[Den
Constitutionelle No. 320/1845]
Over
Gausta til Tudal.
Det
var en stille, graalig Morgenstund da vi brød op fra Dale forat
tiltræde vor lange Fjeldvandring over Gaustaknæerne til den
eensomme Tudal, et afsidesliggende Annex til Hjertdal Præstegjeld,
og hvorfra vi saa videre agtede at stige ned i lavere og mere beboede
Egne. Man havde vel paa Dale høilig fraraadet os at tage denn Vei,
der beskreves som altfor besværlig og lidet lønnende, men vi vilde
nødig reise samme Strækning ned over Tindsøen tilbage igjen, som
vi var kommet, og desuden droges vi af en indre uimodstaaelig Lyst,
der vist bemægtiger sig enhver, som lader sig indslutte af disse
trange Dale, en Lyst efter at naae Høiden af de lukkende
Fjeldmasser, og see hvilken friere Verden deroppe aabner sig. Skjønt
derfor til andre Hindringer ogsaa stødt den, at ingen Heste vare at
faae til Overgangen, selv ikke paa Ingolsland, og at vi saaledes
maatte indlade os i nye Underhandlinger med gamle Torger om fremdeles
at benytte hans Hest over Fjeldet, satte vi dog vor Villie igjennem.
Torger Miland jamrede sig vel endeel over at han saaledes endnu for
to Dage maatte lade sine Sætersfolk i Stikken, men erkjendte dog
ogsaa Rigtigheden af det thelemarkiske Valgsprog: «Reisende Folk
maae frem», og da han først engang havde fattet sin
Beslutning og givet sit Løfte, var han Godmodigheden og
Velvilligheden selv, især efterat han havde faaet en god Medhjælp i
en stærk ung Karl fra Gaarden Vaa, der paa sin brede Ryg skulde bære
endeel af vor Bagage, og ellers tjene som Fører hvor den Gamle, som
ikke paa længe havde været tilfjelds paa de Kanter, maatte være
usikker om Retninger i disse Sporløse Ørkener.
Saaledes
forberedte begav vi os paa Veien. Morgenluften var kold og disig, en
tung og hvid Skyhat hvilede paa Gaustas Tinde, og strakte sin Flige
langt ned over Kjæmpens Sider; det syntes altsaa som om Elementerne
selv vilde fraraade os Bestigelsen af Toppen; thi hvad skulde vi
deroppe, midt i uigjennemsigtig Taage? Vi resignerede os derfor
allerede til blot at drage over den lavere Fjeldryg til Tudal, og
lade Gaustakammen efter Lyst indhylle sig i sine hvide Gevanter, uden
at vi skulde forsøge paa at gjennemtrænge dem. Vor Dagsreise vilde
uden dette endnu blive lang og anstrængende nok, forsikrede man os.
Da
vi havde passeret Broen over Maanelven, og var kommen over paa den
anden Bred, begyndte Opstigningen umiddelbart. En Slags Sætersti
fører vel opad den steile Fjeldside i lige Retning did hvor
Gaustaknæet bøier sig, og danner Plateauet hvorpaa Keglen hviler,
men denne Sti er saa afbrudt af overstyrtede gigantiske Fjeldstykker,
saa skjult af Mos og Naaletræernes Rødder, at den næsten er
ukjendelig for et uvant Øie; den er tillige saa braabrat, at selv
disse Egnes lille vevre Fjeldhest, der næsten synes at besidde en
Flues Færdighed i at gaae op ad en lodret Væg, her kun med Møie og
krampagtigen klavrer sig frem; at sidde tilhest er naturligviis ikke
at tænke paa, man er glad ved at kunne tye til sine Been og Hænder.
Imidlertid havde den steile og møisommelige Opstigning, saalænge vi
ikke vare altfor trætte, sin egen Interesse. Luften blev, alt
eftersom det led ud paa Morgenen, mindre skarp og mere
solgjennemtrukket, uden derfor at tabe noget af sin Elasticitet og
Friskhed, Bjergbeltet var endnu i denne Høide tæt bevoxet med
frodig Gran- og Furuskov, der bevægede sine vifteformede, stærkt
duftende Grene over vore Hoveder; fløielsblød Mos, med de herligste
grønne og brune Skatteringer, og gjennemsivet af klare Vanddraaber,
bedækkede ofte den stenede Jordbund: stive, bestandig blomstløse
Bregner, denne Levning af Urverdenens Planteformation, stak som
Fjederbuske op af Steenrevnerne, og raslede for den mindste Luftning.
Hvor Underskoven var mindre tæt, have vi mellem de ranke Furustammer
et Fjernsyn ned i den mærkværdige Dal, vi havde forladt. Jo længere
vi kom op, des aabnere blev den Fjeldskraaningen beklædende
Trævegetation, enkelte grønne smaae Græsmarker lysnede allerede
hist og her frem af Naaleskoven, som nu mere og mere begyndte at give
Plads for Birken. Endnu havde vi dog igjen et godt Stykke at klavre
før vi kunde naae til den første store Afsats, hvor Fjeldplateauet
begynder. Af den idelige Stigen og Klattren vare vi nu ogsaa saa
trætte og medtagne, at vi maatte hvile temmelig ofte, og den
anvendte Tid ikke stod i Forhold til det Rum vi tilbagelagde. Men
hvad der høilig bidrog til at forkorte os disse besværlige Timer,
var vore Føreres Meddelsomhed og ivrige Samtaler mellem sig selv og
med os.
Det
var virkelig med særdeles Opmærksomhed vi fulgte deres Samtale, og
blandede os i den, vel ikke saameget for dens Interesse i og for sig,
som fordi disse Fjeldfolks stærke og dybe Gemyt, og deres livlige og
naive Opfattelsesevne derigjennem uforbeholdent kom for Dagen. Det er
muligt at andre Reisende have gjort en mindre tilfredsstillende
Erfaring med Hensyn til Vestfjorddølernes Qvaliteter, og at
Hændelsen her havde ladet os træffe paa mere end sædvanligt
begavede Individer, men det forekom os dog at de Eiendommeligheder i
Gemytliv og Tankeformue, som viste sig hos vor gamle Bonde og hans
yngre Kammerat, vare saa gjennemtrængte og baarne af de strenge og
store Natur-Omgivelser, og af Fjeldlivets eensomme Grublerier, at man
vistnok maatte have Grund til at overføre dem, i mere eller mindre
Grad, paa Racen idethele. Langt fra at disse arme, til sig selv
overladte Folk skulde lade deres Tanker og begreber indespærre af de
høie Fjeldmure, der omringe dem, eller nedtynge af det alendybe
Sneelag, der den største Deel af Aaret hviler paa deres Hyttetage –
vide de at der existerer en bevæget Verden udenfor deres Dal og bag
deres uhyre Fjeldørkener; de søge med Begjærlighed enhver
Kunskabskilde om denne Verden, de beskjæftige sig med at ordne dens
Forhold og supplere af egen Indbildningskraft hvad der maatte skorte
paa positive Efterretninger. Saaledes hørte vi med Forundring vore
to Ledsagere afhandle meget ivrigen mellem sig, hvilket Folk i Europa
vel maatte antages for det ulykkeligste? Da de naturligviis ikke
kunde blive enige herom, forelagde de os Spørgsmaalet til
Afgjørelse.
De
spurgte meget om hvorledes det gik paa Storthinget, som dengang var
samlet, fornemmelig syntes Veilovens Skjæbne at interessere dem; de
klagede over at man vilde tvinge dem til at oparbeide og vedligeholde
for brede Veie paa vanskelige og lidet befarne Strækninger. Aldrig
kunde de blive mætte af at høre fortælle om den kongelige Familes
Ophold i Christiania forrige Vinter, og de gjorde sig de
besynderligste Forestillinger om disse høitstillede Personers
Levemaade og Fremtræden. Men hvad der især laae dem nærmest for
Øie og opfyldte deres hele Sjæl, var Betragtninger, Tvivl og
Gisninger om Naturphænomenernes Oprindelse, Beskaffenhed og Hensigt.
Stjernehimlen, der hvælver sig dobbelt tindrende, og
hemmelighedsfuldt udfordrende over de høie, milebrede Fjeldsletter,
hvorpaa disse Folk saa ofte drage eensomme omkring med deres
Qvæghjorder; en enkelt Constellation, der seer betydningsfuldt ned i
den trange Dalsprække, hvori Vinterboligen ligger; de gigantiske
Fjeldmasser, der reise deres uhyre Hoveder fjern og nær, den
voldsomme Søndersplittelse i Kløfter og Elveleier – Alt dette
sætter sine stumme, men mægtige Spørgsmaal uafladeligt for
Bjergboerens Sjæl, og han kan ikke, vil ikke afvise dem. Han skaber
sig da egne Theorier, astronomiske og geologiske Satser, som ingen
Navne have, og ingen Berettigelse i Systemerne, men som han dog
hjælper sig med. Saaledes paastaaer han at Fjeldregionen lidt efter
lidt stiger længere ned i Dalen, og det dyrkbare Strøg bestandig
aftager, hvilket Sagn paa en mærkelig Maade støder sammen med de
lærde Naturforskeres Paastand om den scandinaviske Halvøes gradvise
Stigen op af Oceanet.
Men
det er ikke alene Udenverdenens Virkninger, som Vestfjorddalens
Fjeldbonde er istand til med Phantasie og Bevidsthed at optage i sig,
hans indre Liv, hans reent menneskelige Følelser vise sig ofte
stærkere, varmere og dybere end man er vant til at iagttage hos
Individer paa hans Standpunct, der med trælhaarde Hænders Arbeide
maa friste en daglig truet, af alle Slags Savn sammensat Tilværelse.
Vi ville saaledes ei kunne glemme den halv undertrykte og dog saa
klart fremvældende Rørelse, den simple Inderlighed hvormed gamle
Torger Miland fortalte os en Scene af sit huuslige Liv. Han havde en
sildig Høst gjort en høist nødvendig Reise over Fjeldet til Tudal,
samme Vei han nu drog med os. Men hjemme paa Miland laae hans lille
Datter dødssyg. Han gav derfor, da hans Ærinde var udrettet, paa
Hjemveien med saa stor Hurtighed, som de opsvulmede Bjergbække, de
uveisomme Vidder og det taagede Veir vilde tillade. Det var, sagde
han, som om Hjertet vilde ud af Brystet paa ham og ile forud; han
følte at en kjær Sjæl i Dødsangsten længtedes efter ham, og ikke
kunde blive fri, før han kom. Saaledes var det ogsaa. Den lille Pige
havde hjemme i sin Dødsnød raabt uafladeligt paa ham; sagt at hun
gjerne vilde døe, men at hun først maatte see sin Fader. Man havde
maattet flytte hendes Seng hen til Stuens eneste lille Blyvindue, og
hun klamrede sig med sine smaae, afmagrede Hænder fast til
Vindueskarmen, og stirrede med de ristende Øine ud i Dalgrunden,
hvorfra Faderen skulde komme. Han kom endelig, før det vat for
silde, og hun døde med Hovedet lagt til hans Bryst.
Under
saadanne Samtaler vare vi imidlerid komne op over Naaletræernes
Belte, til den første Sæter under Gaustakammen, der nu viste sig
ganske i Nærheden, endnu med Toppen tildeels skjult af et
bortdragende Skylag. Vi bleve skuffede i vor Forventning om at finde
Folk og Qvæg paa denne Sæter; de vare dragne længer ind paa
Fjeldet, Hytten stod forladt og ingen Bjældeklang eller Luurtoner
var at fornemme. Vi leirede os imidlertid paa den skjønne Græsvold
om Stølen, forat udhvile efter Opstigningens Strabadser og samle
Kræfter til hvad der forestod. Skjønt Solen allerede havde faaet
Overhaand med Morgentaagen, og sendte en klar og skinnende
Straaleflod over de vide, nøgne Strækninger, som omgav os, var der
dog i denne Høide kun lidet Varme i dens Straaler, og en kjølig
gjennemtrængende Luftning strøg hen over Bjergryggen. Vel saaes
Terrainet, uberegnet Keglen, endnu at stige i en langbrat Skraaning
bag os, men vi mærkede dog at vi allerede maatte være komne meget
høit, da vi saae tversover Dalen ned paa den anden Side Fjelde, hvis
Høisletter Øiet kunde forfølge langt indover. Ovenfor det Sted,
hvor vi nu sadde, voxede ingen Træer mere; den sidste kummerlige og
tynde Birkeskov kunde vi nu endnu see nede paa Afhældningen, den
vinkede til os med sine skjælvende Blade, som om den vilde kalde os
tilbage i grønne Skyggers Ly fra de aabne, af Træernes skjønne
Slægt forladte Høider. Endnu havde vi dog en rigelig Græsvext om
os, men da vi atter brøde op og droge videre langs de jevnt opad
skraanende Bjergrygge, forsvandt også de sidste grønne Marker.
Vi
saa kun omkring os aldeles nøgne og forvittrede Fjelde paa Fjeldet,
og derimellem sørgelige Dalfører, hvis Bund bestod af sortebrune
Myrstrækninger, gjennemsivede med Sneevand og besaaede med en
Uendelighed af ligesom nedregnede løse Stene, og hvis Sider tildeels
vare bevoxede med sparsomme hvidgraae Lyngarter, deels ogsaa
bedækkede med disse over hinanden styrtede Kampestene. Tilhøire
ragede op over alle de øvrige Høider den uhyre Gaustaryg, med sine
hvide Sneestrimer, der nu brede, mægtige og faste som Metal,
skinnede og blændede i Solstraalerne. Endnu et Par Timers Tid
arbeidede vi os frem gjennem den opsprukne Grund, over Stenurer og
rivende Bække, før vi endelig henved Middag naaede
Langefondssæteren, der ligger paa den nederste Skraaning af
Gaustakeglen, tæt under den evige Snee. Hvorledes Kreaturene her paa
dette frygtelige Sted kan finde Næring og Græsgang, er ikke let at
begibe, da Alt vidt og bredt har det samme graabrune, øde Udseende
og ikke en grøn Plet er at opdage, men at her alligevel maa findes
kraftige Urter nok mellem Stenene og Lynget, det beviste det store
Antal, blanke velnærede Hornqvæg, Faar og Geder som netop i det
Øieblik vi ankom, samlede sig om Sæterhytten forat melkes. Med Møie
trængte vi os gjennem den tætte Hjord ind i Stølen, i hvis yderste
Rum en temmelig but, sliden og slet ikke idyllisk Sæterjente stod og
rørte i en Primkjedel, og paa vort Forlangende (for Betaling) lod os
drikke saameget Melk og Fløde, som vi lystede, hvilket var ikke
lidet efter at vi flere Dage havde levet saagodtsom paa Vand og Brød.
Saasnart
vor Lyst var stillet skyndte vi os snarest mulig ud af dette Hul, for
igjen at aande den frie Bjergluft. Vore Førere kom os derude imøde
med betydningsfulde Gebærder: de pegede nemlig op til den, som det
syntes, ganske nær over vore Hoveder ragende Gaustakam, der nu var
aldeles fri for Skyer, og tegnede sig skarpt mod den rene, dybt blaa
Himmel. «I vil dog vel ikke drage Toppen forbi nu, da vi ere den saa
nær, og den viser sig saa blank som det sjælden falder i nogen
Reisendes Lod at see», meente de begge. Og da nu deres uegennyttige
Tilbud at følge os derop kun alt formeget stemmede med vor egen
Lyst, betænkte vi os ikke længe. Hesten blev sluppen løs paa
Græsgang, fri for sin Byrde, Tøiet blev overlevet til Sæterjentens
Omsorg; vi foretog de nødvendige Forandringer i vor Udrustning og nu
gik det opad. «Nu er Klokken snat Eet, Kl. fem ere vi her tilbage
igjen», sagde vor unge Fører idet han skred foran. Han var vel
bekjendt paa disse Steder; hvad Torger Miland angik, da havde han
aldrig før været paa Gaustas Top, skjønt han næsten hele sit
lange Liv igjennem havde havt den for Øie fra sin Gaard.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar