Regnveir i Schweitz

[Den norske Rigstidende, nr. 277 (1848).] 

Udentvivl velvillige Læser, har Du mere end eengang prøvet den mindre behagelige Skjæbne at blive overrasket af Regn- og Taageveir paa en Lysttour, hvis eneste Nydelse just skulde bestaae i Naturens Betragtning, ja du har maaskee paa en længere Fjelreise selv været sat i den høist bedrøvelige Forfatning som vedvarende ugunstigt Veir og kan afstedkomme. Du kan altsaa, hvis du vil, let sympathisere med min og mit Reiseselskabs mørke Stemning, da vi om Høsten 1847 fandt os omtaagede og indregnede i det triste Luzern, midt blandt de berømteste Schweitzeregne og Alpetoppe, uden at see det mindste af alle disse Herligheder. Men hvad vilde vi ogsaa der, kan man spørge; havde vi Norges Børn da ikke nok af Fjelde og Søer og Gletscher og Kulde og Taage og Regn hjemme, siden vi opsøgte disse barndomskjendte Sager saa langveis borte? Ak, vi kom jo sidst fra Lombardiets rige, solvarme Sletter, fra Lagomagiores paradisiske Bredder, hvor Italiens Ynde havde forenet sig med Schweitz's Høihed for sidste Gang at hilse os i dobbelt Glands; Veien over St. Gotthard var for os derfra den korteste mod Nord; vi tog den, i Haab om at Schweitz's sagnrige Urcantoner, at Wilhelm Tells og Arnold Melchtals poetiske Hjemstavvn skulde give os nogen Erstatning for hvad vi havde maattet forlade. Men neppe vare vi paa den nordlige Side af Fjeldet, neppe havde de hjemlige Naaleskove og Sætermarker modtaget os, neppe foer vi i flyvende Fart over Djævlebroen, gjennem Urner-Loch, nedad den trange Reufsdal, der næsten udfyldtes af sin rivende Elv, før de høie Bjergspidse tog deres Skyhætter paa, Himlen lukkede sig graa og tung, og en besværlig, udholdende Regn indhyllede selv de nærmeste Gjenstande i et tæt Slør. Saaledes gik det til Altork, saaledes til Flüelen; det var knapt at vi paa Vierwaldstädtersøen fik et Solglimt savidt at Tells Capel og Rürli deraf kunde belyses, og den mørke Søes høie Kyster fremtræde saa tydeligt, at vi deraf paa sine Steder fik en fjern Erindring af Tindsøen, hvilken Lighed rigtignok ikke holder ved længe, da Bredderne snart blive dyrkede og garnerede med smaa, nette Kirkebyer. Og før vi naaede til Luzern ved den modsatte Ende af Søen, styrtregnede det atter, og vi vare glade ved snarest muligt at komme i Huus.

Det kunde synes som var Ulykken ikke saa stor endda med dette Regnveir, siden vi kunde afvente dets Ophør under et schweitzersk Hotels comfortable Tag; det er sandt at dette Hotel forholdt sig til et norsk Gjæstgiversted som et engelsk Landsæde til en Huusmandsstue, men det er ligesaa sandt, at man maa opveje disse Beqvemmeligheder med Guld, og at man, naar man hændelsesviis ingen riig Englænder er, ærgrer sig over her at maatte betale ligesaameget for blot at sove, spise og drikke i nogle faae Dage, som man kunde leve dobbelt saa længe for paa et interessantere Sted; desuden, jeg veed ikke, men jeg troer, jeg snarere skulde have udholdt Regnveiret og lettere baaret dets Skuffelser, naar jeg i det havde havt virkelige Besværligheder at strides med, end som vi der sad i de bløde Lænestole ved Hotellets Vinduer og stirrede ud i den forbiflydende, gletschergrønne Reuss eller gjennem Regntaagen over paa Jesuitercollegiet, der dengang endnu var beboet af de sorte Fædre. Man fortalte os vel, og Prospectet paa Hotellets Anbefalingskort udviste rigtignok, at der fra disse Vinduer skulde haves den prægtigste Udsigt til Alpekjæden over Søen, men nu kunde vi ikke engang ane, at der var høie Bjerge bag dette graa Taageforhæng, undtagen naar Pilatusbjerget nu og da stak sine sorte, sønderrevne Spidser gjennem Skylaget, truende som den fordømte Aand, der huser i dette mørke Bjergs Indre*). 

Bragte til Fortvivlelse ved denne tantaliserende Udsigt, der var der og fandtes ikke, begave vi os trods Regnen paa Vandring ud i den melancholske Stad, der fik et endnu mørkere Aspect ved det politiske Uveir, der hang over den i dette Øieblik, da Tagfazung havde erklæret med magt at ville opløse Sonderbund, for hvilket Luzern var Hovedet, og Alt beredede sig til Borgerkrig. Det varede ikke længe før vi vare tilstrækkeligt bekjendte med de stille, trange Gader, de gammeldags, mørke Huse, de taarnbesatte Ringmure, de lange bedækkede Træbroer, paa hvis Spærreloft Dødningedandsen og Schweitz's Befrielseshistorie vare afmaldede i grelle Farver, de grønne, med bugnende Frugttræer og ziirlige Landsteder besatte Høie i Byens nærmeste Omegn. Og da vi for anden Gang i en Have udenfor Stadens Mure havde besøgt og beundret det noble Monument over de den 10de Aug. 1792 ved Tuileriernes Forsvar faldne Schweitzere (en saaret Løve der endnu i Dødssmerten bevogter det franske Lillieskjold, efter Thorvaldsens Model udhugget i den levende Klippe) vidste vi ikke flere Mærkværdigheder at udfinde, men maatte vaade tye tilbage til Hotellet for der at vente med den bedst mulige Taalmod, og til den Ende studere Englænderne.

Dette reisende Folkefærd, hvoraf man i Schweitz og Italien snart møder flere end af Landets Indfødte, havde naturligviis i anseeligt Antal ogsaa bosat sig i vort Hotel, jeg siger med Flid bosat, thi med ikke større Rolighed og Storhed kunde de levet i deres egen Kaminkrog, end de her saa ud til at leve i det udenlandske Værtshus. Rigtignok træffe disse stolte Øboere jo Alt paa Forhaand indrettet for deres Beqvemmelighed i disse schweitzerske Hoteller; de gjenfinde deres Sprog, deres Sædvaner, om de vil deres hjemlige Retter; her gjenfandt de jo endogsaa deres britiske Taage. Men os gavnede deres priselige Exempel ikke meget, vor Utaalmodighed tiltog endogsaa, naar vi betragtede deres ubevægelige Ansigter. Endnu tre Dage holdt vi dog ud, saa godt det gik, vi vilde nødig give slip paa Rigibestigelsen her fra det beleiligste Sted. Men da vi den fjerde Dags Morgen saa Himmelen graa, kold og regnfuld som tilforn, og alle Bjergtoppe endnu lige bedækkede, sa tabte vi Modet og besluttede over Hals og Hoved at flygte til Zürich, for der i en lavere Egn maaskee at finde et mildere Clima eller ialfald være nærmere ved Udgangen af dette for os saa ugunstige Bjergland. Som vi kom ned i Salonen, fandt vi der flere af vore engelske Medfangne, Ladies og Gentlemen, ogsaa ifærd med at bryde op; og hvorhen i disse eleante, sommerlige Reiseantræk? ikke til Zürich, ikke til blidere Egne, men lige op i Berner Oberland, til de høieste Alperegioner, blandt de vildeste Gletscher og Sneefjelde, og det i et saadant Uveir! Nu vel, hvad angaaer Veiret Englænderne? De skulle jo gjøre deres bekjendte Schweitzerroute i bestemt Tid efter den røde Bog, og saa maa de afsted, om der saa regner ned Iisstykker. At opgive Berner Oberland? Umuligt; saa kunde man aldrig lade sig see mellem Tourister meer.

Eftersom vi imidlertid ikke gjorde Fordring paa at regnes med til dette hæderlige og nyttige Selskab, vovede vi at lade Berner Oberland og selve Jomfruen ligge og tog vor Vei i modsat Direction, saaledes at vi efter næsten en Dags Kjørsel i skyllende Regn kom til Zürich i Aftenens Mørke. Da vi Morgenen efter her saa ud af vore Vinduer, troede vi os forhexede tilbage til det ulykkelige Luzern: her flød jo ogsaa en klar grøn Gletscherflod forbi vort Hotel, her stod ogsaa en høi Kirke paa den modsatte Bred, her var den samme ugjennemtrængelige Taagehorizont, bag hvilken Pilatusbjerget gjerne for alt det kunde skjule sig. Det gjorde os lidet at man her kaldte Elven Limath, at Kiken ikke tilhørte Jesuiterne, men var et protestantisk Tempel, det hvori Ulrich Zwingli først prædikede, og at man forsikrede os, at ingen høi Alpespids fandtes meer saa nær bag Taagen – vi fandt det dog raadeligt at fortrække videre fra dette Kogleri, og fastsatte Afreisen til Lindau i Bayern til næste Dag. Men den næste Dag havde Skyerne fordeelt sig, Solen varmede og straalede fri fra den blaa Himmel over Zurich og dets yndige Omegn. Søens blanke Speil blinkede og aandede friskt i sin rige, grønne Indfatning, de fjerne Bjerge vinkde i reen, blaalig Duft.[**] 

Vilde Schweitz's Naturaander saaledes spotte os lokkende, nu da vi skulde bort fra dem? Det maatte ikke lykkes dem; nu kunde vi ikke forlade Schweitz i dets Glands, uden at have kastet et Blik udover det fra Rigi; endnu vare vi ikke saa langt borte fra dette Bjerg, inden Aftenen kunde vi være paa dets Top. Neppe tænkt, før gjort; Afreisen til Lindau blev udsat; et lidet Dampskib bragte os langs Zurichsøens yndige, rigt bebyggede Bredder til Horgen, hvor en Omnibus stod færdig for at befordre os over Høiderne til Zug og derfra til Arth ved Foden af Rigi. Det blanke Veir havde sluppet løs en heel Mængde Rigireisende fra deres respective Ventesteder; Dampskibet og Vognene vare som Følge deraf overfyldte; i den Vogn hvor vi sad sammenstuvede opførte en tyk engelsk Kjøbmandskone en latterlig Farce: hun var i Trængselen bleven skildt fra sin Mand, der var kommen paa en anden Vogn, nu skreg hun og bar sig gudsjammerligt over denne Adskillelse, kaldte paa sin «dear Mr. Paunders!» tusinde Gange, og endte ikke før den savnede Halvdeel, der til Lykke var ligesaa tynd som hun var tyk, havde faaet trængt sig ind ved hendes Side, hvorpaa de begge kjærligt gav sig til at spise Kage sammen. En skjønnere, men ligesaa original Gruppe sad i den anden Ende af den lange Vogn, det var en stille tydsk Familie, en aldrende Herre fra Westphalen med to meget smukke Døttre, den ene blond og fyldig, den anden brunet og fiin, men begge overgydte med en saadan Fernis af tydsk Sentimentalitet og Pathos, at selv deres Ungdom og Skjønhed ikke kunde redde dem fra at falde i det Latterlige. De vare fulde af Albums, Erindringstegn og tørrede Blomster, fulde af salvelsesfulde Udraab ved hver Omvexling i Egnen vi drog igjennem. De havde Mathisons Schweitzerlandskabsdigte med sig, og hvergang dehavde seet en smuk Situation, tog de Bogen frem forat nyde den om igjen i Digtet. Paa den skjønne Vei langs Zugersøen steg deres Begeistring til det høieste, men her havde de ogsaa Ret dertil: Veien beskyggedes paa begge Sider af de rigeste Frugttræer, saa man blot behøvede at gribe ud af Vognvinduet for at faa Haanden fuld af Blommer og Valnødder, gjennem de grønne Træer blinkede den klare Søe, omkrandset af smilende Egne, og i Baggrunden hævede sig umiddelbart op af det klare Dyb, milebred og majestætisk den uhyre Rigipyramide, hvis smilende Top til vor store Glæde viste sig fri, medens enkelte brede Skybelter lagde sig nedenom Fjeldets Sider.

Ved Arth standsede Vognene, der beredede vi os til Opstigningen, forsynede os med Førere og Alpestokke, og med Bærestole for Damerne, og begav os i stort Følge paa Veien. I Begyndelsen gik det meget godt; Veiret vedblev at være smukt; vi fik en klar og fuldstændig Nedsigt over den ved Rossbergets Udgliden ødelagte Qvedaudal, over den ved samme frygtelige Steenskred halv opfyldte Lowerzersø ind til de spidse Bjergtinder i Schweitz; men neppe vare vi stegne et Par Tusinde Fod høit til det lille Kloster Maria zur Schnee, der ligger her eensomt og sørgeligt, før Himlen i en Fart atter bedækkedes, og vi kom ind i en kold, klam Taage, der lidt efter lidt fortættede sig til fiint regn. Mørket faldt mere og mere paa, det blev koldere og koldere alt som vi kom høiere op og Regnen mere gjennemtrængende, Græs- og Myrbunden mere slibrig og dyb, efter som vi kom ovenfor Skovregionen, Opstigningen syntes aldrig at ville tage Ende. Selv de sværmeriske Mathisonske Damer tabte tilsidst her Enthousiasmen og Modet, og tyede gysende ind i det noget ned paa Fjeldsiden beliggende Staffels Værtshuus; men vi og Englænderne vilde ikke give os tabt før vi naaede selve Rigi Kulm. Gjennem Storm og Taage og Regn arbeidede vi os endelig derop, og traadte gjennembløde og opgiven af Træthed ind i det paa Spidsen liggende Herberge. Hvilken Contrast ventede os ikke her mod Mørket og Ødheden udenfor! Man tænke sig paa Høiden af Gausta at træde ind i en af argantiske Lamper oplyst Sal, hvor over halvhundrede Damer og Herrer, pyntede og veltilmode, sidde ved et med alle Slags gode Sager opdækket Table d'hote, medens andre spille Kort, spadsere frem og tilbage paa Gulvet og en Herre sidder og foredrager Strausservaltse paa et Fortepiano! Men saaledes er Schweitz – store Stæders Cultur midt i Alperegionens ødeste Vildhed; det hele Land et eneste Fremmedhotel.

Naturligviis fandt vi ved Solopgang ikke halve Schweitz udbredt for vore Fødder, ikke de rosenglindsende Alpekjæder, ikke de blinkende Søer, ikke de blaanende Gletscher, ikke de grønnende Dale – ikke det skjønneste Skuespil, som Jorden kan tilbyde et menneskeligt Øie – men vel det uigjennemtrængeligste Taagehav, saa vi knapt kunde see tre Skridt foran os; Schweitzes Naturaander havde dog gjækket os. Vi ventede ikke her, vor Dom var faldet, Schweitz skulde forblive tillukket for os, der hjemme havde et andet og et endnu større Schweitz at finde, – vi skyndte os ned af Fjeldet og ud af Landet for i Münchens Kunstverden at søge nogen Erstatning for hvad Alpenaturen havde negtet os.

A. M.

*) Sagnet vil, at vor Frelsers Dommer og Bøddel, den romerske Landshøvding Pontius Pilatus skal, drevet af sit gruelige Samvittighedsnag efter lang Omflakning i alle Verdens Lande, til Slutning være død paa dette Bjerg, at hans Aand endnu dvæler her, og i sine Qvaler foraarsager den dumpe Torden, som undertiden høres i dets Indre, og den vilde, altid storm- og skyfulde Urolighed, som hersker om dets Tinde. En anden mindre romantisk Version udlader Bjergets Navn «pilutus» af den Skyhat, som næsten altid bedækker dets Top selv naar de andre Alpetinder ere klare, medens det til Gjengjeld undertiden viser sig klart, naar disse ere skyslørede.

[** Det er en påfallende likhet mellom denne beskrivelse av områdene omkring Zürich og diktet «Brudefærden»: «Der aander en tindrinde Sommerfluft/Varmt over Hardangerfjords Vande/Hvor høit mod Himlen i blaalig Duft/De mægtige Fjelde stande». Det kan virke som om det er Sveits, ikke Hardangerfjorden, som har stått for dikterens indre øye da dette nasjonalromantiske høydepunktet ble forfattet året etter at denne reisebeskrivelsen stod på trykk.]