En Rhinfart i 1838

En Rhinfart.

[Den Constitutionelle No. 266/1838]

Efter en behagelig og mindeværdig Tour over Strasbourg, Baden, Karlsruhe, Heidelberg og Frankfurt am Main, hvorom jeg siden forbeholder mig at give Dem Beretning, kom jeg den 31te August til Mainz, for der at begynde den berømte Rhinfart. Allerede fleere Gange havde jeg langtfra seet den brede, ved skatskyldige Floder stedse voxende Rhin at vinke mig, men dens flade Bredder ovenfor Mainz har altformeget Eensformigt ved sig, til at de skulde kunne friste til en nærmere Berørelse. Føst her begynder det classiske Strøg af Floden.

Det var en kold, men klar Dag, da vi ankom paa Høiderne ovenfor Mainz, og saae det hele herlige Panorama under os. Volde langs Rhinen, de uoverseelige Viingaarde og Frugthaver rundt om, og de fjerne, mystiske Bjerge i Baggrunden, Alt belyst af den klare Høsthimmel, gjorde et mægtigt Indtryk. Over den lange Flydebroe kom vi nu ind i Byen, og tog ind paa rheinischen Hof, et af disse store Hoteller ved Bredderne af Rhin, som de evig reisende Englændere have forskaffet sig til Plage for de fattigere Vandringsmænd. Mainz forbauser den Fremmede ved sin underlige Blanding af Gammelt og Nyt. Midt imellem moderne, elegante Huse hæver sig pludselig et gothisk, mosbegroet Taarn med Spidsbuer og Stenblomster. Cathedralen er under Restauration fra Vanhelligelsen under de Franske, da den blev benyttet til Arsenal og Caserne. Tæt foran Erkebispens Stol i Choret viser man endnu den mørke Plet i Steengulvet, hvor Soldaterne kogte sin Mad. Rundt om i Kirken staae de gamle Erkebispers Steenbilleder, og i Søilegangen udenfor Capitelsalen finder man [poeten] Heinrich Frauenlobs Gravmæle. Paa et Basrelief kan man endnu see hvorledes han blev bortbaaret af Mainz's fornemste Qvinder. Det var denne Dag stor Stads og Messe i Mainz. Brædehytter, omtrent som paa et Market, vare opslaaede paa Torvet, og en Mængde pyntede Landfolk bølgede der op og ned. I Midten af denne Tummel hævede sig stille og dybsindig Thorvaldsens bekjendte Bronzestatue af Gutenberg. Det er et skjønt og udtryksfuldt Værk. Ligeoverfor dette Monument ligger det nye, endnu ikke ganske færdige Theater, opbygget af det her almindelige røde Sandsteen. Store Placater forkyndte her skjønne Rarieteter for Aftenen. En lovede endogsaa en virkelig Henrettelse: paa et enormt Træsnit strømmede Blodet ud af den hovedløse Krop. Men for disse blodige Foernøielser foretrak vi en Spadsertour i den deilige Aften ud til de nye Anlæg ved Rhinbredden, hvor de preussiske og østerrigske Regimenter, som her ligge i Garnison, hver Fredag Aften opvarte med Musik. Hele Mainz beau monde var forsamlet paa dette yndige Sted, hvor et elegant Caffehuus, Musik, fri Luft og den herligste Udsigt over Rhinen tilbyde Resourcer nok.

Tidlig den næste Morgen Kl. 6 gik vi ombord paa Dampskibet: «die Kronprinzessin von Preussen» for at gaae nedad Rhinen til Bonn. Flere Englændere spadserede allerede gravitetiske frem og tilbage paa Dækket i den graa Morgenluft og saae av og til i deres Reisekarter og Albums. Vi bleve ganske mismodige ved at see den hele Flod og Bredderne bedækket af en tyk, hvid Taage, som gjorde enhver Udsigt umulig. En saadan Fart i Taagen kunde vistnok ikke genere Englænderne, som jo havde sine Kobberstykker med og dog nu virkelig foer nedad Rhinen – men for os, de uvante Reisende, som med aabne Munde og Øine ventede paa de kommende Herligheder, var et saadant Prospect noget ubeleiligt. Bjergenes Fee havde dog Medlidenhed med Bjergenes Sønner, og netop som vi nærmede os Portene til de dunkle Fjeldborge, løftede Sløret sig langsomt i Veiret og afdækkede lidt efter lidt de bratte Viinlier, de sorte Basaltklipper og de romantiske Ruiner. Forbi Biberich, Hertugen af Nassaus prægtige Residentsslot, kom vi til det berømte Johannisberg, hvis hvide Slot skinner ned fra den grønne Bakke. Snart ere vi midt i det vilde Bingerloch; her dreier Rhinen af og Rækken af de gamle Borgruiner begynder. Ehrenfels, Königstein, Falkenburg og midt i Floden det skumle Mausethurm ere de første Vidner om det vilde, underlige Liv, som her engang er ført. Man kan ret faae en Idee om disse smaae, uregelmæssige, kantede Steenmasser, som man kalder Borge, af det gamle Vogtsburg, som Kronprindsen af Preussen har ladet istandsætte aldeles i den oprindelige Smag. Klæbet fast til den næsten lodrætte Fjeldvæg truer det samle, takkede Taarn udover Floden, og man troer hvert Øieblik at Vindelbroen vil gaae ned og Borgridderen styrte sig paa sit Bytte. Men det elegante Dampskib flyver altfor hurtigt dertil, i næste Secund har man tabt Borgen af Sigte, og nye Prospecter aabne sig. For den, som ikke tager ind i hver Station, men vil gjøre Reisen paa een Dag, er denne hurtige Fart ikke gunstig. Man farer afsted som paa en Jernbane, Billederne afvexle uafladeligt som i en Laterna magica, og man faaer aldrig Tid til at opfatte det ene, før det andet allerede kræver Opmærksomhed. Saaledes gik det nu forbi alle de classiske Steder, som af tusinde Kobberstik og Beskrivelser ere hele Verden bekjendte, og hvor man troer at have været før. Saa fortrolige ere vi med dem fra vor Barndom af. Man maa vel undertiden slaae noget af med sine Forventninger; det er en Ulykke for en Egn at være saa berømt som denne. Der bliver dog altid nok tilbage. Bjergenes vulkanske Former, Viinhaverne i Terrasser lige op til Spidsen, Ruinerne, og de gamle sorte Byer ved Foden af Fjeldene giver den hele Fart et romantisk, et eget Præg, som selv maa forbause den fjeldvante Normand.

Jeg vil forskaane Dem for den tørre Opregning af bekjendte Navne. Bacharach, Laub, die Pfalz, Rheinfels, St. Goar, Ober Lahnstein. – Hvem har ikke hørt dem beskrives? Det er totalindtrykket, som ehver Reisende har for sig selv, og som jeg forsøger at gjengive Dem. Ved Coblenz, det solbelyste, det lykkelige, gjør Dampbaaden et lidet Ophold, saa man faaer Tid til at betragte den herlige Natur. Midt over for hæver sig det stolte Ehrenbreitstein, Kongen over alle rhinske Borge. Kun Skade at man seer preusssiske Soldater patrouillere paa Murene. Den hvide Række af paladslignende Bygninger i Coblenz speile sig i Floden; Qvaien er opfyldt med syngende, glade Mennesker og paa Dampskibet spiser man Druer og drikker Rhinskviin. Fra Coblenz udvider Egnen sig, Bredderne blive lave og sivbevoxede, og det søndagelige, hernhutiske Neuwied smiler fra den lyse Bred. Man troer allerede at være paa Nederrhinen, og at have forevigt taget Afsked fra de vilde Bjerge, men pludseligt træder Kysten atter sammen, Viinhaverne stige atter opad de store Klipper, og det mørke Hammerstein truer fra en Bjergside. For første Gang udfolder nu Rhinen sin hele eiendommelige Pragt ved Udsigten til «Siebengebirge», hvis maleriske Kjæde sluttes af Drachenfels, en spids Bjergtop med en kjæk og vild Ruin. Her ligger i Rhinen den yndige Øe Nonnenwerth med sine hvide Klosterbygninger, som rigtignok nu ere blevne til et Værtshuus. Fra den anden Bred skuer Rolandseck med sit bekjendte Sagn ned paa Klostervinduerne. Dampskibet bøier om det fremspringende Drachenfels, og nu ligger det hele flade Land aabent. Til Bonn, Cöln, til Rotterdam, om man saa vil, hindrer intet Bjerg mere den jevne Slette. Rhinen bliver vel nu bredere og mere beqvem for Skibsfarten, for de hollandske Jagter, for den hollandske Prosa, men dens romantiske Periode, dens Sang, dens Viin, dens Bjerge ere nu forsvundne. Vi tilbragte en behagelig, venlig Aften i Bonn, besaae dets prægtige Universitet, dets Samlinger, dets Museer; men vi følte dog som et hjemligt Savn efter de altfor snart gjennemilede Bjerge.

Drachenfels vinkede endnu i Nærheden med sine søndersplittede Taarne og sære Figuerer og vi kunde ikke modstaae Trolddommen. Næste Dag, som var en Søndag, gjorde vi i det herligste Solveir en udflugt derhen. Vi gik med Dampskibet til Königswinter, som ligger ved Foden af Bjerget, og derfra steg vi op gjennem yppige Viinmarker og grønne Skove. En beqvem, banet Vei fører op til Toppen – det Romantiske taber rigtignok derved noget, men Mageligheden fordrer ogsaa sin Ret. Fra Høiden, inde i de halvnedfaldne Taarne, har man en henrivende Udsigt over Rhinen til begge Sider. Mod Syden de dunkle Bjerge, de hyggelige, lyse Dale med gothiske Kirketaarne og Landsbyer, de smaae, aflange Øer i Floden, Nonnenwerth og Grafenwerth – mod Nord og Vest har man det aabne, vide Land lige til Cöln og Aachen. Et Værtshuus finder man her oppe med ypperlig Rhinskviin og andre Forfriskninger. Hele Familier glædede sig her over deres Søndag og deres Land ved Sang og munter Tale. Den engelske Digter Wordsworth har skrevet et langt Digt i Fremmedbogen her, hvori han beklager sig over denne Restauration og dens forstyrrende Indtryk. Jeg og min Reisecompagnon kunde ikke dele hans Anskuelse, da vi sad under det luftige Telt paa Høiden, med en Flaske Rhinskviin og den vidunderlige Udsigt foran os, medens Bjergene kastede lange Skygger i Afgrunden, og Klokkerne i alle Landsbyer ringede til Kirmess. Her tog vi Afsked med Rhinen og dens Herligheder.

A. Munch