Lars Dilling om Munch

[Morgenbladet nr. 187B, 9.7.1884]

Fra Andreas Munchs Hjem

Af L. Dilling

Kronprindsessegade 28

Professor Munchs Familie kom ikke isommer til at reise til Lolland, hvor den yndige «Villa Marina», omkrandset af grønt, speiler sine hvide Mure i Søen. Reisen var for lang og besærlig for den gamle, syge Mand. De tog istedet til Vedbæk, et lidet Badested ved Kysten et Par Mil fra Kjøbenhavn, og her lukkede den hæderskronede gamle Digter sine Øine.

Den smukke Leilighed i Kronprindsessegade med Udsigt over Kongens Have staar foreløbig forladt. En bleg, alvorlig Skikkelse i et dunkelt Klædebon steg nys opad den elegante Trappegang med Bronsebusterne og Grupper af Bladplanter. Den kridtede Vinduerne over med sin knoklede Haand, hængte Krepflor over Krystallkronerne og satte et sort Segl for Døren. Jeg passerede netop forbi igaar, og mange Minder trængte ind paa mig om mange smukke Timer, som jeg har tilbragt i dette Digterhjem.

Første Gang, jeg kom i disse Saloner, hvor Kunst, Komfort og Eleganse har rakt hinanden Haanden for at danne et hyggeligt Hjem, var Selskabet forunderlig broget. Mellem kjoleklædte Herrer og Damer i «store» Selskabstoiletter vandrede en høj, blond Kongedatter i sin gammelnordiske Dragt, to sortøjede Neapolitanerinder med brogede Tørklæder og Perlebaand om Halsen stod og passiarede med en skikkelig dansk Kriminalretsassessor og et Par Holbergske Damer med Fiskebensskjørter og pudrede Parykker gik gemytlig Arm i Arm med en storslagen italiensk Matrone, medens en Husarløjtnant stod og gjorde ivrig Kur til en nydelig liden Bondepige fra Sjælland. Der var nemlig Generalprøve paa en Del Tableau'er: Munchs «Kongedatterens Brudefart», Fru Jerichaus «Osteriscene», Chr. Winthers «Erik og Ellen», og en Scene af «Barselstuen», som skulde gives i et veldædigt Øiemed. Maleren, Professor Lorentz Frølich, skulde stille dem, og Fru Munch gik omking og slæbte Scenerekvisiter og Reflektionslamper, slukkede Lysene i Kronene for at skaffe den rette Belysning og sørgede samtidig for, at Tjenerne bød Theen om til alle, og havde et venligt Smil og et Par velige Ord til enhver.

Faust med dedikasjon "Til Hr L. Dilling venligst A. Munch".

Professor Munch var en lykkelig Mand. Han havde faaet en smuk Digtergave, et yndigt Hjem og en elskværdig Hustru, netop saadan som en Digterhustru skal være. Fin, dannet og begavet med den rene, ægte Kvindelighed svævede hun som en venlig Fe omkring i Salonerne. Man saa hende ikke altid, men man følte, hun var tilstede, og man følte, man befandt sig i et sandt Digterhjem. Her i Kjøbenhavn, hvor ikke som f. Ex. i Paris, de bedre stillede Nordmænd har Anledning til engang imellem at mødes hos de forenede Rigers Minister, sætter man dobbelt Pris paa et Hus, hvor man stadig træffer det gode norske Selskab, og jeg har endnu aldrig været hos Munchs uden at træffe Landsmænd. Ogsaa de trængende norske hernede har Professoren og Fruen altid vist Velvilje og Imødekommenhed. Saavel ved offentlige som private Indsamlinger til nødlidende Landsmænd har de altid givet rigeligt og villigt, ikke med et overlegent Skuldertræk, men som Folk, der er glade ved at kunne give. Da jeg en Formiddag sad alene oppe hos ham paa hans Studerværelse, og vi kom til at tale om alt det Vrøvl, der havde været hjemme i Storthinget i Anledning af hans Digtergage, ytrede han sig omtrent saaledes: «Jeg kan Gudskelov godt undvære de Penge, men jeg betragter dem ikke som nogen Understøttelse, men som en Hæderbevisning fra mit Land, og jeg kan forsikre Dem, at jeg bruger ikke et Øre af Pengene selv. De gaar til at understøtte trængende baade hjemme og her». Ved samme Leilighed forærede han mig sit sidste Arbeide, en udmærket smuk og smagfuld Oversættelse af Lenaus «Faust».[*]

Naar man sad saaledes paa Tomandshaand, var han meget meddelsom og talte ogsaa en Del om Fortiden. Ved de større Selskaber var han mere stille, og saa ofte træt ud. I den senere Tid var ha temmelig nervøs og pirrelig, især naar Samtalen kom hen paa vore forvilklede norske Forhold. Familien Munch har stadig ført et meget gjæstfrit og selskabeligt Hus hernede i Kjøbenhavn, og deres Middage var noget af det behageligste, man kunde tænke sig. Saavel Selskabet som Retterne og Vinene var udsøgte, og Professorinden havde med sin sædvanlige Takt altid sørget for, at Folk, der sympathiserede og havde fælles Interesser, blev Bordkamerater. Ved saadanne Lejligheder traf man der flere bekjendte danske Personligheder, saasom Digterne, Professorerne Molbech og Ewald, Musikerne, Prof. Gade og Hartmann med flere. I den sidste Tid var der hver anden Mandag musikalske Soiréer, hvor blandt andre Professorinden selv optraadte som en udmærket Pianistinde.

En af de sidste, jeg kan godt sige den sidste, større Fest der i Huset, var en dramatisk Aftenunderholdning. Den store rummelige Spisestue var dekoreret med Planter og Blomster og omdannet til et Theater med Scene i den ene Ende. Der var et talrigt Publikum af indbudte. Ved Siden af mig havde jeg Forfatterinden Camilla Collett, miskjendt, træt og nervøs,[**] og lige bagved sad Magdalene Thoresen med et endnu smukt Ansigt og klare, livlige Øine, begejstret og munter, snakkende med ægte bergensisk Dialekt. Først fremsagde Professorinden staaende foran blandt Publikum en stemningsfuld Prolog, og derpaa gik Tæppet op for et lidet toakts Stykke, som Professor Munch hade skrevet efter et fransk Sujet. Scenen var udstyret med en minutiøs Nøiagtighed, havde en tarvelig fransk Præstebolig i første Akt og i anden en Parisersangerindes Budoir, koket og elegant udstyret med lyseblaa Møbler, Piano, Palmegrupper og Stafelier med Orientalske Draperier. Stykket blev udmærket spillet af Dilettanter. En af Rollerne udførtes af Chr. Winthers første forlovede, en smuk, hvidhaaret gammel Dame. Efter Forestillingen serveredes Souperen, og Gjæsterne skildtes først ved Midnat. 

Siden har jeg kun været der et Par Gange paa Visit. Professoren befandt sig mindre vel, den ældste Datter [Helga, f. 1868] gik til Konfirmation, og Familien levede stille. Saa var jeg nylig deroppe for at gratulere i Anledning af Datterens Konfirmation. Tjeneren sagde, at Professoren var meget svag, men ønskede dog at tale med mig et Øieblik. Jeg vilde gaa ind i Aerbejdsværelset. Nei, denne Vej gjennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Der var noget, som slog mig, strax jeg kom ind. Jeg syntes, at Værelset havde faaet et andet Udseende, og dog var alt uforandret med Undtagelse af, at den tunge røde Silkeportière ind til Salen var trukket for. Gjennem en liden Aabning saa man et Hjørne af Flygelet derinde, paa Hvilket Frøkenen havde udstillet sine Konfirmationspræsenter. Det var de samme Møbler, de samme Malerier og de samme Nipssager, og dog var det ikke den samme Stue. Salonen var bleven til et Sygeværelse.

I en stor Lænestol opstøttet med Puder sad Andreas Munch. Maaske fandt jeg alting saa forandret derinde, fordi han var bleven saa forandret. Det smukke, geniale Hoved hvilede mat tilbage paa Puderne, Kinderne var indfaldne, og om Munden havde han faaet dette underlige Træk, som vi Mennesker næsten altid faar, naar vi staar i Begreb med at tilspidse vore Læber for at give Søvnens blege Broder det sidste Godnatkys. Professorinden sad ved hans Side og badede nu og da hans Pande med Eau de Cologne. Hendes smukke mørke Øjne straalede venligt som sædvanlig, men med en vemodig Glands. Deres mindste Datter [Anna, f. 1876], en liden Pige paa 5-6 Aar, legede stille med sin Dukke henne i Hjørnet. Naar man saa denne fireoghalvfjerdsindstyveaarige Olding ved Siden av dette Barn, vilde man snarere tage ham for hendes Bedstefader. Professorinden maatte støtte hans Arm, da han rakte mig sin skjælvnde Haand. Men om han end var legemlig svag, var hans Aand frisk som før. Vi talte om forskjellige Ting, og han ytrede et Par Gange, at hans vistnok ikke havde saa længe tilbage. Baade hans Hustu og jeg fremkom naturligvis med de sædvanlige Indvendinger, at han jo nu var i Bedring, og naar han nu blot kom ud i Luften – etc., men da jeg jeg tog Afskjed, havde jeg en Fornemmelse af, at jeg aldrig mere vilde faa ham at se, og det blev ogsaa Tilfældet. Nogle Dage efter tog han til Vedbæk, og der hviler han nu, til han skal gjøre den sidste Rejse.

Naar jeg i disse fordringsfrie Linjer har fremhentet nogle Erindringer fra Professor Munchs Hjem, saa er det, fordi det jo var den Baggrund, paa hvilken hans Digterskikkelse fremtraadte, og fordi det helt igjennem bar Præget af den fine Smag og Skjønhedssans, der ogsaa udmærkede hans Digte.

Man har bebreidet ham, at han var for romantisk, for sentimental, og at han ikke fulgte med sin Tid; men man kan ikke forlange, at et Par gamle, stive konservative Ben skal deltage i det nuværende revolutionære Stormløb.

Naar Reaktionens Tid kommer, og den maa komme, naar Realismen forpustet stanser, fordi den har løbet saa langt, at dem ikke kan gaa videre, naar det blaserede Publikum er blevet mæt af at se Poesiens skjønne Muse slæbes omkring i Gadesnavset og dykkes i Rendestenene og atter faar Lyst til at betragte hende badet i det rene Kildevæld under Træernes grønne Kroner, da vil man maaske paany med Fornøielse læse nogle af Andreas Munchs Digte, der for Øieblikket har den store Feil, at de er for poetiske for vor prosaiske Tid. 


[* Nettopp dette eksemplaret av Faust, med dedikasjon fra Munch til Dilling, er avbildet over, og befinner seg i et av selskapets medlemmers private samling.]

[** Det er formodentlig dette Collett sikter til i Aftenposten 21.11.1886, der hun skriver: «Jeg var engang i en Soiré hos A. Munch i deres smukke, elegante Bolig i Kjøbenhavn. Udsøgt Selskab, Vert og Vertindes Elskværdighed, alt forenede sig til at give Aftenen et mere end sedvanligt Præg. Jeg følte mig meget oplivet. Dagen efter gav en af vore hjemlige Psykologer, som ogsaa havde været der, en Skildring af Festen i et bekjendt Kjøbenhavnerblad. ‹Ogsaa Forfatterinden Fru C. var der med sit sedvanlige triste, misfornøiede Ansigt›».]