[Norsk
Skillingsmagasin 3. oktober 1868]
I 1868
kunne Skillingsmagasinets abonnenter lese følgende portrett
av Andreas Munchs første forlegger, Johan Dahl, som blant annet
hadde utfordret sensurlovgivningen ved hjelp av Munchs debutsamling
Ephemerer. Artikkelen, som ligger til grunn for mye av det som
senere er skrevet som ham, er formodentlig skrevet av Paul Botten Hansen og inneholder en rekke interessante opplysninger om «vort
Bogvæsens Historie».
Blandt den
yngre Slægt i vort Land er det kun de egentlige Kjendere af vort
Bogvæsens Historie, der have nogen Forestilling om, hvor ynkelig det
stod til med Boghandelen endog her i Christiania ligetil for noget
over en Menneskealder tilbage. De eller rettere den Eneste, som
kaldte sig Boghandler, besad ingen Forbindelser eller Credit paa
Europas større Bogmarkeder, ja endog fra Danmark naaede sjelden
Andet herop end Skolebøger, Opbyggelsesskrifter og dens Slags
Morskabslæsning, som tiltrækker Massen, og det vil ingenlunde altid
sige den bedste. Vel gaves der unægtelig dengang Bogelskere her i
Landet, der anlagde Samlinger, som vi nu skulde have meget vanskeligt
for at paavise Magen til, men de fik altid sin Forsyning directe fra
den danske Hovedstad, medens den større Deel af den Almeenhed, der
skulde kaldes den dannede, væsentlig var indskrænket til vor egen
Presses tarvelige Frembringelser. Hvad der engang imellem var at
faae, solgtes til urimelige Priser, thi den ringe Concurrence satte
de Handelsborgere, der solgte Bøger i sine Boder, istand til at
beregne sig en urimelig Fordeel. Om nogen Forlæggervirksomhed af
Betydning var der naturligvis allermindst Tale, men da her udkom saa
Lidet, og der dog var ikke saa faa, som gjerne læste en Bog, naar de
kunde faae den fat, har Datidens literære Virksomhed alligevel næppe
været saa brødløs, som man kanskee forestiller sig. Naar det
engang imellem gjaldt at faae Noget istand, kunde der endog betales
høit; for en Oversættelse (fra Tydsk) af Walter Scotts Wodstock
[Christiania 1827f] skal Vedkommende endog have faaet et Honorar af
hele 300 Spd.
Det første
Forsøg til en virkelig Boghandlerforretning blev omtrent 1825 gjort
af Bogbinder [Johan Christian] Hoppe i Forening med daværende Underbibliothekar F. W. Keyser og Lector, siden Professor John Messell. Dette var Mænd med
Indsigt i Faget og Interesse derfor, men de to sidstes Embedssysler
hindrede dem fra i Længden at befatte sig med Forretningen, og den
blev derfor snart opgiven. I 1829 aabnede J. W. Cappelen, der
tidligere havde studeret Theologi, en Boghandel, der ogsaa
fordeelagtig udmærkede sig fremfor de tidligere sletforsynede
Boglader i Christiania. Men egentlig epokegjørende i vor Boghandels
og dermed tillige i vort hele literære Væsens Historie blev først
den Mands Fremtræden, hvis Portrait «Skillingsmagasinet» idag
byder sine Læsere.
Johan
Fjeldsted Dahl er født i Kjøbenhavn den 1ste Januar 1807 og var
allerede i sit 15de Aar bleven antagen som Lærling hos Danmarks
dengang mest driftige og fortjente Forlægger og
Sortimentsboghandler, Eieren af den i 1770 stiftede Gyldendalske
Boghandel, Secretair Jacob Deichmann. Denne sin Principals Kjærlighed
vidste Dahl ved sin Flid og sin Interesse for sit Fag snart at vinde
i en særdeles høi Grad, og i hans Huus erhvervede han sig nu et
udbredt Bekjendskab til saagodtsom alle Datidens literaire Størrelser
i Kjøbenhavn og kom fremfor Alt i et, som det synes, meget nært
Forhold til Adam Oehlenschläger, hvis Minde han stedse har omfattet
med den inderligste Kjærlighed. Men allerede i 1829 forlod Johan
Dahl sit Fødeland, idet han, 22 Aar gammel, efter J. W. Cappelens
Anmodning drog til Christiania for at bistaae denne med hans nys
aabnede Forretninger.
Kun et Par
Aar forblev imidlertid Dahl i denne Stilling. Det var nemlig et smukt
Træk hos hans første Principal, at han gjentagne Gange har sat dem
af sine Lærlinge, hos hvem han sporede Talent og Dygtighed, istand
til at grunde selvstændige Boghandeler deels i de danske Provindser,
deels i Norge og Sverig, ja endog i Finland; i Norge er saaledes
ogsaa [August Wilhelm] Møhl og [Christian] Floor i Bergen samt M. Feilberg i Christiania udgaaede
fra Deichmanns Skole. Men de mærkeligste af disse Deichmanns
Disciple have vistnok været Gleerup i Lund og Dahl i Christiania. Om
den første af disse to kunde i 1832 en af Sveriges lærdeste Mænd,
nuværende Erkebiskop Reuterdahl, yttre følgende: «For faa Aar
siden vidste man knapt, at der var en udenlandsk Literatur til, og
endnu mindre, hvad den aarligen frembragte. Men da indførtes af en
lykkelig Stjerne en fremmed Boghandler i Landet. Han gjør Epoke i
vor Boghandel og derigjennem tillige i vor Literaturs Historie. Det
er øiensynligt, at efter hans Ankomst er Meget bedre, end det
tidligere har været, og at endog den svenske Literatur i en vis
Henseende har Gleerups Forlægger-Driftighed at takke for sin
Udvikling.»
Vi
afskrive disse Linier her, fordi de i mere end en Henseende tillige
kunde gjælde om Dahls første selvstændige Virksomhed i Norge, til
hvis heldige Begyndelse ogsaa han nød Deichmanns Hjælp.

Fra Dahls
Boglade omspredtes imidlertid under alle disse Bevægelser og
Smaakampe en stor Mængde Bøger rundt over det hele Land, hvor der
dengang, da Avisliteraturen endnu ikke havde opnaaet sit nuværende,
næsten al Læsning monopoliserende Omfang, maaskee gaves flere end
nu, der følte Trang til at nyde sin Sjæleføde i Form af Bøger.
Men endnu følgerigere blev hans Virksomhed som Forlægger. I denne
Henseende har han Fortjenester som ingen Anden i vort Land, og har
ved den vundet et Krav paa at blive erindret i vor literaire
Historie, der bliver saameget større, naar man betænker, at han
egentlig er den Eneste, som ved en dybere Interesse for Literaturen
er bleven bragt til at anskue sin Gjerning fra et høiere Standpunkt
end det reent merkantile. I lang Tid blev nu Dahl Mellemmanden for
vor Literaturs allervæsentligste Frembringelser, og da han i 1857
feirede sit Femogtyveaars-Jubilæum som Boghandler, viste det sig, at
han til samtlige sine Forlagsartikler havde havt et Udlæg af 150,000
Spd., hvoraf dog 60,000 Spd. falde paa «Den Constitutionelle»,
hvorom nedenfor mere. Mellem disse hans ældre Forlagsskrifter kunne
nævnes: Professor Hansteens mekanik, Nyt Magasin for
Naturvidenskaberne, Keilhaus Gæa Norvegica, Sars' Fauna litoralis
Norvegiae, Schweigaards Statistik og samtlige hans juridiske
Skrifter, Digterne Welhavens og A. Munchs samt Historikeren P. A.
Munchs tidligere Arbider. Ikke uden Grund har saaledes Henrik
Wergelands Biograf kunnet sammenlige Norges første større
Forlæggers tidligste Virksomhed med en Fødselshjælpers. Intet var
nogensinde Dahl kjærere, end at bistaae unge og lovende Forfattere,
naar det gjaldt at bringe deres første Arbeider frem for
Almeenheden.

Forøvrigt
maa det erindres, at Dahl ogsaa udenfor sit egentlige Fag som
Boghandler og Forlægger har udfoldet adskillig Virksomhed i andre
tildeels hermed beslægtede Retninger. Strax efter sin Ankomst
deeltog han i Stiftelsen af den nu næsten for alle Venner af Læsning
uundværlige Forening «Athenæum», til hvilken en Tidlang ogsaa
ethvert Medlem af Studenterforbundet havde Adgang. I 1836 indbød han
i Forening med Professor Schweigaard til Oprettelse af Christiania Kunstforening; 40 Medlemmer tegnede sig, hvorefter Selskabet
constituerede sig. Til de store Kirkeconcerter har ogsaa han for det
Meste givet det første Stød. Endelig maa det ikke glemmes, at faa
Mænd her i Byen med den Forekommenhed og Ufortrødenhed som Dahl
have antaget sig fremmede Notabiliteter, navnlig Kunstnere og
Videnskabsmænd, der have besøgt Christiania. Det udbredte
Bekjendtskab, han besidder i Udlandet, har ogsaa bevirket, at
Reisende stadig have været ham anbefalede.
Dahl er nu
en ældre Mand, og Tiderne ere ikke nu de samme, som dengang han for
36 Aar siden bosatte sig imellem os. Det kan derfor ikke være
anderledes, end at en stor Deel af den Slægt, som nu træder ind i
Livet, kun uklart kjender og forstaaer, hvilken Andeel denne Mand har
havt i den Kulturudvikling, af hvis Frugter netop den yngre
Generation nu nyder godt. Hans utrættelige og uegennyttige Stræben
har heller ikke bragt ham selv materielt Udbytte. Men han veed, at
den Virksomhed, han i sine yngre Aar har udfoldet, ikke har været
uden store og gavnlige Følger, og at derfor ogsaa hans Navn vil
blive nævnt og hædret, naar den literaire Historie vender sig hen
til den mærkelige Gjæringsperiode, i hvis Tjeneste han har staaet.
*)
Professor P. Hjort meddeler i sine «Kritiske Bidrag» Bd. III Side
225 Anledningen til Navnet «Papegøien», og beretteer, at «Dahl
gav Wergeland 25 Spd. i Honorar for denne Piece paa 43 Sider. Den
averteredes til den høie Pris 60 Sk med Tilføiende, at naar
Udgifterne vare dækkede, skulde Overskuddet tilfalde Mangelsgaarden
(en Indretning for forfaldne Folk) som Bidrag til forulykkede Poeters
Pleie. Det var ondskabsfuldt, men vittigt, og fandt Manges hele
Bifald.» Red.'s Anm.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar