Munchs telemarksreise 1845, del 4/9

[Den Constitutionelle No. 278/1845]

Vestfjorddalen.

Det var i Sandhed en til Marv og Been gaaende Fornemmelse, hvoraf vi begge betoges, da det mægtige Gausta, denne Konge over alle Thelemarkens Fjeldjætter, pludselig laae for os i Baggrunden af Dalen, synlig fra Isse til Fodsaale, og glødende i Aftensolens magiske Belysning. Siden vi fra Boklkesjøe skimtede dets yderste hvide Spidser, fjernt bag alle andre Bjerge, havde vi tabt Gausta af Sigte, nedstegne som vi vare i den Labyrinth af Klippespalter, Søer og Dale, som danne de krummede Gange til Naturtemplets Allerhelligste. Under Mellemtidens vexlende Indtryk, havde vi dog ingensinde glemt den fjerne, hvidskinnende Dobbeltspidse, som vinkede os imøde ved vor første Indtræden i Thelemarken. Skjøndt vi ikke længer saae dens klare Stjerne over Granskovens grønne Toppe eller over de sorte, ludende Klippevægge, ved hvis Fod vi arbeidede os frem, saa følte vi dog at den var der bag, og at vi med hvert Skridt, med hvert Aareslag nærmede os dens Sted. Vi troede at have bemærket, hvorledes lidt efter lidt alle Omgivelser formede sig høiere og steilere, og mere og mere antog en betydningsfuld Mine, som vilde de sige: Vi lukke for Bjergenes Hersker. Men hvor forberedte vi endog troede os paa at see og fatte den ventende Majestæt, saa dog, da den sidste Klippevæg med Eet veeg tilside, og al Herligheden aaabnede sig derbag som ved et Changement i en Theaterdecoration, maatte vi vel lade os overvælde af denne pludselige Aabenbarelse af et Skuespil, der hører til det mest Storartede og Ophøiede, som et menneskeligt Øie kan nogensinde bydes at hvile paa.

Vi havde ofte seet Afbildninger af Gausta, taget fra forskjellige Synspuncter, og deriblandt maaskee netop fra dette Sted, hvor vi nu befandt os; vi havde efter disse dannet os et, som vi troede, nogenlunde tilstrækkeligt Begreb om dette ualmindelige Fjelds Aspect, – men hvorlangt stod dog dette saaledes construerede Billede tilbage for Virkelighedens rystende Fremtræden! Ikke at jo Ligheden ikke var der; Tegningens Linier gjenfandt vi lettelig, og Landskabets Contourer vare de samme, men hvilken Dødeligs Pensel skulde kunne formaae at gjengive denne en colossal Naturs umiddelbare Virkning, denne rolige Høihed hvormed hiin uhyre Fjeldmagt fra sit sextusind Fod høie Stade skuer ned paa Betragteren. Her kan Kunsten ikke erstatte Naturen; her kan intet Medium, af Menneskeaand opfundet og af Menneskehaand udført, bringe Gjenstanden formildet og formindsket, og dog sand, for den Fraværendes Øie. Streng og klar som Sandheden og Lyset, vil en saadan Urgestalt selv kun kaste sit Billede ind i den bævende Menneskesjæl, for at det der evigt kan bevares.

Gausta har det Egne ved sig, fremfor mange andre af Norges Sneefjelde, at det fra Dalbunden af kan sees i sin hele, uafbrudte Høide, medens de fleste andre af dets Jævnlige og endog Overmænd enten kun rage med Sneetoppen over andre, til Dalen stødende Fjelde, eller ogsaa slet ikke kan sees fra denne, som Hurungerne eensomme hæve sine skrækkeligt sønderrevne Nuter langt inde paa de øde Høisletter, til hvilke man altsaa maa stige op forat faae dem i Sigte. Fra Broen hvor vi nu stod, og hvor Synet af Gausta først var brudt ind over os, havde vi derimod for Øie den frugtbare, smale Dal med dens friske, grønne Enge, bølgende Agre og herlige Løvtræer hvis hengende Krandse hviskede i Aftenvinden. Dalens Sidevægge bestode af to overordentlig høie og bratte, for en Deel skovklædte Aaser eller rettere Fjeldafstyrtninger, der strakte sig parallel over for hinanden, faste og jevne, uden fremspringende Partier eller dybe Kløfter. Næsten i en ret Vinkel med disse Sidevægge, og udfyldende hele densynlige Deel af Dalens Baggrund, hævede sig brede og mægtige Gaustas Knæer, indtil noget over Høiden af de tilstødene Fjeldkanter. Der dannede Fjeldmassen en Afsats, og ovenpaa denne uhyre Terrasse steg igjen den afstumpede Gaustas Kegle mod Sky, i Form af en umaadelig, Tagrog og med de hvidt glindsende Sneestrimer nedad de graae Sider.

Himlen var aldeles klar; ikke en Taageplet om den høie Tinding, der ellers som oftest pleier at indhylle sig i et Skyslør; den brændte endnu saa klart i den nedgaaende Sols røde Straaler, at vi troede at kunne skjelne de enkelte Gjenstande heroppe, ja endog paa den høieste Spids den lille Varde, som Bjergets Bestigere der have opreist. Men Afstanden gjækkede os her som sædvanligt i disse Fjeldegne; vi vilde neppe troe vore Ledsagere naar de forsikrede os, at en heel Dag, anvendt med den yderste Anstrængelse af Kræfter fra Kl. 5 om Morgenen til seent paa Aftenen, neppe slog til for fra Dalen at naae Toppen af Gausta, og tilbage igjen. Siden fik vi rigtignok Anedning til at sande dette Udsagn. –

Medens saaledes Gaustas øverste Deel straalede i det klare Lys, flød dybtblaae Skygger tættere og tættere nedad de lavere Afstyrtninger og samlede sig sorte ved Dalens Bund. Som et fabelagtigt Kjæmpeslot, en værdig Bolig for Nordens Aand, laae den vældige Masse foran os i Aftenskumringen med en saadan Charakteer af urokkelig Bredde og Fasthed, at man syntes en heel Verden skulde kunne hvile derpaa.

Det tiltagende Mørke og de kolde Nattegufser fra Fjeldene erindrede os endelig om, at det var paa høi Tid at løsrive sig fra denne næsten tilbedende Betragtning, og søge længer frem i Dalen til vort Natteqvarteer, til Miland. Vi gav os atter paa Veien, vandrende i dyb Stilhed under de høie Birketræer, over hvis tætte Grene af og til den endnu lysende Bjergkuppel skimtede frem. Vi havde endnu et godt Stykke til Miland, den inderste Gaard i denne Bøining af Dalen, og det var meget uvist om vi der traf Folk hjemme til at modtage os; flere lukkede og øde Huse, som vi kom forbi, syntes ikke at give noget godt Forvarsel i saa Henseende. Men i værste Fald, hvad var det saa mere? Vi havde Kapper og Tæpper med, et aabent Skuur fandt vi vel altid, Natten var ikke lang, og Solopgangen over Gausta nær! Imidlertid skulde vort gode Mod ikke dennegang sættes paa Prøve. Thi da vi endelig kom frem til de smaae, lave Huse paa Garden Miland, glimtede et Ildskin fra det lille Blyvindue paa Stuebygningen, og længere henne ved Staburet hørte vi Lyden af Øxehug. En gammel, endnu stærk, men noget kroget Mand stod der i Skjorteærmerne, med sin røde Kalot paa Hovedet, og kløvede Ved. Det var Gaardens Eier, Torger Miland, Broder til Gullik paa Bolkesjøe. Venlig og hjertelig modtog han vor Begjæring om Nattely, og beklagede blot, at han ikke kunde byde os det bedre. «For nu vare kun de Gamle hjemme, alle Børnene og Folkene paa Sæteren, og Konen i Huset syg, saa ingen Ting var som det skulde».

Med meget Ivrighed og Snaksomhed paatog gamle Torger sig nu alene at gjøre Husets Honneurs, fik os ind i sin temmelig reenlige men qvalme Stue, gjorde mere Ild op paa Arnstedet, og lod os tage Plads foran det lange Bord i beqvemme, smukt udskaarne Kubbestole, medens han, ved sin endnu usynlige Kones Hjælp, skaffede tilveie hvad Huset kune formaae, og det var da Fladbrød, Smør, Ost og Kaffe, som dog først skulde brændes, hvilket Arbeide Torger i egen Person paatog sig. Det Første vi gjorde var imidlertid at lukke Vinduet op, forat lade noget frisk Fuft strømme ind. Udenfor var Mørket nu blevet tættere, enkelte Stjerner glimtede allerede paa den dybe Himmel, men over Gaustas Top, som laae lige for det aabne Vindue, svævede endnu en svag og bleg Levning af Aftenrøden. Vendte vi Blikket fra dette grandiose Fjernsyn udenfor til Bondestuens trange Interieur, da havde vi en forunderlig Contrast. Det snævre, lave Rum var halvt optaget af fasttømrede Senge, samt andet løst Huusgeraad; rundt om de sorttilrøgede Vægge stode Rækker af blanke Tin- og Kobberkar, der glimtede i det flagrende Lys fra Arnestedet, hvorover den gamle Mand sad bøiet, rørende i sin Kaffegryde.