Morgenbladets anmeldelse av Nye Digte

[Morgenbladet nr. 119, 29.4.1850]

Nye Digte af A. Munch.

A. Munch har i de sidste Aar skjænket vor Literatur dens betydeligste og værdifuldeste Berigelse. «Digte gamle og nye» og «Billeder fra Nord og Syd» – der betegne et nyt og kraftigere Stadium i Digterens Udvikling, end det, der repræsenteres af hans tidligere Ungdomsarbeider, – ere Verker af særdeles Betydning under vore indskrænkede Forholde, og de mødte ogsaa megen og almindelig Paaskjønnelse hos den læsende Almeenhed. Ved sine «nye Digte» har Hr. Munch end mere hævdet sin Rang blandt norske Digtere og forøget sit Krav paa Taknæmmelighed af enhver Velynder af den fremspirende, men endnu spæde, norske Literatur. Bogen bestaar egentlig af to Afdelinger, mindre lyriske Digte og «Kongedatterens Brudefart», et lyrisk-episk Digt i tolv Romancer. Blandt de første gjenfinde vi en Deel ældre Bekjendte, navnlig «Brudefærden» og «Ave Maria», disse saare skjønne Billeder, der ville være i kjær Erindring fra Tableauerne i Fjor Vinter; desuden flere Leilighedsdigte, hvoraf dog nogle forekomme os at være for ubetydelige og have for lidet blivende Værd, til at de kunne hævde sin Plads ved Siden af saa gedigne Sager, som Samlingen for Øvrigt indeholder. Af det Nye, som her fremtræder for første Gang, ville vi især fremhæve «Skovbækken», et yndigt og høist originalt Digt, der aabner Samlingen, samt «Kors og Rose» og «Mødet i Skoven».

Samlingens egentlige Kjærne er dog Bogens anden Hovedafdeling, det større Digt «Kongedatterens Brudefart.» Det historiske Grundlag er Kong Haakon den Gamles Datter Kristinas Færd til Spanien for at fuldbyrde Formælingen med en af den kastilianske Konges Brødre. Digteren har i alt Væsentligt holdt sig nøie til Historien; i livlige og let henglidende Skildringer seer man det spanske Gesandskabs Underhandlinger med Kong Haakon, Kristinas Udrustning og hendes Følge af norske Fruer og Riddere med Torlaug Bose og Lodin Lepp i Spidsen. Paa Overfarten til Frankrig udspinder sig den egentlige Intrige, idet den spanske Kongesøn Don Philip fremtræder forklædt som Troubadouren Aimerik og vinder Jomfru Kristinas Kjærlighed. Ved Ankomsten til Frankrig opstaar der Tvivl, om man skal fortsætte Reisen til Søs eller drage til Lands gjennem Frankrig og det nordlige Spanien; de fleste Nordmænd foretrække Søveien, «en bedre finder dog havbaarne Nordmænd ei,» men Thorlaug Bose, der havde Ærinder til Kongen af Frankerland, stemmer for Landveien og finder Medhold af det spanske Gesandtskabs Hoved, Sir Ferant.

Det Raad maa jeg høilig prise, / Sagde da Sir Ferant, –
Han havde sin Grund, den Gamle, / Han var til Søen ei vant.

Deres Raad blev fulgt, og man følger med Jomfru Kristina gjennem Frankrig til Rolf Gangers Kapel, hvor hun fatter sin Mission, – som et Fredens og Mildhedens Bud at forbinde Norden med Syden; videre til den provençalske Grev Amalriks glimrende Hof i Narbonne, Troubadourpoesiens rette Hjem. Her overværer man Kjærlighedshoffets Afgjørelse af den bekjendte Strid, om eet Haandtryk, et Øiekast eller et Tryk med Foden er det sikreste Beviis paa Kjærlighed; da de tre kvindelige Dommere ei kunde komme til Enighed, overdrage de Afgjørelsen til den fremmede Kongedatter, der i sin naive Uskyldighed svarer med en Takt og kvindelig Ynde, som selv de yppige og forfinede Provinçalere maa give sit fulde Bifald. 

I Fruer og Mænd af det nye Fødeland. / Hvi spørge I den fremmede Kvinde?
Eders Kjærligheds Spil jeg ikke kjende kan, / Langt mindre Eders Gaader udfinde.

Jeg veed kun hvad er Brug i min kolde Faders Gaard / Og mellem mine trofaste Fjelde,

Og hvad hos hver en Kvinde i Hjertet skrevet staar, / Det kan jeg ogsaa simpelt fortælle.

Vel Blikket og hos os er et Kjærligheds Bud, / Som Ungersvenden faar fra sin Pige,

Og Haandens Tryk er Tegn fra den udvalgte Brud – / Om Fodtrin vil jeg slet Intet Sige.

Men alle disse Tegn maa gaa fra Een til Een, / Om deraf vi skal Kjærlighed kjende,

Fra Een de kan ei sendes til To uden Meen, / Og mindst, som her, paa een Gang til Trende!

Derefter har den Kvinde, I kvæde om her, / Kun listigt drevet Spot med dem alle –

Slet ingen af de Tre hun af Hjertet har Kjær, / Og Ingen kan den Første sig kalde.

Dog mindes: dette er kun, hvad Nordfolket tror, / Og hvad jeg af mit Indre kan næmme – 

For Sydens Skik ei gjælder den Fremmedes Ord, / For Blomsterbed ei Skovenes Stemme.

Paa Farten gjennem Bjergene, hvor Aimerik redder hende ved et Overfald af Røvere og ad skjulte Veie bringer hende i Sikkerhed efterat have øvet et noget kolossalt Mandefald blandt Stimændene, udvikler Forholdet mellem dem sig fuldkommen og hun tilstaar ham sin Kjærlighed, men tilføier, at de maa give Afkald paa oftere at see hinanden, saa snart hun er formælet med en af Kongens Brødre. Men da senere efter den pragtfulde Modtagelse ved det kastilianske Hof Kristrina skal vælge mellem Kongens Brødre, oplyses det, at Aimerik ingen anden er end den yngste Broder, Don Philip, der har fulgt Gesandtskabet for personligt at vinde den norske Kongedatters Kjærlighed; hun vælger da naturligviis ham til sin Brudgom og faar det Løfte af ham, at han skal opføre en Kirke til Hellig Olaf, der har beskyttet hende; kort efter vender det norske Følge tilbage til sit Fædreland.

Don Philips Forklædning og Henlæggelsen af Troubadourtiden i Narbonne til Kristinas Ophold der ere poetiske Tildigtninger, forøvrigt have alle Hovedmomenter fuld Hjemmel i Historien, men dette har ingenlunde skadet Skildringens Livlighed og poetiske Fylde. Personer og Handlinger fremtræde i fuld dramatisk Beskuelighed; ved Fortællingens Slutning er man gjennemtrængt af Følelsen af, at man her har nydt et fuldendt Kunstverk.

At anbefale en Bog af Andreas Munch til Literaturens Venner turde ansees for en oveerflødig Gjerning; imidlertid tro vi at kunne indestaa Enhver, der er i Stand til at nyde et Digterverk, for at han jævnlig vil have en fornyet Glæde og gjentagen Nydelse af A. Munchs «nye Digte.»

Prisen: 60 Sk for 10 Ark maa efter det smagfulde og elegante Udstyr ansees for billig.