J. W. Loebell om Salomon de Caus

[Morgenbladet 1876, nr. 99A]

Da Munchs skuespill Salomon de Caus fra 1854 i 1876 igjen ble satt opp i Christiania, bragte Morgenbladet en oversettelse av den kjente tyske kritikeren J. W. Loebells forord til den tyske utgaven av boken. Munch ønsket selv å bryte gjennom som dramatiker i Tyskland, og forteller om dette i brev til H. C. Andersen den 23. april 1858: 

«Det er mig nu mere end nogensinde om at giøre, hvis jeg skal vedblive som Dramatiker, hvortil jeg, trods adskillige Benægtelser, troer at føle Kald, at forskaffe mig en større Virkekreds end den snevre herhjemme, hvor jeg paa den ene Side trykkes af Welhavenianerne paa den anden Side af de Ultranorske. Og til den danske Scene kan jeg, efter den Adfærd man der har viist mod mig i Anl. af Lord RusseIl, ikke mere henvende mig. - Saa Tyskland staar mig nu for Hu».

«Salomon de Caus»,

bedømt af Professor Loebell i Bonn.

Da A. Munchs dramatiske Digtning «Salomon de Caus» i disse Dage efter mange Aars Hvile atter er kommet til Opførelse paa Christiania Theater, turde det maaske ikke være uden Interesse for «Morgenbladet»s Læsere at se, hvorledes denne Digtning, der oprindelig ikke var skreven for Scenen*) er bleven bedømt af en anseet tysk Lærd og Kritiker. Denne Bedømmelse findes som Fortale til den tyske Oversættelse af «Salomon de Caus», udkommet i Brauschweig 1857, og er af den senere afdøde Professor J. W. L. Loebell i Bonn. Den lyder saaledes:

«Det Sørgespil, som her i tysk Klædebon bliver Læseverdenen forelagt, fortjener Paaagtning allerede ved Stoffets Eiendommelighed og dets Behandling. Men den Aand, som gjennemtrænger det, giver det et Værd, der langt overveier denne Eiendommelighed. At gjøre Dampmaskinens Opfindelse til Gjenstand for Poesi, saaledes at den ikke blot som en ydre Begivenhed bestemmer Opfinderens Skjæbne, men saa, at den Aandsretning, hvorfra den udgaar, bærer Tagoedien, er en Opgave fuld af Vanskeligheder. Forfatteren har løst denne Opgave med et Held, som man neppe havde kunnet forudsige. Saa sprødt Stoffet end synes, har han vidst at gjøre det bøieligt og flydende.

Dramaet bestaar af to Dele, der udenfra betragtede synes at være af ganske forskjellig Natur og at drives af en væsentlig anden Aand, men som dog indeni ere nøie forbundne og sammensmeltede. I Begyndelse se vi overfor Opfinderens store, umistænksomme Karakter og Aandsmangt blot en ganske almindelig Intrige, der spindes af et gement, ondskabsfuldt Menneske og af en enfoldig Kone. Men snart træder Opnaaelsen af deres Planer ganske i Baggrunden for den Interesse, den mægtige Richelieu tager i Sagen, og nu begynder den egentlige, storartede Tragedie. Ikke alene en fortræffelig Mand, et rent Gemyt, en sjelden Aand, men ogsaa en af de største Opdagelsers uberegnelige Virkning paa alle følgende Slægter bliver offret for en ubøielig Statsklogskabs Betænkeligheder, hvori vel Regjeringssystemets og Magthaverens Fordel slynge sig sammen, men den sidste dog er den virksomste. Saaledes staar her da, som Poesiens Fordringer vil det, Person mod Person, Karakter mod Karakter, og hvo kunde vel et Øieblik tvivle om, hvem der skal blive Overvinderen? Saa at sige med en Bevægelse af sin Finger undertrykker den mægtige Kardinal Richelieu Arkitekten, hvis aabne Sjæl ikke fjernt aner den Fare, hvortil han har hengivet sig. Lønnen for hans overordentlige Opfindelse og for hans fuldkommen trohjertige Tillid bliver den frygteligste af alle Tilskikkelser. For med ham at tilintetgjøre hans Verk i alle Følgender bliver han indespærret i et Galehus, hvor den frie og klare Aand nødvendigvis maa hjemfalde til Vanvid og Raseri.

Kunde Tragedien nu hermed Slutte? Vistnok, dersom det uskyldigt lidende, af Ondskab til Jorden kastede, og fortvivlede Menneskes Skjæbne i og for sig kunde kaldes tragisk. Men dette forholder sig ikke saa. Til den sande Tragedie hører som væsentlige Bestanddele to Ting, der vilde fattes Dramaet, hvis det sluttede ved hint Vendepunkt; nemlig: hos den lidende en Andel i Selvskyld for sin Skjæbne, og mod Slutningen en beroligende Forsoning, en almægtig Retfærdigheds udjævnende Haand. Hvorledes staar det sig nu her med disse Elementer? Saaledes som de Caus staar over for Kardinalen minder hans Skjæbne om Columbus's – det ligger saa nær, at han selv hentyder derpaa. Og den store Opdagers Historie er isandhed tragisk; den frembyder af sig selv hine Fordringer til den poetiske Behandling. Columbus's Selvskyld ligger i de Feil, han begaar ved Bestyrelsen af Kolonien, den forsonende Udjevning gives i de gjennem alle Tider fortvirkende Følger af hans store Opdagelse, som altid vil omgive hans Navn med det høieste Eftermæles Glans. Men de Caus seirer over Richelieu, for hvem han udvortes ligger under, indvortes saa meget mere afgjørende, fordi han endnu staar fuldkommen ren, og Tilskueren har ingen anden Udsigt til hans videre Skjæbne og hans Endeligt, end den hen i forfærdelig Jammer.

Derfor har Digteren ført Dramaet ud over hin ydre Skjæbnevending, og nu først lader han os kaste Blikket ind i sin Helts indre Hjertefolder. Fra to forskjellige Sider, hist fra Fordybelsen i en, uden synligt Gudsherredømme virkende, Natur, her fra en Menneskeoverdrivelse, der udleder alt af sine egne Kræfter, er de Caus ved stadig Grublen over de mekanisk virkende Naturkræfter og ved Forestillingen om sin Opfindelses mægtiige Følger, hvorfra hans egen Storhed tilbagetraalede som fra et Speil, bleven ført til atheistiske Meninger, der i hans dybe Ulykke endog berøver ham Religionens Trøst. Forgjæves stræber en from Munk at række ham denne, da hans Ulykke allerede er begyndt; han maa, for at blive renset, tømme den hele Kalk. I Fængslet kjæmper hans mægtige Trods endnu i de lyse Øieblikke mellem Vanvidets Anfald længe mod den bedre Overbevisning; endelig, kort før hans Død, bliver hans Hjerte aabnet, den kristelige Troes deri indfaldende Straaler fortætte sig raskt til et saligt Drømmebillede, hvilket Skuespillet viser os i en synlig Vision, og den beroligende Slutning er hidført religiøst, menneskeligt og poetisk. Om Selvskylden, der ligger i den stolte, hovmodige Hvilen paa egen Kraft, kunde man vel sige: dette har ikke foraarsaget hans Ulykke, havde han været Kristen, vilde han ligesaa umistænksom have nærmet sig Kardinalen og været styrtet i Elendighed, som nu, da han er vantro. Men ved Siden af Mistænksomheden ligger i hans Karakter ogsaa Tillidsfuldhed, og denne vilde i den religiøse Ydmyghed have erholdt en Modvegt, der vilde ført til Tvivlen om hans Seier, og denne Tvivl igjen til en midre rask og hensigtsløs Optræden.

Saaledes har Digteren fattet sin Opgave; Planen har han udkastet med Dristighed og gjennemført med omskuende Besindighed. De Vanskeligheder, som ligge i den dobbelte Peripetie, ere saa godt som overvundne, at Enheden intetsteds er krænket, og Fremadbevægelsen intetsteds afbrudt. Naar man undtager det Optrin, hvori Markisen klager for Onkelen over den Beskjæmmelse, hun har lidt, bliver Læserens Sind stadigt henvendt paa Helten og hans Tilskikkelser, der hverken ere indviklede, eller tillade en sig stedse forøgende Spænding, efterat det tilintetgjørende Slag er fældet. Og dog bliver Opmærksomhed og Deltagelse stedse levende vedligeholdt. Kun den sjette Scene i 4de Akt maa jeg undtage, da den i sin overhaands Længde virker nedspændende og trættende. Munken behager sig i en udtværet Prædiketone, der er ganske udramatisk, og Optrinet burde været betydelig afkortet, saamegetmere, som det dog ikke frembriger nogen Virkning, og som Digteren med rigtig Indsigt ikke lader Omvendelsen fremgaa af Lære, Overtalelse, Rørelse, men af de dybeste og lige til Aandens Marv gaaende psykologiske Erfaringer. Ellers vil man ikke støde paa utilbørlige Længder, skjønt alle Situationer ere grundigt udførte, og dette i et Stof, der vel lægger Beslag paa Sindets inderste Nerver, men dog, som sagt, ikke tilbyder nogen Omvexling i mangeslags Tonearter. Alt forbliver indenfor Naturens og Sandhedens Grænser, og maa paa alle Gemytter, der ikke ere fordærvede ved hul, overspændt Maner, virke dybt og med den ægte Poesi's Kraft. Dette maa saameget mere tilregnes Digteren, da han her have at fremstille saa ganske forstyrrede i det inderste rystede Sjelstilstande, til hvis Skildring der hører den besindigste, mest omhyggelige Tøilen, forat holde den indenfor Maadeholdets og den rett Smags Grænser, der ofte i saadanne Tilfælde overspringes selv af betydelige Talenter. Og det samme lader sig sige om Karaktererne. De ere fulde og stærke, men enkelte; Sjelstilstandene ere klare og fattelige, hvormeget usædvanligt der end udgaar fra dem, man ser lige til Grunden, de stamme ikke fra hine mørke, hemmelighedsfulde, uhyggelige Regioner i den menneskelige Sjel, hvilke man forestiller sig som dens Natside, og stundom antager for synderligt egnede til Opnaaelsen af tragiske Endemaal. Fornemmeligt vellykket er Datterens Tegning; den er et fast Hjertes offervilligste, mest rørende Hengivelse, fri for alt ubestemt Sværmeri.

Betænkeligst finder jeg det Motiv, ud af hvilket Richelieu griber ind i Handlingen og bestemmer dens følgende Gang. Jeg kan hverken finde det historiske retfærdiggjort, eller naturligt forklaret. Det sidste ikke, fordi Følgerne af en Maskine vel for den begeistrede Opfinders Blik kan vise sig saa forbausende, at de stille Stændernes Forhold paa Hovedet og ligesom hæve Verden af dens Fuger, men visselig ikke for den, om end nok saa dybt skuende, Statsmand, der vel vilde betænke sig paa at lade en klar Fordel for Nutiden slippe sig af Hænderne af Frygt for en mulig Fare i en fjern Fremtid. Og det første ikke, fordi Richelieu havde med Feudal-Adelen at bestille, og imod denne vilde Massen, selv om den «ved Industriens tusenfoldige Pulsslag» blev fra nyt af belivet, nærmest være at skatte som en hjælperig Bundsforvandt. Og er det saa overhovedet Musen, der ved Maskine arbeider faar nye Kræfter? Man skulde heller antage det modsatte. Lader man engang en saa bestemt, netop i sine Planer og i Beregningen af Midlerne til dem saa historisk bestemt Figur, som Richelieu optræde i og beherske et Drama, da kan man ikke tage det nøie nok med Motiveringen af hans Handlinger. Jeg mener ikke, at vor Digter derfor skulde have givet Afkald paa den store Fordel, der ligger i at bringe en saa berømt Mand paa Scenen; det maatte blot kommet an paa at udtænke et andet Motiv, hvorefter Kardinalen kunde gaa ind paa de Caus's Fienders Planer til hans Fordærvelse. Og skulde dette ikke have været at finde deri, om de Caus, hvad der jo i hine Dage var saa sædvanligt, var bleven beskyldt for Anvendelse af magiske Kunster, og at den ellers saa kloge Kardinal havde delt denne Tidens Overtro? At han ingenlunde var fri for saadant, beviser et meget mærkværdigt Sted i hans Memoirer, hvori han taler om den ulykkelige Urban Grandier, hvis beklagelsesværdige Offer for en Samvirken af Overtro, Had og Ondskab taler om hans skrækkelige Endeligt som en velfortjent Straf? Dermed vilde det pinlige Indtryk bortfalde, som nu føles ved den, uden al Lidenskab, blot af kold Forstandsberegning fremgaaende Beslutning til et Sjelemord.

Dog, Kritiken bør vel til sine Anker, dersom disse ikke skal synes gjorte hen i den blaa Luft, ogsaa føie sine Raad, men om disse ere poetisk udførlige, ved til Slutning ingen bedre at bedømme, end Digteren selv. Hvordan nu end dette forholder sig, saa kan hverken denne eller den forhen opstillede Indvending svække det løftende, velgjørende Indtryk af et fortræffeligt Verk, der er fremgaaet af poetisk Begeistring og af et kristeligt, mildt og overbærende Sindelag.»

*) Den blev uden Forfatterens Anmodning eller Medvirkning, dog med hans Tilladelse, bragt til Opførelse baade i Christiania og Kjøbenhavn, kort efter Bogen var udkommen.