Munchs biografi i "Udvalg af Norske Digtere og Forfattere" 1888

I 1888 utgav kirkehistorikeren Hallvard Gunleikson Heggtveit et «Udvalg af Norske Digtere og Forfattere med biografiske Skisser» til inntekt for Kristianias arbeidsløse. Andreas Munch er fyldig representert i utvalget, som innledes med en kortfattet biografi signert O. B.

Andreas Munch

(Af O. B.)

Andreas Munch hører til en anseet og begavet Slægt. Edvard Storm, Bestyrer af Efterslægtsskolen i Kjøbenhavn og velkjendt ved sine Digte (Sinklarsvisen, og nogle i gudbrandsdalsk Dialekt) var hans Bedstemoders kjødelige Broder. Hans Fader var Johan Storm Munch, der døde i 1832 som Biskop i Kristiansands Stift. Han var ogsaa Digter og ydede en forholdsvis ikke ubetydelig Tribut til den norske Literatur efter Adskillelsen fra Danmark. En Fætter af Andreas Munch var Peter Andreas Munch, der kanskje mere end nogen anden Nordmand gjorde sit Fødelands Navn kjendt og æret i hele Europa ved sin store Lærdom og sine talrige historiske og sproglige Arbeider.

Andreas Munch blev født i Kristiania den 19de Oktober 1811. Sine første Barneaar henlevede han dels i Sande i Jarlsberg, dels i Kristiania, hvor hans Fader 1817 blev Slotspræst. Da hans Fader nogle Aar senere blev Biskop, kom han, 12 Aar gammel, til Kristiansand. Han gjennemgik Byens Latinskole og blev 1830 dimitteret til Universitetet.

Der har vel aldrig været saadan dybtgaaende Bevægelse i den norske Studenterverden som i Trediveaarene, da Munchs Studietid falder. Det var denne Tid, at de, der enten var født efter Adskillelsen fra Danmark, eller som idetmindste havde været for smaa til at faa noget eget Indtryk af den gamle Tingenes Tilstand, begyndte at komme ind til Universitetet. Dette omfattedes af Folket med Kjærlighed og Høiagtelse, og det havde ved dets Oprettelse været Folket et Slags Pant paa Selsvtændighed. Ud over Landet var Forholdene omtrent som før; der var ikke Anledning til at iagttage og føle Forandringen. Anderledes var det i Hovedstaden. De unge Studenter var opfyldt af en begeistret Fædrelandskjærlighed; de følte sig som et frit og stærkt Folks Sønner, og idet de i sin Ungdoms Glød forvekslede Forhaabninger og Idealer med Virkeligheden, troede de, at intet var dem for høit, hvilket man forresten ikke kan undre sig over, naar man seer, hvad de ældre kunde skrive. Det var i denne Tid, at Wergelands «Skabelsen, Mennesket og Messias» og Welhavens «Norges Dæmring» udkom. I den literære Verden foranledigede disse Skrifter en bitter Strid, der udartede og i høi Grad blev personlig. Studentersamfundet, hvor Lederne fandtes, splittedes i to Flokker; den ene af disse med Welhaven i Spidsen traadte ud og dannede en egen Forening, som de kaldte «Forbundet». Til de gjenstaaende hørte H. Wergeland. Han vilde, at alt skulde være ægte norsk og arbeidede for, at man skulde frigjøre sig fra Udlandets Indflydelse og Paavirkning. Welhaven derimod mente, at hvis ikke Aandslivet skulde hemmes i sin Udvikling og udsættes for Ensidigheder, maatte man vedligeholde den gamle Forbindelse særlig med Danmark. Midt under denne Strid kom Andreas Munch ind i den akademiske Verden. Han begyndte at studere Retsvidenskab, men vistnok ikke med nogen synderlig Interesse. For ret at kunne forstaa Munchs Stilling til de stridende Parter maa man tage hans eiendommelige Karakter og Begavelse i Betragtning. Munch var fremfor noget andet Romantiker; som saadan kunde han nære levende Begeistring for sit Fædreland. Men netop paa Grund af sin Romantik følte han sig heller ikke helt tilfreds i sit Fødeland. I sine første Studenteraar delte han vistnok Wergelands Meninger og Ideer i mange Stykker; men saa kom han til at gjøre et Besøg i Danmark og faar Øinene op for dette Lands Literatur og Kunst, og nu bliver han tvivlraadig om, hvem der mest havde Retten paa sin Side af de to Partier. Alt det formløse og krasse, som fandtes hos Wergeland, denne Urkraft, der hverken vilde følge gamle Baner eller lade sig hindre af Skranker, stødte Munch langt bort. Han begyndte at nærme sig Welhaven, ved hvis Side ogsaa Fætteren P. A. Munch stod; men muligens fordi han ogsaa have Sympathier med Wergeland og vel ogsaa af andre Grunde, kom han ikke til at tage nogen aktiv Del i Striden. I denne Tid (1836) udkom Munchs første literære Arbeide, en Digtsamling, som han gav Navnet «Ephemererne» [sic]. Den blev modtaget med megen Velvilje; thi den var rig paa dyb og inderlig Følelse, paa samme Tid som Formen var fuldendt og smuk. Blandt denne Samlings Digte findes den bekjendte Fæædrelandssang: «Hvor i Verden jeg gaaer o. s. v.» Aaret efter (1837) udkom et Skuespil «Kong Sverres Ungdom». Han var imidlertid bleven ansat som Kopist i Finansdepartementet uden dog at være bleven juridisk Kandidat. Fra 1841–46 var han Redaktør af «Den Constitutionelle», og i dette Blad leverede han talrige Bidrag. En Redaktørs Stilling passede forresten ikke for en Mand med Munchs Karakter.

Imidlertid var han 1844 bleven gift med Charlotte Amalie Juul fra Kristiania og levede et saare lykkeligt Husliv. Da han ophørte med Redaktionen af «Den Constitutionelle» foretog han 1847–48 sammen med sin unge elskelige Hustru en Reise til Frankrig, Italien og Tyskland. At besøge disse Lande havde været et af hans Ungdoms høieste Ønsker, og det var med jublende Glæde han nu saa det opfyldt. Da han kom hjem, fik han i 1850 Ansættelse som Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Denne Stilling passede netop for ham; thi den levnede han rigelig Tid til literære Arbeider. Det er i disse Aar, at hans egentlige Glandsperiode falder. I Syden blev hans Aand modnet og styrket. Sine Indtryk meddelte han dels i «Billeder fra Nord og Syd», «Digte, gamle og nye» (1848) og «Nye Digte» (1850). I sidstnævnte Aar døde hans Hustru, som han elskede med sin Digternaturs hele Inderlighed og Varme. Smerten over det store Tab tolkede han gribende i Digtsamlingen «Sorg og Trøst» (1852), og der er vel neppe noget af hans Arbeider som kan sættes ved siden af denne Digtsamling. Her faar man see lige ind i Digterens Sjæl og Hjerte og lære at forstaa, at han er en Mand, der ikke staar i Række med den store Hob, men høit over den. Efterhaanden udkom i Femtiaarene talrige Arbeider af ham dels paa Vers og dels paa Prosa, dels i fortællende og dels i dramatisk Form. Her skal nævnes: «Digte og Fortællinger (1851) [sic], «Salomon de Caus» (1854), «En Aften paa Giske» (1855), «Lord William Russell» (1857). De vandt alle i sin Tid Anerkjendelse og blev meget læste, ligesom ogsaa flere af dem er oversatte paa fremmede Sprog. Af hans senere Arbeider kan nævnes: «Hertug Skule» (1864), «Eftersommer» (1867), «Moder og Søn» (1871), «Jesu Billede», «Kongedatterens Brudefart» og «Pigen fra Norge».

Paa Grund af Munchs Produktivitet og store Anseelse som Digter bevilgede Stortinget i 1860 en aarlig Sum af 400 Spd. til Oprettelse af en Docentpost for ham ved Universitetet. Han blev dog ikke forpligtet til at holde Forelæsninger. Dette var Begyndelsen til de senere «Digtergager». Da det saa i 1866 blev bestemt, at alle Universitetets Lærere skulde være Professorer, fik Munch ogsaa denne Titel. I 1865 blev Munch gift med Frøken Amalie Raben. Adoptivdatter af Lehngreve Raben. Han flyttede snart efter til Danmark, hvor han boede paa Lolland. Han fortsatte med sin digteriske Virksomhed lige til det sidste. I de senere Aar udgav han ogsaa flere smukke Oversættelse af fremmede Forfatteres Arbeider. Den 27de Juni 1884 døde han i Kjøbenhavn og blev efter sit eget Ønske begravet her i Kristiania.

Det er tidligere bemærket, at Munch var Romantiker. Han var af Wergelands og Welhavens samtidige en af de faa, som kan siges at have raget op ved Siden af disse. Senere, da vor Literatur kom ind i nye Baner ved Bjørnsons og Ibsens Optræden, blev Munch stillet i Skyggen, fordi hans Digtning ikke længere passede for Tiden. Det, Munch særligt har forstaaet at skildre, er Menneskehjertet i dets forsjellige Rørelser. Gjennem al hans Sang gaar der ogsaa en Higen efter det, som kunde give Harmoni i hans Sjæl; i den første Tid var Maalet væsentlig Sydens solbeskinnede, smilende Egne; men allerede dengang, hvad end stærkere traadte frem senere, søgte han Harmonien i de kristnes Haab. Han var en kristelig Digter.