[Den
Constitutionelle No. 265/1845]
Tindsøen.
Af
denne sælsomme, ligesom til overnaturlige Magter hendragende
Stemning, der ved en enkelt Fart over Tindsøen betager selv det
vantro Verdensmenneske, kan man let slutte sig til at slige
Stemninger hos de Søen omboende, naive Bjergfolk maa tage Legemer og
Skikkelser, og optræde som Noget uden for Indbildningskraften
bestaaende. Thi disse vilde Egnes Beboere ere ikke som de fleste af
Landets Bønder stumpsindede og uimodtagelige for den dem omgivende
Naturs Indvirkninger; de ere tvertimod ofte af et dybt Gemyt og
hengivne til egne Grublerier, i hvilke de storartede og mørke
Omgivelser ikke undlade at præge sig. Tænker man sig nu disse
Naturens Børn paa deres eensomme Fjeldvand, i en taaget Morgen, da
Omridsene af de uhyre Fjeldkyster ligesom bevæge sig og flyde over i
hinanden, og tunge, hvid-graae Skygevanter hænge ned over de bratte
Klippesider og rulle sig op og ned – eller i en af disse rasende
Kastevinde, da alle Dybets hylende Røster synes opladte, og de til
Skumstøv knuste Bølger hvirvle om Baaden og kaste den tilbage fra
de ugjæstmilde Bredder, hvor knapt en Fodbred Landingsly er at finde
– eller paa en stille, sommerklar Aften som denne, naar Lys og
Skygge forunderligt vexle paa den roligt hvilende Søe, og
Fjeldtoppene tegne sig fast og bestemt mod den mørkeblaae Himmel, og
den drømmende Stilhed mere betegnes end afbrydes ved en fjern Raslen
i Steenurene eller ved en fra de høie Sætermarker sagte henbaaret
Luurtone – da føle vi med dem at den ubevidste Naturpoesie i deres
Bryst maa vækkes og træde frem i levende om end vilde og
barokke Former.
Derfor
er hele denne Trakt af steile Fjelde og bratdyb Søe levendegjort i
Folkemunde med en Hærskare af Trolde, Jetter, Huldre, Mirakelmænd
og de Sagn der knytte sig til alle disse forskjellige Udprægninger
af Fjeldnaturens inderste Væsen. Vi træffe her knapt et Næs af en
nogenlunde eiendommelig Afstyrtning, uden at det har sin Historie,
knapt en Revne i Fjeldvæggen uden den er Mærke efter en eller anden
Kjæmpedyst. Ligger en stor Klippeblok løs ovenpaa en anden i
Vandkanten, da kan man være vis paa at et Trold har kylet den efter
en opad Fjorden med Klang og Spil dragende Brudefærd; styrter en Ur
med chaotisk Forstyrrelse ned ad Fjeldsiden, saa er det Troldene, der
har spændt den efter St. Olaf da han roede over Tindsøe; raser
Høststormen gjennem Kløfterne, da er det Aasgaardsreien, Nordens
vilde Jagt, der under Sværdeklirren og Pidsksmeld, med Haanlatter og
Klageraab farer hen over Skuepladsen for Oldtids Idrætter. Der hvor
hiin skarpt skaarne Rende i Fjeldet gaaer i tusinde Fods Høide ned
til Vandskorpen, er engang en Jette glede ud da han vilde skræve fra
Fjeldtind til Fjeldtind, tversover Tindsøen. Denne glatte Fjeldvæg,
der begrændses i Portform af fra Revnerne smukt nedhængende
Birkekrat, aabner sig stundom i en stille Sommernat og Huldren sidder
da derinde under Hvælvingen og kjæmmer sit Haar og lokker de
Forbifarende med sin vemodige Sang; lade de sig overvælde af hendes
bedaarende Kalden, og stige over hendes Dørtærskel, da lukker
Fjeldet sig pludseligt, og de ere for bestandig borttagne fra
Menneskenes Blikke. Tindsøens sorte Dyb kan ikke udloddes, der
findes intet Toug saa langt at det kunde række til, og den som vilde
prøve derpaa bliver selv trukket tilbunds.
Midt
under Fortællingen om disse Sagn og Mærker, og underligt betagne af
deres Samstemmen med Omgivelserne, førtes vi imidlertid længere og
længere opad Søen. Vore Baadsfolk, en ung Gut og en middelaldrende
Mand, vare begge fulde af disse Historier, dog viste sig i deres
Fortellemaade en mærkelig Forskjel. Gutten, et smukt ungt Menneske
med blonde Haar og klare Øine, kun noget for spedlemmet for en
Thelebonde, talte af sit inderste Hjerte; den fasteste Overbeviisning
om Virkeligheden af hvad han frembragte laae præget i hans aabne
Træk, og han saae ud til hvert Øieblik at kunne vente at
Fjeldvæggen, under hvilken vi roede, skulde lukke sig op og den
skjønne Huldre tage ham ind i sin Favn. Manden, derimod, en
sortsmudsket Karl med aabent men listigt Physiognomie, talte allerede
mere fra Reflexionens Standpunct, gav sine Sagn tilbedste i en
overlegen raillerende Tone, og saae med et medynksomt Smiil hen paa
sin uunge Hjemfødning af en Roerskammerat, der aldrig havde været
udenfor Bygden, medens han selv pralede af sit Ophold i Drammen og
Christiania, hvor han havde lært at foragte sin Fødebygds Overtro,
uden dog at have fundet noget at sætte istedet. Man seer altsaa at
den elskværdige Halvcultur ogsaa gjør Fremskridt ved Tindsøen, og
snart maaskee vil den poetiske Opfatning af Naturphænomenerne ogsaa
her vige Plads for en flad-populær Oplysning.
Men
hvormeget end denne Blanding af en Drammenser og en Tindøl havde
løsnet sig fra sine Bygdefolks Overtro, saavidt var han dog ikke
kommet paa Emancipationens Vei, at han tillige skulde have aflagt sin
Part af deres naive Nysgjerrighed. Thi han kappedes ærligt med sin
yngre Kammerat i at udspørge os om vore Livsomstændigheder. Og
disse Folk gjemme troligt paa hvad de paa saadan Maade faae ind,
enten det nu er Sandt eller Falskt; de vide at fortælle vidt og
bredt om alleslags Reisende, der i Mands Minde har befaret deres
Dale. Deriblandt kan man da faae høre om de forunderligste
Dignitærer; saaledes fortalte vor bykloge Baadkarl med megen
Selvtilfredshed, at han forgangen Aar havde være med at roe «Kongen
af Irland» opad Fjorden. – Efterat have passeret den saakaldte
Præsteur, hvor efter Sagnet en Præst skal have siddet børfast i 3
Døgn, og som endnu undertiden tjener som Tilflugtssted for de af
Kastevinden overfaldne Reisende (blandt Andre skal den forrige Biskop
i Christiansand, Sigvardt, med sin Familie have maattet søge Ly her)
kom vi endelig til Haakenæs, hvor den Arm af Søen, der kaldes
Vestfjord, og som fører ind til Vestfjorddalen, bøier af. Her
ligger paa Næset under de himmelhøie Fjelde en liden Gaard, som er
Skydsskaffersted, og hvor vi maatte ind forat bestille Heste til
Fjeldreisen næste Dag, da det eneste Tilsigelsessted oppe i
Vestfjorddalen, paa Ingolfsland, hvor man forhen beqvemmest kunde
faae Heste til Bestigelsen af Gausta eller til Rjukan, nu nylig
formodentlig af sær Omsorg for de mange Reisendes Tarv, er blevet
ophævet.
De
gode Folk paa Haakenæs vilde gjerne havt os til at overnatte der,
men Sommeraftenen var endnu blank og klar, og vi stundede op til
Miland, for endnu at see Gausta i Aftenbelysningen. Vi satte os
altsaa igjen i Baaden, og roede sagte ind ad Vestfjorden, der forekom
os endnu trangere og hemmelighedsfuldere end Hovedfjorden, men dog
tillige grønnere og blidere. Fjeldsiderne vare her til en vis Høide
bevoxede med rig Løvskov, og langt nede ved Vandspeilet strakte sig
en smal, grøn, dyrket Stribe, hist og her besat med bitte smaa
menneskelige Boliger, der toge sig ud som Muldvarpeskud under
Fjeldcolosserne. I en af disses Kløfter saae vi den mægtige Hougfos
at styrte sig blinkende og hvidskummende, i en eneste fri Bue ud fra
Klippevæggen, men saa høit oppe, at ikke en Lyd af dens Tordnen
naaede til vort Øre. Dagen var herinde næsten gaaet under; kun de
høieste Kanter af Fjeldene glimrede endnu i Solens Straaler. Men
nede over den blanke Fjordarm og de mørknende Lier laae udbredt et
blaaligt, taageagtigt, ligesom af sig selv lysende Skjær,
hvorigjennem Gjenstandene bragtes nærmere til Øiet, og dog gaves
mildere og blødere Former, end dem Virkeligheden i det strenge
Sollys vilde have frembudt. Længe gjækkede os saaledes Aftstanden
fra Fjordenden, hvor det lille hvide Ørenæs Capel vinker fra sin
grønne Vang.
Endelig
landede vi her, hvor den vilde Maanelv har sit Udløb mellem mange
smaae kratbevoxede Øer. Baadsfolkene tog vort Tøi paa Nakken og vi
begav os med dem paa Vandring til det en Fjerdingvei op i Dalen
liggende Miland, hvor vort Natteqvarteer skulde være, at sige om vi
vare saa heldige at træffe Folkene hjemme. Den første Strækning af
Veien frembød intet Nyt. Dalen fortsattes i samme Retning som
Fjorden, med de samme evige Fjeldvægge; den brusende Elv midt i den
grønne Dalbund, kom kun her istedetfor Vandspeilet. Veien, en
ordentlig Kjørevei, slyngede sig langs Elven, beskygget af skjønne
Hængebirker og yppig Vegetation. Nu gjorde Elven en Krumning, og en
Bro førte derover. Min Ledagerinde [Charlotte Munch] var ilet nogle
Skridt iforveien og befandt sig midt paa Broen før jeg endnu havde
betraadt den. Da standsede hun pludseligt, og udraabte med en Tone,
der lød ligesom uvilkaarlig udpresset fra det inderste Bryst, af
Overraskelse, Beundring, ja Skræk – «Gausta»!
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar