En Vetturinreise. III.

[Del 3/3]

Civita Castellana, vort første Natteqvarteer, er som saamange gamle Byer i Italien, høist malerisk beliggende paa en isoleret Klippe, omgivet af halv demolerede middelalderske Befæstninger, hvis afbrudte Taarne og hensmuldrende Volde ere behængte med Slyngplanternes her saa yppige Vegetation. I det Indre af Byen mødte os den sædvanlige italienske Aspect af sorgløs Fattigdom, poetisk Smuds og Forfald, og indolent, skjønt larmfuldt Gadeliv. Ogsaa her paatrængte den Bemærkning sig os, som vi havde gjort ved at gjennemdrage andre italienske Smaabyer, nemlig at alle udvortes Kjendetegn paa de forskjellige Stænder og de Levevilkaar her løbe sporløst i hinanden, eller rettere det saae ud som om Byens Befolkning allerede havde reformeret sig efter Communismens Lære og allerede antaget dens eensformige Pjaltecostume; til det Slags Personer, som andetsteds kaldes conditionerede propre Folk, ærbare, velkledte og velnærede Borgere, saae man idetmindste meget lidt paa Gaderne – formløs Hat, uredt Haar, ullet Kappe og tvivlsomt eller slet intet Skotøi syntes her at betegne Elegantsen. Qvinderne røbede vel her som overalt mere Bestræbelse efter virkelig Elegants og Nethed, og mange af dem toge sig godt ud i den brogede Nationaldragt med Sølvpilen gjennem de sorte Fletninger, solbrændte og barhovede som de vare – men ogsaa blandt dem saae vi hverken paa Gaden eller i Vinduer den Aften en Eneste, der ved finere Figur eller moderne Klædedragt kunde fortjene Navn af Dame. Med denne Befolkningens plebeiske Præg stemmede ogsaa det Ydre af Byens Huse; smaae mørke, forfaldne, uregelmæssige, tydeligt kun indrettede til at afgive et nødtørftigt, temporært Skjul for Sol og Regn, og ikke til at leve et comfortabelt Huusliv i. Men saaledes har det jo fra Oldtiden været i dette Land, hvis Børn af Instinct skye Stueluften og helst tage ud under deres varme klare Himmel – de smaae Huse i Pompeii med deres bækmørke Sovehuller og aabne Gaarde bevidne dette. Og som dengang Templerne og Theatrene, disse det offentlige Livs Samlingssteder, i Storhed og Pragt næsten uforholdsmæssigt overragede det private Livs Miniaturboliger, saaledes kneise nu de store og prægtige Kirker over de usle Huusklynger i det moderne Italiens Smaastæder, og optage med Religionens og Kunstens Poesie den fattige Befolkning i sine altid aabne, guld- og farvestraalende Haller. Her i det ringe Civita Castellana laae saaledes denne Aften de pjaltede Folkegrupper paa Marmortrinene til en Kirke, hvis Størrelse, ædle Forhold og rige Udsmykning kunde have gjort en Hovedstad Ære.

Da vi, efterat have gjort den Gang gjennem Byen, hvoraf ovenstaaende Bemærkninger vare Følgen, igjen kom tilbage til Vertshuset var Solen endnu ikke gaaet ned, og der blev saaledes Spørgsmaal om hvorledes den tilbagestaaende Deel af Eftermiddagen, før Cænaen, bedst skulde anvendes. Den tjenstvillige, for Udbredelsen af sin Byes Mærkværdigheder meget ivrige Cameriere spurgte nu med en af saamegen Oldtidskundskab høist vigtig Mine, om de reisende Excellenzaer vel vidste, at der ganske i Nærheden af Civita Castellana fandtes vidunderlige Ruiner af den etruskiske Stad Falerii, den samme, der efter Livius overgav sig til den romerske Feltherre Camillus, fordi denne lod en Skolemester der ved Forræderi vilde overgive Staden, pidske tilbage af hans egne Skolebørn. Man forsikrede, at der endnu var Tid nok til at besee disse classiske Ruiner, og en Cicerone var ikke seen til at fremstille sig; i hans Følgeskab tradskede virkelig de ufortrødne Englændere afsted paa Antiqvitetsjagt, medens vi, der i Rom havde havt nok af den Slags Beskjæftigelse, foretrak en rolig Nydelse af Aftenens Naturskjønned fremfor en Muldvarpekryben gjennem fugtige Huler og formløse Muurbrokker. Til den Ende begav vi os derfor ud paa den skjønne Bro, hvis driftige Marmorbuer strax udenfor Porten føre over er dybt Svælg, et nu udtørret Flodleie, som istedetfor med Vand næsten var opfyldt med det rigeste Grønne, den meest luxuriøse Vegetation, der rankede og snoede sig om Piller og Klippesider, og hang ned i Festons fra Bueer og Fremspring. Her sad vi ret i Mag paa Steensæderne i Brystværnet, og saae Solen synke bag de milde Bjerge med al en sydlig Sommeraftens glødende Farvepragt, indtil den bløde Nat lagde sine dunkle Vinger sammen over Egnen.

Den eneste Besværlighed, som en Vetturinreise i Begyndelsen frembyder, er det usædvanlig tidlige Morgenopbrud, man er nødt til at lade sig gefalde, thi Vetturinen putrer ud endog før Solopgang. Denne voldsomme og for tidlige Udriven af Søvnens Arme koster den Reisende nogen Anstrængelse i Førstningen, og forekommer ham baade unødvendig og vilkaarlig, da Dagsreisen er saa kort og man saa tidlig tager ind til Natteqvarteer. Men det varer ikke længe før han erkjender saavel Nytten som Behageligheden af denne Forholdsregel, ja indseer at det er den der giver hele Reisedagen dens harmoniske og beqvemme Inddeling. Især nu paa Høisommertid, da Heden noget ud paa Dagen blev utaalelig, var det nødvendigt at benytte den første Morgenkjøling for med friske Kræfter at komme nogen Vei. Da vi saaledes den næste Morgen havde overvundet Dovenskabens første Modstræben, var det med en behagelig Fornemmelse af Livsmod og Friskhed i Sindet vi i Morgendæmringen drog videre ind gjennem de grønne Bjergkløfter, i hvis Dyb endnu de natlige Skygger hvilede, medens Sydens rige Solglands allerede bævede paa de høiere Bjerge, og en lys Taage løftede sig fra Klippetoppene og tabte sig i den tindrende Morgenhimmels kraftige Blaa, medens de ædle, dugfriske Planter udsendte en aromatisk Duft, Bjergkilderne dryppede og rislede gjennem Moshænget ned i de skjønne Marmorkummer, der nu og da vare anbragte ved Veikanten for at opfange dem, og Cicadernes skarpe Surren allerede lød varmt inde fra Hækkene og det tørre Græs. Egnen blev stedse vildere og trangere, Veien slyngede sig i Zikzak opad de steile Bjergskrænter, og nede i Dybet brusede en Elv, den vilde Nera, endnu i denne tørre Aarstid strid og skummende. Men dog var i denne Vildhed og Bjergeensomhed intet Mørkt, intet Truende, som i vore nordiske Fjelddale, skjønt rigtignok heller intet Storartet og Imponerende, som i disse; Sydens fine og muntre Klarhed laae udbredt over de grønt og brunt skatterede Bjergsider, hvorfra enkelte Taarne eller høitliggende Røverreder af Landsbyer hist og her saae ned, medens de fjernere og høiere Aasers indigoblaa Bølgelinier tegnede sig blidt med den skinnende Horizont.

Til Hjælp opad denne mere langvarige end bratte «Salita» havde Vetturinen taget et Forspand af to store Oxer, mægtige Dyr af den antikskjønne romerske Race, med alenlange Horn og vældigt bredt Bryst; deres Vogter, en Bjerghyrde i Sandaler og Gedeskindsvams gik ved Siden af og styrede dem paa antik Viis med en lang spids Kjæp. Foran gik Vi, saalænge Morgenkjølingen begunstigede en Promenade, og saaledes drog den hele Karavane langsomt opad Bjergskraaingen, medens Oxedriverens vilde Opmuntringsraab og Bjeldeklangen fra Hestenes Hovedtøi lød animerende i den friske, lette Morgenluft. Det varede dog ikke længe før den mægtige Julisol kom høit nok over Bjergtoppene til at kunne sænke en lammende, udtørrende Gladmasse ned i Dalen, saa at al Friskhed og al frivillig Bevægelse der maatte ophøre, og vi vare glade ved atter at søge Hvile og Skjul i Vognen, hvor dog ogsaa snart Atmosphæren blev trykkende. Men paa en Vetturinreise faaer man ikke Tid til rigtig at blive overvældet af Hede eller Træthed; netop som Lummerheden i Vognen og den langsomme Opadsnigen begyndte at blive os utaalelig, naaede vi ud paa Formiddagen til vort Bedested, det romantisk beliggende Narni.

Denne lille Stad, der med sin halv gothiske Kathedral og hvide Huse hænger høit paa en næsten lodret Afstyrtning mod den i Dybet brusende Nera, og hvorfra man gjennem en trang Kløft har en herlig Udsigt over den vide, yppig-frugtbare Dalslette der ender sig med de fjernblaa Bjerge ved Terni, – hed i Oldtiden Neqvinium Narnia og var æret som den milde Keiser Nervas Fødested. Augustus har her over Nera bygget en mægtig Bro, hvoraf man sagde os at endnu betydelige Levninger skulde være at finde, og da derfor Middagshviletiden var udløben og Vetturinen gjorde sig færdig til at drage videre, begav vi os i Forveien ned gjennem en steil Fodstie til Flodleiet, for der at besee Ruinerne og saa ad en Gjenvei møde Vognen, naar den kom ned paa Sletten. Man kan spørge hvad Conseqventse der var i, at vi idag i den mest trykkende Middagshede, ad halsbrækkende Stier kravlede ned til Mærkværdigheder af samme Slags som dem, vi igaar i Aftenkjølingen og paa magelige Veie forsømte; – men foruden at vi mindst paa Reisen gjorde Fordring paa at henregnes til den strenge Conseqventes Folk, saa vare vi vel berettigede til at sætte nogen Forskjel mellem raae cyclopiske Muurhøie og ædle Levninger fra den romerske Bygningskunsts classiske Tider. Vi fandt ogsaa vor Excursion lønnet over Forventning; af den Bro som Keiser Augustus i fire mægtige Buer havde ladet slaae, ikke blot over Floden Neras Vande, men over den hele Dalkløft, i hvis Dyb disse strømme, staaer endnu en herlig Bue af 180 Fods Spænding i Bredde og Høide ganske heel tilbage, og danner med sin elegante og dog klippetykke Hvælving af rødlige, uden Cement sammenføiede Qvaderstene en uhyre Portal, ba hvilken den blaaklare Himmel og det rige Landskab dobbelt smukt regner sig i Begrændsningens Relief.

Som et glædeligt Kjendetegn paa, med hvilken Omhu de antike Mindesmærker nu endelig bevaredes i Kirkestaten, efter saamange Seclers Ødelæggelser og Vanrygt, bemærkede vi nogle Arbeidere oppe paa Buen, ifærd med at befæste de yderste Stene med Jernklamre og udfylde Huller med nye Blokke. Vor Veiviser, en Narnenser-Lazzaron oppe fra Vertshuset, fortalte os imidlertid, at her var Omhuen for Ruineernes Vedligeholdelse vakt ved en Hændelse, der var altfor sørgelig til at man skulde kunne glæde sig ved nogetsomhelst Resultat deraf. For nogen Tid siden var nemlig en gammel engelsk Rigmand med sin unge smukke Datter og et talrigt Tjenerskab paa Gjennemreisen til Rom ankommen til Narni, og havde standset noget der for at tage den berømte Bro-Ruin i Øiesyn. Den gamle Herre var bleven staaende ved Flodbredden og betragtede Buen nedenfra, medens hans Datter i ungdommeligt Overmod var steget op ad Bjergsiden i Høide med det Øverste af Hvælvingen, og stod, uagtet den Gamles Advarsler og Bønner, fast paa at ville begive sig ud paa denne, der hvor den antike Brovei havde gaaet over. «Der havde jo saa mange Reisende været ude», havde hun sagt, og tilføiet leende «at hun dog vel ikke var saa tung at jo en Hvælving der havde staaet i to tusinde Aar maatte kunne bære hende – der skulde jo desuden være en saa mageløs Udsigt ude paa Bropynten». Og hun ilede virkelig derud; – den ængstelige Fader saae hvorledes hans Datters lette Skikkelse svævede høit deroppe paa den svimmelhøie Buekant, han blev vaer hvorledes hun endnu vinkede lystigt ned til ham – da saae han hende pludseligt vakle og gribe vildt om sig, en Steen var gledet løs under hendes Fødder, – han hørte et kort, gjennemtrængende Skrig – saae et Øieblik hendes hvide Slør og Kjole glimte mod den blaa tomme Luft – og hans Datter laae knust mellem Elveleiets Stene, hvor Neras stride Vande skyllede over hendes brudte Lemmer, endnu for et Øieblik siden saa fulde af Liv og Ungdomslethed! Man holdt med Møie Faderen fra at styrte sig efter hende fra samme Bropynt. Næste Dag da han førende sin Datters Liig med sig, forlod det for ham saa uheldsvangre Narni, sagdes der at han befandt sig i en stille Vanvidstilstand. I den Anledning var det altsaa at Augustusbuen i Narni nu blev efterseet og istandsat, men efterat Ulykken var skeet, som sædvanligt.

Vor engelske Dame viste sig naturligviis meget bevæget over sin Landsmandindes tragiske Endeligt, og hendes Nerver kom derved i saadan Rystelse at hun ved hvert Stød af Vognen foer op med et Skrig, udentvivl troende at nu vilde den onde Skjæbne der i Italien raadede over Englænderinderne, ogsaa komme over hende og styrte hende ned i en Afgrund. Hendes Ægteherre udgjød sig i bitre Beklagelser over en Regjering, der ikke bedre vidste at beskytte de Reisende som bragte Rigdom til Landet, d. v. s. ikke kunde forhindre unge Vovehalse fra at klavre op paa smuldrende Ruiner. Med dette Par vare vi imidlertid komne paa en meget venskabelig, om ikke just fortrolig Fod; vi udvexlede nu Navne, og erfarede at Mr. Og Mrs. Pole netop befandt sig paa Hjemreisen fra Indien, hvor Manden havde været ansat i Bombay, men ikke længer kundet udholde det hede Climat og derfor nu vendte tilbage til det taagede Albion, læggende Veien over Italien «for at tage den classiske Tour med». – Under saadanne Samtaler og Meddelelser hengik den langsomme Fremaddragen over den vide, i al sin Frugtbarhed eensformige Nera-Slette, bedækket som den var med Viinsløvsguirlander over Maismarker, Olivenplantager, o. s. v. Efter flere Timers Kjørsel ankom vi mod Aftenen til det ved Foden af Bjergene, mellem to Arme af Nera beliggende Terni, i Oldtiden Interamna, bekjendt som Historieskriveren Cornelius Tacitus's Fødebye. Her viser man Oldtidslevninger i Mængde, Rester af et Amphitheater i den biskoppelige Have, af et Soltempel i Kirken S. Salvatore, af et Herculestempel i Klosteret S. Siro, af gamle Bade i Casa Spada, m. m. – men vi lode alle disse Mindesmærker ligge ubesøgte, for at faae Tid til at besee et endnu skjønnere og mærkværdigere, et antikt Monument, der har forbundet sig med Naturens evig unge Liv, og derfor nu hører ligesaagodt til Nutiden som til Oldtiden.

Vi mene det berømte og til sin Berømmelse i Skjønhed svarende Vandfald ved Terni, de saakaldte Caduta delle Marmore. Et Vandfald – kan et Vandfald kaldes et antikt Monument? Jo, i Italien vil næsten Alt henføres under Rubriken: classiske Oldtidsminder. Her hænger det saaledes sammen, at Vandfaldet ved Terni i dets nærværende Størrelse og Skikkelse er et Værk af den gamle Romer Marcus Curius Dentatus, som i Aaret 671 efter Roms Anlæg ledede Floden Velinus gjennem en Klippe sammen med den 1000 Fod dybere strømmende Nar (Nera) og saaledes gav dennes Fald den skjønne Afdeling, den Vandfylde og den Mægtighed som vi endnu den Dag i Dag beundre. I mægtige, marmorhvide Cascader styrte de to Floder sammen ned ad den grønne, yppigt bevoxede Fjeldside og hvirvle tordnende i Kløftens dybeste Grund, hvorfra en Vandsøile igjen stiger op til en Trediedeel af Faldets Høide, og bærer som Krone en prægtig Regnbue, der under gunstig Belysning danner næsten en fuldstændig Cirkel. Selv paa den, der har været rystet ved vore norske Fossers eensomt-vilde Majestæt og jætteagtige Urkraft, kan Vandfaldet ved Terni ikke forfeile sin Virkning: det hele Skuespil har her den Blanding af Kraft og Ynde, af Vildhed og Harmoni som er de italienske Naturphænomener egen, og som selv formaaer at brede et Skjær af plastisk Klarhed og Ro udover et Vandfalds evig styrtende Masser.

Og dersom endda Vandfaldets klare, milde Skjønhed ikke nok havde erindret os om dets italienske Charakteer, saa vilde det ægte italienske «Accompagnimento» hvori vi besaae det, ikke ladet os Tvivl tilbage om hvor vi befandt os: nemlig ved en af Alverdens Tourister besøgt, hesperisk Naturmærkværdighed, der er bleven til en Næringskilde for hele den omboende Befolkning, eller rettere har givet denne en velkommen Anledning til at tilbringe sit Liv i nationalt dolce farniente og Tiggeri. Da vi saaledes steg opad den dristige Vei, der slynger sig langs Bjergskrænten op til Vandfaldets Munding, traf vi enhver fremspringende Plet, der gav en Udsigt til Faldet, indtaget som Station af en Lediggjænger, der fordrede sin Løn fordi han paastod at have ryddet nogle Stene afveien, reist en Bænk, dannet en Løvhytte til Skygge for de Beundrende, o. s. v., og hvor en saadan Person ikke strax fik det Forlangte, fulgte han efter med paatrængende Klynk og tilsidst med høirøstet Skjænd. Da vi ikke vilde og ikke kunde tilfredsstille Alle, samlede vi saaledes lidt efter lidt en skjøn Hoben ubudne Ledsagere, hvis Antal hvert Øieblik forøgedes, snart med en ung solbrændt Pige, der frembød Blomster, snart med en laset Dreng, der havde Chrystaller og Petrefacter fra Vandfallets Huler at sælge, snart med Æseldrivere, der skrigende tilbød os deres Dyr til Bjergstigningen, og sloges med hinanden indbyrdes om Forrangen, snart med gamle Koner der til vor Beqvemmelighed havde lagt et Bræt over en Bæk, snart med blotte og bare Tiggere, der dreve det ædle Haandverk uden nogetsomhelst Paaskud. Saa tilsidst, da vi paa den anden Side af Fossen igjen klavrede ned ad Fjeldskraaningen, for at betragte Faldet nedenfra, havde vi efter os en ganske anseelig Hale af Mænd, Qvinder, Børn, Æsler, Hunde, der alle skrege i Munden paa hinanden et fælles Chor til Ære for den Fremmedes Pengepung. Fra vore Vandringer i Syditalien vante til slige, ja endnu stærkere og endnu mere paatrængende Ledsagelser paa berømte Steder, tog vi det eneste rigtige Parti: at betragte Tingen fra den comiske Side, og lod os ikke derved fortyrre i Nydelsen af den pragtfulde Natur og den deilige Aften, men kom efter at have seet og nydt Alt, i den bedste Stemning tilbage til vort Qvarteer i Terni, for der ved en indbydende Cæna og ved Stedets ædle Viin paa en værdig Maade at slutte denne Dag af vor Vetturinreise.

A. M.