[Den
Constitutionelle No. 297/1845]
Rjukan.
Noget
ovenfor Ingolfsland bliver Dalen saa trang, at Veien ikke længer kan
følge Niveau med Elvebredden, men maa stige opad langs de steile
Fjeldtrakter. Her ophører den ogsaa at være farbar for
Hjulredskaber; vi maatte altsaa stige ned af vort statelige Kjøretøi,
og lade det tilbage ved Siden af Veien, uden anden Bevogtning end
Stedets Eensomhed. Ogsaa vor Hest maatte vi her lade tilbage, til
hvor megen Lettelse den end kunde været os paa den forestaaende
besværlige Marsch opad den trefjeerdedels Miils Klevvei til Fossen;
men uheldigviis havde vi glemt at forsyne os med Sadel, og Dagen var
skredet for langt frem til at vi kunde have Tid at vende tilbage til
Ingolfsland for at skaffe en. Middagssolen brændte stikkende heed i
det trange Rum melllem de høie Fjeldvægge, Luften var opglødet og
tilbød ingen Vederqvægelse, og langt foran os, i svindede Høide
paa Aaskanterne, skjelnede vi den lyse Stribe, som betegnede vor Vei
gjennem Skov og Fjeld. Imidlertid gav vi os paa Vandring med fredigt
Mod, og vor Aand fløi over de mødende legemlige Anstrængelser til
Maalet, hvor Rjukans skummende Vandmasse skulde sende Kjøling og
Styrke til alle Nerver.
Den
gamle Torger, bærende vore Proviantsager og sin egen Tine, skred
foran, bøiet og noget langsomt, men med den sikkre, besindige
Pasgang, som disse efter Udseendet træge Fjeldfolk, naar de først
komme paa Glid, kunne holde ud i Dageviis paa de slemmeste Veie. Vi
fulgte efter med hurtige Skridt, men bleve dog ofte tilbage,
udmattede og stakaandede, medens vor 65aarige Ledsager bestandig
viste sig ufortrøden og uden synlig Spor til usædvanlig
Anstrængelse, og det skjøndt den stenede Sætervei førte Klev
efter Klev opad i den ubarmhjertigste Solhede. Ved Foden af en af de
nederste Bakker mødte vi de første Reisende Byfolk, vi havde seet
paa vor Fjeldtour; det var to unge Lieutenanter fra Christiania, der
netop vendte tilbage fra Valfarten til Rjukan, og vare aldeles
opfyldte af det nys havte høie Naturskuespil. Efter en flygtig
Hilsen og Løfte om Gjensyn paa Dale, hvor begge Partier skulde
tilbringe Natten, fortsatte Enhver sin Vei, de nedad, vi opad, de til
Erindringen, vi til Oplevelsen. Der var endnu mangt et mødigt Skridt
igjen at gjøre, før vor Time skulde slaae. Veien, der til Nød kan
befares med Ridehest, snoer sig i Klipperevner og Sprækker høit
oppe paa Fjeldvæggen, af og til beskygget af Graner og Birketræer,
der hænge sine grønne Kroner ud over Afstyrtningerne; de vilde
Bække eller rettere Fossefald komme i hvide Forgreninger brusende og
rislende fra alle Kanter nedad Fjeldsiderne, og undergraver Veien for
i Dybet at forene sig med den rasende Maanelv, hvis grønhvide,
jagende, lige fra Rjukanfossens Kjedel kogende Hvirvler nu og da
skimtes dybt nede i den sorte Rende, som her udgjør Dalens Bund.
Jo
længere man arbeider sig op i Dalen, desmere convergere dens Sider,
indtil man endelig seer dem støde sammen og lukke sig i det Fjerne
ved en sort, takket Klippevæg, som for en Deel endnu skjules af
mellemliggende Skovpartier, men over hvis Tinde svæver en hvid
Dampsky. Der er Rjukan! Raabte vor gamle Fører idet han pludseligt
standsede og pegede hen mod denne hvide Sky. «Fossen er ikke stor
idag. Røgstøtten pleier staae langt høiere», vedblev han, «men
for Jer, som ikke har seet Sligt før, kan den altid være stor nok».
– Vi mente ogsaa det samme, og det synlige Budskab om Maalets
Nærhed gav vore synkede Kræfter ny Anspændelse til at overvinde
den sidste Tørn, som isandhed ikke var den letteste. Et Stykke
ovenfor Gaarden Vaae, der ligger indeklemt paa en Græsvold mellem
Fjeld og Afgrund, forlod vor Fører den banede Vei og bøiede ind paa
en Fodsti, der næsten sporløs gaaer hen over kratbevoxede
Steenurer, glatte Fjeldskraaninger og svimlende Præcipier til
Pladsen Krogen i Nærheden af Fossefaldet. Denne Sti danner en værdig
Begyndelse til Maristien, og den er undertiden ikke uden Fare for den
Uvante. Saaledes et Sted, hvor en skummende Bjergbæk styrter fra
Høiden ned over Afatsen i Fjeldskraaningen, hvor Stien skulde gaae,
men hvor nu Vandfaldet bruser videre ned i Dybet. Man maa imidlertid
frem, og derfor fortsættes Stien over Vandfaldet i Skikkelse af to
smale, horizontalt lagte Granstammer, der ere slibrige af det ideligt
overstrømmende Vand, og paa hvilken improviserede Bro man balancerer
mellem den vaade lodrette Fjeldvæg paa den ene Side og den gabende
Afgrund paa den anden.
Med
ringe Bekostning og liden Møie kunde saadanne farlige Passager, ja
den hele Adgang til Rjukanfossen gjøres nogenlunde beqvem og sikker
for den Reisende, men som det nu er, synes det virkelig som om
Egenens Befolkning eller dens Øvrighed forener sig med Naturen i at
vanskeliggjøre Adgangen til et af Europas mærkværdigste Natursyn,
som Aar efter Aar besøges af flere og flere Fremmede. Ikke at vi
vilde man her som i Schweiz f. Ex. skulde, om man end kunde,
forstyrre den ophøiede og vilde Naturumiddelbarhed ved Anlæg af
Chauseer og moderne, larmende Hoteller fulde af Liremusik og vimse
Garçons, midt inde blandt
disse alvorlige, strenge Urgestalter, der fra deres skyomslørede
Tinder see ned paa os med Eensomhedens stille Høihed, eller med
deres Fossefalds tornende Jættekraft forhaane og splintre enhver
menneskelig Bedrift. Men den store Bjergets Aand vilde vistnok ikke
holde det for nogen Profanation af hans Rige, om den Andægtige, der
valfarter til hans Underværker, nu og da paa de svimlende Stier
støttede sin Fod paa en tilrettelagt Steen, eller sin Haand paa et
Rækværk. Ligesaavist troe vi at de lavere Interesser, der raade
nede i Bygden, vilde finde sig ret vel tjente ved at drage lidt mere
Omsorg for de mange Reisendes Beqvemmelighed og Fremkomst, end hidtil
har været Tilfældet; idetmindste kunde man dog have ladet være at
ophæve de faae Indretninger i sidstnævnte Henseende, som engang
bestode, f. Ex. Skydsstationen paa Ingolfsland.
Lykkelig
og vel komne over disse foregaaende Besværligheder befandt vi os
endelig ved den af en lille Græsplet omgivne Hytte, Pladsen Krogen,
der ligger kuns nogle faae Skridt fra Maristien. Fossen er endnu ikke
synlig herfra, men hørlig desmere. Vi havde alt længe, eftersom vi
nærmede os Maalet, forgjæves lyttet efter Kjæmpefossens Torden,
som vi troede maatte overdøve Alt. Men vi hørte kun den evindelige
Pladsken og Rislen af Bjergbækkene omkring os, samt af og til Elvens
Brusen i Dybet. Hvad enten det nu var at Vinden stod fra, eller at
Fossens Larm dæmpedes ved den indelukte Kjædel, hvori den falder,
vist er det, at det var først i Nærheden af Krogen, vi mærkede
dens hule Drøn tale af en ganske anden Tone end den almindelige
Vandbrusen. De kom stødviis, føltes som en underjordisk Rystelse,
og vi troede at see den skrøbelige Hytte paa Huusmandspladsen dirre
ved de vældige Tag.
Hvilket
frygteligt, og dog høit romantisk Opholdssted, denne Huusmandsstue!
Fastklæbet paa et lidet grønt Fremspring af den brat nedstyrtende
Fjeldvæg, omgivet af blaanende Afgrunde og sorte, vildt
søndersplittede Klippetaarne, og skjælvende lige midt i Gabet paa
den tæt bagenfor brølende Rjukanfos, ligger denne eensomme Hytte.
Og her boe Mennesker, ikke alene nu i den gode Sommertid, da en mild
Luftning glider ligesom forsonende over den oprørte Naturscene, da
Hængebirkerne vifte med sine grønne Faner ud over Dybet og
Græsvolden om Hytten dufter af kraftige Alpeurter og vilde
Bllomster; men de blive her ogsaa om Høst og Vinter, den grufulde
Tid, naar Storm og Snefog rase mellem de dybe Kløfter, og Taagen
ligger tung over Dalaabningen og Fossen, den skrækkelige Nabo, har
sin vildeste Magt og udvælter en fordoblet Vandmængde. Da forvilder
ingen Reisendes Fod sig mere herop, og dette gyselige Steds Beboere
seer i lange Maaneder ikke andre Aasyn end de phantastiske, som
Skumhvirvlerne og Taageskikkelserne foregjøgle dem.
Og dog lader det sig vel tænke, at dette Sted kunde have sin
Tillokkelse for den af Verden udstødte, for den angrende, for den
contemplative Menneskesjel, og man venter næsten her at finde et
Kors og en Eremitcelle. Men vi befinde os i det protestantiske
Norge, og et Par jevne Huusmandsfolk, der vist ikke plages af
saadanne Drømmerier, beboer denne romantiske Hytte. Dog mangler den
heller ikke ganske en til Omgivelserne svarende Historie, som vi
maaskee senere skulle komme tilbage til. Nu skyndte vi os fremad til
det Punkt ved Begyndelsen af maristien hvor Udsigten aabner sig til
Fossefaldet, og vi glemte snart alt Andet, da den mægtige Katarakt
slyngede sine skummende Masser imod os.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar