Munchs telemarksreise 1845, del 5/9

[Den Constitutionelle No. 285/1845]

Vestfjorddalen.

Vi havde paa Haakenæs tilsagt to Heste at møde paa Miland næste Dags Morgen Kl. 6. Tidligt vare vi derfor paafærde denne Morgen, og stege ned fra «Buret», hvor vi, trætte af den lange Dagsreise, havde tilbragt Natten i god Søvn midt i den beklumrende Omgivelse af Milandsfolkenes bedste Rigdom paa brogede Tæppener og baldyrede Klæder, der hang i tykke Rader under Loftet og langs Væggene, og trods den stramme Duft af barsk Spegeskinke, gammel Ost og anden Stabursmad, der steg op til os gjennem Gulvets fingerbrede Sprækker fra det nedenunder værende Forraadsrum. Da vi kom ned paa Tunet slog den friske Morgenluft os oplivende imøde, med al den elastiske, næsten skarpe Reenhed, som her strømmer ned fra Fjeldenes Spidser, førend Solen har faaet Tid til at opgløde Dalsiderne. Klar og blank stod Gaustakammen atter i den skyfri Himmel, og lovede os en af hine varme Solskinsdage, som vor gode Genius i denne regnfulde Sommer netop lod falde paa vor Reisetid. Endnu var Alt stille i det fredaandende Morgenlandskab, de mangfoldige smaae Huse paa Gaarden Miland, med deres udskaarne Dørpiller og mosdækkede Tage laae lukkede og stumme under Hængebirkene paa den grønne Vold mellem Elv og Fjeld; det høie bløde Græs var glindsende vaadt af Natteduggen og gjengav Formen af vore Fodspor idet vi skred henover det. Sagte og ligesom frygtsomt lød Fuglenes Qvidder og blandede sig med Elvens fjerne Brusen og Morgenvindens Raslen i de vaiende Birkekroner.

Forgjæves ventede vi nu paa, at til alle disse Morgentegn skulde forene sig Lyden af vore Hestes Vrinsken, dette animerede Forbud paa de interessante Besværligheder ved en Dagsreise mellem Fjeldene. Dette Slags skingrende Trompetkald til Dagens Strid, hvilket ellers aldrig pleier at mangle her i Thelemarken naar flere Heste komme sammen, udeblev dennegang ganske; ingensteds kunde vi heller opdage noget Levende at røre sig, hverken Heste eller Folk, og dog var det allerede over den til Opbrud bestemte Time. Vi tog os imidlertid denne Forsinkelse temmelig let, thi der havde vi jo omkring os det herligste Alpelandskab, som vor Sjæl kunde forlange, nu i den strenge Morgenbelysning af en ganske anden Virkning end da vi sidst saae det overgydt med Solnedgangens tunge og glødende Farver. Medens vi saaledes rolige havde taget Plads paa Trappen udenfor Staburet, og der sadde hensjunkne i Betragtning, følte jeg pludselig en haard Haand paa min Skulder; jeg vendte mig om og saae vor gamle Vert, Torger Miland, der lydløst havde listet sig bag paa os og nu stod der med et polidsk-godmodigt Smiil i sit forvittrede spidse Ansigt. Efterat de her brugelige Morgenhilsener vare vexlede mellem os, toug Gamlen atter en Stund og vedblev at betragte os med en særdeles betydningsfuld Mine. Jeg afbrød ham ikke med Spørgsmaal, thi jeg kjendte allerede nok til disse Bjergfolk for at vide, at man maa lade dem uforstyrret Tid til at komme frem med hvad der ligger dem paa Hjertet, og at det kun forhaler Sagen at ville fremskynde dens Resultat ved directe Udspørgen, skjønt de selv ere meget stærke i alle Slags Inqvisitioner.

Endelig behagede det Torger at aabne sine Præliminærer. «I tænke vel at komme op til Fossen idag» sagde han langsomt, og med en Betoning som vilde han nødig give Slip paa hver Stavelse. Paa vort Svar, at saa virkelig var vor Agt, og at vi blot ventede paa de bestilte Heste forat komme afsted, fulgte atter en Pause, som tilsidst blev afbrudt ved en Gamles Beklagelser over at han endelig skulde op til Sæteren idag med sin Hest, forat bringe Proviant til Folkene deroppe, og der fandtes ingen anden Hest hjemme paa langt Hold. Det var nu let at mærke hvor ha vilde hen. Vore bestilte Heste vare ikke at regne paa; Skydskafferen fra Haakenæs havde været paa Miland før Dagningen og berettet for Torger, at han den hele Aften og Nat havde løbet om i Bygd og Fjelde, uden at kunde opdrive en eneste Hest, end sige to, alle vare de til Sæters ved Høeaannen. Der sadde vi altsaa overladte til Torgers Barmhjærtighed, thi om vi endogsaa vilde tænke paa at gaae de halvtredie Miil op til Fossen i den brændende Solhede, som det tegnede til at blive, maatte vi alligevel have en Hest for at bringe Tøiet, dette Blylod paa den Fjeldreisendes Fod, længere op i Dalen, da vi ikke havde i Sinde at drage samme Vei tilbage, men at sætte over Gaustaknæerne til Tudal. Det var imidlertid kun Opoffrelsens Storhed den Gamle vilde vi skulde erkjene; og da vi engang, rigtignok efter mange Overtalelser og megen Frem- og Tilbagesnakken havde faaet hans Løfte om at skydse os op til Rjukan, saalangt den farbare Vei gik, viste han sig baade villig og billig, og lovede endog hos en Naboe at skaffe os laant en Kjærre, den han beskrev som et Underværk af Beqvemmelighed. –

Medens Manden var fraværende paa denne Expedition, (der efter Opholdet at dømme lod til at være meget vanskelig, skjøndt Naboen Gaard kun laae faae Skridt borte) gjorde vi Bekjendtskab med hans Kone, der nu kom tilsyne i Skikkelse af en høi, bleg, mager Qvinde, med Hovedet indhyllet i en Uendelighed af Klæder, og klagende over alle Slags Værk. Idet hun gjæstfrit satte for os hvad hendes Madhed formaaede at præstere til Frokost, opvartede hun os tillige med hele sin Levnets- og Sygdomshistorie, samt med alle hendes Døttres og Sønners ditto. Vi fik saaledes vide at hun var en «Garsjente» d. v. s. havde bragt sin Mand Gaarden i Medgift, hvoraf hun ikke var lidet stolt. Langt om længe kom Torger tilbage med Kjærren, der virkelig befandtes i bedre Tilstand end man kunde vente af Kjøretøi i Vestfjorddalen. Efter endnu adskillige Omstændeligheder med Hesten og dens Greier kom vi da endelig til Sæde i denne prægtige Stolkjærre, og drog afsted, fulgt af Torger i hans bedste Søndagsantræk, medens hans Kone saalænge vi kunde skjelne, blev staaende i den raae, men kjækt tilhugne og udskaarne Porticus foran hendes Huus, holdende Haanden over Øienene for Solen, og seende efter os.

Under alle disse Forhindringer var imidlertid Formiddagen rykket temmelig langt frem, Solen stod allerede høit paa Himlen og sendte sine varmeste Straaler ned i denne trange Fjeldkløft af en Dal, som vi i dens hele Længde havde at gjennemdrage forat naae op til Naturvidundret ved dens Ende, til Rjukanfossen. Endnu var det et godt Stykke dyrket Land paa begge Sider af den rivende Elv, men jo længer man kommer op, desto smallere blive disse lysgrønne Striber; desto sjeldnere blive de menneskelige Boliger der finde Plads paa dem, indtil endelig ogsaa den sidste Græsbred forsvinder, og Maanelvens grønhvide Skumbølger styrte rasende afsted i et Leie af sorte, lodrette Klippevægge, i hvis Revner ingen menneskelig Fod kan finde Fæste. Saalangt det vil gaae følger en temmelig god Kjørevei Elvens Krumninger. Den bragte os først lige for Bredden af Gausta, som den sees fra Miland. Men snart bøier Dalen om til høire, og man har nu Gausta paa Siden, hvorved dens Hoved næsten forsvinder for Øiet bag Knæernes umiddelbare Nærhed. Først høiere oppe i Dalen hæver Kammen sig atter over de underliggende Masser, men da, seet fra Enden, i Form af en ganske tilspidset Kegle.

Ved Dale Kirke, der ligger ret venligt i en lille Løvskov, paa et af Elven omfyldt Næs, gjorde vi Holdt, fort paa den nærliggende Dale Gaard at betinge os Natteqvarteer ved vor Tilbagekomst fra Rjukan, da der er det beqvemmeste Udgangspunct for Bestigelsen af Fjeldet. Nu blev Veien alt mere eensom og bar, og Sidefjeldene traadte nærmere til hinanden. Det forekom os som om vi nærmede os Indgangn til en uhyre Stoll, og som maatte snart Fjeldhvælvingen lukke sig over vore Hoveder, den skummende Strøm udfylde Alt og rive os med sig. Men det skulde ikke vare længe før vi fik en anden Maalestok ar bedømme Dalens Tranghed med, og hvorefter disse Strøg vilde synes os aabne og velsignede af Sol og Grønt. Paa disse Høider kom vi til Ingolfsland, hvor den bekjendte, af Steffens romantiserede Eistein Hansen boer. Den gamle Kjæmpe gik netop ude paa sin Eng og slog Hø. Da han saae os komme satte han Leen fra sig, tilraabte os en kraftig Hilsen og den Formaning, at vi ikke maatte drage Ingolfsland forbi uden at træde ind i hans Stue og smage en Drik Øl. Vi fulgte gjerne hans Opfordring, og ikke mindre gjerne vor gamle Skydsbode, der strax gav sig i livlig Samtale med Eitein, og afhandlede med denne erfarne Mand hvorledes der kunde skaffes os Heste over Fjeldet næste Dag.