Atter kan vi feire et Hundreaarsminde. Det er imorgen 100 Aar, siden Digteren Andreas Munch blev født. Og om hans Navn end ikke lyser med samme evige Glans som hans store Jevnaldrendes, giver Dagen dog Anledning til at mindes det gamle Ord:
Wer den Besten seiner Zeit genug gethan,
der hat gelebt für alle Zeiten.
Endnu er ikke den Slegt traadt helt tilbage i den historiske Baggrund, for hvem netop Andreas Munch var det hjemlige Digternavn, som straalede sterkest mellem Stjernene paa deres Ungdoms poetiske Himmel. Wergeland rykkedes bort fra sin Nation, medens hans endnu stod ved Indgangen til sin rette Manddomsalder; Welhaven forstummende føie Tid efter, at Skjæbnen ved dette Indgreb i hans Livskamp ryddede Valen for ham. Saaledes blev der paa det norske Parnass Plads tilovers i Forgrunden for den Trediemand, hvis Temperament hindrede ham i at tvinge sig til sit Publikums Opmerksomhed.
Men da saaledes omsider ogsaa hans Lys fik skinne, blev alle var den stille Glød af indre Varme, som netop var hans Betingelse for at gjøre sig gjeldende. Og Andreas Munch blev sin Samtids æsthetiske Heros paa hjemlig Grund.
Længe nød han ikke denne Lykke. Paany var Skjæbnegudinden paafærde. Et nyt ungt Digterpar stormede Scenen og gjorde det umuligt for den blide Lyriker at beholde Positionen fremst i Rampelyset alene. Og alene, slig laa nu engang Andreas Munchs Personlighed an, maatte hans Lys skinne for at funkle og tindre for Menneskenes Øine i saa snever en literær Verden, som det nu engang var ham beskaaret at blive sat ind i.
Mellem «Dæmringen»s to Koryfæer stod han længe tilovers – tilovers blev han ogsaa staaende, trods al sin imedens erhvervede Autoritet, mellem «Synnøve»s og «Hærmændene»s Forfattere, den nye store Dagnings Koryfæer. Saa tager Forholdet sig ud i historisk Lys for den Efterslegt, som alene kan overskue en forbigangen Situation under Indtrykket af et halvt Aarhundredes efterhvert nyindtrufne Oplevelser i Folkets aandelige Udviklingsgang. Men just under Tidsskiftets Fuldbyrdelse, da hele den righoldige Periode vi nu erkjender som den nærmeste Forudsætning for vor Tids nationale Selvtilfredshed, endnu laa dulgt i Fremtidens lukkede Bog, fornemmedes det selv af de vordende to Folkeførere, som om Sceptret i den norske Poesis Rige netop var i de rette Hænder hos ham, hvem vi idag paa hans Hundreaarsdag har liden Ret at skjænke sterkere Anerkjendelse end, at hans Navn vil leve for alle Tider, fordi han var sin Samtid nok.
Saavel Bjørnson som Ibsen har begge i sine Ungdomsaar ydet Andreas Munch ærbødig Hyldest som Datidens uomtvistet største norske Digter. Bjørnson i sin fortræffelige Debutartikkel som æsthetisk Medarbeider i «Morgenbladet» i 1854, Ibsen i den ikke mindre fortræffelige Kritik, han ved Juletid 1857 i «Illustreret Nyhedsblad» skrev over Opførelsen af Munchs Hovedverk som Dramatiker. Men faa Aar senere indtraf den frappante Tilfældighed, at Munch og Ibsen omtrent samtidig havde valgt samme Sagaskikelse til Helt for dramatisk Behandling, Skule Jarl, - og Ibsen vandt med sit Stykke den Popularitet, han siden stadig beholdt, medens Munch ved sit kom i Skade for at forspilde den, han hidindtil var Indehaver af.
Saa skede. For begges Vedkommende en endelig Skjæbnedom. Gamle Skule blev den Yngre til Opreisning, den Ældre til Fald.
-- Det kan ikke baade Digterens Stilling til vor Samtid, om vi ved en saa tilfældig Anledning som idag vilde gjøre os nærmere Rede for hans Liv og Virke i en kort Avisspalte. Fra vor Skolelærdom husker vi jo nok, at han var Søn af Biskop Johan Storm Munch i Kristiansand, og at han i sine yngre Aar var Kopist og Redaktør af «Den Constitutionelle», at hans romantiske Længsel mod det vidunderlige Italien gik i Opfyldelse, og at han i sin poetiske Blomstring nød den Paaskjønnelse, at Storthinget enstemmig bevilgede ham den første Digtergage (under Form af et Docentur, som snart efter gik over til et Professur). Om vi repeterer for os Titlerne paa hans Poesier og Skuespil, vi tager os saa alligevel ikke i Dagens Anlending Tid til at læse dem.
Men strax Navnet nu engang er revet ud af Glemslen, fører dets blotte Nævnelse os uvilkaarlig ind i Stemninger, som bringer det fineste af vor Ungdoms literære Indtryk op til frisk Bevidsthed. Vi griber os i at nynne «Der aander en tindrende Sommerluft». Og gjennem Brudefærdrhytmerne aabnes vort indre Øie paany for hint vemodigømme Landskab, som han har malet i de uforglemmelige Strofer, som intonerer:
Langt ind i Aasen er et stille Vand
Med høie, mørke, skovbegroede Kyster,
Hvor Fjeldet bader sine kolde Bryster,
Hvor Birken skjælver paa den tause Strand
Og sine gulde Blade langsomt ryster
Paa Vandet ned – kun saa den græde kan.
Chr[istopher]. Brinchmann.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar