[Morgenbladet
nr. 193B, 15.7.1884]
A. Munch
A. Munch
En gammel Mand, paa Vandring træt,
en Kirke i
det fjerne –
en
Høifjeldsvidde, stor og slet,
men over
den en Stjerne!
Saa var
hans Gang, som nu han gik
indad de
dunkle Porte
og for den
tause Aften fik
den milde
Dødens Skjorte.
Men ingen glemmer Vaarens Skud
for Dagens
travle Stemmer
og ingen
Livets friske Brud
for
Stridens Tvang og Remmer.
Saa giver
og i denne Stund
vi ham den
sidste Ære,
og mindes
Norges første Lund,
dens Sang,
dens Fuglehære.
Man siger tidt, vort Hjemland kun
er alt,
hvad Fjeldet byder –
en
Jotunheim, en Kjæmperund
af Kraft
og stolte Dyder.
Men hvem
ser ikke Vangen og,
der under
Høien hvælver,
dens Saga
var det milde Sprog,
der i hans
Digtning skjælver.
Der gaar en Sang, som aldrig dør.
Et Tog af
stille Klage,
igjennem
Graneskovens Slør –
det glemte
Norges Sage!
Det Tog
har just i Strengen ind
og derfra
mildt det klinger
som over
«Alpesøen»s Kind
den tause
Storheds Vinger.
Man glemmer ofte Blomstens Duft
for
Fjeldets store Vidder
og skriger
høit paa «Høifjeldsluft»
fra Dalens
Sol og Kvidder.
Men
Hjertet bliver koldt derved,
vi end ei
Guder ere –
det
fordrer Graad og Sol og Fred,
det gav os
Munch – hans Ære!
Saalænge Harangfjordens Rand
bær Lyd
af Høitidstoner,
og Bølgen
skinner ved dens Strand
af glade
Ungdomskroner,
vil
«Brudefærdens» Sangers Røst
imellem
Fjeldet leve
og ind i
Norges «Sorg og Trøst»
et stille
Guldkorn væve.
Ingen kommentarer :
Legg inn en kommentar