Munchs telemarksreise 1845, del 7/9

[Den Constitutionelle No. 304/1845]

Rjukan.

Det kan ikke være vor Agt at forsøge paa nogen detailleret Beskrivelse af Rjukanfossen; dertil vilde vore matte Ord savne Kraft og Farve, og ikke engang kunne give et saa helt Billede deraf, som den døde Aftegning paa Lærredet formaaer, skjønt der ogsaa maa savnes Originalens evigt afvexlende Liv og dybe, som det synes fra Jordens inderste kommende Naturtone. Begge Dele ere desuden saa ofte prøvede og paa forskjellige Maader udførte, at enhver Læser vistnok derefter har dannet sig et nogenlunde rigtigt Begreb om den dobbelte Kjedels Form, om Contourerne af de skarpe Klippevægge, der omgive den, om Fossestupets Høide og Skikkelse. Men ingen Skribent, ingen Maler kan nogensinde ved en noksaa vel lykket Contrafei sætte deres Publicum i en Stemning, som blot nærmer sig til Virkningen af den umiddelbare Indtrængen i en saadan Naturscene. H. C. Andersen siger hvert Øieblik i sin Digterbazar, naar han farer hen over Grækenlands og Orientens classiske Egne: «Dette og dette kan ikke beskrives. Man maa selv see det». Og hvormeget vi end i sin Tid ved at læse Bazaren ærgredes og kjededes ved hvert Øieblik at støde paa denne for Digteren sa beqvemme Affærdigelse af de Steder, paa hvis Beskrivelse man var mest spændt, saa nødes vi dog til her at gribe til samme Middel, og sige til Læseren: «Kom selv og see». Dog kan vi til vor Fordeel anføre, at vort Raad idetmindste ikke er saa ufølgbart som Andersens, thi norske Læsere kunne dog vel uden altfor stor Urimelighed opfordres til at reise op og see Rjukan, medens danske og norske ditto mindre let kan anmodes om uden videre at tage Constantinopel i Øiesyn.

Vi sadde længe paa Skrænten, der ved de dybtindtraadte Fodspor i Græstørven betegner Maristiens Begyndelse, og lod os med glad Skræk overvælde af det mægtige Indtryk. For dette høie Stade kunde vort Blik styrte sig sex hundrede Fod ned paa Bunden af det kogende sorte Gab; eller glide med de faldende Skumhvirvler til halvt nede i den indre Kjedel, thi længer kan intet menneskeligt Blik trænge, das Vandstøvskyerne stige op fra Bunden igjen til Midten af Faldet, og ganske opfylde det indre Rum. Det synes virkeligt som om Bjergets Aand ved Utilgjægeligheder paa alle Sider har villet værne om dette sit inderste og hemmeligste Værksted. Ikke nok at dette indre Rum er befæstet med knivsodskarpe Klippekanter og spærret af tornende Vanddampe, saa intet Levende der kan aande eller træde uden strax at sønderknuses; endog den udenfor, som en Forgaard dannede større Fjeldkjedel er næsten utilgjængelig for en menneskelig Fod, og der gaaer kun dunkle Sagn om at enkelte dumdristige Klattrere skulle have naaet dens Bund, og være slupne derfra med Livet. Men var man ogsaa engang først dernede, hvilket Syn vilde da ikke Fossen tilbyde, seet fra Foden af dens hele Høide, og styrtende ned over Ens Hoved ligesom fra Skyerne. Nu derimod seer man Faldet ovenfra, hvorved Maalestokken for dens Høide forendeel bliver forstyrret.

Som vi nu længere og længere stirrede ufravendt ind i de altid sig gjentagende, nedfarende Skumbjerge, og enkelte røde Streiflys af den dalende Sol faldt gjennem Klippekløfternes dybe Skygger henover Vandpartiklernes Myriader, og dannede af dem ligesaamange funklende Ædelstene; medens den bedøvende Larm fra Fossen slog Luften sammen over vore Hoveder, snart med jagende Pladsken og Susen, snart med dybere, rystende Drøn; medens vi saae store Fugle flyve skrigende, i tættere og tættere Kredse over det tordnende Svælg, som om de skulde males ned i dets Hvirvler – da grebes ogsaa vi tilsidst af den forunderlige Lyst, som paa saadanne Steder lokker Mennesket ned i Afgrunden. Det forekom os som løftede usynlige Kræfter vore Fødder fra Jorden, og vilde drage vort Hoved mod Dybet; som kaldte tusinde smigrende, lokkende og truende Stemmer til os fra Vandhvirvlerne i den indre Kjedel, hvidskende og forsikkrende om at derinde vilde være Roe og Husvalelse at finde for vore svimlende, brændende Tanke; og dog følte vi os til samme Tid betagne af en unævnelig Rædsel, som lade Dødens Bleghed over vor Pande og bragte vore Hænder til uvilkaarligen og krampagtigen at klamre sig fast til de nærmeste Gjenstande. Det var Svimmelhedens skrækkelige Phantom, der her traadte nær til os, og saae os ind i Sjælen med sine bundløse, vanvidsvækkende Øine. Hvo der har ham til Følgesvend paa Maristien er redningsløs forloren. Han vilde gjerne drage os derhen; Stykket over den glatte Fjeldvæg fra Birken og op til «Furua» saae saa kort og snart tilbagelagt ud, og Forfængeligheden tilhviskede os: At have været ved Rjukan og ikke gaaet Maristien er det samme som at have været i Rom og ikke seet Peterskirken! Men allerede ved det første prøvende Fodtrin paa Stien, hvor de sjunkende Buskvæxter ophøre og den brat imod Fossen hældende Fjeldside intet Holdepunct frembyder mere for det svævende Blik, alt da stod den frygtelige Følgesvend ved vor Side og greb efter os og pegede med en haanlig Latter ned i Afgrunden.

Endnu vare vi dog ikke saa ganske i hans Magt, at vi jo med en kraftig Villieanstrængelse kunde træde tilbage; vi gjorde det, og opgav Gangen over Maristien. Vor gamle Torger bestyrkede os ogsaa i denne Beslutning, sigende: «at naar vi ikke agtede os op til Gaarden Fossum, der ligger tæt ovenfor Rjukan, og hvortil Maristien er en Gjenvei, saa vidste han ikke hvad vi endelig vilde paa den, især naar vi ikke var des sikkrere i Hovedet. Fossen kunde vi jo see godt nok her hvor vi vare; og syntes vi ikke det, saa vilde han føre os til et Sted længere nede, som var endnu bedre. Vilde vi ellers see hvorledes det tog sig ud naar En gik paa det værste Stykke af Maristien, saa skulde han gjerne gaae den Gang frem og tilbage, det var han saa vant til». Vi frabade os imidlertid dette Skuespil, idet vi forklarede ham at vi ikke vilde han for vor Skyld skulde sætte sit Liv ivove; det kunde dog hænde at hans gamle Been nu vilde svigte paa de farlige Sti. Torger smilte med en overlegen Mine, og mente at det vel var mageligst for ham at blive derfra, men hvad hans gamle Been angik, da trøstede han sig endnu til paa dem at bære en Byrde over Maristien; Sligt skede hver Dag af Bygdens Folk, og Eistein Hansen paa Ingolfsland havde jo i sin Ungdom engang ledet sin frugtsommelige Kone over Maristien, medens han til samme Tid bar sit mindste Barn i en Kurv paa Ryggen. Vi tvivlede ikke paa Eistein Hansens Bedrifter, men der var langt fra ham, endog som han nu er, og til Torger Miland; vi anmodede derfor denne om at føre os til det belovede Udsigtsted, og overlade Maristien til yngre Been end hans og sikkrere Hoveder end vore.

Han gik nu foran, og klattrende fra Busk til Busk nedad en kratbevoxet Skraaning, kom vi endelig ned til det bekjendte Sted hvor en stor flad Steen, som en Altan, rager ud over Dybet midt overfor Katarakten, der paa Grund af det lavere Standpunkt, hvorfra den her sees, tager sig endnu mægtigere, høiere og fuldere ud, end oppe fra Maristien. Vi stode i Ly af de frisktgrønne, skjælvende Birketræer ved Aabningen, og saae fra denne naturlige Loge atter ud over hiin underfulde Scene, af hvis Betragtning vore Sjæle aldrig kunde blive mættede. Tilsidst lod vor Tanke sig ikke længere nøie med selv dette mærkværdigste, mest storartede Fragment af Thelemarkens Vandfaldrigdom, vi havde her for det legemlige Øie; vore Drømmerier, vuggede og baarne paa Fossens mægtige Vandhvirvler, omfattede paa engang hele den uhyre Cascaderække, hvoraf Rjukan blot er et af Trinene, og hvis Kilder findes paa Hardangerfjeldenes evige Sneetinder og Iisbræer. Fra disse tænkte vi os de stride, grønblaa Gletscheelves Løb over Fjeldplateauet samlende sig i Mjøsvandet paa Grændsen af Fjeldmarkerne; derfra styrtende gjennem Maanelven, over Rjukanfossen ned til Tindsøen, derfra ved Tindelven, med flere Elve fra Thelemarkens andre Dale ud i Hitterdalsvandet, hvilket igjen ved den brede Slude-Elv har sit Udløb i den mægtige Nordsjø, dette store Reservoir for det østfjeldske Thelemarkens fleste Vasdrag, og saa endelig ved Skiens Elv, over Slotsfossen og Skiensfossene, ud i Havet. Hvilken Vandledning!

Hiint eensomme, flere Miile lange Mjøsvand, fra hvilket Maanelven har sit Udspring, ruller sine mørke, tunge Bølger mellem nøgne Høie, hvor intet Træ mere voxer, thi dette sørgelige Vand ligger langt oppe mod Grændsen af Livets Regioner, omtrent halvanden Miil ovenfor Rjukan. Men dets stenede Kyster har paa nogle Steder kraftige Græsmarker, og her afbrydes Fjeldslettens Øde af Qvæghjordernes Bjeldeklang og Sæterjenternes Lokken. Ja der findes endog enkelte faste Boliger deroppe, smaae Gaarde, hvis Beboere holde ud her det hele Aar igjennem. Det i Thelemarken sædvanlige Sagn om saadanne høitliggende Trakter gaaer ogsaa her: at Mjøsvandets Bredder i fordums Dage, før den sorte Død, skal have været beboede, endog opdyrkede, og udgjort et heelt Kirkesogn, af hvis Kirke man endnu troer at kunne skjelne Fundamentet. I lange Tider derefter var denne forladte Egn kun af og til besøgt af Sæterfolk, enkelte Jægere og Fiskere, indtil den endelig i Midten af forrige Aarhundrede atter fik faste Beboere ved et ganske eget Tilfælde. Et ungt elskende Par fra Vestfjorddalen, der nede i Bygden blandt Menneskenes Love, ikke kunde ægte hinanden fordi de vare i for nært Slægtskab, flygtede op til Mjøsvandet og nedsatte sig her paa det Sted hvor nu Gaarden Argehovd ligger. I denne Eensomhed levede de længe roligt og aldeles forglemte af Verden; først mange Aar efter fandt Øvrigheden deres Efterkommere, der nu vare formerede til en heel Colonie stærke, halvvilde Mennesker, der hverken vidste af Daab eller Ægteskab og som nu Alle paa eengang bleve christnede.

Under en af de smaae Gaarde ved Mjøsvandet hører en Huusmandsplads Laagefjeld, der ligger langt inde paa Fjeldmarken, og danner det yderste beboede Punct paa denne Side Hardangerfjeldene, Menneskelivets Forpost i disse uendelige Ørkener og Vidder. Det er dette Laagefjeld som Dr. [Theodor] Mügge omtaler i sin Reise, og om hvis Beboeres haarde Skjæbne han udlader sig med saamegen Rørelse og Veltalenhed. Konen paa Laagefjeld fremstilles nemlig klagende for den Reisende over at hun og hendes Mand, der med usigelig Møie har opryddet og indredet dette eensomme Sted, og derfor har vundet det saa kjært, nu maa forlade det fordi Staten, der angives som Grundeier, fordrer en Afgift, som de ikke kan betale. Den tydske Reisende udbryder i Indignation over Statens Gridskhed, der ikke kan lade disse stakkels Folk sidde i Roe i denne skrækkelige Udørken, hvor de ikke gaae Nogen iveien, men tvertimod ofte ere til Frelse og Nytte for den Reisende, der drager over Fjeldet til Røldal eller Hardanger. I Alt dette vilde Hr. Mügge have storlig Ret, og vi vilde være de Første til at dele hans Interesse for Konen paa Laagefjeld, og hans Misbilligelse af Statens Indgreb i Ørkenens fri Liv, dersom vi ikke havde Vished for at det hele Udsagn hviler paa Feiltagelse. Fogden i Øvre Thelemarken har forsikkret os om, at Laagefjeld ikke eies af Staten, men hører under en af de smaae Gaarde ved Mjøsvandet, hvortil Folkene paa Laagefjeld svarer en saa ubetydelig, fast nominel Afgift, at den ikke kunde drive dem fra Stedet, ligesom Gaardens Eier heller ikke vides at have udsagt dem. Den Mand som Mügge traf paa Laagefjeld, er imidlertid senere død, og Konen udvandret til Amerika, men nye Opsiddere have taget Bopel i den forladte Hytte.

Vi ere ved denne Digression komne temmelig langt bort fra vort Standpunct ved Rjukan, skjønt hine øde Regioner ovenfor Fossen, hvilke vor Fod dennegang ei skulde betræde, men vort Blik senere overflyve fra Gousta, dog ogsaa hørte med til det udstrakte Billede af Fjeldenes og Vandenes Terrasser, vor Tanke her havde dannet sig. Imidlertid sank Aftenskyggerne tættere og tættere fra Klippekanterne hen over Faldets Sølvglands og vilde ligesom tilhylle det med deres dunkle Folder, forat Menneskenes nysgjerrige Blik ikke længer skulde vanhellige Vandaandernes Mysterier; et koldt Pust gik sukkende sjennem Kløfterne, og erindrede os om, at det nu var paa Tide at løsrive sig fra disse lokkende Kredse, før Nattens Rædsler faldt paa. Vi havde en lang og besværlig Tilbagevei, og det blev Midnat før vi trætte og hungrige naaede ned til Dale, vort Standqvarteer, hvor vi indtoges og styrkedes saa godt Husets Kræfter tillode. 

Ingen kommentarer :

Legg inn en kommentar