Velkommen til Andreas Munch-selskapets nettsider!

Under og i de to menyene til høyre finnes våre fortløpende publiserte innlegg, kronologisk og etter emne. I menyen over har vi samlet noen utvalgte ressurser for samlere og andre Munch-intersserte. 

Andreas Munch-selskapet begynte sin tilværelse som en løst sammensatt forening hvis medlemmer delte en litterær, historisk og ikke minst bibliofil interesse for Andreas Munch og hans forfatterskap. Fra og med vinteren 2013 har selskapet vært åpent for støttemedlemmer, som mottar selskapets utgivelser og blir invitert til dets arrangementer. Det har vært selskapets hovedsakelige ambisjon å stå bak én årlig bokutgivelse. Til 200-årsjubileet for Munchs fødsel i 2011 la selskapet frem en samling av Munchs poesi, under tittelen Dikt i Utvalg. Ved samme anledning ble den danske billedhuggeren von Bissens marmorbyste av Andreas Munch – i sin tid en gave fra hans enke til Studentersamfundet – oppstilt i biblioteket på Chateau Neuf. Året etter kunne selskapet følge opp med en ny bok: Munchs inntil da ukjente og upubliserte skuespill Jøden, skrevet som innlegg i debatten om opphevelse av Jødeparagrafen. I august 2012 utgav Andreas Munch-selskapet – i et begrenset opplag – en illustrert oversikt over tidlige norske forlagsbind, i 2013 en kommentert utgave av Munchs roman Den Eensomme og i 2014 Munchs første, men hittil upubliserte diktsamling Til min Fader. 

Andreas Munch-selskapet kan kontakes på e-post: munchselskapet@gmail.com

Innehaveren av Antikvariat Norge, Espen Nævestad, har i en Facebook-post luftet noen interessante betraktninger over NS-forlaget Blix' språklig moderniserte utgave av Munchs historiske roman Piken fra Norge. De gjengis her med forfatterens tillatelse.

Antikvariatet tar igjen frem Piken fra Norge, en bok vi en gang tidligere har spekulert over. Den gangen lurte vi på hvorfor i all verden NS-forlaget Blix i 1944 valgte å gjenutgi gamle Andreas Munchs Pigen fra Norge fra 1861 på samnorsk og om de så noe mer i den enn en god historisk roman. Trolig gledet de seg over en parallell mellom samtiden og en episode 650 år tidligere, i 1300. Romanen forteller hvordan den avsatte lendmannen Audun Hugleiksson og et parti rundt ham alli...erte seg med Hansaen i Lübeck for å få satt kong Eirik Magnussons datter Margrete på tronen i Norge og Skottland. «Det er ikke med Håkon, men imot ham vegen vår går no,» som herr Auduns nærmeste allierte tidsriktig formulerer det. Audun Hugleiksson falt brått i unåde da Håkon 5. Magnusson overtok kongeverdigheten etter at hans politisk svake bror Eirik Magnusson døde i 1299. Margrete hadde, mente herr Audun, et bedre arvekrav enn hertug Håkon. Audun gjorde derfor felles sak med tyskerne for å få den rettmessige arvingen på tronen og gjenvinne egen makt. Historien om Margrete er tynt belagt, men ble forfektet av P.A. Munch, Andreas Munchs fetter. Hos P.A. var Margrete riktignok en falsk tronpretendent, hos Andreas en legitim.

Men så kaster antikvariatet alle hemninger og foreslår at boken også kan settes i forbindelse med Granskningskommisjonen av 1943, det offentlige utvalget som under ledelse av dr. Herman Harris Aall ble nedsatt av Quisling i oktober 1943 for å undersøke om regjeringen Nygaardsvold eller kong Haakon hadde fulgt «folkerettens regler for en nøytral stats rettigheter og forpliktelser» eller gjort underhåndsavtaler med England før 9. april. I den forbindelse ble også kongehusets arvefølge og dronning Mauds påståtte infertilitet undersøkt. Rykter visste å vite at kronprins Olav var barn av Mauds søster Victoria og en britisk offiser. Det ble påstått at det var derfor kommisjonsmedlemmet og republikaneren Knut Fiane, som hadde vært i Danmark for å samle bevis, ble likvidert utenfor Majorstuveien 18 i september 1944 og gjerningsmennene forsvant med dokumentmappen hans. Milorg-leder Jens Christian Hauge avviste historien som oppspinn. Blir man tvangsinnlagt hvis man påstår at Piken fra Norge var en del av NS’ offentlighetsarbeid for å undergrave kongefamiliens legitimitet og kan settes i forbindelse med granskningskommisjonens interesse for hvem som hadde vært i buksen på hvem? www.antikvariatnorge.no står når som helst til tjeneste med en tvilsom historie, gjerne der skrønen treffer vitenskapen.

Brev fra Munch til Jørgen Moe

Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling inneholder det meste av Andreas Munchs privatarkiv, som ble anskaffet i flere omganger fra hans datter Anna Elisabeth Munch i mellomkrigstiden. Men det finnes også spor etter Munch i en rekke andre arkiver. Brevsamling 282 inneholder således en liten rekke med brev fra Munch til Jørgen Moe. Her får vi vite bakgrunnen for Moes minnedikt over Munchs første kone Charlotte, utgitt i andreutgaven av Moes Digte (Christiania 1856), vi hører om en avlyst fjellreise i 1851, om forberedelsene til sønnens dåp, der Moe stod fadder, Munchs refleksjoner omkring sin egen diktning, og vi får innblikk i forholdet til barndomsbyen Kristiansand. Her finnes også et tidligere upublisert takkedikt fra Munch til Moe.

Boklansering 11. desember

Andreas Munch-selskapet inviterer til årsmøte og boklansering fredag den 11. desember kl 17-20 ved Oslo katedralskole, i Ullevålsveien 31. Årets bok er Slægten de tre Roser, et tidligere utrykt historisk drama om drapet på Knut Alvsson i 1502.

Utgivelsen føyer en ny brikke til hva vi vet om utviklingen av det historiske drama i Norge. Skuespillet gir dessuten et bidrag til forståelsen av hvordan Knut Alvsson ble etablert som nasjonal martyr, samtidig som det utgjør det første stadium i en kompleks tradering som ender i Ibsens Fru Inger til Østeraad. Munchs betydning for Ibsens forfatterskap har ikke vært ukjent, men denne innflytelsen er ikke tidligere sett i sammenheng med Slægten de tre Roser.


Selskapets medlem Ernst Bjerke har skrevet en innledende artikkel om Munchs innflydelse på Ibsens diktning, med spesielt henblikk på Fru Inger til Østeraad. Bjerke vil holde et foredrag over samme emne, kommentert av professor Vigdis Ystad, før det blir mottagelse i skolens historiske bibliotek. Her vil det samtidig bli anledning til å studere en utstilling av sentrale bøker av Munch og Ibsen.


Påmelding til munchselskapet@gmail.com.

Andreas Munch i Dag og tid

Andreas Munch-selskapets sekretær Andreas Snildal har skrevet om Munch i spalten "Forfattaren" i Dag og tid, der det stilles "store spørsmål om dei største".

Håkonshallen

Andreas Munch hadde en forkjærlighet for «riddertiden», som gav ham stoff til flere skuespill og noveller. De fysiske levningene av denne perioden interesserte ham også dypt, som minner fra Norges glansdager, eller som romantiske ruiner. Særlig synes han å ha interessert seg for Håkonshallen i Bergen, som frem til 1873 var i bruk som kornmagasin for garnisonen på Bergenhus. Det var i sin tid J. C. Dahl som hadde identifisert magsinbygningen som Håkon den gamles hall, og sammen med Lyder Sagen hadde han så tidlig som i 1841 gjort forsøk på å få hallen restaurert. Ti år senere, da Munch skrev den følgende teksten, var ennå intet skjedd. Restaureringen av Håkonshallen ble Fortidsminneforeningens første hovedoppgave, og først i 1895 var arbeidene endelig avsluttet.

Munch tar også for seg Håkonshallen i festspillet Kongehallen i Bergen, som ble oppført på Christiania teater i 1860, «i Anledning af Deres Majestæter Kong Carls og Dronning Louises Kroning, og ved Høisammes Nærværelse». I stykket møter vi tre unge sangere i Bergen, som drømmer seg tilbake til middelalderen. For deres øyne gjenoppstår så Håkons hoff i den gamle Kongehallen. «Ja, den kan nok rødme, den gmle Hal», utbryter Thormod, «af Blussel over sig selv i sin fornedrede Tilstand, af Uvillie mod Bergens By og Norges Folk, der har kunnet lade denne ærværdige Levning fra vort Fædrelands mægtigste Dage saaledes forfalde, forhutles, ja indrette til et Kornloft, hvor nu kun fugtigt Mørke og uhyggeligt Kryb herske der, hvor fordum Nordens mest glimrende Kongehof færdedes i tusind Kjerters Gands!» 

Kongehallen i Bergen 

A. Munch

[Idun. Et Blad for Literatur og Kunst. No. 7/1851]

Jeg var ifjor Sommer første Gang i Bergen. Behørig forberedt ved en stille, aandsopvækkende Fart gjennem det vidunderlige Hardanger, kom jeg til den ældgamle Konge- og Handelsstad. Jeg siger forberedt, thi ved at færdes paa disse blanke Fjorde, disse Norges Høisale med de himmelnære Fjeldvægge, de brusende Fosse, det grønnende og blomstrende Frugtbaand under de hvidskinnende Snebræer, var mit Sind først bleven mægtigt betaget og vakt af dets dunkle Dvale, og dernæst uafviseligt henvendt mod Oldtiden, mod den længstforsvundne Periode af vort Fædrelands Statsliv og Folkeliv, da dette dog engang i Sandhed, Storhed og Daadkraft svarede til de mægtige, storartede Naturscener, der nu, selv lig en eventyrlig Sagaverden, oplode sig for mit forbausee Blik. Til at vedligeholde og forøge denne ved de blotte Naturomgivelser fremkaldte Oldtidsstemning bidrog saa tillige de hele, levende Levninger af Oldfædrenes Sprog og Leveskik, jeg endnu forefandt hos den Menneskeslægt, som nu beboer de lave, græstækkede Stuer mellem Frugthaverne paa Fjordranden, under de vældige Fjeldhøider. Hvad Under da, at jeg, alt som jeg nærmede mig min Reises Maal, Bergen, blev bragt til Forventning om der at skulle finde de bedste Oldtidslevninger tilbage, i hin saa forunderligt afsondrede Stad, der havde været Kæmpelegemenets Hjerte og Oldtidslivets fuldeste Blomst. Ja, jeg tilstaaer det, jeg kom endog saavidt, at jeg næsten ikke formaaede at tænke mig Bergen som en moderne Virksomhedsby, men mere som den gamle Kongestad, der bag sine eensomme Fjelde maatte være heel opbevaret som et levende Minde om fordums Dages Glands og Storhed.

I denne Illusion blev jeg end mere bestyrket ved ikke at see et Spor af tiltagende Cultur eller forøget Færdsel, hvormeget jeg end nærmede mig Byen, Fjeldeensomheden gik lige ind paa den. Og da jeg nu endelig fra Høiderne ved Houkeland med Eet fik et Nedblik over Bergensdalen, Fjorden og den om Vaagen tæt sammentrængte anseelige Stad med dens mange Spiir og Taarne, dens Masteskov i Havnen, dens mægtige Kastel, Alt glimrende i Julisolens Middagsglands – da blev jeg i Sandhed dybt grebet og overrasket ved dette prægtige Skue, min Forventning syntes til det Sidste at ville gaae i Opfyldelse, denne Stad saae endnu herfra værdig nok ud til at have været Olaf Kyrres, Sverres, Haakon den Gamles Yndlingssæde. Ved Indkjørselen i Byen gik Naturligviis denne Illusion tabt, jeg kom fra Fortiden til Nutiden, fra det poetiske Fjernbillede til den prosaiske Virkelighed; Kongestaden forsvandt og Kjøbmandsbyen stod igjen alene. Men selv denne havde dog i al sin Travlhed og Hverdagslighed noget saa Fremmedartet og Eiendommeligt, bar et saa bestemt afsluttet Præg, et saa fast, nedarvet Ansigt, at dens Liv og Væsen vistnok til en anden Tid høilig vilde have interesseret mig, der kom fra Østlandets charakterløse Byer. Nu derimod var mit Sind bortvendt fra Dagslivets travle Færden og søgte hen mod Historiens Fred, mod Erindringens talende Eensomhed. Den Bolig, hvori jeg i Bergen var taget ind, skulde efter Navnet og Stedet netop have kunnet byde mig Saadant: den var nemlig paa Klosteret, som den Høide kaldes, hvorpaa det berømte Munkeliv Kloster fordum har staaet. Af Klosterets Herligheder er dog nu intet Andet tilbage, end hvad den evige Natur selv byder, hvad man ikke har kunnet faae bort, nemlig den herlige Udsigt fra denne Høide over Byen og dens Omegn – ellers ikke en Levning af Klosterets engang saa prægtige Bygninger, ikke Steen paa Steen af dets vældige Mure og Taarne, ikke mindste Spor af dets stille Korsgange, dets høithvælvede Capeller – kun moderne, hvidmalede Træhuse, deriblandt Byens første Hôtel, hvor der altsaa var Trafik nok. Her fandt jeg saaledes ikke hvad jeg stundede efter, men fra den anden Side af Vaagen, ved enden af den lange, hvide Pakhuusrække paa Tydskebryggen vinkede mig først Mariakirkens tvende Søstertaarne, saa Walkendorfs mægtige, nu til sin oprindelige Ædelhed restaurerede Taarn og endelig længst ude mod Vaagmundingen en colossal massiv Steenbygning, der, skjønt vanziret med et fælt Trætag og ellers forhutlet paa alle mulige Maader, dog endnu i sine grandiose Omrids og ved sine Antydninger til spidsbuede Vinduer røbede historisk Charakter. Det var den nuværende Magasinbygning, det var Haakon den Gamles Kongehal!

Jeg hastede da over til disse Mindesmærker, i Samling og Storhed vel de anseeligste, Norges Land eier efter Throndhjems Domkirke. Hvorledes jeg paa Mariakirkens skyggefulde Gravlund, under den skjønne Kirkes ærværdige Taarne og Portaler fandt helt det vemodigt-rolige Fortidsindtryk, min Sjæl lægtedes efter, kan jeg ikke nu dvæle ved; ellers kom jeg aldrig til den egentlige Gjenstand for disse Linier. Jeg maa til Kongsgaarden. Eller til Fæstningen, som den nu hedder. Her støde vi da først paa det saakaldte Walkendorfs Taarn eller rettere Kastel, som det nu ret er en Glæde at betragte, efterat det ved Militaircommandoens Omsorg er bleven befriet fra den vanzirende Træhætte, det ogsaa før havde paa, saaledes at Platformens Krenelering og lille Vagttaarn atter er kommet til Syne, medens de skjønne, buede Veegsteensvinduer og andre ornamenter ere blevne rensede for Overkalkning og ellers restaurerede. Det Indre, der benyttes til Arsenal, er vel endnu forbygget med Trælofter mellem Hvælvingerne, men derved er vel Intet at gjøre og heller ikke stort tabt, man maa være glad ved at denne skjønne Bygning nu dog saa fuldstændigt er gjengivet sin udvortes Anseelse.

At denne svære Donjon med de dobbelte Mure med Løngange mellem har udgjort en Deel af den gamle Kongsgaard er altfor iøinefaldende til at man ikke med Prof. Dahl skulde antage det, uanseet at det bærer Navn og Mærke efter Erik Rosenkrantz, af hvem det efter Abs. Pedersens Sigende skal ved skotske Bygmestere og Steenhuggere være opført mellem 1560–68; Nicolaysen i hans fortjenstfulde «Bidrag til Bergens ældre Topographie» (Langes Tidsskrift, 2den Aar.) holder sig rigtignok udelukkende til den sidste Autoritet, men kunne ikke begge Meninger sandsynligst forenes derhen, at Erik Rosenkrantz har istandsat og prydet den af ham forefundne Oldtidslevning? Thi den hele Bygnings massive Struktur synes dog aabenbart at tilhøre en ældre Tid, ligesom ogsaa de rundbuede Vinduer, med dere Zirater, ikke svare til det Epitaphium i Renaissancestiil, hvormed Facaden aabenbart senere er prydet.

Dog, det var ikke min Hensigt her at komme ind paa antikvariske Undersøgelser – lad os glæde os ved Taarnet, som det nu staaer, og idetmindste tilstaae, at det nu ser værdigt nok ud til i sin Tid at have bevogtet vore gamle, indfødte Kongers bolig. Saalangt var jeg altsaa kommet paa min Fortidsvandring, hidtil hilset af statelige og vel vedligeholdte Mindesmærker; nu skulde de nedslaaende Indtryk begynde. Midt imellem Castellet og den store Steenhal, eller om man heller vil bruge Fornedrelsens Udtryk, mellem Walkendorfs Taarn og Magasinbygningen, ligger den Deel af den gamle Kongsgaard, som nu er indrettet til Commandantbolig. Kun de favnetykke Graasteensmure røbe Oldtidsmaterialet; ellers er Alt noksaa peent indrettet og indpiint til et slet og ret moderne 2 Etages Huus, saa at alle Tidsmærker og al Charakteer paa det Ønskeligste ere forsvundne. Denne Deel af Kongsgaarden maa man saaledes opgive – den kan ikke restaureres, den maatte bygges om paany. Men dette er jo ikke tænkeligt, saaledes som slige Anliggender her staae; den afgiver en meget bekvem Bolig for Commandanten paa Bergenhuus foruden de fornødne Contorlocaler, og hvad behøver man saa mere?

Jeg skyndte mig derfor over Borggaarden forat komme til den førnævnte store, ældgamle Steenbygning, der ligger yderst mod Communen, og som med liden Opoffrelse kunde blive Bergens Solthed, men nu er dens Vanære. Det er nemlig denne Bygning, om hvilken det ved historisk-topographiske Undersøgelser (See Nicolaysens ovenciterede «Bidrag») tilfulde er beviist, at den er den samme Steenhal, som Hakon Hakonssøn lod opbygge mellem 1247 og 1261, og i hvilkeen han sidstsnævnte Aar holdt sin Søn Junker Magnus’s Bryllup med stor Pragt og Herlighed. Længere hen i Tiden benyttedes den til Samlingssted for Marias Gilde (hvoraf dens Navns «Marias Gildeskaale») og for Bergens Lagthing, i hvilken Egenskab den i Diplomer nævnes «Bredestuen». I Norges senere Forsmædelsesperiode, da saagodtsom alle Minder og Selvstændighedsmærker bleve dels nedbrudte og jevnede med Jorden af de danske Kirkebrydere; dels forglemte og forsømte af selve Landets Borgere, var Kongehallen saa heldig at komme under den sidste Rubrik – den blev ikke nedrevet – den var dog dertil ogsaa altfor fjeldfast bygget – den blev kun forglemt og forhutlet. Mag. Edvardsen, der beskrev Bergen i 1690, har dog endnu været vidende om Bygningens ædle Oprindelse, han siger nemlig om Slottet: «Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Hakon Hakonssøn». Men han blev nok alene med den Kundskab, lige indtil vore Dage. Han fortæller ellers videre, at Bygningen paa hans Tid almindeligt kaldtes Kirken, fordi man af de spidsbuede Vinduer antog at Salen havde været indrettet til saadant hellig Brug, og denne naive Tro har ogsaa Holberg efterskrevet. «Nu bruges den», vedbliver Edvardssen, «vel repareret (!) ovenpaa til et Magasin». Altsaa var Kongehallen allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede indviet til den værdige Bestemmelse, som den endnu den Dag i Dag indehaver, nemlig at være Kornloft for Fæstningens Garnison, som Dandsesal for Rotter og Mus.

Jeg besaae først den underste Deel af Bygningen. Her findes mægtige Hvælvinger afdelte i flere større og mindre Rum, i Sandhed en vældig Substruction for den ovenpaa hvilende Kongehal.

Et af disse hvælvede Rum, der ogsaa i Fortiden maa have været benyttet til kirkeligt Brug (formodentlig som Huuscapel), da man der har fundet Levninger af Alter og Vievandskar, er nylig gjengivet til Gudstjeneste, idet man der har indrettet en Slags Kirke for Slaverne paa Bergenhuus Fæstning. Vinduesaabningerne i denne underste Deel af Bygningen have været rundbuede og i skjønne Forhold; de ere nu næsten alle tilmurede eller forvanskede, dog i skarpe Omrids vedligeholdte paa den indre Side. Ingen Communication gaaer nu idetmindste fra disse Hvælvinger op til den store Hal; for at komme didop, maatte vi ud igjen til et usselt, rødmalet Træskuur, som er klinet op til Bygningens Endevæg mod Kommandantboligen. Her aabnedes en fæl Dør, og ad Noget, der saa ud som Substratet til en Steentrappe men nu hverken havde ordentlige Trin eller Afsatser, kravlede vi i det Indre af Skuret op til det skjønne runde Portal i byzantinsk Stil, gjennem hvis ædle Bue man før traadte ind i Kongehallen, nu kryber ind i Kornmagasinet. Dette med Udhugninger i Veegsteen rigt forzirede Portal er naturligviis nu overtrukket med et tykt Lag Kalk, men man kan dog skjelne Contourene derimellem. Her har Hovedindgangen til Hallen været; om den har staaet i Forbindelse med de øvrige Kongsgaardsbygninger, eller man er kommen dertil ad en Fritrappe, kan ikke nu saa let afgjøres. Da jeg gjennem en Laage i denne Port var kommen indenfor Helligdommen, slog en fugtig, skimlet Luft mig imøde, og jeg maatt famle mig frem i Halvmørke mellem de mange Kornbinger og Brædevægge, og opad Hønsetrapperne til de forskjellige Trælofter, hvormed Hallen nu er belemret. Først da jeg var blevet noget vant til Tusmørket derinde, og jeg havde krøbet tilstrækkelig ommkring i de forskjellige Afdelinger i Magasinet, blev det mig nogenlunde muligt at fatte Rummets mægtige Storhed, thi ingensteds kan man nu komme til et samlet Overblik deraf. Efter Prof. Dahls Slutning maatte Hallen rigelig kunne rumme 12 à 1500 Mennesker, og dette er vistnok endnu forlidet antaget. Kong Hakons Festhal vilde endnu, naar den blev renset, være den største Sal i hele Landet.

Jeg maatte vel betages af Smerte og Harme ved at see denne ædle Hal, ædel ved sine Forhold, sin Storhed og sine Minder, saaledes opfyldt med Træforbygning, som en Grube, saaledes bedækket med Smuds, Spindelvæv, Skimmel; men denne Smerte, denne Indignation steg om mulig endnu høiere, efterat jeg havde nøiere bemærket den barbariske Maade, hvorpaa de syv herlige spidsbuede Vinduer, der stod i Række langs Væggen ud mod Havnen, nu ere behandlede. Deres slanke Søiler og rige Rosetter ere dels tilmurede, dels overhuggede for at danne de smaae firkantede Luger, hvorigjennem det sparsomme Lys nu indlades. Buen i det midterste Vindue er aldeles slaaet ud, og derover er anbragt en uformelig Aabning med kran for at heise Kornet ind i Magasinet. Det er næsten ikke fatteligt, hvorledes saadant kan være skeet, man synes, at selv den raaeste Arbeider maatte have ømmet sig ved at forstyrre disse skjønne Former, disse fine Steenslyngninger. Men det er dog skeet, og man maa endog være glad ved at de ikke ere aldeles nedrevne, tilintetgjorte, som saamange andre Middelalderens Pragtbygninger, ganske i Nærheden her.

Tænker man sig nu denne Hal som den har været, alt Træskramleriet væk, det store, hele Bygningens Længde og Vidde optagende Rum, ryddeligt og frit; de syv høie, spidsbuede Vinduer indladende ligesaamange Strømme af farvet Lys og kastende sine frie Skyggetegninger henad Flisegulvet; de raae Steenvægge til en vis Høide behængt med kostbare, virkede Tapeter; det Hele bedækket med et luftigt rigt udskaaret Spærreloft, fra hvis Tverbjelker Faner og Trophæer vaie ned; – tænker man sig nu dette skjønne, festlige Rum opfyldt med Hakon Hakonssøns pragtfulde Hof, statelige Riddersmænd og skjønne Kvinder i dens Tids rige Dragter, gjenlydende af Sporeklirren, af Silkeraslen og af høvisk og skjemtefuld Tale; tænker man sig den gamle gjæve Konge, der bragte Norges Ry til de fjerneste Lande, beherskende Alt dette fra sit Høisæde i Baggrunden af Salen – da faaer man et Billede, der kan bringe Ens Hjerte til at svulme af Stolthed og Glæde, men som ogsaa kan fylde det med Ydmygelsens Bitterhed, naar man vender sig og seer hen til hvorledes den samme Hal nu er beskaffen.

Det er sandt, Hakon den Gamles Tider kunne vi ikke kalde tilbage, men vi kunne ære deres Minde som vort Fædrelands høieste Anseelsesperiode, vi kunne og burde med Kjærlighed vogte og bevare ethvert Monument fra denne stolte Tid, som en Skjæbne, der har været gunstigere end vor egen Forsømmelighed og Selvforglemmelse fortjente, endnu har ladet os beholde. Det kunde være nok med at vore Fædre med Rolighed have seet paa hvorledes, ganske i Nærheden af denne Kong Hakons Steenhal, den prægtige Apostelkirke, som hørte til Kongsgaarden, og som Hakon havde udsmykket, blev nedrevet og dens hugne Stene ført til Sleesvig for deraf at opbygge Gottorps Slot; hvorledes disse samme Fædre med samme Rolighed saae paa at Eske Bilde, Kirkebryderen, jevnede den lille Christkirke med Jorden, ikke langt derfra; ja at han endog lod nedrive den store, ærværdige Christkirke yderst paa Communen, et Tempel, der kappedes med Throndhjems Domkirke i Skjønhed og Pragt, hvor Hakon Hakonssønss høitidelige Kroning ved Cardinalen Wilhelm var foregaet og hvor Kongerne Harald Gille, Sigurd Haraldssøn, Magnus Erlingssøn, Sverre, Hakon Sverresøn, Hakon Hakonssøn m. Fl. laae begravne. Det kunde være nok med at disse hellige Bygninger med Kongernes Been nu ere henveirede, saa deres Spor ikke findes, man kunde paa dette Sted være met af Ødelæggelser og alvorligt bevæges til at redde og rense hvad der endnu staaer tilbage.

Og at dette med faae Opoffrelser kan skee er allerede erfaret med Rosenkrantztaarnet, og Prof. Dahl har jo alt forlængesiden, den Første, paaviist, hvor let dette ogsaa vilde kunne skee med Kongehallen. Det Hele bestaar mest i at tage bort. Noget mere blev der vel at sætte til ved Kongehallen, da ogsaa det Indre her maatte renses og restaureres, og et nyt Tag paalægges – Men Alt kunde dog bringes istand for nogle faae Tusinde Daler. Man skulde troe, at det rige Bergens Borgere med Glæde vilde samle sammen det Lidet, der skulde til for et saa localt-patriotisk Øimed, hvorved tillige deres Bye fik et Festivitetslocale, som et hidtil savner, og hvilket Festivitetslocale! – man skulde troe at Bergens Indvaanere, naar de først vare blevne gjort opmærksomme derpaa, ikke en Dag længere vilde kunde taale at see paa deres mishandlede Kongehal med dens blinde Øine, at de vilde skynde sig med at aabne dem igjen for Lys og Skjønhed , og rydde Hallen for Utøi – men dette maa nok ikke være saa let endda at faa bragt istand og skillinget sammen, kan man see, siden det nu er over et Decennium siden saa ivrige og formaaende Mænd som Prof. Dahl og Lyder Sagen bragte Tingen paa Bane, ja endog gav Tegninger og udstedte Subscriptionslister – og endnu staaer Hallen der i dens gamle Fornedrelse.

Nuvel, ville ikke Bergenserne selv antage sig dette ærefulde og nyttige Værk, kunne de taale, at en slig Forsmædelse overgaaer deres Bye, at lade et saadant Gjenoprettelsens Værk falde, saa maa Staten ikke taale det: Staten, Norges Rige, Hakons Rige har nu gjenvundet sin Selvstændighed, men ikke sin Glands, lad det tage i Agt hvad det endnu har tilbage fra sin Glandstid, og opretholde det!

Ialfald – kan ikke Hallen nu restaureres, lad den idetmindste ryddeliggjøres. Bedre en Ruin, aaben for Himlens Veir og Vinde end en saadan Forbygning og Forhutling, hvori den nu staaer nedkuet.

Persiflasje i Morgenbladet

Munchs pass for reisen sommeren 1838. NBO

Høsten 1838 ble Andreas Munch utsatt for det som dengang ble kalt persiflasje fra egne rekker. Hans hjemsendte reisedikt fra Paris ble stygt, men treffende karikert i Morgenbladet mens han fremdeles befant seg utenlands. Episoden berører noe vesentlig i spenningen mellom det romantiske og det realistiske, slik disse to idealene forenet seg i periodens poetiske realisme. Realismen kunne drives for langt, og uten et romantisk, poetisk element, mente man, kunne diktningen lett reduseres til platt og uvesentlig virkelighetsbeskrivelse. Hverdagens banale virkelighet var alltid tilstedeværende, og derfor måtte en kunstnerisk fremstilling av virkeligheten snarere søke å fremstille den i sin idealitet. Her sviktet ifølge kritikken Munchs reisedikt. Omplantet fra Paris til Christiania ble diktenes beskrivelser latterlige.   

Andreas Munch hadde besøkt København allerede før debuten med Ephemerer i november 1836 (Morgenbladet nevner ham blant reisende til København den 31. august). Samlingen inneholder en rekke reisedikt fra den danske hovedstaden. Men som sin første utenlandsreise regnet Munch selv reisen gjennom Frankrike og Tyskland sommeren og høsten 1838. Reisedagboken er bevart i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling (MS fol 1560 D1), og fra reisen sendte han hjem en rekke reisebrev og -dikt til Den Constitutionelle.

Munch og hans reisefelle Harald Ulrik Sverdrup, Johan Sverdrups bror, forlot Christiania den 22. april og seilte til London, der de tilbragte noen dager før de dro videre til Paris. Her gikk Munch nesten daglig i teateret og konsertene, og skrev hjem både om «Julifesten» og om «Concerter i Paris». I tillegg trykte Den Constitutionelle en rekke reisedikt under fellestittelen «Fra Paris». Den 16. august forlot reisefellene Frankrikes hovedstad og la veien videre til Strasbourg, Münster, Karlsruhe, Heidelberg og Mainz. I begynnelsen av september gjennomførte Munch den berømte Rhinfarten med dampskip, før han reiste videre over Köln, Göttingen og Magdeburg til Hamburg og videre hjem i slutten av måneden (Morgenbladet nevner ham som ankommet fra København den 30. september).

Diktene Munch sendte hjem fra Paris vakte en viss oppsikt i hans fravær. Han skrev om «Place de la Concorde», «Invalidernes Hotel», «Notre Dame de Paris», «Montmartre», «En Aften paa Boulevarden», «Den blinde ved Louvre», «Fontainebleau» og om «Vaudeville-Theatrets Brand». Noen av diktene ble siden samlet i Digte, gamle og nye (1848), men enkelte så aldri igjen dagens lys. Dette skyldes ikke minst de parodiene av Munchs dikt som ble rykket inn i Morgenbladet den 2. og 3. september under pseudonymet «9» Diktene var, ble det omhyggelig presisert, «nægtet Optagelse i Den Constitutionelle».

Med referanse til Munchs dikt om Vaudevilleteaterets brann og Fontainebleau, hvor Munch ser for seg Napoleon stige «ned ad Kjæmpetrappen», skrev den anonyme parodikeren stofer som disse:

Til Paris jeg aldrig reiser,

Mig forlokker ei dens Glands;

Hu! der gaaer den døde Keiser

I en Trap, der før var hans.

Der det skal dessuden hænde,

At Theatre gaae i Brand,

Medens Høkre ikke brænde:

Slige Ting mig ærgre kan.

Der Munch skrev om Invalidehotellet, skrev «9» om «Voldens Fattighus». Der Munch beskrev Concordeplassen, beskrev «9» Teaterplassen i Christiania:

Paa venstre Side Theatret staaer,

Hvori man spiller Comedie;

Mod Norden ligger en anden Gaard,

Mod Syden ligger en tredie.

Paa Pladsen staaer der en eenlig Stang,

Paa Stangen sidder en Lygte;

Den tænder Vægteren mangen Gang,

Naar Lyset for Mørket maa flygte.

Munchs beskrivelse av en aften på boulevarden blir hos «9» til «En Middag paa Gaden»:

Klokken er just, som jeg nævnte, To,

I Taarnet Vægteren snøvler;

Paa Gaden gaaer der Nogle i Sko,

Og Andre gaae der i Støvler.

Nogle gaae op og Andre gaae ned,

Og Nogle til Hjemmet vandre.

Stenene ligge paa Gaden i Fred

Saa temmelig nær ved hverandre.

Disse anonyme smedediktene førte i første rekke til et anonymt forsvar for Munch i Den Constitutionelle den 5. september. «Satiren er en farlig Gift», heter det, «og ikke Enhver, der har den til Raadighed, har Besindighed til at bruge den rigtigt». Innsenderen mente at «Persiflagen bliver stedse ubillig og uretfærdig, naar den antaster det virkelige Talent», og selv om «de velvillige Smaasager» Munch hadde send hjem fra Paris ikke «alene kunne hæve ham til Sæde hos Digterne», hadde hans tidligere arbeider bevist hans verdi som dikter.

Dette korte innlegget foranlediget en lang artikkel av Peter Jonas Collett den 10. september: «Om Parodien over Munchs Skizzer fra Paris». Collett gikk langt i forvare «9»s parodier på prinsipielt grunnlag. Han ville riktignok ikke «forsvare alle hans Bedrifter», men mente at «man kan skrive Parodier næsten over alle Ting, altsaa ogsaa over Munchs Digte, og jeg indseer ikke rettere, end at man gjør vel deri, naar man gjør det godt, og allermindst forstaaer jeg, at man behøver at genere sig i at hente sit Stof fra en Andens Verk». Følgelig mente han at «9» har «al Ret til at vise, hvor let slige Skizzer kunne dunste bort og blive til Intet, eller til noget fuldomment Comisk og Uvæsentlig». «9» hadde kommet med en vennlig advarsel til Munch. «Naar man gaaer ved Siden af En, og mærker at han af Distraction er nær ved at gaae ud i Grøften, griber man ham Tag i Armen og sier: vogt Dig, at Du ikke gaaer ud i Grøften!»

Dette innlegget av Collett er i og for seg bemerkelsesverdig, ikke minst fordi det var en offentlig hemmelighet at den som skjulte seg bak pseudonymet «9» ikke var noen annen enn Collett selv. I sin meget partiske lille bok Upartisk Betragtning af vor Litteratur (Christiania 1840) skriver patrioten Hans Ørn Blom om både Collett og Munch. Collett, som unektelig hadde både esprit og talent, hadde skuslet dette bort ved «aldeles lapsede Angreb paa Enhver, der er fremtraadt»:

«Han har spillet en bidsk Porthunds Rolle i Litteraturen, ved at gjøe og bide ad Enhver, som ikke har det cosmopolittiske Adgangstegn [ie. tilhører Intelligensen]. Undertiden har ikke engang et saadant hjulpet. A. Munch f. Ex., der dog øiensynlig er indskreven i de unge haabefulde Cosmpoliters Mandtalsliste, har ogsaa maattet holde fore. Ved denne Inconseqventse har Collett ikke alene generet Munch, men ogsaa sat den Constitutionelles Redaktion i en besynderlig Forlegenhed. Den har derved været sat i den Nødvendighed at prostituere sig, ved at udelukke hans træffende Parodier paa nogle munchske Digte, uagtet de fuldkommen svare til Parodiens Hensigt, som er at give en subjectiv Modsætning til et poetisk Product, medens den har optaget hans inhumane, og følgelig slette, Bemærkninger om Schwach og Wergeland».

Nyhetene om Colletts parodier nådde Munch i Hamburg den 19. september, og har etterlatt seg flere spor i reisedagboken. «Her er jeg da», skriver han. «Jeg kan mærke jeg nærmer mig Hjemmet. Ærgrelserne begynde – Ved at Møde B. i Alte Menagerie blev jeg underrettet om at man havde persifleret mine hjemsendte Sager. Nu vel, det er i sin Orden. Min Reise og mine Erindringer kan man dog nu ikke tage fra mig, om man kun tilintetgjør mit Navn in Publico». Neste dag var han hos skredderen om morgenen, og legger også til følgende bemerkning: «Hr. C[ollett]. har svoret min Undergang men jeg vil ikke længer nedtrædes uden Modstand». Om ettermiddagen kjøpte Munch billett til København. Derfra ville han «directe hjem, hjem til alle mine Ubehageligheder og Ydmygelser. Men enda skal det blive bedre eller aldeles briste. Jeg har sat mit hele Liv paa eet Kort, kommer det ikke ud, nu vel ... Nu har jeg faaet mit Ungdomsønske opfyldt; jeg har reist udenlands, og fundet en Skat af Erfaringer og Minder som opveier meget af det Nærværendes Usselhed». Disse er reisedagbokens siste ord.

Ernst Bjerke

Før debuten

Den siste tiden har Andreas Munch-selskapet hatt oppmerksomheten rettet mot Munchs tidligste diktning. Ved utgivelsen av den lille boken Til min Fader ifjor, bragte selskapet for lyset de tidligste kjente diktene fra Munchs hånd, skrevet i hans siste skole- og første studietid. Denne samlingen ble aldri offentliggjort i samtiden, og som Munchs bokdebut regnes derfor diktsamlingen Ephemerer, utgitt 8. november 1836. I avisen Den Constitutionelle, intelligenskretsens organ, skrev A. M. Schweigaard en lysende anmeldelse. Ved Ephemerer hadde Munch «deels retferdiggjort, deels forøget de Forhaabninger, som han forhen har vagt». Man skulle med andre ord to at Munch allerede var trådt frem for publikum som dikter.

Mens Til min Fader inneholder relativt umodne og tildels hjelpeløse forsøk, inneholder Ephemerer flere av Munchs beste og kjenteste dikt, som «Vandliljen», «Mit Fødeland» (Hvor i Verden jeg gaaer) og «Barnets første Sorg» (Den lille Lotte). Gapet mellom de to samlingene er åpenbart for enhver leser, men ytterst få dikt er kjent fra den mellomliggende perioden, som må betraktes som formativ for Munchs forfatterskap. I Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling finnes det enkelte diktmanuskripter fra denne tiden, men grundige undersøkelser i tidens avislitteratur har nå avdekket at ikke rent få dikt av Munch faktisk ble publisert før debuten med Ephemerer.

I sine Barndoms- og Ungdoms-Erindringer (1873, s. 190f) forteller Munch selv utførlig om sitt første trykte dikt. «Endnu medens de sidste Forberedelser til den vigtige Prøve [examen artium] stod paa, kom Efterretningerne om Juli-Revolutionen i Paris og vakte almindeligt Røre i vor stille Hovedstad. Denne store Begivenhed greb ogsaa mig dybt; jeg sværmede jo dengang paa Ungdommens Viis for Frihedens taagede Ideal. Især var det mig mærkværdigt, at jeg skulde see den gamle Lafayette, Frihedshelten fra Amerika og fra den franske Revolution i 1789, igjen optræde i vor Tid. Jeg skrev en Ode til ham, som jeg, naturligviis unavngiven, indsendte til Morgenbladet, der dengang kun var et lidet Kvartblad, og hvori mit vistnok særdeles umodne Produkt virkelig blev optaget. Jeg var ikke lidet stolt deraf og kunde ikke blive kjed af den Nydelse at læse mine Vers paa Tryk, skjøndt jeg til samme Tid bævede for, at man skulde opdage Forfatteren. Denne Frygt kunde jeg vel sparet mig, thi Ingen lagde videre Mærke til Digtet eller brød sig om, hvem der havde skrevet det».

På bakgrunn av dette skulle man tro at Munchs første trykte dikt var å finne i Morgenbladet på sensommeren 1830, altså midt i den perioden da Til min Fader ble til. Gjentatte undersøkelser har imidlertid ikke kunnet avdekke diktet i denne årgangen av avisen. I sitt Forfatter-Lexikon nevner også J. B. Halvorsen, med Munchs erindringer som kilde, at oden til Lafayette skal ha stått på trykk i 1830. Men da heller ikke han synes å ha funnet diktet, har han nøyd seg med å skrive at det stod på trykk i «et af Bladene».

Det er derfor en liten nyhet at Andreas Munch-selskapet nå kan bringe for lyset Andreas Munchs første trykte dikt: «La Fayette», som stod på trykk i Morgenbladet den 18. juni 1834. Det var nemlig ikke Julirevolusjonen som var foranledningen for Munchs første fremtreden som dikter – det var Lafayettes død fire år senere! Da han skrev sine erindringer, hadde Munch åpenbart selv forvekslet de to anledningene. I Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling (MS fol 1560 B1) ligger dessuten Munchs manuskript i diktet, tydelig datert 1834.

Nytelsen ved å lese sine egne dikt på trykk gav åpenbart mersmak. Og neste gang Munch sendte et dikt til Morgenbladet, var han blitt sikrere på sitt eget talent. Munchs minnedikt over «Skuespiller Carl Winsløw», som også er gjengitt i Digte og Fortællinger, ældre og nyere (1855), stod på trykk i Morgenbladet 29. oktober 1834, og er signert med det utvetydige A. M. Siden fulgte flere dikt under samme signatur i avisen:

A. M.: «Carlsdagen» (til Carl Johan), i Morgenbladet 30. januar 1835. Ikke senere opptrykt.

A. M.: «Frøken Hanna Hegermann» (minnedikt over Didrik Hegermanns datter), i Morgenbladet 14.2.1835. Ikke senere opptrykt.

A. M.: «F. U. Arneberg» (minnedikt), i Morgenbladet 23.7.1835. Opptrykt i Mindedigte (1877).

A. M.: «Parabel at læses af Oehlenschlægers Forhaanere», i Morgenbladet 29.8.1835. Ikke senere opptrykt.

A. M.: «Juleaften 1835», i Morgenbladet 24.12.1835. Opptrykt i Ephemerer (1836). 

I katalogen over Jonas Skougaards bibliotek (1973, bd. IV, s. 217) finnes et diktmanuskript av Munch, et minnedikt over Peter Erasmus Müller, vedlagt et brev til redaktøren av Kjøbenhavnsposten, A. P. Liunge, datert 21.9.1834. Det ser således ut til at Munch forsøkte å sette sine dikt på trykk også i Danmark alleredei 1834. Det har ennå ikke vært mulig å undersøke saken nærmere, og det er derfor uavklart om og når diktet eventuelt kom på trykk.

Under kongebesøket i 1835 arrangerte Studentersamfundet et fakkeltog til ære for kongen og dronningen. Det falt i den unge dikteren Andreas Munchs lod å skrive en sang for anledningen. Denne sangen er gjengitt i en beretning fra fakkeltoget i Morgenbladet 6. oktober 1835, men ble også utgitt som leilighetstrykk for deltagerne: Sang til Deres Majestæter Kongen og Dronningen ved Studenternes Fakkeltog den 4de October 1835. Christiania. Trykt i det Lundhske Bogtrykkeri af C. L. Roshauw. Dette leilighetstrykket må regnes som Munchs første separat trykte arbeid.

Ut året 1835 utgav Munch sine dikt i Morgenbladet. Den 1. februar 1836 utkom imidlertid første nummer av Intelligenskretsens egen avis Den Constitutionelle, og det ble nå naturlig for Munch å sende sine dikt hit for offentliggjøring. Det første stod på trykk i et supplement til avsien for den 15. mars 1836, med tittelen «Det nye Norge». For første gang signerte Munch med fullt navn: «A. Munch». Diktet ble senere på året opptrykt i Ephemerer.

I beretningen fra 17. mai-feiringen 1836 trykte Den Constitutionelle den 18. mai en anonym prolog fremsagt på teateret. I neste nummer er prologen, som «fremsagdes i Theateret om Aftenen af Hr. Skuespiller Jürgensen» og var forfattet «af Hr. Student A. Munch i Christiania», trykt på nytt på grunn av unøyaktigheter i gjengivelsen dagen før. Prologen ble også gjengitt i Morgenbladet 19. mai, og er siden trykt i Digte og Fortællinger, ældre og nyere (1855) med tittelen «Syttende Mai».

Det siste dikt Munch selv satte på trykk i Den Constitutionelle før bokdebuten var «Jernmasken (Hermed et Staalstik)», den 10. juli 1836. Diktet ble opptrykt i Ephemerer (1836), og tittelen skulle tyde på at stålstikket som ledsager det i boken, trykt i Karlsruhe, forelå ferdig allerede i juli.

Med dette har vi altså en oversikt over Munchs trykte dikt før utgivelsen av debutsamlingen den 8. november 1836. Munchs aller første publiserte dikt er «La Fayette» fra 1834, og det første han satt sine initialer under var «Skuespiller Carl Winsløw» senere samme år. Munchs første separat trykte arbeid var et leilighetstrykk til kongebesøket i oktober 1835, og hans første dikt under fullt navn var «Det nye Norge» i mars 1836.

Utover poesien har Munch også utgitt en novelle før eller rudt tiden for debuten med Ephemerer. I bladet Bien for 1836 finnes fortellingen «Det hollandske Huus, en Barndomserindring. Original Fortælling». Fortellingen tar utgangspunkt i Munch-familiens hus i Christiansand og dets historie.

Ernst Bjerke