[Den
Constitutionelle No. 328/1845]
Over
Gausta til Tudal.
Det
Indtryk af høi Skjønhed og verdenssikker Fasthed, som Gausta, seet
fra Vestfjorddalen af, vækker hos Beskueren, bliver ved Bestigelsen
for endeel forstyrret, og naar man har været paa Gaustas Top, holder
det vanskeligt, eller fordrer idetmindste nogen Tid at gjenfinde det
herlige, sjælopløftende Totalbillede, som man opfyldtes af ved det
første Syn fra Dalbunden. Ikke at Forestillingen om Bjergets Storhed
ved Nærmelsen aftager, tvertimod, de uhyre Strækninger man
gjennemvandre for at naae dets høieste Top, og det umaadelige
Panorama man derfra overskuer, paatvinger En den sikkreste Bevidsthed
om at den Maalestok, Øiet nedenfra havde dannet sig om Fjeldets
Høide, endnu langt fra rækker til. Men det er Bjergoverfladens
forunderligt egne Structur som her støder Øiet og forvirrer det
først opfattede Billedes Linier og Charakteer. Istedetfor, som man
skulde vente, heroppe hvor Beklædningen med Skov og Græsmark hører
op, at finde Ursteensjettens blottede Legeme bestaae af en
sammenhængende, fast Granitmasse, saa vader man her i en skrækkelig
opsmuldret Steenrøse af gigantiske Dimensioner. Strax man kommer
ovenfor Skovgrændsen seer man allerede Lyngmarken og
Fjeldplateauerne fjernt og nær besaaede med en Uendelighed af løse
Stene, større og mindre; som man nærmer sig Keglen samle sig disse
skarpkantede Steenbrokker tættere og tættere, indtil de endelig,
noget oppe paa Keglen selv, bemægtige sig hele Terrainet, hobe sig
over hinanden og ikke engang tillade den mindste Lyngbusk at trænge
sig op mellem deres Fuger. Kun den evige Snee breder hist og her sit
Dække over Fordybningerne i dette Chaos af løse Stene, der synes de
sønderslaaede Levninger af endnu mægtigere Fjelde end de, som nu
beherske Thelemarken.
Da
vi fra Langefondssæteren tiltraadte vor Opstigning paa det sidste og
øverste Trin af Gaustafjeldets vrede Pyramide, havde vi foran os
først en saadan brat opadskraanende, vidløftig Strækning, der dog
endnu var bevoxet med sparsomt Lyng og Mos mellem de vildt omstrøede
Stene. Her traf vi endnu enkelte Kreature, der vel maatte finde nogle
kraftige Alpeurter mellem Stenene, skjønt vi ingen saadan Vegetation
kunde opdage. Vi fulgte Randen af en lang smal Sneefond, der strækker
sig næsten lige ned til Sæteren og hvoraf denne har sit Navn.
Allerede ganske trætte og udmattede naaede vi langt om længe op til
Enden af denne Forgaard til den absolute Steenregion, og her skulde
dog først den værste Anstrængelse tage paa. Foden vidste ikke hvor
den skulde hen blandt disse skarpe, mangekantede, løse Stene, der
vare kastede vildt over hinanden og ofte med klingende Larm skrede
tilbage naar man troede at have fundet et nogenlunde sikkert
Fodfæste. Vi opdagede ikke Klippebunden nogetsteds, skjønt den
uhyre Steenur, som kaldes Gaustas Top, overalt i sin løse Masse
viser dybe Sprækker og Huller, som det synes ret egentlig skabte til
at brække Benene i. Disse fortvivlede Stene antoge alle mulige
Skikkelser forat gjække os; snart var det flade Heller, der saae
indbydende ud til at trædes paa, men vippede ved den første
Berørelse, snart hvast tilspidsede smaae Kegler der borede sig ind i
Fodsaalerne, snart lange skarpe Kanter hvorpaa man kunde skjære sig,
snart fiint Gruus hvori Foden sank ned eller gled tilbage. Næsten
ved hvert tyvende Skridt i denne gjenstridige Masse maatte vi standse
forat trække Veiret, ja undertiden lægge os plat ned paa Stenene
for at søge nogen Hvile. Og naar vi da saae os om og sammenlignede
den Bane vi siden Steengrændsen havde tilbagelagt, med hvad der
endnu optaarnede sig foran os, saa syntes de gjorte Fremskridt os
fast umærkelige, medens vi med trøsteløse Blikke maalte den næsten
endeløse Udstrækning af det graa Steenhav, vi endnu havde at
gjennemkrydse, før den vinkende, haanende Spids kunde naaes.
Øiet
selv trættedes ved at forfølge disse steile Skraaninger, hvor end
ikke en Tue af brunt Mos fandtes til Hvile og de eneste Afvexlinger i
den graa Monotonie vare Sneefeldternes Hvidglands og et vist
grønligt, metalagtigt Skjær der undertiden løb hen over
Gruusdyngerne, og som frembragtes af en Slags spanskgrøn Skimmel,
der her ofte havde sat sig paa de forvitrende Stene. Kunde vi i lige
Linie steget op til den midterste og høieste Top, saa vilde
Afstanden naturligviis blevet kortere, men derfor ikke vor Møie
mindre, ja vel næsten spildt; thi Bratheden er paa dette Strøg
meget stor; vi foretrak derfor som de fleste Bestigere af Fjeldet, at
følge Ryggen af Kammen, der noget jævnere stiger op fra den østlige
Side. Det var alligevel kun med yderste Villieanstrængelse og efter
Timers Forløb, vi endelig naaede saa høit, at Udsigten aabnede sig
til den anden Side af Kammen, der her viser sig næsten concav, og
saa smal og skarp i den øverste Rand, at man paa sine Steder kan
sidde til Hest over Gaustas Ryg. Langs denne skarpe Kant, i de løse
glidende Stene, med den umaadelige, svimmelvækkende Nedsigt til
begge Sider, slæbte vi endnu vore mødige Lemmer op til det høieste
Punct, hvor en liden Varde er reist af dem, som i Tidernes Løb have
været heroppe, og hvoraf Enhver har lagt sin Steen. Her sank vi ned,
aldeles overvældede af en ubetvingelig Mathed, og det varede noget
inden vi kom os saavidt at vi med fuld Sjælekraft kunde nyde det
grandiose Skuespil, som vort 6000 Fod høie Stade frembød, og som vi
havde saa dyekjøbt erhvervet os.
Det
til en saa umaadelig Horizont, til et saa ørneagtigt Omblik uvante
Menneskeøie maatte først søge Fæste og Hvilepunct paa Bjerget
selv, hvorfra det udgik. Her fik vi nu det umiskjendeligste Indtryk
af at vi befandt os paa Spidsen af en Ruinhob, paa de sammenstyrtede
eller opsmuldrede Levninger af et endnu meget høiere og mægtigere
Fjeld, end det nuværende Gaustas Top. Paa alle Kanter saae det ud
som de løse, uhyre Grusmasser vare styrtede og rasede ned, skjønt i
forskjellig Steilhed. Mod Vestfjorddalen var Gruuskeglens Affald mere
jævntskraanende, med parallele Render, hvori Sneen havde samlet sig,
men til den modsatte Side var Afstyrtningen saa voldsom, at dette
mærkværdige Steenskred næsten udhuler Kammens Side, og saa brat,
at ingen Snee her kan holde sig. I hvilken Fortid og hvorledes denne
skrækkelige Sammenstyrtning eller Bjergopløsning er foregaaet, maa
vi overlade til Geologen at udgranske, vi holde os kun til dens
Virkninger, som ikke lade sig betvivle eller omgaae. Naar vi, efterat
have ladet vort Blik glide ned ad Bjergets Sider, igjen vovede at
sende det ud i det fri, umaadelige Rum omkring os, da maatte vi, for
rigtigt at fatte Charakteren af Panoramaet, bestandig holde den
Bevidsthed fast, at det var Høifjeldenes Sletter, Dale, Søer og
Bjerge vi her fra et Fjeld paa Fjeldet oversaae, at det var den
norske Ørken, høit over de beboede Dale høvede Verden, som her i
mangfoldige Miles Omkreds udbredte sig for os, bølgeformig, graabrun
og livløs.
En
eneste af de dyrkede Dale kan sees fra Gausta, fordi den ligger lige
under, det er Vestfjorddalen; men just den uhyre Dybde og Tranghed,
hvori dens blaaliggrønne Spalt strækker sig, giver en Maalestok for
Fjeldørkenens Beliggenhed og Udstrækning. Alle de øvrige
Thelemarkens bebyggede Dale og Kirkesogne forsvandt og skjulte sig
dybt i herfra usynlige Revner i den sammenhængende Fjeldmasse.
Saalangt Øiet kunde naae til alle Sider Intet uden graa Fjeldmarker,
Bjergrygge og Toppe, den ene bag den anden, i en uendelig Række, kun
afbrudt ved en Mængde sorteblaae Fjeldsøer, der stirrede op hist og
her, som f. Ex. det milelange Mjøsvand. Rundt om i den yderste
Horizont enten blaalig hensvømmende, ubestemt Fjernhed, eller
skinnende, stolt opragende Sneefjelde. Blandt de skjønneste af disse
bemærkede vi Hallingskarven og Hallingjøkulen i Hallingdal,
Folgefonden og de øvrige Snee- og Iisbæer i Hardanger, den
besynderligt afstumpede Kjæmpekegle Haarteigen, o. s. v. Over denne
uhyre Cirkel hvælvede Himlen sig saa klar og dunkelblaa, som vi
endnu aldrig havde seet den; ikke en Skystænk plettede dens rene
Dyb, hvorigjennem man næsten troede ved høi lys Dag at maatte kunne
see Stjernerne blinke; Solens Skive stod blank, men skarp afgrændset
og ligesom straaleløs paa den dunke og dog saa tindrende klare
Hvælving. Et intensivt Lys var udbredt over alt, og fremhævede kun
saameget grellere den underliggende Ørkens sørgelige Nøgenhed og
Dødstilstand.
Dette
var altsaa Udsigten fra et af Norges høieste Fjelde, det var
Høidepunctet af vor Reise, det var den store Naturopladelse hvortil
mange Dages anstrængende Opstigen havde bragt os. Et uhyre,
forstenet Hav med nøgne Bjergrygge til Bølger, med en Krands af
Sneebræer i Horizonten, som hvide, skinnende Seil – det var det
Hele. Havde vi her ventet, som fra Tydskalnds og Italiens
Bjergtinder, at faae see ned over Menneskenes travle Verden, over
grønnende, vidtstrakte Sletter, hvorigjennem brede, glindsende
Floder slynge sig, paa hvis Bredder sidde mægtige Stæder med Slotte
og gothiske Kirkespiir, eller ud over det blaanende, friske Hav med
dets tusinde yndige Kyster, Øer og Bugter – da vare vi vistnok
haardt blevne skuffede, saaledes som udentvivl mange Udlændinger ere
blevne det. Men vi kom herop ikke som fremmede, nysgjerrige og
ligegyldige Tourister, vi bare med os i vort Hjerte den Livsmagt som
kunde besjæle Fjeldørkenens Dødsstivhed, thi vi saae jo udover
vort Fædreland! Hvad der her laae udbredt for os, var Norge i dets
egentlige Skikkelse, saaledes som det ville tage sig ud hvis man
kunde tænke sig det seet paa eengang, fra en Ørns Vinger, som i
Kong Sverres Drøm. Et eneste sammenhængende Ødefjeld, i hvis hele
mægtige Masse de smale, beboede Revner tabe sig og forsvinde. Men vi
vide dog at de ere der, disse Rifter, hvor Skove og Ege grønnes,
Qværnen gaaer i Elvefaldet, og Røgen stiger fra Arnestederne – og
vi kunne derfor med rolig Bevidsthed om Landets indre Kraft skue ud
over dets forstenede, sneelagte Overflade, og fatte Symbolet, som for
os ligger i denne Fjeldeensomhedens og Ørkenens tilsynelatende Seier
over det bevægede Menneskeliv.
Det
varede ikke længe, før vi bleve afbrudte i disse Betragtninger ved
de iisnende kolde Vindstød, der foer hen over Bjergtoppen, og
erindrede os om den hældende Dag og Nødvendigheden af at tiltræde
den langvarige og besværlige Nedstigning. Vi ville ikke trætte
Læserens Taalmodiged med nogen udførlig Beskrivelse over vore
Gjenvordigheder paa denne Nedgang, der næsten er værre end
Opstigningen, da Foden med mere Fart og Vægt støder an mod de
skarpe Stene, og mindre kan undgaae de beenbrækkende Huller. Med
hvilken Vellyst betraadte vi igjen den forholdsviis bløde Mosegrund
omkring Sæteren, hvorhen vi endelig med rystende Knæer og
sønderrevet Fodtøi kom tilbage Kl. henved 6 om Eftermiddagen, efter
at have brugt over fem Timer til Bestigelsen af Gaustas Top.
Neppe
kunde vi tage os en lille Stunds Hvile, før vi atter maatte bryde
op, hvis vi den samme Aften vilde naae Tudal, og den Udvei at
overnatte paa Sæteren var ikke altfor tillokkende, saa vi heller
besluttede os til at afgjøre al Strabads paa eengang, medens vi vare
i det. Vi fik altsaa vor Opsætning istand igjen, og vor lille
Caravane satte seg atter i Bevægelse, videre fremad gjennem de
uveisomme Ørkener. På denne Kant synker ikke Gaustaplateauet brat
ned til Dalbunden, som mod Vestfjorddalen, men strækker sig endnu
halvanden Miil fremad i flade Vidder eller lavere Bjergrygge, før
man naaer Nedgangen til Tudal. Man maa dog ikke forestille sig, at
denne Vei er jevn og flad at befare; den dybe Myrbund, de rivende
Bjergstrømme, de ogsaa her overalt omstrøede store Stene, lægge
Hindringer ved hvert Skridt, og gjøre den efter Navnet halvanden
Miils Vei dobbelt saa lang i Virkeligheden.
Vi
arbeidede os lang Tid fremad ved Strandbredden af en af disse mørke
Fjeldsøer, hvoraf vi havde seet saamange oppe fra Gaustatinden. Her
vare alle et skjønt Landskabs Contourer, men uden Liv. Tænker man
sig denne Søe med dens Omgivelser sænket nogle tusinde Fod lavere,
saa vilde den afgive det skjønneste Prospect. Den var omgivet paa
den ene Side af blidt rundede Bjerghøider, paa den anden af en smukt
udtunget Strandbred med yndigt formede Landtunger og Næs, der
strakte sig ud i Søen. Beklædte Phantasien et Øieblik disse Former
med bølgende Græs, med Siv og Vandplanter, saa havde den et Parti
af den blideste Skjønhed for sig – men i næste Øieblik maatte
denne «Mirage», dette Ørkenens Gjøglebillede forsvinde, og den
fæle Virkelighed stirrede os imøde fra det sortblaae Kjern, der i
sine steengraae Omgivelser forekom os som den tomme Øienhuling i er
Dødningehoved. Vi droge videre og videre, og Jordbunden syntes at
udvide sig under vore Fødder, Slette efter Slette, Bjerg efter
Bjerg, evig i den samme graa Tone. Aftenens Skygger begyndte lidt
efter lidt at leire sig over disse Ødemarker, hvor ingen Lyd hørtes,
ingen Fugls Vingeslag var at fornemme, og intet Spor af Levende var
at opdage. Vi kom endelig, efterat have besteget en temmelig brat
Bjergvæg, til Kanten af en umaadelig, sagte nedad skraanende Slette,
ved hvis nederste Rand, der næsten forsvandt i Tusmørket, vi troede
at see Birketræer, grønnende Marker og skovomgroede blanke
Smaasøer.
Det
var virkelig Tudals Sæterregion, hvortil vi efter megen Møie vandt
ned. Men derfra havde vi endnu en høist besværlig Nedstigning
gjennem mørke Skove og nedad glatte Klippeheller til Bygden. Da vi
kom ned til Sætervandet, hvorfra Elven løber ned i Bygden, laae der
en Baad ved Bredden, og vi greb med Glæde denne Leilighed til at
forskaffe os vore saarede og mødige Fødder nogen Lise. Vi sendte
gamle Torger med Hesten i Forveien, og steg i Baaden med vor unge
Fører, der skulde roe os over til Søens modsatte Bred, hvor Veien
følger Elven ned i Dalen. Det var nu blevet nær Midnat, Maanen var
ikke oppe, og den sildige Julinat havde ikke ganske den selvlysende
Klarhed, som eller udmærker vore Sommernætter. En svag Taage laae
over Fjeldvandets natstille Flade, der syntes os meget større end
det virkeligt var, da dets skovbegroede Kyster næsten flød hen i
Skumringen og faldt sammen med denne. Den mest fuldkomne Stilhed
herskede rundtom os, og selv Aareslagene dyppede blødt og lydløst i
det sovende Kjerns Vand. Pludseligt, som vi vare komne noget ud paa
Søen, mærkede vi at Vandet piblede ind i vor skrøbelige Baad fra
alle Fuger, det stod allerede over vore Fødder og om faae Øieblikke
kunde Baaden være fuld og drages til Bunden. Da vi ikke havde Lyst
til at drages med til det ensomme Fjeldvands Dybder, anvendte vi al
vor Magt for at række den nærmeste Strandbræd, hvorsomhelst. Det
lyktes os ogsaa, netop som der kun var en Tomme igjen af Baadens
Ræling over Vandet, at naae Skovbredden og kaste os i Land. Men her
stode vi nu, midt i den tykke Skov, i Nattens Mørke, uden at see
Spor til Vei eller Sti. Vor Fører var imidlertid ikke raadvild. Han
besindede os, idet han med sine stærke Arme bøiede tilside
Naaletræernes hindrende Grene og klarnede for os den næsten
uigjennemtrængelige Buskvæxt. Fra Tid til anden hujede han, forat
give Torger Miland et Tegn om hvor vi vare; længe gik den stærke og
klagende Tone gjennem Skovtrakterne uden Svar, endelig lød borte
ved Søens Ende et fjernt, langt udholdende Raab, som man i denne
vilde Egn gjerne kunde taget for et Rovdyrs Hyl. Men det var gamle
Torger, som havde forstaaet sin Kammerats Kalden, thi neppe havde vi,
under den unge Førers ufeilbare Ledning fundet Sæterstien, før vi
hørte Hestens sikkre Hov at gjenlyde paa den Steenhelle, hvoraf
Veien her bestod.
Snart
droge vi alle samlede enedad mod Bygden, til hvis øverste Gaard vi
endelig naaede langt ud paa Natten, vaade og halvt medtagne. Til al
Lykke fik vi banket op de eneste hjemmeværende Beboere, et Par gamle
Føderaadsfolk, der gjorde en lystig Ild op for os i deres lave Stue.
Her paa haarde Træbænke forglemte vi den lange Dags
Møisommeligheder, for gjennem Søvnens Luttring den næste Dag alene
at have de gode Minder tilbage. Her slutter ogsaa vor Fjeldreises
minderige Strøg, og med det idetmindste for Tiden disse Skizzer.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar