og
ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og
Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage,
ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike
Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har
Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge,
sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid
grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange
endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog
storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og
Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu
bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager
derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny
Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre
Historien groe.
Det er dog naturligviis
Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende
Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne
fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det
romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra
Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra
Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke
Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er
de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra
Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde
Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte
Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er
tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske
alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse
mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve
Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og
Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til
den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød
for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange,
overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne
Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig
kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses
oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige
Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord
af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og
Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio)
befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede
Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner,
men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og
indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid
bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der
stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste
Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke
den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den
nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans
indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte
betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de
paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige
Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al
Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke
kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve
Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af
den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen
af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de
Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund,
hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en
Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de
skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske,
især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at
Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle
Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt
tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog
P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde 
Vi ville slutte os til
et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de
farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske
Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra
Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv,
gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres
ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i
Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer
med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i
forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige
Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa
forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var
tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er
nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu
stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde
og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har
ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af
Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af
Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.
Paa den øverste af
disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som
Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev
bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo
Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede,
noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig
Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt
over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af
et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de
klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt
de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os
en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk,
dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en
chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse
moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for
Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et
Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler
angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser.
Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet
endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via
sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel
vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia,
som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i
Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus
har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket
fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det
dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod
denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets
to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud,
efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der
under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa
Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus
Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de
keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene
tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees
Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det
saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal,
hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har
beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har
antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families
Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum
træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med
den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte
gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring,
ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er
bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke.
Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som
gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino
(ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal,
som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi
lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider
har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe
ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes
«Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare
udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi
den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere
Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover
staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere
nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til
at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum.
De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene
keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden
at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes
beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og
Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske
Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys
paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.
Fra Peristylen træder
man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis,
som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven
gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer
den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har
omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de
overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne
af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede
romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller
Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et
mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over
dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor,
Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae
ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder
dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper
og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over
Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i
Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i
Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved
Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere
og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med
Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev
overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran
istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere
Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al
denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til
Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun
smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer
fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu
kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske
Soldater. Sic transit gloria mundi.
I Flugt med disse
keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere
Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som
Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af
corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes
omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure,
hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af
Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot
anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere
altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med
Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf
Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder
Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum
antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke
ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om
Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af
Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord,
hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner
bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man
nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco,
og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den
gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og
Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af
Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum
til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte
over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og
saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af
denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have
fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner
befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver,
en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis
skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt
restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra
Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn
midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende
Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og
Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav
omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg
glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter
Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den
romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne
veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede
Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det
underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og
Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog
Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af
Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang
pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de
fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.
Stigende ned af denne
Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino,
som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i
de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee
et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er
samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder,
Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af
sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige
Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste
Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne
borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig,
hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af
antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste
Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem.
Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner
udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus,
som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et
Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i
Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen
indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en
af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts
og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han
lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var
saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads.
Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! –
Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt
Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som
var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af
trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det
moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt
Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert
Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større
Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over
den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle
Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave –
pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en
muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og
man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri
fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af
lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden
i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved.
Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel
eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket
med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af
omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De
har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv
bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt
i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et
af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker.
Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til
den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i
Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op
over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange
fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens
overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa
Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens
Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er
udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde
Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en
eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede
Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er
Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den
Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge,
at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den
for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar