En Vetturinreise. I.

[Den norske Rigstidende nr. 85 (1849). Del 1/3]

En af de mærkeligste og meest characteristiske Kjendetegn paa vor Tidsalders Cultur er den store Communicationslethed som Dampbaade, Jernbaner og Schnellposter nu fast overalt frembringer i en saa ustandselig Progression at al Reisebesværlighed og al Afstand mellem Stederne snart synes at maatte ophøre. I det midlere Europa kan man næsten ikke mere tænke sig den Tilstand, som dog ikke er saa længe forbigangen, at man behøvede mange Dage for at begive sig f. Ex. fra Edingburgh til London, fra Brüssel til Paris, fra Berlin til Dresden, og man beredede sig til en saadan lille Reise som til et betydeligt Foretagende, inden hvis lykkelige Tilendebringelse de meest romantiske Begivenheder kunde hænde En, medens man nutildags ganske rolig gaaer fra den bløde Sopha i sin Stue til de ligesaa bløde Hynder i Jernbanevognen og i nogle faa Timer med Vindens Fart flyttedes til sit Bestemmelsessted, uden at kunne møde andre Forhindringer end maaskee at sprænges i Luften, hvilken Katastrophe slet ikke er romantisk. Intet Under derfor, at Novellisterne midt i al denne moderne Herlighed see med et Slags Vemod tilbage paa de gode gamle Diligencetider, da en heel Roman kunde udspindes af den simpleste Tour, som f. Ex. Sophies Reise fra Memel til Sachsen, der gaaer igjennem sex tykke Bind, uagtet Heltinden ikke engang naaer frem til Sachsen. Men ikke alene Romanskrivere og Poeter, ogsaa andre unyttige Sværmere, gammeldags Reisende, som paa deres Vei ville søge noget andet end blot det at komme frem saa hurtigt og beqvemt som muligt, ledige Personer der have eller rettere tage sig Tid til at betragte og nyde Egnenes Naturskjønhed eller Menneskenes Individualitet, og ikke som de rigtige Jernbanereisende have deres Sjæl nedlagt i den Vareballe eller Vexel de føre med sig, eller udelukkende henvendt paa det politiske Møde der maaskee venter dem i deres Bestemmelsessted – alle saaledes sindede Reisende eller Reiseaspiranter ville vistnok forene sig om vel ikke at ønske den gamle Sneglebevægelse tilbage, dog at der idetmindste maatte findes nogle Levninger deraf i enkelte Strækninger, hvorhen Tidens Speculationsaand endnu ikke var trængt, og som de altsaa kunne tage til eget Brug. Og vi kunne bevidne det, vi som boe heroppe i Europas aflukkede Norden, at her finnes ikke alene en Levning, men hele det forrige Aarhundredes Reisetilstand ubeskaaret, endog med den Tilgivt at vi her ikke engang kjende til en regelmæssig Diligenceindretning, men Enhver maa skaffe sig frem som han bedst kan, landværts forstaaer sig; thi rundt vore Kyster har jo rigtignok Dampskibsfarten trukket en moderne Civilisationslinie. Men skulde hine Yndere af det primitive Befordringsvæsen finde det for langt, for koldt og for besværligt at søge deres Lyst tilfredsstillet saa høit mod Nord som hos os, hvis de høre hjemme i det midlere Europa, eller for hjemligt og hverdagsligt her hvis de ere opfødte under vort norske Skydssystem – da behøve begge Parter blot at hensætte sig til Syden, til det skjønne forunderlige Italien, der, uagtet det besøges af Alverdens Reisende, dog til de seneste Tider i alle Retninger have bevaret mest Gammelt, og hvor man da ogsaa vil finde de ældste og simpleste Reisemethoder i ønskeligste Velgaaende, tilbydende den Grad af Beqvemmelighed, der er nødvendig for Nydelsen af Natur og Folkeliv.

Af den Slags, den almindeligste, billigste og beqvemmeste Maade, hvorpaa man reiser i Italien, er den saakaldte Vetturinbefordring. Man overlader al Omsorg for det Materielle ved Reisen, for Vogn, Heste, Natteleie, Fortæring, ja ofte for Reiseselskab til en Vetturin, det er ligefrem en Vognmand, en Hyrekudsk i det Store, der befordrer fra By til By, ja fra Land til Land istedetfor som ellers fra Gade til Gade, og hvoraf der i hver italiensk Stad findes en Corporation med egne Sæder og Vedtægter, hvis Medlemmer staae i Forbindelse med alle Fremmedmodtagere og Værtshusholdere i mange Miles Omkreds. Alle har naturligviis i Vetturinens Person sammensvoret sig mod den Reisende, især naar han er Fremmed; der bruges alle mulige Kunster forat fange ham, forat anbefale Befordringstøiet, forat opskrue Betalingen der erlægges under Eet for hele Reisen; hvor det kun nogenlunde er muligt at aabne Vindesygen en Udvei, kan man være vis paa at dette under de forberedende Forhandlinger bliver forsøgt, men ligesaa vis kan man ogsaa i Regelen være paa, at naar den endelige Contract engang er afsluttet, naar Vetturinen har givet sine Haandpenge (Caparra) og for en bestemt Sum forpligtet sig til at føre den Reisende til Maalet i et bestemt Antal Dage og med fastsatte Præstationer, da holder han ogsaa disse Betingelser ubrødelig, og forvandler sig fra en uforskammet, paatrængende, bedragerisk Underhandler til en høflig, samvittighedsfuld og omhyggelig Reisemarskalk, til hvem man med Tryghed kan overlade sig. Og det er netop denne Tryghed, denne Befrielse for Reisens daglige Sorger og Tracasserier med Kudske, Værter, Camerierer, Told- og Pasofficianter og hvad de hedde alle disse Plageaander, der ellers i Italien mere end noget andetsteds, er den Reisendes evige Paahæng – der er denne Befrielse, som gjør en Vetturinreise saa behagelig og nydelsesfuld, fremfor alle andre Befordringsmaader – Vetturinen tager jo alle hine Sorgers Byrder paa sin brede Ryg, saa man fri som en Fugl og uforstyrret kan hengive sig til en Lystreises Nydelser.

Hva Fremadbevægelsen angaaer, da nærmer den sig rigtignok mere en Snegls end til en Fugls, det gaaer langsomt, meget langsomt; man har hyggelige og langvarige Hviletider, og man tager ind til Natten Kl. 6 om Eftermiddagen, men hvad Skade er deri, naar man har god Tid og for Øieblikket intet andet Maal end at benytte sin Vandringsperiode paa det Fuldstændigste? Det er jo tvertimod en stor Gevinst, saaledes i al Mag at kunne gjennemdrage de skjønneste Egne, at kunne gaae tilfods naar man vil (thi Apostlernes Befordring er næsten ligesaa hurtig som Vetturinens), hvile i Vognen naar man vil, og i Middags og Aftenqvartererne, som altid vælges paa de interessanteste Steder, at have god Tid til baade at styrke sig og at see sig om. Idetmindste er en saadan Vetturinreise en af de blideste Erindringer jeg har fra Italien, og jeg kan ikke negte mig den Fornøielse her at opfriske et Brudstykke deraf, om ikke for andet, saa for i denne Revolutionernes og Spektaklernes Tid at hensætte et ringe Vidnesbyrd om en Tilstand som ikke er mere, om den Fred og rolige Hengivelse hvormed den Fremmede, for endnu ikke to Aar siden, kunde nyde sit Ophold i hiint Skjønhedens Land, som dengang tillige var Fredens, Poesiens, de sovende Minders Land, men nu er bleven en brændende Skueplads for Nutidens vildeste Kampe, for grændseløs Forvirring og Alt opløsende Anarchie. Hvorsnart der af dette Chaos vil arbeide sig ud saamegen Klarhed og Consistents, at Italien atter kan tilbyde Europas Kunst- og Skjønhedspillegrimme et roligt og frugtbringende Valfartssted, er ikke let at forudsige; vist er det at en naiv-behagelig Vetturinreise, som den her omtalte, vilde under Italiens nuværende Omstændigheder neppe være tænkelig, end sige tilraadelig.

Men i Juli Maaned 1847, da vi just stod i Begreb med at begive os fra Rom til Florents, vare alle Omstændigheder endnu de gunstigste for en saadan Reisemaade, og den Udsigt vi derved fik til flere Dages magelige Lystvandring gjennem Mellemitaliens skjønneste og interessanteste Egne, bidrog ikke lidet til at mildne os Afskeden fra Rom, hvis Bitterhed eller ville blevet altfor følelig. I de sidste tunge Dage gav de foreløbige Underhandlinger med Vetturinen gjennem hans «Sensale» (Commissionair) en velkommen Adspredelse; Sagen blev paa begge Sider dreven med en diplomatisk Forsigtighed og Gravitet, der ikke kunde været større om den havde angaaet en of- og defensiv Alliance mellem to smaa Fyrstedømmer. Gesandtskaber kom og gik, Noter bleve vexlede, Taler holdte, Planer udkastede. Tilsidst, efterat Vedkommende havde hævet sine Fordringer til en enorm Høide for siden gradviis at kunne nedstemme dem til det Halve, efterat alle mulige Kneb og Udflugter, og hvor disse ikke slog til, da lidenskabelige Udbrud og Declamationer være brugte af det italienske Parti, hvilket Alt af det nordiske modstodes med urokkeligt Phlegma og Fastholden ved det Rimeliges Middelvei, efterat endnu hundrede Vanskeligheder vare deels omgaaede deels beseirede, kom endelig det høitidelige Øieblik da Alt var afsluttet og Vetturinen Signor Luigi Latini paa gamel Ridderviis satte et Kors under det færdige Contractsdocument, eftersom han i Lighed med sine Kammerater af den romerske Almue ja endog af Borgerstanden, ikke var den ædle, men overflødige Skrivekunst mægtig. Men dette Kors er efter romerske Vedtægter ligesaa bindende som Navns Underskrift; ved det forpligtede han sig med Retsgyldighed til i 6 Dage at føre os fra Rom over Perugia til Florents, paa den i Documentet udførligen beskrevne Maade og med de ogsaa deri betingede Præstationer. Sex Dage fra Rom til Florents! en Vei man alt nu med Diligencen kan tilbagelægge i eet Døgn, og som man naar der kommer en Jernbane istand vil kunne affærdige i nogle faae Timer! Heldigviis var dog Jernbanetiden dengang endnu længere borte end nu, og vi kunde i al Sikkerhed glæde os til vore sex Dage.

For rigtig at lade Alt komme an paa det gammeldags Tilfælde, havde vi overladt Vetturinen at skaffe udfyldt de to ledige Pladse i Vognen, og saae derfor med en Blanding af Angst og Nysgjerrighed det Øieblik imøde der skulde aabenbare os hvilket Reiseselskab vi i saa lang Tid var bestemte til at leve sammen med. Luigi Latini, der nu efter Contractens Slutning fra en gnaven Vrier var bleven til jovial, godmodig Mand, som vi havde al Udsigt til at komme godt ud af det med, forsikrede os vel høit og dyrt, at aldrig havde han aabnet sin Vogn for andre end de meest galante og fornemme Personer, men vi stolede dog ikke ganske paa hans Dom i denne Henseende, og forberedte os derfor paa at finde de besynderligste Figurer; dog besluttende at optage Alt paa det Bedste, naar vi blot ikke forefandt engelsk Kjedsomhed, der gaaer saameget i Svang i Italien. Dog dette troede vi mindst at have at befrygte, Englænderne pleie ikke at lade sig finde i Vetturinvogne, de ere altfor guld- og fordomstunge til en saa simpel Befordring. Man tænke sig derfor vor ubehagelige Overraskelse, da vi paa Afreisens Morgen, ved at stige ind i Vognen, fandt i dens ene Hjørne en lang, bleg Person, umiskjendelig en Albions og Kjedsomhedens Søn, og tversover for ham hans ligesaa umiskjendelige, i engelsk Stivhed indmurede Halvdeel, et os af Udseende velbekjendt Par, som vi ofte havde ærgret os ved at see gjennemmarschere Vatikanets Gallerier med tomme Blik, den røde Bog i Haanden og en Leietjener i Hælene. Og nu skulde den ondskabsfulde Skjæbne lukke os inde med detop dette samme Par, i et Rum der kun er indrettet for fire Personer, og det for hele 6 Dage. Hos Vetturinen var der her ingen Trøst at faae; han nikkede tvertimod stolt og veltilfreds med Hovedet, som om han vilde sige: «saadanne Reisende kan kun jeg skaffe, thi Englænderne ere dog utvivlsomt de Fornemste af alle Fremmede» – Der var saaledes intet andet for end at tage sit Parti saa godt man kunde, vort blev at betragte bemeldte stumme Personer som ikke tilstedeværende. Vi forsøgte derfor at tale frit med hinanden i vort eget Sprog, som vore Naboer naturligviis ikke forstode et Ord af, men deres Øine hvilte saa nært og tungt stirrende paa os, at det betoge os ganske Mælet før vi naaede Enden af Gaden. I Dødsstilhed og Morgentaage droge vi saaledes ud af Porto del Popolo, nedbøiede over Afskeden fra Rom, og trøstesløse over, allerede nu at have tabt Troen paa vore sex skjønne Erstatningsdage. Men vi fandt den igjen.

A. M.