Pigen ved Søen anmeldt i Illustreret Tidende

[Illustreret Tidende 17. oktober 1871] 

«Pigen ved Søen». Romantisk Digt i sex Sange af Walter Scott. Oversat af A. Munch.

I sine «Reiseminder» – en Bog, vi ved denne Leilighed særlig skulle minde Læserne om at fornye Bekjendtskabet med – har Munch, under Hovedafsnittet «Udflugt til Skotland og de skotske Søer», givet en længere Skizze: Abbotsford og Melrose. Han fører os der til Walter Scotts navnkundige Herresæde ved Tweedflodens Bredder og opruller et Billede af den store Digters Liv og Personlighed, saa varmt og friskt, at vi maae rives med i den Beundring og Kjærlighed, hvormed han omfatter Alt, hvad der angaaer den skildrede Gjenstand. Denne varme, inderlige Begeistring for Walter Scott er det, som har bevæget Munch til at gjengive os i nordiske Toner

- - «Digtet om Loch-Katrines Mø

Og om det vide Liv paa Fjeld og Sø»,

det berømte Digt om «The Lady of the Lake»; thi kun den, der ret elsker Walter Scott, vil være istand til at overvinde de Vanskeligheder, som ere forbundne med Overførelsen af denne Digtning, saa eiendommelig skotsk i Form og Indhold, og saa udpræget i Sprog og Tankegang, at skal den gjengives med Troskab, maa Bearbeideren være i Besiddelse af en Hengivelse og Taalmodighed, som i vore Dage mildest talt hører til Sjældenhederne. Men dette er endnu ikke nok; thi den, der vil udføre dette Værk paa en Gjenstanden værdig Maade, maa være i Besiddelse af den fornødne Aandens Takt og Modenhed; han maa selv være Digter for at møde med den rette Forstaaelse. Munch er gaaet til dette Arbeide netop med det rette Sind; han har ikke gjort sig det let ved at støbe det om i nye Former, i et Versemaal, som Originaldigteren ikke har og aldrig vilde have brugt, han har fulgt ham trofast, ja saa mærkværdig trofast, at man kan lægge Originalen ved Siden og saa at sige følge den Linie for Linie, uden at man dog nogensinde føler, at dette har kostet Tvang og Tryk. Tvertimod er der en Ukonstlethed og naturlig Friskhed, selv i de vanskeligste Steder; hvor let og ligefrem falder f. Ex. ikke Følgende:

«Paske Fod gjennem Dalen,

Vise Raad i vor Kummer,

Røde Haand over Valen –

Nu du hviler i Slummer!

Ak, som Duggen paa Fjeldet

Og som Flodskummets Kredse

Og som Bobler paa Vældet

Du er borte for stedse!» –

hvor kjækt og kraftigt er ikke Baadsangen givet:

«Hil, hil vor Høvding, som seirrig fremtræder!» osv.

 Til yderligere Forstaaelse af Digtet har Munch i Bogens Slutning føiet en Række oplysende Anmærkninger til hver Sang; de ville give Læseren ypperlig Veiledning, hvor en saadan gjøres fornøden paa Grund af vedkommende Steds exclusivt locale Charakteer. Vi tvivle ikke om, at denne Efterdigtning vil blive modtagen, om mulig, med endnu større Anerkjendelse, end den, der blev Oversætteren tildel for hans udmærkede Gjengivelse af Tennysons «Enoch Arden»; men her har da rigtignok ogsaa Opgaven været langt sværere.