Concerter
i Paris
[Den
Constitutionelle No. 308/1838]
Der gives
neppe nogen anden Stad i Verden, der tilbyder saamange Ressourcer for
Aftenen, som Paris. Den Fremmede kommer dertil; den uhyre Vrimmel
truer med at overvælde ham, blandt disse Myriader smiler ham intet
bekjendt Ansigt imøde, han kan ikke flygte ind i Familielivets
Asyler og varme sig ved den hjemlige Kamin. Naar han er træt af den
hele Dag at løbe omkring paa Jagt efter Mærkværdigheder, længes
han efter at hvile sin overmættede Sjæl i en selskabelig Aftens
hyggelige Roe. Nu vel; hundrede klart oplyste Sale staar ham aabne,
en mild Musik kalder ham derind, og glade, pyntede Mennesker omgive
ham der. Gjennem Kunstens, gjennem Musikens Medium nærmer han sig
lidt efter lidt denne fremmede Pariserverden; thi det er her, paa de
offentlige Steder, han skal søge den, ikke i Husenes Indre. Dette
offentlige Folkeliv, denne evige og uhindrede Brydning af Masserne,
disse geniale Træk i det store Folkelegems Ansigt er noget virkeligt
Nyt for den stille Nordoe. Familielivet er det samme overalt. Man kan
ogsaa hjemme høre et Barn skrige, en Moder skjænde og en Thecirkel
sladdre. Jeg taler naturligvis ikke her om de Riges og Fornemmes
elegante Soireer, en Verden, hvortil kun faa Fremmede kunne skaffe
sig Adgang.
Blandt
Paris's offentlige Forlystelsessteder hævde naturligvis Theatrene
den første Rang. Fra dem gaaer man ud, til dem kommer man altid
tilbage; men i korte Mellemrum vide dog mange Nydelser at dukke op
paa dette Modens Hav, og fængsle Opmærksomheden for en Stund. Og i
denne Sommer var Raden kommen til Concerterne.
Det er
ogsaa unægteligt at de varme, tunge Sommeraftener inbyde til slige
luftige Rum, hvor Springvandet pladske, Blomster dufte og skjønne
Harmonier forfriske Luften med deres usynlige Vinger. Her er det
ingen Anstrængelse ved Nydelsen; man kan frit vugge sig i dette
dolce farniente, som den lune Sommer giver Hang til. Tre af
Musik-Conservatoriets dueligste Medlemmer indsaae dette; de traadte
ud af Operaens langsomme, men sikkre Vei, og brød sig selv en
Sidebane, idet de vidste i rette Tid at gribe sit Lod i Modens
Lykkehjul. Saaledes opstod de tre Etablissementer, som for Tiden
gjøre Furore i Paris, og som udentvivl vil bestaae længe nok til at
sikre deres Entrepreneurer en glimrende Formue.
Det ældste
af disse er Concerts St. Honoré,* som har sit Navn af Gaden, hvori
Localet er beliggende. I en stor, forholdsvis simpelt decoreret, med
Springvande afkjølet Sal, dirigerer Hr. Valentino her et Orchester
af 80 Musici. Et talrigt men udvalgt Publikum af Musikelskere og
Kjendere forsamles her hver Aften for at glædes ved den meest
correcte og grandiose Udførelse af Beethovens og Mozarts lærde
Symphonier. Thi Hr. Valentino har havt Dristighed nok til sætte sig
i Opposition mod Døgnsmagens Qvadrille og Galoppade-Musik, ved at
lade de gamle Mesteres dybe Toner gjennembæve Nutidens larmende og
lette Dandsemelodier, og saaledes bevirke en Reaction. Og, hvad enten
det nu er Nyhedens Pirren, eller denne lærde Musiks virkelige Værd,
der gjør det – Hr. Valentino har næsten [...]eret i sin Plan. Det
bliver nu Mode at være begeistret for Beethoven; den meest flygtige
Pariserdandy kan sidde hele Timer som aldeles tabt i slige
Symphonier, for til Slutning at kunne give sit Bifald tilkjende med
denne sagte og betænksomme Applaus, som røber en Kjender og som her
just er paa sit rette Sted.
Dette kan
nu være godt nok. Men jeg er formeget Lægmad i Musiken til rigtigt
at kunne appreciere det, og maa ærligt tilstaae, at jeg ved at gaae
fra Valentinos Concerter til Musards,** havde samme Følelser som
naar man kommer fra en mørk gothisk Kirke ud i den frie grøbbe
Natur, hvor Solen skinner og Fugle synge.
Denne
Musard, Entrepreneuren for Concerterne af samme Navn, er en
forunderlig Mand. Midaldrende, med et æddikesuurt, forstenet Ansigt,
tilsynelatende ligegyldig for Alt, veed han dog at lempe sig efter
enhver af Parisernes Griller, at bemægtige sig Alt hvad Paris
frembringer af Mode og Luxus, og saaledes ved at smigre for Publikum,
uformærkt beherske det med den lille Stok hvormed an slaaer Takt i
sit Orchester. I Rue Neuve-Vivienne kan man hver Aften bemærke en
Trængsel af Vogne og Fodgjængere udenfor det smukke Portal, som
fører ind til Concerts Musard. Adgangsprisen er meget billig (1
Franc), men dette forhindrer ikke den elegante Verden fra at mødes
der. Naar man træder ind ad den, med rige og tunge Forhæng
bedækkede Indgangsdør, blendes man næsten af det Lys og den Pragt,
som hersker i dette feeagtige Rum. Dette er et af de Steder, hvor man
føleligst kan mærke, man er i Paris, Centralpunktet for Europas
Luxus og Forfinelse. Den uhyre Sal er efter den nu herskende Mode
decoreret a la Renaissance. Stærke, brogede Freskomalerier bedække
Loftet og den øverste Deel af Væggene. Nedentil ere disse beklædte
med hele runde Porte af Speilglas, omtrent som i det berømte Galerie
des Glaces i Versailles. Rige, mørkerøde Draperier beskygge disse
Kjæmpespeile. I Midten hæver sig en Estrade for det 90 Mand stærke
Orchester. Alt dette er overgydt med den Ødselhed af Klarhed og
Glands, som alene Gaslyset kan frembringe. Men nu kommer endnu det
Bedste. Gjennem en prægtig Colonnade seer man ud til en aaben,
luftig Have, med Aleer af blomstrende Orangetræer og Laurbærroser.
Den mørkeblaa lette Aftenhimmel hvælver sig her med sine kjølige
Dufte over den brogede Vrimmel, medens uhyre Bronzekandelabrer
sælsomt belyse de dunkle Orangetræer. I Baggrunden er en Terrasse,
hvor fire Springvand glimre og risle i Blomsterkurve. Mellem hver af
disse snoer sig en Slange af Bronze, som langs hele Terrassen udspyer
en Rad af Gasflammer. Muren ved Enden af Haven er atter beklædt med
Speile, og i disse gjentager sig den hele underfulde Scene i det
Uendelige. Det prægtigste Kaffehuus i Paris tilbyder ved Siden af
alle Slags Forfriskninger. Det er udsmykket i halv gothisk Stiil, og
en Række af Glasmalerier udbreder et sært Farveskjær ober
Marmorbordene og de moderne Gjæster.
Saaledes
er det Locale, hvor Hr. Musard giver sine Concerter. Og man maae
tilstaae, at Musikpræstationerne svare dertil. Her maa man vel ikke
vente sig en streng Gjennemførelse af visse Systemer, eller Anlæg
paa at forbedre Tilhørernes Smag, men et gjøglende, tordnende,
klagende, leende Potpourri i Toner af hele Paris's Liv. Hr. Musard
forstaaer til Fuldkommenhed den Kunst at overføre Dagens
Begivenheder og Tendentser i sine Qvadriller og Galoppader. Man
kommer i hans Concerter forat lade sig overstrømme af det samme
brusende Hav, hvori man daglig færdes, kun nu med blødere, varmere,
mere lutrede Bølger. Sine Halvfemsindstyve forskjellige Organer veed
han at faae til at samstemme, og hver efter sin Art udtale hans Idee.
Et Instrument manger her: den menneskelige Stemme. Men dette Savn
bliver afhjulpet paa en original Maade. Alle de Arier, hvormed den
berømte Tenor Duprez henrykker Publikum i den store Opera, blive her
gjentagne Trille for Trille paa «Cornet de piston» af Hr.
Forestier. Disse Toner svæve gjennem Salen, klokkerene og besjælede
som den levende Sang, men uden Ord, og med et mystisk Udtryk, som om
man kunde tænke sig en Stum synge. Det er nu blevet Mode i Paris at
efterligne Middelalderen i Meubler, i Klæder, i Huse. Dette greb
Musard, og man fik strax i hans Concerter et Nummer, kaldet
«Erindringer fra Middelalderen». Man hørte Tourneringens vilde og
ridderlige Larm, Troubadourernes Elskovssange og den hemmelige Rets
Piinsler, Klokkerne kaldte til Vesper, og inde i Kirkens dunkle Gange
lød Præsternes Messe over de Andægtige. – Dronningen af Englands
Kroningstid celebrerede Musard med en Qvadrille, som han kaldte
Victoria. Motivet til den var taget af «God save the King», men de
yndigste og lettese Dandsemelodier boltrede sig paa denne stolte
Sangs Grundlag.
Jeg
erindrer at jeg tilbragte min sidste Aften i Paris hos Musard.*** Det
var en deilig, mild Augustaften, med denne poetiske Klarhed, som den
tidlige Høst alene eier. Aldrig havde Orangeblomsterne duftet
sydligere, aldrig de gratieuse elegantklædte Pariserinder svævet
mig lettere forbi. Jeg var veemodig stemt, næsten som jeg skulde
forlade et Hjem. Og disse vare jo ogsaa de sidste Timer af de
mærkværdigste Dage i mit Liv. Jeg satte mig alene i en Krog paa
Terrassen, og saae igjennem det i Gaslyset blinkende Springvand, som
gjennem et Slør af Diamanter, paa den nedenfor bølgende Mængde.
Jeg tog i mit stille Sind Afsked med dem Alle. Pludselig ophørte den
livlige Talen og Mumlen i Forsamlingen, Hr. Musard steg fort og
alvorlig op paa sin Throne, og gav Signalet til et Nummer: «Echo paa
Jagten». Medens det egentlige Orchester med raske og stærke
Jægermarscher førte os gjennem den grønne Skov, svarede et fjernt
Chor af Valdhorn fra et skjult Galerie som Echo. Disse vilde,
eensomme Toner fra den dybe Skovnatur gjorde et underlig Indtryk da
de forvildede sig did i den elegante Parisersalon. Men mig forekom
det at hviske om Afskedens Savn og Længselen efter Hjemmet. Ovenpaa
dette Stykke skulde man have en larmende Qvadrille; men jeg vilde
medtage denne milde Stemning, og medens Alle endnu aandeløse lyttede
efetr Echoets sidste Hendøen, forlod jeg Salen og Concerts Musard
for stedse.
Ved den
tredie af disse Indretninger gaaer det endnu «tiefer ind Lens».
Concerterne i den tyrkiske Have paa Boulevard du Temple nærme sig
næsten til Folkeforlystelser.**** Orchestret, der anføres af Hr.
Jullien, en ganske ung Mand, befinder sig i en orientalsk Kiosk i
Midten av Haven. Der bruges alle Midler for at skaffe Musiken Indgang
hos Publikum. Skud, Trommer, Torden og Lynild, Illuminationer
accompagnere de strygende Fanfarer. Det Hele er ellers arrangeret med
megen Kunst og gjør den tilsigtede Virkning. Tilhørerne sidde deels
paa et Amphitheater i Baggrunden af Haven, deels rundt omkring ved
Borde i smaa Løvhytter, hvor der beværtes med Iis og Punsch. Da
Haven kun er adskilt fra den offentlige Gade ved en ganske lav Muur,
har hele Boulevardens Pøbel Concerten gratis. Man finder ogsaa
gratis paa den bestemte Tid om Aftenen det hele Rum foran Jardin Turc
propfuldt af disse pjaltede Gjæster, som staae ganske rolige og høre
paa Musiken, medens det Huus, hvorfra [Giuseppe Marco] Fieschis
Maskine gjorde sin Explosion, alvorligt seer paa dem fra den anden
Side af Gaden.
Saaledes
ere Valentinos og Julliens Concerter de to Yderpunkter, medens det
store Publikum følger Regjeringens Exempel, og holder sig til juste
milieu.
A. M.
Noter
Av Munchs
reisedagbøker (Nasjonalbiblioteket MS fol. 1560 D1) fremgår det at
han var en hyppig gjest ved Paris' konserter. Av reisedagboken fra
bryllupsreisen i 1846 (ibid. D2), får vi dessuten vite at han vendte
tilbake til Concerts Musard.
* Munch
besøkte ifølge reisedagboken Concerts St. Honoré første gang i
slutten av juni. Etablissementet, påpeker han,
«kommer ikke op mod Musards».
** Ifølge
reisedagboken besøkte Munch Concerts Musard første gang 19.6:
«Concert Musard. Et prægtigt
Locale, hvor Gaslyset ret udvikler sin feeagtige Klarhed. Et
Orchester af 80 Musikantere».
***
Reisedagboken inneholder denne dagen (19.8) følgende: «Concert
Musard. Proppfuldt. Violinspilleren Remy. Mesterligt. Et Jagtstykke.»
****
Reisedagboken (22.5) fremstiller Jardin Turc slik: «Skjøndt temmeligt kjøligt, var denne Have dog overordentlig deilig
om Aftenen, oplyst ved Gas. De ranke lysegrønne Træer saa
fremmedagtige, tropiske ud i den nye Belysning. Bosquetter med Næsler
rundtom. I Midten en tyrkisk Pavillon [...] besat med et godt
Orchester. Blomster og Vandspring omgive dem».
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar