Nikolaj Bøghs nekrolog

Dem sjette juli 1884, kort tid etter Andreas Munchs død, utgav det københavnske ukebladet Illustreret Tidende et  nummer som i det vesentlige ble viet den avdøde dikteren. Sammen med Magdalene Thoresens minnedikt, trykte bladet en lang nekrolog av dikteren Nikolaj Bøgh.

Paa den Dag, da Andreas Munch fyldte halvfjerdsindstyve Aar, havde han og hans Hustru samlet en stor dansk og norsk Vennekreds ved deres Bord. Ploug bragte Digteren Selskabets Hyldest og udtalte da, at Munch repræsenterede den Del af Norge, der vender mod Danmark. Tager man, uden at se Forfatternavnet efter, en af Munchs Bøger i Haanden, vil man vanskeligt falde paa, at man ikke har en dansk Skribent for sig. De mægtige Fjælde med de stride Elve afspeile sig ikke i hans Digtning; men Norge har ogsaa de brede Dalstrøg med grønne og bløde Farver, med et vist idyllisk Præg over sig; det er som Minder om Slægtskabsforholdet til Danmark, og det er denne Natur, som Munch aabenbarer i sine poetiske Frembringelser. Det var derfor, at han blev saa skattet blandt de Danske og følte sig saa dragen til Østersøens Øer med Bøgeskovene, Kornmarkerne og de grønne Enge. Vel var han Norge en trofast Søn og hævdede det ved alle Leiligheder. Men hans anden Hustru var dansk og han opslog sin anden Bolig midt iblandt os. Han havde mange Venner her, men tidt fløj dog hans Længsel mod Norge. Efter et Besøg i sit Fædreland sang han om alt det dyrebare deroppe, som igjen havde faaet Oldingens Bryst til at slaa. Og han fortsetter:

Men alene jeg gik, mine Kjære var ej

ved min Side paa velkendte Gang –

og jeg længedes bort over Bølgernes Vej

did, de vente paa Bøgenes Vang.

Thi en Mand har sit Hjem, hvor den Elskede bor,

hvor hans Barn smiler til ham i Tro;

uden dem er ham tom selve Fædrenes Jord,

kun hos dem kan han hvile i Ro.

Der er ikke mange, som med mere Sandhed end Munch have virket for et enigt Norden. Han har sunget det ind, hvor han kunde, og derfor maatte Danmark blive ham saa hjemligt.

Vel mit Hjemlands Fjælde ej jeg skuer,

hører ikke Fossens Tordenbrus –

Under disse Skovens Tempelbuer

gaar dog Nordens Aand med hjemlig Sus.

Saaledes synger han hernede, og i Kraft af denne Følelse regnede han ikke Danmark for et fremmed Land. Nu hviler han i Norges Jord, som han selv har forlangt det:

I det Land, hvor min Fader til Jorden er stedt,

vil engang de mig lægge til Ro.

Enhver der kom i personlig Berøring med Munch, maatte dog mærke hans norske Afstamning. Gemyttet strømmede En ikke strax i Møde i hans Væsen, han var snarere kold, afvisende og fornem; hvad man almindelig kalder høflig, det var han slet ikke. Mange mente, at han var arrogant, de Fleste, at han ikke havde megen selskabelig Form. Det var umuligt ved en flygtig Omgang at faae et korrekt Indtryk af ham. Han hørte til dem, som man lidt efter lidt faaer kjærere og kjærere, og som man saa til sidst holder inderlig af, fordi man har erfaret, at her banker et Hjærte med ægte Lødighed. Jeg vil først fremhæve hans ubetingede Sandhedskjærlighed, ja, jeg har i saa Henseende kun kjendt Faa, jeg vilde sætte ved Siden af ham. Han gik aldrig udenom en Sag, han tingede ikke, man vidste strax, hvor man havde ham. Og hans Mod til frit og sikkert at sige sin Mening, selv om den var stik modsat deres, han stod overfor, var stort. Han tav ikke, naar han var uenig med Nogen, og der var i den Maade, hvorpaa hans Protest fremkom, et overlegent Vidnesbyrd om hans Had til Alt, som ikke var af Aand, eller som var af en daarlig Aand. Der blev engang sagt til mig om en Person: «Hun er saa sand, at hun f. Ex. slet ikke kan konversere». Det kunde næsten siges om Munch. Hans Samtale havde Intet af Selskabstonen over sig, og hvor der taltes uden Indhold, vendte han snart Ryggen til. Der var heller ikke hos ham Konversationens Lethed til at bruge Tungen smidig, han talte stammende, pointeret, og offentlig havde han kun ringe Evne til at føre Ordet; Selskabstalernes smidige Komplimenter vilde i hans Mund have taget sig ud, som om han vilde gjøre Nar.

Man mærkede hurtig, at man i ham havde en usædvanlig ædel Personlighed for sig. Det var ikke for Intet, at hans Fader, kort før han i Døden tabte Bevidstheden, havde rakt ham sin Haand med de svagt udstønnede Ord: «Andreas, Du har aldrig gjort mig Noget imod». Renheden talte ud af hans Øje, og den strømmer gjennem hans Digtning. Derfor harmedes han ogsaa, naar han i Literaturen traf det besmittende. Det er ved hans Død blevet sagt, at han var i Opposition til den nyere Retning i Kunsten. Jeg troer ikke, det er ganske sandt. Jeg har hørt ham udtale sig varmt om Digterværker, der vare hans egne meget modsatte. Hvad der derimod ganske vist bragte ham i Harnisk, var Forfatternes naturalistiske Uskjønheder og navnlig alt umoralsk, allermest Alt, der krænkede Religionen, eller – for at sige det udtømmende – Kristendommen. Baade paa Faderens og Moderens Side stammede han fra Præsteslægt, og han var en oprigtig troende Kristen, men talte ikke ofte om sligt.

Der udkom ikke Meget i Bogverdenen, som Munch ikke gjorde sig bekjendt med. Han var en ualmindelig flittig Læser og havde Øjne allesteds henne; der var i ham en aandelig Interesse og Modtagelighed, som maatte forbavse, naar man iagttog den i dens Enkelheder. Han vidste god Besked om Alting og havde sin selvstændige Mening. I det daglige Liv kunde det ofte se ud, som om han – der ganske vidst var meget distrait – lod Alt gaa sin Gang omkring sig, uden at ænse noget af det Hele, hans Blik kunde se saa langt frem, langt ud over Stuens Grænser, men naar det kom til Stykket, havde han ikke fulgt saa daarlig med endda.

Saa man denne anselige Mand med det store interessante Hoved dækket at det lange, hvide Haar, gaae med langsomme Skridt og tilsynelatende aandsfraværende igjennem vore Gader, hvor han var kjendt af saa Mange, fik man Indtrykket af, at der havde brudt sig Meget i dette Hoved, og at han havde lidt en Del. Han fortæller, at han i sin Barndom næst efter sin Fader og Moder holdt mest af en Bondekone, Mari Revaa, der paa eengang var saa mild og saa stærk. Dise to Egenskaber prægede ham selv i Sorgen og havde vel begge deres Grundvoold i hans Religiøsitet. Vi vide Alle, at han i sin Ungdom mistede sin Hustru og to Sønner, og at han hans Lidelser fik Udslag i Digtsamlingen «Sorg og Trøst». Der gik mange Aar, og det var, som han intetsteds ret fandt Hjem, han var meget paa Rejser, indtil endelig hans Hjerte atter bandt sig til en ædel Kvinde, der i Sandhed blev ham en jævnbyrdig og trofast Hustru; hun fødte ham en Søn, der døde, og to Døtre, der nu staa faderløse. Han havde den sjældne Lykke, at hans Hustru, foruden at hun i de mindste Enkeltheder viste sin Kjærlighed til ham i Gjerning, ogsaa delte hans æsthetiske Livsopfattelse, fyldte hans Hus med Toner og ofte traadte forstandig raadgivende til ved Udarbeidelsen af hans Digterværker. I deres skjønne Hjem, hvor Kunsten pryder Væggene, samlede de en stor og interessant Kreds af mange af de Bedste i vort Samfund, og mange vare desuden de, som i det skjulte nøde godt af de to Ægtefællers Hjærtelag. Om Sommeren tog de Ophold paa den Villa i italiensk Stil, de havde ladet bygge i Nysted med Udsigt over Østersøen, nær Aalholms Skove, hvor Fru Munchs Barndom og Ungdom var runden. Munch har ogsaa i sit Fædreland været forbunden i nært Venskab med de fleste af sin Samtids Største. Han var højt agtet af dem alle, de havde fuld Tillid til ham, og En af den nye Tids Banebrydere, Bjørnstjerne Bjørnson, siger om ham, at han er elskelig. Det var nærmest ved sin Betydning som Digter, han var kommen i alle disse Forbindelser, der bragte saa megen Udvikling med sig. Og her bliver det igjen særlig den Welhavenske Kreds, han stod nær.

Munchs digteriske Evner giver ham Plads blandt Lyrikerne eller paa Lyrikens Overgang til det Episke, altsaa i Romancen («Kongedatterens Brudefærd»). Den Følelse, der i det store vender sig mod Fædrelandet og Folket, i det mindre mod Familielivet, karakteriserer ham især. Sans for Naturen og Kjærlighed til Gud gjennemtrænger ham. Det Komiske, Satiren, det Humoristiske – alt Sligt er ham Fremmed; selv i hans Arbejder for Skuepladsen spores det ikke. Hans Grundstemning er vemodig, der kan være Farve og Glands i hans Ord, men det gaaer med dem som med «Kejserkronen»s Blade: der sidder en Taare bag hvert af dem.

Ved Festen, da han blev 70 Aar, svarede han paa den Hyldest, der bragtes ham, og sagde her Ord, der karakteriserer ham som Digter, og som jeg tillader mig at aftrykke. De lyde saaledes:

Hvad jeg end har drømt og digtet,

Et dog har jeg aldrig svigtet:

Synet paa det evigt Sande,

Troens Grund i Livets Vande,

Kjærlighedens, Aandens Mangt,

som er os fra Himlen bragt.

Derfor kan jeg nu, hvor smaat

end det Spor er, jeg har traadt

gjennem Livets Vej, dog dvæle

roligt ved mit Eftermæle;

thi min Sang har ei forført

Nogen, som den ret har hørt.

At Munch i sine sidste Leveaar blev noget tilsidesat for Tidens Fordringer til Digtningen, gjorde ham ondt og momentvis bitter. Som han siger i «Salomon de Caus»:

- - - - - - - - - - - - - - - - - den er ei Mand,

som ikke føler selv sit Værd og fordrer

sin Løn, naar han har noget godt at byde.

En lidt affejende Omtale af ham som «gamle Munch» berørte ham ilde, men det svandt snart, og det hørte til hans smukke Egenskaber, at han aldrig bar Had, men ved given Lejlighed gjærne rakte en Modstander Haanden og glemte, hvad Vedkommende kunde have forvoldt ham.

I det hele og store vare Munchs ældre Dage meget lykkelige. Derfor vilde han nødig dø, ikke fordi han frygtede det, men fordi hans Døtre voxede op og han gjærne vilde leve Livet om med dem og ved sin ædle Hustrus Side. Sidste Vinter følte han sig træt paa Legem, og Foraaret bragte ham virkelig Sygdom, hvoraf han vel kom sig, men uden at kunne vinde Kræfter. Det blev ham ikke muligt at rejse til sin sædvanlige Sommerbolig, og Udsigten til en Rejse syd paa, som var bestemt, svandt mere og mere. For tre Uger siden taalte han at kjøre til et foreløbigt Ophold paa en Villa i Vedbæk. Her sov han stille hen Fredagen d. 26de Juni Kl. 3 1/2 Eftermiddag, med fuld Bevidsthed, indtil Dødskampen indtraf, og omgiven af sin Hustru, sine Børn og alle dem i hans Hus, der holdt saa inderlig af ham.

Hvad Munch engang sang om Kong Karl, kan med liden Forandring synges igjen om ham selv:

Og nu ved Nordens Port, ved det stolte Øresund,

sin elskelige Sjæl han udaanded –

det er, som han i Døden har viet den Grund,

der nærmer sig til Trekløverbladet.

Nicolaj Bøgh.