[Illustreret Tidende nr. 270, 27.11.1864]
Ved 50-årsjubileet for unionen og novembergrunnloven den 4. november 1864 ble Andreas Munchs skuespill En Aften paa Giske (1855) satt opp som festforestilling i Christiania. For anledningen hadde Munch forfattet en epilog der han lar Olav den Hellige tre frem og hylle unionen og Bernadottekongene. Musikken ble komponert av Carl Arnold.
Epilog til «En Aften paa Giske».
4de November 1864.
(Af A. Munch.)
Scenen forestiller det Indre af Throndhjems Domkirke. Sidepillerne ere behængte med svenske og norske Faner og Skiolde. Naar Teppet gaaer op, er Kirken tom og næsten i Dunkelhed. Fra Baggrunden høres et usynligt
Chor af Tidsaanderne
Her vaage Tidens Aander
I Høitidsstunden –
Vi svæve hen som Vinden
I Granelunden
Vi viske om det Svundne,
Vi see tilbage,
Vi løfte op det Vundne
For Fremtids Dage.
Vi kalde op fra Graven
Den gamle Kjæmpe,
Som engang bygged' Landet
Med Magt, med Lempe,
Han vaaged lange Nætter
Med Sorg for Norge –
Nu vil han og med Glæde
For Dagen Borge.
Stat op da, Hellig Olaf! –
I dine Haller! –
Alt slaar Halvsekelstimen –
Dit Folk dig kalder!
(Under den sidste Strofe lader Hellig Olaf i fuldt kongelig Skrud sig tilsyne i Chorets Omgange. Netop som Musiken ophører, befinder han sig midt paa Scenen, mellem de to Sidepiller, og i samme Øieblik bliver Kirken klart Oplyst.)
Hellig Olaf (taler.)
I kalde
mig, I dybe Tidens Stemmer!
Og Du, mit Folk, Du som jeg aldrig glemmer,
Du kalder Olaf i din Høitidsstund.
Naar Morgenklokken i mit Tempel runger,
Naar Folke-Aanden taler med Ildstunger –
Da faae jeg Magt at bryde Gravens Blund.
Saalænge slumred' jeg forglemt og ene
Bag mine mosbedækte Bautastene,
Og vilde ikke see mit sjunkne Land.
Nu kan jeg atter glad mit Hoved hæve.
Nu kjender jeg igjen de frie, de gjæve
Ætsønner af min Thorberg, Olafs Mand.
Den Strid, jeg engang dæmped' i hans Stue,
Er siden blusset op igjen til Lue,
Til Jætte-Kamp, ei blot i Norge selv –
Men og blandt Nordens delte Folkestammer
Den tændte Broderhadets vilde Flammer,
Som sluktes ei af nogen Fjeldets Elv.
Det var engang min store Drøm, at samle
De spredte Nordens Slægter, unge, gamle,
Til samme Eenhed under Troens Skjold.
Med Martyrblod jeg saa min Drøm vel mærket,
Og for en Del mit Offer kroned' Værket –
Men snart kom atter Splidens mørke Old.
De tvende Folk, som paa vor Halvø bygge,
Stod længe skilte ad ved blodig Skygge
Af mange Slægters blinde Frændekamp.
Med fjendtlig Hu sig Norsk mod Svenske værged',
I dette Tempel selv har Svensken hærget –
Og begges Marv gik op i Blod og Damp.
Da bad jeg i min Himmel for vort Norden –
Og see! – mod Haab er Drømmen opfyldt vorden,
Vidunderligt har Herren hørt min Bøn!
Hvad ingen Svensk og ingen Normand magted,
Fordi de ei hinandens Kræfter agted –
Det løste Himlen ved en Sydens Søn.
Paa Verdenskampens Ørnevinger baaret,
Ved egen Daad til Folkestyrer kaaret
Kom han til Sverig, til de Carlers Magt.
Med Vaabentvang han skulde Norge vinde –
Da saa han, at kun lige Ret kan binde
To stolte Hjerter til en varig Pagt.
De tvende Brødres blodbestænkte Hænder
Han sammenlagde, at, som lige Frænder
Og frie, de skulde dyrke hver sin Grund,
Men eie samme Drot og lige Skjæbne,
Og fælles sig mod fælles Fjende væbne
Og see mod samme store Fremstidsstund.
Det gik ei let. End nogen Gang de vendte
Sig kolde fra hinanden, stundom brændte
Af gammelt Had endnu vel Brødres Kind –
End tidt var deres Fremtidsblik tilsløret,
Og mangen Nidhøgg hvisked' dem i Øret
Den gamle Løgn om Frænders falske Sind.
Men som de stod halvt mod hinanden bøiet
Og saae hinanden dybere i Øiet –
Da kjendte de den fælles Moders Træk!
Da saae de Ædelhed paaa Brodepanden
Og deres Hjerter svulmed mod hinanden,
Og Isen smelted meer og mere væk.
I Hadets Sted opspired Kjærligheden
Og i dens Varme blomstred Landefreden,
Udvikled sig den nordiske Natur.
Den tog ny Kraft af Dyst mod Bjergets Jætter,
Den øined' Morg'nen efter lange Nætter –
Og Kjølensfjeldet sank, som indbildt Muur.
Og nu, da femti Aar er svundne siden
Hin Pagtens Dag steg op af Uveirstiden –
Nu kan med Fryd jeg være Festens Tolk.
Jeg seer de stolte Hjerter sammen banke,
Jeg seer, at Broderpagtens store Tanke
Har mægtigt grebet begge Rigers Folk.
Jeg seer en Konge-Æt fra Pagtens Stifter
Har slaget Rod i Nordens Klipperifter
Og trives herligt nu i tredie Led.
Jeg seer at Drot og Folk tro sammen virke
For kraftigen at bygge Stat og Kirke
Og styrke Rigerne i Kjærlighed.
Vel seer jeg mørke Skyer over Norden,
Og truet staar den i Europas Torden –
Men udenfra kun truer Faren nu.
Naar kun de indre Kræfter sammen holde
Da bryder Stormen sig mod stærke Volde
Og Seiren stige vil af Tidens Gru.
Thi Nordens Maal er endnu ikke vundet –
Dets nye Tid først nylig er oprundet:
I Folkets Liv er femti Aar en Dag.
Vel mangen Kamp maa endnu gjennemstrides –
Men Eet kan dog af Dagens Mening vides:
Ved Enighed kun fremmes Nordens Sag.
Min Frist er endt. Jeg maa nu atter vandre
Til Mindets Ro, som Intet kan forandre,
men hvor jeg dog for Norden vaage kan.
Naar Seklet slaar, jeg kommer hid tilbage –
Gud signe da, som nu, med gode Dage
Mit elskte Norge og dets Broderland!
(Teppet falder under Slutningsfanfarer fra Orchestret.)
Ved 50-årsjubileet for unionen og novembergrunnloven den 4. november 1864 ble Andreas Munchs skuespill En Aften paa Giske (1855) satt opp som festforestilling i Christiania. For anledningen hadde Munch forfattet en epilog der han lar Olav den Hellige tre frem og hylle unionen og Bernadottekongene. Musikken ble komponert av Carl Arnold.
Epilog til «En Aften paa Giske».
4de November 1864.
(Af A. Munch.)
Scenen forestiller det Indre af Throndhjems Domkirke. Sidepillerne ere behængte med svenske og norske Faner og Skiolde. Naar Teppet gaaer op, er Kirken tom og næsten i Dunkelhed. Fra Baggrunden høres et usynligt
Chor af Tidsaanderne
Her vaage Tidens Aander
I Høitidsstunden –
Vi svæve hen som Vinden
I Granelunden
Vi viske om det Svundne,
Vi see tilbage,
Vi løfte op det Vundne
For Fremtids Dage.
Vi kalde op fra Graven
Den gamle Kjæmpe,
Som engang bygged' Landet
Med Magt, med Lempe,
Han vaaged lange Nætter
Med Sorg for Norge –
Nu vil han og med Glæde
For Dagen Borge.
Stat op da, Hellig Olaf! –
I dine Haller! –
Alt slaar Halvsekelstimen –
Dit Folk dig kalder!
(Under den sidste Strofe lader Hellig Olaf i fuldt kongelig Skrud sig tilsyne i Chorets Omgange. Netop som Musiken ophører, befinder han sig midt paa Scenen, mellem de to Sidepiller, og i samme Øieblik bliver Kirken klart Oplyst.)
Hellig Olaf (taler.)
I kalde
mig, I dybe Tidens Stemmer!Og Du, mit Folk, Du som jeg aldrig glemmer,
Du kalder Olaf i din Høitidsstund.
Naar Morgenklokken i mit Tempel runger,
Naar Folke-Aanden taler med Ildstunger –
Da faae jeg Magt at bryde Gravens Blund.
Saalænge slumred' jeg forglemt og ene
Bag mine mosbedækte Bautastene,
Og vilde ikke see mit sjunkne Land.
Nu kan jeg atter glad mit Hoved hæve.
Nu kjender jeg igjen de frie, de gjæve
Ætsønner af min Thorberg, Olafs Mand.
Den Strid, jeg engang dæmped' i hans Stue,
Er siden blusset op igjen til Lue,
Til Jætte-Kamp, ei blot i Norge selv –
Men og blandt Nordens delte Folkestammer
Den tændte Broderhadets vilde Flammer,
Som sluktes ei af nogen Fjeldets Elv.
Det var engang min store Drøm, at samle
De spredte Nordens Slægter, unge, gamle,
Til samme Eenhed under Troens Skjold.
Med Martyrblod jeg saa min Drøm vel mærket,
Og for en Del mit Offer kroned' Værket –
Men snart kom atter Splidens mørke Old.
De tvende Folk, som paa vor Halvø bygge,
Stod længe skilte ad ved blodig Skygge
Af mange Slægters blinde Frændekamp.
Med fjendtlig Hu sig Norsk mod Svenske værged',
I dette Tempel selv har Svensken hærget –
Og begges Marv gik op i Blod og Damp.
Da bad jeg i min Himmel for vort Norden –
Og see! – mod Haab er Drømmen opfyldt vorden,
Vidunderligt har Herren hørt min Bøn!
Hvad ingen Svensk og ingen Normand magted,
Fordi de ei hinandens Kræfter agted –
Det løste Himlen ved en Sydens Søn.
Paa Verdenskampens Ørnevinger baaret,
Ved egen Daad til Folkestyrer kaaret
Kom han til Sverig, til de Carlers Magt.
Med Vaabentvang han skulde Norge vinde –
Da saa han, at kun lige Ret kan binde
To stolte Hjerter til en varig Pagt.
De tvende Brødres blodbestænkte Hænder
Han sammenlagde, at, som lige Frænder
Og frie, de skulde dyrke hver sin Grund,
Men eie samme Drot og lige Skjæbne,
Og fælles sig mod fælles Fjende væbne
Og see mod samme store Fremstidsstund.
Det gik ei let. End nogen Gang de vendte
Sig kolde fra hinanden, stundom brændte
Af gammelt Had endnu vel Brødres Kind –
End tidt var deres Fremtidsblik tilsløret,
Og mangen Nidhøgg hvisked' dem i Øret
Den gamle Løgn om Frænders falske Sind.
Men som de stod halvt mod hinanden bøiet
Og saae hinanden dybere i Øiet –
Da kjendte de den fælles Moders Træk!
Da saae de Ædelhed paaa Brodepanden
Og deres Hjerter svulmed mod hinanden,
Og Isen smelted meer og mere væk.
I Hadets Sted opspired Kjærligheden
Og i dens Varme blomstred Landefreden,
Udvikled sig den nordiske Natur.
Den tog ny Kraft af Dyst mod Bjergets Jætter,
Den øined' Morg'nen efter lange Nætter –
Og Kjølensfjeldet sank, som indbildt Muur.
Og nu, da femti Aar er svundne siden
Hin Pagtens Dag steg op af Uveirstiden –
Nu kan med Fryd jeg være Festens Tolk.
Jeg seer de stolte Hjerter sammen banke,
Jeg seer, at Broderpagtens store Tanke
Har mægtigt grebet begge Rigers Folk.
Jeg seer en Konge-Æt fra Pagtens Stifter
Har slaget Rod i Nordens Klipperifter
Og trives herligt nu i tredie Led.
Jeg seer at Drot og Folk tro sammen virke
For kraftigen at bygge Stat og Kirke
Og styrke Rigerne i Kjærlighed.
Vel seer jeg mørke Skyer over Norden,
Og truet staar den i Europas Torden –
Men udenfra kun truer Faren nu.
Naar kun de indre Kræfter sammen holde
Da bryder Stormen sig mod stærke Volde
Og Seiren stige vil af Tidens Gru.
Thi Nordens Maal er endnu ikke vundet –
Dets nye Tid først nylig er oprundet:
I Folkets Liv er femti Aar en Dag.
Vel mangen Kamp maa endnu gjennemstrides –
Men Eet kan dog af Dagens Mening vides:
Ved Enighed kun fremmes Nordens Sag.
Min Frist er endt. Jeg maa nu atter vandre
Til Mindets Ro, som Intet kan forandre,
men hvor jeg dog for Norden vaage kan.
Naar Seklet slaar, jeg kommer hid tilbage –
Gud signe da, som nu, med gode Dage
Mit elskte Norge og dets Broderland!
(Teppet falder under Slutningsfanfarer fra Orchestret.)
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar