Munchs første forlegger

[Norsk Skillingsmagasin 3. oktober 1868]

I 1868 kunne Skillingsmagasinets abonnenter lese følgende portrett av Andreas Munchs første forlegger, Johan Dahl, som blant annet hadde utfordret sensurlovgivningen ved hjelp av Munchs debutsamling Ephemerer. Artikkelen, som ligger til grunn for mye av det som senere er skrevet som ham, er formodentlig skrevet av Paul Botten Hansen og inneholder en rekke interessante opplysninger om «vort Bogvæsens Historie».

Blandt den yngre Slægt i vort Land er det kun de egentlige Kjendere af vort Bogvæsens Historie, der have nogen Forestilling om, hvor ynkelig det stod til med Boghandelen endog her i Christiania ligetil for noget over en Menneskealder tilbage. De eller rettere den Eneste, som kaldte sig Boghandler, besad ingen Forbindelser eller Credit paa Europas større Bogmarkeder, ja endog fra Danmark naaede sjelden Andet herop end Skolebøger, Opbyggelsesskrifter og dens Slags Morskabslæsning, som tiltrækker Massen, og det vil ingenlunde altid sige den bedste. Vel gaves der unægtelig dengang Bogelskere her i Landet, der anlagde Samlinger, som vi nu skulde have meget vanskeligt for at paavise Magen til, men de fik altid sin Forsyning directe fra den danske Hovedstad, medens den større Deel af den Almeenhed, der skulde kaldes den dannede, væsentlig var indskrænket til vor egen Presses tarvelige Frembringelser. Hvad der engang imellem var at faae, solgtes til urimelige Priser, thi den ringe Concurrence satte de Handelsborgere, der solgte Bøger i sine Boder, istand til at beregne sig en urimelig Fordeel. Om nogen Forlæggervirksomhed af Betydning var der naturligvis allermindst Tale, men da her udkom saa Lidet, og der dog var ikke saa faa, som gjerne læste en Bog, naar de kunde faae den fat, har Datidens literære Virksomhed alligevel næppe været saa brødløs, som man kanskee forestiller sig. Naar det engang imellem gjaldt at faae Noget istand, kunde der endog betales høit; for en Oversættelse (fra Tydsk) af Walter Scotts Wodstock [Christiania 1827f] skal Vedkommende endog have faaet et Honorar af hele 300 Spd.

Det første Forsøg til en virkelig Boghandlerforretning blev omtrent 1825 gjort af Bogbinder [Johan Christian] Hoppe i Forening med daværende Underbibliothekar F. W. Keyser og Lector, siden Professor John Messell. Dette var Mænd med Indsigt i Faget og Interesse derfor, men de to sidstes Embedssysler hindrede dem fra i Længden at befatte sig med Forretningen, og den blev derfor snart opgiven. I 1829 aabnede J. W. Cappelen, der tidligere havde studeret Theologi, en Boghandel, der ogsaa fordeelagtig udmærkede sig fremfor de tidligere sletforsynede Boglader i Christiania. Men egentlig epokegjørende i vor Boghandels og dermed tillige i vort hele literære Væsens Historie blev først den Mands Fremtræden, hvis Portrait «Skillingsmagasinet» idag byder sine Læsere.

Johan Fjeldsted Dahl er født i Kjøbenhavn den 1ste Januar 1807 og var allerede i sit 15de Aar bleven antagen som Lærling hos Danmarks dengang mest driftige og fortjente Forlægger og Sortimentsboghandler, Eieren af den i 1770 stiftede Gyldendalske Boghandel, Secretair Jacob Deichmann. Denne sin Principals Kjærlighed vidste Dahl ved sin Flid og sin Interesse for sit Fag snart at vinde i en særdeles høi Grad, og i hans Huus erhvervede han sig nu et udbredt Bekjendskab til saagodtsom alle Datidens literaire Størrelser i Kjøbenhavn og kom fremfor Alt i et, som det synes, meget nært Forhold til Adam Oehlenschläger, hvis Minde han stedse har omfattet med den inderligste Kjærlighed. Men allerede i 1829 forlod Johan Dahl sit Fødeland, idet han, 22 Aar gammel, efter J. W. Cappelens Anmodning drog til Christiania for at bistaae denne med hans nys aabnede Forretninger.

Kun et Par Aar forblev imidlertid Dahl i denne Stilling. Det var nemlig et smukt Træk hos hans første Principal, at han gjentagne Gange har sat dem af sine Lærlinge, hos hvem han sporede Talent og Dygtighed, istand til at grunde selvstændige Boghandeler deels i de danske Provindser, deels i Norge og Sverig, ja endog i Finland; i Norge er saaledes ogsaa [August Wilhelm] Møhl og [Christian] Floor i Bergen samt M. Feilberg i Christiania udgaaede fra Deichmanns Skole. Men de mærkeligste af disse Deichmanns Disciple have vistnok været Gleerup i Lund og Dahl i Christiania. Om den første af disse to kunde i 1832 en af Sveriges lærdeste Mænd, nuværende Erkebiskop Reuterdahl, yttre følgende: «For faa Aar siden vidste man knapt, at der var en udenlandsk Literatur til, og endnu mindre, hvad den aarligen frembragte. Men da indførtes af en lykkelig Stjerne en fremmed Boghandler i Landet. Han gjør Epoke i vor Boghandel og derigjennem tillige i vor Literaturs Historie. Det er øiensynligt, at efter hans Ankomst er Meget bedre, end det tidligere har været, og at endog den svenske Literatur i en vis Henseende har Gleerups Forlægger-Driftighed at takke for sin Udvikling.»

Vi afskrive disse Linier her, fordi de i mere end en Henseende tillige kunde gjælde om Dahls første selvstændige Virksomhed i Norge, til hvis heldige Begyndelse ogsaa han nød Deichmanns Hjælp.

I October 1832 grundlagde altsaa Dahl sin Boghandel i Christiania. Næppe kunde noget Tidspunkt være heldigere valgt til et saadant Foretagende, thi, som bekjendt, var netop dengang den mærkeligste Bevægelse frembrudt i Norge, hvis Eftervirkninger mægtig spores den Dag idag, nemlig den Brydning mellem Digterne Welhaven og Wergeland og begges Partier, der, begyndende i Studenterverdenen, stedse greb mere og mere om sig og tilsidst rev hele det tænkende og læsende Publikum med sig. Det var netop samme Aar, 1832, at Studenterstanden ved «Forbundets» Udskillelse fra «Samfundet» splittedes ad i to Leire, og kort efter (1834) udkom det Digterværk, som mere end noget Andet her i Landet kan fortjene at kaldes et historisk Aktstykke i udmærket Forstand, det aandrige og i sin dybeste Grund ægte patriotiske Skrift «Norges Dæmring». Intet kunde da under disse Omstændigheder være naturligere, end at en tidsmæssig, i europeisk Maalestok anlagt Boghandel maatte blive et Samlingssted for det ene af de to Partier, hvis aandelige Trang søgte sin Næring i den europeiske Literatur, og som ikke af «patriotiske» Hensyn ansaae det nødvendigt at bryde det aandelige Fællesskab med Danmark. Dahls Boglade blev saaledes af Publikum snart «udpeget som et Slags Hovedqvarteer for Dæmringspartiets Ledere, og hvad der samtaltes og forhandledes, fik et Slags offentlig Betydning, der paa en Maade kan sammenlignes med den Indflydelse, de literaire Discurser i Madame Juels Kaffehuus havde i det norske Selskabs Dage.» Dahl droges saaledes naturlig ind i Dagens Strid. Det ene Parti saae i hans omfattende og driftige Boghandlervirksomhed med Rette en af sine Støtter og optog ham snart som Medlem af «Studenterforbundet», det andet Parti derimod ansaae ham selvfølgelig som sin Fjende og gjorde ham til Gjenstand for Udfald og Stiklerier. Bekjendt er i denne Henseende Henr. Wergelands aristophaniske Farce «Papegøjen», et Stridsskrift, der forøvrigt trods flere Plumpheder dog ved Siden af den ypperlige «Schmahrs Proces» og dermed sammenhængende Digt «Forsoningen» maa henregnes til Wergelands mest humoristiske og fornøielige Smaaarbeider. Det hører ogsaa til de morosomme Smaatræk i vor Literaturhistorie, at Dahl, da han erfarede, at «Papegøjen» var til i Haandskrift, selv henvendte sig til Wergeland og tilbød ham at forlægge den, hvilket Tilbud Forfatteren ogsaa virkelig Modtog*).

Fra Dahls Boglade omspredtes imidlertid under alle disse Bevægelser og Smaakampe en stor Mængde Bøger rundt over det hele Land, hvor der dengang, da Avisliteraturen endnu ikke havde opnaaet sit nuværende, næsten al Læsning monopoliserende Omfang, maaskee gaves flere end nu, der følte Trang til at nyde sin Sjæleføde i Form af Bøger. Men endnu følgerigere blev hans Virksomhed som Forlægger. I denne Henseende har han Fortjenester som ingen Anden i vort Land, og har ved den vundet et Krav paa at blive erindret i vor literaire Historie, der bliver saameget større, naar man betænker, at han egentlig er den Eneste, som ved en dybere Interesse for Literaturen er bleven bragt til at anskue sin Gjerning fra et høiere Standpunkt end det reent merkantile. I lang Tid blev nu Dahl Mellemmanden for vor Literaturs allervæsentligste Frembringelser, og da han i 1857 feirede sit Femogtyveaars-Jubilæum som Boghandler, viste det sig, at han til samtlige sine Forlagsartikler havde havt et Udlæg af 150,000 Spd., hvoraf dog 60,000 Spd. falde paa «Den Constitutionelle», hvorom nedenfor mere. Mellem disse hans ældre Forlagsskrifter kunne nævnes: Professor Hansteens mekanik, Nyt Magasin for Naturvidenskaberne, Keilhaus Gæa Norvegica, Sars' Fauna litoralis Norvegiae, Schweigaards Statistik og samtlige hans juridiske Skrifter, Digterne Welhavens og A. Munchs samt Historikeren P. A. Munchs tidligere Arbider. Ikke uden Grund har saaledes Henrik Wergelands Biograf kunnet sammenlige Norges første større Forlæggers tidligste Virksomhed med en Fødselshjælpers. Intet var nogensinde Dahl kjærere, end at bistaae unge og lovende Forfattere, naar det gjaldt at bringe deres første Arbeider frem for Almeenheden.

I 1835 indbød Dahl til Subskription paa et Dagblad, «Den Constitutionelle», hvis Redacteur og Medarbeidere alle tilhørte den samme Kreds, fra hvilken Studentersamfundets Organ «Vidar» var udgaaet. Dette Blad, som med Hensyn til det gedigne Indhold, hvorved det udmærkede sig, indtager en Plads i vor Avisliteratur, ikke ulig «Fædrelandets» i Kjøbenhavn, vedblev Dahl at forlægge i 8 Aar, fra 1836 til 1843. De to første Aargange redigeredes af Schweigaard, U. A. Motzfeldt og Fougstad, de tre derpaa følgende Aargange af Schweigaard og U. A. Motzfeldt alene, og endelig sjette, syvende og ottende Aargang af nuværende Stiftamtmand C. Motzfeldt i Forbindelse med A. Munch. Hermed ophørte Dahl at være Bladets Forlægger, hvorefter «Den Constitutionelle» nogle Aar senere gik ind. Skjøndt Grundlæggelsen af et Dagblad i hine Dage, da en Mængde af de Udgifter, et saadant nu kræver (f. Ex. Telegrammer, der nu koste et Hovedblad mellem 1000 og 2000 Spd. aarlig), ikke kjendtes af Navn, maatte være langt lettere, end nu, syntes dog dette Foretagende i Begyndelsen at skulle overskride Dahls Kræfter. Da var det, at Landets dengang betydeligste og mægtigste Mand, Grev Herman Wedel-Jarlsberg, hvem det maatte forekomme beklageligt, om ikke de talentfuldeste blandt Landets yngre Videnskabsmænd skulde faae Adgang til gjennem et saadant Organ at udtale sine Ideer, erklærede sig villig til at støtte Bladet i dets første Tid. Af et Brev fra Greven selv, dateret Bogstad 20de Decbr. 1835, hvortil vi have havt Adgang, fremgaaer det, at denne i Begyndelsen skulde tilskyde de fem Ottendedele af Bladets Udgifter. Men da Wedel kort efter udnævntes til Norges Statholder, blev hans Forhold til Bladet uforeneligt med hans Embedsstilling, hvorfor det ogsaa strax igjen ophørte.

Forøvrigt maa det erindres, at Dahl ogsaa udenfor sit egentlige Fag som Boghandler og Forlægger har udfoldet adskillig Virksomhed i andre tildeels hermed beslægtede Retninger. Strax efter sin Ankomst deeltog han i Stiftelsen af den nu næsten for alle Venner af Læsning uundværlige Forening «Athenæum», til hvilken en Tidlang ogsaa ethvert Medlem af Studenterforbundet havde Adgang. I 1836 indbød han i Forening med Professor Schweigaard til Oprettelse af Christiania Kunstforening; 40 Medlemmer tegnede sig, hvorefter Selskabet constituerede sig. Til de store Kirkeconcerter har ogsaa han for det Meste givet det første Stød. Endelig maa det ikke glemmes, at faa Mænd her i Byen med den Forekommenhed og Ufortrødenhed som Dahl have antaget sig fremmede Notabiliteter, navnlig Kunstnere og Videnskabsmænd, der have besøgt Christiania. Det udbredte Bekjendtskab, han besidder i Udlandet, har ogsaa bevirket, at Reisende stadig have været ham anbefalede.

Dahl er nu en ældre Mand, og Tiderne ere ikke nu de samme, som dengang han for 36 Aar siden bosatte sig imellem os. Det kan derfor ikke være anderledes, end at en stor Deel af den Slægt, som nu træder ind i Livet, kun uklart kjender og forstaaer, hvilken Andeel denne Mand har havt i den Kulturudvikling, af hvis Frugter netop den yngre Generation nu nyder godt. Hans utrættelige og uegennyttige Stræben har heller ikke bragt ham selv materielt Udbytte. Men han veed, at den Virksomhed, han i sine yngre Aar har udfoldet, ikke har været uden store og gavnlige Følger, og at derfor ogsaa hans Navn vil blive nævnt og hædret, naar den literaire Historie vender sig hen til den mærkelige Gjæringsperiode, i hvis Tjeneste han har staaet.

*) Professor P. Hjort meddeler i sine «Kritiske Bidrag» Bd. III Side 225 Anledningen til Navnet «Papegøien», og beretteer, at «Dahl gav Wergeland 25 Spd. i Honorar for denne Piece paa 43 Sider. Den averteredes til den høie Pris 60 Sk med Tilføiende, at naar Udgifterne vare dækkede, skulde Overskuddet tilfalde Mangelsgaarden (en Indretning for forfaldne Folk) som Bidrag til forulykkede Poeters Pleie. Det var ondskabsfuldt, men vittigt, og fandt Manges hele Bifald.» Red.'s Anm.