I 1888
utgav kirkehistorikeren Hallvard Gunleikson Heggtveit et «Udvalg af
Norske Digtere og Forfattere med biografiske Skisser» til inntekt
for Kristianias arbeidsløse. Andreas Munch er fyldig representert i
utvalget, som innledes med en kortfattet biografi signert O. B.
Andreas
Munch
(Af O. B.)
Andreas
Munch hører til en anseet og begavet Slægt. Edvard Storm, Bestyrer
af Efterslægtsskolen i Kjøbenhavn og velkjendt ved sine Digte
(Sinklarsvisen, og nogle i gudbrandsdalsk Dialekt) var hans
Bedstemoders kjødelige Broder. Hans Fader var Johan Storm Munch, der
døde i 1832 som Biskop i Kristiansands Stift. Han var ogsaa Digter
og ydede en forholdsvis ikke ubetydelig Tribut til den norske
Literatur efter Adskillelsen fra Danmark. En Fætter af Andreas Munch
var Peter Andreas Munch, der kanskje mere end nogen anden Nordmand
gjorde sit Fødelands Navn kjendt og æret i hele Europa ved sin
store Lærdom og sine talrige historiske og sproglige Arbeider.
Andreas
Munch blev født i Kristiania den 19de Oktober 1811. Sine første
Barneaar henlevede han dels i Sande i Jarlsberg, dels i Kristiania,
hvor hans Fader 1817 blev Slotspræst. Da hans Fader nogle Aar senere
blev Biskop, kom han, 12 Aar gammel, til Kristiansand. Han gjennemgik
Byens Latinskole og blev 1830 dimitteret til Universitetet.
Der har
vel aldrig været saadan dybtgaaende Bevægelse i den norske
Studenterverden som i Trediveaarene, da Munchs Studietid falder. Det
var denne Tid, at de, der enten var født efter Adskillelsen fra
Danmark, eller som idetmindste havde været for smaa til at faa noget
eget Indtryk af den gamle Tingenes Tilstand, begyndte at komme ind
til Universitetet. Dette omfattedes af Folket med Kjærlighed og
Høiagtelse, og det havde ved dets Oprettelse været Folket et Slags
Pant paa Selsvtændighed. Ud over Landet var Forholdene omtrent som
før; der var ikke Anledning til at iagttage og føle Forandringen.
Anderledes var det i Hovedstaden. De unge Studenter var opfyldt af en
begeistret Fædrelandskjærlighed; de følte sig som et frit og
stærkt Folks Sønner, og idet de i sin Ungdoms Glød forvekslede
Forhaabninger og Idealer med Virkeligheden, troede de, at intet var
dem for høit, hvilket man forresten ikke kan undre sig over, naar
man seer, hvad de ældre kunde skrive. Det var i denne Tid, at
Wergelands «Skabelsen, Mennesket og Messias» og Welhavens «Norges
Dæmring» udkom. I den literære Verden foranledigede disse Skrifter
en bitter Strid, der udartede og i høi Grad blev personlig.
Studentersamfundet, hvor Lederne fandtes, splittedes i to Flokker;
den ene af disse med Welhaven i Spidsen traadte ud og dannede en egen
Forening, som de kaldte «Forbundet». Til de gjenstaaende hørte H.
Wergeland. Han vilde, at alt skulde være ægte norsk og arbeidede
for, at man skulde frigjøre sig fra Udlandets Indflydelse og
Paavirkning. Welhaven derimod mente, at hvis ikke Aandslivet skulde
hemmes i sin Udvikling og udsættes for Ensidigheder, maatte man
vedligeholde den gamle Forbindelse særlig med Danmark. Midt under
denne Strid kom Andreas Munch ind i den akademiske Verden. Han
begyndte at studere Retsvidenskab, men vistnok ikke med nogen
synderlig Interesse. For ret at kunne forstaa Munchs Stilling til de
stridende Parter maa man tage hans eiendommelige Karakter og
Begavelse i Betragtning. Munch var fremfor noget andet Romantiker;
som saadan kunde han nære levende Begeistring for sit Fædreland.
Men netop paa Grund af sin Romantik følte han sig heller ikke helt
tilfreds i sit Fødeland. I sine første Studenteraar delte han
vistnok Wergelands Meninger og Ideer i mange Stykker; men saa kom han
til at gjøre et Besøg i Danmark og faar Øinene op for dette Lands
Literatur og Kunst, og nu bliver han tvivlraadig om, hvem der mest
havde Retten paa sin Side af de to Partier. Alt det formløse og
krasse, som fandtes hos Wergeland, denne Urkraft, der hverken vilde
følge gamle Baner eller lade sig hindre af Skranker, stødte Munch
langt bort. Han begyndte at nærme sig Welhaven, ved hvis Side ogsaa
Fætteren P. A. Munch stod; men muligens fordi han ogsaa have
Sympathier med Wergeland og vel ogsaa af andre Grunde, kom han ikke
til at tage nogen aktiv Del i Striden. I denne Tid (1836) udkom
Munchs første literære Arbeide, en Digtsamling, som han gav Navnet
«Ephemererne» [sic]. Den blev modtaget med megen Velvilje; thi den
var rig paa dyb og inderlig Følelse, paa samme Tid som Formen var
fuldendt og smuk. Blandt denne Samlings Digte findes den bekjendte
Fæædrelandssang: «Hvor i Verden jeg gaaer o. s. v.» Aaret efter
(1837) udkom et Skuespil «Kong Sverres Ungdom». Han var imidlertid
bleven ansat som Kopist i Finansdepartementet uden dog at være
bleven juridisk Kandidat. Fra 1841–46 var han Redaktør af «Den
Constitutionelle», og i dette Blad leverede han talrige Bidrag. En
Redaktørs Stilling passede forresten ikke for en Mand med Munchs
Karakter.
Imidlertid
var han 1844 bleven gift med Charlotte Amalie Juul fra Kristiania og
levede et saare lykkeligt Husliv. Da han ophørte med Redaktionen af
«Den Constitutionelle» foretog han 1847–48 sammen med sin unge
elskelige Hustru en Reise til Frankrig, Italien og Tyskland. At
besøge disse Lande havde været et af hans Ungdoms høieste Ønsker,
og det var med jublende Glæde han nu saa det opfyldt. Da han kom
hjem, fik han i 1850 Ansættelse som Amanuensis ved
Universitetsbibliotheket. Denne Stilling passede netop for ham; thi
den levnede han rigelig Tid til literære Arbeider. Det er i disse
Aar, at hans egentlige Glandsperiode falder. I Syden blev hans Aand
modnet og styrket. Sine Indtryk meddelte han dels i «Billeder fra
Nord og Syd», «Digte, gamle og nye» (1848) og «Nye Digte»
(1850). I sidstnævnte Aar døde hans Hustru, som han elskede med sin
Digternaturs hele Inderlighed og Varme. Smerten over det store Tab
tolkede han gribende i Digtsamlingen «Sorg og Trøst» (1852), og
der er vel neppe noget af hans Arbeider som kan sættes ved siden af
denne Digtsamling. Her faar man see lige ind i Digterens Sjæl og
Hjerte og lære at forstaa, at han er en Mand, der ikke staar i Række
med den store Hob, men høit over den. Efterhaanden udkom i
Femtiaarene talrige Arbeider af ham dels paa Vers og dels paa Prosa,
dels i fortællende og dels i dramatisk Form. Her skal nævnes:
«Digte og Fortællinger (1851) [sic], «Salomon de Caus» (1854),
«En Aften paa Giske» (1855), «Lord William Russell» (1857). De
vandt alle i sin Tid Anerkjendelse og blev meget læste, ligesom
ogsaa flere af dem er oversatte paa fremmede Sprog. Af hans senere
Arbeider kan nævnes: «Hertug Skule» (1864), «Eftersommer»
(1867), «Moder og Søn» (1871), «Jesu Billede», «Kongedatterens
Brudefart» og «Pigen fra Norge».
Paa Grund
af Munchs Produktivitet og store Anseelse som Digter bevilgede
Stortinget i 1860 en aarlig Sum af 400 Spd. til Oprettelse af en
Docentpost for ham ved Universitetet. Han blev dog ikke forpligtet
til at holde Forelæsninger. Dette var Begyndelsen til de senere
«Digtergager». Da det saa i 1866 blev bestemt, at alle
Universitetets Lærere skulde være Professorer, fik Munch ogsaa
denne Titel. I 1865 blev Munch gift med Frøken Amalie Raben.
Adoptivdatter af Lehngreve Raben. Han flyttede snart efter til
Danmark, hvor han boede paa Lolland. Han fortsatte med sin digteriske
Virksomhed lige til det sidste. I de senere Aar udgav han ogsaa flere
smukke Oversættelse af fremmede Forfatteres Arbeider. Den 27de Juni
1884 døde han i Kjøbenhavn og blev efter sit eget Ønske begravet
her i Kristiania.
Det er tidligere bemærket, at Munch var Romantiker. Han var af Wergelands og Welhavens samtidige en af de faa, som kan siges at have raget op ved Siden af disse. Senere, da vor Literatur kom ind i nye Baner ved Bjørnsons og Ibsens Optræden, blev Munch stillet i Skyggen, fordi hans Digtning ikke længere passede for Tiden. Det, Munch særligt har forstaaet at skildre, er Menneskehjertet i dets forsjellige Rørelser. Gjennem al hans Sang gaar der ogsaa en Higen efter det, som kunde give Harmoni i hans Sjæl; i den første Tid var Maalet væsentlig Sydens solbeskinnede, smilende Egne; men allerede dengang, hvad end stærkere traadte frem senere, søgte han Harmonien i de kristnes Haab. Han var en kristelig Digter.
Det er tidligere bemærket, at Munch var Romantiker. Han var af Wergelands og Welhavens samtidige en af de faa, som kan siges at have raget op ved Siden af disse. Senere, da vor Literatur kom ind i nye Baner ved Bjørnsons og Ibsens Optræden, blev Munch stillet i Skyggen, fordi hans Digtning ikke længere passede for Tiden. Det, Munch særligt har forstaaet at skildre, er Menneskehjertet i dets forsjellige Rørelser. Gjennem al hans Sang gaar der ogsaa en Higen efter det, som kunde give Harmoni i hans Sjæl; i den første Tid var Maalet væsentlig Sydens solbeskinnede, smilende Egne; men allerede dengang, hvad end stærkere traadte frem senere, søgte han Harmonien i de kristnes Haab. Han var en kristelig Digter.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar