Pantheon

Følgende lille dikt, med tittelen Pantheon, er skrevet i forbindelse med Victor Emanuel II.s begravele i 1878 og publisert samme år i Illustreret Tidende. Diktet er skrevet så sent i Munchs karriere at det ikke er kommet med i noen av hans diktsamlinger. 

Det stolte Romas underfulde Magt

At samle Storheds Minder i sit Skjød,

At knytte Slægt til Slægt og Liv til Død

Har atter sig med Glans for Dagen lagt.

Mens Capitoliets dybe Malmrøst lød

Og Folket stod i tette Rader Vagt

Og Laurbærkrandse fra Balconer flød,

Det ny Italiens første Drot blev bragt

Til Hvile i Agrippas gamle Dom,

Der endnu, midt i det moderne Rom,

Sin lette Kuppel hvælver skjøn og klar

Som da den Romer-Ørnens Hæder bar.

De gamle Guder, som den viet var,

Er sjunkne hen, og christne Altre staa

Hvor fordum Jupiter, Apollo saa

Med Marmorblik paa Mængden, som der laa;

Men Templet ei sin Høihed mistet har

Og atten Secler derfra give Svar.

Hvor er det underligt at tænke paa

At disse Mure, der blev reist i Pragt

Da Verden var Augustus underlagt,

Da Verdens Frelser blev i Krybben lagt,

Nu aabne sig til sidste Hvile blid

For ham, Soldaten fra vor egen Tid,

For ham, som baaret høit paa Folkets Id,

Italiens Riger samlet har til Et

I Kraft af Sprogets og Nationens Ret!

Det er, som om Historiens Poesi

I Roma kan sig aabenbare fri

Og finde, gjennem dunkle Tiders Storm,

Den skjønneste, mest udtryksfulde Form.
I denne Hal, hvor Himlens aabne Lys

Fra oven falder mildt paa Dødens Gys,

Den tapre kongelige Gjæst kan jo

Nu mødes her i samme Mindets Ro

Med Konstnerkongen, han, hvis klare Sjæl

Paa Jorden vandred som en Rafael,

Og i hvis Billeder Italiens Ry

Staar som en Stjærnekrans høit over Sky.

I dette Pantheon er Plads nok end

For mange af Italiens store Mænd;

Lad Paverne kun eie Petri Dom –

Agrippas Hal, langt ældre vel end den,

Har dog end Kraft at huse Fremtids Rom.

A. Munch