Thi det kommer under saadanne
Hændelsens Sammenkoblinger af vildtfremmede Personligheder mest an
paa at gaae i sig selv, og tænke paa at man udentvivl opvækker den
samme ubehagelige Stemning hos Ens ufrivillige Nabo, som man selv har
mod ham, at man udentvivl forekommer ham fuldt saa kjedelig,
indesluttet og treven som man troer ham at være. Fordommens Skal er
haard at gjennembryde, isærdeleshed den mod reisende Englænderes
Kjedsomhed og Vrangvillighed, men det er dog altid et Forsøg værd;
det kunde dog hænde man indenfor Skallet fandt et tænkende Øie, et
følende Hjerte, hvor man ventede at støde paa en Steenblok. Bragt
paa disse Tanker ved den uhyggelige Taushed, den iiskolde Stemning
der uagtet den stigende Julisols Gløden herskede i det Indre af vor
lille Læderkasse, som langsom krøb hen ad Campagnens støvede
Landevei, tog vi os i Fortvivlensen paa med al Varsomhed, at aabne en
lille Bresche i den dobbelte Forskandsning af Stivhed og
Umeddelsomhed, hvormed vore Englændere syntes at have omgivet sig.
Til dette vanskelige Foretagende havde vi Tid nok, ja hele Dagen for
os, uden derved at maatte tabe Noget i andre Reise-Iagttagelser,
eftersom den Egn vi denne første Dagsreise passerede gjennem, den
romerske Campagna, især paa denne nordlige Side af Rom er saa
eensformig og steppeagtig, at man, ved hvert Qvarteer at stikke
Hovedet ud af Vognen, kunde troe altid at befinde sig paa samme Sted
– overalt de samme guulbrune, nu i Solbranden afsvedne Græsmarker
i Bølgeform, hist og her betegnede med eensomme Taarne, antike
Muurværker og usselt sammenhobede Hyrdehytter. Det grandiose
Eensomhedens, Vildhedens og Forgangenhedens Præg, som hviler over
disse uhyre Strækninger og danner et saa passende Belte om
Verdensruinernes Stad, er man bedst stemt til at optage i sig og
fatte, naar man nærmer sig Rom, ikke naar man forlader det; man
længes da kun efter blidere, mere beboede Egne for snarest muligt at
faae nye Indtryk, der kunne adsprede Savnets tunge Skyer og bryde den
Tryllekreds hvormed Rom omslutter Alle, der vil eller maa forlade
det. Enhver Beskjæftigelse, der kunde bringe os, ikke til at glemme,
men til at komme vel igjennem dette Eensomhedens og den triste
Afskedserindrings vidtudstrakte Hav, uden at synke ned i dets mørke
Tankedybder, var os saaledes velkommen, og vi gav os derfor ivrigere
ifærd med Gjennembrydningen af den engelske Stivhed, end det under
mere oplivende Naturomgivelser nogensinde vilde faldet os ind at
uleilige os med.
Og det holdt haardt at komme nogen
Vei i den anslagne Retning; de almindelige Begyndelsesforsøg til en
Samtale, paa det Uvisse henkastede Bemærkninger om Egnen, om den
trykkende Hede, om Kjørselens Langsomhed osv., faldt paa stenig
Grund og bar ingen Frugt, det engelske Par havde allerede faaet hver
sin Bog op; og holdt den uafladelig for Øinene, uvist om for
virkeligt at læse deri eller forat bruge den som et Skjærmbræt.
Men vi gav os ikke tabt, vor Taalmodighed var nu saa udholdende som
deres Stivsind. Vi havde først tiltalt dem paa Fransk, da vi ikke
vare den engelske Udtale ganske mægtig og ikke vilde støde deres
stolte britiske Øre med Forvanskning af deres brede Øesprog. Deres
Taushed kunde altsaa endnu udtydes af at de maaskee ikke forstode
Fransk, hvilket ikke er usædvanligt hos Englænderne, der fordre og
som oftest virkelig erholde det Privilegium at Alt hvad der omgiver
dem i fremmede Lande, skal rette sig efter engelske Former, følgelig
ogsaa efter deres Sprog. Men da nu de Exemplarer af John Bulls
Mægtighed, vi havde ved Siden af os, engang har afveget saa uhyre
langt fra britiske reisesædvaner, som fra egen Eqvipage eller
flyvende Extrapost til Vetturin-Sneglehuset, saa troede vi os ogsaa
berettigede til at antage dem tilgjængelig i andre Sprog, end just
deres Modersmaal. Vi forsøgte da med Italiens, som det Lands Sprog i
hvilket vi befandt os, og havde da den Satisfaction, at Bøgerne
sænkedes lidt nedenfor Øinene, hvis tomme Stirren gik noget over i
et spørgende Udtryk, men intet Svar kom endnu over Parrets
sammenknebne Læber. Vi pustede saa til den ulmende
Underholdningsglød ved at berøre vore fælles reiseinteresser,
Vetturinens og hans Hestes Egenskaber, det første Hvilesteds
Afstand, den fjærne Udsigt til nogensinde at naae det under saadan
Pasgang, osv., – og nu lykkedes det os virkelig at lokke nogle halv
italienske, halv engelske Ord frem, vel kun endnu lakoniske
Bekræftelses eller Benægtelsesparticler, men Seglet for Munden var
dog brudt, og lidt efter lidt fik vi dog Noget istand, der maaskee af
Velvillige kunde kaldes en Conversation, skjøndt en meget
ufuldkommen, da den maatte bryde sig Vei gjennem mægtige Dæmninger:
et fremmed Sprog og engelsk Tilbageholdenhed. Tilsidst bragte vi det
endog saavidt, at den stive engelske Mistreß (thi Lady var hun vel
ikke) af sig selv henvedte et Spørgsmaal til os, det samme
Spørgsmaal som vi før havde faaet af vore Naboer i Diligencer og
Jernbanevogne: det nemlig, om hvad det var for et underligt Sprog vi
talte sammen indbyrdes. Thi man kan være temmelig sikker paa, at
vort kjære Modersmaal for de Fleste man træffer paa i Udlandet er
en tom Lyd, som de ikke veed at henføre til noget af de dem
bekjendte Sprog, skjøndt Engelskmænd og Tydskere dog ofte deraf
opfange enkelte med deres eget beslægtede Ord; hvilket endnu mere
bringer dem i Vildrede, og opvækker deres Nysgjerrighed.
Vor Englænderinde havde ogsaa bidt
paa denne Nysgjerrighedskrog, og nu var Spillet vundet og Marken
aabnet for den trange Udvexling af Ideer som begge Parters knappe
Ordforraad i det Italienske kun nogenlunde vilde tillade. Til Løn
for vor Udholdenhed, for ikke at sige Paatrængenhed opdagede vi nu
det var mennesker og ikke blot i gule Støvkapper og grønne Slør
indhyllede som Træstænger vi havde at gjøre med. Samtalen bevægede
sig endnu i den almindeligste og ubestemteste Sphære, langt udenom
den egentlige Individualitet, men Alt maa jo have sin Tid, sine
Grader, og foran os laae der jo rundelig Tid nok til at stige i
hinandens Fortrolighed, om muligt. Under saadanne Bestræbelser, paa
Menneskekundskabens Feldt var Formiddagstimerne imidlertid gaaede
ganske taaleligt hen, og vi begyndte allerede at forsones med vort
Reiseselskab, og satte ny Tiltro til vore fem skjønne Dage, da
Vognen ved Middagstid holdt udenfor det Værtshuus, hvor der skulde
hviles og tages Pranzo (et let Maaltid, der indtages om Formiddagem,
i Forventning om den solidere Cæna). Dette eensomme Herberge, Sette
Vene [=Settevene] kaldet, havde en trist Beliggenhed i en øde og
vild Egn, netop paa Grændsen af Campagna di Romas udstrakte
Sletteland og de begyndende Bjerge. Rundt omkring i den golde Egn
melle de stenede Høie og side Sumpe, hvorover den vældige
Middagssol just brændte med fortærende Kraft og deraf udviklede
giftige Dampe, var ingen anden menneskelig Bolig at opdage end
Locandaens store, skumle Bygning, der med dens grønskimlede Vægge
og sorte Hvælvinger, hvori lasede, mistænkelige Folk sad om lange
Borde og drak Vin, frembød et meget røveragtigt Udseende. Mylady,
som vi kaldte hende, blev mægtigt paavirket af denne særdeles
passende Skueplads for et italiensk Røvereventyr, hvorom man hører
og læser saa meget, men aldrig selv oplever Noget. Med en halv
længselsfuld halv angstfuld Skjælven klyngede hun sig til sin
ubevægelige Ægteherres Arm.
Hendes kun altfor synlige Bevægelse
var til stor Morskab for det femte Medlem af vort Reiseselskab, en
ung, ganske tækkelig Italienerinde af Middelclassen, der havde sin
Plads ved Siden af Vetturinen uden paa Vognen, og derfor først nu
var blevet bemærket af os. Hun var ligesaa snaksom og aabenhjertig
som Englænderne vare ordknappe og reserverede; i et Øieblik fik vi
i hendes velklingende Sprog at vide, at hun var en Sarta (Sypige,
Modekunsterinde) fra Florents, som nu vendte tilbage til sin Fødeby,
efter forgjæves at have søgt sin Lykke i Rom, hvilken hellige Stad
hun i sin retfærdige Indignation over dens Indvaaneres liden
Paaskjønnelse av hendes Fortjenester beærede med ikke altfor
hellige Tilnavne. Hun lod ellers til at staae paa en god Fod med
Vetturinen, og spiste med ham nede i Kjøkkenet, medens vi
Indesiddere bleve viste op i det store, nøgne, kjølige Rum de
kaldte Salen, hvor en taalelig Pranzo stod beredt. Baade Spisetiden
og den paafølgende to Timers Siesta forløb i uforstyrret Rolighed,
uden at vi mærkede noget til de frygtede Røvere, uagtet Mylady hver
Gang en Dør gik op eller hun hørte Staldknægterne og Folket
nedenunder høirøstet trættes, altid saae ud til at troe, at nu
vilde Overrfaldet skee. Hun blev først ganske rolig og tryg da vi
atter havde taget Plads i Vognen, og dog var hun jo der igrunden slet
ikke sikkrere end i Huset, tvertimod – skulde Røverne komme,
maatte det vel, efter alle Regler for saadanne Historier være paa
Landeveien og ikke i Huset. Men uden at bekymre sig derom fik
Englænderne igjen deres Bøger op, vi hvilede os efter den møisomme
italienske Conversation ved Bordet, vedat tale indbyrdes i vort
underlige Sprog, Sarta opstemmede ude paa Kudskesædet med skarp Røst
en lystig Folkesang, hvis skraldende Triller steg op mod den klare
Himmel, og Vetturinen skjændte høit paa sine smaae Heste, der
langsomt drog os ind blandt de grønne Bjerge henimod Leveto
[sic] Castellana, vort Natteqvarteer.
(Fortsættes).
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar