Håkonshallen

Andreas Munch hadde en forkjærlighet for «riddertiden», som gav ham stoff til flere skuespill og noveller. De fysiske levningene av denne perioden interesserte ham også dypt, som minner fra Norges glansdager, eller som romantiske ruiner. Særlig synes han å ha interessert seg for Håkonshallen i Bergen, som frem til 1873 var i bruk som kornmagasin for garnisonen på Bergenhus. Det var i sin tid J. C. Dahl som hadde identifisert magsinbygningen som Håkon den gamles hall, og sammen med Lyder Sagen hadde han så tidlig som i 1841 gjort forsøk på å få hallen restaurert. Ti år senere, da Munch skrev den følgende teksten, var ennå intet skjedd. Restaureringen av Håkonshallen ble Fortidsminneforeningens første hovedoppgave, og først i 1895 var arbeidene endelig avsluttet.

Munch tar også for seg Håkonshallen i festspillet Kongehallen i Bergen, som ble oppført på Christiania teater i 1860, «i Anledning af Deres Majestæter Kong Carls og Dronning Louises Kroning, og ved Høisammes Nærværelse». I stykket møter vi tre unge sangere i Bergen, som drømmer seg tilbake til middelalderen. For deres øyne gjenoppstår så Håkons hoff i den gamle Kongehallen. «Ja, den kan nok rødme, den gmle Hal», utbryter Thormod, «af Blussel over sig selv i sin fornedrede Tilstand, af Uvillie mod Bergens By og Norges Folk, der har kunnet lade denne ærværdige Levning fra vort Fædrelands mægtigste Dage saaledes forfalde, forhutles, ja indrette til et Kornloft, hvor nu kun fugtigt Mørke og uhyggeligt Kryb herske der, hvor fordum Nordens mest glimrende Kongehof færdedes i tusind Kjerters Gands!» 

Kongehallen i Bergen 

A. Munch

[Idun. Et Blad for Literatur og Kunst. No. 7/1851]

Jeg var ifjor Sommer første Gang i Bergen. Behørig forberedt ved en stille, aandsopvækkende Fart gjennem det vidunderlige Hardanger, kom jeg til den ældgamle Konge- og Handelsstad. Jeg siger forberedt, thi ved at færdes paa disse blanke Fjorde, disse Norges Høisale med de himmelnære Fjeldvægge, de brusende Fosse, det grønnende og blomstrende Frugtbaand under de hvidskinnende Snebræer, var mit Sind først bleven mægtigt betaget og vakt af dets dunkle Dvale, og dernæst uafviseligt henvendt mod Oldtiden, mod den længstforsvundne Periode af vort Fædrelands Statsliv og Folkeliv, da dette dog engang i Sandhed, Storhed og Daadkraft svarede til de mægtige, storartede Naturscener, der nu, selv lig en eventyrlig Sagaverden, oplode sig for mit forbausee Blik. Til at vedligeholde og forøge denne ved de blotte Naturomgivelser fremkaldte Oldtidsstemning bidrog saa tillige de hele, levende Levninger af Oldfædrenes Sprog og Leveskik, jeg endnu forefandt hos den Menneskeslægt, som nu beboer de lave, græstækkede Stuer mellem Frugthaverne paa Fjordranden, under de vældige Fjeldhøider. Hvad Under da, at jeg, alt som jeg nærmede mig min Reises Maal, Bergen, blev bragt til Forventning om der at skulle finde de bedste Oldtidslevninger tilbage, i hin saa forunderligt afsondrede Stad, der havde været Kæmpelegemenets Hjerte og Oldtidslivets fuldeste Blomst. Ja, jeg tilstaaer det, jeg kom endog saavidt, at jeg næsten ikke formaaede at tænke mig Bergen som en moderne Virksomhedsby, men mere som den gamle Kongestad, der bag sine eensomme Fjelde maatte være heel opbevaret som et levende Minde om fordums Dages Glands og Storhed.

I denne Illusion blev jeg end mere bestyrket ved ikke at see et Spor af tiltagende Cultur eller forøget Færdsel, hvormeget jeg end nærmede mig Byen, Fjeldeensomheden gik lige ind paa den. Og da jeg nu endelig fra Høiderne ved Houkeland med Eet fik et Nedblik over Bergensdalen, Fjorden og den om Vaagen tæt sammentrængte anseelige Stad med dens mange Spiir og Taarne, dens Masteskov i Havnen, dens mægtige Kastel, Alt glimrende i Julisolens Middagsglands – da blev jeg i Sandhed dybt grebet og overrasket ved dette prægtige Skue, min Forventning syntes til det Sidste at ville gaae i Opfyldelse, denne Stad saae endnu herfra værdig nok ud til at have været Olaf Kyrres, Sverres, Haakon den Gamles Yndlingssæde. Ved Indkjørselen i Byen gik Naturligviis denne Illusion tabt, jeg kom fra Fortiden til Nutiden, fra det poetiske Fjernbillede til den prosaiske Virkelighed; Kongestaden forsvandt og Kjøbmandsbyen stod igjen alene. Men selv denne havde dog i al sin Travlhed og Hverdagslighed noget saa Fremmedartet og Eiendommeligt, bar et saa bestemt afsluttet Præg, et saa fast, nedarvet Ansigt, at dens Liv og Væsen vistnok til en anden Tid høilig vilde have interesseret mig, der kom fra Østlandets charakterløse Byer. Nu derimod var mit Sind bortvendt fra Dagslivets travle Færden og søgte hen mod Historiens Fred, mod Erindringens talende Eensomhed. Den Bolig, hvori jeg i Bergen var taget ind, skulde efter Navnet og Stedet netop have kunnet byde mig Saadant: den var nemlig paa Klosteret, som den Høide kaldes, hvorpaa det berømte Munkeliv Kloster fordum har staaet. Af Klosterets Herligheder er dog nu intet Andet tilbage, end hvad den evige Natur selv byder, hvad man ikke har kunnet faae bort, nemlig den herlige Udsigt fra denne Høide over Byen og dens Omegn – ellers ikke en Levning af Klosterets engang saa prægtige Bygninger, ikke Steen paa Steen af dets vældige Mure og Taarne, ikke mindste Spor af dets stille Korsgange, dets høithvælvede Capeller – kun moderne, hvidmalede Træhuse, deriblandt Byens første Hôtel, hvor der altsaa var Trafik nok. Her fandt jeg saaledes ikke hvad jeg stundede efter, men fra den anden Side af Vaagen, ved enden af den lange, hvide Pakhuusrække paa Tydskebryggen vinkede mig først Mariakirkens tvende Søstertaarne, saa Walkendorfs mægtige, nu til sin oprindelige Ædelhed restaurerede Taarn og endelig længst ude mod Vaagmundingen en colossal massiv Steenbygning, der, skjønt vanziret med et fælt Trætag og ellers forhutlet paa alle mulige Maader, dog endnu i sine grandiose Omrids og ved sine Antydninger til spidsbuede Vinduer røbede historisk Charakter. Det var den nuværende Magasinbygning, det var Haakon den Gamles Kongehal!

Jeg hastede da over til disse Mindesmærker, i Samling og Storhed vel de anseeligste, Norges Land eier efter Throndhjems Domkirke. Hvorledes jeg paa Mariakirkens skyggefulde Gravlund, under den skjønne Kirkes ærværdige Taarne og Portaler fandt helt det vemodigt-rolige Fortidsindtryk, min Sjæl lægtedes efter, kan jeg ikke nu dvæle ved; ellers kom jeg aldrig til den egentlige Gjenstand for disse Linier. Jeg maa til Kongsgaarden. Eller til Fæstningen, som den nu hedder. Her støde vi da først paa det saakaldte Walkendorfs Taarn eller rettere Kastel, som det nu ret er en Glæde at betragte, efterat det ved Militaircommandoens Omsorg er bleven befriet fra den vanzirende Træhætte, det ogsaa før havde paa, saaledes at Platformens Krenelering og lille Vagttaarn atter er kommet til Syne, medens de skjønne, buede Veegsteensvinduer og andre ornamenter ere blevne rensede for Overkalkning og ellers restaurerede. Det Indre, der benyttes til Arsenal, er vel endnu forbygget med Trælofter mellem Hvælvingerne, men derved er vel Intet at gjøre og heller ikke stort tabt, man maa være glad ved at denne skjønne Bygning nu dog saa fuldstændigt er gjengivet sin udvortes Anseelse.

At denne svære Donjon med de dobbelte Mure med Løngange mellem har udgjort en Deel af den gamle Kongsgaard er altfor iøinefaldende til at man ikke med Prof. Dahl skulde antage det, uanseet at det bærer Navn og Mærke efter Erik Rosenkrantz, af hvem det efter Abs. Pedersens Sigende skal ved skotske Bygmestere og Steenhuggere være opført mellem 1560–68; Nicolaysen i hans fortjenstfulde «Bidrag til Bergens ældre Topographie» (Langes Tidsskrift, 2den Aar.) holder sig rigtignok udelukkende til den sidste Autoritet, men kunne ikke begge Meninger sandsynligst forenes derhen, at Erik Rosenkrantz har istandsat og prydet den af ham forefundne Oldtidslevning? Thi den hele Bygnings massive Struktur synes dog aabenbart at tilhøre en ældre Tid, ligesom ogsaa de rundbuede Vinduer, med dere Zirater, ikke svare til det Epitaphium i Renaissancestiil, hvormed Facaden aabenbart senere er prydet.

Dog, det var ikke min Hensigt her at komme ind paa antikvariske Undersøgelser – lad os glæde os ved Taarnet, som det nu staaer, og idetmindste tilstaae, at det nu ser værdigt nok ud til i sin Tid at have bevogtet vore gamle, indfødte Kongers bolig. Saalangt var jeg altsaa kommet paa min Fortidsvandring, hidtil hilset af statelige og vel vedligeholdte Mindesmærker; nu skulde de nedslaaende Indtryk begynde. Midt imellem Castellet og den store Steenhal, eller om man heller vil bruge Fornedrelsens Udtryk, mellem Walkendorfs Taarn og Magasinbygningen, ligger den Deel af den gamle Kongsgaard, som nu er indrettet til Commandantbolig. Kun de favnetykke Graasteensmure røbe Oldtidsmaterialet; ellers er Alt noksaa peent indrettet og indpiint til et slet og ret moderne 2 Etages Huus, saa at alle Tidsmærker og al Charakteer paa det Ønskeligste ere forsvundne. Denne Deel af Kongsgaarden maa man saaledes opgive – den kan ikke restaureres, den maatte bygges om paany. Men dette er jo ikke tænkeligt, saaledes som slige Anliggender her staae; den afgiver en meget bekvem Bolig for Commandanten paa Bergenhuus foruden de fornødne Contorlocaler, og hvad behøver man saa mere?

Jeg skyndte mig derfor over Borggaarden forat komme til den førnævnte store, ældgamle Steenbygning, der ligger yderst mod Communen, og som med liden Opoffrelse kunde blive Bergens Solthed, men nu er dens Vanære. Det er nemlig denne Bygning, om hvilken det ved historisk-topographiske Undersøgelser (See Nicolaysens ovenciterede «Bidrag») tilfulde er beviist, at den er den samme Steenhal, som Hakon Hakonssøn lod opbygge mellem 1247 og 1261, og i hvilkeen han sidstsnævnte Aar holdt sin Søn Junker Magnus’s Bryllup med stor Pragt og Herlighed. Længere hen i Tiden benyttedes den til Samlingssted for Marias Gilde (hvoraf dens Navns «Marias Gildeskaale») og for Bergens Lagthing, i hvilken Egenskab den i Diplomer nævnes «Bredestuen». I Norges senere Forsmædelsesperiode, da saagodtsom alle Minder og Selvstændighedsmærker bleve dels nedbrudte og jevnede med Jorden af de danske Kirkebrydere; dels forglemte og forsømte af selve Landets Borgere, var Kongehallen saa heldig at komme under den sidste Rubrik – den blev ikke nedrevet – den var dog dertil ogsaa altfor fjeldfast bygget – den blev kun forglemt og forhutlet. Mag. Edvardsen, der beskrev Bergen i 1690, har dog endnu været vidende om Bygningens ædle Oprindelse, han siger nemlig om Slottet: «Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Hakon Hakonssøn». Men han blev nok alene med den Kundskab, lige indtil vore Dage. Han fortæller ellers videre, at Bygningen paa hans Tid almindeligt kaldtes Kirken, fordi man af de spidsbuede Vinduer antog at Salen havde været indrettet til saadant hellig Brug, og denne naive Tro har ogsaa Holberg efterskrevet. «Nu bruges den», vedbliver Edvardssen, «vel repareret (!) ovenpaa til et Magasin». Altsaa var Kongehallen allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede indviet til den værdige Bestemmelse, som den endnu den Dag i Dag indehaver, nemlig at være Kornloft for Fæstningens Garnison, som Dandsesal for Rotter og Mus.

Jeg besaae først den underste Deel af Bygningen. Her findes mægtige Hvælvinger afdelte i flere større og mindre Rum, i Sandhed en vældig Substruction for den ovenpaa hvilende Kongehal.

Et af disse hvælvede Rum, der ogsaa i Fortiden maa have været benyttet til kirkeligt Brug (formodentlig som Huuscapel), da man der har fundet Levninger af Alter og Vievandskar, er nylig gjengivet til Gudstjeneste, idet man der har indrettet en Slags Kirke for Slaverne paa Bergenhuus Fæstning. Vinduesaabningerne i denne underste Deel af Bygningen have været rundbuede og i skjønne Forhold; de ere nu næsten alle tilmurede eller forvanskede, dog i skarpe Omrids vedligeholdte paa den indre Side. Ingen Communication gaaer nu idetmindste fra disse Hvælvinger op til den store Hal; for at komme didop, maatte vi ud igjen til et usselt, rødmalet Træskuur, som er klinet op til Bygningens Endevæg mod Kommandantboligen. Her aabnedes en fæl Dør, og ad Noget, der saa ud som Substratet til en Steentrappe men nu hverken havde ordentlige Trin eller Afsatser, kravlede vi i det Indre af Skuret op til det skjønne runde Portal i byzantinsk Stil, gjennem hvis ædle Bue man før traadte ind i Kongehallen, nu kryber ind i Kornmagasinet. Dette med Udhugninger i Veegsteen rigt forzirede Portal er naturligviis nu overtrukket med et tykt Lag Kalk, men man kan dog skjelne Contourene derimellem. Her har Hovedindgangen til Hallen været; om den har staaet i Forbindelse med de øvrige Kongsgaardsbygninger, eller man er kommen dertil ad en Fritrappe, kan ikke nu saa let afgjøres. Da jeg gjennem en Laage i denne Port var kommen indenfor Helligdommen, slog en fugtig, skimlet Luft mig imøde, og jeg maatt famle mig frem i Halvmørke mellem de mange Kornbinger og Brædevægge, og opad Hønsetrapperne til de forskjellige Trælofter, hvormed Hallen nu er belemret. Først da jeg var blevet noget vant til Tusmørket derinde, og jeg havde krøbet tilstrækkelig ommkring i de forskjellige Afdelinger i Magasinet, blev det mig nogenlunde muligt at fatte Rummets mægtige Storhed, thi ingensteds kan man nu komme til et samlet Overblik deraf. Efter Prof. Dahls Slutning maatte Hallen rigelig kunne rumme 12 à 1500 Mennesker, og dette er vistnok endnu forlidet antaget. Kong Hakons Festhal vilde endnu, naar den blev renset, være den største Sal i hele Landet.

Jeg maatte vel betages af Smerte og Harme ved at see denne ædle Hal, ædel ved sine Forhold, sin Storhed og sine Minder, saaledes opfyldt med Træforbygning, som en Grube, saaledes bedækket med Smuds, Spindelvæv, Skimmel; men denne Smerte, denne Indignation steg om mulig endnu høiere, efterat jeg havde nøiere bemærket den barbariske Maade, hvorpaa de syv herlige spidsbuede Vinduer, der stod i Række langs Væggen ud mod Havnen, nu ere behandlede. Deres slanke Søiler og rige Rosetter ere dels tilmurede, dels overhuggede for at danne de smaae firkantede Luger, hvorigjennem det sparsomme Lys nu indlades. Buen i det midterste Vindue er aldeles slaaet ud, og derover er anbragt en uformelig Aabning med kran for at heise Kornet ind i Magasinet. Det er næsten ikke fatteligt, hvorledes saadant kan være skeet, man synes, at selv den raaeste Arbeider maatte have ømmet sig ved at forstyrre disse skjønne Former, disse fine Steenslyngninger. Men det er dog skeet, og man maa endog være glad ved at de ikke ere aldeles nedrevne, tilintetgjorte, som saamange andre Middelalderens Pragtbygninger, ganske i Nærheden her.

Tænker man sig nu denne Hal som den har været, alt Træskramleriet væk, det store, hele Bygningens Længde og Vidde optagende Rum, ryddeligt og frit; de syv høie, spidsbuede Vinduer indladende ligesaamange Strømme af farvet Lys og kastende sine frie Skyggetegninger henad Flisegulvet; de raae Steenvægge til en vis Høide behængt med kostbare, virkede Tapeter; det Hele bedækket med et luftigt rigt udskaaret Spærreloft, fra hvis Tverbjelker Faner og Trophæer vaie ned; – tænker man sig nu dette skjønne, festlige Rum opfyldt med Hakon Hakonssøns pragtfulde Hof, statelige Riddersmænd og skjønne Kvinder i dens Tids rige Dragter, gjenlydende af Sporeklirren, af Silkeraslen og af høvisk og skjemtefuld Tale; tænker man sig den gamle gjæve Konge, der bragte Norges Ry til de fjerneste Lande, beherskende Alt dette fra sit Høisæde i Baggrunden af Salen – da faaer man et Billede, der kan bringe Ens Hjerte til at svulme af Stolthed og Glæde, men som ogsaa kan fylde det med Ydmygelsens Bitterhed, naar man vender sig og seer hen til hvorledes den samme Hal nu er beskaffen.

Det er sandt, Hakon den Gamles Tider kunne vi ikke kalde tilbage, men vi kunne ære deres Minde som vort Fædrelands høieste Anseelsesperiode, vi kunne og burde med Kjærlighed vogte og bevare ethvert Monument fra denne stolte Tid, som en Skjæbne, der har været gunstigere end vor egen Forsømmelighed og Selvforglemmelse fortjente, endnu har ladet os beholde. Det kunde være nok med at vore Fædre med Rolighed have seet paa hvorledes, ganske i Nærheden af denne Kong Hakons Steenhal, den prægtige Apostelkirke, som hørte til Kongsgaarden, og som Hakon havde udsmykket, blev nedrevet og dens hugne Stene ført til Sleesvig for deraf at opbygge Gottorps Slot; hvorledes disse samme Fædre med samme Rolighed saae paa at Eske Bilde, Kirkebryderen, jevnede den lille Christkirke med Jorden, ikke langt derfra; ja at han endog lod nedrive den store, ærværdige Christkirke yderst paa Communen, et Tempel, der kappedes med Throndhjems Domkirke i Skjønhed og Pragt, hvor Hakon Hakonssønss høitidelige Kroning ved Cardinalen Wilhelm var foregaet og hvor Kongerne Harald Gille, Sigurd Haraldssøn, Magnus Erlingssøn, Sverre, Hakon Sverresøn, Hakon Hakonssøn m. Fl. laae begravne. Det kunde være nok med at disse hellige Bygninger med Kongernes Been nu ere henveirede, saa deres Spor ikke findes, man kunde paa dette Sted være met af Ødelæggelser og alvorligt bevæges til at redde og rense hvad der endnu staaer tilbage.

Og at dette med faae Opoffrelser kan skee er allerede erfaret med Rosenkrantztaarnet, og Prof. Dahl har jo alt forlængesiden, den Første, paaviist, hvor let dette ogsaa vilde kunne skee med Kongehallen. Det Hele bestaar mest i at tage bort. Noget mere blev der vel at sætte til ved Kongehallen, da ogsaa det Indre her maatte renses og restaureres, og et nyt Tag paalægges – Men Alt kunde dog bringes istand for nogle faae Tusinde Daler. Man skulde troe, at det rige Bergens Borgere med Glæde vilde samle sammen det Lidet, der skulde til for et saa localt-patriotisk Øimed, hvorved tillige deres Bye fik et Festivitetslocale, som et hidtil savner, og hvilket Festivitetslocale! – man skulde troe at Bergens Indvaanere, naar de først vare blevne gjort opmærksomme derpaa, ikke en Dag længere vilde kunde taale at see paa deres mishandlede Kongehal med dens blinde Øine, at de vilde skynde sig med at aabne dem igjen for Lys og Skjønhed , og rydde Hallen for Utøi – men dette maa nok ikke være saa let endda at faa bragt istand og skillinget sammen, kan man see, siden det nu er over et Decennium siden saa ivrige og formaaende Mænd som Prof. Dahl og Lyder Sagen bragte Tingen paa Bane, ja endog gav Tegninger og udstedte Subscriptionslister – og endnu staaer Hallen der i dens gamle Fornedrelse.

Nuvel, ville ikke Bergenserne selv antage sig dette ærefulde og nyttige Værk, kunne de taale, at en slig Forsmædelse overgaaer deres Bye, at lade et saadant Gjenoprettelsens Værk falde, saa maa Staten ikke taale det: Staten, Norges Rige, Hakons Rige har nu gjenvundet sin Selvstændighed, men ikke sin Glands, lad det tage i Agt hvad det endnu har tilbage fra sin Glandstid, og opretholde det!

Ialfald – kan ikke Hallen nu restaureres, lad den idetmindste ryddeliggjøres. Bedre en Ruin, aaben for Himlens Veir og Vinde end en saadan Forbygning og Forhutling, hvori den nu staaer nedkuet.