Munchs telemarksreise 1845, del 9/9

[Den Constitutionelle No. 328/1845]

Over Gausta til Tudal.

Det Indtryk af høi Skjønhed og verdenssikker Fasthed, som Gausta, seet fra Vestfjorddalen af, vækker hos Beskueren, bliver ved Bestigelsen for endeel forstyrret, og naar man har været paa Gaustas Top, holder det vanskeligt, eller fordrer idetmindste nogen Tid at gjenfinde det herlige, sjælopløftende Totalbillede, som man opfyldtes af ved det første Syn fra Dalbunden. Ikke at Forestillingen om Bjergets Storhed ved Nærmelsen aftager, tvertimod, de uhyre Strækninger man gjennemvandre for at naae dets høieste Top, og det umaadelige Panorama man derfra overskuer, paatvinger En den sikkreste Bevidsthed om at den Maalestok, Øiet nedenfra havde dannet sig om Fjeldets Høide, endnu langt fra rækker til. Men det er Bjergoverfladens forunderligt egne Structur som her støder Øiet og forvirrer det først opfattede Billedes Linier og Charakteer. Istedetfor, som man skulde vente, heroppe hvor Beklædningen med Skov og Græsmark hører op, at finde Ursteensjettens blottede Legeme bestaae af en sammenhængende, fast Granitmasse, saa vader man her i en skrækkelig opsmuldret Steenrøse af gigantiske Dimensioner. Strax man kommer ovenfor Skovgrændsen seer man allerede Lyngmarken og Fjeldplateauerne fjernt og nær besaaede med en Uendelighed af løse Stene, større og mindre; som man nærmer sig Keglen samle sig disse skarpkantede Steenbrokker tættere og tættere, indtil de endelig, noget oppe paa Keglen selv, bemægtige sig hele Terrainet, hobe sig over hinanden og ikke engang tillade den mindste Lyngbusk at trænge sig op mellem deres Fuger. Kun den evige Snee breder hist og her sit Dække over Fordybningerne i dette Chaos af løse Stene, der synes de sønderslaaede Levninger af endnu mægtigere Fjelde end de, som nu beherske Thelemarken.

Da vi fra Langefondssæteren tiltraadte vor Opstigning paa det sidste og øverste Trin af Gaustafjeldets vrede Pyramide, havde vi foran os først en saadan brat opadskraanende, vidløftig Strækning, der dog endnu var bevoxet med sparsomt Lyng og Mos mellem de vildt omstrøede Stene. Her traf vi endnu enkelte Kreature, der vel maatte finde nogle kraftige Alpeurter mellem Stenene, skjønt vi ingen saadan Vegetation kunde opdage. Vi fulgte Randen af en lang smal Sneefond, der strækker sig næsten lige ned til Sæteren og hvoraf denne har sit Navn. Allerede ganske trætte og udmattede naaede vi langt om længe op til Enden af denne Forgaard til den absolute Steenregion, og her skulde dog først den værste Anstrængelse tage paa. Foden vidste ikke hvor den skulde hen blandt disse skarpe, mangekantede, løse Stene, der vare kastede vildt over hinanden og ofte med klingende Larm skrede tilbage naar man troede at have fundet et nogenlunde sikkert Fodfæste. Vi opdagede ikke Klippebunden nogetsteds, skjønt den uhyre Steenur, som kaldes Gaustas Top, overalt i sin løse Masse viser dybe Sprækker og Huller, som det synes ret egentlig skabte til at brække Benene i. Disse fortvivlede Stene antoge alle mulige Skikkelser forat gjække os; snart var det flade Heller, der saae indbydende ud til at trædes paa, men vippede ved den første Berørelse, snart hvast tilspidsede smaae Kegler der borede sig ind i Fodsaalerne, snart lange skarpe Kanter hvorpaa man kunde skjære sig, snart fiint Gruus hvori Foden sank ned eller gled tilbage. Næsten ved hvert tyvende Skridt i denne gjenstridige Masse maatte vi standse forat trække Veiret, ja undertiden lægge os plat ned paa Stenene for at søge nogen Hvile. Og naar vi da saae os om og sammenlignede den Bane vi siden Steengrændsen havde tilbagelagt, med hvad der endnu optaarnede sig foran os, saa syntes de gjorte Fremskridt os fast umærkelige, medens vi med trøsteløse Blikke maalte den næsten endeløse Udstrækning af det graa Steenhav, vi endnu havde at gjennemkrydse, før den vinkende, haanende Spids kunde naaes.

Øiet selv trættedes ved at forfølge disse steile Skraaninger, hvor end ikke en Tue af brunt Mos fandtes til Hvile og de eneste Afvexlinger i den graa Monotonie vare Sneefeldternes Hvidglands og et vist grønligt, metalagtigt Skjær der undertiden løb hen over Gruusdyngerne, og som frembragtes af en Slags spanskgrøn Skimmel, der her ofte havde sat sig paa de forvitrende Stene. Kunde vi i lige Linie steget op til den midterste og høieste Top, saa vilde Afstanden naturligviis blevet kortere, men derfor ikke vor Møie mindre, ja vel næsten spildt; thi Bratheden er paa dette Strøg meget stor; vi foretrak derfor som de fleste Bestigere af Fjeldet, at følge Ryggen af Kammen, der noget jævnere stiger op fra den østlige Side. Det var alligevel kun med yderste Villieanstrængelse og efter Timers Forløb, vi endelig naaede saa høit, at Udsigten aabnede sig til den anden Side af Kammen, der her viser sig næsten concav, og saa smal og skarp i den øverste Rand, at man paa sine Steder kan sidde til Hest over Gaustas Ryg. Langs denne skarpe Kant, i de løse glidende Stene, med den umaadelige, svimmelvækkende Nedsigt til begge Sider, slæbte vi endnu vore mødige Lemmer op til det høieste Punct, hvor en liden Varde er reist af dem, som i Tidernes Løb have været heroppe, og hvoraf Enhver har lagt sin Steen. Her sank vi ned, aldeles overvældede af en ubetvingelig Mathed, og det varede noget inden vi kom os saavidt at vi med fuld Sjælekraft kunde nyde det grandiose Skuespil, som vort 6000 Fod høie Stade frembød, og som vi havde saa dyekjøbt erhvervet os.

Det til en saa umaadelig Horizont, til et saa ørneagtigt Omblik uvante Menneskeøie maatte først søge Fæste og Hvilepunct paa Bjerget selv, hvorfra det udgik. Her fik vi nu det umiskjendeligste Indtryk af at vi befandt os paa Spidsen af en Ruinhob, paa de sammenstyrtede eller opsmuldrede Levninger af et endnu meget høiere og mægtigere Fjeld, end det nuværende Gaustas Top. Paa alle Kanter saae det ud som de løse, uhyre Grusmasser vare styrtede og rasede ned, skjønt i forskjellig Steilhed. Mod Vestfjorddalen var Gruuskeglens Affald mere jævntskraanende, med parallele Render, hvori Sneen havde samlet sig, men til den modsatte Side var Afstyrtningen saa voldsom, at dette mærkværdige Steenskred næsten udhuler Kammens Side, og saa brat, at ingen Snee her kan holde sig. I hvilken Fortid og hvorledes denne skrækkelige Sammenstyrtning eller Bjergopløsning er foregaaet, maa vi overlade til Geologen at udgranske, vi holde os kun til dens Virkninger, som ikke lade sig betvivle eller omgaae. Naar vi, efterat have ladet vort Blik glide ned ad Bjergets Sider, igjen vovede at sende det ud i det fri, umaadelige Rum omkring os, da maatte vi, for rigtigt at fatte Charakteren af Panoramaet, bestandig holde den Bevidsthed fast, at det var Høifjeldenes Sletter, Dale, Søer og Bjerge vi her fra et Fjeld paa Fjeldet oversaae, at det var den norske Ørken, høit over de beboede Dale høvede Verden, som her i mangfoldige Miles Omkreds udbredte sig for os, bølgeformig, graabrun og livløs.

En eneste af de dyrkede Dale kan sees fra Gausta, fordi den ligger lige under, det er Vestfjorddalen; men just den uhyre Dybde og Tranghed, hvori dens blaaliggrønne Spalt strækker sig, giver en Maalestok for Fjeldørkenens Beliggenhed og Udstrækning. Alle de øvrige Thelemarkens bebyggede Dale og Kirkesogne forsvandt og skjulte sig dybt i herfra usynlige Revner i den sammenhængende Fjeldmasse. Saalangt Øiet kunde naae til alle Sider Intet uden graa Fjeldmarker, Bjergrygge og Toppe, den ene bag den anden, i en uendelig Række, kun afbrudt ved en Mængde sorteblaae Fjeldsøer, der stirrede op hist og her, som f. Ex. det milelange Mjøsvand. Rundt om i den yderste Horizont enten blaalig hensvømmende, ubestemt Fjernhed, eller skinnende, stolt opragende Sneefjelde. Blandt de skjønneste af disse bemærkede vi Hallingskarven og Hallingjøkulen i Hallingdal, Folgefonden og de øvrige Snee- og Iisbæer i Hardanger, den besynderligt afstumpede Kjæmpekegle Haarteigen, o. s. v. Over denne uhyre Cirkel hvælvede Himlen sig saa klar og dunkelblaa, som vi endnu aldrig havde seet den; ikke en Skystænk plettede dens rene Dyb, hvorigjennem man næsten troede ved høi lys Dag at maatte kunne see Stjernerne blinke; Solens Skive stod blank, men skarp afgrændset og ligesom straaleløs paa den dunke og dog saa tindrende klare Hvælving. Et intensivt Lys var udbredt over alt, og fremhævede kun saameget grellere den underliggende Ørkens sørgelige Nøgenhed og Dødstilstand.

Dette var altsaa Udsigten fra et af Norges høieste Fjelde, det var Høidepunctet af vor Reise, det var den store Naturopladelse hvortil mange Dages anstrængende Opstigen havde bragt os. Et uhyre, forstenet Hav med nøgne Bjergrygge til Bølger, med en Krands af Sneebræer i Horizonten, som hvide, skinnende Seil – det var det Hele. Havde vi her ventet, som fra Tydskalnds og Italiens Bjergtinder, at faae see ned over Menneskenes travle Verden, over grønnende, vidtstrakte Sletter, hvorigjennem brede, glindsende Floder slynge sig, paa hvis Bredder sidde mægtige Stæder med Slotte og gothiske Kirkespiir, eller ud over det blaanende, friske Hav med dets tusinde yndige Kyster, Øer og Bugter – da vare vi vistnok haardt blevne skuffede, saaledes som udentvivl mange Udlændinger ere blevne det. Men vi kom herop ikke som fremmede, nysgjerrige og ligegyldige Tourister, vi bare med os i vort Hjerte den Livsmagt som kunde besjæle Fjeldørkenens Dødsstivhed, thi vi saae jo udover vort Fædreland! Hvad der her laae udbredt for os, var Norge i dets egentlige Skikkelse, saaledes som det ville tage sig ud hvis man kunde tænke sig det seet paa eengang, fra en Ørns Vinger, som i Kong Sverres Drøm. Et eneste sammenhængende Ødefjeld, i hvis hele mægtige Masse de smale, beboede Revner tabe sig og forsvinde. Men vi vide dog at de ere der, disse Rifter, hvor Skove og Ege grønnes, Qværnen gaaer i Elvefaldet, og Røgen stiger fra Arnestederne – og vi kunne derfor med rolig Bevidsthed om Landets indre Kraft skue ud over dets forstenede, sneelagte Overflade, og fatte Symbolet, som for os ligger i denne Fjeldeensomhedens og Ørkenens tilsynelatende Seier over det bevægede Menneskeliv.

Det varede ikke længe, før vi bleve afbrudte i disse Betragtninger ved de iisnende kolde Vindstød, der foer hen over Bjergtoppen, og erindrede os om den hældende Dag og Nødvendigheden af at tiltræde den langvarige og besværlige Nedstigning. Vi ville ikke trætte Læserens Taalmodiged med nogen udførlig Beskrivelse over vore Gjenvordigheder paa denne Nedgang, der næsten er værre end Opstigningen, da Foden med mere Fart og Vægt støder an mod de skarpe Stene, og mindre kan undgaae de beenbrækkende Huller. Med hvilken Vellyst betraadte vi igjen den forholdsviis bløde Mosegrund omkring Sæteren, hvorhen vi endelig med rystende Knæer og sønderrevet Fodtøi kom tilbage Kl. henved 6 om Eftermiddagen, efter at have brugt over fem Timer til Bestigelsen af Gaustas Top.

Neppe kunde vi tage os en lille Stunds Hvile, før vi atter maatte bryde op, hvis vi den samme Aften vilde naae Tudal, og den Udvei at overnatte paa Sæteren var ikke altfor tillokkende, saa vi heller besluttede os til at afgjøre al Strabads paa eengang, medens vi vare i det. Vi fik altsaa vor Opsætning istand igjen, og vor lille Caravane satte seg atter i Bevægelse, videre fremad gjennem de uveisomme Ørkener. På denne Kant synker ikke Gaustaplateauet brat ned til Dalbunden, som mod Vestfjorddalen, men strækker sig endnu halvanden Miil fremad i flade Vidder eller lavere Bjergrygge, før man naaer Nedgangen til Tudal. Man maa dog ikke forestille sig, at denne Vei er jevn og flad at befare; den dybe Myrbund, de rivende Bjergstrømme, de ogsaa her overalt omstrøede store Stene, lægge Hindringer ved hvert Skridt, og gjøre den efter Navnet halvanden Miils Vei dobbelt saa lang i Virkeligheden.

Vi arbeidede os lang Tid fremad ved Strandbredden af en af disse mørke Fjeldsøer, hvoraf vi havde seet saamange oppe fra Gaustatinden. Her vare alle et skjønt Landskabs Contourer, men uden Liv. Tænker man sig denne Søe med dens Omgivelser sænket nogle tusinde Fod lavere, saa vilde den afgive det skjønneste Prospect. Den var omgivet paa den ene Side af blidt rundede Bjerghøider, paa den anden af en smukt udtunget Strandbred med yndigt formede Landtunger og Næs, der strakte sig ud i Søen. Beklædte Phantasien et Øieblik disse Former med bølgende Græs, med Siv og Vandplanter, saa havde den et Parti af den blideste Skjønhed for sig – men i næste Øieblik maatte denne «Mirage», dette Ørkenens Gjøglebillede forsvinde, og den fæle Virkelighed stirrede os imøde fra det sortblaae Kjern, der i sine steengraae Omgivelser forekom os som den tomme Øienhuling i er Dødningehoved. Vi droge videre og videre, og Jordbunden syntes at udvide sig under vore Fødder, Slette efter Slette, Bjerg efter Bjerg, evig i den samme graa Tone. Aftenens Skygger begyndte lidt efter lidt at leire sig over disse Ødemarker, hvor ingen Lyd hørtes, ingen Fugls Vingeslag var at fornemme, og intet Spor af Levende var at opdage. Vi kom endelig, efterat have besteget en temmelig brat Bjergvæg, til Kanten af en umaadelig, sagte nedad skraanende Slette, ved hvis nederste Rand, der næsten forsvandt i Tusmørket, vi troede at see Birketræer, grønnende Marker og skovomgroede blanke Smaasøer.

Det var virkelig Tudals Sæterregion, hvortil vi efter megen Møie vandt ned. Men derfra havde vi endnu en høist besværlig Nedstigning gjennem mørke Skove og nedad glatte Klippeheller til Bygden. Da vi kom ned til Sætervandet, hvorfra Elven løber ned i Bygden, laae der en Baad ved Bredden, og vi greb med Glæde denne Leilighed til at forskaffe os vore saarede og mødige Fødder nogen Lise. Vi sendte gamle Torger med Hesten i Forveien, og steg i Baaden med vor unge Fører, der skulde roe os over til Søens modsatte Bred, hvor Veien følger Elven ned i Dalen. Det var nu blevet nær Midnat, Maanen var ikke oppe, og den sildige Julinat havde ikke ganske den selvlysende Klarhed, som eller udmærker vore Sommernætter. En svag Taage laae over Fjeldvandets natstille Flade, der syntes os meget større end det virkeligt var, da dets skovbegroede Kyster næsten flød hen i Skumringen og faldt sammen med denne. Den mest fuldkomne Stilhed herskede rundtom os, og selv Aareslagene dyppede blødt og lydløst i det sovende Kjerns Vand. Pludseligt, som vi vare komne noget ud paa Søen, mærkede vi at Vandet piblede ind i vor skrøbelige Baad fra alle Fuger, det stod allerede over vore Fødder og om faae Øieblikke kunde Baaden være fuld og drages til Bunden. Da vi ikke havde Lyst til at drages med til det ensomme Fjeldvands Dybder, anvendte vi al vor Magt for at række den nærmeste Strandbræd, hvorsomhelst. Det lyktes os ogsaa, netop som der kun var en Tomme igjen af Baadens Ræling over Vandet, at naae Skovbredden og kaste os i Land. Men her stode vi nu, midt i den tykke Skov, i Nattens Mørke, uden at see Spor til Vei eller Sti. Vor Fører var imidlertid ikke raadvild. Han besindede os, idet han med sine stærke Arme bøiede tilside Naaletræernes hindrende Grene og klarnede for os den næsten uigjennemtrængelige Buskvæxt. Fra Tid til anden hujede han, forat give Torger Miland et Tegn om hvor vi vare; længe gik den stærke og klagende Tone gjennem Skovtrakterne uden Svar, endelig lød borte ved Søens Ende et fjernt, langt udholdende Raab, som man i denne vilde Egn gjerne kunde taget for et Rovdyrs Hyl. Men det var gamle Torger, som havde forstaaet sin Kammerats Kalden, thi neppe havde vi, under den unge Førers ufeilbare Ledning fundet Sæterstien, før vi hørte Hestens sikkre Hov at gjenlyde paa den Steenhelle, hvoraf Veien her bestod.

Snart droge vi alle samlede enedad mod Bygden, til hvis øverste Gaard vi endelig naaede langt ud paa Natten, vaade og halvt medtagne. Til al Lykke fik vi banket op de eneste hjemmeværende Beboere, et Par gamle Føderaadsfolk, der gjorde en lystig Ild op for os i deres lave Stue. Her paa haarde Træbænke forglemte vi den lange Dags Møisommeligheder, for gjennem Søvnens Luttring den næste Dag alene at have de gode Minder tilbage. Her slutter ogsaa vor Fjeldreises minderige Strøg, og med det idetmindste for Tiden disse Skizzer.

Ingen kommentarer :

Legg inn en kommentar