Munchs telemarksreise 1845, del 8/9

[Den Constitutionelle No. 320/1845]

Over Gausta til Tudal.

Det var en stille, graalig Morgenstund da vi brød op fra Dale forat tiltræde vor lange Fjeldvandring over Gaustaknæerne til den eensomme Tudal, et afsidesliggende Annex til Hjertdal Præstegjeld, og hvorfra vi saa videre agtede at stige ned i lavere og mere beboede Egne. Man havde vel paa Dale høilig fraraadet os at tage denn Vei, der beskreves som altfor besværlig og lidet lønnende, men vi vilde nødig reise samme Strækning ned over Tindsøen tilbage igjen, som vi var kommet, og desuden droges vi af en indre uimodstaaelig Lyst, der vist bemægtiger sig enhver, som lader sig indslutte af disse trange Dale, en Lyst efter at naae Høiden af de lukkende Fjeldmasser, og see hvilken friere Verden deroppe aabner sig. Skjønt derfor til andre Hindringer ogsaa stødt den, at ingen Heste vare at faae til Overgangen, selv ikke paa Ingolsland, og at vi saaledes maatte indlade os i nye Underhandlinger med gamle Torger om fremdeles at benytte hans Hest over Fjeldet, satte vi dog vor Villie igjennem. Torger Miland jamrede sig vel endeel over at han saaledes endnu for to Dage maatte lade sine Sætersfolk i Stikken, men erkjendte dog ogsaa Rigtigheden af det thelemarkiske Valgsprog: «Reisende Folk maae frem», og da han først engang havde fattet sin Beslutning og givet sit Løfte, var han Godmodigheden og Velvilligheden selv, især efterat han havde faaet en god Medhjælp i en stærk ung Karl fra Gaarden Vaa, der paa sin brede Ryg skulde bære endeel af vor Bagage, og ellers tjene som Fører hvor den Gamle, som ikke paa længe havde været tilfjelds paa de Kanter, maatte være usikker om Retninger i disse Sporløse Ørkener.

Saaledes forberedte begav vi os paa Veien. Morgenluften var kold og disig, en tung og hvid Skyhat hvilede paa Gaustas Tinde, og strakte sin Flige langt ned over Kjæmpens Sider; det syntes altsaa som om Elementerne selv vilde fraraade os Bestigelsen af Toppen; thi hvad skulde vi deroppe, midt i uigjennemsigtig Taage? Vi resignerede os derfor allerede til blot at drage over den lavere Fjeldryg til Tudal, og lade Gaustakammen efter Lyst indhylle sig i sine hvide Gevanter, uden at vi skulde forsøge paa at gjennemtrænge dem. Vor Dagsreise vilde uden dette endnu blive lang og anstrængende nok, forsikrede man os.

Da vi havde passeret Broen over Maanelven, og var kommen over paa den anden Bred, begyndte Opstigningen umiddelbart. En Slags Sætersti fører vel opad den steile Fjeldside i lige Retning did hvor Gaustaknæet bøier sig, og danner Plateauet hvorpaa Keglen hviler, men denne Sti er saa afbrudt af overstyrtede gigantiske Fjeldstykker, saa skjult af Mos og Naaletræernes Rødder, at den næsten er ukjendelig for et uvant Øie; den er tillige saa braabrat, at selv disse Egnes lille vevre Fjeldhest, der næsten synes at besidde en Flues Færdighed i at gaae op ad en lodret Væg, her kun med Møie og krampagtigen klavrer sig frem; at sidde tilhest er naturligviis ikke at tænke paa, man er glad ved at kunne tye til sine Been og Hænder. Imidlertid havde den steile og møisommelige Opstigning, saalænge vi ikke vare altfor trætte, sin egen Interesse. Luften blev, alt eftersom det led ud paa Morgenen, mindre skarp og mere solgjennemtrukket, uden derfor at tabe noget af sin Elasticitet og Friskhed, Bjergbeltet var endnu i denne Høide tæt bevoxet med frodig Gran- og Furuskov, der bevægede sine vifteformede, stærkt duftende Grene over vore Hoveder; fløielsblød Mos, med de herligste grønne og brune Skatteringer, og gjennemsivet af klare Vanddraaber, bedækkede ofte den stenede Jordbund: stive, bestandig blomstløse Bregner, denne Levning af Urverdenens Planteformation, stak som Fjederbuske op af Steenrevnerne, og raslede for den mindste Luftning. Hvor Underskoven var mindre tæt, have vi mellem de ranke Furustammer et Fjernsyn ned i den mærkværdige Dal, vi havde forladt. Jo længere vi kom op, des aabnere blev den Fjeldskraaningen beklædende Trævegetation, enkelte grønne smaae Græsmarker lysnede allerede hist og her frem af Naaleskoven, som nu mere og mere begyndte at give Plads for Birken. Endnu havde vi dog igjen et godt Stykke at klavre før vi kunde naae til den første store Afsats, hvor Fjeldplateauet begynder. Af den idelige Stigen og Klattren vare vi nu ogsaa saa trætte og medtagne, at vi maatte hvile temmelig ofte, og den anvendte Tid ikke stod i Forhold til det Rum vi tilbagelagde. Men hvad der høilig bidrog til at forkorte os disse besværlige Timer, var vore Føreres Meddelsomhed og ivrige Samtaler mellem sig selv og med os.

Det var virkelig med særdeles Opmærksomhed vi fulgte deres Samtale, og blandede os i den, vel ikke saameget for dens Interesse i og for sig, som fordi disse Fjeldfolks stærke og dybe Gemyt, og deres livlige og naive Opfattelsesevne derigjennem uforbeholdent kom for Dagen. Det er muligt at andre Reisende have gjort en mindre tilfredsstillende Erfaring med Hensyn til Vestfjorddølernes Qvaliteter, og at Hændelsen her havde ladet os træffe paa mere end sædvanligt begavede Individer, men det forekom os dog at de Eiendommeligheder i Gemytliv og Tankeformue, som viste sig hos vor gamle Bonde og hans yngre Kammerat, vare saa gjennemtrængte og baarne af de strenge og store Natur-Omgivelser, og af Fjeldlivets eensomme Grublerier, at man vistnok maatte have Grund til at overføre dem, i mere eller mindre Grad, paa Racen idethele. Langt fra at disse arme, til sig selv overladte Folk skulde lade deres Tanker og begreber indespærre af de høie Fjeldmure, der omringe dem, eller nedtynge af det alendybe Sneelag, der den største Deel af Aaret hviler paa deres Hyttetage – vide de at der existerer en bevæget Verden udenfor deres Dal og bag deres uhyre Fjeldørkener; de søge med Begjærlighed enhver Kunskabskilde om denne Verden, de beskjæftige sig med at ordne dens Forhold og supplere af egen Indbildningskraft hvad der maatte skorte paa positive Efterretninger. Saaledes hørte vi med Forundring vore to Ledsagere afhandle meget ivrigen mellem sig, hvilket Folk i Europa vel maatte antages for det ulykkeligste? Da de naturligviis ikke kunde blive enige herom, forelagde de os Spørgsmaalet til Afgjørelse.

De spurgte meget om hvorledes det gik paa Storthinget, som dengang var samlet, fornemmelig syntes Veilovens Skjæbne at interessere dem; de klagede over at man vilde tvinge dem til at oparbeide og vedligeholde for brede Veie paa vanskelige og lidet befarne Strækninger. Aldrig kunde de blive mætte af at høre fortælle om den kongelige Familes Ophold i Christiania forrige Vinter, og de gjorde sig de besynderligste Forestillinger om disse høitstillede Personers Levemaade og Fremtræden. Men hvad der især laae dem nærmest for Øie og opfyldte deres hele Sjæl, var Betragtninger, Tvivl og Gisninger om Naturphænomenernes Oprindelse, Beskaffenhed og Hensigt. Stjernehimlen, der hvælver sig dobbelt tindrende, og hemmelighedsfuldt udfordrende over de høie, milebrede Fjeldsletter, hvorpaa disse Folk saa ofte drage eensomme omkring med deres Qvæghjorder; en enkelt Constellation, der seer betydningsfuldt ned i den trange Dalsprække, hvori Vinterboligen ligger; de gigantiske Fjeldmasser, der reise deres uhyre Hoveder fjern og nær, den voldsomme Søndersplittelse i Kløfter og Elveleier – Alt dette sætter sine stumme, men mægtige Spørgsmaal uafladeligt for Bjergboerens Sjæl, og han kan ikke, vil ikke afvise dem. Han skaber sig da egne Theorier, astronomiske og geologiske Satser, som ingen Navne have, og ingen Berettigelse i Systemerne, men som han dog hjælper sig med. Saaledes paastaaer han at Fjeldregionen lidt efter lidt stiger længere ned i Dalen, og det dyrkbare Strøg bestandig aftager, hvilket Sagn paa en mærkelig Maade støder sammen med de lærde Naturforskeres Paastand om den scandinaviske Halvøes gradvise Stigen op af Oceanet.

Men det er ikke alene Udenverdenens Virkninger, som Vestfjorddalens Fjeldbonde er istand til med Phantasie og Bevidsthed at optage i sig, hans indre Liv, hans reent menneskelige Følelser vise sig ofte stærkere, varmere og dybere end man er vant til at iagttage hos Individer paa hans Standpunct, der med trælhaarde Hænders Arbeide maa friste en daglig truet, af alle Slags Savn sammensat Tilværelse. Vi ville saaledes ei kunne glemme den halv undertrykte og dog saa klart fremvældende Rørelse, den simple Inderlighed hvormed gamle Torger Miland fortalte os en Scene af sit huuslige Liv. Han havde en sildig Høst gjort en høist nødvendig Reise over Fjeldet til Tudal, samme Vei han nu drog med os. Men hjemme paa Miland laae hans lille Datter dødssyg. Han gav derfor, da hans Ærinde var udrettet, paa Hjemveien med saa stor Hurtighed, som de opsvulmede Bjergbække, de uveisomme Vidder og det taagede Veir vilde tillade. Det var, sagde han, som om Hjertet vilde ud af Brystet paa ham og ile forud; han følte at en kjær Sjæl i Dødsangsten længtedes efter ham, og ikke kunde blive fri, før han kom. Saaledes var det ogsaa. Den lille Pige havde hjemme i sin Dødsnød raabt uafladeligt paa ham; sagt at hun gjerne vilde døe, men at hun først maatte see sin Fader. Man havde maattet flytte hendes Seng hen til Stuens eneste lille Blyvindue, og hun klamrede sig med sine smaae, afmagrede Hænder fast til Vindueskarmen, og stirrede med de ristende Øine ud i Dalgrunden, hvorfra Faderen skulde komme. Han kom endelig, før det vat for silde, og hun døde med Hovedet lagt til hans Bryst.

Under saadanne Samtaler vare vi imidlerid komne op over Naaletræernes Belte, til den første Sæter under Gaustakammen, der nu viste sig ganske i Nærheden, endnu med Toppen tildeels skjult af et bortdragende Skylag. Vi bleve skuffede i vor Forventning om at finde Folk og Qvæg paa denne Sæter; de vare dragne længer ind paa Fjeldet, Hytten stod forladt og ingen Bjældeklang eller Luurtoner var at fornemme. Vi leirede os imidlertid paa den skjønne Græsvold om Stølen, forat udhvile efter Opstigningens Strabadser og samle Kræfter til hvad der forestod. Skjønt Solen allerede havde faaet Overhaand med Morgentaagen, og sendte en klar og skinnende Straaleflod over de vide, nøgne Strækninger, som omgav os, var der dog i denne Høide kun lidet Varme i dens Straaler, og en kjølig gjennemtrængende Luftning strøg hen over Bjergryggen. Vel saaes Terrainet, uberegnet Keglen, endnu at stige i en langbrat Skraaning bag os, men vi mærkede dog at vi allerede maatte være komne meget høit, da vi saae tversover Dalen ned paa den anden Side Fjelde, hvis Høisletter Øiet kunde forfølge langt indover. Ovenfor det Sted, hvor vi nu sadde, voxede ingen Træer mere; den sidste kummerlige og tynde Birkeskov kunde vi nu endnu see nede paa Afhældningen, den vinkede til os med sine skjælvende Blade, som om den vilde kalde os tilbage i grønne Skyggers Ly fra de aabne, af Træernes skjønne Slægt forladte Høider. Endnu havde vi dog en rigelig Græsvext om os, men da vi atter brøde op og droge videre langs de jevnt opad skraanende Bjergrygge, forsvandt også de sidste grønne Marker.

Vi saa kun omkring os aldeles nøgne og forvittrede Fjelde paa Fjeldet, og derimellem sørgelige Dalfører, hvis Bund bestod af sortebrune Myrstrækninger, gjennemsivede med Sneevand og besaaede med en Uendelighed af ligesom nedregnede løse Stene, og hvis Sider tildeels vare bevoxede med sparsomme hvidgraae Lyngarter, deels ogsaa bedækkede med disse over hinanden styrtede Kampestene. Tilhøire ragede op over alle de øvrige Høider den uhyre Gaustaryg, med sine hvide Sneestrimer, der nu brede, mægtige og faste som Metal, skinnede og blændede i Solstraalerne. Endnu et Par Timers Tid arbeidede vi os frem gjennem den opsprukne Grund, over Stenurer og rivende Bække, før vi endelig henved Middag naaede Langefondssæteren, der ligger paa den nederste Skraaning af Gaustakeglen, tæt under den evige Snee. Hvorledes Kreaturene her paa dette frygtelige Sted kan finde Næring og Græsgang, er ikke let at begibe, da Alt vidt og bredt har det samme graabrune, øde Udseende og ikke en grøn Plet er at opdage, men at her alligevel maa findes kraftige Urter nok mellem Stenene og Lynget, det beviste det store Antal, blanke velnærede Hornqvæg, Faar og Geder som netop i det Øieblik vi ankom, samlede sig om Sæterhytten forat melkes. Med Møie trængte vi os gjennem den tætte Hjord ind i Stølen, i hvis yderste Rum en temmelig but, sliden og slet ikke idyllisk Sæterjente stod og rørte i en Primkjedel, og paa vort Forlangende (for Betaling) lod os drikke saameget Melk og Fløde, som vi lystede, hvilket var ikke lidet efter at vi flere Dage havde levet saagodtsom paa Vand og Brød.

Saasnart vor Lyst var stillet skyndte vi os snarest mulig ud af dette Hul, for igjen at aande den frie Bjergluft. Vore Førere kom os derude imøde med betydningsfulde Gebærder: de pegede nemlig op til den, som det syntes, ganske nær over vore Hoveder ragende Gaustakam, der nu var aldeles fri for Skyer, og tegnede sig skarpt mod den rene, dybt blaa Himmel. «I vil dog vel ikke drage Toppen forbi nu, da vi ere den saa nær, og den viser sig saa blank som det sjælden falder i nogen Reisendes Lod at see», meente de begge. Og da nu deres uegennyttige Tilbud at følge os derop kun alt formeget stemmede med vor egen Lyst, betænkte vi os ikke længe. Hesten blev sluppen løs paa Græsgang, fri for sin Byrde, Tøiet blev overlevet til Sæterjentens Omsorg; vi foretog de nødvendige Forandringer i vor Udrustning og nu gik det opad. «Nu er Klokken snat Eet, Kl. fem ere vi her tilbage igjen», sagde vor unge Fører idet han skred foran. Han var vel bekjendt paa disse Steder; hvad Torger Miland angik, da havde han aldrig før været paa Gaustas Top, skjønt han næsten hele sit lange Liv igjennem havde havt den for Øie fra sin Gaard.

Ingen kommentarer :

Legg inn en kommentar