Christiania den 14. Februar 1860.
Til Digteren H. C. Andersen.
Forleden Dag modtog jeg Deres venlige Julegave, det sidst udkomne
Hefte af Deres "Eventyr og Historier". Jeg kan ikke andet end bringe Dem
min hjertelige Tak baade for Gaven selv med dens friske og trøsterige
Indhold, og for det venlige Sindelag, hvormed De ved dens Tilsendelse
erindrede en gammel Ven og Aandsbroder der sandelig i den sidste Tid
trænger til enhver Opmuntring for ikke at nedsynke aldeles i Sorgens
Lethargi. Fra "[Nya] Nordiske Dikter och Skildringer [1859]" kjendte jeg allerede en
af dette Heftes Historier, "Barnet i Graven" – og det havde gjort mig
saa godt; jeg har jo ogsaa nylig lagt et Barn i Graven – men desværre
mit sidste – jeg har Intet mere at leve for. "Pennen og Blækhuset" er
kosteligt – humoristisk og dog saa dybt. Ja, maatte vi kun Alle være
rette Instrumenter i den store Mesters Haand! Og nu Historien fra
Klitterne! I faa, dristige Træk et helt Livsmaleri – og det et Liv for
Evigheden. Hvad De har villet dermed, har De opnaaet – man føler efter
Gjennemlæsningen saa klart og trøstefuldt: Jordelivet er ikke vor sidste
Bestemmelse – der maa være en Fortsættelse, en Udvikling, en
Gjengjældelse, en Forklaring og Udfyldning hiinsides. O, didhen staaer
nu mit eneste Haab.
Desværre kan jeg ikke sende Dem noget litterært Arbeide til Gjengæld,
og jeg veed ikke, om jeg efter denne Dag vil kunne frembringe noget
større, betydeligt Værk. Mit Liv har selv været en saadan Tragoedie, at
jeg ikke behøver at digte nogen. Siden jeg sidst saae Dem i Kjøbenhavn
Vaaren 1857, har jeg foretaget en stor Reise til Udlandet, dels, som jeg
troede, for min egen Skyld, dels for efter Lægernes Raad at lade min
eneste lille søn [Johan Charlot Storm Munch], der led af kronisk Brystonde, tilbringe en Vinter i
Sydens milde Luft; man spaaede mig deraf den største og eneste
Forbedring for ham. Jeg satte Alt i Værk forat kunne opdrive Midler til
denne ulykkelige Reise. Min Søster var med og pleiede Barnet. Efter
uhyre Besværligheder og Lidelser paa Veien, hvor han flere Gange blev
saa dødssyg midt paa Jernbanen, saa vi maatte kaste os ind i det første
det bedste Hotel paa de usleste Steder, kom vi endelig i October 1858
til Nizza. Her, i denne deilige Luft og mellem Oranger og Roser midt om
vinteren, kom min lille Dreng sig tilsynelandende forbausende – efter et
Par Maaneders Forløb kunde han løbe omkring i det Fri den hele Dag, og
jeg fattede bedste Haab. Opholdet i Nizza var derimod mig til ingen
Nytte. Jeg havde et Stipendium, hvorefter jeg skulde foretage
Kunststudier i Rom; did drev min Pligt og Længsel mig – at gjensee Rom!
Men at forlade mit lille Liv! – Tage ham med turde jeg ikke – det
tilsagde sørgelig Erfaring mig. Med min Søster havde jeg ham godt
anbragt i Nizza – flere skandinaviske Venner vare der, som lovede at
bistaae hende, – jeg troede at kunne vove det for en Maaneds Tid – jeg
rev mig løs fra den Lille – jeg føler endnu hans sidste Favntag om min
Hals – jeg seer hans bønlige Blik, der bad mig at blive – jeg reiste med
et tungt Hjerte i Begyndelsen af Februar 1859 over Florentz til Rom.
Neppe havde jeg været der i nogle Dage – før jeg fik Telegram fra Nizza,
at mit barn var sygt, farligt sygt, at jeg strax maatte komme, vilde
jeg see ham endnu. – Jeg forlod samme Aften Rom – der var ingen
Dampskibe – jeg maatte reise over Siena – jeg reiste Dag og Nat i 4 Døgn – min higende Sjæl var foran den tunge Diligence – jeg saae Intet af de
herlige Egne, jeg reiste igjennem – jeg foer som en Dødsdømt, som en
Blind gjennem Naturens og Kunstens Paradiis. – Da jeg endelig den 4de
Morgen naaede Nizza – fandt jeg mit Barns Liig! Hvorledes jeg overlevede
dette, veed jeg ikke, hvorledes jeg fik Liget med mig hjem veed jeg
ikke – men det skete - jeg forlod al Italiens Herlighed for at bringe et
Liig – mit eneste Barns Liig tilbage til Norden. I April kom jeg hjem – lagde ham ved hans Moders Side, og har siden siddet her næsten i
Uvirksomhed og Eensomhed – prøvet paa at komme til mig selv igjen og
gjenfinde Noget af min Livskraft – det gaaer smaat, men det gaaer dog,
med Tillid til Den, som giver al Kraft og har Forsoning for alle Vunder.
Jeg havde begyndt i Nizza paa et dramatisk Arbeide af mit Fædrelands
Historie [Hertug Skule, 1864] – dette har jeg nu atter fremtaget – men det ligger ikke mere
for min nuværende Sjælstilstand, saa Gud maa vide, om der bliver Noget
af det. Jeg maa see at finde Noget, der mere gaaer mig fra Hjertet, hvis
jeg endnu skal kunne virke Noget i min Kunst. – De undskylder vist, at
jeg har disket op for Dem med denne sørgelige Historie – men De har
Medfølelse, De forstaaer en Faders Sorg, skjøndt De ikke selv er Fader,
det siger "Barnet i Graven" mig.
Vil De aldrig overvinde Deres Modbydelighed for at komme til Norge? De skulde see, det lønnede Umagen. De er meget læst og kjendt her – mere end de fleste andre danske Digtere. I denne Tid opføres Deres "Ole Lukøie" her paa det norske Theater. Meld mig itide, hvis De kommer herop i Sommer, forat jeg kan være tilstede. Har De modtaget et Brev, jeg sendte Dem fra Nizza om Lord Russell i Weimar? Jeg spørger ikke forat De skal gjøre Noget ved det deri Omhandlede – den Sag er nu glemt og opgivet, ligesom L. W. R.s Skjæbne i Kjøbenhavn. Saadanne smaa Ærgrelser forsvinde for en stor Sorg.
Glem ei Deres Ven.
A. Munch.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar