[Den
Constitutionelle No. 278/1845]
Vestfjorddalen.
Det
var i Sandhed en til Marv og Been gaaende Fornemmelse, hvoraf vi
begge betoges, da det mægtige Gausta, denne Konge over alle
Thelemarkens Fjeldjætter, pludselig laae for os i Baggrunden af
Dalen, synlig fra Isse til Fodsaale, og glødende i Aftensolens
magiske Belysning. Siden vi fra Boklkesjøe skimtede dets yderste
hvide Spidser, fjernt bag alle andre Bjerge, havde vi tabt Gausta af
Sigte, nedstegne som vi vare i den Labyrinth af Klippespalter, Søer
og Dale, som danne de krummede Gange til Naturtemplets
Allerhelligste. Under Mellemtidens vexlende Indtryk, havde vi
dog ingensinde glemt den fjerne, hvidskinnende Dobbeltspidse, som
vinkede os imøde ved vor første Indtræden i Thelemarken. Skjøndt
vi ikke længer saae dens klare Stjerne over Granskovens grønne
Toppe eller over de sorte, ludende Klippevægge, ved hvis Fod vi
arbeidede os frem, saa følte vi dog at den var der bag, og at vi med
hvert Skridt, med hvert Aareslag nærmede os dens Sted. Vi troede at
have bemærket, hvorledes lidt efter lidt alle Omgivelser formede sig
høiere og steilere, og mere og mere antog en betydningsfuld Mine,
som vilde de sige: Vi lukke for Bjergenes Hersker. Men hvor
forberedte vi endog troede os paa at see og fatte den ventende
Majestæt, saa dog, da den sidste Klippevæg med Eet veeg tilside, og
al Herligheden aaabnede sig derbag som ved et Changement i en
Theaterdecoration, maatte vi vel lade os overvælde af denne
pludselige Aabenbarelse af et Skuespil, der hører til det mest
Storartede og Ophøiede, som et menneskeligt Øie kan nogensinde
bydes at hvile paa.
Vi
havde ofte seet Afbildninger af Gausta, taget fra forskjellige
Synspuncter, og deriblandt maaskee netop fra dette Sted, hvor vi nu
befandt os; vi havde efter disse dannet os et, som vi troede,
nogenlunde tilstrækkeligt Begreb om dette ualmindelige Fjelds
Aspect, – men hvorlangt stod dog dette saaledes construerede
Billede tilbage for Virkelighedens rystende Fremtræden! Ikke at jo
Ligheden ikke var der; Tegningens Linier gjenfandt vi lettelig, og
Landskabets Contourer vare de samme, men hvilken Dødeligs Pensel
skulde kunne formaae at gjengive denne en colossal Naturs umiddelbare
Virkning, denne rolige Høihed hvormed hiin uhyre Fjeldmagt fra sit
sextusind Fod høie Stade skuer ned paa Betragteren. Her kan Kunsten
ikke erstatte Naturen; her kan intet Medium, af Menneskeaand opfundet
og af Menneskehaand udført, bringe Gjenstanden formildet og
formindsket, og dog sand, for den Fraværendes Øie. Streng og klar
som Sandheden og Lyset, vil en saadan Urgestalt selv kun kaste sit
Billede ind i den bævende Menneskesjæl, for at det der evigt kan
bevares.
Gausta
har det Egne ved sig, fremfor mange andre af Norges Sneefjelde, at
det fra Dalbunden af kan sees i sin hele, uafbrudte Høide, medens de
fleste andre af dets Jævnlige og endog Overmænd enten kun rage med
Sneetoppen over andre, til Dalen stødende Fjelde, eller ogsaa slet
ikke kan sees fra denne, som Hurungerne eensomme hæve sine
skrækkeligt sønderrevne Nuter langt inde paa de øde Høisletter,
til hvilke man altsaa maa stige op forat faae dem i Sigte. Fra Broen
hvor vi nu stod, og hvor Synet af Gausta først var brudt ind over
os, havde vi derimod for Øie den frugtbare, smale Dal med dens
friske, grønne Enge, bølgende Agre og herlige Løvtræer hvis
hengende Krandse hviskede i Aftenvinden. Dalens Sidevægge bestode af
to overordentlig høie og bratte, for en Deel skovklædte Aaser eller
rettere Fjeldafstyrtninger, der strakte sig parallel over for
hinanden, faste og jevne, uden fremspringende Partier eller dybe
Kløfter. Næsten i en ret Vinkel med disse Sidevægge, og udfyldende
hele densynlige Deel af Dalens Baggrund, hævede sig brede og mægtige
Gaustas Knæer, indtil noget over Høiden af de tilstødene
Fjeldkanter. Der dannede Fjeldmassen en Afsats, og ovenpaa denne
uhyre Terrasse steg igjen den afstumpede Gaustas Kegle mod Sky, i
Form af en umaadelig, Tagrog og med de hvidt glindsende Sneestrimer
nedad de graae Sider.
Himlen
var aldeles klar; ikke en Taageplet om den høie Tinding, der ellers
som oftest pleier at indhylle sig i et Skyslør; den brændte endnu
saa klart i den nedgaaende Sols røde Straaler, at vi troede at kunne
skjelne de enkelte Gjenstande heroppe, ja endog paa den høieste
Spids den lille Varde, som Bjergets Bestigere der have opreist. Men
Afstanden gjækkede os her som sædvanligt i disse Fjeldegne; vi
vilde neppe troe vore Ledsagere naar de forsikrede os, at en heel
Dag, anvendt med den yderste Anstrængelse af Kræfter fra Kl. 5 om
Morgenen til seent paa Aftenen, neppe slog til for fra Dalen at naae
Toppen af Gausta, og tilbage igjen. Siden fik vi rigtignok Anedning
til at sande dette Udsagn. –
Medens
saaledes Gaustas øverste Deel straalede i det klare Lys, flød
dybtblaae Skygger tættere og tættere nedad de lavere Afstyrtninger
og samlede sig sorte ved Dalens Bund. Som et fabelagtigt Kjæmpeslot,
en værdig Bolig for Nordens Aand, laae den vældige Masse foran os i
Aftenskumringen med en saadan Charakteer af urokkelig Bredde og
Fasthed, at man syntes en heel Verden skulde kunne hvile derpaa.
Det
tiltagende Mørke og de kolde Nattegufser fra Fjeldene erindrede os
endelig om, at det var paa høi Tid at løsrive sig fra denne næsten
tilbedende Betragtning, og søge længer frem i Dalen til vort
Natteqvarteer, til Miland. Vi gav os atter paa Veien, vandrende i dyb
Stilhed under de høie Birketræer, over hvis tætte Grene af og til
den endnu lysende Bjergkuppel skimtede frem. Vi havde endnu et godt
Stykke til Miland, den inderste Gaard i denne Bøining af Dalen, og
det var meget uvist om vi der traf Folk hjemme til at modtage os;
flere lukkede og øde Huse, som vi kom forbi, syntes ikke at give
noget godt Forvarsel i saa Henseende. Men i værste Fald, hvad var
det saa mere? Vi havde Kapper og Tæpper med, et aabent Skuur fandt
vi vel altid, Natten var ikke lang, og Solopgangen over Gausta nær!
Imidlertid skulde vort gode Mod ikke dennegang sættes paa Prøve.
Thi da vi endelig kom frem til de smaae, lave Huse paa Garden Miland,
glimtede et Ildskin fra det lille Blyvindue paa Stuebygningen, og
længere henne ved Staburet hørte vi Lyden af Øxehug. En gammel,
endnu stærk, men noget kroget Mand stod der i Skjorteærmerne, med
sin røde Kalot paa Hovedet, og kløvede Ved. Det var Gaardens Eier,
Torger Miland, Broder til Gullik paa Bolkesjøe. Venlig og hjertelig
modtog han vor Begjæring om Nattely, og beklagede blot, at han ikke
kunde byde os det bedre. «For nu vare kun de Gamle hjemme, alle
Børnene og Folkene paa Sæteren, og Konen i Huset syg, saa ingen
Ting var som det skulde».
Med meget Ivrighed og Snaksomhed paatog gamle Torger sig nu alene at gjøre Husets Honneurs, fik os ind i sin temmelig reenlige men qvalme Stue, gjorde mere Ild op paa Arnstedet, og lod os tage Plads foran det lange Bord i beqvemme, smukt udskaarne Kubbestole, medens han, ved sin endnu usynlige Kones Hjælp, skaffede tilveie hvad Huset kune formaae, og det var da Fladbrød, Smør, Ost og Kaffe, som dog først skulde brændes, hvilket Arbeide Torger i egen Person paatog sig. Det Første vi gjorde var imidlertid at lukke Vinduet op, forat lade noget frisk Fuft strømme ind. Udenfor var Mørket nu blevet tættere, enkelte Stjerner glimtede allerede paa den dybe Himmel, men over Gaustas Top, som laae lige for det aabne Vindue, svævede endnu en svag og bleg Levning af Aftenrøden. Vendte vi Blikket fra dette grandiose Fjernsyn udenfor til Bondestuens trange Interieur, da havde vi en forunderlig Contrast. Det snævre, lave Rum var halvt optaget af fasttømrede Senge, samt andet løst Huusgeraad; rundt om de sorttilrøgede Vægge stode Rækker af blanke Tin- og Kobberkar, der glimtede i det flagrende Lys fra Arnestedet, hvorover den gamle Mand sad bøiet, rørende i sin Kaffegryde.
Med meget Ivrighed og Snaksomhed paatog gamle Torger sig nu alene at gjøre Husets Honneurs, fik os ind i sin temmelig reenlige men qvalme Stue, gjorde mere Ild op paa Arnstedet, og lod os tage Plads foran det lange Bord i beqvemme, smukt udskaarne Kubbestole, medens han, ved sin endnu usynlige Kones Hjælp, skaffede tilveie hvad Huset kune formaae, og det var da Fladbrød, Smør, Ost og Kaffe, som dog først skulde brændes, hvilket Arbeide Torger i egen Person paatog sig. Det Første vi gjorde var imidlertid at lukke Vinduet op, forat lade noget frisk Fuft strømme ind. Udenfor var Mørket nu blevet tættere, enkelte Stjerner glimtede allerede paa den dybe Himmel, men over Gaustas Top, som laae lige for det aabne Vindue, svævede endnu en svag og bleg Levning af Aftenrøden. Vendte vi Blikket fra dette grandiose Fjernsyn udenfor til Bondestuens trange Interieur, da havde vi en forunderlig Contrast. Det snævre, lave Rum var halvt optaget af fasttømrede Senge, samt andet løst Huusgeraad; rundt om de sorttilrøgede Vægge stode Rækker af blanke Tin- og Kobberkar, der glimtede i det flagrende Lys fra Arnestedet, hvorover den gamle Mand sad bøiet, rørende i sin Kaffegryde.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar