Munchs telemarksreise 1845, del 3/9

[Den Constitutionelle No. 265/1845]

Tindsøen.

Af denne sælsomme, ligesom til overnaturlige Magter hendragende Stemning, der ved en enkelt Fart over Tindsøen betager selv det vantro Verdensmenneske, kan man let slutte sig til at slige Stemninger hos de Søen omboende, naive Bjergfolk maa tage Legemer og Skikkelser, og optræde som Noget uden for Indbildningskraften bestaaende. Thi disse vilde Egnes Beboere ere ikke som de fleste af Landets Bønder stumpsindede og uimodtagelige for den dem omgivende Naturs Indvirkninger; de ere tvertimod ofte af et dybt Gemyt og hengivne til egne Grublerier, i hvilke de storartede og mørke Omgivelser ikke undlade at præge sig. Tænker man sig nu disse Naturens Børn paa deres eensomme Fjeldvand, i en taaget Morgen, da Omridsene af de uhyre Fjeldkyster ligesom bevæge sig og flyde over i hinanden, og tunge, hvid-graae Skygevanter hænge ned over de bratte Klippesider og rulle sig op og ned – eller i en af disse rasende Kastevinde, da alle Dybets hylende Røster synes opladte, og de til Skumstøv knuste Bølger hvirvle om Baaden og kaste den tilbage fra de ugjæstmilde Bredder, hvor knapt en Fodbred Landingsly er at finde – eller paa en stille, sommerklar Aften som denne, naar Lys og Skygge forunderligt vexle paa den roligt hvilende Søe, og Fjeldtoppene tegne sig fast og bestemt mod den mørkeblaae Himmel, og den drømmende Stilhed mere betegnes end afbrydes ved en fjern Raslen i Steenurene eller ved en fra de høie Sætermarker sagte henbaaret Luurtone – da føle vi med dem at den ubevidste Naturpoesie i deres Bryst maa vækkes og træde frem i levende om end vilde og barokke Former.

Derfor er hele denne Trakt af steile Fjelde og bratdyb Søe levendegjort i Folkemunde med en Hærskare af Trolde, Jetter, Huldre, Mirakelmænd og de Sagn der knytte sig til alle disse forskjellige Udprægninger af Fjeldnaturens inderste Væsen. Vi træffe her knapt et Næs af en nogenlunde eiendommelig Afstyrtning, uden at det har sin Historie, knapt en Revne i Fjeldvæggen uden den er Mærke efter en eller anden Kjæmpedyst. Ligger en stor Klippeblok løs ovenpaa en anden i Vandkanten, da kan man være vis paa at et Trold har kylet den efter en opad Fjorden med Klang og Spil dragende Brudefærd; styrter en Ur med chaotisk Forstyrrelse ned ad Fjeldsiden, saa er det Troldene, der har spændt den efter St. Olaf da han roede over Tindsøe; raser Høststormen gjennem Kløfterne, da er det Aasgaardsreien, Nordens vilde Jagt, der under Sværdeklirren og Pidsksmeld, med Haanlatter og Klageraab farer hen over Skuepladsen for Oldtids Idrætter. Der hvor hiin skarpt skaarne Rende i Fjeldet gaaer i tusinde Fods Høide ned til Vandskorpen, er engang en Jette glede ud da han vilde skræve fra Fjeldtind til Fjeldtind, tversover Tindsøen. Denne glatte Fjeldvæg, der begrændses i Portform af fra Revnerne smukt nedhængende Birkekrat, aabner sig stundom i en stille Sommernat og Huldren sidder da derinde under Hvælvingen og kjæmmer sit Haar og lokker de Forbifarende med sin vemodige Sang; lade de sig overvælde af hendes bedaarende Kalden, og stige over hendes Dørtærskel, da lukker Fjeldet sig pludseligt, og de ere for bestandig borttagne fra Menneskenes Blikke. Tindsøens sorte Dyb kan ikke udloddes, der findes intet Toug saa langt at det kunde række til, og den som vilde prøve derpaa bliver selv trukket tilbunds.

Midt under Fortællingen om disse Sagn og Mærker, og underligt betagne af deres Samstemmen med Omgivelserne, førtes vi imidlertid længere og længere opad Søen. Vore Baadsfolk, en ung Gut og en middelaldrende Mand, vare begge fulde af disse Historier, dog viste sig i deres Fortellemaade en mærkelig Forskjel. Gutten, et smukt ungt Menneske med blonde Haar og klare Øine, kun noget for spedlemmet for en Thelebonde, talte af sit inderste Hjerte; den fasteste Overbeviisning om Virkeligheden af hvad han frembragte laae præget i hans aabne Træk, og han saae ud til hvert Øieblik at kunne vente at Fjeldvæggen, under hvilken vi roede, skulde lukke sig op og den skjønne Huldre tage ham ind i sin Favn. Manden, derimod, en sortsmudsket Karl med aabent men listigt Physiognomie, talte allerede mere fra Reflexionens Standpunct, gav sine Sagn tilbedste i en overlegen raillerende Tone, og saae med et medynksomt Smiil hen paa sin uunge Hjemfødning af en Roerskammerat, der aldrig havde været udenfor Bygden, medens han selv pralede af sit Ophold i Drammen og Christiania, hvor han havde lært at foragte sin Fødebygds Overtro, uden dog at have fundet noget at sætte istedet. Man seer altsaa at den elskværdige Halvcultur ogsaa gjør Fremskridt ved Tindsøen, og snart maaskee vil den poetiske Opfatning af Naturphænomenerne ogsaa her vige Plads for en flad-populær Oplysning.

Men hvormeget end denne Blanding af en Drammenser og en Tindøl havde løsnet sig fra sine Bygdefolks Overtro, saavidt var han dog ikke kommet paa Emancipationens Vei, at han tillige skulde have aflagt sin Part af deres naive Nysgjerrighed. Thi han kappedes ærligt med sin yngre Kammerat i at udspørge os om vore Livsomstændigheder. Og disse Folk gjemme troligt paa hvad de paa saadan Maade faae ind, enten det nu er Sandt eller Falskt; de vide at fortælle vidt og bredt om alleslags Reisende, der i Mands Minde har befaret deres Dale. Deriblandt kan man da faae høre om de forunderligste Dignitærer; saaledes fortalte vor bykloge Baadkarl med megen Selvtilfredshed, at han forgangen Aar havde være med at roe «Kongen af Irland» opad Fjorden. – Efterat have passeret den saakaldte Præsteur, hvor efter Sagnet en Præst skal have siddet børfast i 3 Døgn, og som endnu undertiden tjener som Tilflugtssted for de af Kastevinden overfaldne Reisende (blandt Andre skal den forrige Biskop i Christiansand, Sigvardt, med sin Familie have maattet søge Ly her) kom vi endelig til Haakenæs, hvor den Arm af Søen, der kaldes Vestfjord, og som fører ind til Vestfjorddalen, bøier af. Her ligger paa Næset under de himmelhøie Fjelde en liden Gaard, som er Skydsskaffersted, og hvor vi maatte ind forat bestille Heste til Fjeldreisen næste Dag, da det eneste Tilsigelsessted oppe i Vestfjorddalen, paa Ingolfsland, hvor man forhen beqvemmest kunde faae Heste til Bestigelsen af Gausta eller til Rjukan, nu nylig formodentlig af sær Omsorg for de mange Reisendes Tarv, er blevet ophævet.

De gode Folk paa Haakenæs vilde gjerne havt os til at overnatte der, men Sommeraftenen var endnu blank og klar, og vi stundede op til Miland, for endnu at see Gausta i Aftenbelysningen. Vi satte os altsaa igjen i Baaden, og roede sagte ind ad Vestfjorden, der forekom os endnu trangere og hemmelighedsfuldere end Hovedfjorden, men dog tillige grønnere og blidere. Fjeldsiderne vare her til en vis Høide bevoxede med rig Løvskov, og langt nede ved Vandspeilet strakte sig en smal, grøn, dyrket Stribe, hist og her besat med bitte smaa menneskelige Boliger, der toge sig ud som Muldvarpeskud under Fjeldcolosserne. I en af disses Kløfter saae vi den mægtige Hougfos at styrte sig blinkende og hvidskummende, i en eneste fri Bue ud fra Klippevæggen, men saa høit oppe, at ikke en Lyd af dens Tordnen naaede til vort Øre. Dagen var herinde næsten gaaet under; kun de høieste Kanter af Fjeldene glimrede endnu i Solens Straaler. Men nede over den blanke Fjordarm og de mørknende Lier laae udbredt et blaaligt, taageagtigt, ligesom af sig selv lysende Skjær, hvorigjennem Gjenstandene bragtes nærmere til Øiet, og dog gaves mildere og blødere Former, end dem Virkeligheden i det strenge Sollys vilde have frembudt. Længe gjækkede os saaledes Aftstanden fra Fjordenden, hvor det lille hvide Ørenæs Capel vinker fra sin grønne Vang.

Endelig landede vi her, hvor den vilde Maanelv har sit Udløb mellem mange smaae kratbevoxede Øer. Baadsfolkene tog vort Tøi paa Nakken og vi begav os med dem paa Vandring til det en Fjerdingvei op i Dalen liggende Miland, hvor vort Natteqvarteer skulde være, at sige om vi vare saa heldige at træffe Folkene hjemme. Den første Strækning af Veien frembød intet Nyt. Dalen fortsattes i samme Retning som Fjorden, med de samme evige Fjeldvægge; den brusende Elv midt i den grønne Dalbund, kom kun her istedetfor Vandspeilet. Veien, en ordentlig Kjørevei, slyngede sig langs Elven, beskygget af skjønne Hængebirker og yppig Vegetation. Nu gjorde Elven en Krumning, og en Bro førte derover. Min Ledagerinde [Charlotte Munch] var ilet nogle Skridt iforveien og befandt sig midt paa Broen før jeg endnu havde betraadt den. Da standsede hun pludseligt, og udraabte med en Tone, der lød ligesom uvilkaarlig udpresset fra det inderste Bryst, af Overraskelse, Beundring, ja Skræk – «Gausta»!


Ingen kommentarer :

Legg inn en kommentar