Den unge Digter

Den danske dikteren Adam Oehlenschläger øvet en viktig påvirkning på store deler av Andreas Munchs forfatterskap. Munch ble tidlig grepet av Oehlenschlägers diktning, og spesielt av motivene hentet fra Norges oldtid. Da Munch som nittenåring samlet sine dikt i et håndskrevet hefte som en fødselsdagsgave til faren, var det blant diktene også en hyllest til Oehlenschläger. Diktet, som befinner seg i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling, MS fol. 1873, er et av Munchs tidligste ungdomsarbeider, og har aldri tidligere vært offentliggjort: 

Til Oehlenschläger.

Tør vel en Ungersvend blandt Norges Fjelde
Heel ubekjendt i egen stille Dal,
Hvis Hjerte dog for Bragi slaaer med Vælde,
Skjøndt han ei træde kan i Bragis Hal;
Tør han, opflammet af den Digterlue
Som hist fra Sletten straalende vi skue,
Dig bringe kjækt til Hjertes høie Kald:
En Nordmands Tak til Nors og Danas Skjald?

Alt i den lyse Barndoms korte Dage,
Mens Aanden en[d] er lilliehvid som Dyd,
Jeg nynnede din Sang med Toner svage,
Dybt gjenklang i den spæde Barm dens Lyd.
Og tidt, om Vinterqvel, naar Storme true,
Jeg sad ved Arnen i den lille Stue,
Glad med den kjære Bog, og glemte Leeg
Mens dine Helte for min Aand opsteeg.

Og som jeg voxed op fra Barneglæde,
Og Ungdomsilden svulmed i min Barm,
Mens Livet lyst for mig sig ud mon brede,
Og fro jeg svæved hen i Haabets Arm. 
Da atter jeg din Digterverden Skued,
Med Straalelys den i mit Hjerte lued –
Som Barnsomsgjenskin tyktes mig dens Glands
For Ynglingen at luttre Aand og Sands.

Mit Fædrelands de stolte høie Fjelde
Dets grønne Dale og dets dunkle Hav
Mig syntes trefold herlige at gjelde,
Forskjønnet af din Digtkunsts Tryllestav.
I Fossens Brusen troed jeg at finde,
Som udi Sneens Glands paa Fjeldets Tinde,
Et Billed paa din Lyse Digteraand,
Som høi og klar ei lænkes kan af Baand.

Stolt skued jeg din Haakon Jarl paa Hlade,
En Herre fra mit Norges Kjæmpetid –
Og Olaf Trygveson med Tanker glade
Jeg saa at grunde Christi Lære blid
Jeg haded Ondskab lav hos Asaloke 
Kjækt Danmark hilste mig i Palnatoke –
Fra Nidaros et Qvad hid til mig lød
Om Axel Thordsens og skjøn Valborgs Død.

Aladdin nu i Østens Morgenrøde 
Med Underlampen hævet høit i Haand,
Forblændte Øie monne selsomt gløde,
Almægtig fast ved Lampens stærke Aand;
Mens hist fra Nord Vaulundur Sage toner
Som blege Nordlys klart ved Isens Zoner;
Saa stilles vilden Glød i Østens Boe
Mod kolde Nordens stille, klare Roe.

Saalunde dine Kjæmpeaander svæve
I lyse Rader for mit indre Syn –
Høit over Jordeliv min Sjæl de hæve,
Forenet sammen til eet Brændpuncts Lyn.
Thi skal den Ild de i min Barm mon tænde,
Dig store Skjald til et Takoffer brænde;
Jeg skylder dig jo Sjelens Eviggrønt:
Begeistring for alt Stort og Godt og Skjønt!

O! kunde jeg blandt Norges Fjelde høie,
Dem du besang, dig skue selv, o Skjald!
Dog kun med Aandens og med Digters Øie
Du Stedet saae for Hakons, Axels Fald.
Thi kan jeg blot i Tanken her dig skue –
Det Billed dog for mig vil stedse lue
Med stærke Farver i et trofast Bryst,
Til Dødens Engel slukker Livets Lyst! –

Munchs far, dikteren Johan Storm Munch, var en omgangsvenn av Oehlenschläger under studietiden i København, og inspirert av ham i sin diktning. Han stod også for den første poetiske hyllest til Oehlenschläger fra Norge, et dikt som ikke er helt ulikt sønnens i oppbygning og billedsprog.

O ædle Skjald, som midt i Mulm og Nat
Paa Nordens Himmel straalte frem saa brat
Og spreder nu din skjønne Morgenrøde!
Ei værdigen kan tilke dig min Sang,
Hvor tidt mig kvæget har din Harpes Klang,
Men høit mit Hjerte banker dig imøde.
[...]

O favned dig mit Norges Granelund!
O varst du her i denne Aftenstund,
Da skulde dig mit varme Haandtryk tyde:
Modtag mit Hjertes Tak indtil min Grav,
For alt det herlige, som du os gav,
Og længe end din gyldne Harpe lyde!

Sommeren 1833 fikk Andreas Munch endelig oppfylt ønsket om å få se Oehlenschläger «blandt Norges Fjelde høie». Ved denne anledningen skrev han hylningsdiktet Oehlenschläger i Norge. I siste strofe henvender Munch seg direkte til Oehlenschläger, som han vil overrekke diktet: 

Du store Skjald! hvem Tidens Mestre loved' -
Tilgiv en ukjendt Yngling, at han voved'
At byde Dig velkommen i vort Nord!
Han kan ei gjennem Sværmen til Dig ile,
Paa Dig alene dog hans Blik maa hvile -
Da voved' han, og Hjertets Trang fik Ord. 

Vi vet at Munch faktisk overleverte Oehlenschläger dette diktet. På sin egen avskrift av diktet (NBO MS fol. 1560 B1) tilføyde han den 13. august 1833 følgende linjer: 

Kan jeg troe det? Har mit Øie hvilet

Paa den store Digters Flammeblik?

Er det ei en Drøm, at jeg har ilet

Til ham gjennem Sværmen før han gik?

At som Fader mild han til mig talte

Takked mig for Hilsnen jeg ham bød?

Det er saa! Hans Træk, hans Ord staae malte

I mit Indre dybt med Diamantglød [?] –

Og hiin Stund jeg først i Krandsen binder

I mit Livs de lyseste Kjærminder!

Den danske dikterens reiseerindringer ble utgitt som en diktsyklus høsten 1833 under tittelen Norgesreisen. Oehlenschläger, som overalt ble mottatt som en helt, beskriver sitt møte med Norge og nordmennene i til sammen 35 dikt, ledsaget av et kobberstikk av Krokkleiva, signert landskapsmaleren Jens Peter Møller. I ett av diktene (Den unge Digter) treffer leseren på den nå 22 år gamle Andreas Munch. Munch plasseres først i sin slekt, og siden relaterer Oehlenschläger Munchs slekt i sin egen biografi.

Venligt besøgte mig nys en Digter, bragt af en Maler.
(Trofaste Munk! i Paris malte du Skialden som ung.)
Skiøn var Sangen, som Ynglingen skrev og rakte beskeden;
Kiær er mig Digterens Slægt, thi den nedstammer fra Storm.
Elskede Pleiefader! Ak hvis Du nu leved og saa mig
I Dit Færdreneland! Kommer Du her i din Æt,
For at byde Velkommen den danske Skiald, hvem du Næred
Først med din Digterild? Møder paa Bierget maaskee
Mig Din Aand, som en Barde, med flagrende Klæder og Langspil?

Hilser Du mig i Din Sky? Rækker du Harpen Din Søn?

Den som introduserte Andreas Munch for Oehlenschläger var øyensynlig maleren Jacob Munch, hans fars fetter. Faren selv, som hadde kjent Oehlenschläger i studietiden, var død året i forveien. Oehlenschläger hadde tilbragt årene mellom 1805 og 1808 på reise i Europa. Sommeren 1808 traff han Jacob Munch, som hadde fått offentlig stipendium etter tiden ved akademiet i København, og som studerte i Paris, visstnok under den store Jaques-Louis David. Det var her han malte sitt Oehlenschlägerportrett, som i dag henger på Frederiksborg slott utenfor København.

Jacob og Johan Storm Munch var imidlertid ikke de eneste av Munchs slektninger Oehlenschläger kjente. Som barn ble han satt i Efterslægtsselskabets skole i København, der den norskfødte dikteren Edvard Storm ble hans kjæreste lærer. Storm var Andreas Munchs grandonkel på farmorens side. Storm, forteller Oehlenschläger i sine barndomserindringer, fikk en egen glød og varme i stemmen når det ble tale om Norge: «Nu kommer vi til mit Fædreland, mit Barn». Møtet med Norge, og med lærerens grandnevø, manet frem bildet av den «elskede Pleiefader». I siste vers trer den unge dikteren Andreas Munch frem som Storms arvtager, tre år før han selv debuterte med en diktsamling. 

Ernst Bjerke