I sine ungdomserindringer Fra mine unge Aar (2. oppl. 1929, s. 29ff) forteller Theodor Caspari om sin barndom i Homansbyen og om nærmeste nabo, madame Juul, Andreas Munchs svigermor.
Til mine tidligste erindringer hører den vakre vaardag i 1860, da min fars villa, Josefinesgate 17, fik sin indvielse. Da gaarden var den første i hele Josefinegate, kan denne dag paa sæt og vis ogsaa indregistreres som aapningsdagen for selve Josefinegaten. ... Det varte ikke længe – jeg tror bare nogen maaneder eller saa – før Josefinegaten fik sin anden villa, like tilvenstre for min fars, enkefru Grethe Juuls lille gaard. Denne enkefru Juul, eller «madame Juul», som hun dengang kaldtes, hadde været gift med en velstaaende Kristiania-kjøbmand, og hadde i dette egteskap et eneste barn, datteren Charlotte, gift med digteren professor Andreas Munch. Fru Munch, som døde i en ung alder, har faat et overmaade vakkert minde i Munchs bekjendte digtsamling: «Sorg og Trøst».
Gamle madame Juul, i hvis hus jeg vanket hele min barndom og ungdom, var i mange maater en merkelig dame. I en række av aar blind, men levende interessert for teater, litteratur og kunst, og dertil vel bevandret i Kristiania-societetens selskapsliv i 1830 og 40 aarene. En række af datidens fremstaaende mænd, blandt dem Henrik Wergeland, hadde gaat ut og ind i hendes gjestfrie hus, og jeg beklager bare at jeg var for ung til at fæste mig større ved de mange fortællinger hun hadde om dem alle. Saa meget ivrigere studerte jeg det romanbibliotek, væsentlig oversatte franske og engelske romaner, hun havde i sit bokskap. For at faa adgang til bibliotekets skatter maatte jeg dog regelmæssig læse en præken for den gamle, men da hun som tiest faldt i søvn under læsningen, laa romanen altid opslaat ved siden af postillen. Selv i hendes senere aar vanket ikke faa av tidens kjendte personligheter i hendes leilighet i Toldbodgaten, saaledes professor Ludvig L. Daae.[*]
Da nemlig Andreas Munch, som imidlertid havde indgaat et nyt egteskap med en dansk dame Amalie Raben, solgte det hus i Homansbyen, svigermoren hadde foræret ham, og bosatte sig i Danmark, flyttet den gamle dame ned i byen igjen. Og saa reiste sig da udover i 60-aarene hus ved hus bortefter Josefinegaten, Oscarsgate og Gustavsgate.
[* I sine erindringer og opptegnelser, utgitt 2003, s. 196, gjenforteller Daae en historie om Welhaven som han har hørt fra Grethe Juul.]
Til mine tidligste erindringer hører den vakre vaardag i 1860, da min fars villa, Josefinesgate 17, fik sin indvielse. Da gaarden var den første i hele Josefinegate, kan denne dag paa sæt og vis ogsaa indregistreres som aapningsdagen for selve Josefinegaten. ... Det varte ikke længe – jeg tror bare nogen maaneder eller saa – før Josefinegaten fik sin anden villa, like tilvenstre for min fars, enkefru Grethe Juuls lille gaard. Denne enkefru Juul, eller «madame Juul», som hun dengang kaldtes, hadde været gift med en velstaaende Kristiania-kjøbmand, og hadde i dette egteskap et eneste barn, datteren Charlotte, gift med digteren professor Andreas Munch. Fru Munch, som døde i en ung alder, har faat et overmaade vakkert minde i Munchs bekjendte digtsamling: «Sorg og Trøst».
Gamle madame Juul, i hvis hus jeg vanket hele min barndom og ungdom, var i mange maater en merkelig dame. I en række av aar blind, men levende interessert for teater, litteratur og kunst, og dertil vel bevandret i Kristiania-societetens selskapsliv i 1830 og 40 aarene. En række af datidens fremstaaende mænd, blandt dem Henrik Wergeland, hadde gaat ut og ind i hendes gjestfrie hus, og jeg beklager bare at jeg var for ung til at fæste mig større ved de mange fortællinger hun hadde om dem alle. Saa meget ivrigere studerte jeg det romanbibliotek, væsentlig oversatte franske og engelske romaner, hun havde i sit bokskap. For at faa adgang til bibliotekets skatter maatte jeg dog regelmæssig læse en præken for den gamle, men da hun som tiest faldt i søvn under læsningen, laa romanen altid opslaat ved siden af postillen. Selv i hendes senere aar vanket ikke faa av tidens kjendte personligheter i hendes leilighet i Toldbodgaten, saaledes professor Ludvig L. Daae.[*]
Da nemlig Andreas Munch, som imidlertid havde indgaat et nyt egteskap med en dansk dame Amalie Raben, solgte det hus i Homansbyen, svigermoren hadde foræret ham, og bosatte sig i Danmark, flyttet den gamle dame ned i byen igjen. Og saa reiste sig da udover i 60-aarene hus ved hus bortefter Josefinegaten, Oscarsgate og Gustavsgate.
[* I sine erindringer og opptegnelser, utgitt 2003, s. 196, gjenforteller Daae en historie om Welhaven som han har hørt fra Grethe Juul.]
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar