Nye Udgravninger i Rom

[av A. Munch, i Norden. Et Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]

Den rige Historiens og Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger, hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage, ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge, sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre Historien groe.

Det er dog naturligviis Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange, overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio) befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner, men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund, hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske, især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde

trækkes hen med den sædvanlige romerske Langsomhed, derfor sørgede han ved som sine Arbeidere fortrinsviis at anvende de flinke og vevre franske Soldater, der ligge i Garnison i Rom. Inden kort Tid var Arbeidet saa langt Fremskredet, at man kunde bestemme Grundplanen for en Deel af den keiserlige Vaaning og frigjøre de uhyre Substructioner, som begrændse Palatinerbjerget ud mod Capitolinum og Velabrum. Med sædvanlig fransk Libralitet ere Haverne nu gjorte tilgjængelige for Publicum, vel ikke aldeles offentligt, hvilket ikke vel kunde gaae an saalænge Arbeiderne staae paa og mange værdifulde Brudstykker af Marmorsager og Statuer deri ligge omspredte, men dog saaledes, at enhver anstændig Romer eller Fremmed kan uden Godtgjørelse hos den franske Commandant lade sig hente Indtrædelseskort, hvilke hvert gjælde for 5 Personer. Den alminelige Besøgelsestid er hver Torsdag, og seer man da gjerne hele Rækker af Vogne holde udenfor Havernes Indgangsport, der vender ud mod Forum romanum, og hele Skarer af Besøgende (rigtignok mest Fremmede, thi Romerne selv umage sig yderst sjeldent med at besee deres egen Byes Mærkværdigheder) bevæge sig uafbrudt op og ned af den store Trappe, der fra Porthvælvingen fører op til den første Terrasse. Alt foregaar i den største Orden og Ro, høflige Vagter af de franske rødbuxede Soldater ere opstillede rundt om i Terrainet, og Tavler med Indskrifter betegnet Navnet paa de udgravede Rum, og den Bestemmelse, de oprindeligt have havt. Disse Indskrifter ere almindeligviis Citater af gamle latinske Forfattere, hvis forskjellige Udsagn om Palatiums Topografi med stor Lærdom og Nøiagtighed heri ere samlede og anvendte.

Vi ville slutte os til et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv, gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.

Paa den øverste af disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede, noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk, dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser. Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia, som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud, efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal, hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring, ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke. Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino (ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal, som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes «Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum. De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.

Fra Peristylen træder man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis, som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor, Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske Soldater. Sic transit gloria mundi.

I Flugt med disse keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure, hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord, hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco, og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver, en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.

Stigende ned af denne Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino, som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder, Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig, hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem. Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus, som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads. Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! – Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave – pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved. Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker. Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge, at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.

Den første Nat i Italien

Goethe regnet sin første ankomst til Roma som en gjenfødsel, og feiret siden ankomstdagen den 3. september 1786 som sin nye fødselsdag. Thorvaldsen høytideligholdt likeledes sin første dag i Roma, den 8. mars 1797, som sin egentlige fødselsdag. Blant nordiske kunstnere og andre Italiareisende ble det snart vanlig å feire sin romerske fødselsdag på denne måten. Andreas Munchs romerske fødselsdag var den 5. januar 1847, altså for nøyaktig 167 år siden idag. Han skildrer ankomsten i sin utrykte reisedagbok, som er bevart i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling. 

Landstigning i Civita Vecchia; tog sig malerisk ud fra Søen med sine gamle Taarne og omgivet af grønne Marker, men efterlod hos os den ubehagelige Erindring formedelst den Ulvs Graadighed hvormed Toldbetjente, Pasbetjente og Vetturiner der kastede sig over os. Endelig fik vi klaret alt dette Virvar og tog Pladse i en Vetturins Vogn der i en Nattefart at bringe os til Rom. Reiseselskab 2 Franske og en styg Italienerinde. Langsom Kjøren gjennem et aldeles øde og vildt Landskab; brune Høider og enkelte Trægrupper: Campagna di Roma. Halvveis holdt vi for en Osterie, hvor vi traf en anden Vetturins Passagerer, og deriblandt den danske Corsar [Meïr] Goldschmidt. Aftenmad i Osteriet. Macaroni og Svinekjød. [...] Samtale om politiske Gjenstande. Disse Italienere meget høflige; trakterede os med Punch og Caffe; Eviva Pio Nono og Scandinavien. – Udsigt [...] over det maanebelyste Hav; deiligt mildt Veir og en vidunderlig klar Himmel. For aabent Vindue Natten til den 5. Januar! Efter nogle Timers Nat fortsatte vi den langsomme Fart gjennem Campagna di Roma. Intet bebudede at vi nærmede os Verdens Hovedstad; altid den samme Ødhed og Brunhed: Ved Daggrye saae vi pludselig en stor Masse rage i Veiret som det syntes nær ved os; Eccola San Pietro raabte Italienerinden. Det varede dog endnu længe inden vi kom til Roms Porte; vi kjørte ind gjennem Porta Cavalegghi [sic] lige bag St. Pietro og Vaticanet; atter Pasuleilighed; derfra over Peterspladsen, Engelsbroen [Ponte Sant'Angelo] gjennem en heel Mængde smaae Gader til la Dogana hvor Tøiet atter maatte visiteres. Derfra en Vogn til Hotel d'Allemagne i Via Condotti. Efter i en Skynding at have klædt os om gik vi ud for med egne Fødder at betræde Roms Gader. Piazza del Popolo; Monte Pincio. [...]. Denne Deel af Rom langtfra det stille Udseende som man havde sagt os. Gang til Torlonia forat hæve Penge; hans prægtige Palads paa Piazza Venise. Paa Hjemveien traf vi en norsk, Houm, der fulgte os ud forat see paa Værelser, og siden til Pantheon og Antoninsøilen, som vi besteg forat faae en Oversigt over Rom. Middag Kl. 5. hos [Trattoria] Lepre i Via condotti; traf sammen med en Mængde Danske og Svenske. Oberlieutnant Södermark; cand. Svane, [...] den unge Molbech, Goldschmidt. Cafe greco. Aftenen i Hotellet.

I dagbokens beskrivelse kjenner vi igjen elementer fra diktet Den første Nat i Italien, trykt i samlingen Digte, gamle og nye (1848).

Imellem de brune, mildt rundede Høie

Hvor Ødhed har fæstet sin fredede Bolig

Vor Vogn drager fremad med sukkende Møie

Drager frem igjennem Campagna di Roma.

Klar over vort Hoved os Fuldmaanen følger

Og kaster en rødlighvid Glands over Landet,

Og over det klare Middelhavs Bølger

Som glimtende fjernt skylle op imod Stranden.

Fra Høi og til Høi en uformelig Levning

Af Oldtidens Muurverk gaadefuld skuer,

Og langt i det Fjerne skimtes en Række

Af Aqvæducternes evige Buer.

I den Januarnat vaarlige, linde

Luftstrømninger møde mit Bryst og min Pande –

Og bringe mig Hilsen og ville mig minde

At nu har jeg naaet de længstdrømte Lande.

Jeg kan ikke tvivle, jeg finder dem alle

De hellige Mærker, fra Barndommen kjendte –

Jeg ved: gjennem Eensomhed Veien maa falde

Til Roma, til Ørkenens Dronning i Vesten.

Jeg veed, at ei Nutidens brogede Vrimmel

Har vovet sig ind over Kredsen om Roma –

Jeg veed at kun Sydens forførende Himmel

Med Sødme og Gift har udbredt sig derover.

Jeg føler dens Aande, mit Hjerte maa banke,

Jeg ønsker at dvæle, jeg ønsker at ile –

Jeg kan ikke fatte den mægtige Tanke:

Imorgen dit Øie paa Forum skal hvile.

I stille Forventning saa fremad der drages,

Til Stjernerne blegne og Morgenen vaagner –

Alt svagt bag de blaanende Bjerge det dages,

Det lysner igjennem de stigende Taager.

Da løfter et Punct sig fra Synskredsranden

Og voxer og bliver en afrundet Klippe,

De Reisende undres og spørge hinanden –

San Pietro! raaber nu stolt Vetturinen.

San Pietro! farer det gjennem mit Hjerte

Og Nerver og Tanker stærkt bevæges –

San Pietro! giver du Fryd eller Smerte,

Og vil jeg kunne din Tyngde bære?

Charlotte Munch om å forlate Italia

«Man maa altid tænke sig denne mildt bedrøvede og stadig mildt misfornøiede digter med himmelvendte øine og haanden under kind», skriver Rolf Thommessen om Andreas Munch. Dette elegiske temperamentet synes han å ha delt med sin første hustru Charlotte Amalie, f. Juul (1823-1859). I sin artikkel om Munch i Norsk biografisk leksikon, 1. utg., skriver Helge Groth om parets bryllupsreise i 1846-47, til Frankrike, Italia, Sveits og Tyskland – en reise man i stor grad kan følge i de reisebrev Munch publiserte i Den norske Rigstidende, og som Andreas Munch-selskapet tidligere har offentliggjort på disse nettsidene. «I dagboken fra denne reise», forteller Groth, «finnes en vakker skildring», skrevet av Charlotte, «om den siste tid i Italia, om deres kjærlighet til Syden og tanken på den evige Syd-lengsel som vil gripe dem oppe i Norge». Reisedagboken befinner seg i Nasjonalbiblioteket, og er aldri blitt utgitt.

Nu har vi vandret den sidste Spadsertour i Italien – vi benyttede de enkelte Solglimt i Middagsstunden til at vandre ud den yndige Vei langs Lago Maggiore mod Syden, under Pergolaer, der hang fulde af modne og halvmodne Druer – og rundt om os den nyeste, sydligste Vegetaion – vi kom nu ei fra at besee den smukke lille Kirke der er under Byggning her – om nogle Timer ere vi langt borte fra Lago Maggiore og fra det deilige, milde Italien som jeg nu for sidste Gang i mit Liv seer et Glimt af – for hvilken Mulighed skulde vel bringe mig her tilbage? og hvorledes tør jeg ønske atter at komme her – mit store Ønske blev jo opfyldt – jeg har seet Italien, seet den dybe blaa Himmel, seet Syden i al dens Pragt, Yppighed og Mildhed – jeg har jo henlevet otte Maaneder i dette deilige Land – og i disse Maaneder ere ligesom alle mine Ønsker blevne opfyldte, alle mine Drømme ere blevne til Virkelighed – jeg har levet glad og rolig i Rom, omgivet og paavirket af hele den rige Kunstverden som der findes – men jeg har ogsaa i denne Tid følt Uroe og Længsel, jeg har følt Lidelser i mit eget Indre; maskee større og stærkere end nogensinde i mit foregaaende Liv – men netop fordi jeg ogsaa har lidt i Italien elsker jeg det dobbelt – den Erfaring og Udvikling som hele mit Væsen deraf vel faaede vil endnu sterkere binde mig til dette deilige Land hvor jeg oplevede saameget, og som jeg aldrig mer vil komme til at see – min største Sorg nu er blot at vi ikke tøvede der 14 Dage længer og blev paa den anden Side af Alperne saalænge som mulig – 8 Dage længer i Rom og 8 Dage længer i Florents – hvorfor havde jeg ikke Kraft nok til at sætte det igjennem – og saa kilet gjennem Schweiz og Tyskland saa hurtigt som mulig – hvorfor havde jeg dog ikke Kraft til at gjenneføre dette Ønske – hvorfor sat jeg ikke den Lykke at kunne leve 14 Dage til i Italien, over Alt, hvorfor sat jeg ikke det høiere end alle andre Hensyn, høiere end en hver Tanke paa andre Mennesker? Hvor det var svagt og elendigt af mig – hvor jeg hele mit Liv vil komme til at angre, at jeg paavirket af, og under Indflydelse af taabelige Følelser lod mig trække 8 Dage før end nødvendig fra det deilige grandiose Rom, hvor jeg levede saa mildt og roligt – hvor jeg hele mit Liv vil angre paa, at da vi i Florents fik Underretning om Dampskibets sene Hjemfart, at jeg da ikke havde Kraft nok til at løsrive mig selv fra de mange exalterede Tanker og Følelser som vare komne over mig, at jeg ikke fandt Mod til at sige at jeg vilde blive 8 Dage længer i det deilige Florents, den sidste italienske Bye – hvor er det muligt at jeg ikke foretrak 8 Dages længer Ophold i Italien, i Florents, hvor saamange Kunstskatte ere samlede, for en Reisen sammen med andre Mennesker, som jeg dog altid ogsaa hjemme kunde have at see? nu begriber jeg det ikke, dengang faldt det ikke i min Tanke at handle anderledes end jeg gjorde – men hvor det piner mig og bedrøver mig, hvor jeg hele mit Liv vil angre paa at vi ikke blev 8 Dage længer i Rom og Florents, jeg vil aldrig selv kunne tilgive mig at jeg saaledes opoffrede 14 Dage af den skjønneste og nyttigste Virkelighed for at løbe efter et Idee-Billede af min egen Følelse – det vil bestandig pine mig, jeg vil altid angre det – at blive disse 14 Dage længer paa et andet Sted efter at have forladt Florents, derom kunde Talen ikke være – vi vare i det triste Venedig næsten længer end vi kunde udholde, og Lombardiet, og dets Hovedstad Milano kunde ikke frembyde noget trøstende Opholdssted, for os som kom fra Syditalien – man følte sig jo ikke der længer som værende i Italien – og dog nu, som jeg sidder her nedregnet i Luzern angrer jeg at vi ikke blev et Par Dage længer i det moderne, italienske Milano – der vare dog Malerier, Kirker, og dens Latter Italiensk – jeg angrer paa at vi ikke tilbragte et Par Dage i det yndige Baveno, som var det første rigtig italienske Opholdssted jeg havde truffet efter at have forladt Roma, og hvor Italien ligesom til Afsked viste sig i al sin Rigdom og Mildhed – jeg angrer paa, og vil hele mit Liv angre, at vi forlode Italien et eneste Minut inden den 1 September – og saa daarlig var jeg, saa svag, at forlade dette skjønne Land fortidlig blot for at løbe efter en Idee af min egen Følelse, efter et tomt Drømmebillede – Italien staaer allerede nu saa idealsk for mig – allerde nu ere ligesom udvisked af min Erindring de mange smaa mindre skjønne Virkeligheder, som ofte i Øieblikkets Oplevelse kunde berøve Gjenstandene den poetiske og ideale Skjønhed – allerede nu staaer Italien for mig som et lysende, straalende Land, hvor der ikke findes andet end Skjønhed, Mildhed og Lykke – hvorledes skal jeg kunde udholde altid forgjæves at længes derefter – og vil ikke selve den skjønne Erindring om vor oplevede Lykke blive mig en nagende Pine – naar jeg Hjemme i Norge sidder indesluttet mellem Snee og Iis og Fjelde, og tænker mig tilbage til Italiens sydlige, varme Himmel, vil da ikke denne Erindring blive til en nagende, fortærende Længsel i sammenligning med Virkeligheden, vil jeg ikke komme til at sige og tænke som der staaer i Dante: nessun maggiore dolore, che ricordarsi del tempo felice bella miseria – og da er den Tid uigjenkallelig forbi, jeg vil længes og længes, og faaer dog aldrig meer Italien at see, jeg kommer aldrig meer paa den anden Side af Alperne – hvorfor blev vi i det mindste ikke 14 Dage til – hader Schweiz og Tyskland ovenpaa – her er jo Norden, Regn og Kulde – hvorfor bleve vi ikke i det Mindste i Bovano? eller fornemmelig i Rom og Florents? jeg er bleven haardt nok straffet for at have visket en Oplevelse i min Følelse, det berøvet mig 14 Dages Ophold i Italien, og det vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv, det vil jeg altid angre.

Pantheon

Følgende lille dikt, med tittelen Pantheon, er skrevet i forbindelse med Victor Emanuel II.s begravele i 1878 og publisert samme år i Illustreret Tidende. Diktet er skrevet så sent i Munchs karriere at det ikke er kommet med i noen av hans diktsamlinger. 

Det stolte Romas underfulde Magt

At samle Storheds Minder i sit Skjød,

At knytte Slægt til Slægt og Liv til Død

Har atter sig med Glans for Dagen lagt.

Mens Capitoliets dybe Malmrøst lød

Og Folket stod i tette Rader Vagt

Og Laurbærkrandse fra Balconer flød,

Det ny Italiens første Drot blev bragt

Til Hvile i Agrippas gamle Dom,

Der endnu, midt i det moderne Rom,

Sin lette Kuppel hvælver skjøn og klar

Som da den Romer-Ørnens Hæder bar.

De gamle Guder, som den viet var,

Er sjunkne hen, og christne Altre staa

Hvor fordum Jupiter, Apollo saa

Med Marmorblik paa Mængden, som der laa;

Men Templet ei sin Høihed mistet har

Og atten Secler derfra give Svar.

Hvor er det underligt at tænke paa

At disse Mure, der blev reist i Pragt

Da Verden var Augustus underlagt,

Da Verdens Frelser blev i Krybben lagt,

Nu aabne sig til sidste Hvile blid

For ham, Soldaten fra vor egen Tid,

For ham, som baaret høit paa Folkets Id,

Italiens Riger samlet har til Et

I Kraft af Sprogets og Nationens Ret!

Det er, som om Historiens Poesi

I Roma kan sig aabenbare fri

Og finde, gjennem dunkle Tiders Storm,

Den skjønneste, mest udtryksfulde Form.
I denne Hal, hvor Himlens aabne Lys

Fra oven falder mildt paa Dødens Gys,

Den tapre kongelige Gjæst kan jo

Nu mødes her i samme Mindets Ro

Med Konstnerkongen, han, hvis klare Sjæl

Paa Jorden vandred som en Rafael,

Og i hvis Billeder Italiens Ry

Staar som en Stjærnekrans høit over Sky.

I dette Pantheon er Plads nok end

For mange af Italiens store Mænd;

Lad Paverne kun eie Petri Dom –

Agrippas Hal, langt ældre vel end den,

Har dog end Kraft at huse Fremtids Rom.

A. Munch

En Vetturinreise. III.

[Del 3/3]

Civita Castellana, vort første Natteqvarteer, er som saamange gamle Byer i Italien, høist malerisk beliggende paa en isoleret Klippe, omgivet af halv demolerede middelalderske Befæstninger, hvis afbrudte Taarne og hensmuldrende Volde ere behængte med Slyngplanternes her saa yppige Vegetation. I det Indre af Byen mødte os den sædvanlige italienske Aspect af sorgløs Fattigdom, poetisk Smuds og Forfald, og indolent, skjønt larmfuldt Gadeliv. Ogsaa her paatrængte den Bemærkning sig os, som vi havde gjort ved at gjennemdrage andre italienske Smaabyer, nemlig at alle udvortes Kjendetegn paa de forskjellige Stænder og de Levevilkaar her løbe sporløst i hinanden, eller rettere det saae ud som om Byens Befolkning allerede havde reformeret sig efter Communismens Lære og allerede antaget dens eensformige Pjaltecostume; til det Slags Personer, som andetsteds kaldes conditionerede propre Folk, ærbare, velkledte og velnærede Borgere, saae man idetmindste meget lidt paa Gaderne – formløs Hat, uredt Haar, ullet Kappe og tvivlsomt eller slet intet Skotøi syntes her at betegne Elegantsen. Qvinderne røbede vel her som overalt mere Bestræbelse efter virkelig Elegants og Nethed, og mange af dem toge sig godt ud i den brogede Nationaldragt med Sølvpilen gjennem de sorte Fletninger, solbrændte og barhovede som de vare – men ogsaa blandt dem saae vi hverken paa Gaden eller i Vinduer den Aften en Eneste, der ved finere Figur eller moderne Klædedragt kunde fortjene Navn af Dame. Med denne Befolkningens plebeiske Præg stemmede ogsaa det Ydre af Byens Huse; smaae mørke, forfaldne, uregelmæssige, tydeligt kun indrettede til at afgive et nødtørftigt, temporært Skjul for Sol og Regn, og ikke til at leve et comfortabelt Huusliv i. Men saaledes har det jo fra Oldtiden været i dette Land, hvis Børn af Instinct skye Stueluften og helst tage ud under deres varme klare Himmel – de smaae Huse i Pompeii med deres bækmørke Sovehuller og aabne Gaarde bevidne dette. Og som dengang Templerne og Theatrene, disse det offentlige Livs Samlingssteder, i Storhed og Pragt næsten uforholdsmæssigt overragede det private Livs Miniaturboliger, saaledes kneise nu de store og prægtige Kirker over de usle Huusklynger i det moderne Italiens Smaastæder, og optage med Religionens og Kunstens Poesie den fattige Befolkning i sine altid aabne, guld- og farvestraalende Haller. Her i det ringe Civita Castellana laae saaledes denne Aften de pjaltede Folkegrupper paa Marmortrinene til en Kirke, hvis Størrelse, ædle Forhold og rige Udsmykning kunde have gjort en Hovedstad Ære.

Da vi, efterat have gjort den Gang gjennem Byen, hvoraf ovenstaaende Bemærkninger vare Følgen, igjen kom tilbage til Vertshuset var Solen endnu ikke gaaet ned, og der blev saaledes Spørgsmaal om hvorledes den tilbagestaaende Deel af Eftermiddagen, før Cænaen, bedst skulde anvendes. Den tjenstvillige, for Udbredelsen af sin Byes Mærkværdigheder meget ivrige Cameriere spurgte nu med en af saamegen Oldtidskundskab høist vigtig Mine, om de reisende Excellenzaer vel vidste, at der ganske i Nærheden af Civita Castellana fandtes vidunderlige Ruiner af den etruskiske Stad Falerii, den samme, der efter Livius overgav sig til den romerske Feltherre Camillus, fordi denne lod en Skolemester der ved Forræderi vilde overgive Staden, pidske tilbage af hans egne Skolebørn. Man forsikrede, at der endnu var Tid nok til at besee disse classiske Ruiner, og en Cicerone var ikke seen til at fremstille sig; i hans Følgeskab tradskede virkelig de ufortrødne Englændere afsted paa Antiqvitetsjagt, medens vi, der i Rom havde havt nok af den Slags Beskjæftigelse, foretrak en rolig Nydelse af Aftenens Naturskjønned fremfor en Muldvarpekryben gjennem fugtige Huler og formløse Muurbrokker. Til den Ende begav vi os derfor ud paa den skjønne Bro, hvis driftige Marmorbuer strax udenfor Porten føre over er dybt Svælg, et nu udtørret Flodleie, som istedetfor med Vand næsten var opfyldt med det rigeste Grønne, den meest luxuriøse Vegetation, der rankede og snoede sig om Piller og Klippesider, og hang ned i Festons fra Bueer og Fremspring. Her sad vi ret i Mag paa Steensæderne i Brystværnet, og saae Solen synke bag de milde Bjerge med al en sydlig Sommeraftens glødende Farvepragt, indtil den bløde Nat lagde sine dunkle Vinger sammen over Egnen.

Den eneste Besværlighed, som en Vetturinreise i Begyndelsen frembyder, er det usædvanlig tidlige Morgenopbrud, man er nødt til at lade sig gefalde, thi Vetturinen putrer ud endog før Solopgang. Denne voldsomme og for tidlige Udriven af Søvnens Arme koster den Reisende nogen Anstrængelse i Førstningen, og forekommer ham baade unødvendig og vilkaarlig, da Dagsreisen er saa kort og man saa tidlig tager ind til Natteqvarteer. Men det varer ikke længe før han erkjender saavel Nytten som Behageligheden af denne Forholdsregel, ja indseer at det er den der giver hele Reisedagen dens harmoniske og beqvemme Inddeling. Især nu paa Høisommertid, da Heden noget ud paa Dagen blev utaalelig, var det nødvendigt at benytte den første Morgenkjøling for med friske Kræfter at komme nogen Vei. Da vi saaledes den næste Morgen havde overvundet Dovenskabens første Modstræben, var det med en behagelig Fornemmelse af Livsmod og Friskhed i Sindet vi i Morgendæmringen drog videre ind gjennem de grønne Bjergkløfter, i hvis Dyb endnu de natlige Skygger hvilede, medens Sydens rige Solglands allerede bævede paa de høiere Bjerge, og en lys Taage løftede sig fra Klippetoppene og tabte sig i den tindrende Morgenhimmels kraftige Blaa, medens de ædle, dugfriske Planter udsendte en aromatisk Duft, Bjergkilderne dryppede og rislede gjennem Moshænget ned i de skjønne Marmorkummer, der nu og da vare anbragte ved Veikanten for at opfange dem, og Cicadernes skarpe Surren allerede lød varmt inde fra Hækkene og det tørre Græs. Egnen blev stedse vildere og trangere, Veien slyngede sig i Zikzak opad de steile Bjergskrænter, og nede i Dybet brusede en Elv, den vilde Nera, endnu i denne tørre Aarstid strid og skummende. Men dog var i denne Vildhed og Bjergeensomhed intet Mørkt, intet Truende, som i vore nordiske Fjelddale, skjønt rigtignok heller intet Storartet og Imponerende, som i disse; Sydens fine og muntre Klarhed laae udbredt over de grønt og brunt skatterede Bjergsider, hvorfra enkelte Taarne eller høitliggende Røverreder af Landsbyer hist og her saae ned, medens de fjernere og høiere Aasers indigoblaa Bølgelinier tegnede sig blidt med den skinnende Horizont.

Til Hjælp opad denne mere langvarige end bratte «Salita» havde Vetturinen taget et Forspand af to store Oxer, mægtige Dyr af den antikskjønne romerske Race, med alenlange Horn og vældigt bredt Bryst; deres Vogter, en Bjerghyrde i Sandaler og Gedeskindsvams gik ved Siden af og styrede dem paa antik Viis med en lang spids Kjæp. Foran gik Vi, saalænge Morgenkjølingen begunstigede en Promenade, og saaledes drog den hele Karavane langsomt opad Bjergskraaingen, medens Oxedriverens vilde Opmuntringsraab og Bjeldeklangen fra Hestenes Hovedtøi lød animerende i den friske, lette Morgenluft. Det varede dog ikke længe før den mægtige Julisol kom høit nok over Bjergtoppene til at kunne sænke en lammende, udtørrende Gladmasse ned i Dalen, saa at al Friskhed og al frivillig Bevægelse der maatte ophøre, og vi vare glade ved atter at søge Hvile og Skjul i Vognen, hvor dog ogsaa snart Atmosphæren blev trykkende. Men paa en Vetturinreise faaer man ikke Tid til rigtig at blive overvældet af Hede eller Træthed; netop som Lummerheden i Vognen og den langsomme Opadsnigen begyndte at blive os utaalelig, naaede vi ud paa Formiddagen til vort Bedested, det romantisk beliggende Narni.

Denne lille Stad, der med sin halv gothiske Kathedral og hvide Huse hænger høit paa en næsten lodret Afstyrtning mod den i Dybet brusende Nera, og hvorfra man gjennem en trang Kløft har en herlig Udsigt over den vide, yppig-frugtbare Dalslette der ender sig med de fjernblaa Bjerge ved Terni, – hed i Oldtiden Neqvinium Narnia og var æret som den milde Keiser Nervas Fødested. Augustus har her over Nera bygget en mægtig Bro, hvoraf man sagde os at endnu betydelige Levninger skulde være at finde, og da derfor Middagshviletiden var udløben og Vetturinen gjorde sig færdig til at drage videre, begav vi os i Forveien ned gjennem en steil Fodstie til Flodleiet, for der at besee Ruinerne og saa ad en Gjenvei møde Vognen, naar den kom ned paa Sletten. Man kan spørge hvad Conseqventse der var i, at vi idag i den mest trykkende Middagshede, ad halsbrækkende Stier kravlede ned til Mærkværdigheder af samme Slags som dem, vi igaar i Aftenkjølingen og paa magelige Veie forsømte; – men foruden at vi mindst paa Reisen gjorde Fordring paa at henregnes til den strenge Conseqventes Folk, saa vare vi vel berettigede til at sætte nogen Forskjel mellem raae cyclopiske Muurhøie og ædle Levninger fra den romerske Bygningskunsts classiske Tider. Vi fandt ogsaa vor Excursion lønnet over Forventning; af den Bro som Keiser Augustus i fire mægtige Buer havde ladet slaae, ikke blot over Floden Neras Vande, men over den hele Dalkløft, i hvis Dyb disse strømme, staaer endnu en herlig Bue af 180 Fods Spænding i Bredde og Høide ganske heel tilbage, og danner med sin elegante og dog klippetykke Hvælving af rødlige, uden Cement sammenføiede Qvaderstene en uhyre Portal, ba hvilken den blaaklare Himmel og det rige Landskab dobbelt smukt regner sig i Begrændsningens Relief.

Som et glædeligt Kjendetegn paa, med hvilken Omhu de antike Mindesmærker nu endelig bevaredes i Kirkestaten, efter saamange Seclers Ødelæggelser og Vanrygt, bemærkede vi nogle Arbeidere oppe paa Buen, ifærd med at befæste de yderste Stene med Jernklamre og udfylde Huller med nye Blokke. Vor Veiviser, en Narnenser-Lazzaron oppe fra Vertshuset, fortalte os imidlertid, at her var Omhuen for Ruineernes Vedligeholdelse vakt ved en Hændelse, der var altfor sørgelig til at man skulde kunne glæde sig ved nogetsomhelst Resultat deraf. For nogen Tid siden var nemlig en gammel engelsk Rigmand med sin unge smukke Datter og et talrigt Tjenerskab paa Gjennemreisen til Rom ankommen til Narni, og havde standset noget der for at tage den berømte Bro-Ruin i Øiesyn. Den gamle Herre var bleven staaende ved Flodbredden og betragtede Buen nedenfra, medens hans Datter i ungdommeligt Overmod var steget op ad Bjergsiden i Høide med det Øverste af Hvælvingen, og stod, uagtet den Gamles Advarsler og Bønner, fast paa at ville begive sig ud paa denne, der hvor den antike Brovei havde gaaet over. «Der havde jo saa mange Reisende været ude», havde hun sagt, og tilføiet leende «at hun dog vel ikke var saa tung at jo en Hvælving der havde staaet i to tusinde Aar maatte kunne bære hende – der skulde jo desuden være en saa mageløs Udsigt ude paa Bropynten». Og hun ilede virkelig derud; – den ængstelige Fader saae hvorledes hans Datters lette Skikkelse svævede høit deroppe paa den svimmelhøie Buekant, han blev vaer hvorledes hun endnu vinkede lystigt ned til ham – da saae han hende pludseligt vakle og gribe vildt om sig, en Steen var gledet løs under hendes Fødder, – han hørte et kort, gjennemtrængende Skrig – saae et Øieblik hendes hvide Slør og Kjole glimte mod den blaa tomme Luft – og hans Datter laae knust mellem Elveleiets Stene, hvor Neras stride Vande skyllede over hendes brudte Lemmer, endnu for et Øieblik siden saa fulde af Liv og Ungdomslethed! Man holdt med Møie Faderen fra at styrte sig efter hende fra samme Bropynt. Næste Dag da han førende sin Datters Liig med sig, forlod det for ham saa uheldsvangre Narni, sagdes der at han befandt sig i en stille Vanvidstilstand. I den Anledning var det altsaa at Augustusbuen i Narni nu blev efterseet og istandsat, men efterat Ulykken var skeet, som sædvanligt.

Vor engelske Dame viste sig naturligviis meget bevæget over sin Landsmandindes tragiske Endeligt, og hendes Nerver kom derved i saadan Rystelse at hun ved hvert Stød af Vognen foer op med et Skrig, udentvivl troende at nu vilde den onde Skjæbne der i Italien raadede over Englænderinderne, ogsaa komme over hende og styrte hende ned i en Afgrund. Hendes Ægteherre udgjød sig i bitre Beklagelser over en Regjering, der ikke bedre vidste at beskytte de Reisende som bragte Rigdom til Landet, d. v. s. ikke kunde forhindre unge Vovehalse fra at klavre op paa smuldrende Ruiner. Med dette Par vare vi imidlertid komne paa en meget venskabelig, om ikke just fortrolig Fod; vi udvexlede nu Navne, og erfarede at Mr. Og Mrs. Pole netop befandt sig paa Hjemreisen fra Indien, hvor Manden havde været ansat i Bombay, men ikke længer kundet udholde det hede Climat og derfor nu vendte tilbage til det taagede Albion, læggende Veien over Italien «for at tage den classiske Tour med». – Under saadanne Samtaler og Meddelelser hengik den langsomme Fremaddragen over den vide, i al sin Frugtbarhed eensformige Nera-Slette, bedækket som den var med Viinsløvsguirlander over Maismarker, Olivenplantager, o. s. v. Efter flere Timers Kjørsel ankom vi mod Aftenen til det ved Foden af Bjergene, mellem to Arme af Nera beliggende Terni, i Oldtiden Interamna, bekjendt som Historieskriveren Cornelius Tacitus's Fødebye. Her viser man Oldtidslevninger i Mængde, Rester af et Amphitheater i den biskoppelige Have, af et Soltempel i Kirken S. Salvatore, af et Herculestempel i Klosteret S. Siro, af gamle Bade i Casa Spada, m. m. – men vi lode alle disse Mindesmærker ligge ubesøgte, for at faae Tid til at besee et endnu skjønnere og mærkværdigere, et antikt Monument, der har forbundet sig med Naturens evig unge Liv, og derfor nu hører ligesaagodt til Nutiden som til Oldtiden.

Vi mene det berømte og til sin Berømmelse i Skjønhed svarende Vandfald ved Terni, de saakaldte Caduta delle Marmore. Et Vandfald – kan et Vandfald kaldes et antikt Monument? Jo, i Italien vil næsten Alt henføres under Rubriken: classiske Oldtidsminder. Her hænger det saaledes sammen, at Vandfaldet ved Terni i dets nærværende Størrelse og Skikkelse er et Værk af den gamle Romer Marcus Curius Dentatus, som i Aaret 671 efter Roms Anlæg ledede Floden Velinus gjennem en Klippe sammen med den 1000 Fod dybere strømmende Nar (Nera) og saaledes gav dennes Fald den skjønne Afdeling, den Vandfylde og den Mægtighed som vi endnu den Dag i Dag beundre. I mægtige, marmorhvide Cascader styrte de to Floder sammen ned ad den grønne, yppigt bevoxede Fjeldside og hvirvle tordnende i Kløftens dybeste Grund, hvorfra en Vandsøile igjen stiger op til en Trediedeel af Faldets Høide, og bærer som Krone en prægtig Regnbue, der under gunstig Belysning danner næsten en fuldstændig Cirkel. Selv paa den, der har været rystet ved vore norske Fossers eensomt-vilde Majestæt og jætteagtige Urkraft, kan Vandfaldet ved Terni ikke forfeile sin Virkning: det hele Skuespil har her den Blanding af Kraft og Ynde, af Vildhed og Harmoni som er de italienske Naturphænomener egen, og som selv formaaer at brede et Skjær af plastisk Klarhed og Ro udover et Vandfalds evig styrtende Masser.

Og dersom endda Vandfaldets klare, milde Skjønhed ikke nok havde erindret os om dets italienske Charakteer, saa vilde det ægte italienske «Accompagnimento» hvori vi besaae det, ikke ladet os Tvivl tilbage om hvor vi befandt os: nemlig ved en af Alverdens Tourister besøgt, hesperisk Naturmærkværdighed, der er bleven til en Næringskilde for hele den omboende Befolkning, eller rettere har givet denne en velkommen Anledning til at tilbringe sit Liv i nationalt dolce farniente og Tiggeri. Da vi saaledes steg opad den dristige Vei, der slynger sig langs Bjergskrænten op til Vandfaldets Munding, traf vi enhver fremspringende Plet, der gav en Udsigt til Faldet, indtaget som Station af en Lediggjænger, der fordrede sin Løn fordi han paastod at have ryddet nogle Stene afveien, reist en Bænk, dannet en Løvhytte til Skygge for de Beundrende, o. s. v., og hvor en saadan Person ikke strax fik det Forlangte, fulgte han efter med paatrængende Klynk og tilsidst med høirøstet Skjænd. Da vi ikke vilde og ikke kunde tilfredsstille Alle, samlede vi saaledes lidt efter lidt en skjøn Hoben ubudne Ledsagere, hvis Antal hvert Øieblik forøgedes, snart med en ung solbrændt Pige, der frembød Blomster, snart med en laset Dreng, der havde Chrystaller og Petrefacter fra Vandfallets Huler at sælge, snart med Æseldrivere, der skrigende tilbød os deres Dyr til Bjergstigningen, og sloges med hinanden indbyrdes om Forrangen, snart med gamle Koner der til vor Beqvemmelighed havde lagt et Bræt over en Bæk, snart med blotte og bare Tiggere, der dreve det ædle Haandverk uden nogetsomhelst Paaskud. Saa tilsidst, da vi paa den anden Side af Fossen igjen klavrede ned ad Fjeldskraaningen, for at betragte Faldet nedenfra, havde vi efter os en ganske anseelig Hale af Mænd, Qvinder, Børn, Æsler, Hunde, der alle skrege i Munden paa hinanden et fælles Chor til Ære for den Fremmedes Pengepung. Fra vore Vandringer i Syditalien vante til slige, ja endnu stærkere og endnu mere paatrængende Ledsagelser paa berømte Steder, tog vi det eneste rigtige Parti: at betragte Tingen fra den comiske Side, og lod os ikke derved fortyrre i Nydelsen af den pragtfulde Natur og den deilige Aften, men kom efter at have seet og nydt Alt, i den bedste Stemning tilbage til vort Qvarteer i Terni, for der ved en indbydende Cæna og ved Stedets ædle Viin paa en værdig Maade at slutte denne Dag af vor Vetturinreise.

A. M.