Pius den Niende, del 1

Pius den Niende.

I

[Den norske Rigstidende nr. 302, 20.12.1847] 

Benedetta la santa bandiera

Che il vicario di Cristo inalzó!

«Velsignet det hellige Banner, som Christi Statholder har reist!» Dette Udraab, Slutningsstrophen i den Folkehymne til Paven som nu høres Nat og Dag i Rom og over hele Italien, kunne nu ogsaa vi Protestanter af Hjertets Grund istemme, uden derved at komme vor lutherske Samvittighed for nær. Hvo vilde vel for ikke saa lang Tid siden sagt det muligt eller endog tænkeligt, at den augsburgske Confesssions Bekjendere skulde av fuld Overbeviisning kunne hylde Paven, kunne med varmt Hjerte deeltage i Ønskerne for den Sags Fremme der forfægtes af Uhyret paa det nye Babylons Høie, af den livagtige Pave, den samme gruelige Antichrist mod hvilken vor store Reformator kjæmpede paa Liv og Død, og om hvilken det staaer skrevet i hans Cathechismus: «Hør mig du Pav, jeg være vil din Pestilents mens jeg er til, naar jeg er død skal du forgaae, saa siger Luther, var derpaa!» – Dog det Utrolige er skeet i disse sidste Tider: Røsten fra Vaticanet har atter vundet Styrke og Klarhed, saa den kan høres over den hele Jord; Pavens Navn har atter faaet Vægt og Betydning endogsaa udenfor den catholske Verden, og bæres med Kjærlighed og Ærbødighed paa Alles Læber; England, det pavehadende, catholikbrændende England har uagtet sine Parlamentsloves udtrykkelige Forbud nu sendt en Gesandt til den hellige Stol; fra Folkefrihedens, den nye Tids Forløber i det fjerne Amerika, fra hin unge, mægtige, forenede Republik er der kommen Venskabsgaver til Repræsentanten for den gamle Verdens ældste og mest conservative Fortidsinstitution – ja selv de Vantroes Behersker, Hovedet for de Christnes Arvefiender, Tyrkernes Sultan har ved Afsendinge lagt sin Hyldest for St. Petri Efterfølgers Fødder! Men det hele Under kommer af, eller rettere, det største Under af alle er, at ikke længer Obscurantismens eller Aandsundertrykkelsens dunkle Banner truer fra Engelsborgs Tinde og bevæger sine tunge Folder langsomt hid og did for den fra Fængslerne opstigende Gravluft, men at det er Oplysningens, Folkefrihedens og Nationaliteters Standart som der nu er opreist, og hvis lyse Folder let tør bølge i den nye Tids friske Luftstrømning. Det synes virkeligt som Rom ved at frembringe nye Livsyttringer i sit forældede Paveherredømme, der længst troedes indsvundet til en Skygge af sig selv, til et tomt Monument blant de mange andre paa fordums Vælde, nu atter har givet et Beviis paa den periodiske Fornyelseskraft, der trodser Tidernes Omvexlinger og med Rette giver denne Stad Navnet af den «evige». 

Thi medens de øvrige Verdenshovedstæder, der engang have spillet afgjørende Rolle i Menneskeslægtens Historie, ligesom er blevne udtømte af deres egen Storhed og efter deres Fald enten ere aldeles forsvundne af Jordens Overflade eller have vegeteret stille hen uden at kunne erhverve sig nogen virksom Part i de følgende Slægters almindelige Liv, har Rom alene, trods alle Ødelæggelser og Nedværdigelser, dog stedse vidst til nødvendige Epocher at tilegne sig Tidens Idee, og gjennem dens Udvikling at komme til en ny verdenshistorisk Betydning, uden dog derfor at give Slip paa sine gamle Minders Fred. Saaledes, da Rom efter sit keiserlige Verdensherredømmes Undergang var nedsunket i den dybeste Skjændsel, plyndret af Barbarer, dets Haller og Templer nedbrudte, dets Borgere sønderrivende sig selv indbyrdes medens de udenfra omringedes, ydmygedes, næsten tilintetgjorte af halvvilde Fremmede, da maatte man vel have troet at dets Tid var omme for stedse. Men medens det hvilede foragtet og halvglemt, voxede den christelige Æras Spire op blandt det Epheu som allerede bedækkede Ruinerne af dets antike Herlighed, og da det christelige Element tilstrækkeligt havde gjennemtrængt de gjærende Masser i Europa, var det i Rom at dets Personification hævede sig under den trekronede Tiara, der lyste som en aandelig Lede- og Himmelstjerne over hiin vilde Tids dunkle Folkehav; var det Rom der nu med Krumstaven som før med Sverdet samlede Europas Folkeslag knælende om sine Mure. Og da nu efter lange Tiders Forløb atter denne nye Typus for Romervældet var corrumperet, havde overskredet sin Grændse, udbredt Mørke istedetfor Lys og derfor atter af friskere nordiske Kræfter blev angrebet, svækket, latterliggjort, og kun endnu vaklende holdt sig i Syden som en der passende Pragtinstitution, da havde imidlertid Rom i al Stilhed af sine to Herlighedsepochers Levninger udviklet en ny Agens til at bringe Verden for sine Fødder, nemlig Skjønhedens og den christelige Kunsts høieste Blomstringsfylde. De store Mesteres ideale Kunstvirksomhed vendte alle Skjønhedsvenners Blik mod Rom og gjorde det atter til et Valfartssted, ikke til Knokkelreliqvier men til Kunstens evigskjønne og stedse levende Former. Rom blev en Høiskole for Kunsten i Europa. Dette Prærogativ har det vel for en Deel endnu, men det er kun paa Grund af de fra alle Perioder opsamlede Skatte; det egentlige, selvstændige Kunstliv i Rom er forlængesiden bortdødt. Imod vore Dage var atter en af hine Stilstandsperioder intraadt i Roms Historie, hvor det alene levede i det Forbigangne og nærede sig af sine dobbelte Mindeslag. Skimlede, middelalderske Institutioner, som i det øvrige moderne Europa vare længst forglemte, stode her ved Magt og havde selv overlevet den franske Revolutions Storme; Folket var med Flid holdt i den dybeste Uvidenhed og den mørkeste Overtro; alle Civilisationens nyeste Fremskridt med Villie udestængte, al Aands- eller Nationalitets-Opsving hos Folket tilbagekuet. Og saa rundt om Romerstaten alle det herlige Italiens øvrige Deele revne fra hinanden og kastede til Rov for Fremmede, dets Folk fordærvede, nedtrykte eller søvndyssede af slette Regjeringer; dets Fortid beskygget af Nutidens Skjændsel, dets Fremtidshaab lukket af ugjennemtrængelige Skyer. Hist og her forsøgte vel den med Fortvivlelsen kjæmpende Folkeaand enkelte Udbrud, men de vare adspedte og vilde, snart tilbagetrængte og kuns tjenende til at fylde Fængslerne med politiske Offere og Byerne med Mistænkte. Da slog atter den evige Stads Fornyelsestime; den fik atter sin Mission, vel ikke saa verdensomfattende som de foregaaende, men derfor ikke mindre betydningsfuld: Italiens, vor Verdensdeels skjønneste, rigeste, men mest nedværdigede Lands Regeneration, Oplysning og Nationaliseren. 

Fra det Italiens Midtpunct, hvor de største Brøst fandtes, skulde Reformationens og Opreisningens Stemme ogsaa opstaae, og det netop gjennom hiin hierarchiske Institution, der vel havde forladt sin oprindelige aandelige Bestemmelse og vendt sig mod Mørket, men nu gjennem sin eneste Repræsentant vilde vise, at det endnu kunde taale, ja optage og meddele det livsgivende Lys. Mange ville vel sige at det ikke er Paven men den verdslige Souverain, men Kirkestatens verdslige Behersker der har foretaget sig Emencipationens Verk, der er optraadt som Reformator i sit Land, og derved givet Stødet til andre italienske Stater, og at netop denne Regents Biegenskab som Pave vil lægge ham uovervindelige Hindringer i Veien for den endelige Udførelse af hans Reformplaner. Det kan være Noget i dette Sidste, men jeg holder mig dog overbeviist om, at det netop er denne Reformatorens Egenskab som geistlig Fyrste, der i Folkets Øine sanctionerer alle hans Forbedringer og Planer med et helligt Præg og derved styrker dem; jeg har seet at hans særegne Stillings Indflydelse som Fader (papa) gjør det muligt for ham med Mildhed og Kjærlighed at lede og styre den Folkebevægelse, han har opvakt, og som under en mindre faderlig Arm snart vilde taget ubændig Overhaand; jeg troer endelig at han som den catholske Kirkes Overhoved sender sine politiske Emacipationsdekreter som ligesaamange Troes-Buller endogsaa ud over Alperne, og derved maaskee uden selv at ville det, foraarsager at man blander vor Tids Friheds og Civilisations-Begreber sammen med de gamle religieuse Doctriner paa en Maade, der ikke har liden Indflydelse paa den catholske Religions mærkelige Opkomst og Udbredelse i de nyeste Tider. 

Pius den Niendes uventede Ophøielse paa den pavelige Throne er vistnok et af de synligste Tegn, hvormed Forsynet har grebet ind i menneskelige Begivenheder, for at ordne og løse dem efter sin høiere Villie. Tilstanden i den romerske Stat mod Slutingen af den forrige Pontificalregjering var saadan, at en voldsom Katastrophe syntes uundgaaelig om ganske kort Tid, senest naar Gregorius den Sextende afgik. Denne gamle bigotte Camalduensermunk sad eensom i sin Celle i Vaticanet, deelt mellem Bodsøvelser og hyppige Libationer af sin Yndlingsdrik, Orvoieto [sic] tilsat med Marsala, en herlig Viinblanding, der har faaet Navn efter ham. Fra sin Celle betragtede han Rom som et Kloster og vilde styre det som et saadant, ved at udelukke alt dagsmæssigt Lys derfra og nedkue alt friere Liv ved en dump, qvalmende Klosterluft. Med from Iver betænkte han sig derfor ikke paa til dette Øiemed at fylde Fængslerne med Landets bedste Ungdom, naar den havde forsøgt paa at aabne en Luge for det forbudne Lys, vaagede han med hellig Skræk for at de Djævelens Opfindelser, Journal- og Jernbanevæsenet, skulde faae Indpas i St. Petri Efterfølgeres Patrimonium. Romerne hadede ham meget, dog hans høie Alder og Svaghed gjorde at man udsatte med alvorlige Demonstrationer indtil efter hans Død, og imidlertid lod sig nøie med at udtømme sin Harme i de Sarcasmer og Øgenavnsvittigheder, hvorpaa den romerske Almue er saa riig. Men endnu mere hadet og tillige frygtet var Pavens Statssecretair og høire Haand, Cardinal Lambruschini, en fiin, machiavellistisk Statsmand, der brugte alle sine Kunster for at holde det raadne Bestaaende sammen, og tydeligt kunde skjønnes at ville bestræbe sig for ogsaa efter Gregorii Afgang at fortsætte det gamle Regimente, enten for sig selv eller for Andre. Neppe var derfor den pavelige Munk død i sin Celle, forladt af Alle og savnet af Ingen, før den dumpe Mumlen i Folket steg til lydelige Trusler, og det var at forudsee at et langt Conclave eller et upopulært Pavevalg – begge Dele under de forhaandenværende Omstændigheder saagodtsom uundgaaelige – vilde bringe Massens Gjæring til vildt og blodigt Udbrud, der høist sandsynligt ved at fremkalde voldsom Underkuelse for lang Tid vilde compromittere det unge Italiens Sag. Men Italiens gode Genius eller Forsynets høiere Viisdom havde en Udvei, og vidste at lede de blinde menneskers Hænder til at finde den, midt igjennem directe modvirkende Kræfter. Det i sit Væsen ultraconservative Cardinal-Collegium, hvis overveiende Majoritet bestaaer af ældgamle i Hierarchiets stiveste Former forstenede Individer, der ikke engang kunde fatte Muligheden af en friere Tingenes Orden, dette Collegium vælger, trods dets egen Natur, trods fremmede Hoffers herskesyge Indvirken, trods dets egne Coryphæers Rivaliseren (eller maskee netop derved) vælger efter knapt to Dages Conclave af sin Midte til Kirkens og Statens Overhoved Den, der var ubekjendt for Alle, og vel troedes mild, uskadelig og haandterlig for Alle, men som just traf sig at være den Eneste af Alle, der besad en Reformators Evne og Villie, den Eneste, hvis Sjæl var aabnet for den nye Tids Ideer, og som de aldrig i Verden vilde have valgt, dersom de havde havt en Anelse om hvad der boede i ham.

Kun een Gang tilforn er det hellige Collegium saaledes blevet overrasket af sin egen Gjerning, nemlig ved Sixtus den Femtes Valg, da den Nyvalgte pludselig kastede sine Krykker og reiste sig for de forskrækkede Fædre i hele sin knusende Kraft. Men Cardinal Montalto var en Intriguant; hiint Ophøielsens Moment var en Frugt af mange Aars Forstillelse og Rænker; Cardinal Mastai-Ferretti kom derimod rolig fra sit fjerne Dioces til Conclavet; uden Tanke om den Storhed der ventede ham. Derfor overvældede den ham ogsaa, da Scrutiniums Udfald blev aabenbaret; i samme Øieblik følte han hele Umaadeligheden af den Mission, der var ham paalagt, og han sank næsten i Afmagt. Men Bønnen styrkede ham, og han reiste sig, ikke som hiin Forgjænger med Seierstolthed og haanende Overmod, men med Ydmyghedens Fasthed og med Bevægelsens taarefulde Mildhed. Saaledes traadte han ud paa Qvirinalets Loggia og viste sig første Gang for det paa Pladsen forsamlede Folk. Og skjønt faa derude kjendte ham endog kun af Udseende, da han mod Cardinalernes sædvanlige Brug havde levet udenfor Rom, i sit Bispesæde, adopteredes han dog af Alle paa eengang med Folkemassens naturlige Instinct til at kjende dem der elske den, modtoges han dog nu af Alle paa Forhaand med den hjertelige Jubel, som siden hver Gang han viser sig offentligt er steget i Begeistringens Grader. Hans Udvortes, hans Holdning, hans Bevægelse vidnede for ham, det af Formskjønhed saa let paavirkede, barnlige Romerfolk optog ham strax i sin Kjærlighed. «Dio lo benedica lød det i Folkemassen fra Mund til Mund – quanto é bello, é giovanotto!» Dette sidste Tilnavn kunde forsaavidt have sin Grund, som de forhen næsten altid vare vante til at see Pavekronen vakle paa skjælvende Oldinghoveder, der ludede mod Graven, og her traadte dem nu imøde en anseelig, stærk Mansskikkelse, endnu i sin kraftige Alder, med et aabent, smukt Ansigt, hvis øvre Deel med de klare Øine næsten vilde have lyst formeget af Blidhed og Mildhed, hvis ikke dets nedre Deel igjen med det fine Træk om Munden og den brede Hage havde ladet ane at ogsaa skarp Forstand og fast Villie kunde beherske hiin uendelige Godhed. Saaledes indtagne af den nye Paves Personlighed, betænkte de romerske Patrioter sig ikke paa, uagtet de ikke kjendte ham, dog strax at forbinde alle deres Fremtidsdrømme med hans Navn. Og Udseendet skuffede dennegang ikke det romerske Folks Forventninger. Med hver Dag vidste man nu Noget at fortælle om Ord og Handlinger, der udgik fra Qvirinalet og vidnede om en friere Aand og en ny Tingenes Orden, skjønt endnu i al Stilhed. Det varede dog ikke længe før Pius den Niende ved Amnestidecretet gjorde det første aabenbare og decisive Skridt over paa Liberalismens Bane, derved traf Alles Hjerter og i deres uindskrænkede Kjærlighed og Tillid beredede sig den Grund for det forunderlige, fra Fyrsten udgaaende Revolutionsværk, som han siden uafladelig har fremmet. Jeg vil stedse henregne det til et af mit Livs bedste Tilskikkelser, at jeg kom til Rom just i de første Udviklingsdage af dette nye Forhold mellem Fyrste og Folk, om jeg saa maatte sige i dets Jomfruelighed; der var endnu nok tilbage af Roms gamle Maaneskinsnat til deri at kunne føre et Liv for Poesi og Erindring, medens paa den anden Side den nye Æras Morgenrøde allerede varmende brød frem, og kastede et festligt og oplivende Skjær over Dagslivets Gjenstande.

A. Munch.