A. Munchs Digterjubilæum

I forbindelse med Andreas Munchs dikterjubileum i 1880 bragte Aftenposten den 28. august samme år følgende artikkel om jubilanten. Teksten er delvis et opptrykk av P. Botten Hansens biografi i Illustreret Nyhedsblad nr. 2/1855.
 

Andreas Munch er født i Kristiania den 19de Oktober 1811. Faderen var den som Digter bekjendte og som Biskop over Kristiansands Stift i 1832 afdøde Johan Storm Munch, en Broder af Stiftsprovst Edvard Munch, Historikerens Fader. Moderen er Petronelle, f. Hofgaard. Efterat have gaaet paa Kristiansands lærde Skole, dimitteredes A. Munch i 1830 herfra til Universitetet, tog næste Aar Andenexamen og begyndte at studere Lovkyndighed. Dette Studium kunde imidlertid lidet stemme med hans Aandsretning, og derfor drev han det heller aldrig til nogen Embedsexamen. Omsider blev han Kopist i Finantsdepartementet, og opgav ganske hint Studium.

Munch behereskedes af hin for sande Digtertalenter eiendommelige Trang til at digte, hvilken havde ytret sig meget tidligt, idet han allerede under sin Skolegang i 1830 skrev Vers, og den er ogsaa let at spore i hans hele følgende Digterliv. De første Frugter af hans Muse var en liden Digtsamling, der under Titelen «Ephemerer» udkom paa Johan Dahls Forlag i 1836; og trods sine Mærker paa Umodenhed blev disse blide, sværmeriske og melankolske Ungsdomsdigte modtagne med Velvillie og Bifald. Derpaa fulgte næste Aar et længere lyrisk-episk Digt, «Sangerinden», og et treakters Drama, «Kong Sverres Ungdom», der var skrevet til Aabningen af det nye Theaters Forestillinger, men ved Opførelsen gjorde ringe Lykke. Nu udgav han intet særskilt tiltalende Arbeide før i 1840, da der fulgte en liden dramatisk Digtning med Titelen «Donna Clara, en Natscene», (der af H. Thaulow oversattes paa Tysk). Men imidlertid havde han (siden 1836) i Dagbladet «Den Konstitutionelle» [sic] leveret mange Digte og Føljetonsartikler; og under 11te September 1841 intraadte han ogsaa i Redaktionen af dette Blad, sammen med Carl Motzfeldt, og besørgede den siden, som Bladets Eier, alene, men maatte udtræde af Departementet. At en saadan Skribentvirksomhed var Munchs egentlige Kald aldeles imod, og at han kun ved Omstændighedernes Magt bragtes til at indlade sig paa den, har han selv indrømmet, paa samme Tid som han har ekjendt, at hans Udvikling derved fremmeders, forsaavidt han nødtes «ind i Tilstande, der gav ham et friere Blik paa Livet, end de blot lyriske Drømmerier til da havde kunnet bringe.»

De «Omstændigheders Magt», hvoraf Munch beherskedes, var de samme, som pleie at være Talentets almindelige Huskors, og som fremtræde i Skikkelse af dagligt Udkomme og undergrave dets indre Liv. Talenterne i Digtning og Kunst ere ikke «praktiske» og kunne derfor heller ikke fryde sig ved den «praktiske Virksomheds» Forrettigheder, et sorgfritt Udkomme. Opnaaes dette, saa man uforstyrret kan leve for sin Kunst, der det mest ved særegne Tilfælder, ved en lykkelig Skjæbne. Det hører til Undtagelserne. Imidleretid var Munch saa lykkelig omsider at kunne opofre sig ganske for sin kjæreste Syssel, Digtekunsten. Da han i 1844 var bleven gift med Charlotte A. Juul, en datter af en formuende Kjøbmand, behøvede han ikke at øde sine Evner til Journalistikens sporløse Virksomhed. Etterat han i 1846 havde udgivet «den Eensomme», en Sjælehistorie, drog han nogen Tid efter med sin unge Kone udenlands, besøgte Italien, og vendte derpaa tilbage for som Digter at udfolde en ny og rig Virksomhed. Denne begyndte i med de i 1848 udkomne «Digte, gamle og nye», der indeholdt ikke faa Stykker fra den sidste Tid foruden tidligere bekjendte Digte fra Tidsrummet efter 1837. Samlingen udkom i den mest bevægede Tid af hint Revolutionsaar, og derfor var det vel, at den ikke vakte nogen stor Opmærksomhed. Den erholdt imidlertid i Langes Tidsskrift en gunstig bedømmelse ved nu afdøde Prof. P. J. Collett. Da det kan være interessant at gjenkalde i Erindringen en saa smagfuld og skjønsom Kritikers Dom om Munchs Digtning paa et tidligere, skjønt allerede udviklet Stadium, ville vi hidsætte det mest Betegnende af hin Kritik. Efterat have bemærket, at man i Samlingen har Anledning til at se Digterens Udvikling gjennem et helt Decennium, siger han: «Og det er en glædelig Iagttagelse, at denne Udvikling bestaar i noget mere end i en større Færdighed i den Kunst at skrive Vers. Disse Digte staa kjendeligen over Mængden af de i «Ephemerer» indeholdte; ja de, der ere forfattede i Decenniets sidste Halvdel staa endog i det Hele over dem, der have sin Oprindelse ifra dets første Halvdel. Stoffet er sikrere opfattet, Stemningen dybere greben og Tanken stærkere fastholdt: Dilletantismens Periode er forlængst tilbagelagt, og en modnere Betragntning træder Læserten imøde.» Dernæst vedbliver han, utvivlsomt for at imødegaa den af H. J. Thue fremsatte Formening om Munchs Efterligning af fremmede Digtere:[*] «Det har oftere, om just ikke alltid paa Prent, været ytret, at Munchs Originalitet er underordnet, og at fremmede Toner undertiden klinge gjennem hans Strenge. Efter min Formening er denne Bemærkning ganske uretfærdig. Det er kun de epokegjørende Aander, der formaa at angive nye Grundtoner for Tidsalderens Følelser eller at gjengive sine egne Stemninger gjennem en Opfatning af Fænomenerne, der skjønt individuel, dog griber Alle ved Dybde eller Skjønhed. Skulde man sætte sine Fordringer til Originaliteten saa høit, vilde den store Skare af Digtere reduceres til Efterlignere. Men til Lykke for Digterne ere de Synsvinkler, hvorunder et Fænomen kan betragtes, uendelig mange, og Fænomenet selv er ikke det samme i de vexlende Tider. Ogsaa den fortjener at kaldes original, som, hvorvel han bevæger sig i en Sfære af Ideer og Synsmaader, der ligge os nærmere, dog gjennemkrydser det poetiske Stof i sine egne Linier, og opfatter Udenverdenen umiddelbart og oprindelig nok til at kunne gjengive Billederne uden at fortabe sig i Erindringen om andre Digteres Syner. Men det vilde være en Urimelighed at frakjende Munch en saadan selvstendig Opfatning. En ham eiendommelig Aand mangler ikke i noget af hans Digte, navnligen ikke i dem, hvori han skildrer Stemninger, det være nu i det sjelelige Liv eller i Naturen; og dette er ingen ringe Ros for en Forfatter, der er saa manerfri som Munch. Der ligger tvert imod efter min Formening en større Magt i hans eiendommelighed, end man ved første Øiekast vil tro; jo længer man stirrer ind i hans poetiske Slot, jo tydeligere opdager man Trækkene i hans Musas Ansigt.

«Munch forstaar især at gribe de poetiske Stemninger i den Kreds af Forholde, som ligge det menneskelige Hjerte nærmest, og at give dem Mæle i et varmt, undertiden næsten ømt Sprog, som drager sig smukt og farverigt over Tanken, og som runder den, hvor den mangler noget i Fylde. Uden den sikre Reflexion, der betegner Welhaven, ved han dog ofte paa en naturlig Maade at afvinde Stoffet en skjøn, moralsk Betragtning, og at drage Symbolet ud af Tilsyneladelsen. En vis primitiv Friskhed, der f. Ex. i Christian Winthers Digte er saa tiltrækkende, savner man vistnok; men Læseren stødes dog aldrig ved noget Mat eller Trivielt; hvortil kommer, at han undertiden erstatter Mangelen paa Humor ved en original, bitteralvorlig, for ei at sige grætten Fortrydelse over Begivenhederne, der er af megen Effekt». Dernæst bemærker han, «at det er de egentlige Stemningsdigte, hvori Munchs Aand renst aaabenbarer sig», og at Samlingens bedste Digte høre hid og udmærke sig ved en Inderlighed i Følelsen og Renhed i Opfatningen, der virker mildt paa Læserens Gemyt.

Længselen efter Syden fik Munch tilfredsstillet 1846 under en nydelsesrig Reise i Frankrig, Italien og Tyskland sammen med sin unge Hustru, hvem han havde ægtet to Aar forinden. I Erkjendelse af, at han havde et andet Kald at røgte end det, der var tilfaldet ham – Redaktionen af «den Constitutionelle» – opgav han denne Virksomhed for at kunne følge sin Yndlingslyst og se sin Ungdomsdrøm opfyldt, og Udfaldet viste, at han havde bedømt sig selv og sin Stilling rigtig. Hjemkomsten fra denne Reise, der havde fyldt hans Sjæl med Indtryk og klaret hans Opfattelse af hans Evners Omfang, omsatte han i Hjemmets rolige Lykke sit Livs vexlende Stemninger i poetisk Form og indtog sin Plads blandt Norges bedste Forfattere ved «Digte, gamle og ny [sic]» og «Billeder fra Nord og Syd», der begge udkom samme Aar (1848) og i Forening med de «Nye Digte» (1850) betegne Høidepunktet af Munchs Digtning.

Skal denne i Korthed karakteriseres, da fæster Øiet sig, som P. Hansen siger i sin Anthologi, først og fremmest paa Digterens Hovedevne: den dybe, rene og varme Følelse. I denne bunde hans Feil som hans Forrtrin; hvor den endnu flyver hjemløs omkring mod de ubestemte Længsler, der blive dens Omrids taagede og dens Udtryk klynkende som i flere af Munchs tidligere Digte; hvor den ved sit Maal og møder sin Gjenstand, der omfatter den den med en mild og kvægende Varme, som udgaar fra Digterens inderste Natur, og der udtaler den sig i et ædelbaarent og oprindelig Sprog, et fint og træffende Udtryk for Stemningen. Hvis man ikke vil misforstaa Ordet, kan Munchs Digternatur betegnes som en kvindelig Natur; den har Kvindehjertets Medfølelse med alt, hvad der lider og sørger, den har Kvindens dybe Forstaaelse af Naturlivets elegiske Side, den har det fine melankolske Slør, som saa ofte er draget over et kvindelig Aasyn, og som en raa Betragtning strax er rede til at stemple som «Sygelighed». Skjønnest aabenbare disse Egenskaber ved Munchs Poesi sig i de senest skrevne af «Digte, gamle og nye» og i de «Nye Digte» saa vel som i den ypperlige Romancecyklus «Kongedatterens Brudefærd», ligesom i det Hele taget Munchs lyriske Begavelse i Romancen har fundet en Form, der slutter godt om den. Mere tilbagetrukne virke de i den fortræffelige Samling «Billeder fra Nord og Syd», hvis Prosaform har fremkaldt en høiere Grad af Objektivisering, end der ellers er Munch eiendommeligt.

Beviset for, i hvor stærk en Grad Munchs Natur var anlagt for den elegiske Digtning, maatte desværre ydes af Digteren paa Menneskets Bekostning. Efter 6 Aars ufordunklede ægteskabelige Lykke blev hans elskelige Hustru kaldt bort fra hans Side den 20de April 1850. Slaget ramte Munch med knusende Vegt, og først langsomt formaaede han at reise sig igjen, og han formaaede det kun ved Poesiens Hjælp. Hans Klage og Kamp, hans Erindring og hans Haab formede sig til Poesi i den vidt bekjendte Digtsamling «Sorg og Trøst», der udkom 1852 og i kort Tid oplevede mange Oplag. Digteren aabner sit Bryst for Læseren og lader ham være Vidne til Fortvivlensens Forvandling gjennem Kamp til Erindring og Forsoning; han lader ham se Fibrene skjælve i Lidelsen, men han lader ham ogsaa se Mildhedens Aand hvile over den Valplads, hvor saa mange og svære Kampe ere kjæmpede. Og uagtet disse Kampe ere ren personlige, lutres de gjennem Digtningen til en Almengyldighed, der ikke har forfeilet sin Virkning paa noget sørgende Sind og bedre end alle andre Beviser hævder Munchs sande Digterbegavelse.

Som for at vinde Fasthed lige overfor den dragende Magt, Sorgen har over Alle og stærkere end hos de fleste over en Natur som Munchs, vendte han sig i de nærmest paafølgende Aar mod den Digtart, der stærkest tager alle Aandens Evner fangen, den dranatiske. I Aarene fra 1854 til 1856 skrev han «Salomon

de Caus», «Lord William Russel», «En Aften paa Giske» og 1864 «Hertug Skule» samt 1860 det lille Leilighedstrykte «Kongehallen i Bergen». Til Trods for den lykke, flere af disse Arbeider havde gjort ved den sceniske Opførelse, maa de dog siges at falde udenfor det Felt, hvorpaa Munch har sin egentlige Plads. Thi som hans Digtereiendommelighed har de ædle Sider af den kvindelige Natur, saaledes har den ogsaa dens Mangler og savner fornemmelig det sikkert sondrende Blik, for hvilket de menneskelige Karakterers mangfoldige Sammensætninger afsløre sig; medens Munch i sin dramatiske Digtning aabenbarer den samme elskelige Personlighed som i sin lyriske, og medens hans dramatiske Teknik ofte er kyndig og velberegnet, ere de optrædende Karakterer for usamensatte, for paradigmatiske til at deres Samvirken kan tilveiebringe nogen i dybere Forstand dramatisk Konflikt.

Samtidig med den dramatiske Produktion har Munch dog ogsaa sin lyriske; 1861 udkom «Nyere Digte» og 1865 «Jesu Billede». I disse Arbeider, men navnlig i «Eftersommer», (1867) kunne vi finde Vidnesbyrdene om, at Digterens Sjæl har fundet Lægedom for de Saar, der have martret den, og at der blomstrer et «Nyt Liv» i den. 1874 udgav han det selvbiografiske Brudstykke «Barndoms- og Ungdomsminder».

A. Munch blev i 1850 Amanuensis ved Universitets-Bibliotheket, hvilken Plads han indehavde i nogle Aar. I 1866 udnævntes han til extr. Professor. Han er Ridder af St. Olfsordenen, Nordstjerneordenen med Brillanter og Indehaver af Medaljen memoria pignus, som han af Kong Oscar I. erholdt for Texten til «Norsk Bondeliv», og af Oscar II.s Belønningsmedalje. I 1866 blev han gift 2den Gang, nemlig med en Datter af den danske Lehnsgreve Raben.

[* Thue fremsetter sin kritikk av Munch i sin Læsebog i Modersmaalet (1846, s. 598): «En let velklingende Versification, en elegant Afrundethed i Udtrykket og en mild melankolsk Følelse, der dog ikke sjelden faar et Anstrøg af sygelig Sentimentalitet, karakterisere hans lyriske Digte, der imidlertid undertiden ere noget matte og eensformige, ligesom de i det Hele taget i Udtryk og Tone vel meget røbe Reminiscentser af fremmede, især danske, Forbilleder.»]