Avignon

[Den norske Rigstidende nr. 75 (1849)]

Da Rygtet for et Par Maaneder siden gik, at den fra Rom flygtede Pave vilde søge Frankriges Gjæstevenskab, syntes dette Mange urimeligt. Man kunde vanskeligt gaae ind paa den Forestilling at den catholske Kirkes Overhoved just skulde vælge sig et Tilflugtssted i det revolutionaire, som atheistisk udskregne Frankrige, medens saamange rettroende og utvivlsomt hengivne af de sydlige Stater, som Neapel, Spanien, etc., stode ham aabne i hans Landflygtighed. Nu er det vel saa at Begivenhederne hidtil ikke have stadfæstet hiint Rygte; Paven sidder endnu i Italien, paa Grændsen af Kirkestaten, ventende paa at de utaknemmelige Romere skulle gaae i sig selv og kalde ham tilbage, men istedetfor dette har de jo erklæret hans verdslige Rige for en Republik og lagt Beslag paa hans Kirkegodser, og hvad man end taler om en bevæbnet Intervention er det vel ikke saa lige til at antage at Fredens Fyrste skulde ved fremmede Bajonetter ville bane sig Vei til sin Hovedstad. Saa der endnu er Mulighed, ja Sandsynlighed for at Paven alligevel tilsidst vil drives til at søge sig et Tilflugtssted udenfor Italien, hvor Insurrectionen og Anarchiet daglig griber om sig, og da Spørgsmaalet angaaende Frankrige som Frihavn for den pavelige Magt atter vende tilbage. Man vil da maaskee blive mere fortrolig med denne ved første Øiekast saa skrigende Sammenstilling, naar man betænker at den catholske Religion i Frankrige, trods al Republikanisme og Socialisme, i den seneste Tid har viist sig mærkværdig mægtig og voxende, og naar man erindrrer at Pavedømmets Henvenden til Frankrige har en historisk Grund, at det ikke vil være den første Gang det der finder et Asyl udenfor sit egentlige Sæde, at der i Frankrige gives en Stad som i over et halvt Aarhundrede har havt Pavehoffet indenfor sine Mure og endnu bærer tydelige Spor af denne Udmærkelse – nemlig Avignon. 

Paa den venstre Rhonebred, netop i det Strøg hvor den sydlige Vegetation begynder at blive fremherskende, hvor Oliventræets blege Grønne allerede bemærkes og enkelte Cypresser alt hæve deres mørke Pyramider op over de almindeligere Træer, hvor Vaucluses Sletter strække sig langt hen med deres Morbærplantager, ligger Avignon endnu i sit hele men tomme Middelalders-Harnisk, som et vel conserveret Mindesmærke om et længst forsvundet Storhedsliv, i sit Udvortes endnu vist ikke meget forandret siden den sidste Dag i April 1367, Avignons sidste Herlighedsdag, den Dag paa hvilken Pave Urban den Femte i Spidsen for sine Cardinaler og sit Hof forlod Staden for endelig at begive sig tilbage til Rom, efterat han og fem af hans Forgjængere tilsammen havde tilbragt næsten 70 Udlændighedsaar her i Provence. Nærmer man sig Avignon ovenfra, ført ned ad Rhonens stride Vande, da har man ved første Øiekast et Billede af Magt og Fortidsstorhed, der i sin forunderlige Heelhed ganske vilde sætte os tilbage til hiin Tids Livsfylde, hvis ikke dog et Stilhedens og Forgangenhedens Præg umiskjendeligt var lagt over de vel bevarede Muurverker og enkelte Forstyrrelsens Kjendemærker hist og her viste sig. Lidt ovenfor Byen seer man saaledes et skjønt Fragment af en gammel Bro at gaae midt ud i den rivende Flod, der standse pludseligt, og med sine halv afbrudte, med Løvverk rigt behængte Piller og Buer danne en ægte malerisk Ruin. Men nedenfor denne, langs den hvide Strandbred seer man Avignons mægtige, crenelerede Ringmure at strække sig, faste og glatte som vare de fuldendte igaar. Og bag denne Række skarpe Takker hæve sig Spirene og Gavlene inde i Byen og over dem alle Paveslottets veldige Masser med sine svære fiirkantede Taarne, der i denne Frastand tage sig ganske hele og beboelige ud, saa man undrer sig over at ikke det store pavelige Banner med Nøglerne og Tiaraen vaier fra dets Tinde.

Træde vi nu gjennem en af Ringmurens spidsbuede Porte, høre vore Fjed gjenlyde under den mørke Hvælving og see Faldgitteret over vore Hoveder, da vente vi os naturligt modtaget af pavelige Hellebarderer i deres middelalderske Dragter, og finde os næsten skuffede ved at see moderne franske Soldater staae paa Vagt ved de romantiske Mure og ganske almindelige Toldofficianter komme os imøde under de ærværdige Hvælvinger. Indenfor disse Ringmure hviler dog Byen stille og taus, som nedtrykt under sine Erindringers Vægt; ved at gjennemvandre disse trange, øde Gader med de eensformige, smudsig hvide Huse og de mange Kirker, har man en ubedragelig Følelse af at her er Dagslivets Blomst for længe siden visnet og Kræfterne efter een stor Anstrængelse nedsunken i Udmattelsestilstand. Den ganske egne Aspect af Forsømmelse og Stagnation, forbunden med et Slags poetisk Hengivelse, som et langvarigt Klærkevælde kan paatrykke et Samfund, og som findes eller fandtes mere eller mindre i alle Byer i Kirkestaten (hvoraf Avignon som bekjendt lige indtil de senere Tider har udgjort en Deel), synes endnu den Dag i Dag at kunne bemærkes her, skjøndt saamange Revolutioner siden ere gaaede henover Ruinerne af det geistlige Herredømme. Men dette havde fæstet for gamle og for dybe Rødder, til at de strax skulde kunne oprives selv af de vildeste Storme; Avignon havde sin egen fuldstændige Historie, forskjellig fra det øvrige Frankriges, og derfor kunde heller ikke den Samlivets Aand og Form, som paa denne gamle Historiegrund var bygget, strax udvaskes ved noksaameget udgydt Aristrocrat- og Præsteblod, eller uden videre fornyes og renses ved Encyclopædisternes Fornuftsgrunde – saa ubetvingelig en Magt har det fra Arildstid Bestaaende overfor Øieblikkets uklare Nyhedssyge; det kan vel for kort Tid overdøves og tilsyneladende henveires af nye Ideers og endmere Begivenheders Strøm, men naar denne snart er afløbet, kommer den gamle Grund tilsyne igjen, og gjør sine rettigheder gjældende. Man har saaledes kunnet uddrive Munkeordenerne af Avignon, men man har ikke formaaet til Gjengjæld at bringe noget synderligt nyt Liv derind igjen; Klosterluft og Klosterstilhed hersker der endnu. Det samme Phænomen vil i langt mærkeligere Grad gjentage sig i Rom selv, om end den nye Tingenes Orden eller rettere Uorden formaaer at holde sig der nogen Tid endnu: man kan dekretere Republik og dekretere Kirkevæsenet afskaffet og tage Kirkegodset til Indtægt, men man kan ikke bortdekretere mange Aarhundreders Historie, ikke med et Pennestrøg bortviske Folkets Characteer, Legems- og Aandstilstand, kort det hele Liv, som just har dannet sig ved og gjennem denne Historiens Conservatisme. 

Vi skynde os nu gjennem de stille Gader, hvor ikke Meget formaaer at fængsle Blikket, op mod den Høide hvorpaa Paveslottet throner. Denne uhyre Bygning, eller bedre denne Sammensætning af mangfoldige Bygninger, Taarne og Mure, tildeels af forskjelligartet Architectur, hvoraf dog den italiensk-gothiske er den fremherskende, tilbydeer vel ingensteds noget heelt Overblik, men undlader dog ikke, hvorfra man saa seer den, at gjøre et mægtigt og dybt Indtryk paa den Besøgende, der strax føler at han her har et Universalherredømmes Monument for sig, og ikke blot en gammel Borg i en Provindsstad. Her er han paavirket af en blandet Masse, hvis Mening han ikke let kan fatte og samle, men som han dog føler har et fælles Foreningspunct, hvori dens sande Betydning og Storhed ligger. Er det en Fæstning eller et Fængsel, et Kloster eller et Palads, en Kirke eller en verdslig Bolig? Intet af alt dette alene, men Noget af alt dette samlet, et tro Symbol paa den Magts blandede Natur, som i disse Stene har afsat sit Minde. Bygget i Exilet af en Kirkefyrste, der saagodtsom var Frankriges Fange, fik det derfra sin fængselagtige, sombre Characteer; i en usikker, voldsmægtig Tid maatte det være Fæstning; som en Ypperstepræsts Residents maatte det have et geistligt Præg; som Samlingsstedet for hiin Tids fineste og galanteste Hof, for Kunsters og Videnskabers Luxus maatte det kunne byde saadanne Gjæster et Keiserpaladses Glands; det føiede sig efter alle disse Fordringer og lod sig enda til Slutning sætte et hemmelighedsfuldt Stempel paa af de politiske Machinationer og Intriger som Avignonerhoffet drev med saadan Iver, endog med Inqvisitionens Hjælp.

Denne frygtelige Gjæst havde sin Bolig i de nedre Hvælvinger af et stort Donjon hvor dens skumle Retssale, Fængsler og Marterkamre endnu vises. I et andet massivt Hjørnetaarn, hvis Indre og nu er aldeles ødelagt, var det at den stormodige og ulykkelige (men ikke sidste) romerske Folketribun Cola di Rienzi, Petrarcas Ven, i elleve Aar sad fangen. I et tredie Taarn, Tour de la Glaciere, har man et senere, men mere rædselsfuld Minde; det var ikke Middelalderen alene der havde Krav paa Gyseligheder her, den nyere, den oplyste Tid vilde ogsaa i denne Henseende forbeholde sig sin Ret og sin Deel. Tour de la Glaciere ender sig i et uudforsket Dyb eller Brønd, hvorfra giftigkolde Dunster opstige; gjennem et Hul paa Muren kan man see et Stykke ned i dette Svælg og bemærke hvorledes de indre Vægge ere besatte med et Slags hvidligt Skimmel, hvorpaa store grønlige og brunrøde Pletter hist og her opdages. Disse Pletter er ikke andet end det sidste Spor af de Dynger blodige Liig, som efter Revolutionsmassakrerne i 1793 her nedkastedes!

– Forøvrigt er i Paveslottets vidtløftige Indre, med dets Labyrinth af Gaarde, Taarne, Corridorer, Haller og Celler Intet at see uden nogle Mure og et Forstyrrelsens Billede, mere frembragt af Menneskenes raa Voldsomhed end ved Tidens langsomt opløsende Magt. Og de Partier af Slottet, som endnu ere nogenledes vedligeholdte, og hvor man derfor kunde vente at finde noget Spor efter de oprindelige Beboere og deres Pragtliv, ere nu Sove-, Vaske- og Spisesale for Soldater. Man kan da nok vide at alle Kunstlevninger der ere forsvundne og hvad der ikke kunde bortføres er nedbrudt, overkalket eller gjort ukjendeligt ved Lampeos og groteske Kultegninger af de nuværende Beboeres egen Phantasi. Ja selv den uforgjængelige Architectur er indklædt og maskeret hvor man ikke kunde forstyrre den: Pavernes skjønne Capel, hvor et eneste colossalt Pillerknippe i Midten bærer de letspredte Hvælvinger, der vare forsynede med herlige Loftmalerier af Giottos Skole, er nu langs midten afdeelt med et Bræddegulv og derved forvandlet til to store Verksteder for Soldaterne, som her nu sye Sko og Uniformer, hvor Christi Statholder fordum i egen Person celebrerede Messen. I det øverste af disse Rum skimtes dog endnu nogle utydelige Levninger af Giottos Himmelglorie oppe fra Hvælvingen, gjennem Tobaksdamp og Smuds, men dette er ogsaa det eneste, so Paveslottets Indre opviser af gammel Herlighed. Den Række glimrende Sale, udsmykkede med høi Kunst, hvori Datidens fineste og luxuriøseste Hof bevægede sig med sine Statsmænd, sine Lærde, sine Krigere og sine skjønne Damer, hvor Petrarcaoplæste sine Sonetter og deres evige Gjenstand, Madonna Laura selv lod sig see, forat modtage almindelig Hyldest – disse Sale, hvor Verdens største Interesser fordum afhandledes, ere nu en Række af Caserner! Men det er jo i sin Orden, Militairherredømmet er det sidste af alle, og det er jo i vor Tid atter kommet til stor Anseelse. 

Nogle trin ovenfor det egentlige Paveslot ligger den gamle Kirke Notre dame des Doms, som dermed er forbundet, men er ældre end dette. Man paastaaer endog at den skal være bygget af Carl den Store, men med liden Grund; vist er det dog, at dens byzantinske Stiil tyder paa høi Alder. Desværre er baade det Ydre og det Indre beklageligt forhutlet i Paryktiden. Nogle af dens Capeller er i den nyeste Tid opfriskede med hellige Malerier af den moderne franske Maler Deveria – men det er ogsaa moderne Helgener med brillant Colorit og thatralske Positioner, men ingen Andagtens Naivitet. Her findes ogsaa en moderne Statue af den hellige Jomfru, af Pradier, med et skjønt og reent Udtryk, men ogsaa her savnes de Gamles rørende Inderlighed og umiddelbare Opfatning. I denne gamle Kirke seer man altsaa ikke meget Gammelt – men i en Sidehal træffer man til Gjengjæld det eneste Gravmæle fra Pavetiden, som Avigning eier, nemlig et colossalt men siint udført gothisk Marmormonument over Pave Johan den Toogtyvende, han der regjerede længst i Exilet, byggede Paveslottet og nu er den eneste af sine Medbrødre paa Avignons Pavethrone, der endnu hviler her deel udstrakt og rolig under sine gothiske Spidsbuer. Han er dog lykkelig, som eier en respecteret Grav i et Land hvor saamange Kongers, Fyrsters og Prælaters Gravmæler ere blevne ødelagte og deres Indhold strøet for alle Vinde! Og dog var han ikke værdigere til at skaanes end disse. Historien beskriver ham som en lumsk, vaklende, troløs og pengegjerrig Herre, der holdt Kirkens Præbender ubesatte for at trække Revenuer deraf, og døde saagodtsom forkjættret. Men Avignon var saagodtsom hans Verk og derfor har Historiens Retfærdighed bevaret ham i dets Midte.

A. M.