Reisebrev fra Paris i 1838 II

Julifesten i Paris

[Den Constitutionelle No. 228/1838]

Julirevolutionens ottende Aarsfest er feiret. Jeg vil forsøge paa at beskrive Dem hvad jeg har seet af denne Høitidelighed. Jeg veed meget godt, at Intet er kjedeligere end lange Festbeskrivelser, men jeg kan ikke spare Dem derfor. Det er umuligt at overvære Julidagene i Paris uden at give en Beretning derom til Hjemmet. Bered Dem altsaa paa det Værste.

Denne Fest var iaar en særdeles Nødvendighed for Pariserne; man talte kun om den, man beregnede Dagene til dens Komme. Ikke fordi man følte Trang til at opfriske Erindringen om de tre glorieuse Dage, eller til at celebrere Folkets Seier, langt fra! Det er nu allerede gamle Sager; en stærk Opposition har dannet sig mod Juliregjeringen, som selv ikke giver andet Tegn til at huske sin Oprindelse end netop disse tre Dage hvert Aar. Men Paris maatte have en Fest fremfor Alting, en Fest for ikke at falde aldeles i Lethargie. Sommeren havde jo være saa utilladelig trist. Ikke en Emeute, ikke et Attentat, alle Theatrene halvt i Dvale, de bedste Kunstnere fraværende, kun Regn, uophørligt Regn. Medens Naboerne i London bleve overmættede af Kroninger og Revuer, kunde den arme Pariserborger fra Rue St. Denis ikke med sin Familie gjøre en liden Udflugt til St. Germain, St. Cloud eller Belleville uden at blive overfaldet af Skylregn, og faae sin Kones Søndagsstads fordærvet. Og i Byen selv kunde man jo ikke udholde at være: den var kun til for de Fremmede. Rigtignok levede man en Stund af Talleyrands Død, men selv Glæden ved hans Begravelse blev forspildt af Regnen.* Siden kom [François-Armand-Rupert] Laitys Proces; men den bekymrede Ingen sig om. Jodins Henrettelse gik uheldigvis tabt for de Fleste. Tilsidst fik man Vaudevilletheatrets Brand;** det var dog Noget. I flere Dage var hele Paris ved Brandstedet forat betragte de sorte Bjælker og halvforbrændte Coulisser. Endelig blev man ogsaa kjed heraf, og Tomheden blev saameget større, da man nu først savnede Arnals Mesterspil. Saaledes var man da ganske reduceret til de nære Festdage, og nogle beleiligt opfundne Fængslinger af Folk, som tillavede Kartædsker, gjorde Forventningen endnu større. Endelig blev det Morgen den 27de.

Jeg stod forventningsfuld og betragtede med høitidelige Følelser den lille Plet af Himlen som kan kan skjelne fra det trange og høie Gaardsrum i min Hotel. Efter lange Undersøgelser blev jeg endelig enig med mig selv i fra det halvt synlige Segment af Himlen at slutte til klart Veir, og jeg saae allerede i Tanken den hele lysende Himmelhvælving at spænde sig som et trefarvet Telt over Frihedsfestens Theater. Længere ud paa Formiddagen gik jeg ud for at være Vidne til Folkets Jubel og Festens Begyndelse. Jeg blev meget forundret over at finde Alt i Rue Vivienne – jeg kan ikke sige stille, thi Stilhed er et ufatteligt Begreb for Paris; – men Alt som før og aldeles hverdagsligt. Netop den samme Trængsel paa Fortougene, netop det samme Antal Vogne i Midten af Gaden, hverken mere eller mindre. Alle Boutikker aabne, de søvnige Boddrænge og Contoirdamer paa deres Pladse. Ingen Jublen undtagen Udraabernes hæse og monotine Skrig. Ingen Enthousiasme paa Folkemassens Ansigter, kun den almindelige Travlhed og Jagen efter Gevindst. Blot nogle faa Nysgjerrige og Fremmede stod ligesom jeg paa alle Gadehjørner og saae efter Festem, som Ingen kunde opdage. Nogle Sppor fandt man dog endelig. Ved Louvre, paa de Faldnes Grave, i Tuileriehaven, paa Pont de la Concorde var et opreist nogle mystiske Stilladser som udentvivl skulde blive til noget engang i Tiden, og dog var man jo nu midt i Julidagene. Langt ude i Champs elysées hørte man en forvirret Mumlen af Gjøglere, som der opslog deres Boder. Henimod Aften gik endelig Udraabere omkring og solgte Programmer til Festen. Jeg kjøbte en af disse smaae Blade, og erfarede deraf, at den egentlige Qvintessenz af Festen først skulde gives til Priis Søndag den 29de. Man kunde derfor rolig gaae hjem uden Frygt for at tabe noget af Herligheden denne Aften.

Løverdagen den 28de skulde efter Programmet være helliget til Sørgehøitideligheder i Kirkerne over de Faldne ved Revolutionen. Som en Følge heraf gik jeg Kl. 10 om Formiddagen hen i Kirken St. Roch for at bivaane denne, som jeg troede, rørende Act. Et sort Drapperi var hængt over Pillerne ved Indgangen til Kirken. De høie Hvælvinger i det Indre var kun sparsomt opfyldte af Folk i Blouser og usle Klæder. Næsten ingen af de høiere Classer var her tilstede, og det uagtet St. Roch er den meest fashionable Kirke i hele Paris. Det legitimistiske skinhellige Cleresie stod i lange Sørgetalorer og med jammerfulde Ansigter foran Høialteret. Til begge Sider ved Alteret og nedad Choret bar Nationalgardister opstillede i tætte Geleder. Det var et underligt Skuespil at see dem udføre deres Exercitie, med «Geværet paa Skulderen, ved Foden» &c., midt under Præsternes Ceremonier. En complet Janitscharmusik med Trommer og Bjælder accompagnerede Sørgemessen. Da Præsten opløftede Hostien gik en Torden af Basuner og Trommer gjennem Hvælvingerne, og de Andægtige sank paa Knæ. Det Hele varede kun en halv Time. Medens jeg stod og betragtede disse Optøier i Kirken, foregik Emeuten ved Louvre, det eneste Mærkværdige ved hele Festen, og som jeg var uheldig nok til at forsømme. – Hele den øvrige Dag skede Intet, som kunde erindre om Festen, naar jeg undtager Kanonsalverne fra Invalidernes Hotel, Tilberedelserne til Fyrværkerie paa Pont de la Concorde og Markedet i Champs elyssées. Pariserne gik og betragtede dette som et andet Skuespil, uden at give noget Tegn til Erindring om Dagens Betydning.

Søndag den 29de som da til Slutning med alle sine Løfter; man skal see hvormange af dem der bleve holdte. Veiret var ganske taaleligt, men blæsende, og Himlen overtrukken: Men man opgav ikke Haabet. Kl. 1 strømmede hele Paris sammen til Seinebassinet mellem Pont royal og Pont de la Concorde, hvor en Regata og Lege paa Vandet skulde foregaae. Decorationen paa den sidstnævnte Bro vinkede i Baggrunden og talte om Aftenens Glæder; den forestillede ikke mindre end hele Bjerget Vesuv og Staden Pompeii. En Luftballon fyldtes lidt efter lidt paa den venstre Seinebred. Nu begynte Vandkunsterne. En Mængde hvidklædte Søefolk, om jeg maa kalde dem saa paa en Flod, steg ud paa smaae eleganter Baade, decorerede med brogede Flag og Vimpler. Man roede omkap, man holdt et Slags Tournering og stødte hinanden ud i Vandet, man svømmede, man skreg, man loe. To Baade med Orchestre foer op og ned Basinet og Skud lød fra alle Kanter. Den uhyre Menneskemasse paa Broerne og omkring Qvaien stod ganske rolig paa hinandens Skuldre. Og betragtede denne noget eensformige Leeg i flere Timer. Endelig var denne Act forbi, og Hr. [Jean] Margat steg just op i sin Ballon, da et Uvair pludseligt brød løs. En Skylregn strømmede ned og fordærvede Ildhjulene, et Vindstod kastede Pompeii ned i Vandet. Folkemassen splittedes ad til alle Sider. Damerne, i deres hvide og lette Festlæder foer omkring med fortvivlede Gebærder. Man søgte forgjæves efter en Paraplui, et Skuur, en Arcade. Alle frelste sig saa godt de kunde, thi Intet overgaaer Parisernes Skræk for en Regndraabe, noget de dog burde være vant til, da sjelden en Dag gaaer hen uden en eller to Regnbyger.

De Haardnakkede, hvoribland jeg, forsamlede sig atter Kl. 7 i Tuileriernes Have, hvor en Concert skulde opføres. Regnen havde aftaget noget, men vedblev dog endnu. Hele Haven saae ud som en vandrende Parapluimasse. Et chinesiskt Tempel med couleurte Lamper var opreist ligefor Pavillon d'Horologe, og et stort Orchester regalerede derfra Publikum med Stykker af de nyeste Operaer. Kl. 8 kom Kongen, Dronningen og den kongelige Familie ud paa Balconen og hilste paa Folket, men en Dødsstilhed modtog dem, endogsaa nogle Piber lod sig høre. Kongen og Dronningen satte sig midt ude i Regnen med blottede Hoveder, men Intet hjalp. Rundt om mig hørte jeg Skjældsord og Spottegloser mod dem. Imidlertid klarnede det op, og en deilig frisk Aftenluft strøg gjennem Haven. Pyramider af Ild tændte sig lidt efter lidt langs de høie mørke Alleer, og derimellem blinkede og pladskede Springvandene. Da Kongen havde trukket sig tilbage, forlangte man Marseillaisen, og applauderede den. Dette var det eneste Udbrud af Folkeaanden som jeg hørte under den hele Fest. Med det gode Veir kom ogsaa den flygtede Mængde tilbage, og den hele Menneskestrøm væltede sig nu ud paa Terassene og paa Qvaien for at nyde Fyrværkeriet, som allerede en gloende Ballon havde forkyndt. Vel var den bedste Deel tabt, og Pompeii som skulde gaaet under ved Ild, var gaaet under ved Vand, men Vesuv var dog frelst og det gjorde nu ogsaa sit Udbrud paa den eclatanteste Maade. Det var virkelig et magisk Syn da tusinde af Raketter i rød Ild foer op af Krateret under Kanontorden, og oplyste sælsomt den umaadelige Menneskemasse, Haverne, Paladserne, Seinen med sine Broer og mørke Huse. Da Vesuv havde udspildt sin Rolle fulgte jeg med Toget til Place de la Concorde, som ogsaa var oplyst ved Lamper, og hvorfra man havde et Ildperspectiv gjennem Champs elyssées lige til Arc de Triomphe. Fra Høiden af denne sidste blev der ogsaa afbrændt et Fyrværkeri. Men det egentlige Liv, den meeste eventyrlige Vrimmel bevægede sig i det Indre af Champs elysées. Gjøglere, Marionetter, Alt om hinanden. Paa den store Plads i Midten var opreist to Theatre, hvorpaa man gratis gav Forestillinger af Beleiringen af Constantine. Utallige Telte vare ligesaamange Dandsesale. Lange Rækker af Markedsboder frembød deres Skatte, lovpriste i frygtelige Toner af utrættelige Skrigere. Midt imellem alle disse Herligheder bevægede sig Paris's Folkemængde, udspyet uden Ende af dette nye Babel. Her kunde man først faae en Idee om en stor Stads Befolkning. Det var ikke paa eet Sted, paa een Plads at man traf dette Menneskehav; hvor man gik, hvor man saae hen, den samme ustandselige, brogede Sværm. Men desværre, alle disse Hoveder og Hjerter erindrede knapt hvorfor de forsamlede sig denne Dag, og en Bajas's Kunster var dem mere vigtige end Tanken paa den Verdensbegivenhed de feirede, og som de Fleste af dem selv havde været Øienvidner til.

A. Munch

Noter

Munch behandler julifestdagene svært overfladisk i sin reisedagbok (Nasjonalbiblioteket MS fol. 1560). Her heter det bare «28 og 29 Juli. Festdage. Skrevet derom».

* Munch beskriver Talleyrands begravelse i reisedagboken: «Uheldigvis fik vi ikke vide før bagefter at Liget om Morgenen var udstilt paa Parade for Publicum. – Bisættelsen skede i Kirken Assumption, Rue St. Honoré. Der var naturligvis ikke at tænke paa at komme ind i Kirken, men vi saae dog Toget temmelig godt fra Gaden af. En uendelig Mængde Mennesker var forsamlet, under Latter, Støi og Spectakel. Liigtoget gik for sig uden Klokker pele mele. Kisten førtes paa en sølvbeslaaet Liigvogn med 8 Heste. – Blandt Følget var mange mærkværdige Mænd, som [Jean-de-Dieu] Soult, [Adolphe] Thiers, etc. – men vi manglede en Cicerone forat udpege de rette. Kirkens Portal var behængt med sorte Draperier, herpaa Fyrstens Vaabenskjolde. Et af disse vendte sig om bevæget af Vinden – dette gav Anledning til uendelig Morskab og Latter hos den forsamlede Mængde».

** Munch nevner brannen i reisedagboken: «Vaudeville Theaterets Brand. Vidste ikke deraf før en Dag efter, skjøndt jeg kun boer nogle Gader derfra. De rygende Ruiner. Træsnit af Branden».