Brev fra Munch til Jørgen Moe

Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling inneholder det meste av Andreas Munchs privatarkiv, som ble anskaffet i flere omganger fra hans datter Anna Elisabeth Munch i mellomkrigstiden. Men det finnes også spor etter Munch i en rekke andre arkiver. Brevsamling 282 inneholder således en liten rekke med brev fra Munch til Jørgen Moe. Her får vi vite bakgrunnen for Moes minnedikt over Munchs første kone Charlotte, utgitt i andreutgaven av Moes Digte (Christiania 1856), vi hører om en avlyst fjellreise i 1851, om forberedelsene til sønnens dåp, der Moe stod fadder, Munchs refleksjoner omkring sin egen diktning, og vi får innblikk i forholdet til barndomsbyen Kristiansand. Her finnes også et tidligere upublisert takkedikt fra Munch til Moe.



[A]

S. T. Hr. Jørg. Moe

Hvis De ingen anden Bestemmelse har for Aftenen, vil De da ikke see ind til os? [Hans] Gude har lovet at besøge os i aften.

Tirsdag 10 April 49

Deres A. Munch

[B]

Bedste Hr Moe

Sidst da jeg var hos dem sagde jeg at jeg havde Noget paa Hjertet – jeg kunde da ikke komme frem dermed, jeg kan heller ikke mundtlig – men De skal dog høre det – jeg veed De ikke vil misforstaae mig. Søndag den 20de April, Paaskedag, er min Charlottes Dødsdag – nu har jeg sat mig i Hovedet at det vilde lindre min Smerte den Dag om jeg og Andre da saae at hun endnu ikke var glemt af de Levende. Der har ikke staaet noget Digt om hendes Død undtagen Welhavens Gravsang, som var holdt i det Almindellige – jeg veed De især vilde gjort det, dersom De da havde været frisk og tilstede – er det nu ubeskedent af mig om jeg henstiller til Dem dette Ønske, om De havde et Par Mindevers at erindre hende med hvis Værd De saa fuldelig forstod og erkjendte? – Selv kan jeg ikke skrive over hende, jeg som dog har skrevet saamange Gravvers – hvis De vilde, saa gjør De det – jeg veed som sagt at De ikke misforstaaer – at jeg trykt [sic] kan yttre for Dem dette mit Hjertes maaskee Barnagtige Ønske – Betragt det som ikke sagt, hvis De ikke skulde føle Kald og Lyst til at opfylde det – lad det være mellem os – eller ikke engang mellem os, thi jeg vil intet Svar have – gjør De det, saa er det godt – gjør De det ikke, saa er det ogsaa godt, saa veed jeg at Villien har været der, men ikke Leiligheden. Nævn ikke et Ord om denne Sag til mig – lad som Intet var sagt – jeg undseer mig ved at have spurgt det, men jeg maatte det dog!

14 April 51

Deres

A. Munch

[C]

24 April 1851.

Til Jørgen Moe!

Tak, ædle Ven, for Deres Mindekvad!
Det faldt som Balsam paa min Hjertesvunde,
Det bragte Ordet, jeg ei finde kunde
Alt hvad jeg længted’ og alt hvad jeg bad.

I Deres Sang Hun atter for mig sad
Og løfted’ mig fra Dødens dybe Grunde
Og viste mig de Mindets, Haabets Lunde
Hvor jeg kan vandre stille, freidig, glad.

Det har vi dog, vi Børn af Sangerstanden,
Igjen for alt det Tryk, os Verden gav –
At vi kan røre Harpen for hinanden.

Det har vi Begge gjort. Min Tak nu hav!
Saa lindred’ Intet end mig Smertesbranden
Som Deres Foraars Kvad paa Hendes Grav.

A. Munch

[D]

Kjære Moe

Paa Løverdag den 31te ds. Kl. 1 ½ er det nu bestemt at min lille Dreng skal i Kirken [for å døpes]. Kunde De efter Løfte til den Tid møde der? – Efter Handlingen i Kirken haaber jeg De hjemme hos mig med de øvrige Faddere deltager i en liden Frokost. –

29 Mai 51

Deres

A. Munch

[E]

Kjære Moe

Jeg glemte igaar i den Hurlumhei nede i Comitteemødet at sige Dem at min lille Drengs Daab er udsat til Løverdag den 31, Kl. 2, hvis De da kunde være tilstede derved, skulde det glæde mig, og trøste mig paa eengang. – Er de hjemme i Eftermiddag? Jeg vil gjerne tale med Dem om de fortrædelige Sange til Festen – hvis De ikke har noget derimod vilde jeg gjerne bytte med Dem, saaledes at De tog Velkomstsangen ved Ankomsten, jeg ved Sexaen Dagen efter. Egentlig skulde jeg have havt Welhaven […] for de faldne Krigere, det havde passet bedst for min Stemning, men han bemægtiger sig Alt først. Jeg har forberedt mig paa at skrive 2 Sange, den anden faaer De bestemme som det synes Dem bedst, helst vilde jeg For Kunsten, hvis en saadan behøves, eller Afskedssangen. – Jeg kommer i Eftermiddag Kl 4, hvis De da er hjemme.

Deres

A. Munch

[F]

Christiania den 11 Juli 51

Kjære Moe

I et Par Ord maa jeg dog underrette Dem om at jeg desværre har måttet opgive Planen om at møde Dem i Romsdalen; min Tid er for knap til nu at kunne foretage en alvorlig Fjeldreise og jeg vilde dog ikke reise saa langt op uden tillige at komme til Trondhjem, desuden har Veiret her i det sidste lige været saa frygteligt, ja rigtigt novemberagtigt at en Udsigt til saadanne Dage mellem Fjeldene alene ikke var synderlig indbydende. Jeg maa altsaa dette Aar indskrænke mig til at foretage en lille Kystreise bort til mit Barndomssted Christiansand, hvis venlige Erindringer jeg har sat mig i Hovedet ville være mig en lægende Modsætning til de bittre, som her paa alle Kanter omgive mig, saa at jeg føler mig udestængt fra Naturen. – Jeg haaber at De nordenfjelds har undgaaet det gyselige Climat, hvorunder vi her lide, ellers vilde Deres Reise ikke være meget behagelig, thi der maatte De vel have Sne naar vi her have sneeblandet Regn midt i Juli. Jeg beder at hilse Welhaven særdeles fra mig, naar de kommer til Molde. – Deres Brev fra Hedemarken har jeg modtaget, og Sangen til Borgerskolen er besørget. Jeg maa bryde af da jeg skal ned paa Bibliotheket [ie. Universitetsbiblioteket], Flytningen gaaer nu for sig i Hui og Hast – det er neppe jeg kan komme bort en 8 Dages Tid, thi nu har dog endelig [Fr. Wilh.] Keyser af Omstrændighederne drevet maattet benytte min Hjelp mere end før. -

Lykkelig og frugtbar Reise i Trøndelagen! – og kom snart tilbage, her er ikke mange Mennesker at finde i Byen nu, idetmindste ikke for mig.

Deres

A. Munch

[G]

S. T. Hr. resid. Capellan Jørgen Moe.

Vil De gjøre mig den Glæde at deltage i et lille Vennemaaltid hos mig i morgen (Løverdag) Middag, Kl. 3 ½? Svar udbedes.

13 Mai 53.

Deres

A. Munch

[H]

Kjøbenhavn 19 Januar 1878
Kronprindsessegade 18, 2 Sal

Kjære gamle Ven

Fornylig modtog jeg gjennem Boghandler Cammermeyer et smukt indbundet Exemplar af Deres samlede Skrifter, uden Paaskrift, men jeg maa antage det kom fra Dem selv eller efter Deres Ordre. Hvorledes det end forholder sig, vil jeg sende Dem min Tak for disse Bøger, hvis Indhold har vakt saamange gode gamle Minder hos mig, fra den Tid, vi virkede sammen til Opbyggelsen af vort Fædrelands Literatur. Deres Arbeide i den Retning har været mere directe nationalt end mit, dog troer jeg at kunne sige med nogen Ret, at jeg og har lidt Del i den poetiske Gjengivelse af Norges Natur, og Folk. Det er blevet Mode nu, at fremhævde de yngre Forfattere som alene bærende den norske Folkelighed, derfor glæder det mig at see Deres Arbeide for Fædelandets Sagn og Poesi sammenstillet, til et Vidnesbyrd om at De har været en af de rette Banebrydere. Hvad mig angaaer, da kan jeg ikke saa let faae mine Skrifter samlede, de ere spredte paa saamange Forlæggeres Hænder, og ere for talrige til at jeg under de nærværende mig lidet gunstige Forhold og den herskende Smagsretning kan haabe at faae en Forlægger til en samlet Udgave. Derfor har jeg og samlet enkelte Dele deraf, som f. Ex. mine udvalgte lyriske Digte [Udvalgte Digte, 1873], og nu sidst Mindedigtene fra 1834 til 1877 [Mindedigte, 1877], hvilken Samling jeg haaber De har modtaget fra Forlæggeren Malling, hvem jeg ved Bogens Udkomst til Jul havde beordret at sende Dem et Exemplar.

Med inderlig veemodsblandet Glæde gjenfandt jeg i Deres Samling Deres smukke og hjertelige Digt over min Charlotte [Se B og C]. Gud har siden paa en forunderlig Maade læget det Saar, som han den gang Hog mig, men Mindet derom udgjør en stor Del af mit Liv, og kan ikke tabes. I det lykkelige Familieliv, jeg nu paa min Alderdom fører, bærer jeg de Tabte med mig og haaber engang at gjenfinde dem. Jeg har nu atter en elsket Hustru og to søde Børn, hvoraf det yngste, min lille Anna Elisabeth [1876-1960] kun er 1 ½ Aatr gammel. De ere begge min daglige Glæde og jeg forynges i dem.

Det er mig en underlig men velgjørende Tanke, at vide Dem i samme Stilling og paa samme Sted hvor min Fader virkede og døde, og hvor en stor Del af min Barndom og Ungdomstid er henrundet. Hvis De har læst mine Barnmdomserindringer [Barndoms og Ungdoms-Minder, 1874] vil de have seet at jeg mindes og kjender hver Situation i Christiansand, som om jeg havde været der igaar. Hvor boer De i Christiansand? Har De faaet nogen ordentlig Bolig? Strax efter Deres Udnævnelse til Biskop der hørte jeg af en Christiansandenser her at De havde vanskeligt for at finde en passende Bolig. Det kan jeg nok begribe, thi der bygges jo ikke meget i den stolte Stad, og enhver bedre stillet Familie har jo der sit eget Huus.

Jeg erfarede nylig, at Kammerherre [Harald Chr. Fernando] Knudzon havde taget sin Afsked og var fraflyttet Christiansand, saa tænkte jeg mig, at hans store Huus med den skjønne Have paa Hjørnet af Østre og Vestre Strandgade, hvilket jeg godt kjender fra Consul [Georg Frederik] Reinhardts Tid, kunde være blevet ledig og afgive en passende Bispegaard. Ja, hvis vi ikke ved Eiendom og Forholde var bundne her i Danmark, kunde jeg have havt Lyst til selv at erhverve dette Huus, og tilbringe mine sidste Dage i mit Barndoms stille Hjem. Men eftersom dette ikke kan skee, tænkte jeg mig Dem boende der, og at det engang kunde times mig at besøge Dem der. Nu, hvor De saa end boer, saa veed jeg De har et lykkeligt Familiehjem, og jeg hører med Glæde at Deres Helbreds Tilstand har forbedret sig. Kan de nu atter gjøre Visitatsreiser? Fremkomsten i Stiftet er jo nu langt lettere end i min Faders Tid, som satte tit Helbred til ved de besværlige Reiser paa Hesterygg og til Baads.

Siden jeg nævner min Fader, vil jeg gjerne bede Dem give mig Underretning om hvorledes det staaer sig med hans Mindesten paa den gamle Kirkegaard, om den er vel bevaret eller tiltrænger nogen Reparation.

Er De Student fra 1830? Jeg synes at erindre det. Isaafald have vi i 1880 vort halvhundredeaarige Jubilæum som Studenter, hvis jeg da lever og er rask kommer jeg op til Christiania for at samles med mine faae tilbageværende […], da maa De endelig ikke savnes. Hils de Faa, som endnu maatte erindre mig i Christiansand. Min Hustru beder formeldt sin Hilsen til Deres Frue.

Deres

A. Munch