«Vor sidste Romantiker»

[Morgenbladet nr. 182A, 4.7.1884] 

Andreas Munch.

(Af. J. Utheim).

«Fald blødt, slut kjærligt om hans Lemmer

Du Fædrejord, af Minder fuld!» 

Naar Kirkeklokkerne idag lader sine Toner gaa ud over Christiania, da ved vi, at vi bringer til Graven vor mest udprægede, vor sidste Romantiker. Da det Budskab for nogle dage siden kom til os fra Kjøbenhavn, at nu var Andreas Munch død, da bragte ikke dette os Sorg, som om vi derved havde lidt noget Tab. Hans Harpe var, bortseet fra enkelte spredte Toner, for lang Tid siden forstummet. Men dette Dødsbud har draget Vemodens Luftning hen over os, det har sat Liv i saamange gamle og kjære Minder, som de senere Aars rastløse Liv har lagt Støv over. 

Den Mand, som nu gik hjem, var ung sammen med Wergeland og Welhaven; han skrev sit første Digt, før «Norges Dæmring» bragte Folks Sind i Oprør, han vandt i 1837, da det nuværende Christiania Theater skulde aabnes, ved sit Drama «Kong Sverres Ungdom» Seiersprisen i Konkurransen med Wergeland. Mellem hine Tider og nu ligger der halvhundrede Aar, et Tidsrum, der baade er meget langt og i fremtrædende Grad indholdsrigt, naar vi fæster vor Tanke ved den Udvikling, vort Folk, vor Kultur, vort Aandsliv i den Tid har gjennemgaaet.

Munch er allerede for længere Tid siden traadt ud af de fremskridende Rækker. De Aandsretninger, som i de sidste tyve Aar har holdt sit seirende Indtog i Norden, for dem har ikke Munch aabnet sit Hjem eller sit Hjerte, Og dette vil ingen dadle, ingen forundre sig over. Thi meget, meget faa er de, der som Victor Hugo eier en saadan Smidighed, en saadan Aandens Spir-dygtighed og Frugtbarhed, at de kan fødes paany, voxe og udvikles med Generation efter Generation, et helt Aarhundrede igjennem. Man kan endog omvendt sige, at der er noget smukt og rørende trofast i dette, at man bliver sin første Kjærlighed tro, at man har voxet sig saa fast til sin Ungdoms Idealer, at man favner dem i sin Kjærlighed og anser dem som sit kjæreste Eie, sit ypperste Smykke, selv da, naar alle andre har lagt dem tilside som aflagte, ubrugbare Ting. Vidner end dette kanskje om en mindre glimrende Aand og begavelse, denne trofaste og udelte Hengivenhed er dog altid noget, ethvert Menneske vil skatte.

Andreas Munch tilhørte en Digterfamilie. Hans Fader var den for sine Nationalsange i sin Tid saa bekjendte Slotsprest, senere Biskop Johan Storm Munch, og hans Bedstemors Broder var Edvard Storm, hvis Ungdoms Roman, saaledes som Familietraditionen fortæller den, Andreas Munch har besunget i et af sine Digte.

Munch var Romantiker, Efterromantiker. De første Impulser i sin literære Opdragelse modtog han fra Danmark og Tyskland. Med flere af de unge danske Romantikere fra Tyve- og Trediveaarene hengav han sig til et sydligt Drømmeliv, «blot lyriske Drømmerier», som han selv siger. I Sjælehistorien «Den Ensomme» har han gjenspeilet os sit eget indre Liv i denne første Tid. Det gik ham, som saamange andre, at den Dissektion af sit eget Følelsesliv, som dette Forfatterskab gjorde nødvendig, blev ham en Befrielse, «en poetisk Frigjørelse fra lignende sjelelige Tilstande, hvortil jeg engang selv ikke var langt fra at henfalde».

Lig sine danske samtidige higede han med tilbedende Længsel mod «Italia, du, mine Længslers Land», lig Ingemann, H. C. Andersen og andre gjorde han ogsaa sin Pilegrimsreise til den evige Stad. Og saavel denne Udenlandsreise som Reiser rundt om i vort eget Land og den Paavirkning, som den gjennem Asbjørnsen og Moe vakte nationale Reisning bragte, skaffede hans Sjælsliv Luft og Lys og blæste bort meget af den sygelige Sentimentalitet, som en Tid havde kuet hans Digterbane. Denne hans Udvikling er ikke saa ganske ulig Ingemanns.

Først sent naaede den romantiske Kulturretning hid til os, og det kunde være at befrygte, at den her kun vilde blive en kraftløs, afblomstret Efterligning uden Originalitet og Kjerne. Men vi ved, at det heldigvis ikke er gaaet saa. Den fandt blandt vort Folk et nyt Felt at tage op til Bearbeidelse. De danske Digtere havde gjort sin Høst paa Sagaliteraturens Marker, hos os vendte man sig efter endel famlende Forsøg mod den paa Folkemunde levende uskrevne Poesi, Folkeviserne, Eventyrene, Bygdesagnene og i Sammenhæng dermed mod Bondens Liv og Landets Natur. At Kunsten, Kulturen kunde føre noget hjem fra disse Hold, det havde Folk for 50 Aar siden liden Anelse om.

«Der var en Tid – ei meget langt tilbage –

Da Norges Skjønhed dybt forborgen laa,

Da Fjeldets høie Pragt og Fossens Klage

Og Dalens Ynde ingen tænkte paa,

Da Midteuropas Folk hos os kun saa

En evig Isørk under Sneens Tage.»

Saaledes sang Munch i 1858 efter Professor Dahls Død. Men hvad han her klager over, det ved vi ikke nu gjælder længer, og Munch har selv en fremtrædende Plads i den lange Række af nationale Kunstnere og Digtere, som har aftegnet vort Land og vort Folk i straalende Billeder «og løftet dem stolt for Verden frem, at alle kan kjendevort herlige Hjem og vide de Eventyr klare, som Norges Fjordebevare.» Den «Ødegaard», som Welhaven klagende kaldte Landet, er nu bleven en dyrket Have med sjeldne og kostbare Planter. Dengang maatte vi i aandelig Bemærkelse spise Smulerne fra andres Bord, nu har vi Raad til ogsaa at dele med andre.

Dette blev Romantikens skjønne og kjærlighedsfulde Gjerning hos os, at den tog det før saa foragtede Stof og formede det til skjønne Kunstverker, elskede og beundrede af os selv og andre. Alle skulde de ud paa Bygden, tilfjelds og tilfjords. Den Retning, vor Kunst og Digtning fra Begyndelsen af Fyrretyveaarene slog ind i, trak ogsaa Munch med sig, skjøndt han aldrig i den Grad som Welhaven og andre lod sig lokke af Huldrens koglende Toner. Hun spiller ingen fremtrædende Rolle i hans Digtning.

Fra den tysk-romantiske Aandsretning kunde Munch dog aldrig helt rive sig løs, hvilket ogsaa viser sig i Valget af Stof. Den katholske Middelalders sansebetagende Mystik drog altid hans Sind, især var Brydningstiden ved Middelalderens Slutning et lokkende Æmne for hans Digterfantasi. Flere af hans Fortællinger, f. Ex. «Pigen fra Norge», «Den sidste Biskop i Hamar», «St. Michaels Kirke i Bjerget», hans deilige Romantsecyklus «Kongedatterens Brudefart», ligesom mange af hans Digte og Dramaer viser dette. Munch var ikke saalangt fra at have Efterromantikernes Begeistring for Middelalderen, og i sin Digtning viser han ofte Forkjærlighed for de af disse hyldede, oprindelig Rousseau'ske Ideer, at Udvikling og Fremskridt fordærver.

De fuldbaarne Romantikeres noget kunstlede Begeistring over Sydens lidenskabelige, voldomt pulserende Liv var Much smittet af, noget, som kommer tilsyne f. Ex. i «Sangerinden» og i «Donna Clara». Og i «Kongedatterens Brudefart» har han netop valgt sig et Emne, som ligger for hans Ævne og særlige Sympati, Nordens og Sydens gjensidige Paavirkning.

Det smertefulde, Dobbeltklangen i Livet, var hyppig Gjenstand for Munchs Sang, atter et ægte romantisk Træk. Der er da ogsaa personlige Oplevelser, som har givet Munchs «Smertens Lyrik» et mere ægte Sandhedspræg, end Tilfældet har været med enkelte andre «Weltschmerz»sangere. Efter et kortvarig lykkeligt Ægteskab mistede han sin unge Hustru og nogle Aar efter sit Barn:

«Jeg har vandret den Gang, som er tungest af al – 

Gangen ned til min Elskedes Grav.

Jeg har fulgt hendes Baare, hørt Jordklumpers Fald

Paa det Dyreste, Livet mig gav!»

Dette forlenede Munch, hos hvem allerede tidligere det melancholske Drag var et Særkjende, med Sorgens Sangergave, og ved sin Digtsamling «Sorg og Trøst» er han bleven alle deres Tolk og Digter, hvem Livet har rammet med lignende tunge Slag som ham selv. Der er intet af hans Skrifter, der har oplevet saamange Oplag som «Sorg og Trøst».

Munchs Digtning har omspændt forskjellige Digtarter, saaledes ogsaa den dramatiske. Hans første Drama, det ovenfor nævnte «Kong Sverres Ungdom» er fra 1837, det sidste «Fangen paa Munkholm» næsten 40 Aar senere. Det er dog alene de historiske Dramaer fra Femtiaarene, «Salomon de Caus», «En Aften paa Giske» og «Lord William Russell», som har afvundet Interesse. De holdt sig i længere Tid paa vor Scene og var i sin Tid meget yndede. Deres Tid er dog imidlertid nu ude.

Ligesom Munch paa Scenen ha maattet vige Pladsen for den nye Tids Mænd, saaledes har ogsaa hans Noveller traadt i Skyggen for yngre Forfatteres mere fuldendte Kunst. Munchs Prosastil er dog saa skjøn, saa sleben og afrundet, at den ikke burde glemmes. Hans Billeder er paa sine Steder saa malende, saa fængslende, at man, trods den store Forskjel forresten, mindes om J. P. Jacobsen. Man læse kun «Capri», denne skjønne Perle, hvilken Farverigdom, hvilket Naturmaleri, hvilken dramatisk Spænding i det indlagte historiske Tidsbillede? Eller «Ladegaardsøen», det yndige Bygdø, Munch elskede saa høit, og som han ofte har besunget, hvor han vandrede drømmende om i sin Ungdoms Dage, og hvor han i 1880 feirede sit Digterjubilæum. Hvorledes har ikke i denne Skitse Kjærligheden til Stedet, Naturstemningen, givet hans Fremstilling en vidunderlig Varme og Skjønhed, gjort hans Sprog bølgende og bevæget som deilig Musik? Et saadant Sprog skrev ingen anden paa de Tider, og det kan fremdeles tjene os til Mønster.

At slibe og føre Stridelansen var ikke Munchs Sag; han søgte i Regelen de ensomme og fredelige Stier. I Wergeland-Welhavenstriden blev dog alt saaledes rørt op fra Bunden af, at selv Munch maatte ud til kamp engang imellem, og i 1841-46 var han Redaktør for «Den Konstitutionelle», «der visstnok», som han selv siger, «var mit egentlige Kald aldeles imod, men dog ... fremmede min Udvikling». Under Begivenhederne i Sverige i Marts 1860 blussede Vreden op hos Munch, og da Bjørnson skrev «Har du hørt, hvad Svensken siger», stillede Munch sig op ved hans Side og sang:

«Er det en Broders Stemme, som nu lyder

Fra Sveas Strand med Haan til Norges Fjeld?

Er det en Broders Haand, som nu fortryder,

At den engang gav Broder Ret og Skjel?»

Ellers kom der næsten aldrig polemiske Digte fra Munchs Haand. Og dog har han nu i sin Alderdom forstaaet det som sin Pligt at tage Harnisk paa imod Bjørnson og Ibsen. Men ingen af disse har ville slaa igjen, naar det gjaldt de norske Sangeres Senior, af hvis bløde, stemningsfulde Digtning de saa ofte har suget Næring i yngre Aar.

Som lyrisk Digter er det, Munch har naaet det fuldkomne. Han har ikke Wergelands ildfulde, indtrængende Tiltale. Saa fortrolig med Naturen som Moe er han ikke; han eier ikke dennes barnlige, umiddelbare Opfatning. Munch er i langt høiere Grad Kunstdigteren, og det er Romantikens længtende, elegiske Drag, som slaar os imøde fra hans Vers. Munch ligner i sin Lyrik ofte Welhaven; han fordyber sig ligesom denne i Reflexioner over subjektive Stemninger uden dog at besidde Welhavens geniale Tankerigdom. Han er ikke saa tilbøielig som Welhaven til naturfilosofiske, naturmythiske Digte, skjønt «Et Fjeldvand», «Ensomhed» og andre viser, hvorledes Naturstemningen har Magt over ham og lader hans Sjæl fortabe sig «i inderlig Forening med Naturens dybe, dunkle Mening». Munchs Styrke var hans følsomme, levende fantasi, en Varme og Inderlighed i Følelsen, der altid vil finde Vei til Folks Hjerte.

Den Slægt, som nu voxer op, har ikke meget Kjendskab til Munch; meget af, hvad han har skrevet, er allerede sunket i Glemsel. Han var sin Samtids Sanger, en ægte Tolk for visse Sider af sin Tids Aands- og Følelsesliv; men han var for veg og blød til at fange Fremtidstankerne, som først skal bryde sig Vei gjennem Kamp og Trængsel. Derfor vedblev han ogsaa kun at være den hyldede og applauderede Digter, han hævede sig aldrig som Wergeland, som Ibsen, som Bjørnsom op til den Høide, hor de nye Tanker holder Styrkeprøve, og der om Digteren selv staar den voldsomste Strid.

Og alligevel, skjønt Munch nærmest kun var Tolk for sin egen Samtids Tanker, hvilken skjøn Lod er dog ikke dette, at staa som Talsmand for den generation, man lever sammen med, at sprede Glæde, Trøst, Skjønhedsfylde blandt «Folket, som lever med mig paa en Dag». Det var navnlig i Tidsrummet fra 1845-57, fra Wergelands Død til Bjørnsons og Ibsens Fremtræden, Munch stod i sin Glands. Dette var i hans bedste Manddomsaar, da hans digteriske Evne var rigest, hans Syn gik videst, og det var i en Tid, der netop yndede denne æsthetiske, idylliske Hvile og Ro, af hvilken Munchs egen Natur var præget. Han var derfor i denne Tid Dagens Helt.

Og selv i Slutten af Femtiaarene og videre frem, da hans Medsangere trak sig tilbage, Moe til Prestegjerningens mere skjulte Arbeide, Welhaen til literaturhistoriske Sysler, medens han i sine faa Digte fra den Tid slaaar ind paa mere realistiske Skildringer, vedbliver Munch derimod lige ufortrødent at træde i Oehlenschlägers og andre Romantikeres Fodspor. Og han havde endnu i lang Tid en stor Læsekreds. Men jo længere Tiden er skreden frem, desmere ensom er Munch bleven. Han forstod ikke den nye Tid, der alene var istand til at saare ham og forbitre hans Alderdoms Ro.

Det er ikke Munchs Biografi, som her skrives. Alligevel skal det dog nævnes, at han i andet Ægteskab var gift med Lehnsgreve Rabens Datter. Formentlig nærmest paa Grund af disse Familieforhold har Munch nu i en Række Aar havt sit faste Bo i Kjøbenhavn, medens han blot ved «Midsommer» er kommet paa Besøg til Norge. Denne Tilfældighed passer ellers ganske godt med Munchs Standpunkt. Han havde væsentlig kun fæstet Øiet paa den aandelige Fællesskab, Kulturenheden mellem de to Folk. Det Skille, som kunde være mellem dem, havde han aldrig stærkt fæstet sig ved. Det blødere danske Gemyt harmonerede ogsaa bedst med hans eget, og dernede kunde han vel kanske ogsaa finde flere, som endnu deler [hans] literære Synsmaader, end herhjemme.

De Skrifter, Munch har udgivet, er i det væssentlige følgende: Digtsamlingen «Ephemerer» (1836), Dramaet «Kong Sverres Ungdom» (1837), «Digte, gamle og nye» (1848), en Række Noveller og Skildringer under Titelen «Billeder fra Nord og Syd» (1849), «Nye Digte», hvoriblandt «Kongedatterens Brudefart», (1850), «Sorg og Trøst» (1852), «Digte og Fortællinger» (1855), den historiske Roman «Pigen fra Norge», Dramaene «Salomon de Caus» (1854), «En Aften paa Giske» (1855), «Lord William Russell» (1857), «Hertug Skule» (1864), «Moder og Søn» (1871) og «Fangen paa Munkholm», «Nyeste Digte» (1861), «Eftersommer» (1867), Romantsesamlingen «Jesu Billede» (1865), «Udvalgte Digte» (1873) og Digtet «Paveog Reformator» (1880). Munch overførte ogsaa fremmede Digteres Arbeider paa vort Sprog, saaledes f. Ex. Tennysons «Enoch Arden», og nu i sit sidste Leveaar var han sysselsat med at oversætte Nikolaus Lenau's «Faust».

Den norske Romantik tilhører nu Historien. Den var den første Frugt af vort selvstændige Kulturarbeide. Vi elsker den, som vi elsker Barndommen med alle dens gyldne Drømme og fagre Minder. Vort Folk kan prise sig lykkeligt; thi det har havt en skjøn Ungdomstid, en «Saga» med Billeder rige, og det er med Vemod, vi nu følger vor sidste Romantiker til Graven. Thi Munch er den sidste. Asbjørnsen, skjønt han levede midt oppe i den samme Tid, og skjønt han med sine Eventyr netop lagde Stoffet tilrette for de romantiske Digtere, han har dog aldrig selv tilhørt denne Retning; med sin djerve, naturtro Pensel tegnede han Virkelighedsbilleder som ingen anden paa den Tid og har derved vist Veien for Realismen i vor Digtning.

Man bliver saa let hængende i gamle Minder, og mange har ligesom villet lukke sine Øine for det Faktum, at den ældre Digterkunst med sin Smagsretning er omme, ja endog for lang Tid siden. Tager vi for os, hvad vor poetiske Literatur i de senere Aar har bragt os, da maa det være klart, hvorledes den er traadt ud af det barnlige Enfold. Den idylliske, optimistiske Ro og Harmoni er flygtet bort, og istedet derfor møder os tunge Tanker og hvasse Ord, der vidner om at nu er Alvorets Tid, Arbeidets og Kampens Tid kommen.

Vi kan ikke ønske dette anderledes, vi kan ikke som det væsentlige kun tragte efter at holde Fred; thi vi ved, at «Fred er ei det bedste, men at man noget vil». Og at ogsaa Digterkunsten sætter under Debat de Spørgsmaal, som har grebet alles Sind, det kan kun bringe Samfundet Vinding. Men fordi om vi nu tilhører en rigere Tid, hvis Kunst er saa mægtig, saa overlegen, at den kan indeslutte i sin Form alle Livets Sider, derfor vil vi ikke glemme Pieteten mod den Slægt, der gik foran vor og var fattigere end vi, heller ikke mod de Sangere, der skjænkede sine smukkeste Gaver til denne Slægt.

Ja, vel er vort Folks Ungdomstid med Morgenrødens Gyldenskjær omme og Manddommens mere nøkterne, ofte saa strenge Arbeidsalder kommen; men nu og da svæver dog Drømme forbi vort Øie, og vi søger tilbage til hine Tiders idylliske Fred og vil i disse Minder for et Øieblik glemme al Nutidens Sorg og Smerte, dens Kamp og Arbeide. For hine Tiders Smagsretning, der i Digterkunsten kun saa det skjønne og harmoniske, det, der alene skal læge og mildne, var Munch den sidste Repræsentant iblandt os. Mange er de, som i disse Dage vil tage frem hans Digte og Romancer og paany gjennemleve de Stemninger, hvis Tolk han var. Og enhver kan læse med; thi de stille, elegiske Toner fra hans Lyre har Poesiens ægte og rene Klang.

Meget af Munchs Digtning er allerede glemt, og mere vil have den samme Skjæbne. Men der er dog mange af hans Digte, som f. Ex. «Hvor i Verden jeg gaar», «Yderst mod Norden», «Se, hist ved Østresaltets Vove», «Barnets første Sorg», «Et Fjeldvand», «Ensomhed», «Brudefærden», «Moderens Undervisning» og andre, der altid vil findes i vore Digtsamlinger som skjønne Minder om Munchs Digtergjerning blandt vort Folk.

Hele Munchs Digtning er Vidnesbyrd om, med hvilken Kjærlighed han omfattede sit Fødeland, og hvorledes han har gjort sit til at smykke og forskjønne dette Land og med Kjærlighedens Kaabe dække over sin Moders Brøst. For 50 Aar siden sang han i sin skjønne Fædrelandssang:

«I det land, hvor din Fader til Jorden er stedt

Vi du længes at hvile engang.»

Og efter et af sine Besøg heroppe for nogle Aar siden siden gjentog han det samme:

«I det Land, hvor min Fader til Jorden er stedt,

Vil engang de mig lægge til Ro».

Nu da «Midsommer atter sit Lys har udbredt», gjæster han atter Norge, for her i Fædrenes Jord at finde den sidste Hvile. Hvad han selv har bedet om, sker nu, idet hans Hustru og Børn lægger ham til Ro paa Vor Frelsers Gravlund, hvor hans første Hustru ligger begraven.