Ved Amalie Munchs død

Da Andreas Munchs enke Amalia døde i 1905, satte det københavnske ukebladet Illustreret Tidende av en helside for å minnes henne. Her finner man datteren Anna E. Munchs portrett av moren, et minnedikt av Nicolaj Bøgh, samt en nekrolog av nordmannen John Paulsen.

Amalia Munch

Fra hendes Øjnes klare, kloge Skjær

der lyste et saa sikkert Aandsbegær,

hvis Raaderum var højt og ubegrændset;

og, fik fra hendes fine Sjæl man Bud,

saa følte man sig klædt i festligt Skrud,

og bort fra hende gik man hjærterenset.

Hvor var hun vaagen, aldrig træg og tom,

og fuldt behersket fældte hun sin Dom,

 af alle Andres Meninger uhildet!

Hvor var hun hjærtevarm, med helligt Kald

til alle dem at støtte, som i Fald

sig have her i Verdens Larm forvildet!

Ens var hun altid imod Lærd og Læg:

en Kvindesjæl med Moderligheds Præg,

en Gammel, ung og glad iblandt de Unge!

Hun havde Lyst at samle om sin Stol

dem, der i Hjærtets og i Aandens Sol

lovpriste Livet med gudfrygtig Tunge.

I hendes Bryst der var et Tonevæld,

som mangen stemningsfuld og festlig Kvæld

er strømmet ud i hendes skjønne Stuer:

det gjorde frit og frejdigt hendes Liv,

det gjorde hende til en Digterviv,

der tro holdt Vagt ved Helligdommens Luer. 

Villa Marina med sin Haveskrænt

mod Østersøens friske Havblaa vendt,

hvor skinner den i Gæstfrihedens Farver!

Og, hvorsomhelst hun opslog sit Pavlun,

hun skærmed Fugle smaa med bløde Dun

og klækked Sommerfugle ud af Larver.

Saa lyse Minderne om hendes Sti

med Tankeklarhed, Hjærtemelodi

og varme Glimt fra Sindets Kilder dulgte.

For hvad hun af sin rige Fylde gav,

vemodeligt og tyst til hendes Grav

en Vennekreds med Tak og Lovsang fulgte.

Den 1. Marts 1905                Nicolaj Bøgh