I sin bok
om August Cappelen og hans samtid (1906), kommer Rolf Thommesen inn
på Andreas Munch, som han karakteriserer på følgende overbærende,
men ikke avvisende måte.
Ved Welhavens side stod den trofaste og til gjengjæld kjærlig protegerede Andreas Munch, der har skrevet de betegnende ord:
«Hvor Romantikens maaneblege Kjerte
kan mildne Livets lummerhede Dag».
Man maa altid tænke sig denne mildt bedrøvede og stadig mildt misfornøiede digter med himmelvendte øine og haanden under kind. Han var, som Monrad bemærker, «Digter og intet Andet». Hans formaaende bekjendtskaber gjorde hvad de kunde for ham – han blev redaktør af «Den Constitutionelle», amanuensis ved universitetet, men han var og blev «Digter og intet Andet», og længtede efter sit Italien. Hans livsfjærnhed, hans virkelighedsrædsel og misnøie med hjemmet er betegnende for tiden. Kunsten er i hans øine «en Alfedronning med lette Fjed». Og han blev sig lig til det sidste, ti han spiller kun paa en og samme streng. Hans sidste ord var som bekjendt et bekymret digt mod rigsretten af 1884. Det var i Munchs tid en modesag at lide af vinterkulde. Ligefra Welhavens triste udgydelser over Christiania Vinterdvale møder man causerier, som er besat av vinterskræk. «De Alt stivnende Polarmagter – siger en forfrossen romantiker – tage Menneskets Kræfter saaledes i Beslag, at der intet bliver tilovers for Mildhed og Skjønhed i Livet». I mere end en henseende er denne udtalelse karakteristisk.
Som den første egentlige specialist i digterfaget, vort land har frembragt, skrev Munch en hel række skuespil og poesier, der foreligger samlet i fem store bind. Hans samlede værker har den egenskab tilfælles med større aanders, at de nu læses af ingen. Og dog burde ialfald norske kulturhistorikere gjøre det. Der er intet, som opruller et klarere billede af efterklassicismen i dens «maaneblege» sirlighed. Overfor disse fem bind blir man slaaet af det store misforhold mellem indhold og form. Aldrig i norsk literatur er et saa intetsigende indhold fremtraadt i en saa forholdsvis klar og velskreven form. Klassisk i sin tidsfarve er Munchs beskrivelse af «Ladegaardsøen»; – bedre end ved at læse denne kan man ikke maale afstanden mellem hans tid og vor. Bygdø er for os en vakker skyggefuld park; Ladegaardsøen er for Andreas Munch en verden. Saa stor er altsaa jorden blit siden hans tid. Der vandrer han ud med sine drømme; der tilfredsstiller han ved naturens moderbryst sine længsler. Løvskoven ombølger hans fryd, og granene besuser hans vemod. Han vandrer paa steile klippeskrænter og gaar ud paa den sydligste pynt, hvor bølgerne slaar ret ind og naturen i sin dystre melankoli gjenkalder for ham den aftenstund, da Christian Frederik her udskibede sig til Danmark. Helt forskjelligt herfra er «det Parti af Øen, der strækker sig fra Hovedgaarden langs med Frognerkilen, en eneste yndig og lystelig Park, ret skabt for ædle og skjønne Kvinder at lystvandre i, saa at de deri kunne tage sig ud som de deiligste Blomster blandt de andre». Det er ikke uden ynde, hvad Munch saalidt som hans samtid er. Men det er kunst uden flugt – af den art, som Wergeland ironisk, muntert og ubestemmelig kalder kunsten «om Kjærminderne i Jevermask, om den blaa Viol, der speilede sig i Oldenborgerdiep, om Sivet, der badede sig i Weseren, eller en æsthetisk Torvesang fra Operaen i det gudommelige Papenborg!»
Ved Welhavens side stod den trofaste og til gjengjæld kjærlig protegerede Andreas Munch, der har skrevet de betegnende ord:
«Hvor Romantikens maaneblege Kjerte
kan mildne Livets lummerhede Dag».
Man maa altid tænke sig denne mildt bedrøvede og stadig mildt misfornøiede digter med himmelvendte øine og haanden under kind. Han var, som Monrad bemærker, «Digter og intet Andet». Hans formaaende bekjendtskaber gjorde hvad de kunde for ham – han blev redaktør af «Den Constitutionelle», amanuensis ved universitetet, men han var og blev «Digter og intet Andet», og længtede efter sit Italien. Hans livsfjærnhed, hans virkelighedsrædsel og misnøie med hjemmet er betegnende for tiden. Kunsten er i hans øine «en Alfedronning med lette Fjed». Og han blev sig lig til det sidste, ti han spiller kun paa en og samme streng. Hans sidste ord var som bekjendt et bekymret digt mod rigsretten af 1884. Det var i Munchs tid en modesag at lide af vinterkulde. Ligefra Welhavens triste udgydelser over Christiania Vinterdvale møder man causerier, som er besat av vinterskræk. «De Alt stivnende Polarmagter – siger en forfrossen romantiker – tage Menneskets Kræfter saaledes i Beslag, at der intet bliver tilovers for Mildhed og Skjønhed i Livet». I mere end en henseende er denne udtalelse karakteristisk.
Som den første egentlige specialist i digterfaget, vort land har frembragt, skrev Munch en hel række skuespil og poesier, der foreligger samlet i fem store bind. Hans samlede værker har den egenskab tilfælles med større aanders, at de nu læses af ingen. Og dog burde ialfald norske kulturhistorikere gjøre det. Der er intet, som opruller et klarere billede af efterklassicismen i dens «maaneblege» sirlighed. Overfor disse fem bind blir man slaaet af det store misforhold mellem indhold og form. Aldrig i norsk literatur er et saa intetsigende indhold fremtraadt i en saa forholdsvis klar og velskreven form. Klassisk i sin tidsfarve er Munchs beskrivelse af «Ladegaardsøen»; – bedre end ved at læse denne kan man ikke maale afstanden mellem hans tid og vor. Bygdø er for os en vakker skyggefuld park; Ladegaardsøen er for Andreas Munch en verden. Saa stor er altsaa jorden blit siden hans tid. Der vandrer han ud med sine drømme; der tilfredsstiller han ved naturens moderbryst sine længsler. Løvskoven ombølger hans fryd, og granene besuser hans vemod. Han vandrer paa steile klippeskrænter og gaar ud paa den sydligste pynt, hvor bølgerne slaar ret ind og naturen i sin dystre melankoli gjenkalder for ham den aftenstund, da Christian Frederik her udskibede sig til Danmark. Helt forskjelligt herfra er «det Parti af Øen, der strækker sig fra Hovedgaarden langs med Frognerkilen, en eneste yndig og lystelig Park, ret skabt for ædle og skjønne Kvinder at lystvandre i, saa at de deri kunne tage sig ud som de deiligste Blomster blandt de andre». Det er ikke uden ynde, hvad Munch saalidt som hans samtid er. Men det er kunst uden flugt – af den art, som Wergeland ironisk, muntert og ubestemmelig kalder kunsten «om Kjærminderne i Jevermask, om den blaa Viol, der speilede sig i Oldenborgerdiep, om Sivet, der badede sig i Weseren, eller en æsthetisk Torvesang fra Operaen i det gudommelige Papenborg!»
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar