[Den
Constitutionelle No. 304/1845]
Rjukan.
Det
kan ikke være vor Agt at forsøge paa nogen detailleret Beskrivelse
af Rjukanfossen; dertil vilde vore matte Ord savne Kraft og Farve, og
ikke engang kunne give et saa helt Billede deraf, som den døde
Aftegning paa Lærredet formaaer, skjønt der ogsaa maa savnes
Originalens evigt afvexlende Liv og dybe, som det synes fra Jordens
inderste kommende Naturtone. Begge Dele ere desuden saa ofte prøvede
og paa forskjellige Maader udførte, at enhver Læser vistnok
derefter har dannet sig et nogenlunde rigtigt Begreb om den dobbelte
Kjedels Form, om Contourerne af de skarpe Klippevægge, der omgive
den, om Fossestupets Høide og Skikkelse. Men ingen Skribent, ingen
Maler kan nogensinde ved en noksaa vel lykket Contrafei sætte
deres Publicum i en Stemning, som blot nærmer sig til Virkningen af
den umiddelbare Indtrængen i en saadan Naturscene. H. C. Andersen
siger hvert Øieblik i sin Digterbazar, naar han farer hen over
Grækenlands og Orientens classiske Egne: «Dette og dette kan ikke
beskrives. Man maa selv see det». Og hvormeget vi end i sin Tid ved
at læse Bazaren ærgredes og kjededes ved hvert Øieblik at støde
paa denne for Digteren sa beqvemme Affærdigelse af de Steder, paa
hvis Beskrivelse man var mest spændt, saa nødes vi dog til her at
gribe til samme Middel, og sige til Læseren: «Kom selv og see».
Dog kan vi til vor Fordeel anføre, at vort Raad idetmindste ikke er
saa ufølgbart som Andersens, thi norske Læsere kunne dog vel uden
altfor stor Urimelighed opfordres til at reise op og see Rjukan,
medens danske og norske ditto mindre let kan anmodes om uden videre
at tage Constantinopel i Øiesyn.
Vi
sadde længe paa Skrænten, der ved de dybtindtraadte Fodspor i
Græstørven betegner Maristiens Begyndelse, og lod os med glad Skræk
overvælde af det mægtige Indtryk. For dette høie Stade kunde vort
Blik styrte sig sex hundrede Fod ned paa Bunden af det kogende sorte
Gab; eller glide med de faldende Skumhvirvler til halvt nede i den
indre Kjedel, thi længer kan intet menneskeligt Blik trænge, das
Vandstøvskyerne stige op fra Bunden igjen til Midten af Faldet, og
ganske opfylde det indre Rum. Det synes virkeligt som om Bjergets
Aand ved Utilgjægeligheder paa alle Sider har villet værne om dette
sit inderste og hemmeligste Værksted. Ikke nok at dette indre Rum er
befæstet med knivsodskarpe Klippekanter og spærret af tornende
Vanddampe, saa intet Levende der kan aande eller træde uden strax at
sønderknuses; endog den udenfor, som en Forgaard dannede større
Fjeldkjedel er næsten utilgjængelig for en menneskelig Fod, og der
gaaer kun dunkle Sagn om at enkelte dumdristige Klattrere skulle have
naaet dens Bund, og være slupne derfra med Livet. Men var man ogsaa
engang først dernede, hvilket Syn vilde da ikke Fossen tilbyde, seet
fra Foden af dens hele Høide, og styrtende ned over Ens Hoved
ligesom fra Skyerne. Nu derimod seer man Faldet ovenfra, hvorved
Maalestokken for dens Høide forendeel bliver forstyrret.
Som
vi nu længere og længere stirrede ufravendt ind i de altid sig
gjentagende, nedfarende Skumbjerge, og enkelte røde Streiflys af den
dalende Sol faldt gjennem Klippekløfternes dybe Skygger henover
Vandpartiklernes Myriader, og dannede af dem ligesaamange funklende
Ædelstene; medens den bedøvende Larm fra Fossen slog Luften sammen
over vore Hoveder, snart med jagende Pladsken og Susen, snart med
dybere, rystende Drøn; medens vi saae store Fugle flyve skrigende, i
tættere og tættere Kredse over det tordnende Svælg, som om de
skulde males ned i dets Hvirvler – da grebes ogsaa vi tilsidst af
den forunderlige Lyst, som paa saadanne Steder lokker Mennesket ned i
Afgrunden. Det forekom os som løftede usynlige Kræfter vore Fødder
fra Jorden, og vilde drage vort Hoved mod Dybet; som kaldte tusinde
smigrende, lokkende og truende Stemmer til os fra Vandhvirvlerne i
den indre Kjedel, hvidskende og forsikkrende om at derinde vilde være
Roe og Husvalelse at finde for vore svimlende, brændende Tanke; og
dog følte vi os til samme Tid betagne af en unævnelig Rædsel, som
lade Dødens Bleghed over vor Pande og bragte vore Hænder til
uvilkaarligen og krampagtigen at klamre sig fast til de nærmeste
Gjenstande. Det var Svimmelhedens skrækkelige Phantom, der her
traadte nær til os, og saae os ind i Sjælen med sine bundløse,
vanvidsvækkende Øine. Hvo der har ham til Følgesvend paa Maristien
er redningsløs forloren. Han vilde gjerne drage os derhen; Stykket
over den glatte Fjeldvæg fra Birken og op til «Furua» saae saa
kort og snart tilbagelagt ud, og Forfængeligheden tilhviskede os: At
have været ved Rjukan og ikke gaaet Maristien er det samme som at
have været i Rom og ikke seet Peterskirken! Men allerede ved det
første prøvende Fodtrin paa Stien, hvor de sjunkende Buskvæxter
ophøre og den brat imod Fossen hældende Fjeldside intet Holdepunct
frembyder mere for det svævende Blik, alt da stod den frygtelige
Følgesvend ved vor Side og greb efter os og pegede med en haanlig
Latter ned i Afgrunden.
Endnu
vare vi dog ikke saa ganske i hans Magt, at vi jo med en kraftig
Villieanstrængelse kunde træde tilbage; vi gjorde det, og opgav
Gangen over Maristien. Vor gamle Torger bestyrkede os ogsaa i denne
Beslutning, sigende: «at naar vi ikke agtede os op til Gaarden
Fossum, der ligger tæt ovenfor Rjukan, og hvortil Maristien er en
Gjenvei, saa vidste han ikke hvad vi endelig vilde paa den, især
naar vi ikke var des sikkrere i Hovedet. Fossen kunde vi jo see godt
nok her hvor vi vare; og syntes vi ikke det, saa vilde han føre os
til et Sted længere nede, som var endnu bedre. Vilde vi ellers see
hvorledes det tog sig ud naar En gik paa det værste Stykke af
Maristien, saa skulde han gjerne gaae den Gang frem og tilbage, det
var han saa vant til». Vi frabade os imidlertid dette Skuespil, idet
vi forklarede ham at vi ikke vilde han for vor Skyld skulde sætte
sit Liv ivove; det kunde dog hænde at hans gamle Been nu vilde
svigte paa de farlige Sti. Torger smilte med en overlegen Mine, og
mente at det vel var mageligst for ham at blive derfra, men hvad hans
gamle Been angik, da trøstede han sig endnu til paa dem at bære en
Byrde over Maristien; Sligt skede hver Dag af Bygdens Folk, og
Eistein Hansen paa Ingolfsland havde jo i sin Ungdom engang ledet sin
frugtsommelige Kone over Maristien, medens han til samme Tid bar sit
mindste Barn i en Kurv paa Ryggen. Vi tvivlede ikke paa Eistein
Hansens Bedrifter, men der var langt fra ham, endog som han nu er, og
til Torger Miland; vi anmodede derfor denne om at føre os til det
belovede Udsigtsted, og overlade Maristien til yngre Been end hans og
sikkrere Hoveder end vore.
Han
gik nu foran, og klattrende fra Busk til Busk nedad en kratbevoxet
Skraaning, kom vi endelig ned til det bekjendte Sted hvor en stor
flad Steen, som en Altan, rager ud over Dybet midt overfor
Katarakten, der paa Grund af det lavere Standpunkt, hvorfra den her
sees, tager sig endnu mægtigere, høiere og fuldere ud, end oppe fra
Maristien. Vi stode i Ly af de frisktgrønne, skjælvende Birketræer
ved Aabningen, og saae fra denne naturlige Loge atter ud over hiin
underfulde Scene, af hvis Betragtning vore Sjæle aldrig kunde blive
mættede. Tilsidst lod vor Tanke sig ikke længere nøie med selv
dette mærkværdigste, mest storartede Fragment af Thelemarkens
Vandfaldrigdom, vi havde her for det legemlige Øie; vore Drømmerier,
vuggede og baarne paa Fossens mægtige Vandhvirvler, omfattede paa
engang hele den uhyre Cascaderække, hvoraf Rjukan blot er et af
Trinene, og hvis Kilder findes paa Hardangerfjeldenes evige
Sneetinder og Iisbræer. Fra disse tænkte vi os de stride, grønblaa
Gletscheelves Løb over Fjeldplateauet samlende sig i Mjøsvandet paa
Grændsen af Fjeldmarkerne; derfra styrtende gjennem Maanelven, over
Rjukanfossen ned til Tindsøen, derfra ved Tindelven, med flere Elve
fra Thelemarkens andre Dale ud i Hitterdalsvandet, hvilket igjen ved
den brede Slude-Elv har sit Udløb i den mægtige Nordsjø, dette
store Reservoir for det østfjeldske Thelemarkens fleste Vasdrag, og
saa endelig ved Skiens Elv, over Slotsfossen og Skiensfossene, ud i
Havet. Hvilken Vandledning!
Hiint
eensomme, flere Miile lange Mjøsvand, fra hvilket Maanelven har sit
Udspring, ruller sine mørke, tunge Bølger mellem nøgne Høie, hvor
intet Træ mere voxer, thi dette sørgelige Vand ligger langt oppe
mod Grændsen af Livets Regioner, omtrent halvanden Miil ovenfor
Rjukan. Men dets stenede Kyster har paa nogle Steder kraftige
Græsmarker, og her afbrydes Fjeldslettens Øde af Qvæghjordernes
Bjeldeklang og Sæterjenternes Lokken. Ja der findes endog enkelte
faste Boliger deroppe, smaae Gaarde, hvis Beboere holde ud her det
hele Aar igjennem. Det i
Thelemarken sædvanlige Sagn om saadanne høitliggende Trakter gaaer
ogsaa her: at Mjøsvandets Bredder i fordums Dage, før den sorte
Død, skal have været beboede, endog opdyrkede, og udgjort et heelt
Kirkesogn, af hvis Kirke man endnu troer at kunne skjelne
Fundamentet. I lange Tider derefter var denne forladte Egn kun
af og til besøgt af Sæterfolk, enkelte Jægere og Fiskere, indtil
den endelig i Midten af forrige Aarhundrede atter fik faste Beboere
ved et ganske eget Tilfælde. Et ungt elskende Par fra
Vestfjorddalen, der nede i Bygden blandt Menneskenes Love, ikke kunde
ægte hinanden fordi de vare i for nært Slægtskab, flygtede op til
Mjøsvandet og nedsatte sig her paa det Sted hvor nu Gaarden Argehovd
ligger. I denne Eensomhed levede de længe roligt og aldeles
forglemte af Verden; først mange Aar efter fandt Øvrigheden deres
Efterkommere, der nu vare formerede til en heel Colonie stærke,
halvvilde Mennesker, der hverken vidste af Daab eller Ægteskab og
som nu Alle paa eengang bleve christnede.
Under
en af de smaae Gaarde ved Mjøsvandet hører en Huusmandsplads
Laagefjeld, der ligger langt inde paa Fjeldmarken, og danner det
yderste beboede Punct paa denne Side Hardangerfjeldene,
Menneskelivets Forpost i disse uendelige Ørkener og Vidder. Det er
dette Laagefjeld som Dr. [Theodor] Mügge omtaler i sin Reise, og om
hvis Beboeres haarde Skjæbne han udlader sig med saamegen Rørelse
og Veltalenhed. Konen paa Laagefjeld fremstilles nemlig klagende for
den Reisende over at hun og hendes Mand, der med usigelig Møie har
opryddet og indredet dette eensomme Sted, og derfor har vundet det
saa kjært, nu maa forlade det fordi Staten, der angives som
Grundeier, fordrer en Afgift, som de ikke kan betale. Den tydske
Reisende udbryder i Indignation over Statens Gridskhed, der ikke kan
lade disse stakkels Folk sidde i Roe i denne skrækkelige Udørken,
hvor de ikke gaae Nogen iveien, men tvertimod ofte ere til Frelse og
Nytte for den Reisende, der drager over Fjeldet til Røldal eller
Hardanger. I Alt dette vilde Hr. Mügge have storlig Ret, og vi vilde
være de Første til at dele hans Interesse for Konen paa Laagefjeld,
og hans Misbilligelse af Statens Indgreb i Ørkenens fri Liv, dersom
vi ikke havde Vished for at det hele Udsagn hviler paa Feiltagelse.
Fogden i Øvre Thelemarken har forsikkret os om, at Laagefjeld ikke
eies af Staten, men hører under en af de smaae Gaarde ved
Mjøsvandet, hvortil Folkene paa Laagefjeld svarer en saa ubetydelig,
fast nominel Afgift, at den ikke kunde drive dem fra Stedet, ligesom
Gaardens Eier heller ikke vides at have udsagt dem. Den Mand som
Mügge traf paa Laagefjeld, er imidlertid senere død, og Konen
udvandret til Amerika, men nye Opsiddere have taget Bopel i den
forladte Hytte.
Vi
ere ved denne Digression komne temmelig langt bort fra vort
Standpunct ved Rjukan, skjønt hine øde Regioner ovenfor Fossen,
hvilke vor Fod dennegang ei skulde betræde, men vort Blik senere
overflyve fra Gousta, dog ogsaa hørte med til det udstrakte Billede
af Fjeldenes og Vandenes Terrasser, vor Tanke her havde dannet sig.
Imidlertid sank Aftenskyggerne tættere og tættere fra
Klippekanterne hen over Faldets Sølvglands og vilde ligesom tilhylle
det med deres dunkle Folder, forat Menneskenes nysgjerrige Blik ikke
længer skulde vanhellige Vandaandernes Mysterier; et koldt Pust gik
sukkende sjennem Kløfterne, og erindrede os om, at det nu var paa
Tide at løsrive sig fra disse lokkende Kredse, før Nattens Rædsler
faldt paa. Vi havde en lang og besværlig Tilbagevei, og det blev
Midnat før vi trætte og hungrige naaede ned til Dale, vort
Standqvarteer, hvor vi indtoges og styrkedes saa godt Husets Kræfter
tillode.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar