Nogle Partier af en Thelemarksreise, 1845

Andreas Munch giftet seg i 1844 med Charlotte Juel, på samme tid som Asbjørnsen og Moes folkeeventyr først ble utgitt og vekket interessen for norsk natur og folkeliv. Bryllupsreisen følgende sommer ble en strabasiøs ekspedisjon til Telemark og Gausta. Munchs gikk fra Kongsberg til Bolkesjø, og med båt over Tinnsjøen til Håkanes og oppover Vestfjorddalen, forbi Miland og Ingolfsland opp til Rjukan og videre til Gausta, som de besteg, før de la veien ned over Tuddal og hjem. Disse områdene var allerede på denne tiden i ferd med å etableres som turistmål. Adolph Tidemand hadde året i forveien besøkt Telemark, og bragte med seg tilbake skisser og tegninger fra samme steder som Munchs siden besøkte. Likesom denne reisen ble avgjørende for Tidemands karriere som folkelivsskildrer, er det inntrykkene fra Telemarksreisen som dannet grunnlaget for Munchs nasjonalromantiske diktning, og gav stoff til flere av hans beste dikt, som «Ved en Fjeldreise» og «Paa Tindsøen», samlet i Digte,gamle og nye (1848). Inntrykk fra reisen har også nedfelt seg i romanen Den Eensomme (1846), som Andreas Munch-selskapet utgav medkommentarer i 2013. I Munchs reisebesrivelse gjenkjenner man i detalj en rekke steder som senere ble skrevet inn i denne romanen. Munchs reisebeskrivelse, «Nogle Partier af en Thelemarksreise», ble utgitt anonymt i ni deler i avisen Den Constitutionelle, som han selv redigerte, og det er disse lite tilgjengelige tekstene Andreas Munch-selskapet nå har samlet under etiketten «Telemarksreisen».

Munchs telemarksreise 1845, del 1/9

[Den Constitutionelle No. 243/1845]

Indgang til Fjeldstuen [Tykt i Digte, gamle og nye (1848)].

Har du ei følt, naar Sommernætter dale
Med stille Klarhed over Fjord og Kyst,
En hjemlig Stemme i dit Indre tale
Om Fjeldets Eensomhed og Fjeldets Lyst?
Har du, mit Norges Barn, ei tit fornummet
Den underlige Higen i dit Bryst,
Som dvæler, naar hver anden er forstummet,
Som drager dig til Fossens vilde Dyst?

Det er vor Stammemoders fjerne Kald
Som gjennem Bykulturens seige Skal
Vil finde Vei til vore Hjerterødder,
Det er en Barndomsluft fra Fjeldets Hal
Som Vinger har for vore træge Fødder –
Det er er Suk, halv Tungsind og halv Fryd,
Der bæres til os fra de store Skove –
Det er Naturens egne, stille Lyd
Som binder Bjergets Søn til Bjergets Love.

Alt mangengang, naar jeg paa Danmarks Sletter,
Ved Tydsklands Floder søgte fremmed Fred,
Det lød til mig fra Gaustas vrede Jetter:
Vor er du dog, her findes ei dit Sted!
Og hvor jeg gik, for mine bedste Minder,
Naar under Viinløv jeg i Syden sad –
Steg manende og vinkende en Rad
Af Fædrelandets hvide Kjæmpetinder.

Omsider kan jeg ikke trodse meer.
Tilfjelds, tilfjelds jeg maa i denne Sommer,
Og til en Gjengjæld, at saa seent jeg kommer
At ikke først af Alt mit Hjem jeg seer –
Jeg bringer med mit Dyreste i Livet
Jeg lægger tillidsfuld hvad mig blev givet
Af Kjærlighed og Tro til Fjeldets Barm,
Jeg knæler med min Elskte Arm i Arm
Ved Foden af det skinnende Altar
Hvor Norges Aand har sit Orakelsvar.

Thi ene der, i Dalens grønne Kammer
Og høit paa brune Fjeldmark groer den Urt
Som eier Lægekraft for al vor Jammer,
Som er det eneste vi har af Purt
Og Ægte i den Stads, hvormed vi brammer.
Deroppe Sjælen, gysende af Haab
Maa dukke i det iisblaa Fjeldvands Daab,
Kun for igjen des klarere at stige
Og skue sikkert over Fædres Rige.

Paa en klar, solvarm Morgen, saa sjælden i denne regnfulde Sommer, forlod vi Kongsberg for over Bolkesjøe at tiltræde vor Fjeldreise. Det var Søndag, og Kongsberg følgelig endnu stillere end sædvanligt. Julisolen laae blank og brændende over de øde Gader, over de sorte, fordetmeste kun halvt indredede Bjælkehuse. Kun enkelte pyntede Kirkegjængerinder bevægede sig langsomt opad de tunge Gader til Kirken, hvorfra just Klokkerne kaldte til Høimesse. Vi begik vist ingen Helligbrøde ved at kjøre Kirkens aabnede Dør forbi, og ved at lade vor Kjærres Skranglen og Skrigen forsyrre den almindelige Sabbatsfred, thi vi begyndte jo idag vor Valfart til en Tempeldom, høiere, dristigere hvælvet og mere andagtsvækkende end Kongsbergs berømte Rococo-Gudshuus, hvormeget end dette brammer af rig Forgyldning og vredne Forziringer.

Vor Vei førte os nu først langs den brede, rivende Laugen Elv, den samme der et Stykke længer nede ved en liden afledet Draabe af sine mægtige Fossefald hjelper Menneskerne at smelte, mynte og præge det dyrebare Sølv. Allerede slog os imøde den qvægende Luftning fra Granskov og rindende Vande, og fordrev vor Mathed efter den trykkende Solhede inde i Byen. Naaletræerne traadte tættere og tættere, og nærmere og nærmere til Veien; paa den ene Side blinkede Elven igjennem dem, og over deres Toppe hævede sig Aaser bag Aaser, indtil Dalen lukkedes. Endnu rullede dog vort beskjedne Kjøretøi let henover den temmelig brede og jevne Vei, endnu kunde det mærkes at denne var ofte befaret og førte hen til godt beboede Steder, da pludselig Skydsgutten standsede vor Fart med det Udraab: «Her skal vi ind», og pegede med det samme paa en smal Bygdevei, der tilvenstre tog af ind i det Tykke af Skoven. Jeg vendte Hestens Hoved i denne Retning, og snart befandt vi os paa den egentlige Bolkesjøvei, der følger Jondalselvens Krumninger saalangt det vil gaae. Det var endnu saavidt at Kjærrehjulenes Bredde fik Plads paa denne trange, stenede, ofte af Præcipier begrændsede Vei eller rettere Sti. Da Skydsgutten hørte vore Tvivl om det gik an at kjøre her, loe han og sagde: «Aa, endnu er Veien da god nok, men naar vi komme forbi Moe, saa bliver den slemmere». Og det fik vi da ogsaa at sande.

Imidlertid havde denne langsomme og forsigtige Kjørsel ud og ind om Granestammer, over Trærødder og Steenheller, ved Afgrunde og i Dybet brusende Bække, for os noget særdeles Friskt og Tiltrækkende, som vi i dette Øieblik idetmindste ikke vilde have byttet for den bedste Chausee. Vi mærkede at vi allerede vare i Forgaarden til den høie Fjeldborg, skjøndt vi endnu ikke kunde see dens Tinder. Paa begge Sider bleve Bjergvæggerne høiere og steilere, Dalen blev trangere, Bækkene stridere, Løv, Græs og Mos grønnere og saftigere, Luften renere. Vi følte os ligesom komne nærmere til Naturens Hjerte, til Skovernes inderste Hemmelighed; Granerne og Birkene lukkede sig ofte over vore Hoveder og slog os med deres lange Vifter i Ansigtet; Solstraalerne gav underlige Reflexer i de grønne Dybder; en ligesom aandende Stilhed var udbredt overalt, kun afbrudt af store for os fremmede Insecters Surren, Vandenes Rislen og de sælsomme, ubestemmelige Toner, som ofte høres fra tætte Skoves skjulte Afkroge. Undertiden klarnedes Skoven pludseligt og gav Plads for en lille grøn Slette med en Ager og en Hytte, og hvorover Veien kun var kjendelig ved et Par Hjulspor i det friske Græs. Her gled Elven blank og stille som en Aa, medens Ore- og Birkekrat hang udover dens Bredder og dyppede sine fine Blade i dens speilklare Vand; men snart steg Veien atter op i Skoven og over Fjeldskrænterne, og derfra saae vi dybt nede den samme Elv nu fossende at styrte sig mellem skarpe Klippeblokke.

Det gik nu bestandig opad, Klev efter Klev; Veien forsvandt mere og mere, saa vi maatte stige af og søge vor Fremkomst tilfods, angrende at have ladet os forlede til at tage Kjøreredskab paa en decideret Ridevei. Eftersom vi kom i Høiden blev Skoven tyndere og mindre, Omgivelserne mere eensformige og tørre. Store løse Stene laae spredte udover Heien blandt Blaabærlyng og Kratskov, enkelte mørke Fjeldkjern stirrede os imøde og vi maatte ofte passere lange brune, uveisomme Myrstrækninger, saa den halvtredie Miils Vei til Bolkesjøe under vore Fødder syntes at udstrække sig til dobbelt saa langt. Endelig, ud paa Eftermiddagen, vandt vi Høiden af den sidste Aas. Det Skuespil, som herfra udfoldede sig, for vore higende Blikke, vil Den aldrig kunne glemme, som engang har nydt det; os beredte det et af hine herlige Momenter, da Aandsbevidsthed og Livskraft ligesom gjør et føleligt Fremryk. Da vi havde tilbagelagt den sidste Bakke, og skredet noget frem paa Plateauet af Aasen, forhindrede vel endnu Træer og Huulveie det frie Nedsyn til den modsatte Side, men høit i det Fjerne skimtede vi alt nogle lysblaae Striber, for faste, for bestemt afgrændsede til at være Skyer, og dog ogsaa for lette, for klare, for himmelnære, saa forekom det os, til at være Fjelde. Med bankende Hjerter ilede vi fremad, nu bøiede vi om den sidste Skrænt – og der laae den pludselig for os, i fuld Solbelysing, den svimlende, prægtige Indgang til Fjeldstuen, den hele Horizont en Halvkreds af Thelemarkens høieste Fjelde. Lige under os, i Forgrunden, dybt, dybt nede, Bolkesjøes adspredte, bizare Huse paa den grønne skraaende Vold, omkrandset af en dobbelt Rad af blinkende Vande og Indsøer. Uden om disse igjen en bag hinanden opadstigende Række af terrasseformede Aasser og Fjeldstrækninger, alle med deres særegne Skatteringer, fra Purpurviolet til Mørkeblaat og derfra igjen til det klareste Azur. Og endelig i det fjerneste Fjerne, ligesom svævende oven over Alt, de hvidblaae Toppe af Liefjeld, Mælefjeld, det sneestribede, skarpt kantede Gousta, Blefjeld, og hvad de hedde alle, disse himmelstormende Jetter. En klar guldfarvet Aftenhimmel laae udspændt over dette mageløse Panorama.

Vi stode længe tause, hensjunkne i Betragtning: paa eengang opløftede og overvældede, følte vi ligesom maatte vi tage Vinger og flyve henover det bølgende Hav af Bjerge, der blaanede foran os, og dog vare vi os til samme Tid bevidste, at noget uendelig Haardt og Strengt her var traadt os imøde, der opfordrede til den høieste Anspændelse af Kræfter. Endelig steeg vi stille ned ad den grønne Bjergskraaning, over blomstrende Marker og Agre til Bolkesjø Gaard, hvis Beboere vi traf siddende i deres Søndagsstads paa Trappen til det særtbyggede og udskaarne Stabur, som saa ofte er seet i Afbildninger. Vi bleve modtagne med naiv Hjertelighed, som vare vi længe ventede Gjæster, og Konen i Huset, en smuk gammel Bondehustru, credentsede os med naturlig Værdighed en Sølvkande fuld af skummende Øl, og bød os Velkommen til Thelemarken.

Munchs telemarksreise 1845, del 2/9

[Den Constitutionelle No. 257/1845]

Tindsøen.

Fra Bakkerne ved Gaarden Nisi, hvorhen et noget besværligt men animerende Morgenridt gjennem Skovtragterne fra Bolkesjø, tildeels ad Gjenveie, havde ført os, saae vi førstegang et blaanende Glimt af hiin underfulde Søe, der har været Gjenstand for saa mange Reisendes Beundring og Rædsel. Vi standsede et Øieblik ved Gaardens gamle, med kunstrig Udskjæring zirede Huse, der laae fredeligt og eensomt paa en lille Høislette mellem bratte, skovbegroede Aaser, hvilke i Baggrunden styrtede sig dybt og steilt ned, forat omslutte et Fragment af Tindsøen. Her paa Nisi traf os førstegang det Phænomen, som sidenefter saa ofte forfulgte os gjennem Thelemarkens Dale, nemlig Husenes totale Forladthed af Beboere og Levnetsmidler. Udmattet og trængende til al Styrkelse efter halve Dagsreiser i den brændende Sol, gjennem vilde Skovstrækninger eller over miilelange Vande, kommer man endelig til den Gruppe smaa, steengraae Bjælkehuse, hvor menneskelige Aasyn skal være at see, Hvile og Vederqvægelse at erholde – og man finder Gaarden øde, Dørene lukte, intet levende Væsen at see, ingen Lyd at høre, Gravstilhed overalt, som havde den sorte Død nylig gaaet gjennem Dalen. Men Livet er kun af Nødvendighed og Lyst steget op af den trange, af Julisolen gjennemglødede Revne i Fjeldmassen, som man kalder Dal, op paa de vide, uendelige Fjeldmarker, hvor Sommerluften er let og kjølig, Græsgangene rige og kraftige, og kun endnu de hvide, evige Sneetoppe rage høiere op mod Himlen end Menneskenes Hoveder. Heroppe, til Sæters, maa man paa denne Tid af Sommeren søge Fjeldbonden i hans Hjem, her boer han med Sønner og Døttre, med Heste og Qvæg, her flyder hans Gjæstfrihed over med Melk og Fløde, medens nede i Bygden hans Gaard staaer forladt, og den Reisende der knapt finder et Par gamle Føderaadsfolk eller Inderster, som Intet have at byde ham uden fjorgammel, grønsuur Kjældermelk, Fladbrød, maaskee Smør, og om Lykken er særdeles god, lidt træhaardt Spegekjød. Saaedes vare Gaarden Nisis Beboere ogsaa dragne tilfjelds, og dog maatte vi der endelig have fat paa en Mand som skulde sætte os over til Tindoset, hvor Baadskydsen tilsiges.

Efter langvarig Kalden og Søgen omkring i de mange Smaastuer, hvormed Gaarden efter Sædvane var bestrøet, trak vi endelig en gammel Invalid frem af et Skuur, hvor han laae paa nogle tørrede Blade og sov i Formiddagsheden. Kalden lod ikke til synderlig at lide denne uventede Forstyrrelse; som mange af hans Landsfolk foretrak han endnu Magelighed for Fortjeneste. Skuttende sig og smaasnakkende med sig selv humpede han dog efter os, som vi rede nedad den endnu temmelig lange og besværlige Vei til Søbredden. Her laae den da for os, denne af skyhøie Fjelde indelukte, lunefulde Vandstrimmel, nu blank og stille og spillende i Solskinnet, som et slebet Staalspeil, for maaskee i næste Øieblik rygende at skumme op ved en pludselig Kastevind fra de dybe Kløfter. Endnu saae vi kun den nederste og mindst charakteristiske Deel deraf, men allerede dette Basin var trangt og dybt nok til at give os en stor Forventing om hvad der skulde aabenbare sig indenfor de i Baggrunden fremspringende Fjeldcoulisser.

Medens den gamle Færgemand med en uimodstaaelig Langsomhed og Omstændighed syslede med at faae sin Æggeskal af en Pram flot, havde vore Skytsbønder fra Bolkesjøe befriet deres smaae Heste fra Bidsel og Sadeltøi, og slap nu disse vilde stridslystne Hingster, som vi den hele Vei havde havt megen Møie med at holde i behørig Afstand fra hinanden, pludselig løs. Med en frygtelig Hvinen og Vrinsken, der gjenlød i Fjeldene rundt om, styrtede nu de rasende Dyr sig over hinanden, bedes, sloges og stod opreist paa Bagbenene, medens Skydsgutterne, et Par unge raske Karle i thelemarksk Nationaldragt, kastede sig derimellem, hujede og skreg, og syntes at finde en stolt Glæde i dette vilde Skuespil, der fuldkommen svarede til Omgivelserne.

Endelig var vor seendrægtige Gamle færdig med sine Tilberedelser til Overfarten, vi steeg vaersomt i hans skrøbelige Farkost, der vippede ved den mindste Bevægelse og gjennem hvis raadne Sammenføininger Vandet piblede ind. Skjøndt Strømmen her gaaer temmelig strid, hvor Tindsøen har sit Afløb i Elven, kom vi dog med denne ynkelige Befordring godt og vel over til den anden Side, hvor Skydsskafferkonen paa Tindoset strax tog os under sin Beskyttelse, og sendte Iilbud ud for at oprive Roerskarle, idet hun dog tillige gav os den trøstelige Underretning, at det kunde vel hende man ingen fandt, «for de Fleste var nu paa Stølen». Imidlertid var der intet andet for end at vente med Taalmodigheden; vi satte os da paa Bakken udenfor Hytten (hvis Indre ikke saa meget indbydende ud), tog frem vor Niste og holdt vort tørre Middagsmaaltid, omringet af Tindosets hjemmeværende Beboere, mest Børn og gamle Qvinder, der fulgte enhver af vore Bevægelser med Øinene, og overvældede os med de sædvanlige naive Inqvisitioner om hvem vi vare, hvorfra vi kom, hvad vi vilde her, o. s. v.

En ældgammel Hex, der kom rokkende ud af Stuen ved sin Stav, rystede endnu meer paa Hovedet end hun ellers gjorde, og fortrak sin tandløse Mund til at medynksomt Smiil, da hun hørte at vi meest vare komne herop for at see Gausta og Rjukanfossen. «Her havde hun nu siddet paa Tindoset i mangfoldige Aar, og seet mange Reisende fra alle Verdens Kanter drage opad til Fossen, men aldrig kunde hun endda blive klog paa dem, at de kom saa langveisfra og gav saa mange Penge ud for at see Noget der var saa stygt». Vor Befrielsestime slog snarere end vi havde ventet; paa en Plads i Nærheden havde Budet heldigviis truffet Karlfolk hjemme, og vi fik i en Hast to flinke Roerskarle. Et Leie af frsikt Løv blev redt i Bagstavnen af en ny, god Pram, vi leirede os beqvemt deri, og snart gik det opad den blanke Fjord for raske Tag af de korte plumpe Aarer.

Middagssolen stod brændende over vore Hoveder, dens mægtige Straaler syntes at maatte have Kraft til at gjennemtrænge det sorte Vandspeil hvorover vi hengled, og oplyse de underliggende Dybder. Men Tindsøens Vande ere dertil for bundløse, deres Hemmeligheder for vel bevarede. Ikke en Haandbred under Vandskorpen kan man see, selv tæt under Land, kun det sorte Dyb stirrer op med sine uudgrundelige Øine. Ingen Vandplante vugger sine grønne Blade paa Tindsøens Bølger. Intet Siv hvisker paa dens Bredder, kun de strenge, alvorlige Fjeldvægge stige næsten lodrette op paa begge Sider af Vandfladen, indtil to tusinde Fods Høide, undertiden i Revner og Ridser bevoxede med Løvskov og Furutræer, men som oftest ganske bare og kund afbrudte ved gigantiske Urer og Nedstyrtninger. Deraf kommer det, at Tindsøen selv i det blankeste Veir, som nu, gjør et sært, mørkt og beklemmende Indtryk; hvordan maa den da ikke være at skue, naar Fjeldvinden rasende gjennemfarer dens fire Mile lange Spalt, og oppidsker dens korte Bølger til rygende Skum, eller naar Høsttaagen lægger sig graa og klam over den, og de lange Skygger aldrig vige?

Alt som vi foer frem, og Næs efter Næs tilbagelagdes, og Fjeldene, især paa den venstre Side, stege høiere og rædsommere i Veiret, og Fosser viste sig langt oppe paa de glatte Bjergvægge som lydløse hvide Strimer, og den venstre uhyre Klippebreds lange, mørke Skygger faldt bredere og bredere tvert over Søen, saa vi tilsidst, tidlig paa den varmeste og klareste Solskinseftermiddag, roede under dem som i den kjøligste Aftenskumring, – da følte vi os mere og mere betagne af underlige Følelser, og det forekom os, som om hvert af de eensformige Aareslag bragte os, halvt modstridende halvt længtende, nærmere ind under Fjeldaandens inderste Hvelvinger.

Munchs telemarksreise 1845, del 3/9

[Den Constitutionelle No. 265/1845]

Tindsøen.

Af denne sælsomme, ligesom til overnaturlige Magter hendragende Stemning, der ved en enkelt Fart over Tindsøen betager selv det vantro Verdensmenneske, kan man let slutte sig til at slige Stemninger hos de Søen omboende, naive Bjergfolk maa tage Legemer og Skikkelser, og optræde som Noget uden for Indbildningskraften bestaaende. Thi disse vilde Egnes Beboere ere ikke som de fleste af Landets Bønder stumpsindede og uimodtagelige for den dem omgivende Naturs Indvirkninger; de ere tvertimod ofte af et dybt Gemyt og hengivne til egne Grublerier, i hvilke de storartede og mørke Omgivelser ikke undlade at præge sig. Tænker man sig nu disse Naturens Børn paa deres eensomme Fjeldvand, i en taaget Morgen, da Omridsene af de uhyre Fjeldkyster ligesom bevæge sig og flyde over i hinanden, og tunge, hvid-graae Skygevanter hænge ned over de bratte Klippesider og rulle sig op og ned – eller i en af disse rasende Kastevinde, da alle Dybets hylende Røster synes opladte, og de til Skumstøv knuste Bølger hvirvle om Baaden og kaste den tilbage fra de ugjæstmilde Bredder, hvor knapt en Fodbred Landingsly er at finde – eller paa en stille, sommerklar Aften som denne, naar Lys og Skygge forunderligt vexle paa den roligt hvilende Søe, og Fjeldtoppene tegne sig fast og bestemt mod den mørkeblaae Himmel, og den drømmende Stilhed mere betegnes end afbrydes ved en fjern Raslen i Steenurene eller ved en fra de høie Sætermarker sagte henbaaret Luurtone – da føle vi med dem at den ubevidste Naturpoesie i deres Bryst maa vækkes og træde frem i levende om end vilde og barokke Former.

Derfor er hele denne Trakt af steile Fjelde og bratdyb Søe levendegjort i Folkemunde med en Hærskare af Trolde, Jetter, Huldre, Mirakelmænd og de Sagn der knytte sig til alle disse forskjellige Udprægninger af Fjeldnaturens inderste Væsen. Vi træffe her knapt et Næs af en nogenlunde eiendommelig Afstyrtning, uden at det har sin Historie, knapt en Revne i Fjeldvæggen uden den er Mærke efter en eller anden Kjæmpedyst. Ligger en stor Klippeblok løs ovenpaa en anden i Vandkanten, da kan man være vis paa at et Trold har kylet den efter en opad Fjorden med Klang og Spil dragende Brudefærd; styrter en Ur med chaotisk Forstyrrelse ned ad Fjeldsiden, saa er det Troldene, der har spændt den efter St. Olaf da han roede over Tindsøe; raser Høststormen gjennem Kløfterne, da er det Aasgaardsreien, Nordens vilde Jagt, der under Sværdeklirren og Pidsksmeld, med Haanlatter og Klageraab farer hen over Skuepladsen for Oldtids Idrætter. Der hvor hiin skarpt skaarne Rende i Fjeldet gaaer i tusinde Fods Høide ned til Vandskorpen, er engang en Jette glede ud da han vilde skræve fra Fjeldtind til Fjeldtind, tversover Tindsøen. Denne glatte Fjeldvæg, der begrændses i Portform af fra Revnerne smukt nedhængende Birkekrat, aabner sig stundom i en stille Sommernat og Huldren sidder da derinde under Hvælvingen og kjæmmer sit Haar og lokker de Forbifarende med sin vemodige Sang; lade de sig overvælde af hendes bedaarende Kalden, og stige over hendes Dørtærskel, da lukker Fjeldet sig pludseligt, og de ere for bestandig borttagne fra Menneskenes Blikke. Tindsøens sorte Dyb kan ikke udloddes, der findes intet Toug saa langt at det kunde række til, og den som vilde prøve derpaa bliver selv trukket tilbunds.

Midt under Fortællingen om disse Sagn og Mærker, og underligt betagne af deres Samstemmen med Omgivelserne, førtes vi imidlertid længere og længere opad Søen. Vore Baadsfolk, en ung Gut og en middelaldrende Mand, vare begge fulde af disse Historier, dog viste sig i deres Fortellemaade en mærkelig Forskjel. Gutten, et smukt ungt Menneske med blonde Haar og klare Øine, kun noget for spedlemmet for en Thelebonde, talte af sit inderste Hjerte; den fasteste Overbeviisning om Virkeligheden af hvad han frembragte laae præget i hans aabne Træk, og han saae ud til hvert Øieblik at kunne vente at Fjeldvæggen, under hvilken vi roede, skulde lukke sig op og den skjønne Huldre tage ham ind i sin Favn. Manden, derimod, en sortsmudsket Karl med aabent men listigt Physiognomie, talte allerede mere fra Reflexionens Standpunct, gav sine Sagn tilbedste i en overlegen raillerende Tone, og saae med et medynksomt Smiil hen paa sin uunge Hjemfødning af en Roerskammerat, der aldrig havde været udenfor Bygden, medens han selv pralede af sit Ophold i Drammen og Christiania, hvor han havde lært at foragte sin Fødebygds Overtro, uden dog at have fundet noget at sætte istedet. Man seer altsaa at den elskværdige Halvcultur ogsaa gjør Fremskridt ved Tindsøen, og snart maaskee vil den poetiske Opfatning af Naturphænomenerne ogsaa her vige Plads for en flad-populær Oplysning.

Men hvormeget end denne Blanding af en Drammenser og en Tindøl havde løsnet sig fra sine Bygdefolks Overtro, saavidt var han dog ikke kommet paa Emancipationens Vei, at han tillige skulde have aflagt sin Part af deres naive Nysgjerrighed. Thi han kappedes ærligt med sin yngre Kammerat i at udspørge os om vore Livsomstændigheder. Og disse Folk gjemme troligt paa hvad de paa saadan Maade faae ind, enten det nu er Sandt eller Falskt; de vide at fortælle vidt og bredt om alleslags Reisende, der i Mands Minde har befaret deres Dale. Deriblandt kan man da faae høre om de forunderligste Dignitærer; saaledes fortalte vor bykloge Baadkarl med megen Selvtilfredshed, at han forgangen Aar havde være med at roe «Kongen af Irland» opad Fjorden. – Efterat have passeret den saakaldte Præsteur, hvor efter Sagnet en Præst skal have siddet børfast i 3 Døgn, og som endnu undertiden tjener som Tilflugtssted for de af Kastevinden overfaldne Reisende (blandt Andre skal den forrige Biskop i Christiansand, Sigvardt, med sin Familie have maattet søge Ly her) kom vi endelig til Haakenæs, hvor den Arm af Søen, der kaldes Vestfjord, og som fører ind til Vestfjorddalen, bøier af. Her ligger paa Næset under de himmelhøie Fjelde en liden Gaard, som er Skydsskaffersted, og hvor vi maatte ind forat bestille Heste til Fjeldreisen næste Dag, da det eneste Tilsigelsessted oppe i Vestfjorddalen, paa Ingolfsland, hvor man forhen beqvemmest kunde faae Heste til Bestigelsen af Gausta eller til Rjukan, nu nylig formodentlig af sær Omsorg for de mange Reisendes Tarv, er blevet ophævet.

De gode Folk paa Haakenæs vilde gjerne havt os til at overnatte der, men Sommeraftenen var endnu blank og klar, og vi stundede op til Miland, for endnu at see Gausta i Aftenbelysningen. Vi satte os altsaa igjen i Baaden, og roede sagte ind ad Vestfjorden, der forekom os endnu trangere og hemmelighedsfuldere end Hovedfjorden, men dog tillige grønnere og blidere. Fjeldsiderne vare her til en vis Høide bevoxede med rig Løvskov, og langt nede ved Vandspeilet strakte sig en smal, grøn, dyrket Stribe, hist og her besat med bitte smaa menneskelige Boliger, der toge sig ud som Muldvarpeskud under Fjeldcolosserne. I en af disses Kløfter saae vi den mægtige Hougfos at styrte sig blinkende og hvidskummende, i en eneste fri Bue ud fra Klippevæggen, men saa høit oppe, at ikke en Lyd af dens Tordnen naaede til vort Øre. Dagen var herinde næsten gaaet under; kun de høieste Kanter af Fjeldene glimrede endnu i Solens Straaler. Men nede over den blanke Fjordarm og de mørknende Lier laae udbredt et blaaligt, taageagtigt, ligesom af sig selv lysende Skjær, hvorigjennem Gjenstandene bragtes nærmere til Øiet, og dog gaves mildere og blødere Former, end dem Virkeligheden i det strenge Sollys vilde have frembudt. Længe gjækkede os saaledes Aftstanden fra Fjordenden, hvor det lille hvide Ørenæs Capel vinker fra sin grønne Vang.

Endelig landede vi her, hvor den vilde Maanelv har sit Udløb mellem mange smaae kratbevoxede Øer. Baadsfolkene tog vort Tøi paa Nakken og vi begav os med dem paa Vandring til det en Fjerdingvei op i Dalen liggende Miland, hvor vort Natteqvarteer skulde være, at sige om vi vare saa heldige at træffe Folkene hjemme. Den første Strækning af Veien frembød intet Nyt. Dalen fortsattes i samme Retning som Fjorden, med de samme evige Fjeldvægge; den brusende Elv midt i den grønne Dalbund, kom kun her istedetfor Vandspeilet. Veien, en ordentlig Kjørevei, slyngede sig langs Elven, beskygget af skjønne Hængebirker og yppig Vegetation. Nu gjorde Elven en Krumning, og en Bro førte derover. Min Ledagerinde [Charlotte Munch] var ilet nogle Skridt iforveien og befandt sig midt paa Broen før jeg endnu havde betraadt den. Da standsede hun pludseligt, og udraabte med en Tone, der lød ligesom uvilkaarlig udpresset fra det inderste Bryst, af Overraskelse, Beundring, ja Skræk – «Gausta»!

Munchs telemarksreise 1845, del 4/9

[Den Constitutionelle No. 278/1845]

Vestfjorddalen.

Det var i Sandhed en til Marv og Been gaaende Fornemmelse, hvoraf vi begge betoges, da det mægtige Gausta, denne Konge over alle Thelemarkens Fjeldjætter, pludselig laae for os i Baggrunden af Dalen, synlig fra Isse til Fodsaale, og glødende i Aftensolens magiske Belysning. Siden vi fra Boklkesjøe skimtede dets yderste hvide Spidser, fjernt bag alle andre Bjerge, havde vi tabt Gausta af Sigte, nedstegne som vi vare i den Labyrinth af Klippespalter, Søer og Dale, som danne de krummede Gange til Naturtemplets Allerhelligste. Under Mellemtidens vexlende Indtryk, havde vi dog ingensinde glemt den fjerne, hvidskinnende Dobbeltspidse, som vinkede os imøde ved vor første Indtræden i Thelemarken. Skjøndt vi ikke længer saae dens klare Stjerne over Granskovens grønne Toppe eller over de sorte, ludende Klippevægge, ved hvis Fod vi arbeidede os frem, saa følte vi dog at den var der bag, og at vi med hvert Skridt, med hvert Aareslag nærmede os dens Sted. Vi troede at have bemærket, hvorledes lidt efter lidt alle Omgivelser formede sig høiere og steilere, og mere og mere antog en betydningsfuld Mine, som vilde de sige: Vi lukke for Bjergenes Hersker. Men hvor forberedte vi endog troede os paa at see og fatte den ventende Majestæt, saa dog, da den sidste Klippevæg med Eet veeg tilside, og al Herligheden aaabnede sig derbag som ved et Changement i en Theaterdecoration, maatte vi vel lade os overvælde af denne pludselige Aabenbarelse af et Skuespil, der hører til det mest Storartede og Ophøiede, som et menneskeligt Øie kan nogensinde bydes at hvile paa.

Vi havde ofte seet Afbildninger af Gausta, taget fra forskjellige Synspuncter, og deriblandt maaskee netop fra dette Sted, hvor vi nu befandt os; vi havde efter disse dannet os et, som vi troede, nogenlunde tilstrækkeligt Begreb om dette ualmindelige Fjelds Aspect, – men hvorlangt stod dog dette saaledes construerede Billede tilbage for Virkelighedens rystende Fremtræden! Ikke at jo Ligheden ikke var der; Tegningens Linier gjenfandt vi lettelig, og Landskabets Contourer vare de samme, men hvilken Dødeligs Pensel skulde kunne formaae at gjengive denne en colossal Naturs umiddelbare Virkning, denne rolige Høihed hvormed hiin uhyre Fjeldmagt fra sit sextusind Fod høie Stade skuer ned paa Betragteren. Her kan Kunsten ikke erstatte Naturen; her kan intet Medium, af Menneskeaand opfundet og af Menneskehaand udført, bringe Gjenstanden formildet og formindsket, og dog sand, for den Fraværendes Øie. Streng og klar som Sandheden og Lyset, vil en saadan Urgestalt selv kun kaste sit Billede ind i den bævende Menneskesjæl, for at det der evigt kan bevares.

Gausta har det Egne ved sig, fremfor mange andre af Norges Sneefjelde, at det fra Dalbunden af kan sees i sin hele, uafbrudte Høide, medens de fleste andre af dets Jævnlige og endog Overmænd enten kun rage med Sneetoppen over andre, til Dalen stødende Fjelde, eller ogsaa slet ikke kan sees fra denne, som Hurungerne eensomme hæve sine skrækkeligt sønderrevne Nuter langt inde paa de øde Høisletter, til hvilke man altsaa maa stige op forat faae dem i Sigte. Fra Broen hvor vi nu stod, og hvor Synet af Gausta først var brudt ind over os, havde vi derimod for Øie den frugtbare, smale Dal med dens friske, grønne Enge, bølgende Agre og herlige Løvtræer hvis hengende Krandse hviskede i Aftenvinden. Dalens Sidevægge bestode af to overordentlig høie og bratte, for en Deel skovklædte Aaser eller rettere Fjeldafstyrtninger, der strakte sig parallel over for hinanden, faste og jevne, uden fremspringende Partier eller dybe Kløfter. Næsten i en ret Vinkel med disse Sidevægge, og udfyldende hele densynlige Deel af Dalens Baggrund, hævede sig brede og mægtige Gaustas Knæer, indtil noget over Høiden af de tilstødene Fjeldkanter. Der dannede Fjeldmassen en Afsats, og ovenpaa denne uhyre Terrasse steg igjen den afstumpede Gaustas Kegle mod Sky, i Form af en umaadelig, Tagrog og med de hvidt glindsende Sneestrimer nedad de graae Sider.

Himlen var aldeles klar; ikke en Taageplet om den høie Tinding, der ellers som oftest pleier at indhylle sig i et Skyslør; den brændte endnu saa klart i den nedgaaende Sols røde Straaler, at vi troede at kunne skjelne de enkelte Gjenstande heroppe, ja endog paa den høieste Spids den lille Varde, som Bjergets Bestigere der have opreist. Men Afstanden gjækkede os her som sædvanligt i disse Fjeldegne; vi vilde neppe troe vore Ledsagere naar de forsikrede os, at en heel Dag, anvendt med den yderste Anstrængelse af Kræfter fra Kl. 5 om Morgenen til seent paa Aftenen, neppe slog til for fra Dalen at naae Toppen af Gausta, og tilbage igjen. Siden fik vi rigtignok Anedning til at sande dette Udsagn. –

Medens saaledes Gaustas øverste Deel straalede i det klare Lys, flød dybtblaae Skygger tættere og tættere nedad de lavere Afstyrtninger og samlede sig sorte ved Dalens Bund. Som et fabelagtigt Kjæmpeslot, en værdig Bolig for Nordens Aand, laae den vældige Masse foran os i Aftenskumringen med en saadan Charakteer af urokkelig Bredde og Fasthed, at man syntes en heel Verden skulde kunne hvile derpaa.

Det tiltagende Mørke og de kolde Nattegufser fra Fjeldene erindrede os endelig om, at det var paa høi Tid at løsrive sig fra denne næsten tilbedende Betragtning, og søge længer frem i Dalen til vort Natteqvarteer, til Miland. Vi gav os atter paa Veien, vandrende i dyb Stilhed under de høie Birketræer, over hvis tætte Grene af og til den endnu lysende Bjergkuppel skimtede frem. Vi havde endnu et godt Stykke til Miland, den inderste Gaard i denne Bøining af Dalen, og det var meget uvist om vi der traf Folk hjemme til at modtage os; flere lukkede og øde Huse, som vi kom forbi, syntes ikke at give noget godt Forvarsel i saa Henseende. Men i værste Fald, hvad var det saa mere? Vi havde Kapper og Tæpper med, et aabent Skuur fandt vi vel altid, Natten var ikke lang, og Solopgangen over Gausta nær! Imidlertid skulde vort gode Mod ikke dennegang sættes paa Prøve. Thi da vi endelig kom frem til de smaae, lave Huse paa Garden Miland, glimtede et Ildskin fra det lille Blyvindue paa Stuebygningen, og længere henne ved Staburet hørte vi Lyden af Øxehug. En gammel, endnu stærk, men noget kroget Mand stod der i Skjorteærmerne, med sin røde Kalot paa Hovedet, og kløvede Ved. Det var Gaardens Eier, Torger Miland, Broder til Gullik paa Bolkesjøe. Venlig og hjertelig modtog han vor Begjæring om Nattely, og beklagede blot, at han ikke kunde byde os det bedre. «For nu vare kun de Gamle hjemme, alle Børnene og Folkene paa Sæteren, og Konen i Huset syg, saa ingen Ting var som det skulde».

Med meget Ivrighed og Snaksomhed paatog gamle Torger sig nu alene at gjøre Husets Honneurs, fik os ind i sin temmelig reenlige men qvalme Stue, gjorde mere Ild op paa Arnstedet, og lod os tage Plads foran det lange Bord i beqvemme, smukt udskaarne Kubbestole, medens han, ved sin endnu usynlige Kones Hjælp, skaffede tilveie hvad Huset kune formaae, og det var da Fladbrød, Smør, Ost og Kaffe, som dog først skulde brændes, hvilket Arbeide Torger i egen Person paatog sig. Det Første vi gjorde var imidlertid at lukke Vinduet op, forat lade noget frisk Fuft strømme ind. Udenfor var Mørket nu blevet tættere, enkelte Stjerner glimtede allerede paa den dybe Himmel, men over Gaustas Top, som laae lige for det aabne Vindue, svævede endnu en svag og bleg Levning af Aftenrøden. Vendte vi Blikket fra dette grandiose Fjernsyn udenfor til Bondestuens trange Interieur, da havde vi en forunderlig Contrast. Det snævre, lave Rum var halvt optaget af fasttømrede Senge, samt andet løst Huusgeraad; rundt om de sorttilrøgede Vægge stode Rækker af blanke Tin- og Kobberkar, der glimtede i det flagrende Lys fra Arnestedet, hvorover den gamle Mand sad bøiet, rørende i sin Kaffegryde.  

Munchs telemarksreise 1845, del 5/9

[Den Constitutionelle No. 285/1845]

Vestfjorddalen.

Vi havde paa Haakenæs tilsagt to Heste at møde paa Miland næste Dags Morgen Kl. 6. Tidligt vare vi derfor paafærde denne Morgen, og stege ned fra «Buret», hvor vi, trætte af den lange Dagsreise, havde tilbragt Natten i god Søvn midt i den beklumrende Omgivelse af Milandsfolkenes bedste Rigdom paa brogede Tæppener og baldyrede Klæder, der hang i tykke Rader under Loftet og langs Væggene, og trods den stramme Duft af barsk Spegeskinke, gammel Ost og anden Stabursmad, der steg op til os gjennem Gulvets fingerbrede Sprækker fra det nedenunder værende Forraadsrum. Da vi kom ned paa Tunet slog den friske Morgenluft os oplivende imøde, med al den elastiske, næsten skarpe Reenhed, som her strømmer ned fra Fjeldenes Spidser, førend Solen har faaet Tid til at opgløde Dalsiderne. Klar og blank stod Gaustakammen atter i den skyfri Himmel, og lovede os en af hine varme Solskinsdage, som vor gode Genius i denne regnfulde Sommer netop lod falde paa vor Reisetid. Endnu var Alt stille i det fredaandende Morgenlandskab, de mangfoldige smaae Huse paa Gaarden Miland, med deres udskaarne Dørpiller og mosdækkede Tage laae lukkede og stumme under Hængebirkene paa den grønne Vold mellem Elv og Fjeld; det høie bløde Græs var glindsende vaadt af Natteduggen og gjengav Formen af vore Fodspor idet vi skred henover det. Sagte og ligesom frygtsomt lød Fuglenes Qvidder og blandede sig med Elvens fjerne Brusen og Morgenvindens Raslen i de vaiende Birkekroner.

Forgjæves ventede vi nu paa, at til alle disse Morgentegn skulde forene sig Lyden af vore Hestes Vrinsken, dette animerede Forbud paa de interessante Besværligheder ved en Dagsreise mellem Fjeldene. Dette Slags skingrende Trompetkald til Dagens Strid, hvilket ellers aldrig pleier at mangle her i Thelemarken naar flere Heste komme sammen, udeblev dennegang ganske; ingensteds kunde vi heller opdage noget Levende at røre sig, hverken Heste eller Folk, og dog var det allerede over den til Opbrud bestemte Time. Vi tog os imidlertid denne Forsinkelse temmelig let, thi der havde vi jo omkring os det herligste Alpelandskab, som vor Sjæl kunde forlange, nu i den strenge Morgenbelysning af en ganske anden Virkning end da vi sidst saae det overgydt med Solnedgangens tunge og glødende Farver. Medens vi saaledes rolige havde taget Plads paa Trappen udenfor Staburet, og der sadde hensjunkne i Betragtning, følte jeg pludselig en haard Haand paa min Skulder; jeg vendte mig om og saae vor gamle Vert, Torger Miland, der lydløst havde listet sig bag paa os og nu stod der med et polidsk-godmodigt Smiil i sit forvittrede spidse Ansigt. Efterat de her brugelige Morgenhilsener vare vexlede mellem os, toug Gamlen atter en Stund og vedblev at betragte os med en særdeles betydningsfuld Mine. Jeg afbrød ham ikke med Spørgsmaal, thi jeg kjendte allerede nok til disse Bjergfolk for at vide, at man maa lade dem uforstyrret Tid til at komme frem med hvad der ligger dem paa Hjertet, og at det kun forhaler Sagen at ville fremskynde dens Resultat ved directe Udspørgen, skjønt de selv ere meget stærke i alle Slags Inqvisitioner.

Endelig behagede det Torger at aabne sine Præliminærer. «I tænke vel at komme op til Fossen idag» sagde han langsomt, og med en Betoning som vilde han nødig give Slip paa hver Stavelse. Paa vort Svar, at saa virkelig var vor Agt, og at vi blot ventede paa de bestilte Heste forat komme afsted, fulgte atter en Pause, som tilsidst blev afbrudt ved en Gamles Beklagelser over at han endelig skulde op til Sæteren idag med sin Hest, forat bringe Proviant til Folkene deroppe, og der fandtes ingen anden Hest hjemme paa langt Hold. Det var nu let at mærke hvor ha vilde hen. Vore bestilte Heste vare ikke at regne paa; Skydskafferen fra Haakenæs havde været paa Miland før Dagningen og berettet for Torger, at han den hele Aften og Nat havde løbet om i Bygd og Fjelde, uden at kunde opdrive en eneste Hest, end sige to, alle vare de til Sæters ved Høeaannen. Der sadde vi altsaa overladte til Torgers Barmhjærtighed, thi om vi endogsaa vilde tænke paa at gaae de halvtredie Miil op til Fossen i den brændende Solhede, som det tegnede til at blive, maatte vi alligevel have en Hest for at bringe Tøiet, dette Blylod paa den Fjeldreisendes Fod, længere op i Dalen, da vi ikke havde i Sinde at drage samme Vei tilbage, men at sætte over Gaustaknæerne til Tudal. Det var imidlertid kun Opoffrelsens Storhed den Gamle vilde vi skulde erkjene; og da vi engang, rigtignok efter mange Overtalelser og megen Frem- og Tilbagesnakken havde faaet hans Løfte om at skydse os op til Rjukan, saalangt den farbare Vei gik, viste han sig baade villig og billig, og lovede endog hos en Naboe at skaffe os laant en Kjærre, den han beskrev som et Underværk af Beqvemmelighed. –

Medens Manden var fraværende paa denne Expedition, (der efter Opholdet at dømme lod til at være meget vanskelig, skjøndt Naboen Gaard kun laae faae Skridt borte) gjorde vi Bekjendtskab med hans Kone, der nu kom tilsyne i Skikkelse af en høi, bleg, mager Qvinde, med Hovedet indhyllet i en Uendelighed af Klæder, og klagende over alle Slags Værk. Idet hun gjæstfrit satte for os hvad hendes Madhed formaaede at præstere til Frokost, opvartede hun os tillige med hele sin Levnets- og Sygdomshistorie, samt med alle hendes Døttres og Sønners ditto. Vi fik saaledes vide at hun var en «Garsjente» d. v. s. havde bragt sin Mand Gaarden i Medgift, hvoraf hun ikke var lidet stolt. Langt om længe kom Torger tilbage med Kjærren, der virkelig befandtes i bedre Tilstand end man kunde vente af Kjøretøi i Vestfjorddalen. Efter endnu adskillige Omstændeligheder med Hesten og dens Greier kom vi da endelig til Sæde i denne prægtige Stolkjærre, og drog afsted, fulgt af Torger i hans bedste Søndagsantræk, medens hans Kone saalænge vi kunde skjelne, blev staaende i den raae, men kjækt tilhugne og udskaarne Porticus foran hendes Huus, holdende Haanden over Øienene for Solen, og seende efter os.

Under alle disse Forhindringer var imidlertid Formiddagen rykket temmelig langt frem, Solen stod allerede høit paa Himlen og sendte sine varmeste Straaler ned i denne trange Fjeldkløft af en Dal, som vi i dens hele Længde havde at gjennemdrage forat naae op til Naturvidundret ved dens Ende, til Rjukanfossen. Endnu var det et godt Stykke dyrket Land paa begge Sider af den rivende Elv, men jo længer man kommer op, desto smallere blive disse lysgrønne Striber; desto sjeldnere blive de menneskelige Boliger der finde Plads paa dem, indtil endelig ogsaa den sidste Græsbred forsvinder, og Maanelvens grønhvide Skumbølger styrte rasende afsted i et Leie af sorte, lodrette Klippevægge, i hvis Revner ingen menneskelig Fod kan finde Fæste. Saalangt det vil gaae følger en temmelig god Kjørevei Elvens Krumninger. Den bragte os først lige for Bredden af Gausta, som den sees fra Miland. Men snart bøier Dalen om til høire, og man har nu Gausta paa Siden, hvorved dens Hoved næsten forsvinder for Øiet bag Knæernes umiddelbare Nærhed. Først høiere oppe i Dalen hæver Kammen sig atter over de underliggende Masser, men da, seet fra Enden, i Form af en ganske tilspidset Kegle.

Ved Dale Kirke, der ligger ret venligt i en lille Løvskov, paa et af Elven omfyldt Næs, gjorde vi Holdt, fort paa den nærliggende Dale Gaard at betinge os Natteqvarteer ved vor Tilbagekomst fra Rjukan, da der er det beqvemmeste Udgangspunct for Bestigelsen af Fjeldet. Nu blev Veien alt mere eensom og bar, og Sidefjeldene traadte nærmere til hinanden. Det forekom os som om vi nærmede os Indgangn til en uhyre Stoll, og som maatte snart Fjeldhvælvingen lukke sig over vore Hoveder, den skummende Strøm udfylde Alt og rive os med sig. Men det skulde ikke vare længe før vi fik en anden Maalestok ar bedømme Dalens Tranghed med, og hvorefter disse Strøg vilde synes os aabne og velsignede af Sol og Grønt. Paa disse Høider kom vi til Ingolfsland, hvor den bekjendte, af Steffens romantiserede Eistein Hansen boer. Den gamle Kjæmpe gik netop ude paa sin Eng og slog Hø. Da han saae os komme satte han Leen fra sig, tilraabte os en kraftig Hilsen og den Formaning, at vi ikke maatte drage Ingolfsland forbi uden at træde ind i hans Stue og smage en Drik Øl. Vi fulgte gjerne hans Opfordring, og ikke mindre gjerne vor gamle Skydsbode, der strax gav sig i livlig Samtale med Eitein, og afhandlede med denne erfarne Mand hvorledes der kunde skaffes os Heste over Fjeldet næste Dag. 

Munchs telemarksreise 1845, del 6/9

[Den Constitutionelle No. 297/1845]

Rjukan.

Noget ovenfor Ingolfsland bliver Dalen saa trang, at Veien ikke længer kan følge Niveau med Elvebredden, men maa stige opad langs de steile Fjeldtrakter. Her ophører den ogsaa at være farbar for Hjulredskaber; vi maatte altsaa stige ned af vort statelige Kjøretøi, og lade det tilbage ved Siden af Veien, uden anden Bevogtning end Stedets Eensomhed. Ogsaa vor Hest maatte vi her lade tilbage, til hvor megen Lettelse den end kunde været os paa den forestaaende besværlige Marsch opad den trefjeerdedels Miils Klevvei til Fossen; men uheldigviis havde vi glemt at forsyne os med Sadel, og Dagen var skredet for langt frem til at vi kunde have Tid at vende tilbage til Ingolfsland for at skaffe en. Middagssolen brændte stikkende heed i det trange Rum melllem de høie Fjeldvægge, Luften var opglødet og tilbød ingen Vederqvægelse, og langt foran os, i svindede Høide paa Aaskanterne, skjelnede vi den lyse Stribe, som betegnede vor Vei gjennem Skov og Fjeld. Imidlertid gav vi os paa Vandring med fredigt Mod, og vor Aand fløi over de mødende legemlige Anstrængelser til Maalet, hvor Rjukans skummende Vandmasse skulde sende Kjøling og Styrke til alle Nerver.

Den gamle Torger, bærende vore Proviantsager og sin egen Tine, skred foran, bøiet og noget langsomt, men med den sikkre, besindige Pasgang, som disse efter Udseendet træge Fjeldfolk, naar de først komme paa Glid, kunne holde ud i Dageviis paa de slemmeste Veie. Vi fulgte efter med hurtige Skridt, men bleve dog ofte tilbage, udmattede og stakaandede, medens vor 65aarige Ledsager bestandig viste sig ufortrøden og uden synlig Spor til usædvanlig Anstrængelse, og det skjøndt den stenede Sætervei førte Klev efter Klev opad i den ubarmhjertigste Solhede. Ved Foden af en af de nederste Bakker mødte vi de første Reisende Byfolk, vi havde seet paa vor Fjeldtour; det var to unge Lieutenanter fra Christiania, der netop vendte tilbage fra Valfarten til Rjukan, og vare aldeles opfyldte af det nys havte høie Naturskuespil. Efter en flygtig Hilsen og Løfte om Gjensyn paa Dale, hvor begge Partier skulde tilbringe Natten, fortsatte Enhver sin Vei, de nedad, vi opad, de til Erindringen, vi til Oplevelsen. Der var endnu mangt et mødigt Skridt igjen at gjøre, før vor Time skulde slaae. Veien, der til Nød kan befares med Ridehest, snoer sig i Klipperevner og Sprækker høit oppe paa Fjeldvæggen, af og til beskygget af Graner og Birketræer, der hænge sine grønne Kroner ud over Afstyrtningerne; de vilde Bække eller rettere Fossefald komme i hvide Forgreninger brusende og rislende fra alle Kanter nedad Fjeldsiderne, og undergraver Veien for i Dybet at forene sig med den rasende Maanelv, hvis grønhvide, jagende, lige fra Rjukanfossens Kjedel kogende Hvirvler nu og da skimtes dybt nede i den sorte Rende, som her udgjør Dalens Bund.

Jo længere man arbeider sig op i Dalen, desmere convergere dens Sider, indtil man endelig seer dem støde sammen og lukke sig i det Fjerne ved en sort, takket Klippevæg, som for en Deel endnu skjules af mellemliggende Skovpartier, men over hvis Tinde svæver en hvid Dampsky. Der er Rjukan! Raabte vor gamle Fører idet han pludseligt standsede og pegede hen mod denne hvide Sky. «Fossen er ikke stor idag. Røgstøtten pleier staae langt høiere», vedblev han, «men for Jer, som ikke har seet Sligt før, kan den altid være stor nok». – Vi mente ogsaa det samme, og det synlige Budskab om Maalets Nærhed gav vore synkede Kræfter ny Anspændelse til at overvinde den sidste Tørn, som isandhed ikke var den letteste. Et Stykke ovenfor Gaarden Vaae, der ligger indeklemt paa en Græsvold mellem Fjeld og Afgrund, forlod vor Fører den banede Vei og bøiede ind paa en Fodsti, der næsten sporløs gaaer hen over kratbevoxede Steenurer, glatte Fjeldskraaninger og svimlende Præcipier til Pladsen Krogen i Nærheden af Fossefaldet. Denne Sti danner en værdig Begyndelse til Maristien, og den er undertiden ikke uden Fare for den Uvante. Saaledes et Sted, hvor en skummende Bjergbæk styrter fra Høiden ned over Afatsen i Fjeldskraaningen, hvor Stien skulde gaae, men hvor nu Vandfaldet bruser videre ned i Dybet. Man maa imidlertid frem, og derfor fortsættes Stien over Vandfaldet i Skikkelse af to smale, horizontalt lagte Granstammer, der ere slibrige af det ideligt overstrømmende Vand, og paa hvilken improviserede Bro man balancerer mellem den vaade lodrette Fjeldvæg paa den ene Side og den gabende Afgrund paa den anden.

Med ringe Bekostning og liden Møie kunde saadanne farlige Passager, ja den hele Adgang til Rjukanfossen gjøres nogenlunde beqvem og sikker for den Reisende, men som det nu er, synes det virkelig som om Egenens Befolkning eller dens Øvrighed forener sig med Naturen i at vanskeliggjøre Adgangen til et af Europas mærkværdigste Natursyn, som Aar efter Aar besøges af flere og flere Fremmede. Ikke at vi vilde man her som i Schweiz f. Ex. skulde, om man end kunde, forstyrre den ophøiede og vilde Naturumiddelbarhed ved Anlæg af Chauseer og moderne, larmende Hoteller fulde af Liremusik og vimse Garçons, midt inde blandt disse alvorlige, strenge Urgestalter, der fra deres skyomslørede Tinder see ned paa os med Eensomhedens stille Høihed, eller med deres Fossefalds tornende Jættekraft forhaane og splintre enhver menneskelig Bedrift. Men den store Bjergets Aand vilde vistnok ikke holde det for nogen Profanation af hans Rige, om den Andægtige, der valfarter til hans Underværker, nu og da paa de svimlende Stier støttede sin Fod paa en tilrettelagt Steen, eller sin Haand paa et Rækværk. Ligesaavist troe vi at de lavere Interesser, der raade nede i Bygden, vilde finde sig ret vel tjente ved at drage lidt mere Omsorg for de mange Reisendes Beqvemmelighed og Fremkomst, end hidtil har været Tilfældet; idetmindste kunde man dog have ladet være at ophæve de faae Indretninger i sidstnævnte Henseende, som engang bestode, f. Ex. Skydsstationen paa Ingolfsland.

Lykkelig og vel komne over disse foregaaende Besværligheder befandt vi os endelig ved den af en lille Græsplet omgivne Hytte, Pladsen Krogen, der ligger kuns nogle faae Skridt fra Maristien. Fossen er endnu ikke synlig herfra, men hørlig desmere. Vi havde alt længe, eftersom vi nærmede os Maalet, forgjæves lyttet efter Kjæmpefossens Torden, som vi troede maatte overdøve Alt. Men vi hørte kun den evindelige Pladsken og Rislen af Bjergbækkene omkring os, samt af og til Elvens Brusen i Dybet. Hvad enten det nu var at Vinden stod fra, eller at Fossens Larm dæmpedes ved den indelukte Kjædel, hvori den falder, vist er det, at det var først i Nærheden af Krogen, vi mærkede dens hule Drøn tale af en ganske anden Tone end den almindelige Vandbrusen. De kom stødviis, føltes som en underjordisk Rystelse, og vi troede at see den skrøbelige Hytte paa Huusmandspladsen dirre ved de vældige Tag.

Hvilket frygteligt, og dog høit romantisk Opholdssted, denne Huusmandsstue! Fastklæbet paa et lidet grønt Fremspring af den brat nedstyrtende Fjeldvæg, omgivet af blaanende Afgrunde og sorte, vildt søndersplittede Klippetaarne, og skjælvende lige midt i Gabet paa den tæt bagenfor brølende Rjukanfos, ligger denne eensomme Hytte. Og her boe Mennesker, ikke alene nu i den gode Sommertid, da en mild Luftning glider ligesom forsonende over den oprørte Naturscene, da Hængebirkerne vifte med sine grønne Faner ud over Dybet og Græsvolden om Hytten dufter af kraftige Alpeurter og vilde Bllomster; men de blive her ogsaa om Høst og Vinter, den grufulde Tid, naar Storm og Snefog rase mellem de dybe Kløfter, og Taagen ligger tung over Dalaabningen og Fossen, den skrækkelige Nabo, har sin vildeste Magt og udvælter en fordoblet Vandmængde. Da forvilder ingen Reisendes Fod sig mere herop, og dette gyselige Steds Beboere seer i lange Maaneder ikke andre Aasyn end de phantastiske, som Skumhvirvlerne og Taageskikkelserne foregjøgle dem. Og dog lader det sig vel tænke, at dette Sted kunde have sin Tillokkelse for den af Verden udstødte, for den angrende, for den contemplative Menneskesjel, og man venter næsten her at finde et Kors og en Eremitcelle. Men vi befinde os i det protestantiske Norge, og et Par jevne Huusmandsfolk, der vist ikke plages af saadanne Drømmerier, beboer denne romantiske Hytte. Dog mangler den heller ikke ganske en til Omgivelserne svarende Historie, som vi maaskee senere skulle komme tilbage til. Nu skyndte vi os fremad til det Punkt ved Begyndelsen af maristien hvor Udsigten aabner sig til Fossefaldet, og vi glemte snart alt Andet, da den mægtige Katarakt slyngede sine skummende Masser imod os.

Munchs telemarksreise 1845, del 7/9

[Den Constitutionelle No. 304/1845]

Rjukan.

Det kan ikke være vor Agt at forsøge paa nogen detailleret Beskrivelse af Rjukanfossen; dertil vilde vore matte Ord savne Kraft og Farve, og ikke engang kunne give et saa helt Billede deraf, som den døde Aftegning paa Lærredet formaaer, skjønt der ogsaa maa savnes Originalens evigt afvexlende Liv og dybe, som det synes fra Jordens inderste kommende Naturtone. Begge Dele ere desuden saa ofte prøvede og paa forskjellige Maader udførte, at enhver Læser vistnok derefter har dannet sig et nogenlunde rigtigt Begreb om den dobbelte Kjedels Form, om Contourerne af de skarpe Klippevægge, der omgive den, om Fossestupets Høide og Skikkelse. Men ingen Skribent, ingen Maler kan nogensinde ved en noksaa vel lykket Contrafei sætte deres Publicum i en Stemning, som blot nærmer sig til Virkningen af den umiddelbare Indtrængen i en saadan Naturscene. H. C. Andersen siger hvert Øieblik i sin Digterbazar, naar han farer hen over Grækenlands og Orientens classiske Egne: «Dette og dette kan ikke beskrives. Man maa selv see det». Og hvormeget vi end i sin Tid ved at læse Bazaren ærgredes og kjededes ved hvert Øieblik at støde paa denne for Digteren sa beqvemme Affærdigelse af de Steder, paa hvis Beskrivelse man var mest spændt, saa nødes vi dog til her at gribe til samme Middel, og sige til Læseren: «Kom selv og see». Dog kan vi til vor Fordeel anføre, at vort Raad idetmindste ikke er saa ufølgbart som Andersens, thi norske Læsere kunne dog vel uden altfor stor Urimelighed opfordres til at reise op og see Rjukan, medens danske og norske ditto mindre let kan anmodes om uden videre at tage Constantinopel i Øiesyn.

Vi sadde længe paa Skrænten, der ved de dybtindtraadte Fodspor i Græstørven betegner Maristiens Begyndelse, og lod os med glad Skræk overvælde af det mægtige Indtryk. For dette høie Stade kunde vort Blik styrte sig sex hundrede Fod ned paa Bunden af det kogende sorte Gab; eller glide med de faldende Skumhvirvler til halvt nede i den indre Kjedel, thi længer kan intet menneskeligt Blik trænge, das Vandstøvskyerne stige op fra Bunden igjen til Midten af Faldet, og ganske opfylde det indre Rum. Det synes virkeligt som om Bjergets Aand ved Utilgjægeligheder paa alle Sider har villet værne om dette sit inderste og hemmeligste Værksted. Ikke nok at dette indre Rum er befæstet med knivsodskarpe Klippekanter og spærret af tornende Vanddampe, saa intet Levende der kan aande eller træde uden strax at sønderknuses; endog den udenfor, som en Forgaard dannede større Fjeldkjedel er næsten utilgjængelig for en menneskelig Fod, og der gaaer kun dunkle Sagn om at enkelte dumdristige Klattrere skulle have naaet dens Bund, og være slupne derfra med Livet. Men var man ogsaa engang først dernede, hvilket Syn vilde da ikke Fossen tilbyde, seet fra Foden af dens hele Høide, og styrtende ned over Ens Hoved ligesom fra Skyerne. Nu derimod seer man Faldet ovenfra, hvorved Maalestokken for dens Høide forendeel bliver forstyrret.

Som vi nu længere og længere stirrede ufravendt ind i de altid sig gjentagende, nedfarende Skumbjerge, og enkelte røde Streiflys af den dalende Sol faldt gjennem Klippekløfternes dybe Skygger henover Vandpartiklernes Myriader, og dannede af dem ligesaamange funklende Ædelstene; medens den bedøvende Larm fra Fossen slog Luften sammen over vore Hoveder, snart med jagende Pladsken og Susen, snart med dybere, rystende Drøn; medens vi saae store Fugle flyve skrigende, i tættere og tættere Kredse over det tordnende Svælg, som om de skulde males ned i dets Hvirvler – da grebes ogsaa vi tilsidst af den forunderlige Lyst, som paa saadanne Steder lokker Mennesket ned i Afgrunden. Det forekom os som løftede usynlige Kræfter vore Fødder fra Jorden, og vilde drage vort Hoved mod Dybet; som kaldte tusinde smigrende, lokkende og truende Stemmer til os fra Vandhvirvlerne i den indre Kjedel, hvidskende og forsikkrende om at derinde vilde være Roe og Husvalelse at finde for vore svimlende, brændende Tanke; og dog følte vi os til samme Tid betagne af en unævnelig Rædsel, som lade Dødens Bleghed over vor Pande og bragte vore Hænder til uvilkaarligen og krampagtigen at klamre sig fast til de nærmeste Gjenstande. Det var Svimmelhedens skrækkelige Phantom, der her traadte nær til os, og saae os ind i Sjælen med sine bundløse, vanvidsvækkende Øine. Hvo der har ham til Følgesvend paa Maristien er redningsløs forloren. Han vilde gjerne drage os derhen; Stykket over den glatte Fjeldvæg fra Birken og op til «Furua» saae saa kort og snart tilbagelagt ud, og Forfængeligheden tilhviskede os: At have været ved Rjukan og ikke gaaet Maristien er det samme som at have været i Rom og ikke seet Peterskirken! Men allerede ved det første prøvende Fodtrin paa Stien, hvor de sjunkende Buskvæxter ophøre og den brat imod Fossen hældende Fjeldside intet Holdepunct frembyder mere for det svævende Blik, alt da stod den frygtelige Følgesvend ved vor Side og greb efter os og pegede med en haanlig Latter ned i Afgrunden.

Endnu vare vi dog ikke saa ganske i hans Magt, at vi jo med en kraftig Villieanstrængelse kunde træde tilbage; vi gjorde det, og opgav Gangen over Maristien. Vor gamle Torger bestyrkede os ogsaa i denne Beslutning, sigende: «at naar vi ikke agtede os op til Gaarden Fossum, der ligger tæt ovenfor Rjukan, og hvortil Maristien er en Gjenvei, saa vidste han ikke hvad vi endelig vilde paa den, især naar vi ikke var des sikkrere i Hovedet. Fossen kunde vi jo see godt nok her hvor vi vare; og syntes vi ikke det, saa vilde han føre os til et Sted længere nede, som var endnu bedre. Vilde vi ellers see hvorledes det tog sig ud naar En gik paa det værste Stykke af Maristien, saa skulde han gjerne gaae den Gang frem og tilbage, det var han saa vant til». Vi frabade os imidlertid dette Skuespil, idet vi forklarede ham at vi ikke vilde han for vor Skyld skulde sætte sit Liv ivove; det kunde dog hænde at hans gamle Been nu vilde svigte paa de farlige Sti. Torger smilte med en overlegen Mine, og mente at det vel var mageligst for ham at blive derfra, men hvad hans gamle Been angik, da trøstede han sig endnu til paa dem at bære en Byrde over Maristien; Sligt skede hver Dag af Bygdens Folk, og Eistein Hansen paa Ingolfsland havde jo i sin Ungdom engang ledet sin frugtsommelige Kone over Maristien, medens han til samme Tid bar sit mindste Barn i en Kurv paa Ryggen. Vi tvivlede ikke paa Eistein Hansens Bedrifter, men der var langt fra ham, endog som han nu er, og til Torger Miland; vi anmodede derfor denne om at føre os til det belovede Udsigtsted, og overlade Maristien til yngre Been end hans og sikkrere Hoveder end vore.

Han gik nu foran, og klattrende fra Busk til Busk nedad en kratbevoxet Skraaning, kom vi endelig ned til det bekjendte Sted hvor en stor flad Steen, som en Altan, rager ud over Dybet midt overfor Katarakten, der paa Grund af det lavere Standpunkt, hvorfra den her sees, tager sig endnu mægtigere, høiere og fuldere ud, end oppe fra Maristien. Vi stode i Ly af de frisktgrønne, skjælvende Birketræer ved Aabningen, og saae fra denne naturlige Loge atter ud over hiin underfulde Scene, af hvis Betragtning vore Sjæle aldrig kunde blive mættede. Tilsidst lod vor Tanke sig ikke længere nøie med selv dette mærkværdigste, mest storartede Fragment af Thelemarkens Vandfaldrigdom, vi havde her for det legemlige Øie; vore Drømmerier, vuggede og baarne paa Fossens mægtige Vandhvirvler, omfattede paa engang hele den uhyre Cascaderække, hvoraf Rjukan blot er et af Trinene, og hvis Kilder findes paa Hardangerfjeldenes evige Sneetinder og Iisbræer. Fra disse tænkte vi os de stride, grønblaa Gletscheelves Løb over Fjeldplateauet samlende sig i Mjøsvandet paa Grændsen af Fjeldmarkerne; derfra styrtende gjennem Maanelven, over Rjukanfossen ned til Tindsøen, derfra ved Tindelven, med flere Elve fra Thelemarkens andre Dale ud i Hitterdalsvandet, hvilket igjen ved den brede Slude-Elv har sit Udløb i den mægtige Nordsjø, dette store Reservoir for det østfjeldske Thelemarkens fleste Vasdrag, og saa endelig ved Skiens Elv, over Slotsfossen og Skiensfossene, ud i Havet. Hvilken Vandledning!

Hiint eensomme, flere Miile lange Mjøsvand, fra hvilket Maanelven har sit Udspring, ruller sine mørke, tunge Bølger mellem nøgne Høie, hvor intet Træ mere voxer, thi dette sørgelige Vand ligger langt oppe mod Grændsen af Livets Regioner, omtrent halvanden Miil ovenfor Rjukan. Men dets stenede Kyster har paa nogle Steder kraftige Græsmarker, og her afbrydes Fjeldslettens Øde af Qvæghjordernes Bjeldeklang og Sæterjenternes Lokken. Ja der findes endog enkelte faste Boliger deroppe, smaae Gaarde, hvis Beboere holde ud her det hele Aar igjennem. Det i Thelemarken sædvanlige Sagn om saadanne høitliggende Trakter gaaer ogsaa her: at Mjøsvandets Bredder i fordums Dage, før den sorte Død, skal have været beboede, endog opdyrkede, og udgjort et heelt Kirkesogn, af hvis Kirke man endnu troer at kunne skjelne Fundamentet. I lange Tider derefter var denne forladte Egn kun af og til besøgt af Sæterfolk, enkelte Jægere og Fiskere, indtil den endelig i Midten af forrige Aarhundrede atter fik faste Beboere ved et ganske eget Tilfælde. Et ungt elskende Par fra Vestfjorddalen, der nede i Bygden blandt Menneskenes Love, ikke kunde ægte hinanden fordi de vare i for nært Slægtskab, flygtede op til Mjøsvandet og nedsatte sig her paa det Sted hvor nu Gaarden Argehovd ligger. I denne Eensomhed levede de længe roligt og aldeles forglemte af Verden; først mange Aar efter fandt Øvrigheden deres Efterkommere, der nu vare formerede til en heel Colonie stærke, halvvilde Mennesker, der hverken vidste af Daab eller Ægteskab og som nu Alle paa eengang bleve christnede.

Under en af de smaae Gaarde ved Mjøsvandet hører en Huusmandsplads Laagefjeld, der ligger langt inde paa Fjeldmarken, og danner det yderste beboede Punct paa denne Side Hardangerfjeldene, Menneskelivets Forpost i disse uendelige Ørkener og Vidder. Det er dette Laagefjeld som Dr. [Theodor] Mügge omtaler i sin Reise, og om hvis Beboeres haarde Skjæbne han udlader sig med saamegen Rørelse og Veltalenhed. Konen paa Laagefjeld fremstilles nemlig klagende for den Reisende over at hun og hendes Mand, der med usigelig Møie har opryddet og indredet dette eensomme Sted, og derfor har vundet det saa kjært, nu maa forlade det fordi Staten, der angives som Grundeier, fordrer en Afgift, som de ikke kan betale. Den tydske Reisende udbryder i Indignation over Statens Gridskhed, der ikke kan lade disse stakkels Folk sidde i Roe i denne skrækkelige Udørken, hvor de ikke gaae Nogen iveien, men tvertimod ofte ere til Frelse og Nytte for den Reisende, der drager over Fjeldet til Røldal eller Hardanger. I Alt dette vilde Hr. Mügge have storlig Ret, og vi vilde være de Første til at dele hans Interesse for Konen paa Laagefjeld, og hans Misbilligelse af Statens Indgreb i Ørkenens fri Liv, dersom vi ikke havde Vished for at det hele Udsagn hviler paa Feiltagelse. Fogden i Øvre Thelemarken har forsikkret os om, at Laagefjeld ikke eies af Staten, men hører under en af de smaae Gaarde ved Mjøsvandet, hvortil Folkene paa Laagefjeld svarer en saa ubetydelig, fast nominel Afgift, at den ikke kunde drive dem fra Stedet, ligesom Gaardens Eier heller ikke vides at have udsagt dem. Den Mand som Mügge traf paa Laagefjeld, er imidlertid senere død, og Konen udvandret til Amerika, men nye Opsiddere have taget Bopel i den forladte Hytte.

Vi ere ved denne Digression komne temmelig langt bort fra vort Standpunct ved Rjukan, skjønt hine øde Regioner ovenfor Fossen, hvilke vor Fod dennegang ei skulde betræde, men vort Blik senere overflyve fra Gousta, dog ogsaa hørte med til det udstrakte Billede af Fjeldenes og Vandenes Terrasser, vor Tanke her havde dannet sig. Imidlertid sank Aftenskyggerne tættere og tættere fra Klippekanterne hen over Faldets Sølvglands og vilde ligesom tilhylle det med deres dunkle Folder, forat Menneskenes nysgjerrige Blik ikke længer skulde vanhellige Vandaandernes Mysterier; et koldt Pust gik sukkende sjennem Kløfterne, og erindrede os om, at det nu var paa Tide at løsrive sig fra disse lokkende Kredse, før Nattens Rædsler faldt paa. Vi havde en lang og besværlig Tilbagevei, og det blev Midnat før vi trætte og hungrige naaede ned til Dale, vort Standqvarteer, hvor vi indtoges og styrkedes saa godt Husets Kræfter tillode. 

Munchs telemarksreise 1845, del 8/9

[Den Constitutionelle No. 320/1845]

Over Gausta til Tudal.

Det var en stille, graalig Morgenstund da vi brød op fra Dale forat tiltræde vor lange Fjeldvandring over Gaustaknæerne til den eensomme Tudal, et afsidesliggende Annex til Hjertdal Præstegjeld, og hvorfra vi saa videre agtede at stige ned i lavere og mere beboede Egne. Man havde vel paa Dale høilig fraraadet os at tage denn Vei, der beskreves som altfor besværlig og lidet lønnende, men vi vilde nødig reise samme Strækning ned over Tindsøen tilbage igjen, som vi var kommet, og desuden droges vi af en indre uimodstaaelig Lyst, der vist bemægtiger sig enhver, som lader sig indslutte af disse trange Dale, en Lyst efter at naae Høiden af de lukkende Fjeldmasser, og see hvilken friere Verden deroppe aabner sig. Skjønt derfor til andre Hindringer ogsaa stødt den, at ingen Heste vare at faae til Overgangen, selv ikke paa Ingolsland, og at vi saaledes maatte indlade os i nye Underhandlinger med gamle Torger om fremdeles at benytte hans Hest over Fjeldet, satte vi dog vor Villie igjennem. Torger Miland jamrede sig vel endeel over at han saaledes endnu for to Dage maatte lade sine Sætersfolk i Stikken, men erkjendte dog ogsaa Rigtigheden af det thelemarkiske Valgsprog: «Reisende Folk maae frem», og da han først engang havde fattet sin Beslutning og givet sit Løfte, var han Godmodigheden og Velvilligheden selv, især efterat han havde faaet en god Medhjælp i en stærk ung Karl fra Gaarden Vaa, der paa sin brede Ryg skulde bære endeel af vor Bagage, og ellers tjene som Fører hvor den Gamle, som ikke paa længe havde været tilfjelds paa de Kanter, maatte være usikker om Retninger i disse Sporløse Ørkener.

Saaledes forberedte begav vi os paa Veien. Morgenluften var kold og disig, en tung og hvid Skyhat hvilede paa Gaustas Tinde, og strakte sin Flige langt ned over Kjæmpens Sider; det syntes altsaa som om Elementerne selv vilde fraraade os Bestigelsen af Toppen; thi hvad skulde vi deroppe, midt i uigjennemsigtig Taage? Vi resignerede os derfor allerede til blot at drage over den lavere Fjeldryg til Tudal, og lade Gaustakammen efter Lyst indhylle sig i sine hvide Gevanter, uden at vi skulde forsøge paa at gjennemtrænge dem. Vor Dagsreise vilde uden dette endnu blive lang og anstrængende nok, forsikrede man os.

Da vi havde passeret Broen over Maanelven, og var kommen over paa den anden Bred, begyndte Opstigningen umiddelbart. En Slags Sætersti fører vel opad den steile Fjeldside i lige Retning did hvor Gaustaknæet bøier sig, og danner Plateauet hvorpaa Keglen hviler, men denne Sti er saa afbrudt af overstyrtede gigantiske Fjeldstykker, saa skjult af Mos og Naaletræernes Rødder, at den næsten er ukjendelig for et uvant Øie; den er tillige saa braabrat, at selv disse Egnes lille vevre Fjeldhest, der næsten synes at besidde en Flues Færdighed i at gaae op ad en lodret Væg, her kun med Møie og krampagtigen klavrer sig frem; at sidde tilhest er naturligviis ikke at tænke paa, man er glad ved at kunne tye til sine Been og Hænder. Imidlertid havde den steile og møisommelige Opstigning, saalænge vi ikke vare altfor trætte, sin egen Interesse. Luften blev, alt eftersom det led ud paa Morgenen, mindre skarp og mere solgjennemtrukket, uden derfor at tabe noget af sin Elasticitet og Friskhed, Bjergbeltet var endnu i denne Høide tæt bevoxet med frodig Gran- og Furuskov, der bevægede sine vifteformede, stærkt duftende Grene over vore Hoveder; fløielsblød Mos, med de herligste grønne og brune Skatteringer, og gjennemsivet af klare Vanddraaber, bedækkede ofte den stenede Jordbund: stive, bestandig blomstløse Bregner, denne Levning af Urverdenens Planteformation, stak som Fjederbuske op af Steenrevnerne, og raslede for den mindste Luftning. Hvor Underskoven var mindre tæt, have vi mellem de ranke Furustammer et Fjernsyn ned i den mærkværdige Dal, vi havde forladt. Jo længere vi kom op, des aabnere blev den Fjeldskraaningen beklædende Trævegetation, enkelte grønne smaae Græsmarker lysnede allerede hist og her frem af Naaleskoven, som nu mere og mere begyndte at give Plads for Birken. Endnu havde vi dog igjen et godt Stykke at klavre før vi kunde naae til den første store Afsats, hvor Fjeldplateauet begynder. Af den idelige Stigen og Klattren vare vi nu ogsaa saa trætte og medtagne, at vi maatte hvile temmelig ofte, og den anvendte Tid ikke stod i Forhold til det Rum vi tilbagelagde. Men hvad der høilig bidrog til at forkorte os disse besværlige Timer, var vore Føreres Meddelsomhed og ivrige Samtaler mellem sig selv og med os.

Det var virkelig med særdeles Opmærksomhed vi fulgte deres Samtale, og blandede os i den, vel ikke saameget for dens Interesse i og for sig, som fordi disse Fjeldfolks stærke og dybe Gemyt, og deres livlige og naive Opfattelsesevne derigjennem uforbeholdent kom for Dagen. Det er muligt at andre Reisende have gjort en mindre tilfredsstillende Erfaring med Hensyn til Vestfjorddølernes Qvaliteter, og at Hændelsen her havde ladet os træffe paa mere end sædvanligt begavede Individer, men det forekom os dog at de Eiendommeligheder i Gemytliv og Tankeformue, som viste sig hos vor gamle Bonde og hans yngre Kammerat, vare saa gjennemtrængte og baarne af de strenge og store Natur-Omgivelser, og af Fjeldlivets eensomme Grublerier, at man vistnok maatte have Grund til at overføre dem, i mere eller mindre Grad, paa Racen idethele. Langt fra at disse arme, til sig selv overladte Folk skulde lade deres Tanker og begreber indespærre af de høie Fjeldmure, der omringe dem, eller nedtynge af det alendybe Sneelag, der den største Deel af Aaret hviler paa deres Hyttetage – vide de at der existerer en bevæget Verden udenfor deres Dal og bag deres uhyre Fjeldørkener; de søge med Begjærlighed enhver Kunskabskilde om denne Verden, de beskjæftige sig med at ordne dens Forhold og supplere af egen Indbildningskraft hvad der maatte skorte paa positive Efterretninger. Saaledes hørte vi med Forundring vore to Ledsagere afhandle meget ivrigen mellem sig, hvilket Folk i Europa vel maatte antages for det ulykkeligste? Da de naturligviis ikke kunde blive enige herom, forelagde de os Spørgsmaalet til Afgjørelse.

De spurgte meget om hvorledes det gik paa Storthinget, som dengang var samlet, fornemmelig syntes Veilovens Skjæbne at interessere dem; de klagede over at man vilde tvinge dem til at oparbeide og vedligeholde for brede Veie paa vanskelige og lidet befarne Strækninger. Aldrig kunde de blive mætte af at høre fortælle om den kongelige Familes Ophold i Christiania forrige Vinter, og de gjorde sig de besynderligste Forestillinger om disse høitstillede Personers Levemaade og Fremtræden. Men hvad der især laae dem nærmest for Øie og opfyldte deres hele Sjæl, var Betragtninger, Tvivl og Gisninger om Naturphænomenernes Oprindelse, Beskaffenhed og Hensigt. Stjernehimlen, der hvælver sig dobbelt tindrende, og hemmelighedsfuldt udfordrende over de høie, milebrede Fjeldsletter, hvorpaa disse Folk saa ofte drage eensomme omkring med deres Qvæghjorder; en enkelt Constellation, der seer betydningsfuldt ned i den trange Dalsprække, hvori Vinterboligen ligger; de gigantiske Fjeldmasser, der reise deres uhyre Hoveder fjern og nær, den voldsomme Søndersplittelse i Kløfter og Elveleier – Alt dette sætter sine stumme, men mægtige Spørgsmaal uafladeligt for Bjergboerens Sjæl, og han kan ikke, vil ikke afvise dem. Han skaber sig da egne Theorier, astronomiske og geologiske Satser, som ingen Navne have, og ingen Berettigelse i Systemerne, men som han dog hjælper sig med. Saaledes paastaaer han at Fjeldregionen lidt efter lidt stiger længere ned i Dalen, og det dyrkbare Strøg bestandig aftager, hvilket Sagn paa en mærkelig Maade støder sammen med de lærde Naturforskeres Paastand om den scandinaviske Halvøes gradvise Stigen op af Oceanet.

Men det er ikke alene Udenverdenens Virkninger, som Vestfjorddalens Fjeldbonde er istand til med Phantasie og Bevidsthed at optage i sig, hans indre Liv, hans reent menneskelige Følelser vise sig ofte stærkere, varmere og dybere end man er vant til at iagttage hos Individer paa hans Standpunct, der med trælhaarde Hænders Arbeide maa friste en daglig truet, af alle Slags Savn sammensat Tilværelse. Vi ville saaledes ei kunne glemme den halv undertrykte og dog saa klart fremvældende Rørelse, den simple Inderlighed hvormed gamle Torger Miland fortalte os en Scene af sit huuslige Liv. Han havde en sildig Høst gjort en høist nødvendig Reise over Fjeldet til Tudal, samme Vei han nu drog med os. Men hjemme paa Miland laae hans lille Datter dødssyg. Han gav derfor, da hans Ærinde var udrettet, paa Hjemveien med saa stor Hurtighed, som de opsvulmede Bjergbække, de uveisomme Vidder og det taagede Veir vilde tillade. Det var, sagde han, som om Hjertet vilde ud af Brystet paa ham og ile forud; han følte at en kjær Sjæl i Dødsangsten længtedes efter ham, og ikke kunde blive fri, før han kom. Saaledes var det ogsaa. Den lille Pige havde hjemme i sin Dødsnød raabt uafladeligt paa ham; sagt at hun gjerne vilde døe, men at hun først maatte see sin Fader. Man havde maattet flytte hendes Seng hen til Stuens eneste lille Blyvindue, og hun klamrede sig med sine smaae, afmagrede Hænder fast til Vindueskarmen, og stirrede med de ristende Øine ud i Dalgrunden, hvorfra Faderen skulde komme. Han kom endelig, før det vat for silde, og hun døde med Hovedet lagt til hans Bryst.

Under saadanne Samtaler vare vi imidlerid komne op over Naaletræernes Belte, til den første Sæter under Gaustakammen, der nu viste sig ganske i Nærheden, endnu med Toppen tildeels skjult af et bortdragende Skylag. Vi bleve skuffede i vor Forventning om at finde Folk og Qvæg paa denne Sæter; de vare dragne længer ind paa Fjeldet, Hytten stod forladt og ingen Bjældeklang eller Luurtoner var at fornemme. Vi leirede os imidlertid paa den skjønne Græsvold om Stølen, forat udhvile efter Opstigningens Strabadser og samle Kræfter til hvad der forestod. Skjønt Solen allerede havde faaet Overhaand med Morgentaagen, og sendte en klar og skinnende Straaleflod over de vide, nøgne Strækninger, som omgav os, var der dog i denne Høide kun lidet Varme i dens Straaler, og en kjølig gjennemtrængende Luftning strøg hen over Bjergryggen. Vel saaes Terrainet, uberegnet Keglen, endnu at stige i en langbrat Skraaning bag os, men vi mærkede dog at vi allerede maatte være komne meget høit, da vi saae tversover Dalen ned paa den anden Side Fjelde, hvis Høisletter Øiet kunde forfølge langt indover. Ovenfor det Sted, hvor vi nu sadde, voxede ingen Træer mere; den sidste kummerlige og tynde Birkeskov kunde vi nu endnu see nede paa Afhældningen, den vinkede til os med sine skjælvende Blade, som om den vilde kalde os tilbage i grønne Skyggers Ly fra de aabne, af Træernes skjønne Slægt forladte Høider. Endnu havde vi dog en rigelig Græsvext om os, men da vi atter brøde op og droge videre langs de jevnt opad skraanende Bjergrygge, forsvandt også de sidste grønne Marker.

Vi saa kun omkring os aldeles nøgne og forvittrede Fjelde paa Fjeldet, og derimellem sørgelige Dalfører, hvis Bund bestod af sortebrune Myrstrækninger, gjennemsivede med Sneevand og besaaede med en Uendelighed af ligesom nedregnede løse Stene, og hvis Sider tildeels vare bevoxede med sparsomme hvidgraae Lyngarter, deels ogsaa bedækkede med disse over hinanden styrtede Kampestene. Tilhøire ragede op over alle de øvrige Høider den uhyre Gaustaryg, med sine hvide Sneestrimer, der nu brede, mægtige og faste som Metal, skinnede og blændede i Solstraalerne. Endnu et Par Timers Tid arbeidede vi os frem gjennem den opsprukne Grund, over Stenurer og rivende Bække, før vi endelig henved Middag naaede Langefondssæteren, der ligger paa den nederste Skraaning af Gaustakeglen, tæt under den evige Snee. Hvorledes Kreaturene her paa dette frygtelige Sted kan finde Næring og Græsgang, er ikke let at begibe, da Alt vidt og bredt har det samme graabrune, øde Udseende og ikke en grøn Plet er at opdage, men at her alligevel maa findes kraftige Urter nok mellem Stenene og Lynget, det beviste det store Antal, blanke velnærede Hornqvæg, Faar og Geder som netop i det Øieblik vi ankom, samlede sig om Sæterhytten forat melkes. Med Møie trængte vi os gjennem den tætte Hjord ind i Stølen, i hvis yderste Rum en temmelig but, sliden og slet ikke idyllisk Sæterjente stod og rørte i en Primkjedel, og paa vort Forlangende (for Betaling) lod os drikke saameget Melk og Fløde, som vi lystede, hvilket var ikke lidet efter at vi flere Dage havde levet saagodtsom paa Vand og Brød.

Saasnart vor Lyst var stillet skyndte vi os snarest mulig ud af dette Hul, for igjen at aande den frie Bjergluft. Vore Førere kom os derude imøde med betydningsfulde Gebærder: de pegede nemlig op til den, som det syntes, ganske nær over vore Hoveder ragende Gaustakam, der nu var aldeles fri for Skyer, og tegnede sig skarpt mod den rene, dybt blaa Himmel. «I vil dog vel ikke drage Toppen forbi nu, da vi ere den saa nær, og den viser sig saa blank som det sjælden falder i nogen Reisendes Lod at see», meente de begge. Og da nu deres uegennyttige Tilbud at følge os derop kun alt formeget stemmede med vor egen Lyst, betænkte vi os ikke længe. Hesten blev sluppen løs paa Græsgang, fri for sin Byrde, Tøiet blev overlevet til Sæterjentens Omsorg; vi foretog de nødvendige Forandringer i vor Udrustning og nu gik det opad. «Nu er Klokken snat Eet, Kl. fem ere vi her tilbage igjen», sagde vor unge Fører idet han skred foran. Han var vel bekjendt paa disse Steder; hvad Torger Miland angik, da havde han aldrig før været paa Gaustas Top, skjønt han næsten hele sit lange Liv igjennem havde havt den for Øie fra sin Gaard.