Udvalgte Digte anmeldt i Illustreret Tidende

[Illustreret Tidende bd. 14 (1873), nr. 452]

Udvalgte Digte af A. Munch. I denne smukt udstyrede Bog har Digteren givet os et skjønsomt Udvalg af sine lyriske og lyrisk-episke Digte, ordnede efter Tidsfølgen fra 1834 til Nutiden i sex Afsnit, saa at vi derigjennem sættes i Stand til at følge hans Udvikling i denne Retning for et Tidsrum af fyrretyve Aar. Munch har som bekjendt præsteret fortrinlige digteriske Arbeider i flere andre Retninger, men Lyriken er dog til Syvende og sidste den Digtart, hvori hans Musa føler sig hjemligst, og netop iblandt hans mindre Digte findes de Frembringelser, der ville bære hans Navn længst gjennem Tiden; thi han er ifølge hele sit indre Anlæg en varm, følelsesfuld, drømmende Natur, og har han end tilvisse med al sin Hu været fuldt inde i Tidens Rørelser, saa har dette dog nærmest fundet sit Udtryk igjennem hans Digtning, i stemningsfulde Tidsdigte, blandt hvilke Læseren exempelviis henvises til det deilige Mindedigt «Leopold Lovenskjold», har han viist os sit Haab og sine Længsler ligeoverfor de skiftende Tiders mere eller mindre bevægede Forhold.

Det er høist interessant i denne Bog at see, hvorledes Digteren bestandig er gaaet frem i Tankens Klarhed og Magten over Formen. Allerede i det andet Afsnit finde vi et saa helstøbt lille Mesterværk som Naturdigtet «Et Fjeldvand», der betegner et mærkeligt Udviklingstrin efter hans første noget famlende Forsøg i Digtsamlingen «Ephemerer», der tiltrods for «Mit Fødeland», «Vandlillien» og et Par andre smukke Digte dog mest hentede sin Betydning fra de Løfter, den gav for Fremtiden. Disse bleve paa den glædeligste Maade fyldestgjorte allerede i hans nærmest paafølgende Digtsamling. Af denne indeholder nærværende Bog en Mængde, som altid vile hævde en høi Rang indenfor Nordens Lyrik; foruden «Et Fjeldvand» kan saaledes som sande Perler fremhæves «Island», «Paa Tindsøen», «Snefald», Sonnetkrandsen «Italia», «Blomster og Ruiner» o. fl. Høidepunktet i Munchs lyriske Digtning maa man maaskee dog søge i de to følgende Bøger: «Nye Digte» og den berømte Samling «Sorg og Trøst», af hvilke her findes et ypperligt mindre Udvalg, som vi ville bede Læseren om at gjøre et samlet Bekjendtskab med. Men selv fra en Periode, der ligger os langt nærmere i Tiden end de nævnte Samlinger, vil man kunne hente Vidnesbyrd om, at Digterens Hjerte endnu slaaer varmt og ungt ligesom i tidligere Dage; hvilken Friskhed og Klang er der ikke for Exempel i det lille formskjønne Digt «Musik i Hjemmet», i «Sommerbilleder fra Hadeland», «Sonnetter fra Rom»? – Det er vel umiskjendeligt, at der ofte over Munchs Digtning hviler et vist Vemodets Skjer; men ligesom denne Stemning dog kun saare sjelden, naar man vil være retfærdig, kan siges at henfalde til en bleg Sygelighed, saaledes skal det ogsaa indrømmes, at netop denne vemodige Tone mangen Gang klinger sært sympathivækkende, og at der paa den anden Side ofte er lagt en ham aldeles eiendommelig farverig og fantasifuld Glands over det enkelte Digt; hvor han giver sig Naturen i Vold, der smykker den sig for ham i sin bedste Klædning, og han fortsaaer den og kan fortolke dens inderste Hjertensmening. Ingen Nordbo, der en stille Sommernat har dvælet imellem de øde Fjelde

«Paa et af disse dybe, stille Vande,

Der ligge, som et Øie blankt af Graad»

vil undgaae at gribes af den forunderlige troe Forstaaelse, der toner fra hver Strofe i Digtet «Et Fjeldvand»; enhver Nordbo vil drages hen af Synes af det hjemglidende Brudefølge, medens

«Der aander en tindrende Sommerluft

Varmt over Hardangerfjords Vande»,

og paa den anden Side – hvilken Glæde over Syden, hvilken varm og livsfrisk Opfattelse af dens fra Norden saa forskjellige Natur lægger sig ikke for Dagen i de mange italienske Digte, for Exempel i «Et siciliansk Aftenlandskab», i «La Flora» og mange andre!

Den bedste Forstaaelse af Munchs Digtning har han imidlertid selv givet i det saare skjønne Digt, der slutter denne Bog, og som han kalder «Efterklang», hvor Hængebirkens Alf besvarer hans Spørgsmaal, hvorfor Birken vil saa gjerne voxe mellem de sorte Graner – med

«Fordi saa gjerne jeg med Ynde vilde

Vort haarde Fjeld blidt klæde og formilde».

Da udbryder Digteren selv:

«Alt længe fulgte jeg din stille Lære

Og derfor i din Skygge nu jeg troer

At og min Sang har lydt til Norges Ære,

Om end den ei med Stormens Brus henfoer.

Bort Land er stort nok til at kunne taale

Den milde Birk imellem Granens Naale».

Bogen er udkommen paa Forlagsbureauets Forlag.