Munchs telemarksreise 1845, del 6/9

[Den Constitutionelle No. 297/1845]

Rjukan.

Noget ovenfor Ingolfsland bliver Dalen saa trang, at Veien ikke længer kan følge Niveau med Elvebredden, men maa stige opad langs de steile Fjeldtrakter. Her ophører den ogsaa at være farbar for Hjulredskaber; vi maatte altsaa stige ned af vort statelige Kjøretøi, og lade det tilbage ved Siden af Veien, uden anden Bevogtning end Stedets Eensomhed. Ogsaa vor Hest maatte vi her lade tilbage, til hvor megen Lettelse den end kunde været os paa den forestaaende besværlige Marsch opad den trefjeerdedels Miils Klevvei til Fossen; men uheldigviis havde vi glemt at forsyne os med Sadel, og Dagen var skredet for langt frem til at vi kunde have Tid at vende tilbage til Ingolfsland for at skaffe en. Middagssolen brændte stikkende heed i det trange Rum melllem de høie Fjeldvægge, Luften var opglødet og tilbød ingen Vederqvægelse, og langt foran os, i svindede Høide paa Aaskanterne, skjelnede vi den lyse Stribe, som betegnede vor Vei gjennem Skov og Fjeld. Imidlertid gav vi os paa Vandring med fredigt Mod, og vor Aand fløi over de mødende legemlige Anstrængelser til Maalet, hvor Rjukans skummende Vandmasse skulde sende Kjøling og Styrke til alle Nerver.

Den gamle Torger, bærende vore Proviantsager og sin egen Tine, skred foran, bøiet og noget langsomt, men med den sikkre, besindige Pasgang, som disse efter Udseendet træge Fjeldfolk, naar de først komme paa Glid, kunne holde ud i Dageviis paa de slemmeste Veie. Vi fulgte efter med hurtige Skridt, men bleve dog ofte tilbage, udmattede og stakaandede, medens vor 65aarige Ledsager bestandig viste sig ufortrøden og uden synlig Spor til usædvanlig Anstrængelse, og det skjøndt den stenede Sætervei førte Klev efter Klev opad i den ubarmhjertigste Solhede. Ved Foden af en af de nederste Bakker mødte vi de første Reisende Byfolk, vi havde seet paa vor Fjeldtour; det var to unge Lieutenanter fra Christiania, der netop vendte tilbage fra Valfarten til Rjukan, og vare aldeles opfyldte af det nys havte høie Naturskuespil. Efter en flygtig Hilsen og Løfte om Gjensyn paa Dale, hvor begge Partier skulde tilbringe Natten, fortsatte Enhver sin Vei, de nedad, vi opad, de til Erindringen, vi til Oplevelsen. Der var endnu mangt et mødigt Skridt igjen at gjøre, før vor Time skulde slaae. Veien, der til Nød kan befares med Ridehest, snoer sig i Klipperevner og Sprækker høit oppe paa Fjeldvæggen, af og til beskygget af Graner og Birketræer, der hænge sine grønne Kroner ud over Afstyrtningerne; de vilde Bække eller rettere Fossefald komme i hvide Forgreninger brusende og rislende fra alle Kanter nedad Fjeldsiderne, og undergraver Veien for i Dybet at forene sig med den rasende Maanelv, hvis grønhvide, jagende, lige fra Rjukanfossens Kjedel kogende Hvirvler nu og da skimtes dybt nede i den sorte Rende, som her udgjør Dalens Bund.

Jo længere man arbeider sig op i Dalen, desmere convergere dens Sider, indtil man endelig seer dem støde sammen og lukke sig i det Fjerne ved en sort, takket Klippevæg, som for en Deel endnu skjules af mellemliggende Skovpartier, men over hvis Tinde svæver en hvid Dampsky. Der er Rjukan! Raabte vor gamle Fører idet han pludseligt standsede og pegede hen mod denne hvide Sky. «Fossen er ikke stor idag. Røgstøtten pleier staae langt høiere», vedblev han, «men for Jer, som ikke har seet Sligt før, kan den altid være stor nok». – Vi mente ogsaa det samme, og det synlige Budskab om Maalets Nærhed gav vore synkede Kræfter ny Anspændelse til at overvinde den sidste Tørn, som isandhed ikke var den letteste. Et Stykke ovenfor Gaarden Vaae, der ligger indeklemt paa en Græsvold mellem Fjeld og Afgrund, forlod vor Fører den banede Vei og bøiede ind paa en Fodsti, der næsten sporløs gaaer hen over kratbevoxede Steenurer, glatte Fjeldskraaninger og svimlende Præcipier til Pladsen Krogen i Nærheden af Fossefaldet. Denne Sti danner en værdig Begyndelse til Maristien, og den er undertiden ikke uden Fare for den Uvante. Saaledes et Sted, hvor en skummende Bjergbæk styrter fra Høiden ned over Afatsen i Fjeldskraaningen, hvor Stien skulde gaae, men hvor nu Vandfaldet bruser videre ned i Dybet. Man maa imidlertid frem, og derfor fortsættes Stien over Vandfaldet i Skikkelse af to smale, horizontalt lagte Granstammer, der ere slibrige af det ideligt overstrømmende Vand, og paa hvilken improviserede Bro man balancerer mellem den vaade lodrette Fjeldvæg paa den ene Side og den gabende Afgrund paa den anden.

Med ringe Bekostning og liden Møie kunde saadanne farlige Passager, ja den hele Adgang til Rjukanfossen gjøres nogenlunde beqvem og sikker for den Reisende, men som det nu er, synes det virkelig som om Egenens Befolkning eller dens Øvrighed forener sig med Naturen i at vanskeliggjøre Adgangen til et af Europas mærkværdigste Natursyn, som Aar efter Aar besøges af flere og flere Fremmede. Ikke at vi vilde man her som i Schweiz f. Ex. skulde, om man end kunde, forstyrre den ophøiede og vilde Naturumiddelbarhed ved Anlæg af Chauseer og moderne, larmende Hoteller fulde af Liremusik og vimse Garçons, midt inde blandt disse alvorlige, strenge Urgestalter, der fra deres skyomslørede Tinder see ned paa os med Eensomhedens stille Høihed, eller med deres Fossefalds tornende Jættekraft forhaane og splintre enhver menneskelig Bedrift. Men den store Bjergets Aand vilde vistnok ikke holde det for nogen Profanation af hans Rige, om den Andægtige, der valfarter til hans Underværker, nu og da paa de svimlende Stier støttede sin Fod paa en tilrettelagt Steen, eller sin Haand paa et Rækværk. Ligesaavist troe vi at de lavere Interesser, der raade nede i Bygden, vilde finde sig ret vel tjente ved at drage lidt mere Omsorg for de mange Reisendes Beqvemmelighed og Fremkomst, end hidtil har været Tilfældet; idetmindste kunde man dog have ladet være at ophæve de faae Indretninger i sidstnævnte Henseende, som engang bestode, f. Ex. Skydsstationen paa Ingolfsland.

Lykkelig og vel komne over disse foregaaende Besværligheder befandt vi os endelig ved den af en lille Græsplet omgivne Hytte, Pladsen Krogen, der ligger kuns nogle faae Skridt fra Maristien. Fossen er endnu ikke synlig herfra, men hørlig desmere. Vi havde alt længe, eftersom vi nærmede os Maalet, forgjæves lyttet efter Kjæmpefossens Torden, som vi troede maatte overdøve Alt. Men vi hørte kun den evindelige Pladsken og Rislen af Bjergbækkene omkring os, samt af og til Elvens Brusen i Dybet. Hvad enten det nu var at Vinden stod fra, eller at Fossens Larm dæmpedes ved den indelukte Kjædel, hvori den falder, vist er det, at det var først i Nærheden af Krogen, vi mærkede dens hule Drøn tale af en ganske anden Tone end den almindelige Vandbrusen. De kom stødviis, føltes som en underjordisk Rystelse, og vi troede at see den skrøbelige Hytte paa Huusmandspladsen dirre ved de vældige Tag.

Hvilket frygteligt, og dog høit romantisk Opholdssted, denne Huusmandsstue! Fastklæbet paa et lidet grønt Fremspring af den brat nedstyrtende Fjeldvæg, omgivet af blaanende Afgrunde og sorte, vildt søndersplittede Klippetaarne, og skjælvende lige midt i Gabet paa den tæt bagenfor brølende Rjukanfos, ligger denne eensomme Hytte. Og her boe Mennesker, ikke alene nu i den gode Sommertid, da en mild Luftning glider ligesom forsonende over den oprørte Naturscene, da Hængebirkerne vifte med sine grønne Faner ud over Dybet og Græsvolden om Hytten dufter af kraftige Alpeurter og vilde Bllomster; men de blive her ogsaa om Høst og Vinter, den grufulde Tid, naar Storm og Snefog rase mellem de dybe Kløfter, og Taagen ligger tung over Dalaabningen og Fossen, den skrækkelige Nabo, har sin vildeste Magt og udvælter en fordoblet Vandmængde. Da forvilder ingen Reisendes Fod sig mere herop, og dette gyselige Steds Beboere seer i lange Maaneder ikke andre Aasyn end de phantastiske, som Skumhvirvlerne og Taageskikkelserne foregjøgle dem. Og dog lader det sig vel tænke, at dette Sted kunde have sin Tillokkelse for den af Verden udstødte, for den angrende, for den contemplative Menneskesjel, og man venter næsten her at finde et Kors og en Eremitcelle. Men vi befinde os i det protestantiske Norge, og et Par jevne Huusmandsfolk, der vist ikke plages af saadanne Drømmerier, beboer denne romantiske Hytte. Dog mangler den heller ikke ganske en til Omgivelserne svarende Historie, som vi maaskee senere skulle komme tilbage til. Nu skyndte vi os fremad til det Punkt ved Begyndelsen af maristien hvor Udsigten aabner sig til Fossefaldet, og vi glemte snart alt Andet, da den mægtige Katarakt slyngede sine skummende Masser imod os.