Håkonshallen

Andreas Munch hadde en forkjærlighet for «riddertiden», som gav ham stoff til flere skuespill og noveller. De fysiske levningene av denne perioden interesserte ham også dypt, som minner fra Norges glansdager, eller som romantiske ruiner. Særlig synes han å ha interessert seg for Håkonshallen i Bergen, som frem til 1873 var i bruk som kornmagasin for garnisonen på Bergenhus. Det var i sin tid J. C. Dahl som hadde identifisert magsinbygningen som Håkon den gamles hall, og sammen med Lyder Sagen hadde han så tidlig som i 1841 gjort forsøk på å få hallen restaurert. Ti år senere, da Munch skrev den følgende teksten, var ennå intet skjedd. Restaureringen av Håkonshallen ble Fortidsminneforeningens første hovedoppgave, og først i 1895 var arbeidene endelig avsluttet.

Munch tar også for seg Håkonshallen i festspillet Kongehallen i Bergen, som ble oppført på Christiania teater i 1860, «i Anledning af Deres Majestæter Kong Carls og Dronning Louises Kroning, og ved Høisammes Nærværelse». I stykket møter vi tre unge sangere i Bergen, som drømmer seg tilbake til middelalderen. For deres øyne gjenoppstår så Håkons hoff i den gamle Kongehallen. «Ja, den kan nok rødme, den gmle Hal», utbryter Thormod, «af Blussel over sig selv i sin fornedrede Tilstand, af Uvillie mod Bergens By og Norges Folk, der har kunnet lade denne ærværdige Levning fra vort Fædrelands mægtigste Dage saaledes forfalde, forhutles, ja indrette til et Kornloft, hvor nu kun fugtigt Mørke og uhyggeligt Kryb herske der, hvor fordum Nordens mest glimrende Kongehof færdedes i tusind Kjerters Gands!» 

Kongehallen i Bergen 

A. Munch

[Idun. Et Blad for Literatur og Kunst. No. 7/1851]

Jeg var ifjor Sommer første Gang i Bergen. Behørig forberedt ved en stille, aandsopvækkende Fart gjennem det vidunderlige Hardanger, kom jeg til den ældgamle Konge- og Handelsstad. Jeg siger forberedt, thi ved at færdes paa disse blanke Fjorde, disse Norges Høisale med de himmelnære Fjeldvægge, de brusende Fosse, det grønnende og blomstrende Frugtbaand under de hvidskinnende Snebræer, var mit Sind først bleven mægtigt betaget og vakt af dets dunkle Dvale, og dernæst uafviseligt henvendt mod Oldtiden, mod den længstforsvundne Periode af vort Fædrelands Statsliv og Folkeliv, da dette dog engang i Sandhed, Storhed og Daadkraft svarede til de mægtige, storartede Naturscener, der nu, selv lig en eventyrlig Sagaverden, oplode sig for mit forbausee Blik. Til at vedligeholde og forøge denne ved de blotte Naturomgivelser fremkaldte Oldtidsstemning bidrog saa tillige de hele, levende Levninger af Oldfædrenes Sprog og Leveskik, jeg endnu forefandt hos den Menneskeslægt, som nu beboer de lave, græstækkede Stuer mellem Frugthaverne paa Fjordranden, under de vældige Fjeldhøider. Hvad Under da, at jeg, alt som jeg nærmede mig min Reises Maal, Bergen, blev bragt til Forventning om der at skulle finde de bedste Oldtidslevninger tilbage, i hin saa forunderligt afsondrede Stad, der havde været Kæmpelegemenets Hjerte og Oldtidslivets fuldeste Blomst. Ja, jeg tilstaaer det, jeg kom endog saavidt, at jeg næsten ikke formaaede at tænke mig Bergen som en moderne Virksomhedsby, men mere som den gamle Kongestad, der bag sine eensomme Fjelde maatte være heel opbevaret som et levende Minde om fordums Dages Glands og Storhed.

I denne Illusion blev jeg end mere bestyrket ved ikke at see et Spor af tiltagende Cultur eller forøget Færdsel, hvormeget jeg end nærmede mig Byen, Fjeldeensomheden gik lige ind paa den. Og da jeg nu endelig fra Høiderne ved Houkeland med Eet fik et Nedblik over Bergensdalen, Fjorden og den om Vaagen tæt sammentrængte anseelige Stad med dens mange Spiir og Taarne, dens Masteskov i Havnen, dens mægtige Kastel, Alt glimrende i Julisolens Middagsglands – da blev jeg i Sandhed dybt grebet og overrasket ved dette prægtige Skue, min Forventning syntes til det Sidste at ville gaae i Opfyldelse, denne Stad saae endnu herfra værdig nok ud til at have været Olaf Kyrres, Sverres, Haakon den Gamles Yndlingssæde. Ved Indkjørselen i Byen gik Naturligviis denne Illusion tabt, jeg kom fra Fortiden til Nutiden, fra det poetiske Fjernbillede til den prosaiske Virkelighed; Kongestaden forsvandt og Kjøbmandsbyen stod igjen alene. Men selv denne havde dog i al sin Travlhed og Hverdagslighed noget saa Fremmedartet og Eiendommeligt, bar et saa bestemt afsluttet Præg, et saa fast, nedarvet Ansigt, at dens Liv og Væsen vistnok til en anden Tid høilig vilde have interesseret mig, der kom fra Østlandets charakterløse Byer. Nu derimod var mit Sind bortvendt fra Dagslivets travle Færden og søgte hen mod Historiens Fred, mod Erindringens talende Eensomhed. Den Bolig, hvori jeg i Bergen var taget ind, skulde efter Navnet og Stedet netop have kunnet byde mig Saadant: den var nemlig paa Klosteret, som den Høide kaldes, hvorpaa det berømte Munkeliv Kloster fordum har staaet. Af Klosterets Herligheder er dog nu intet Andet tilbage, end hvad den evige Natur selv byder, hvad man ikke har kunnet faae bort, nemlig den herlige Udsigt fra denne Høide over Byen og dens Omegn – ellers ikke en Levning af Klosterets engang saa prægtige Bygninger, ikke Steen paa Steen af dets vældige Mure og Taarne, ikke mindste Spor af dets stille Korsgange, dets høithvælvede Capeller – kun moderne, hvidmalede Træhuse, deriblandt Byens første Hôtel, hvor der altsaa var Trafik nok. Her fandt jeg saaledes ikke hvad jeg stundede efter, men fra den anden Side af Vaagen, ved enden af den lange, hvide Pakhuusrække paa Tydskebryggen vinkede mig først Mariakirkens tvende Søstertaarne, saa Walkendorfs mægtige, nu til sin oprindelige Ædelhed restaurerede Taarn og endelig længst ude mod Vaagmundingen en colossal massiv Steenbygning, der, skjønt vanziret med et fælt Trætag og ellers forhutlet paa alle mulige Maader, dog endnu i sine grandiose Omrids og ved sine Antydninger til spidsbuede Vinduer røbede historisk Charakter. Det var den nuværende Magasinbygning, det var Haakon den Gamles Kongehal!

Jeg hastede da over til disse Mindesmærker, i Samling og Storhed vel de anseeligste, Norges Land eier efter Throndhjems Domkirke. Hvorledes jeg paa Mariakirkens skyggefulde Gravlund, under den skjønne Kirkes ærværdige Taarne og Portaler fandt helt det vemodigt-rolige Fortidsindtryk, min Sjæl lægtedes efter, kan jeg ikke nu dvæle ved; ellers kom jeg aldrig til den egentlige Gjenstand for disse Linier. Jeg maa til Kongsgaarden. Eller til Fæstningen, som den nu hedder. Her støde vi da først paa det saakaldte Walkendorfs Taarn eller rettere Kastel, som det nu ret er en Glæde at betragte, efterat det ved Militaircommandoens Omsorg er bleven befriet fra den vanzirende Træhætte, det ogsaa før havde paa, saaledes at Platformens Krenelering og lille Vagttaarn atter er kommet til Syne, medens de skjønne, buede Veegsteensvinduer og andre ornamenter ere blevne rensede for Overkalkning og ellers restaurerede. Det Indre, der benyttes til Arsenal, er vel endnu forbygget med Trælofter mellem Hvælvingerne, men derved er vel Intet at gjøre og heller ikke stort tabt, man maa være glad ved at denne skjønne Bygning nu dog saa fuldstændigt er gjengivet sin udvortes Anseelse.

At denne svære Donjon med de dobbelte Mure med Løngange mellem har udgjort en Deel af den gamle Kongsgaard er altfor iøinefaldende til at man ikke med Prof. Dahl skulde antage det, uanseet at det bærer Navn og Mærke efter Erik Rosenkrantz, af hvem det efter Abs. Pedersens Sigende skal ved skotske Bygmestere og Steenhuggere være opført mellem 1560–68; Nicolaysen i hans fortjenstfulde «Bidrag til Bergens ældre Topographie» (Langes Tidsskrift, 2den Aar.) holder sig rigtignok udelukkende til den sidste Autoritet, men kunne ikke begge Meninger sandsynligst forenes derhen, at Erik Rosenkrantz har istandsat og prydet den af ham forefundne Oldtidslevning? Thi den hele Bygnings massive Struktur synes dog aabenbart at tilhøre en ældre Tid, ligesom ogsaa de rundbuede Vinduer, med dere Zirater, ikke svare til det Epitaphium i Renaissancestiil, hvormed Facaden aabenbart senere er prydet.

Dog, det var ikke min Hensigt her at komme ind paa antikvariske Undersøgelser – lad os glæde os ved Taarnet, som det nu staaer, og idetmindste tilstaae, at det nu ser værdigt nok ud til i sin Tid at have bevogtet vore gamle, indfødte Kongers bolig. Saalangt var jeg altsaa kommet paa min Fortidsvandring, hidtil hilset af statelige og vel vedligeholdte Mindesmærker; nu skulde de nedslaaende Indtryk begynde. Midt imellem Castellet og den store Steenhal, eller om man heller vil bruge Fornedrelsens Udtryk, mellem Walkendorfs Taarn og Magasinbygningen, ligger den Deel af den gamle Kongsgaard, som nu er indrettet til Commandantbolig. Kun de favnetykke Graasteensmure røbe Oldtidsmaterialet; ellers er Alt noksaa peent indrettet og indpiint til et slet og ret moderne 2 Etages Huus, saa at alle Tidsmærker og al Charakteer paa det Ønskeligste ere forsvundne. Denne Deel af Kongsgaarden maa man saaledes opgive – den kan ikke restaureres, den maatte bygges om paany. Men dette er jo ikke tænkeligt, saaledes som slige Anliggender her staae; den afgiver en meget bekvem Bolig for Commandanten paa Bergenhuus foruden de fornødne Contorlocaler, og hvad behøver man saa mere?

Jeg skyndte mig derfor over Borggaarden forat komme til den førnævnte store, ældgamle Steenbygning, der ligger yderst mod Communen, og som med liden Opoffrelse kunde blive Bergens Solthed, men nu er dens Vanære. Det er nemlig denne Bygning, om hvilken det ved historisk-topographiske Undersøgelser (See Nicolaysens ovenciterede «Bidrag») tilfulde er beviist, at den er den samme Steenhal, som Hakon Hakonssøn lod opbygge mellem 1247 og 1261, og i hvilkeen han sidstsnævnte Aar holdt sin Søn Junker Magnus’s Bryllup med stor Pragt og Herlighed. Længere hen i Tiden benyttedes den til Samlingssted for Marias Gilde (hvoraf dens Navns «Marias Gildeskaale») og for Bergens Lagthing, i hvilken Egenskab den i Diplomer nævnes «Bredestuen». I Norges senere Forsmædelsesperiode, da saagodtsom alle Minder og Selvstændighedsmærker bleve dels nedbrudte og jevnede med Jorden af de danske Kirkebrydere; dels forglemte og forsømte af selve Landets Borgere, var Kongehallen saa heldig at komme under den sidste Rubrik – den blev ikke nedrevet – den var dog dertil ogsaa altfor fjeldfast bygget – den blev kun forglemt og forhutlet. Mag. Edvardsen, der beskrev Bergen i 1690, har dog endnu været vidende om Bygningens ædle Oprindelse, han siger nemlig om Slottet: «Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Hakon Hakonssøn». Men han blev nok alene med den Kundskab, lige indtil vore Dage. Han fortæller ellers videre, at Bygningen paa hans Tid almindeligt kaldtes Kirken, fordi man af de spidsbuede Vinduer antog at Salen havde været indrettet til saadant hellig Brug, og denne naive Tro har ogsaa Holberg efterskrevet. «Nu bruges den», vedbliver Edvardssen, «vel repareret (!) ovenpaa til et Magasin». Altsaa var Kongehallen allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede indviet til den værdige Bestemmelse, som den endnu den Dag i Dag indehaver, nemlig at være Kornloft for Fæstningens Garnison, som Dandsesal for Rotter og Mus.

Jeg besaae først den underste Deel af Bygningen. Her findes mægtige Hvælvinger afdelte i flere større og mindre Rum, i Sandhed en vældig Substruction for den ovenpaa hvilende Kongehal.

Et af disse hvælvede Rum, der ogsaa i Fortiden maa have været benyttet til kirkeligt Brug (formodentlig som Huuscapel), da man der har fundet Levninger af Alter og Vievandskar, er nylig gjengivet til Gudstjeneste, idet man der har indrettet en Slags Kirke for Slaverne paa Bergenhuus Fæstning. Vinduesaabningerne i denne underste Deel af Bygningen have været rundbuede og i skjønne Forhold; de ere nu næsten alle tilmurede eller forvanskede, dog i skarpe Omrids vedligeholdte paa den indre Side. Ingen Communication gaaer nu idetmindste fra disse Hvælvinger op til den store Hal; for at komme didop, maatte vi ud igjen til et usselt, rødmalet Træskuur, som er klinet op til Bygningens Endevæg mod Kommandantboligen. Her aabnedes en fæl Dør, og ad Noget, der saa ud som Substratet til en Steentrappe men nu hverken havde ordentlige Trin eller Afsatser, kravlede vi i det Indre af Skuret op til det skjønne runde Portal i byzantinsk Stil, gjennem hvis ædle Bue man før traadte ind i Kongehallen, nu kryber ind i Kornmagasinet. Dette med Udhugninger i Veegsteen rigt forzirede Portal er naturligviis nu overtrukket med et tykt Lag Kalk, men man kan dog skjelne Contourene derimellem. Her har Hovedindgangen til Hallen været; om den har staaet i Forbindelse med de øvrige Kongsgaardsbygninger, eller man er kommen dertil ad en Fritrappe, kan ikke nu saa let afgjøres. Da jeg gjennem en Laage i denne Port var kommen indenfor Helligdommen, slog en fugtig, skimlet Luft mig imøde, og jeg maatt famle mig frem i Halvmørke mellem de mange Kornbinger og Brædevægge, og opad Hønsetrapperne til de forskjellige Trælofter, hvormed Hallen nu er belemret. Først da jeg var blevet noget vant til Tusmørket derinde, og jeg havde krøbet tilstrækkelig ommkring i de forskjellige Afdelinger i Magasinet, blev det mig nogenlunde muligt at fatte Rummets mægtige Storhed, thi ingensteds kan man nu komme til et samlet Overblik deraf. Efter Prof. Dahls Slutning maatte Hallen rigelig kunne rumme 12 à 1500 Mennesker, og dette er vistnok endnu forlidet antaget. Kong Hakons Festhal vilde endnu, naar den blev renset, være den største Sal i hele Landet.

Jeg maatte vel betages af Smerte og Harme ved at see denne ædle Hal, ædel ved sine Forhold, sin Storhed og sine Minder, saaledes opfyldt med Træforbygning, som en Grube, saaledes bedækket med Smuds, Spindelvæv, Skimmel; men denne Smerte, denne Indignation steg om mulig endnu høiere, efterat jeg havde nøiere bemærket den barbariske Maade, hvorpaa de syv herlige spidsbuede Vinduer, der stod i Række langs Væggen ud mod Havnen, nu ere behandlede. Deres slanke Søiler og rige Rosetter ere dels tilmurede, dels overhuggede for at danne de smaae firkantede Luger, hvorigjennem det sparsomme Lys nu indlades. Buen i det midterste Vindue er aldeles slaaet ud, og derover er anbragt en uformelig Aabning med kran for at heise Kornet ind i Magasinet. Det er næsten ikke fatteligt, hvorledes saadant kan være skeet, man synes, at selv den raaeste Arbeider maatte have ømmet sig ved at forstyrre disse skjønne Former, disse fine Steenslyngninger. Men det er dog skeet, og man maa endog være glad ved at de ikke ere aldeles nedrevne, tilintetgjorte, som saamange andre Middelalderens Pragtbygninger, ganske i Nærheden her.

Tænker man sig nu denne Hal som den har været, alt Træskramleriet væk, det store, hele Bygningens Længde og Vidde optagende Rum, ryddeligt og frit; de syv høie, spidsbuede Vinduer indladende ligesaamange Strømme af farvet Lys og kastende sine frie Skyggetegninger henad Flisegulvet; de raae Steenvægge til en vis Høide behængt med kostbare, virkede Tapeter; det Hele bedækket med et luftigt rigt udskaaret Spærreloft, fra hvis Tverbjelker Faner og Trophæer vaie ned; – tænker man sig nu dette skjønne, festlige Rum opfyldt med Hakon Hakonssøns pragtfulde Hof, statelige Riddersmænd og skjønne Kvinder i dens Tids rige Dragter, gjenlydende af Sporeklirren, af Silkeraslen og af høvisk og skjemtefuld Tale; tænker man sig den gamle gjæve Konge, der bragte Norges Ry til de fjerneste Lande, beherskende Alt dette fra sit Høisæde i Baggrunden af Salen – da faaer man et Billede, der kan bringe Ens Hjerte til at svulme af Stolthed og Glæde, men som ogsaa kan fylde det med Ydmygelsens Bitterhed, naar man vender sig og seer hen til hvorledes den samme Hal nu er beskaffen.

Det er sandt, Hakon den Gamles Tider kunne vi ikke kalde tilbage, men vi kunne ære deres Minde som vort Fædrelands høieste Anseelsesperiode, vi kunne og burde med Kjærlighed vogte og bevare ethvert Monument fra denne stolte Tid, som en Skjæbne, der har været gunstigere end vor egen Forsømmelighed og Selvforglemmelse fortjente, endnu har ladet os beholde. Det kunde være nok med at vore Fædre med Rolighed have seet paa hvorledes, ganske i Nærheden af denne Kong Hakons Steenhal, den prægtige Apostelkirke, som hørte til Kongsgaarden, og som Hakon havde udsmykket, blev nedrevet og dens hugne Stene ført til Sleesvig for deraf at opbygge Gottorps Slot; hvorledes disse samme Fædre med samme Rolighed saae paa at Eske Bilde, Kirkebryderen, jevnede den lille Christkirke med Jorden, ikke langt derfra; ja at han endog lod nedrive den store, ærværdige Christkirke yderst paa Communen, et Tempel, der kappedes med Throndhjems Domkirke i Skjønhed og Pragt, hvor Hakon Hakonssønss høitidelige Kroning ved Cardinalen Wilhelm var foregaet og hvor Kongerne Harald Gille, Sigurd Haraldssøn, Magnus Erlingssøn, Sverre, Hakon Sverresøn, Hakon Hakonssøn m. Fl. laae begravne. Det kunde være nok med at disse hellige Bygninger med Kongernes Been nu ere henveirede, saa deres Spor ikke findes, man kunde paa dette Sted være met af Ødelæggelser og alvorligt bevæges til at redde og rense hvad der endnu staaer tilbage.

Og at dette med faae Opoffrelser kan skee er allerede erfaret med Rosenkrantztaarnet, og Prof. Dahl har jo alt forlængesiden, den Første, paaviist, hvor let dette ogsaa vilde kunne skee med Kongehallen. Det Hele bestaar mest i at tage bort. Noget mere blev der vel at sætte til ved Kongehallen, da ogsaa det Indre her maatte renses og restaureres, og et nyt Tag paalægges – Men Alt kunde dog bringes istand for nogle faae Tusinde Daler. Man skulde troe, at det rige Bergens Borgere med Glæde vilde samle sammen det Lidet, der skulde til for et saa localt-patriotisk Øimed, hvorved tillige deres Bye fik et Festivitetslocale, som et hidtil savner, og hvilket Festivitetslocale! – man skulde troe at Bergens Indvaanere, naar de først vare blevne gjort opmærksomme derpaa, ikke en Dag længere vilde kunde taale at see paa deres mishandlede Kongehal med dens blinde Øine, at de vilde skynde sig med at aabne dem igjen for Lys og Skjønhed , og rydde Hallen for Utøi – men dette maa nok ikke være saa let endda at faa bragt istand og skillinget sammen, kan man see, siden det nu er over et Decennium siden saa ivrige og formaaende Mænd som Prof. Dahl og Lyder Sagen bragte Tingen paa Bane, ja endog gav Tegninger og udstedte Subscriptionslister – og endnu staaer Hallen der i dens gamle Fornedrelse.

Nuvel, ville ikke Bergenserne selv antage sig dette ærefulde og nyttige Værk, kunne de taale, at en slig Forsmædelse overgaaer deres Bye, at lade et saadant Gjenoprettelsens Værk falde, saa maa Staten ikke taale det: Staten, Norges Rige, Hakons Rige har nu gjenvundet sin Selvstændighed, men ikke sin Glands, lad det tage i Agt hvad det endnu har tilbage fra sin Glandstid, og opretholde det!

Ialfald – kan ikke Hallen nu restaureres, lad den idetmindste ryddeliggjøres. Bedre en Ruin, aaben for Himlens Veir og Vinde end en saadan Forbygning og Forhutling, hvori den nu staaer nedkuet.

Nye Udgravninger i Rom

[av A. Munch, i Norden. Et Maanedsskrift, udgivet af J. Lieblein vol II (1866), ss. 295–307]

Den rige Historiens og Mindernes Mark, som Staden Rom og dens Omgivelser danner, har i de sidste Aar atter frembudt mange interessante Frugter af sit uudtømmelige Skjød. Jeg kalder det med Rette uudtømmeligt; thi uagtet de utallige Ødelæggelser, Ildebrande, Ombygninger, hensynsløse Plyndringer og Udgravninger, som dette Territorium i Løbet af mange Aarhundreder har undergaaet, behøver man blot endnu hvorsomhelst at grave i Jordskorpen forat støde paa Levninger af her undergangen Storhed, baade fra den hedenske og den første christelige Old, som og fra senere Glandsperioder. Det er netop det Eiendommelige og stadig fængslende ved Roms Physiognomi, baade under og over Jorden, at Menneskehedens Historie der har afsat sig i visse synlige Lag og Gange, i Lighed med de Naturmærker, Geologien har fremstillet fra Jordoverfladens Dannelse og Omvæltninger. Over og ved Siden af etruskiske Grave finder man Pragtgravsteder og Columbarier fra Kongedømmets, Republikens og Keisertidens Dage, ligesom christelige og jødiske Catacomber – i og over antike Templer christne Kirker, paa keiserlige Pragtbygninger har Middelalderen afsat sine raa Feudalborge, medens den evigt unge, sydlige Plantevæxt har omslynget det Hele med sit duftende, altid grønnende, broget blomstrende Slør. Og i det moderne Rom prange endnu marmor- og guldglindsende de i al deres Smagløshed dog storartede Mindesmærker fra Pavemagtens Overmod i Renaissance- og Rococo-Tiden, gjennem hvis Buegange det stivnede Hierarchi endnu bevæger sig i tom, falmet Pragt, medens den opmærksomme Iagttager derigjennem kan fornemme den nære Brusen af den ny Tids, det ny Italiens Frihedshav. I Rom er saa stille, at man troer at kunne høre Historien groe.

Det er dog naturligviis Mindesmærkerne fra Cæsarernes Old, der afgive den mest lønnende Mark for Oldgrandskerens, som for Kunstnerens Studier, og Levningerne fra hin Tids særegne Storhed berherske endnu Rom og Omegn, som det romerske Keiserdømme eengang beherskede Verden. Det er fra Cæsarernes Skjønhedspragt, den de arvede eller rettere erobrede fra Grækerne, at hine Hære af Billedstøtter skriver sig, som befolke Vaticanets, Capitoliets, saamangeVillaers og Paladsers Sale, det er de kostbare, polerede Marmorsøiler og andre ædle Stenarter fra Keisertidens Templer, Theatre, Bade og Paladser, som pryde og beklæde Roms nuværende Kirker og Slotte, medens de halvt nedbrudte Muurstens- og Travertin-Kolosser, hvorfra hin ædle Beklædning er tagen, dog endnu i al deres Forfald og Nøgenhed overrage og beherske alle senere Bygningsværker, naar undtages Peterskirken. Blandt disse mægtige Vidner fra Cæsarernes overmodige Verdensmagt indtage selve Keiserborgens Ruiner paa Mons palatinus, dette Romervældets Vugge og Grav, som billigt, den første og største Plads, men de vare og til den allersidste Tid mest forvirrede og ødelagte, saa at de frembød for Blikket et Chaos af røde Teglsteensbuer og labyrinthiske Gange, overgroede af det yppigste Grønne, og hvori den mest erfarne Oldtidsforsker ikke kunde udfinde nogen ordnet Plan, eller danne sig kun et nogenlunde Begreb om denne umaadelige Bygningsmasses oprindelige Udseende og Form. Den største Deel af den uregelmæssige Firkant, som Palatinerbjerget indtager, (og som begrændses imod Nord af Forum Romanum og Via Sacra, mod Vest af Capitolinerbjerget og Velabrum, mod Syd af Circus Maximus og mod Øst af Via San Gregorio) befinder sig vel endnu i den samme uudforskede og forvirrede Ruintilstand, tildels bedækket af Viinhaver, Klostre og Hømagasiner, men den nordlige Deel af samme, der støder mod Forum Romanum og indtages af de saakeldte farnesianske Haver, er i den seneste Tid bleven underkastet en systematisk Udgravning og Oprydning, der stadigt fortsættes, og allerede har bragt de interessanteste Resultater for Dagen. Dette storartede Foretagende skyldes dog ikke den romerske Regjering, skjøndt man ellers ikke kan nægte den nuværende Pave Fortjenester i samme Retning, saa vidt hans indskrænkede Midler tillade det; han har saaledes ladet iværksætte betydelige Udgravninger i Ostia, det gamle Roms Havnestad, ligesom de paa hans Befaling foretagne nye Undersøgelser i de christelige Catacomber (hvorom vi siden maaskee skulde tale) fortjene al Paaskjønnelse. Men Udgravningen af de farnesianske Haver vilde ikke kunnet blive foretagne, hvis ikke en mægtigere Haand end selve Pavens var kommet med i Spillet. Disse Haver, i sin Tid anlagte af den mægtige Familie Farnese, og fra denne gaaede i Arv til Exkongen af Neapel, Frants den Anden, bleve fornylig af denne solgte til de Franskes Keiser, Napoleon den Tredie. Nu var denne kostbare Grund, hvor Palatiums mest storartede Bygninger laae begravede, kommen i en Mands Hænder, der baade havde Evne og Villie til at hævde de skjulte Skatte, ligesom hans egne omfattende Studier af den romerske, især Cæsarernes Historie, maatte være Borgen for, at Undersøgelserne vilde blive ledede med Sagkundskab og efter alle Videnskabens Regler. Dette skede ogsaa. Keiseren lod strax kraftigt tage fat paa Arbeidet under Ledelse af den dygtige Archæolog P[ietro]. Rosa, og at Arbeidet ikke skulde

trækkes hen med den sædvanlige romerske Langsomhed, derfor sørgede han ved som sine Arbeidere fortrinsviis at anvende de flinke og vevre franske Soldater, der ligge i Garnison i Rom. Inden kort Tid var Arbeidet saa langt Fremskredet, at man kunde bestemme Grundplanen for en Deel af den keiserlige Vaaning og frigjøre de uhyre Substructioner, som begrændse Palatinerbjerget ud mod Capitolinum og Velabrum. Med sædvanlig fransk Libralitet ere Haverne nu gjorte tilgjængelige for Publicum, vel ikke aldeles offentligt, hvilket ikke vel kunde gaae an saalænge Arbeiderne staae paa og mange værdifulde Brudstykker af Marmorsager og Statuer deri ligge omspredte, men dog saaledes, at enhver anstændig Romer eller Fremmed kan uden Godtgjørelse hos den franske Commandant lade sig hente Indtrædelseskort, hvilke hvert gjælde for 5 Personer. Den alminelige Besøgelsestid er hver Torsdag, og seer man da gjerne hele Rækker af Vogne holde udenfor Havernes Indgangsport, der vender ud mod Forum romanum, og hele Skarer af Besøgende (rigtignok mest Fremmede, thi Romerne selv umage sig yderst sjeldent med at besee deres egen Byes Mærkværdigheder) bevæge sig uafbrudt op og ned af den store Trappe, der fra Porthvælvingen fører op til den første Terrasse. Alt foregaar i den største Orden og Ro, høflige Vagter af de franske rødbuxede Soldater ere opstillede rundt om i Terrainet, og Tavler med Indskrifter betegnet Navnet paa de udgravede Rum, og den Bestemmelse, de oprindeligt have havt. Disse Indskrifter ere almindeligviis Citater af gamle latinske Forfattere, hvis forskjellige Udsagn om Palatiums Topografi med stor Lærdom og Nøiagtighed heri ere samlede og anvendte.

Vi ville slutte os til et saadant Thorsdagsselskab og foretage en Vandring i de farnesianske, eller som de hellere nu burde hede, de napoleonske Haver. Vi stige da først opad den store Trappe, der fra Indgangsdøren fører op til de Terrasser, hvorpaa disse i stiv, gammelitaliensk Stil anlagte Haver have udtrakt sig med deres ligeskaarne Laurbærhækker, Rader af stive Cypresser, Blomsterrbed i Form af Vaabener, Vaser, Dyr og underlige Figurer, Grotter og Statuer med sære Vandkunster, saaledes som man endnu seer dem velbeholdne i forskjellige romerske Villaer. Anlæggene i disse Farnesernes forrige Pragthaver vare dog, da Napoleon overtog dem, næsten ligesaa forfaldne, som de Ruiner paa Ruiner, de bedækkede. Hvad der var tilbage af den stolte Families gjerne smagløse Rococo-Forziringer er nu næsten forsvundet for Udgravningerne, der har afdækket en endnu stoltere Slægts mere classiske Mindesmærker. Dog findes smaa Lunde og grønne Plainer over og mellem Steenhobene, men den rige Naur har ikke endnu faaet Tid til at bedække disse med de yppige Krandse af Grønt og Slyngvæxter, som gjør Ruinerne i de øvrige Dele af Palatinerbjerget, især de ud mod Circus maximus, saa maleriske.

Paa den øverste af disse Terrasser ligger det smukke Casino eller Havehus, som Udgravningernes Conservator, P[ietro]. Rosa, nu beboer, og som blev bygget under Pave Paul den Tredie (Farnese) af Architekten [Giacomo Barozzi da]Vignola. Dets Indre er ikke tilgjængeligt for Fremmede, noget mærkværdigt er der nok heller ikke at see, men en deilig Bolig maa det afgive, beliggende som det er med den herligste Udsigt over det gamle Rom og de fjerne Bjerge – og omgivet paa Bagsiden af et nydeligt, velholdt lille Rum i Haven, hvor Roms evige Rigdom, de klare Vandspring, risle og strømme i Straaler og Neg over og iblandt de pragtfulde Blomsterpartier. Blandt disse Vandkunster paafaldt os en ved dens Sindrighed og Nethed – Napoleon den Tredies Navnetræk, dannet af hvide og røde Cameliaer og Roser, saaes under en chrystalklar Klokke af strømmende Vand. Men vi forlode snart disse moderne Anlæg for at begive os i sydøstlig Retning tilvenstre for Casinoet, hvor Hr. Rosa antager at have fundet Grundvolderne til et Tempel for Jupiter Stator. Her, som overalt, er paa store Tavler angivet de udgravede Resters mere eller mindre sikkre Benævnelser. Ikke langt herfra, ved den nedre Ende af Villaen, har man fundet endeel af den gamle Clivus (Stigning), der førte op fra summa via sacra til Palatium. De store Brostene af Basalt laae vel vedligeholdte. Ved dem staaer en Pille af den gamle Porta Mugionia, som paa denne Side dannede den eneste Indgang til Paladserne. Her i Nærheden har Tarquinius Priscus boet. Ved den øvre Ende af Clivus har man at tænke sig et terrasseformet Trappesystem, hvilket fortsatte Udgravninger maaskee endnu vil bringe for Dagen. Det dannede, formodentlig med et Atrium, Palatinerbjergets Front mod denne Side. Dalen, eller det saakaldte Intermontium mellem Bjergets to Høiderygge, fyldte Vespasian og den flaviske Keiserfamilie ud, efterat de havde til Folkets Brug tilbagegivet Esquilinerbjerget, der under Nero var Hoffet reserveret. Dengang stod endnu paa Palatinerbjerget Privathuse, som M. Scaurus's, Clodius's og Marcus Tullius Ciceros, hvilke alle naturligviis nu maatte gaae op i de keiserlige Bygninger. Af disse Pragtsale er nu kun Grundmurene tilbage og ved Udgravningerne fremkomne, kun sparsomt her og der sees Spor af den oprindelige Marmorbeklædning. Vi betræde først det saakaldte Tablinum, et stort firkantet Rum, en keiserlig Thronsal, hvilken endnu Heraclius i det 7de Aarhundrede efter Christus har beboet. Tilvenstre derfor befinder sig et mindre Rum, som man har antaget for et Lararium, fordi Levninger af den flaviske Families Huusguder og Stamtavler der ere fundne. Tilhøire for hint Tablinum træder man ind i en stor Basilica eller Domshal, hvis Grundform med den halvrunde Tribune endnu tydeligt kan erkjendes. Enkelte gjenstaaende Søiler antyde, at en Porticus har løbet rundt omkring, ligesom ogsaa Marmortrappen, der førte op til Tribunen, endnu er bevaret. Trappeopgange til andet Stokværk kan man ogsaa her bemærke. Ved det forreste Hjørne af Basilicaen seer ma store Tuskvadre, som gjentage sig ved den modsatte Side af Bjerget, under det gamle Casino (ikke det af Hr. Rosa beboede) og saaledes nøie angive det Areal, som Flavierne benyttede til deres Bygninger. Fra Tablinum komme vi lige Linie fra Indgangen ind i en stor Peristyl, som paa alle Sider har været omgivet med Søilegange. I Midten heraf fører en Trappe ned til de underjordiske Kammere, som forhen falskelig kaldtes «Livias Bade», de eneste Rum, som før de franske Arbeider vare udgravede. Den ny, nuværende Nedgang er vilkaarlig gjennembrudt, thi den gamle Indgang tilligemed Vinduerne, der gav disse Kammere Dagslys, bleve i sin Tid utvivlsomt tilmurede for at bære de derover staaende Grundmure til Flaviernes Bygninger. Disse to Kammere ere nemlig altfor rigt udstyrede med Stucatur, Maleri og Forgyldning, til at man kan antage at de oprindeligt have været mørke Kjælderrum. De afgive saaledes et slaaende Beviis paa, hvorledes den ene keiserlige Bygherre har bygget ovenpaa den andens Pragtgemakker, uden at respektere disse. Loftet i disse to mørke Gemakker er saaledes beklædt med de skjønneste Stucaturarbeide, Guld paa hvid og Himmelblaa Grund, fremstillende de yndigste Arabesker og mythologiske Figurer; desværre have Farverne lidt meget ved Røgen af de Voxlys paa lange Stænger, som man i lang Tid har anvendt for at besee dem.

Fra Peristylen træder man ind i Triclinium, eller den keiserlige Spisesal, Coenatio Jovis, som den efter et Sted hos Julius Capitolinus kaldtes, og er bleven gjenkjent for. Det er en stor Sal, i hvis ene Ende man endnu seer den halvkredsformige, brogetfarvede Marmorindfatning, som har omsluttet den keiserlige Coena. Her har de altsaa siddet, de overmodige Verdensherskere, ved deres sybaritiske Maaltider, omgivne af den mest raffinerede Luxus, tilbedte som Guder af det nedværdigede romerske Senat og Patriciat, uddelende til alle Sider Magt eller Elendighed, Liv eller Død ved et Smil eller en rynket Pande, et mildt eller et vredt Blik. Her har det gyldne Loft hvælvet sig over dem, baaret paa Vægge og slanke Søiler af det sjeldneste Marmor, Jaspis og Alabast, medens Hellas's ædleste Statuer fra Nicherne saae ned paa dem med stille Høihed – her har de skjønneste Kvinder dandset for dem paa Mosaikgulvet, her har sød Musik lydt fra Harper og lybiske Fløiter, medens Rosenblade regnede ned fra Loftet over Cæsars yppige Bord og Vandspringene pladskede inde fra Nymphæum i Sidehallen, hvor endnu det store, aflange Bækken kan sees den Dag i Dag. Undertiden blev vel al denne udsøgte Nydelse forstyrret ved Oprør og Mord, medens Prætoriangardens vilde Storm bruste nærmere og nærmere gjennem Marmorhallerne – man veed saaledes med Sikkerhed, at Keiser Pertinax netop i denne Sal (Coenatio Jovis) blev overrasket af en Paladsrevolution – men snart kom en ny Tyran istedetfor den afsatte eller myrdede, og fortsatte Cæsarlivet i mere Herlighed eller Galskab. – Og nu – hvad er vel tilbage af al denne Herlighed? Kun nogle afbrudte Mure – den nøgne Jord til Gulv, den aabne Himmel til Loft – af al Marmorpragten kun smuldrende Brokker omspredte – Stilhed og Øde overalt – Barbarer fra det yderste Thule vandrende frit om i Cæsarernes Sale, der nu kun beboes af grønne Fiirbeen og bevogtes af røde galliske Soldater. Sic transit gloria mundi.

I Flugt med disse keiserlige Vaaningsrum har man truffet paa Levningerne af flere Luxusbygværker, hvilke man af deres Form foreløbig har betegnet som Porticus, Bibliothek og Academi. Paa Siden af en skjøn Porticus af corinthiske Søiler, der atter nu ere opreiste, hvor de fandtes omstyrtede, seer man dybt under deres Grund mægtige Kvaderstensmure, hvilke her udfylde Dalen. Materialet til disse Mure bestaaer mest af Stene fra Bjerget Coelius, hvilket Material, som man veed, blot anvendtes til Bygning indtil Sullas Tid. Idetmindste saa gamle ere altsaa disse Substructioner. Academiet – en stor, rund Sal med Nicher – var engang beklædt med pragtfulde Marmorplader, hvoraf Brudstykker nu ligge spredte rundt omkring. Bag Academiet hælder Bjerget steilt ned, og den hele Strækning herfra til Velabrum antages at indeholde Resterne af Tiberius's Bygninger, der endnu ikke ere udgravede. De her opstillede Tavler, der fornye Mindet om Romulus, hvis første Anlæg skal have været her, ere Conjecturer af Hr. Rosa. Herfra vende vi os til Palatinerbjergets Afhang mod Nord, hvor den gale Keiser Caligula har bygget. De uhyre Substructioner bestaae af høie, nu underjordiske Hvælvinger og Kammere, hvor man nu og da træffer paa Mosaikgulve, Rester af Loftmalerier al fresco, og Marmorbeklædning; disse Hvælvinger hvile igjen paa Rester af den gamle Roma qvadrata (bygget af Tufkvadre) paa Kongedømmets og Republikens Tid. Ved det nordvestlige Hjørne sees Levningerne af Porta romana og Clivus Victoriæ, ad hvilken man steg op fra Forum til Caligulas Huus. Her anlagde Caligula en hængende Bro, der førte over Husene og over Forum hen til Jupiters Tempel paa Capitolinum, og saaledes forbandt dette hellige Bjerg med Palatium. Et Stykke af denne Bro med tilhørende skjønne Marmorrækværk troer man at have fundet ved Udgravningerne her. Ovenpaa disse vældige Substructioner befinder sig nu, istedetfor Caligula-Slottets Søiler og Architraver, en liden Lund af Steenege, Cypresser og Oliventræer, blandt hvis skyggefulde Gange nu og da fremtitte hvide Fauner og Nympher, stærkt restaurerede Statuer, hidførte fra den forrige Villa Campana. Fra Aabningerne i denne Lund, men mest fra Tinderne af et lidet Taarn midt i den, har man den mest storartede Udsigt over den underliggende Panorama af Ruiner, Kirker og Klostre mellem Viinhaver og Orangelunde, og i det Fjerne Campagnens bølgende, grønne Hav omkrandset af de blaa Sabiner- og Albanerbjerge. Aldrig skal jeg glemme det magiske Indtryk, denne Udsigt gjorde paa mig, da vi efter Rundvandringen om Udgravningerne vandt op paa Taarnet, netop som den romerske Solnedgang tømte sine Purpurstraaler over al denne veemodige, de store Minders og den evigt friske Naturs forenede Herlighed. Det var ligesom Templerne og Triumphbuerne paa det underliggende Forum, som Constantins-Basilicaens vældige og Colisæets over Alt ragende Steenmasse nogle Minutter igjen antog Livets varmende Glød, for i næste Øieblik atter at bedækkes af Dødens Skygger, da Sydnattens sorte Vinger efter Solnedgang pludseligt slog sammen over dem. Men endnu længe efter stode de fjerne Bjerge, Naturlivets evige Vidner, i svagt Rosenskjær.

Stigende ned af denne Høide kom vi nu paa den modsatte Side tilbage til Hr. Rosas Casino, som vi vare gaaede ud fra, og havde saaledes gjort Rundvandringen i de farnesiske Haver. Før vi forlode disse maatte vi dog endnu besee et lidet Museum, som i et strax ved Casino beliggende Havehuus er samlet af hvad man ved Udgravningen har fundet af Statuer, Billeder, Huusgeraad, Mynter, Anticaglier, kostbare Marmorarter, o. s. v. Af sidstnævnte Sager er der en udvalgt Samling, af egentlige Kunstværker derimod meget lidet. Det synes, som de værdifuldeste Billedstøtter allerede ved tidligere Undersøgelse maa være blevne borttagne eller ødelagte, ellers kan man ikke forklare sig, hvorledes de keiserlige Pragtsale ikke have givet mere Udbytte af antike Statuer, medens de skjønneste saadanne endnu til den seneste Tid findes i Rom, paa Steder hvor man mindst skulde vente dem. Saaledes har man for faa Aar siden i nogle af de upaagtede Ruiner udenfor Ponte Molle fundet den herlige Imperatorstatue af Augustus, som nu er en af Vaticanmuseets Hovedprydelser, ligeledes ved et Tilfælde i Trastevere den skjønne Athlet (Apoxyomenos) der er i Begreb med at rense sig fra Olien, hvormed Legemet ved Væddekampen indsmurtes, en Marmorstatue, der antages for en antik Copi efter en af Lysippus's Mæsterværker. Originalen til denne Statue var af Erts og stod i Agrippas Thermer. Den behagede Tiberius saameget, at han lod den bringe derfra til sit Palads, men Folkets Uvillie derover var saa stor, at han maatte lade den flytte tilbage til dens gamle Plads. Og nu fandtes dens mesterlige Efterligning i Tiberflodens Gruus! – Ganske nylig er der jo ogsaa ved et Tilfælde skeet et mærkværdigt Fund nedenfor Corsoen, i den store, side Slette langs Tiberen, som var de Gamles Campus Martius, og nu er bedækket med en Labyrinth af trange Gader, der indeholder den tættest befolkede Deel af det moderne Rom. Her havde en Architekt kjøbt et gammelt, brøstfældigt Huus, der dog har det stolte Navn Palads, thi i Rom kaldes ethvert Huus, saaledes, der har en egen Indkjørselsport og et større Gaardsrum, selv om dets Architektur ikke synderligt hæver sig over den almindeligt borgerlige. Kjøberen vilde foretage nogle Restaurationer med Huset og lod til den Ende Gaardsrummet opgrave – pludseligt stødte man der, kun en Alen under Jordfladen, paa en muret, langagtig, flad Hvælving. Forsigtigt blev denne aabnet, og man tænke sig den lykkelige Architekts Overraskelse, da man deri fandt liggende udstrakt og vel bevaret en kolossal Herkulesstatue af lueforgyldt Erts, et antikt Mesterværk! Og ikke nok dermed – inden i den hule Ertsstatue fandtes igjen gjemt et skjønt Marmorhoved. Sandsynligviis har Kolossalstatuen tilhørt et her staaende Tempel eller en offentlig Halle – man veed jo at Marsmarken var bedækket med saadanne – og er ved en af Roms mange Plyndringer af omhyggelige Eiere eller Tempelvogtere bleven saaledes nedgravet. De har vel tænkt, siden at faae den op igjen – men ere vel selv bortrevne i Ødelæggelsen; – den indmurede Statue er bleven glemt i Tidernes Løb, for atter at bringes for Lyset i vore Dage, som et af de mange Vidner om Oldtidens mageløse Rigdom paa Kunstværker. Den lykkelige Finder har for en betydelig Sum afhændet Statuen til den pavelige Regjering, og i Vinter blev den opstillet i Vatikanmuseet i den herlige Sala rotonda, hvor den rager høit op over de andre derværende, skjøndt ogsaa kolossale Statuer. Mange fandt vel, at den ikke ganske var paa sin Plads her, idet dens overragende Størrelse og gyldne Glands virke forstyrrende paa Indtrykket af de ædle, hvide Marmorskikkelser omkring i Salens Nicher – ligesom det og ikke kan nægtes, at Hovedet er udtryksløst, og ikke svarer til Legemets skjønne og kraftfulde Forhold. Det er sandsynligviis senere sat paa efter et Portræt af en eller anden mægtig, maaskee cæsarisk Mand, for efter den fordærvede Keisertids Sædvane at bevises guddommelig Ære. Men ialfald er Statuen af stor Værdi og særdeles mærkværdig for den Omhyggelighed, hvormed den er opbevaret, og som har havt til Følge, at den den Dag idag er næsten ligesaa heel og glimrende, som da den for over tusinde Aar siden udgik fra Ertskunstnerens Værksted.

En Rhinfart i 1838

En Rhinfart.

[Den Constitutionelle No. 266/1838]

Efter en behagelig og mindeværdig Tour over Strasbourg, Baden, Karlsruhe, Heidelberg og Frankfurt am Main, hvorom jeg siden forbeholder mig at give Dem Beretning, kom jeg den 31te August til Mainz, for der at begynde den berømte Rhinfart. Allerede fleere Gange havde jeg langtfra seet den brede, ved skatskyldige Floder stedse voxende Rhin at vinke mig, men dens flade Bredder ovenfor Mainz har altformeget Eensformigt ved sig, til at de skulde kunne friste til en nærmere Berørelse. Føst her begynder det classiske Strøg af Floden.

Det var en kold, men klar Dag, da vi ankom paa Høiderne ovenfor Mainz, og saae det hele herlige Panorama under os. Volde langs Rhinen, de uoverseelige Viingaarde og Frugthaver rundt om, og de fjerne, mystiske Bjerge i Baggrunden, Alt belyst af den klare Høsthimmel, gjorde et mægtigt Indtryk. Over den lange Flydebroe kom vi nu ind i Byen, og tog ind paa rheinischen Hof, et af disse store Hoteller ved Bredderne af Rhin, som de evig reisende Englændere have forskaffet sig til Plage for de fattigere Vandringsmænd. Mainz forbauser den Fremmede ved sin underlige Blanding af Gammelt og Nyt. Midt imellem moderne, elegante Huse hæver sig pludselig et gothisk, mosbegroet Taarn med Spidsbuer og Stenblomster. Cathedralen er under Restauration fra Vanhelligelsen under de Franske, da den blev benyttet til Arsenal og Caserne. Tæt foran Erkebispens Stol i Choret viser man endnu den mørke Plet i Steengulvet, hvor Soldaterne kogte sin Mad. Rundt om i Kirken staae de gamle Erkebispers Steenbilleder, og i Søilegangen udenfor Capitelsalen finder man [poeten] Heinrich Frauenlobs Gravmæle. Paa et Basrelief kan man endnu see hvorledes han blev bortbaaret af Mainz's fornemste Qvinder. Det var denne Dag stor Stads og Messe i Mainz. Brædehytter, omtrent som paa et Market, vare opslaaede paa Torvet, og en Mængde pyntede Landfolk bølgede der op og ned. I Midten af denne Tummel hævede sig stille og dybsindig Thorvaldsens bekjendte Bronzestatue af Gutenberg. Det er et skjønt og udtryksfuldt Værk. Ligeoverfor dette Monument ligger det nye, endnu ikke ganske færdige Theater, opbygget af det her almindelige røde Sandsteen. Store Placater forkyndte her skjønne Rarieteter for Aftenen. En lovede endogsaa en virkelig Henrettelse: paa et enormt Træsnit strømmede Blodet ud af den hovedløse Krop. Men for disse blodige Foernøielser foretrak vi en Spadsertour i den deilige Aften ud til de nye Anlæg ved Rhinbredden, hvor de preussiske og østerrigske Regimenter, som her ligge i Garnison, hver Fredag Aften opvarte med Musik. Hele Mainz beau monde var forsamlet paa dette yndige Sted, hvor et elegant Caffehuus, Musik, fri Luft og den herligste Udsigt over Rhinen tilbyde Resourcer nok.

Tidlig den næste Morgen Kl. 6 gik vi ombord paa Dampskibet: «die Kronprinzessin von Preussen» for at gaae nedad Rhinen til Bonn. Flere Englændere spadserede allerede gravitetiske frem og tilbage paa Dækket i den graa Morgenluft og saae av og til i deres Reisekarter og Albums. Vi bleve ganske mismodige ved at see den hele Flod og Bredderne bedækket af en tyk, hvid Taage, som gjorde enhver Udsigt umulig. En saadan Fart i Taagen kunde vistnok ikke genere Englænderne, som jo havde sine Kobberstykker med og dog nu virkelig foer nedad Rhinen – men for os, de uvante Reisende, som med aabne Munde og Øine ventede paa de kommende Herligheder, var et saadant Prospect noget ubeleiligt. Bjergenes Fee havde dog Medlidenhed med Bjergenes Sønner, og netop som vi nærmede os Portene til de dunkle Fjeldborge, løftede Sløret sig langsomt i Veiret og afdækkede lidt efter lidt de bratte Viinlier, de sorte Basaltklipper og de romantiske Ruiner. Forbi Biberich, Hertugen af Nassaus prægtige Residentsslot, kom vi til det berømte Johannisberg, hvis hvide Slot skinner ned fra den grønne Bakke. Snart ere vi midt i det vilde Bingerloch; her dreier Rhinen af og Rækken af de gamle Borgruiner begynder. Ehrenfels, Königstein, Falkenburg og midt i Floden det skumle Mausethurm ere de første Vidner om det vilde, underlige Liv, som her engang er ført. Man kan ret faae en Idee om disse smaae, uregelmæssige, kantede Steenmasser, som man kalder Borge, af det gamle Vogtsburg, som Kronprindsen af Preussen har ladet istandsætte aldeles i den oprindelige Smag. Klæbet fast til den næsten lodrætte Fjeldvæg truer det samle, takkede Taarn udover Floden, og man troer hvert Øieblik at Vindelbroen vil gaae ned og Borgridderen styrte sig paa sit Bytte. Men det elegante Dampskib flyver altfor hurtigt dertil, i næste Secund har man tabt Borgen af Sigte, og nye Prospecter aabne sig. For den, som ikke tager ind i hver Station, men vil gjøre Reisen paa een Dag, er denne hurtige Fart ikke gunstig. Man farer afsted som paa en Jernbane, Billederne afvexle uafladeligt som i en Laterna magica, og man faaer aldrig Tid til at opfatte det ene, før det andet allerede kræver Opmærksomhed. Saaledes gik det nu forbi alle de classiske Steder, som af tusinde Kobberstik og Beskrivelser ere hele Verden bekjendte, og hvor man troer at have været før. Saa fortrolige ere vi med dem fra vor Barndom af. Man maa vel undertiden slaae noget af med sine Forventninger; det er en Ulykke for en Egn at være saa berømt som denne. Der bliver dog altid nok tilbage. Bjergenes vulkanske Former, Viinhaverne i Terrasser lige op til Spidsen, Ruinerne, og de gamle sorte Byer ved Foden af Fjeldene giver den hele Fart et romantisk, et eget Præg, som selv maa forbause den fjeldvante Normand.

Jeg vil forskaane Dem for den tørre Opregning af bekjendte Navne. Bacharach, Laub, die Pfalz, Rheinfels, St. Goar, Ober Lahnstein. – Hvem har ikke hørt dem beskrives? Det er totalindtrykket, som ehver Reisende har for sig selv, og som jeg forsøger at gjengive Dem. Ved Coblenz, det solbelyste, det lykkelige, gjør Dampbaaden et lidet Ophold, saa man faaer Tid til at betragte den herlige Natur. Midt over for hæver sig det stolte Ehrenbreitstein, Kongen over alle rhinske Borge. Kun Skade at man seer preusssiske Soldater patrouillere paa Murene. Den hvide Række af paladslignende Bygninger i Coblenz speile sig i Floden; Qvaien er opfyldt med syngende, glade Mennesker og paa Dampskibet spiser man Druer og drikker Rhinskviin. Fra Coblenz udvider Egnen sig, Bredderne blive lave og sivbevoxede, og det søndagelige, hernhutiske Neuwied smiler fra den lyse Bred. Man troer allerede at være paa Nederrhinen, og at have forevigt taget Afsked fra de vilde Bjerge, men pludseligt træder Kysten atter sammen, Viinhaverne stige atter opad de store Klipper, og det mørke Hammerstein truer fra en Bjergside. For første Gang udfolder nu Rhinen sin hele eiendommelige Pragt ved Udsigten til «Siebengebirge», hvis maleriske Kjæde sluttes af Drachenfels, en spids Bjergtop med en kjæk og vild Ruin. Her ligger i Rhinen den yndige Øe Nonnenwerth med sine hvide Klosterbygninger, som rigtignok nu ere blevne til et Værtshuus. Fra den anden Bred skuer Rolandseck med sit bekjendte Sagn ned paa Klostervinduerne. Dampskibet bøier om det fremspringende Drachenfels, og nu ligger det hele flade Land aabent. Til Bonn, Cöln, til Rotterdam, om man saa vil, hindrer intet Bjerg mere den jevne Slette. Rhinen bliver vel nu bredere og mere beqvem for Skibsfarten, for de hollandske Jagter, for den hollandske Prosa, men dens romantiske Periode, dens Sang, dens Viin, dens Bjerge ere nu forsvundne. Vi tilbragte en behagelig, venlig Aften i Bonn, besaae dets prægtige Universitet, dets Samlinger, dets Museer; men vi følte dog som et hjemligt Savn efter de altfor snart gjennemilede Bjerge.

Drachenfels vinkede endnu i Nærheden med sine søndersplittede Taarne og sære Figuerer og vi kunde ikke modstaae Trolddommen. Næste Dag, som var en Søndag, gjorde vi i det herligste Solveir en udflugt derhen. Vi gik med Dampskibet til Königswinter, som ligger ved Foden af Bjerget, og derfra steg vi op gjennem yppige Viinmarker og grønne Skove. En beqvem, banet Vei fører op til Toppen – det Romantiske taber rigtignok derved noget, men Mageligheden fordrer ogsaa sin Ret. Fra Høiden, inde i de halvnedfaldne Taarne, har man en henrivende Udsigt over Rhinen til begge Sider. Mod Syden de dunkle Bjerge, de hyggelige, lyse Dale med gothiske Kirketaarne og Landsbyer, de smaae, aflange Øer i Floden, Nonnenwerth og Grafenwerth – mod Nord og Vest har man det aabne, vide Land lige til Cöln og Aachen. Et Værtshuus finder man her oppe med ypperlig Rhinskviin og andre Forfriskninger. Hele Familier glædede sig her over deres Søndag og deres Land ved Sang og munter Tale. Den engelske Digter Wordsworth har skrevet et langt Digt i Fremmedbogen her, hvori han beklager sig over denne Restauration og dens forstyrrende Indtryk. Jeg og min Reisecompagnon kunde ikke dele hans Anskuelse, da vi sad under det luftige Telt paa Høiden, med en Flaske Rhinskviin og den vidunderlige Udsigt foran os, medens Bjergene kastede lange Skygger i Afgrunden, og Klokkerne i alle Landsbyer ringede til Kirmess. Her tog vi Afsked med Rhinen og dens Herligheder.

A. Munch           

Reisebrev fra Paris i 1838 II

Julifesten i Paris

[Den Constitutionelle No. 228/1838]

Julirevolutionens ottende Aarsfest er feiret. Jeg vil forsøge paa at beskrive Dem hvad jeg har seet af denne Høitidelighed. Jeg veed meget godt, at Intet er kjedeligere end lange Festbeskrivelser, men jeg kan ikke spare Dem derfor. Det er umuligt at overvære Julidagene i Paris uden at give en Beretning derom til Hjemmet. Bered Dem altsaa paa det Værste.

Denne Fest var iaar en særdeles Nødvendighed for Pariserne; man talte kun om den, man beregnede Dagene til dens Komme. Ikke fordi man følte Trang til at opfriske Erindringen om de tre glorieuse Dage, eller til at celebrere Folkets Seier, langt fra! Det er nu allerede gamle Sager; en stærk Opposition har dannet sig mod Juliregjeringen, som selv ikke giver andet Tegn til at huske sin Oprindelse end netop disse tre Dage hvert Aar. Men Paris maatte have en Fest fremfor Alting, en Fest for ikke at falde aldeles i Lethargie. Sommeren havde jo være saa utilladelig trist. Ikke en Emeute, ikke et Attentat, alle Theatrene halvt i Dvale, de bedste Kunstnere fraværende, kun Regn, uophørligt Regn. Medens Naboerne i London bleve overmættede af Kroninger og Revuer, kunde den arme Pariserborger fra Rue St. Denis ikke med sin Familie gjøre en liden Udflugt til St. Germain, St. Cloud eller Belleville uden at blive overfaldet af Skylregn, og faae sin Kones Søndagsstads fordærvet. Og i Byen selv kunde man jo ikke udholde at være: den var kun til for de Fremmede. Rigtignok levede man en Stund af Talleyrands Død, men selv Glæden ved hans Begravelse blev forspildt af Regnen.* Siden kom [François-Armand-Rupert] Laitys Proces; men den bekymrede Ingen sig om. Jodins Henrettelse gik uheldigvis tabt for de Fleste. Tilsidst fik man Vaudevilletheatrets Brand;** det var dog Noget. I flere Dage var hele Paris ved Brandstedet forat betragte de sorte Bjælker og halvforbrændte Coulisser. Endelig blev man ogsaa kjed heraf, og Tomheden blev saameget større, da man nu først savnede Arnals Mesterspil. Saaledes var man da ganske reduceret til de nære Festdage, og nogle beleiligt opfundne Fængslinger af Folk, som tillavede Kartædsker, gjorde Forventningen endnu større. Endelig blev det Morgen den 27de.

Jeg stod forventningsfuld og betragtede med høitidelige Følelser den lille Plet af Himlen som kan kan skjelne fra det trange og høie Gaardsrum i min Hotel. Efter lange Undersøgelser blev jeg endelig enig med mig selv i fra det halvt synlige Segment af Himlen at slutte til klart Veir, og jeg saae allerede i Tanken den hele lysende Himmelhvælving at spænde sig som et trefarvet Telt over Frihedsfestens Theater. Længere ud paa Formiddagen gik jeg ud for at være Vidne til Folkets Jubel og Festens Begyndelse. Jeg blev meget forundret over at finde Alt i Rue Vivienne – jeg kan ikke sige stille, thi Stilhed er et ufatteligt Begreb for Paris; – men Alt som før og aldeles hverdagsligt. Netop den samme Trængsel paa Fortougene, netop det samme Antal Vogne i Midten af Gaden, hverken mere eller mindre. Alle Boutikker aabne, de søvnige Boddrænge og Contoirdamer paa deres Pladse. Ingen Jublen undtagen Udraabernes hæse og monotine Skrig. Ingen Enthousiasme paa Folkemassens Ansigter, kun den almindelige Travlhed og Jagen efter Gevindst. Blot nogle faa Nysgjerrige og Fremmede stod ligesom jeg paa alle Gadehjørner og saae efter Festem, som Ingen kunde opdage. Nogle Sppor fandt man dog endelig. Ved Louvre, paa de Faldnes Grave, i Tuileriehaven, paa Pont de la Concorde var et opreist nogle mystiske Stilladser som udentvivl skulde blive til noget engang i Tiden, og dog var man jo nu midt i Julidagene. Langt ude i Champs elysées hørte man en forvirret Mumlen af Gjøglere, som der opslog deres Boder. Henimod Aften gik endelig Udraabere omkring og solgte Programmer til Festen. Jeg kjøbte en af disse smaae Blade, og erfarede deraf, at den egentlige Qvintessenz af Festen først skulde gives til Priis Søndag den 29de. Man kunde derfor rolig gaae hjem uden Frygt for at tabe noget af Herligheden denne Aften.

Løverdagen den 28de skulde efter Programmet være helliget til Sørgehøitideligheder i Kirkerne over de Faldne ved Revolutionen. Som en Følge heraf gik jeg Kl. 10 om Formiddagen hen i Kirken St. Roch for at bivaane denne, som jeg troede, rørende Act. Et sort Drapperi var hængt over Pillerne ved Indgangen til Kirken. De høie Hvælvinger i det Indre var kun sparsomt opfyldte af Folk i Blouser og usle Klæder. Næsten ingen af de høiere Classer var her tilstede, og det uagtet St. Roch er den meest fashionable Kirke i hele Paris. Det legitimistiske skinhellige Cleresie stod i lange Sørgetalorer og med jammerfulde Ansigter foran Høialteret. Til begge Sider ved Alteret og nedad Choret bar Nationalgardister opstillede i tætte Geleder. Det var et underligt Skuespil at see dem udføre deres Exercitie, med «Geværet paa Skulderen, ved Foden» &c., midt under Præsternes Ceremonier. En complet Janitscharmusik med Trommer og Bjælder accompagnerede Sørgemessen. Da Præsten opløftede Hostien gik en Torden af Basuner og Trommer gjennem Hvælvingerne, og de Andægtige sank paa Knæ. Det Hele varede kun en halv Time. Medens jeg stod og betragtede disse Optøier i Kirken, foregik Emeuten ved Louvre, det eneste Mærkværdige ved hele Festen, og som jeg var uheldig nok til at forsømme. – Hele den øvrige Dag skede Intet, som kunde erindre om Festen, naar jeg undtager Kanonsalverne fra Invalidernes Hotel, Tilberedelserne til Fyrværkerie paa Pont de la Concorde og Markedet i Champs elyssées. Pariserne gik og betragtede dette som et andet Skuespil, uden at give noget Tegn til Erindring om Dagens Betydning.

Søndag den 29de som da til Slutning med alle sine Løfter; man skal see hvormange af dem der bleve holdte. Veiret var ganske taaleligt, men blæsende, og Himlen overtrukken: Men man opgav ikke Haabet. Kl. 1 strømmede hele Paris sammen til Seinebassinet mellem Pont royal og Pont de la Concorde, hvor en Regata og Lege paa Vandet skulde foregaae. Decorationen paa den sidstnævnte Bro vinkede i Baggrunden og talte om Aftenens Glæder; den forestillede ikke mindre end hele Bjerget Vesuv og Staden Pompeii. En Luftballon fyldtes lidt efter lidt paa den venstre Seinebred. Nu begynte Vandkunsterne. En Mængde hvidklædte Søefolk, om jeg maa kalde dem saa paa en Flod, steg ud paa smaae eleganter Baade, decorerede med brogede Flag og Vimpler. Man roede omkap, man holdt et Slags Tournering og stødte hinanden ud i Vandet, man svømmede, man skreg, man loe. To Baade med Orchestre foer op og ned Basinet og Skud lød fra alle Kanter. Den uhyre Menneskemasse paa Broerne og omkring Qvaien stod ganske rolig paa hinandens Skuldre. Og betragtede denne noget eensformige Leeg i flere Timer. Endelig var denne Act forbi, og Hr. [Jean] Margat steg just op i sin Ballon, da et Uvair pludseligt brød løs. En Skylregn strømmede ned og fordærvede Ildhjulene, et Vindstod kastede Pompeii ned i Vandet. Folkemassen splittedes ad til alle Sider. Damerne, i deres hvide og lette Festlæder foer omkring med fortvivlede Gebærder. Man søgte forgjæves efter en Paraplui, et Skuur, en Arcade. Alle frelste sig saa godt de kunde, thi Intet overgaaer Parisernes Skræk for en Regndraabe, noget de dog burde være vant til, da sjelden en Dag gaaer hen uden en eller to Regnbyger.

De Haardnakkede, hvoribland jeg, forsamlede sig atter Kl. 7 i Tuileriernes Have, hvor en Concert skulde opføres. Regnen havde aftaget noget, men vedblev dog endnu. Hele Haven saae ud som en vandrende Parapluimasse. Et chinesiskt Tempel med couleurte Lamper var opreist ligefor Pavillon d'Horologe, og et stort Orchester regalerede derfra Publikum med Stykker af de nyeste Operaer. Kl. 8 kom Kongen, Dronningen og den kongelige Familie ud paa Balconen og hilste paa Folket, men en Dødsstilhed modtog dem, endogsaa nogle Piber lod sig høre. Kongen og Dronningen satte sig midt ude i Regnen med blottede Hoveder, men Intet hjalp. Rundt om mig hørte jeg Skjældsord og Spottegloser mod dem. Imidlertid klarnede det op, og en deilig frisk Aftenluft strøg gjennem Haven. Pyramider af Ild tændte sig lidt efter lidt langs de høie mørke Alleer, og derimellem blinkede og pladskede Springvandene. Da Kongen havde trukket sig tilbage, forlangte man Marseillaisen, og applauderede den. Dette var det eneste Udbrud af Folkeaanden som jeg hørte under den hele Fest. Med det gode Veir kom ogsaa den flygtede Mængde tilbage, og den hele Menneskestrøm væltede sig nu ud paa Terassene og paa Qvaien for at nyde Fyrværkeriet, som allerede en gloende Ballon havde forkyndt. Vel var den bedste Deel tabt, og Pompeii som skulde gaaet under ved Ild, var gaaet under ved Vand, men Vesuv var dog frelst og det gjorde nu ogsaa sit Udbrud paa den eclatanteste Maade. Det var virkelig et magisk Syn da tusinde af Raketter i rød Ild foer op af Krateret under Kanontorden, og oplyste sælsomt den umaadelige Menneskemasse, Haverne, Paladserne, Seinen med sine Broer og mørke Huse. Da Vesuv havde udspildt sin Rolle fulgte jeg med Toget til Place de la Concorde, som ogsaa var oplyst ved Lamper, og hvorfra man havde et Ildperspectiv gjennem Champs elyssées lige til Arc de Triomphe. Fra Høiden af denne sidste blev der ogsaa afbrændt et Fyrværkeri. Men det egentlige Liv, den meeste eventyrlige Vrimmel bevægede sig i det Indre af Champs elysées. Gjøglere, Marionetter, Alt om hinanden. Paa den store Plads i Midten var opreist to Theatre, hvorpaa man gratis gav Forestillinger af Beleiringen af Constantine. Utallige Telte vare ligesaamange Dandsesale. Lange Rækker af Markedsboder frembød deres Skatte, lovpriste i frygtelige Toner af utrættelige Skrigere. Midt imellem alle disse Herligheder bevægede sig Paris's Folkemængde, udspyet uden Ende af dette nye Babel. Her kunde man først faae en Idee om en stor Stads Befolkning. Det var ikke paa eet Sted, paa een Plads at man traf dette Menneskehav; hvor man gik, hvor man saae hen, den samme ustandselige, brogede Sværm. Men desværre, alle disse Hoveder og Hjerter erindrede knapt hvorfor de forsamlede sig denne Dag, og en Bajas's Kunster var dem mere vigtige end Tanken paa den Verdensbegivenhed de feirede, og som de Fleste af dem selv havde været Øienvidner til.

A. Munch

Noter

Munch behandler julifestdagene svært overfladisk i sin reisedagbok (Nasjonalbiblioteket MS fol. 1560). Her heter det bare «28 og 29 Juli. Festdage. Skrevet derom».

* Munch beskriver Talleyrands begravelse i reisedagboken: «Uheldigvis fik vi ikke vide før bagefter at Liget om Morgenen var udstilt paa Parade for Publicum. – Bisættelsen skede i Kirken Assumption, Rue St. Honoré. Der var naturligvis ikke at tænke paa at komme ind i Kirken, men vi saae dog Toget temmelig godt fra Gaden af. En uendelig Mængde Mennesker var forsamlet, under Latter, Støi og Spectakel. Liigtoget gik for sig uden Klokker pele mele. Kisten førtes paa en sølvbeslaaet Liigvogn med 8 Heste. – Blandt Følget var mange mærkværdige Mænd, som [Jean-de-Dieu] Soult, [Adolphe] Thiers, etc. – men vi manglede en Cicerone forat udpege de rette. Kirkens Portal var behængt med sorte Draperier, herpaa Fyrstens Vaabenskjolde. Et af disse vendte sig om bevæget af Vinden – dette gav Anledning til uendelig Morskab og Latter hos den forsamlede Mængde».

** Munch nevner brannen i reisedagboken: «Vaudeville Theaterets Brand. Vidste ikke deraf før en Dag efter, skjøndt jeg kun boer nogle Gader derfra. De rygende Ruiner. Træsnit af Branden».